Vejledning på bogmarkedet
Det er ikke alt på det kristne bogmarked, som er godt og opbyggeligt for troen. I denne artikelserie vil vi give hjælp til at sortere de bøger fra, som måske er populære, men som reelt er nedbrydende for en evangelisk tro og tjeneste.
Kristendom for den naturlige religiøsitet
I de to første artikler om Rick Warrens bog Det målrettede liv har vi set på bogens lære om frelsen og kristenlivet, retfærdiggørelse og helliggørelse. På begge punkter formidler bogen en lære, som er ubibelsk og uevange-lisk, men som til gengæld er fuldt forståelig og acceptabel for det naturligt religiøse menneske.
Frelsen beror ifølge Rick Warren på, at vi lærer at gøre det rette: ”Hvis du lærer at elske og stole på Guds søn, Jesus, vil du blive inviteret til at tilbringe evigheden sammen med ham” (s.38).
Det er ikke meget, Gud kræver for at lukke os ind i himlen og det lidt, han kræver, det kan vi opfylde. Det eneste, vi skal gøre, er at beslutte os for at modtage, elske og tro på Jesus. Når vi har truffet den beslutning, er vi ifølge Warren kristne.
Som kristne må vi ifølge Warren rette opmærksomheden mod alle de ord i Bibelen, som taler om Guds vilje med os. Jo mere vi fokuserer på disse ord, jo bedre forstår vi Guds formål med vores liv, og jo mere kommer vi også til at leve efter dette formål. Lovens ord er drivkraften i kristenlivet.
Ifølge Warren har Gud fem formål med vores liv: ”Gud har ikke overladt os til spekulationer og gætterier. Han har klart åbenbaret sine fem formål med vores liv i Bibelen” (s.20).
De fem formål er at: 1) Behage Gud 2) Være med i en menighed 3) Ligne Jesus 4) Tjene Gud 5) Drive mission. Bogens mål er at hjæl-pe os til at leve efter disse fem formål.
Warrens lære om frelsen og det kristne liv passer til det vantro menneskes naturlige religiøsitet.
Det vantro menneske er af natur lovisk og selvretfærdigt. Det forventer, at vi bliver frelst ved noget, vi selv kan og skal gøre. Denne forventning kommer Warren i møde. Vi frelses ved at beslutte os for at omvende os, elske og tro på Jesus. Det er alt sammen noget, vi selv kan gøre, og gør vi det, er vi frelst. Når det gælder livet som kristen, vil det uomvendte menneske forvente, at det handler om at indrette sit liv efter Guds vilje ved at fokusere på Guds bud og krav. Og netop sådan er det – ifølge Warren.
Kristendom uden anstød
Der er intet i Warrens bog, som for alvor støder an mod den vantros religiøse tankegang. Årsagen er, at Warren har renset sin bog for de dele af det bibelske budskab, som for alvor vækker anstød hos det uomvendte menneske. Det gælder både i forkyndelsen af loven og i forkyndelsen af evangeliet.
Loven forkyndes i en afslebet form, så der intet siges om, at vi af natur står Gud imod og hverken kan eller vil bøje os under hans vilje; at synden er med i vore bedste handlinger; at vi er ude af stand til at ændre ved vores hjerte og beslutte os for at omvende os, tro og elske Jesus; at vi som syndere står med fuldstændig tomme hænder over for Gud og er under Guds retfærdige vrede og dom; at vi er hjælpeløst fortabte i os selv og må frelses ene og alene ved Guds nådige indgreb i vort liv.
Når intet af dette forkyndes, får det uom-vendte menneske ingen hjælp til at se sin sande tilstand over for Gud. Warren har renset sin forkyndelse for det ord, som Ånden bruger til at afsløre og dømme den fortabte.
Evangeliet forkyndes også i en afslebet form, så der intet siges om, at Jesus på korset blev ramt af Guds vrede og straf for vor synd; at Jesu stedfortrædende straflidelse og død var nødvendig, for at vi kunne få fred med Gud; at Jesus har opfyldt alle Guds bud for os og har fjernet loven i vort forhold til Gud; at vi ved tro på Jesus tilregnes hans retfærdighed og dermed aldrig kan blive bedre i Guds øjne; at vi får troen ved at høre evangeliet om, hvad Jesus er og har gjort for os; at vi bærer frugt i troen ved at fylde os med og hvile i evangeliet om, hvad vi er og har i Jesus.
