Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Det målrettede liv (del 2)

Om en bogs vejledning i helliggørelse, vækst og hverdagskristendom, som er helt på lovens præmisser. Om det evangeliske alternativ

Vejledning på bogmarkedet

Det er ikke alt på det kristne bogmarked, som er godt og opbyggeligt for troen. I denne artikelserie vil vi give hjælp til at sortere de bøger fra, som måske er populære, men som reelt er nedbrydende for en evangelisk tro og tjeneste.

Forvandling ved loven eller ved evangeliet

I den første artikel om Rick Warrens bog ”Det målrettede liv” så vi på bogens hovedanlig-gende. Det er Warrens ønske at hjælpe kristne til åndelig forvandling, så de kommer til at være og leve sådan, som Gud vil det. Midlet er ifølge Warren et stærkt og koncentreret fokus på alle Guds bud og krav, alt det, som Gud vil, at vi skal gøre og være. Er vi målrettet optaget af loven, så vil loven hjælpe os til at blive forvandlede. Det er Warrens overbevisning og budskab.

Vi så, at Warren på dette område har den samme tankegang, som farisæerne havde på Jesu tid. De troede også, at loven kunne forvandle dem, og de mente, at de havde oplevet det ske. Når de så på deres ydre liv, var det blevet anderledes og bedre end andres. Men Jesus så bag det ydre og afslørede, at intet var forandret i det indre. Her var de præ

cis lige så verdslige, vantro, ugudelige og lovløse som alle andre:

Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I ligner kalkede grave; udenpå ser de smukke ud, men indeni er de fulde af dødningeben og al slags urenhed. Således ser I også udenpå retfærdige ud for folk, men indeni er I fulde af hykleri og lovløshed” (Matt 23,27-28).

Hele Bibelen er ét langt opgør med den tanke, at loven kan forvandle os. I Det Gamle Testamente er det det tilbagevendende omkvæd i Israels historie. Gang på gang beslutter folket, at nu vil de holde Guds lov. Nu skal det være alvor. De fornyer pagter, de aflægger løfter til Gud, de sætter al deres vilje og kraft ind på sagen, og de får givet de bedste ydre betingelser for at lykkes med projektet, men lige meget hjælper det. Synden råder i hjerterne, og den driver dem indefra til at bryde loven og trodse Gud – i hjerte, sind, tanke, ord og handling:

De holdt ikke Guds pagt og ville ikke følge hans lov” (Sl 78,10).

Hele Det Gamle Testamente er ét langt vidnesbyrd om, at loven er ude af stand til at gøre os hellige, fordi materialet er ubrugeligt. Selv den bedste og skarpeste kniv kan ikke skære en smuk skulptur af et råddent stykke træ. Sådan kan loven heller ikke få hellige og gode mennesker ud af os, fordi vi indeni er ”fordærvede” – rådne (Rom 3,12).

Men det, som var umuligt for loven, det gjorde Gud – i Jesus:

Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os” (Rom 8,3-4).

I Jesus og ved troen på ham er vi én gang for alle gjort hellige og retfærdige for Gud. Vi lever i Jesus, men han lever også i os. Når vi tager imod evangeliet om hans frelse i tro, da tager Jesus selv bolig i os ved Ånden, og da fødes et nyt åndeligt liv i os indefra. Da fælder Jesus selv dom over synden i os og undertvinger synden, og da opfyldes lovens krav ikke af os, men i os – af Jesus selv.

Hvad er da kilden til åndelig fornyelse og forvandling? Det er ikke lovens ord om os, men evangeliets ord om Jesus. Vi får åndelig fornyelse og frugt i vore liv på samme måde, som vi først fik troen. Ved at lytte til, takke for og blive i evangeliet om Jesus, og hvad han er og har gjort for os. Da tager han bolig i os og virker åndelig fornyelse og forvandling i os indefra. ”Den der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt” (Joh 15,5).

Når vi lever i og tror evangeliets ord, da både kan og vil vi tage imod lovens ord som en gudgiven og velsignet vejledning for vore liv. Loven vejleder det liv, som er skabt ved evangeliet. Men selv kan loven intet skabe.

