Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed (2 Kor 12,9).
Jeg tror, at erkendelsen af menneskelig magtesløshed – og Guds kraft midt i den – er den vigtigste erkendelse og erfaring, en kristen kan nå til. Og hvor utiltalende og nedbrydende det end kan lyde så er det en erfaring, vi som Guds børn vil blive opøvet i gennem hele livet, såfremt vi går i Guds skole, og hans ord når ind i vores hjerte, så vi lever efter det og tror det.
Her vil jeg citere fra tre forskellige bøger, der viser, at denne sag er en grundsandhed, der gælder i alle forhold i en kristens liv. Det er bøger, jeg selv er vendt tilbage til mange gange, og jeg lader citaterne stå, som de er – til eftertanke og bøn.
Ordet om magtesløshed gælder bønnen.
Marius Jørgensen skriver: ”Al vor tro til, at vi kan bede, må dø, inden vi kan få lært at bede. For det er bare dem, der ikke kan bede – dem, der som Paulus kender deres afmagt i bønnen – bare dem kan Ånden komme til hjælp.
Her er vi inde ved en af bønnens forunderligste hemmeligheder: Der bliver i virkeligheden ikke andre, der kan bede, end dem, der ved med sig selv, at de ikke formår det. De, der tror, de kan bede, har ikke fået selvstarteren slidt op endnu, og deres bøn er derfor ikke bøn i Ånd og sandhed, men bare i sjæl og selvforblindelse – ganske enkelt fordi de ikke lader Ånden komme dem til hjælp, og så kan han ikke komme til, fordi de kan noget selv endnu. Kun til de magtesløse bedere kommer Ånden og hjælper dem, – og da kan de bede” (Bønnen og Helligånden, s.18).
D.A. Carson skriver om magtesløshed i menighedslivet:
”Verden elsker magt og prestige; det er derfor meget sigende, at Gud åbenbarer sig på korset i æreløs magtesløshed – og alligevel udvirker den ”magtesløshed” Guds forunderlige frelsesplan og viser sig således stærkere end hele verdens ”styrke”.
Verden sukker efter stærke ledere, men ledere i menigheden må først og fremmest være tjenere af Herren Kristus. Verden fremviser sine helte og guruer; de kristne ved, at Gud elsker at udvælge sig de svage og de ydmyge og de foragtede – dem der ikke er noget – så at ingen kan rose sig overfor ham. Verden forsøger at imponere med sin retorik og sofistikerethed, idet den foretrækker form frem for indhold. Jesu Kristi apostle skatter sandhed frem for stil og afviser enhver form, der – om end den er attraktiv, ja interessant – bringer evangeliets centrale plads i fare” (Med korset i fokus, s.83).
Først og fremmest gælder ordet om magtesløsheden i forhold til frelsen.
C.O. Rosenius skriver: ”Lovens primære opgave er at virke ydmyghed og syndserkendelse hos synderen. Det er ikke kun dette at erfare og vedkende sig de ydre synder, man gør. Du må erkende synden i dens totalitet: hjertes selvsikkerhed, hykleri, følelseskulde, hårdhed og foragt for Gud. Så længe du ikke har erkendt, hvor total synden er, vil dit ”jeg kan” og ”jeg vil” altid føre dig på afveje (…)
Begynder du at se ind i dig selv i erkendelse af, at Gud ser på sindelaget og kræver hjertet, da opgiver du. Når du vil elske Gud over alt, føler du dig kold og ugudelig. Når du vil bede og kæmpe mod synden, indfanges du af den og formår ikke engang at angre eller græde over den. Da forfærdes du og siger: Jeg er fortabt, forhærdet, en hykler. Jeg kæmper ikke alvorligt mod synden og angrer den ikke. Det er imidlertid netop denne erkendelse, loven skulle give dig (…) Det er netop din trøst i dig selv, du må miste, for at Jesus alene kan være din trøst (…)
Hvad siger Jesus da? ‘Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile.’ Dersom du nu trodser fornuften og overgiver dig til ham, sådan som du er, så er du frelst, renset i hans blod. Da vil du forstå ordene: ‘Kristus er lovens ophør, så retfærdigheden gives enhver, som tror’” (Vejledning til fred (1989), s. 32).
”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed” – overfladisk hørt kan det ord blive et skalkeskjul for dovenskab og passivitet. Forklaret af Helligånden bliver det et ord til liv og glæde i Herren.