Når intet af dette forkyndes, får det uom-vendte menneske ingen hjælp til at tro på Jesus og leve med ham. Ingen får troen ved at høre, at de skal tro, og ingen kommer til at leve som kristne ved at høre, at de skal leve som kristne. Lovens ord kan aldrig skabe noget i vore hjerter. Både troen og det åndelige liv skabes i os, ved at vi hører – ikke lovens ord om os – men evangeliets ord om Jesus, og hvad han er og har gjort for os.
Når Warren renser sin forkyndelse for både lovens og evangeliets anstød, er det næppe, fordi han direkte vil benægte de bibelske sandheder, som han fortier. Hvis han blev spurgt, ville han givetvis bekræfte dem. Men en sand kristen forkynder skal ikke kendes på, hvad han vil bekræfte, hvis han bliver spurgt. Han skal kendes på, hvad han selv forkynder, for det er det, han præger med.
Warren har haft kolossal succes med sin bog. Den er blevet populær langt uden for kristne sammenhænge. Det er tydeligvis lykkedes for Warren at fremstille en kristendom, som folk i almindelighed finder sympatisk, og som mange derfor åbner sig for og tager imod. Men det er ikke Bibelens kristendom.
Den amerikanske præst Bob Deway har skrevet en læseværdig bog, hvor han giver en bibelsk vurdering af Det målrettede liv. Deway konkluderer, at Warren lærer en anden kristendom og et andet evangelium end Bibelen:
”Evangeliet i Det målrettede liv er uden anstød, attraktivt, tiltalende, populært og nemt at sige ja til (…) Faren er, at mange går ind ad den brede port, som Det målrettede liv åbner for dem, og tror, at de er kristne, mens de i virkeligheden ikke er det1.”
Her er vi ved det afgørende problem i Rick Warrens bog. Han fremstiller en kristendom uden lovens dom og uden evangeliets trøst. Han har fjernet det budskab, som Ånden bruger til at døde og gøre levende, såre og læge, dømme og frelse. Det er en falsk og forførende kristendom, som åbner en bred port til himlen, hvor mennesker kan gå ind uden at være dømt af loven og uden at være frelst ved Jesus alene.
Warrens forkyndelse bliver mødt med bred anerkendelse og accept også hos ikke-kristne. Kristne ledere over hele verden er begejstrede og mener, at han har fundet en genial måde at fremstille evangeliet på, så alle kan forstå og acceptere det. Men sandheden er, at Warren har omformet evangeliet, så det passer til det naturligt religiøse menneske og derfor kan modtages, uden at man bliver født på ny.
Hvor mange, der ved Warrens forkyndelse er forført til at tro, at de er kristne, uden at være det, ved kun Gud. Men det er forfærdende, at Warren afstår fra at forkynde Guds ransagende og vækkende ord, så at de, som lever i et åndeligt selvbedrag, kan afsløres og blive ledt frem til sand og frelsende tro på Jesus.
Jesu omsorg for de ufrelste
I Johannesevangeliet kapitel 6 hører vi om en flok på 5000, som følger Jesus, fordi de tror, at han er en åndelig leder og messias, som svarer til deres egne religiøse tanker og ønsker. I kærlig omsorg for disse mennesker og for at frelse dem holder Jesus en stærkt vækkende tale for dem.
Han gør det klart for dem, at han er Gud selv, som er kommet ned fra himlen for at frelse de fortabte fra dommen på den yderste dag. Der er kun én vej til evigt liv: som en fortabt synder at bøje sig for Guds retfærdige dom og tage imod Jesus som sin Gud og frelser.
Jesu forkyndelse er hård tale, og den store flok vender sig fra ham og forlader ham. Af de 5000 bliver der 12 tilbage.
”Vil I også gå jeres vej?” spørger Jesus, og Peter svarer på apostlenes vegne: ”Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord, og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige” (v.67-68).
I Peter har Jesu ord har nået deres mål – til sand og levende tro i hjertet.
Det er dette ene, Jesus har for øje: hjertets levende og frelsende tro på ham. Hvor denne tro ikke er skabt i hjertet, der er mennesker fortsat under Guds dom, om de end nok så meget bekender sig som kristne, kommer i en menighed og har taget velmente beslutninger om, at de vil tro på, elske og følge Jesus. De, som ikke bliver født på ny af Guds Ånd ved evangeliets ord, er og forbliver fortabte – uanset hvilken menighed, de kommer i.