Warren er imidlertid overbevist om, at loven er det afgørende middel til åndelig forvandling. Ved at fokusere på loven og sætte hele vores vilje ind på at følge den, skal og vil vi blive forvandlede. Warrens vej til forvandling er farisæismens vej, og den fører kun til moralsk facadearbejde, lovtrældom og åndeligt selvbedrag. Det var det, vi så på i den første artikel.

Warrens vejledning til frelse

Når Warren giver så ubibelsk og uevangelisk en vejledning om helliggørelsen, er det naturligt at spørge ind til, hvad han lærer om frelsen.

Det er ikke et hovedemne i bogen ”Det målrettede liv”. Men det er tydeligt, at Warren er opmærksom på, at bogens læsere kan være ikke-kristne. Derfor giver han også i de indledende syv kapitler en grundlæggende vejledning til frelse.

Warren fastslår, at ingen af os kommer ind i himlen, uden at vi har forholdt os rigtigt til Jesus. Gud vil ikke spørge til vor religiøse baggrund eller vor teologi. Han vil derimod spørge, ”om du har accepteret, hvad Jesus gjorde for dig, og om du har lært at elske ham og stole på ham” (s.35).

Hvis du lærer at elske og stole på Guds søn, Jesus, vil du blive inviteret til at tilbringe resten af evigheden sammen med ham” (s.38).

Tyve sider længere fremme præciseres det, hvordan vi bliver kristne. Det handler om, at vi skal træffe en beslutning om at leve for Gud:

Gud vil give dig, hvad du behøver, hvis bare du beslutter dig til at leve for ham” (s.59).

Hvis man ikke er sikker på, at man har gjort dette, er ”det eneste, du behøver at gøre” at tro og modtage” (s.59).

Begge dele er noget, vi vælger at gøre:

For det første: Tro! Tro, at du ikke er tilfældig. Tro, at du er skabt til at leve evigt. Tro, at Gud har valgt dig til at have fællesskab med Jesus, som døde på korset for dig. Tro, at uanset, hvad du har gjort, så ønsker Gud at tilgive dig.

For det andet: Modtag! Modtag Jesus i dit liv som din Herre og Frelser. Modtag hans tilgivelse for dine synder. Modtag hans Ånd, som vil give dig kraft til at fuldføre formålet med dit liv” (s.59).

På denne baggrund opfordrer Warren læseren til ”at bøje dit hoved og stille hviske denne bøn, som vil ændre din evige fremtid: ’Jesus, jeg tror på dig, og jeg modtager dig’. Gør det!”

Herefter er læseren ifølge Warren Guds barn og frelst:

Hvis du bad denne bøn oprigtigt, så ønsker jeg dig til lykke. Velkommen til Guds familie. Nu er du parat til at begynde at leve efter Guds formål med dit liv” (s.60).

Den citerede bøn afslutter de indledende kapitler. Herefter synes Warren at gå ud fra, at han taler til sande og levende kristne. Den afgørende hjælp til tro og frelse er således givet i de første syv kapitler.

I afsnittet ovenfor har jeg sammenfattet alt det, som i disse kapitler siges om Jesu frelsergerning og om troen på ham. Det skal tages med i betragtning, at de første syv kapitler i øvrigt side op og side ned beskriver alt det, Gud ønsker, vi skal gøre og være. Midt i dette møder man så tre forskellige steder de ovenfor citerede ord om, hvad der gør os kristne. Hvad er værd at hæfte sig ved i denne sammenhæng?

Jeg vil fokusere på fire ting:

1) Intet bibelsk evangelium

Det, som er citeret ovenfor, er det eneste, der siges i de indledende kapitler om Jesu frelsergerning og dermed om evangeliets budskab. Vi hører, at Jesus er død for os på korset. Men hvorfor er Jesus død, og hvad betyder det for os? Det får vi hverken forklaret eller forkyndt.

Liberale præster, romerske katolikker og en mangfoldighed af loviske sekter taler alle sammen om, at Jesus er død for os, men de lægger vidt forskellige ting i det, og ingen af dem vil vide af det sande bibelske evangelium.

