Indtil jul vil der på hjemmesiden være en “ugens artikel”, ligesom der er et ugens vidnesbyrd og ugens citat. Det er opbyggelige artikler, som ikke før har været bragt i bladet eller på hjemmesiden. Artiklerne kan læses elektronisk eller printes via det grønne printikon på rækken af ikoner umiddelbart over denne tekst. “Ugens artikel” fra tidligere kan findes i boksen ‘relaterede ressourcer’.
Det langvarige kors er et særligt tungt kors. Når en vandringsmand bærer en byrde en lang vej, bliver den tungere og tungere. Byrden i sig selv er den samme; men kræfterne bliver mindre og mindre. Derfor føles byrden tungere og tungere.
De gamle hellige klagede ofte som David i sin trængsel: ”Hvor længe vil du dog glemme mig, Herre? Hvor længe vil du skjule dit ansigt for mig? Hvor længe skal jeg være bekymret i sindet og daglig have sorg i mit hjerte?” (Sl 13,2-3).
Det langvarige kors fører netop de tanker med sig, at Gud har forladt sine og skjuler sit ansigt for dem. Gud vil ikke vide af mig. Han husker ikke på mig. Jeg er stødt bort fra hans øjne. Så bliver sorgerne tungere og tungere. Hjertet ængstes. Der kommer søvnløse nætter, og der bliver mange tanker og megen grublen. Fjenderne melder sig, håner mig og siger: ”Hvor er nu din Gud?” (Sl 42,4). Vennerne har vanskeligere og vanskeligere ved at have medlidenhed med mig i min lidelse, efterhånden som tiden går.
Det bedste for den, der bærer et langvarigt kors, er at vente på Gud og tage sin tilflugt til Herren. Hvad så Satan, verden og fornuften end siger, beder jeg om, at jeg må eje den frimodige tro, der hænger fast ved Gud og er vedholdende i bønnen, til hjælpens time kommer. Satan siger, at Gud har glemt mig, men jeg ved bedre! Gud kan og vil og må og skal ikke glemme mig.
”Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl? Hvorfor skælver du i mig? Vent på Gud! For jeg skal takke ham på ny, min frelser og min Gud” (Sl 42,6).
Gud har sit formål med at lade sine børn vente på hjælpen.
Det langvarige kors lærer os at bede, søge og banke på. Troen og kærligheden og håbet prøves i korset. Og det skal være en trøst for alle Guds lidende og sørgende venner: at selvom korsets tid bliver både lang og tung, ”anklager Gud ikke for evigt og vredes ikke for altid” (Sl 103,9). Varer det længe, så skal det dog ikke vare for evigt. Og den langvarige lidelse er kun forberedelsen til en stor og langvarig glæde.
Derfor, kære kristne venner, der sukker under korset: Vær frimodige! Gud selv vil engang tørre hver tåre af jeres øjne.
Mange lidende Guds børn klager over, at de ikke længere kan tjene Gud.
De kan måske ikke være med i Guds børns forsamling mere. De kan ikke komme og høre hans ord, og de er blevet gjort helt uegnede til at tjene deres næste. De er ikke længere til nogen nytte i verden. Sådan ser det ud.
Og det er rigtigt, at det er godt og vigtigt at gå i kirke ofte og flittigt. Den ydre gudstjeneste er god. Men den indre er dog vigtigere. Der er nogle, der dyrker Gud med læberne, men hjertet er langt borte fra ham. De sange og salmer, som hyklerne synger af fuld hals i menigheden, er larm i Guds ører (Am 5,23). Et sørgende og gudfrygtigt hjertets bønner derimod, er for Gud en kær melodi, som selv englene forundrer sig over.
Skulle det virkelig være sandt, at gudfrygtige mennesker, der tålmodigt venter på deres Gud, ikke er til nogen nytte i verden?
Der er jo ingen blomst, der er så uanseelig, og ingen orm, der er så lille, at de ikke kan gøre nytte.
Har det gudfrygtige menneske, der hænger ved Jesus, og som elsker Gud og tager sin tilflugt til ham, så ikke også sin gerning her i verden?
Det lidende menneske klager så ofte: Kan jeg holde ud?
Jeg er så bange for, at jeg mister tålmodigheden. Jeg bliver træt og synder mod Gud.
Men husk: Gud er en god og nådig Far. Han husker på, at vi er støv. Vores synder tilgiver han for Jesu Kristi skyld. Når så hans barn udmattet og træt synker i knæ under byrden, så kan Guds kraft udfoldes i magtesløsheden. Når fornuften siger: ”Jeg kan ikke mere,” så svarer troen: ”Men alt formår jeg i Kristus, som gør mig stærk.”
”Og når I må lide her en kort tid, vil al nådes Gud, som har kaldet jer til sin evige herlighed ved Kristus Jesus, selv udruste, støtte, styrke, grundfæste jer. Magten er hans i al evighed! Amen” (1 Pet 5,10-11).
Et lille stykke fra Christian Scrivers bog ‘Sjæleskat’. Oversættelse fra norsk og let opdatering: Henrik Gren Hansen.
Om dette emne, se også nogle nutidige vidnesbyrd:Vidnesbyrd af Knut Pedersen: ‘Vi er stolte af vore trængsler’
Vidnesbyrd af Jacob Bach Christensen fra bibelugen 2020 om at vente på Gud
Udgivet af
Christian Scriver
Christian Scriver (1629-1693), tysk præst og opbyggelsesforfatter.