Det er en virkelighed, som må tages alvorligt i enhver menighed. Hvordan når vi de ufrelste i vores forsamling? Hvordan når vi dem, som tror, at de er kristne uden at være det? Det gør vi kun ved at gå i Jesu spor og prædike som han – til vækkelse, afsløring og evangelisk tro på Jesus alene.
Warren prædiker ikke som Jesus. Hvad opnår han ved det? Han opnår, at han kan beholde langt flere mennesker hos sig, end Jesus gjorde. De få, som får det svært med hans forkyndelse, er ikke dem, som lever i et åndeligt selvbedrag i tillid til deres egen gode kristendom. De er derimod dem, som spørger efter Jesu egen vækkende og livgivende røst i forkyndelsen.
Bod Deway formulerer det på denne måde: ”De få, som har det svært med Rick Warrens strategi, er erfarne kristne, som erkender, at hans budskab ikke er det evangelium, som blev prædiket af Kristus og hans apostle. Der sker det modsatte af det, som skete i Joh 6. Den store skare af ikke-kristne tager imod budskabet, mens en lille håndfuld troende disciple reagerer mod det2.”
På denne baggrund er det dybt foruroligende, at Warren er vor tids mest fremtrædende kristne forkynder, og at hans forkyndelse danner forbillede for mange tusind kristne præster og prædikanter verden over.
Warrens bibeludlægning
Når en forkynder forvansker evangeliet, hænger det altid sammen med en forvanskning af Bibelens ord. Derfor er der god grund til at se på Warrens bibelbrug og bibeludlæg-ning.
I indledningen til sin bog understreger Warren, at han vil lade Bibelen selv forklare, hvad Gud vil med os:
”Derfor citeres Bibelen i udbredt grad i denne bog, idet der bruges over tusind forskellige vers fra 15 engelske oversættelser og parafraser” (s.12).
De mange forskellige bibelversioner begrundes af Warren med, at de giver mulighed for at få flere nuancer frem, og at det er godt at møde Guds ord i en ny form. Når man læser bogen, bliver det imidlertid klart, at de mange oversættelser i høj grad tjener til at bøje og bukke det bibelske budskab, så det passer til Warrens tanker om, hvordan en kristen bør leve sit liv.
Målet er at forpligte alle kristne på ét bestemt kristenliv, som kan medvirke til, at en menighed bliver aktiv og effektiv og lydig mod sine ledere.
2 Kor 5,18 citeres af Warren som belæg for, at vi som kristne må gå i indbyrdes dialog, tilpasse os og gå på kompromis for at sikre ydre ro og enhed i vores menighed.
Teksten taler om, at Gud er forsonet ved Jesu død, og at vi er kaldet til at vidne om dette: ”Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os for-ligelsens tjeneste” (s.159 ff.).
Ez 3,17-18 gøres gældende som et ord, der er talt til og har gyldighed for alle kristne og forpligter alle kristne til at evangelisere og vidne over for de mennesker, de er tæt på. Ellers vil de vantros blod blive krævet af de kristnes hånd.
Teksten lyder: ”Menneske, jeg stiller dig som vægter for Israels hus. Når du hører et ord fra min mund, skal du advare dem fra mig. Når jeg siger til den uretfærdige: Du skal dø! Og du ikke advarer ham mod hans uretfærdige færd for at holde ham i live, så skal den uretfærdige dø på grund af sin skyld; men hans blod vil jeg kræve af din hånd.”
Dette ord indebærer ifølge Warren, at Gud vil drage enhver kristen til ansvar for de ikke-troende, der bor rundt om ham eller hende. Vi skal fortælle dem om Jesus, ellers vil Gud kræve deres blod af vor hånd på dommens dag (s.293).
Det er værd at bemærke, at Warren udelader den første halve sætning af citatet, hvor det tydeliggøres, at versene er talt til profeten, vægteren for Israels hus, og at versene handler om de ord, som profeten får fra Gud.
At vi som kristne alle har et vidnekald er klart ud fra Skriften. Men det er vigtigt at understrege, at det bibelske kald er et kald til at leve godt med Jesus i hverdagen og være rede til at fortælle om ham, når nogen spørger til vores tro og vores håb (Kol 4,5; 1 Pet 3,15). Vi må være beredt på at bruge de anledning-er, som Gud giver os. Det er kaldet.