Warren taler også om, at Gud vil tilgive os. Men på hvilket grundlag vil Gud tilgive os? Det er det, som er afgørende. Folkereligiøse, verdslige og vantro mennesker i den vestlige verden regner det generelt for en selvfølge, at hvis Gud overhovedet findes, så er det oplagt, at han tilgiver os. Samtidig reagerer de som på elektrisk stød, når de møder det bibelske evangelium om Jesu stedfortrædende straflidelse på korset som grundlaget og betingelsen for Guds tilgivelse. Men netop det, og kun det, er det bibelske evangelium, og kun deri er der kraft til genfødelse og frelse (1 Kor 1,18).

I de kapitler, hvor Warren henvender sig til ikke-kristne, prædiker han på intet tidspunkt det bibelske evangelium om, hvad der er indholdet i og betydningen af Jesu frelserger-ning. Han bruger ikke så meget som én linje på at prædike, at Jesus har båret og sonet vor synd, at han har mødt Guds vrede og dom i vort sted, at han har levet under og har opfyldt hele Guds lov for os, og at han derved én gang for alle har fjernet alle lovens bud og krav i vort forhold til Gud og vundet os en evig retfærdighed.

Længere fremme i bogen er der to steder, hvor Warren kommer ind på Jesu frelsergerning og kort nævner, at Jesu bar vor synd på korset og betalte for den (s.90, 117-118). Men han udfolder det ikke og prædiker det ikke, og i de indledende kapitler siger han kun det, som er citeret ovenfor.

Når det bibelske evangelium prædikes, sætter det skel. Den selvretfærdige, den folkereligiøse og den ugenfødte føler sig udenfor, reagerer mod det og afviser det. For evangeliet fælder dom over al vor egen menneskelige religiøsitet og retfærdighed.

Netop derfor skal det prædikes, for at de, som er under Guds dom, må forstå, at de er under Guds dom og erkende, at de har ét håb om frelse: Jesus alene.

Når det bibelske evangelium ikke prædikes, sættes der heller ikke noget skel. De selvretfærdige, de folkereligiøse og de ugenfødte oplever, at de er med på det hele, at de er indenfor, at de er kristne som alle de andre, og at de er det på nogle vilkår, som er i god harmoni med den naturlige menneskelige religiøsitet. Det er vejen til åndeligt selvbedrag, forførelse og fortabelse.

2) Ingen bibelsk lov

En sand og frigørende forkyndelse af evangeliet kan kun ske på baggrund af en sand forkyndelse af loven. Guds lov fælder dom over al vor egen religiøsitet og fromhed og fratager os al retfærdighed over for Gud. Kun derved kan vi løses fra os selv og alt vort eget og knyttes til Jesus alene som vores frelsesgrund og vor fred med Gud.

På intet tidspunkt i hele bogen forkynder Warren den bibelske lov i sin alvor og radikalitet. Warren taler således aldrig om Guds vrede over os og vor synd, ikke én gang i hele bogen. Han taler aldrig om, hvad vi selv har fortjent i forhold til Gud. Han afdækker aldrig, hvordan hjertets synd og fordærv lever videre hos os, uanset hvor mange og hvor gode beslutninger vi træffer. Han synes i det hele taget ikke at have noget syn for, at lovens endemål er at afsløre og dømme os og ikke at hjælpe os til at lykkes over for Gud.

Lovens mål er ifølge Guds ord at lukke vor mund og vise os, at vi rettelig og virkelig har fortjent at blive dømt, forkastet og straffet af Gud (Rom 3,19). Loven skal afsløre, at vi i os selv er uden gudsfrygt, fulde af syndens fordærv, underlagt syndens magt og ude af stand til at gøre noget, som er rent og godt i Guds øjne (Rom 3,10-18). Sådan taler den lov, som vi møder i Guds ord. Men det er ikke den lov, Warren prædiker.

Når Warren taler om synd, taler han om konkrete handlinger og holdninger, som vi imidlertid med det rette fokus på loven og med Guds hjælp kan overvinde og komme fri af. Ud over det, som er citeret ovenfor, nævner Warren kun menneskets synd én gang i de indledende kapitler. Det sker i en sammenhæng, hvor han understreger, at den egentlige synd er ikke at give Gud ære (s.56).