Så er der nogle, som får et særligt kald og en særlig udrustning til selv at opsøge anledninger og offensivt evangelisere. Men at gøre det til en fælles forpligtelse for alle kristne er i direkte strid med Guds ord, ødelæggende for den kristne frihed og nedbrydende for det åndelige liv.
ApG 1,8 indebærer ifølge Warren, at alle kristne har pligt til personligt at deltage i et missionsprojekt i et fremmed land (s.311-315). Det er ifølge Warren Guds mening med dette vers: ”I skal være mine vidner både i Jerusalem i Judæa og Samaria og lige til jordens ende”.
Med disse ord har Jesus ifølge Warren givet os et mønster for, hvordan vi alle som kristne skal involvere os i mission. Vi skal personligt involvere os i mission både lokalt, nationalt, i andre kulturer og i andre lande. Derfor skal alle kristne personligt og aktivt gå ind i et missionsprojekt i et fremmed land, ellers handler vi mod Jesu plan og vilje.
På den baggrund rejser Warren det ransagende spørgsmål: ”Er du en kristen, der er i overensstemmelse med Apostlenes Gerninger 1,8?” (s.312).
Det skriftord, Warren citerer, er talt til apost-lene og handler om deres særlige kald og opgave.
I anden omgang siger det noget om den kristne menigheds fælles kald og opgave frem til Jesu genkomst. Men at hævde, at verset pålægger alle kristne, at de personligt skal engagere sig i fire specifikke former for mission, og at de derfor også ”så snart som muligt” (s.312) bør melde sig til et missionsprojekt i et fremmed land, det er udtryk for en uansvarlig, respektløs og sjælesørgerisk katastrofal anvendelse af Guds ord.
2 Tim 2,2 bruges som belæg for, at læserne af Warrens bog bør give bogen og dens budskab videre til andre. Teksten er Paulus’ ord til Timoteus: ”Hvad du har hørt af mig i mange vidners nærværelse skal du betro pålidelige mennesker, som vil være duelige til også at undervise andre” (s.321).
Verset er rettet til en kristen leder, og de handler om forvaltningen af de apostolske ord fra Paulus. Dette vers gør Warren gældende for alle kristne og hævder, at de er forpligtede til at forvalte ordene i Det målrettede liv på samme måde, som Timoteus forvaltede Paulus’ ord.
Hebr 2,1 bruges som belæg for, at alle kristne bør føre en åndelig dagbog over, hvad de lærer i livet med Gud.
Teksten minder os om at holde fast ved evangeliet om Jesus: ”Derfor må vi så meget mere give agt på det, vi har hørt, så vi ikke glider bort fra det” (s.260).
Kirketugt
Et enkelt bibelord fortjener en lidt mere grundig behandling.
Matt 18,15-17 bruges af Rick Warren som argument for, at en kristen menighed bør udelukke og fordømme enhver, som kritiserer noget af det, som sker i menigheden. Warren understreger, at vi som kristne er forpligtede til at ære, følge og altid lyde vore menighedsledere og aldrig kritisere hverken dem eller menigheden. En kristen, som alligevel kritiserer og bliver ved med det, bør udstødes af menigheden og regnes for en vantro (s.157-158, 165-166, 171-175, 276-277).
Den tekst, som Warren henviser til som begrundelse for sin kirketugtspraksis, lyder som følger:
”Hvis din bror forsynder sig imod dig, så gå hen til ham og drag ham til ansvar på tomandshånd. Hører han dig, så har du vundet din broder. Hører han dig ikke, så tag én eller to med dig, for på to eller tre vidners udsagn skal enhver sag afgøres. Hører han heller ikke dem, så sig det til menigheden, og vil han ikke engang høre efter menigheden, skal han i dine øjne være som en hedning og tolder.”
Warrens udgangspunkt er, at det er synd at kritisere, hvad andre i vores menighed gør. Det er særlig alvorligt at kritisere, hvad menighedens ledere gør. Vi må uden reservationer og uden indskrænkninger følge og lyde vore ledere: ”Gud gør dig ansvarlig for, hvor godt du har fulgt dine ledere” (s.173).
Hvad Warren ikke forholder sig til, er muligheden for, at menighedens ledere bevæger sig bort fra Guds ord. I den situation er det ikke bare ret, men åndeligt livsvigtigt, at menighedens medlemmer løfter en kritisk røst mod lederne. Det var det, Luther gjorde ved reformationen. Ud fra Guds ord kritiserede han kirkens ledelse.
Men at kirkeledere også i dag kan tage fejl, kommer slet ikke inden for horisonten hos Warren. Han forudsætter, at kirkens ledere altid har ret. Derfor vil enhver kritik være syndig3.
Warrens tankegang svarer til den, som findes i den romersk-katolske kirke. Her forudsættes det også, at kirken aldrig tager fejl. Trods mod kirken er derfor trods mod Gud. Det er en tankegang, som er anti-kristelig i sin natur, fordi den i praksis støder Gud fra tronen og gør mennesker til den højeste autoritet i de troendes liv (2 Thess 2,3-4).
Jesu ord i Matthæus 18,15-17 om formaning og kirketugt har fuld gyldighed også i dag. Men de har kun gyldighed i situationer, hvor der er tale om synd imod Guds ord. Anvendes disse ord af menighedsledere i andre situationer, er det udtryk for åndelig selvtægt, misbrug af Bibelen og et sjælesørgerisk overgreb af største alvor. Det er en sådan praksis, Warren åbner for.
Bibeltroskab
Rick Warren fremstiller sig selv som bibeltro. Men at være bibeltro handler om andet og mere end at bekende troen på Bibelen som Guds ord. Det handler ikke mindst om at behandle Bibelen med ærbødighed som Guds ord, så Gud får lov at sige, hvad Han vil sige. Warrens bibelbrug er udtryk for en rystende respektløshed over for Guds ord og dermed over for Gud selv.
Warrens bibelbrug og bibeltolkning er præget af en vilkårlig og selvrådig fordrejning af Bibelens ord. Konsekvensen er, at han med guddommelig myndighed binder menneskers samvittigheder til at gøre det, som han selv vil. Det er en handlemåde, som er under Guds dom, og som kendetegner de falske profeter (Matt 15,5-9; Luk 11,46).
I vor tid påstås det jævnligt, at Bibelen ikke har et entydigt og klart budskab, og at man derfor kan få den til at sige hvad som helst. Rick Warrens bibelbrug ser ud til at bekræfte denne påstand. Men det er ikke sandt. Bibelen har et entydigt og klart budskab, og det er velsignet evangelisk. Når Warren kan få noget andet ud af Bibelen, er det udelukkende, fordi han hovmodigt og respektløst forvansker dens ord.
Bibelen taler klart til enhver, som vil møde dens ord med ydmyghed, lydhørhed og respekt. Netop denne holdning er udtryk for sand bibeltroskab. Set i det lys fortjener Rick Warren ikke at blive kaldt bibeltro.
Væk fra Guds ord
Det er ikke kun, når Warren selvrådigt udlægger Bibelen, at han udtrykker en praktisk ringeagt for Guds ord. Det sker også, når han gang på gang i Det målrettede liv advarer mod at vurdere og prioritere Guds ord for højt.
I menigheden bør vi ifølge Warren bruge mere tid på fællesskab og mindre tid på forkyndelse af Guds ord (s.157). Vi bruger i forvejen alt for megen tid på at læse og tale om Bibelen i forhold til at tjene (s.239). Vi må regne med, at Gud i højere grad former os gennem vore erfaringer i livet end gennem sit ord (s.201) I missionsarbejdet er vort personlige vidnesbyrd langt mere effektivt end Bibelens ord og forkyndelse (s.301).
Der er ifølge Warren mange forskellige midler, vi kan bruge for at møde Gud og opleve fællesskab med ham: naturoplevelser, dans, kunst, liturgi, ritualer, symboler, tjeneste, ensomhed, intellektuelle studier osv.
Warren giver mange eksempler på midler til at møde Gud, men ikke én gang nævner han Guds ord (s.106-108). Han synes at være fuldstændig blind for Guds ord som kilden til åndeligt liv, fornyelse, tro og kraft. Derfor leder han heller ikke til denne kilde, men væk fra den. At følge en sådan leder er åndeligt dødbringende.
Åndedrætsbøn
Når Guds ord glider i baggrunden som middel til at møde Gud, kommer andre midler i fokus.