Men der er en løsning på dette problem. Løsningen er, at vi lærer at give Gud ære. Hos Warren er der ingen synd, som vi ikke kan lægge bag os, og jo mere vi gør dette, jo gladere bliver Gud for os. Målet er, at Gud kan sige det samme til os som til Noa:

Noa, når jeg ser på dig, begynder jeg at smile. Jeg er tilfreds med dit liv” (s.72).

Warrens forkyndelse af loven svarer til den, som farisæerne prædikede på Det Nye Testa-mentes tid.

Det var en sådan forkyndelse, Paulus levede under, før han blev kristen (Rom 7,7-11; Fil 3,4-6). Han vidste, at han skulle lyde Guds lov. Han vidste også, at han ikke gjorde det fuldkomment. Han syndede, og derfor havde han brug for tilgivelse. Men han var overbevist om, at han på grundlag af Guds tilgivelse, ved et målrettet fokus på loven og med Guds Ånds hjælp kunne lægge den ene synd efter den anden bag sig og derved gå fremad i retfærdighed og i yndest hos Gud.

Så længe Paulus levede i denne tro, var han fortabt.

Frelst blev Paulus først, da han mødte en helt anden lovforkyndelse. En lovforkyndelse, som afslørede synden hos ham selv i dens fulde dybde og alvor, åbenbarede Guds vrede over ham og stillede ham strafskyldig over for Gud.

Da blev der fældet dødsdom over ham selv og al hans egen retfærdighed. Paulus så, at den ikke bare var utilstrækkelig, nej, den var med til at forøge hans skyld over for Gud! Under lovens radikale afsløring og dom måtte Paulus opgive og slippe alt sit eget, og først da kunne og ville og måtte han gribe Jesus og frelsen i ham! (Rom 7,9-11; Fil 3,7-11). Først da var Paulus frelst, og da begyndte et helt nyt liv for ham, et liv i fred med Gud, barnekår, retfærdighed og frihed – ved Jesus alene.

Kristendom er ikke præstation, men kapitulation”. Det blev virkelighed i Paulus’ liv i mødet med den bibelske lov og det bibelske evangelium. Netop i sit nederlag, som fortabt, stående i ruinerne af sin egen farisæiske fromhed, netop da oplevede Paulus, at Gud kom ham i møde med den fuldkomne frelse i Jesus. Da åbnede himlen sig for Paulus, han så sig frelst, antaget af Gud, hellig og retfærdig – i Jesus alene.

Når Warren ikke forkynder det bibelske evangelium må det ses i sammenhæng med, at han heller ikke forkynder den bibelske lov. Når han ikke forkynder Guds vrede og dom over os, er det umuligt at forkynde, at Jesus er gået ind under Guds vrede og dom i vort sted. Når han ikke fælder dom over al vor egen retfærdighed, giver det ingen mening at forkynde om Jesu stedfortrædende retfærdighed, som vi får ved tro på ham.

For en naturlig menneskelig tankegang kan det synes sympatisk og hensynsfuldt, at en forkynder undlader at forkynde den bibelske lov i sin fulde alvor og radikalitet. Men det er en forførende hensynsfuldhed.

Vejen til frelse og frihed går gennem lovens dødsdom over os selv og alt vort eget. Det er den eneste vej til et nyt, frimodigt og frigjort kristenliv i tro på Gud, fred med Gud og tjeneste for Gud:

For jeg er ved loven død for loven, for at jeg kan leve for Gud” (Gal 2,19).

Undlader vi at fælde dom over den menneskelige religiøsitet, lader vi alle selvretfærdige og folkereligiøse mennesker leve videre i tillid til deres egen religiøsitet. Vi lader dem blive ved at arbejde og slide med den, og vi lader dem træde frem på dommens dag med den – til evig dom og fortabelse.