Warren giver en særlig instruktion i at bruge ”åndedrætsbøn”.
Det handler om at vælge en kort formulering, som man gentager gang på gang i takt med åndedrættet, hvorved åndedrættet bringes til ro, og sindet beredes til at erfare fællesskab med Gud (s.93).
I Bibelen leder man forgæves efter omtale af denne bønsform. Men den er kendt fra hedensk sammenhæng helt tilbage fra 500 f.Kr., og den er central i østlig religiøs meditation, hvor målet er at rense sindet og åbne det for den åndelige verden.
Mange har erfaret, at teknikken virker. De kom virkelig i kontakt med den åndelige verden.
Ofte var det i første omgang en positiv oplevelse. Men mange har også erfaret, at de åndskræfter, de kom i kontakt med, senere viste sig at være mørke, onde og destruktive4.
At søge kontakt med den åndelige verden uden om Guds ord ved brug af mystisk-okkulte teknikker er åndeligt livsfarligt. Det er at stille sig åben for den åndsmagt, der gerne kommer os i møde med stærke og intense religiøse oplevelser, hvis blot det kan føre os væk fra Guds ord og troen på Jesus Kristus.
Prøv ånderne!
”Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv om ånderne er fra Gud, for der er gået mange falske profeter ud i verden” (1 Joh 4,1).
Guds ord formaner os ikke til at være godtroende, når nogen præsenterer sig for os som kristne forkyndere og vejledere. Taler de som Guds ord, knytter de os til Guds ord og til Jesus? Det må vi spørge om.
Rick Warren gør intet af dette i den bog, som vi her har set på. Derfor kan han umuligt betragtes som en sand kristen forkynder og vejleder. Der er tværtimod grund til advare mod hans ubibelske, loviske og forførende lære. Den tjener ikke at vække, forny og opbygge troens liv. Den tjener tværtimod til at føre troen vild fra evangeliet om Jesus og fra Guds ord.
At Rick Warren med den lære, som han udfolder i Det målrettede liv kan få status af den evangeliske kristenheds centrale åndelige leder i vor tid er et forfærdende vidnesbyrd om, hvor åndeligt formørket den evangeliske kristenhed er, og hvor svag viljen og evnen er til at vurdere det, vi møder, ud fra evangeliet og Guds ord.
Hvorfor så populær?
I en omfattende rundspørge for et par år siden blev amerikanske præster spurgt, hvilken bog, der havde haft størst indflydelse i deres liv. Topscoreren blev Det målrettede liv. Det er den mest solgte kristne bog i vor tid. Hvorfor er den så populær?
Der er uden tvivl mere end en enkelt grund.
På det litterære plan er bogen velskrevet, enkel at læse og opdelt i 40 overkommelige kapitler. Den kan læses og forstås af langt de fleste uden større problemer.
På det praktiske plan er det en bog, som lægger op til at blive læst af hele menigheder med henblik på at gøre dem mere aktive, missionerende, tjenende og lydige. Tusindvis af præster og menighedsledere har ønsket at fremme disse ting i deres forsamling og har derfor fået hele menigheden til at købe og læse bogen.
På det åndeligt-religiøse plan giver bogen læseren løfte om, at vi kan komme til at leve et vellykket, harmonisk og godt liv i pagt med Gud og hans vilje. Bogen anviser en enkel og forståelig vej til dette mål, og det er en vej, som ikke støder det vantro menneske, fordi den er helt i pagt med vor egen religiøse natur – lovens vej.
På et helt fjerde plan kan der være grund til at rejse det selvransagende spørgsmål, om den begejstrede modtagelse af Warrens bog hænger sammen med, at den behandler dele af det kristne liv, som vi har forsømt at tale om i den evangeliske kristenhed i de senere år. Jeg tror, der kan være noget om det.
Selvransagelse
Warren når vidt omkring i kristenlivet, og undervejs kommer han ind på emner, som er genuint bibelske, men som vi i vor tid sjældent prædiker om i de bibeltro, lutherske kredse i Norden: viljens plads i kristenlivet, selvfornægtelse og selvdisciplinering, kristenlivet som offer til Gud, åndelig modning og karakterdannelse, kamp mod fristelser, livets kors som Guds redskab til at forme os, kærlighedsbudets konkrete betydning, kristenlivet som et fællesliv i menigheden m.m.