3) Frelse ved beslutning

Når den bibelske lov og det bibelske evangelium forkyndes sandt, tydeliggøres det for os, at vi ikke kan tro både på vor egen religiøsitet og på Jesus. ”Troen har kun én hånd”. Enten må vi gribe vor egen religiøsitet og holde den op for Gud på dommens dag, eller også må vi slippe alt vort eget og gribe Jesus! At gøre dette sidste, det er at tro.

Men at tro på Jesus og regne med ham alene det er ikke noget, vi selv kan beslutte os til at gøre. Det er noget, Guds Ånd må virke i os, og det gør Han netop gennem Guds ord i lov og evangelium. Med loven nedbryder Ånden vor tro på os selv, og med evangeliet viser Han os frelsen i Jesus og skaber tro i vore hjerter.

Paulus skriver om det at få troen:

Det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds” (Ef 2,8).

Troen bliver ikke til i vore hjerter, når vi træffer en bestemt beslutning, men når vi hører evangeliet om, hvad Jesus har gjort for os (ApG 10,44; Rom 10,17; Gal 3,1-5).

Som det er fremgået af det, som er citeret ovenfor, lærer Warren anderledes om troen end Bibelen. Han fremstiller troen som en betingelse, som vi både skal og kan opfylde for at komme i himlen. Troen er et valg, vi træffer i forbindelse med, at vi beslutter os for at leve helt efter Guds vilje. Vi vælger at acceptere Guds vilje med vores liv, og vi vælger at acceptere Jesus som herre og frelser.

Alle, som på baggrund af Warrens mangelfulde beskrivelse af Jesus, beder en ærlig bøn, hvor de siger, at de tror på Jesus og vil leve efter Guds vilje, de forsikres af Warren om, at de er Guds børn og på vej mod himlen.

Der er ikke grund til at tvivle på, at Warren selv er overbevist om, at man bliver Guds barn på den måde, han beskriver.

Det bliver det imidlertid ikke sandt af.

Han kan uden tvivl få mange til at bede den citerede bøn. Men betyder det, at den frelsende tro på Jesus er skabt i hjerterne?

Bibelen giver adskillige eksempler på mennesker, som bekender troen på Jesus og slutter sig til hans disciple, men ikke er frelst (Joh 8,31-59; ApG 8,5-24).

Jesus minder os selv om, at der skal være mange af disse mennesker på dommens dag (Matt 7,21-23; 22,1-14; 25,1-13).

Hvordan kan man som prædikant og præst læse disse ord i Bibelen og så undlade at prædike både loven og evangeliet i deres fulde klarhed til vækkelse og tro på Jesus alene? Kun Gud kender svaret på det spørgsmål.

4) Frelse ved mere end Jesus

Når troen på Jesu frelse fremstilles som en beslutning, som vi både kan og skal tage, da gøres troen til et krav, vi skal opfylde. Troen bliver ikke modsætningen til og befrielsen fra alle lovens bud og krav. Den bliver blot det grundlæggende krav, som vi skal opfylde for at blive frelst.

Ifølge Warren kræver Gud imidlertid andet og mere af os, end at vi tror på og regner med det, som Jesus har gjort for os. Han fastslår, at Gud på dommens dag vil spørge hvert enkelt menneske: ”Om du har accepteret, hvad Jesus har gjort for dig, og om du har lært at elske ham og stole på ham” (s.35).

Kun de, som opfylder disse betingelser, kan blive frelst.

Vi må altså tro på, acceptere og regne med det, som Jesus har gjort for os. Men det er ikke alt. I tillæg hertil er der ifølge Warren noget, vi må lære. Vi må lære at elske Jesus og at stole på ham.

Når man første gang læser disse formuleringer hos Warren, kan man tænke, at han er kommet til at formulere sig uheldigt og uklart. Men tre sider længere fremme gentager han præcis den samme pointe:

Hvis du lærer at elske og stole på Guds søn, Jesus, vil du blive inviteret til at tilbringe resten af evigheden sammen med ham” (s.38).