Alt dette er bibelske emner. Det er ikke godt at læse om dem hos Warren, fordi han behandler dem lovisk og med henblik på sine egne mål i form af ydre aktivitet, effektivitet, lydighed og vækst i menighederne. Men da jeg læste Warrens bog, sad jeg gang på gang og tænkte, at de her ting bør vi prædike om og give vejledning i – sandt bibelsk og evangelisk.
De ovennævnte emner handler alle om kristenlivet, og i Bibelen møder vi dem typisk i de nytestamentlige formaningsafsnit. I disse afsnit tales der om kristenlivet på baggrund af og i nær sammenhæng med en frigørende forkyndelse af, at vort forhold til Gud beror på Jesus alene; at vi i Jesus altid ejer den samme evige rigdom og uforanderligt er fuldkomment hellige i Guds øjne.
I de samme bibelafsnit står det klart, at vores første og største kald som kristne er at lytte til, takke for og hvile i evangeliet om nådens rigdom i Jesus. Når vi lever og hviler her i evangeliet om den fuldbragte frelse i Jesus, da skaber Gud selv ved sin Ånd et nyt liv i vore hjerter indefra, og da både kan og vil vi i en evangelisk ånd lytte til og tilegne os Guds vejledning for kristenlivet.
Troens ånd i os siger ”ja” til denne vejledning, mens kødet i os råber ”nej”. Men kødet skal ikke råde. Vi vil modtage evangeliet om Jesus i tak og tro, og så vil vi i denne tro lytte til Guds ords vejledning for kristenlivet.
Forsømmer vi at tage de dele af Guds ord frem, som taler om kristenlivet, da kan der være grund til at sætte spørgsmålstegn ved vor egen praktiske bibeltroskab. Og da bør vi ikke undre os, hvis nogen iblandt os åbner en bog som Det målrettede liv og tænker, at vi må lytte til Warren, fordi han tager noget frem, som Bibelen taler om, men som vi ikke taler om.
Det gode alternativ
Lykkeligvis er vi ikke overladt til bøger som Det målrettede liv, når vi vil læse om det kristne liv. Der er udgivet en række gode, bibelsk og evangelisk funderede bøger om emnet.
Ole Modalslis bog Evangeliet om helliggørelsen (1989) viser allerede i sin titel, at den har syn for og forkynder, at kilden til helliggørelse findes i evangeliet om frelsen i Jesus. Samtidig taler den med vækkende alvor om kamp, kors, kald og karakterdannelse i kristenlivet. Det er en åndelig guldgrube, som desværre nu kun kan fås antikvarisk.
Agne Nordlanders bog Hellighed (1993) findes stadig på mange bogborde. Den er ikke så helt enkel at læse, men den giver en evangelisk frigørende indføring i Det Nye Testa-mentes lære om det kristne liv med særlig vægt på Rom 6-8.
Den understreger, at kraftkilden i kristenlivet er evangeliet om Jesus, og at vi netop i en fri og rig tro på Jesus kan lytte til og tage imod Guds kald i kristenlivet.
Gene Edward Veiths bog Evangeliet genopdaget (2009) er skrevet af en mand, som længe har været udsat for lovisk forkyndelse om kristenlivet i stil med den, vi møder hos Warren. Han vidner om, hvor befriende det var at møde det bibelske evangelium og at få syn for nådemidlerne – ordet, dåben og nadveren – som kilden til tro og åndelig fornyelse.
Veith understreger bl.a., at vor tjeneste for Gud først og fremmest består i at tage vare på vort arbejde og drage omsorg for dem, vi er tæt på og har ansvar for. Det er det, som Luther kalder at tjene Gud ’i kald og stand’.
Dette betones ikke af Rick Warren, men det betones i den grad af Guds ord, og det er uhyre vigtigt for et sundt og sandt evangelisk kristenliv.
Jeg vil varmt anbefale disse tre bøger. Læs noget godt, som forankrer både troen og kristenlivet i Kristus Jesus!
Jeg vil lade Paulus få det sidste ord også i denne artikel:
”Når I nu har taget imod Kristus Jesus, Herren, så lev i ham, rodfæstede i ham, opbyggede i ham, grundfæstede i troen, som I har lært det, overstrømmende i jeres tak.”
(Kol 2,6-7).
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2011. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.