Kærligheden til Jesus er et kendetegn på alle sande kristne, fordi den er en frugt af frelsen (1 Joh 4,19). Men det er åndeligt livsfarligt at gøre frelsens frugt til frelsens betingelse. Da kan ingen vide sig frelst. For da er frelsen betinget af, at der er kommet noget frem hos os, som er tilstrækkelig sandt og godt og ægte til, at det kan blive godtaget af Gud, og hvornår er det tilfældet? Hvornår har vi lært at elske Jesus godt nok? Det er der ingen, der kan svare på.

At kræve noget andet og mere som frelsesbetingelse ud over det, som Jesus har gjort for os, det er udtryk for en lovisk forførelse.

Det var denne forførelse, menigheden i Galatien var udsat for. Der var kommet nogle falske lærere til dem, som havde prædiket, at det var godt og sandt, at Jesus havde fuldbragt frelsen, men for at blive frelst på dommens dag var der behov for lidt mere end bare at tro på Jesus.

Paulus er kolossalt skarp i sit opgør med denne lære. Det er ganske enkelt et falsk evangelium, og de, som prædiker det, er under Guds dom.

Paulus er ligeglad, hvor lille en ting, der kræves ved siden af og ud over troen på Jesus. Selv den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen (Gal 5,9). Selv det mindste krav indebærer, at vi vender opmærksomheden mod os selv og vender tilbage til at arbejde med os selv for at fortjene frelsen, og da er vi faldet ud af nåden (Gal 5,2-3).

Paulus’ hjælp til galaterne består i at fremholde og gentage det centrale evangelium for dem. Han mejsler det ud for dem, at vi frelses ved tro på Jesus alene og ikke ved noget som helst hos os selv. For alt hos os selv har opgangstider og nedgangstider, og i anfægt-elsens mørke mister vi det hele, så vi ikke finder nogen tegn på tro, åndeligt liv eller kærlighed hos os selv.

Derfor er det altafgørende, at vi får lov at høre og regne med det bibelske evangelium om, at vi frelses ved Jesus og hans fuldkomne frelsergerning uden for os – alene.

At Jesus én gang for alle har sonet al vor synd og én gang for alle har opfyldt alle Guds krav for os, det er det sande og sikre grundlag for vor frelse. Denne frelsesgrund blev vundet før vor fødsel, den ændrer sig ikke i takt med vore op- og nedture, og den holder i både liv, død og dom. Holder vor kristendom ikke, så holder Kristus! Det må vi høre, igen og igen!

Vi må høre evangeliet, som Paulus prædikede det til galaterne. I ét og samme vers fastslår Paulus tre gange den samme sandhed: at vi frelses alene ved tro på Jesus og ikke ved noget hos os selv:

Men fordi vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus, har også vi sat vores lid til Kristus Jesus for at gøres retfærdige af tro på Kristus og ikke af lovgerninger. For af lovgerninger vil intet menneske blive retfærdigt” (Gal 2,16).

Det er godt at høre! Og det er ved at høre dette evangelium, at både troen og det nye liv skabes i vore hjerter. Evangeliet om Jesu frelse er Guds kraft både til retfærdiggørelse og helliggørelse (1 Kor 1,30).

Når Warren taler om troen og det kristne liv, er det helt på lovens plan. Begge dele er noget, vi skal beslutte os til, og noget, vi skal gøre.

Det er tydeligt, at Warren ikke har noget syn eller nogen forståelse for evangeliets kraft. Derfor forsøger han med lovens ord at presse det frem hos os, som kun kan skabes i os ved evangeliet.

Det burde være åbenbart, at vi som kristne ikke skal lytte til og ikke lade os vejlede af en sådan præst. Han leder os ikke til det livgivende bibelske evangelium om frelsen i Jesus, men bort fra det.

Tre artikler

Det var meningen, at dette skulle være den anden og sidste artikel om Rick Warrens bog ”Det målrettede liv”. Men der kommer endnu en artikel i næste nummer af bladet. Der skal vi bl.a. se på Rick Warrens bibelbrug og på spørgsmålet om, hvorfor ”Det målrettede liv” er blevet vor tids største kristne bogsucces.

Her og nu vil jeg lade Paulus få det sidste ord:

Jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse” (Rom 1,16).

Gå til artiklens del 3.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2011. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.