Det almene præstedømme og det kirkelige embede (Del 2)
Den Augsburgske Bekendelse artikel 5
Ser vi ud over de lutherske kirker i Norden, er det åbenbart, at de rummer mange forskellige teologier om så at sige alt i den kristne tro. Det gælder også embedssynet. Der er mange forskellige opfattelser af, hvilke embeder der bør være i en kristen menighed, hvem der kan varetage embederne, og hvilke opgaver der bør ligge i de enkelte embeder.
Alligevel er der én grundtanke, som i meget høj grad har formet den lutherske embedstænkning igennem 500 år. Denne grundtanke finder vi i Den Augsburgske Bekendelse artikel 5, hvor der står: ”For at vi kan nå til denne tro, er der indstiftet et embede til at lære evangeliet og forvalte sakramenterne. Thi ved Ordet og sakramenterne som midler gives Helligånden, som virker tro – hvor og når det behager Gud – i dem, som hører evangeliet.”
Lutherske teologer taler ofte ret indforstået om ”det kirkelige embede”. Det er tydeligt, at de tænker på ét bestemt embede, og vel at mærke et embede, som er så enestående, at det fortjener at blive omtalt i ental og i bestemt form som ”det kirkelige embede”. I almindelighed vil de lutherske teologer sige, at ”det kirkelige embede” er netop det embede, som er omtalt i Den Augsburgske Bekendelse artikel 5. Men hvilket embede er det?
Præsteembedet
For de fleste lutherske teologer vil svaret være indlysende. De vil pege på præstens embede og sige, at det kun kan være det embede, fordi det er præsten, som i den lutherske kirke har ansvaret for at forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne. Det kirkelige embede er den ordinerede præsts embede med det ansvar, som nu engang ligger i dette embede. Det vil sige ansvaret for at lede menigheden åndeligt, forkynde Guds ord, øve sjælesorg, forvalte sakramenterne, foretage kirkelige handlinger osv.
Alt dette har jo ligget i det lutherske præsteembede i snart 500 år, så det er vel oplagt, at når bekendelsen taler om ”det kirkelige embede”, så er det præstens embede, der tænkes på.
Denne tankegang har i flere hundrede år været den almindelige blandt lutherske teologer i Norden, og den er en af årsagerne til, at vore lutherske kirker er så præstecentrerede, som de er. En meget stor del af menighedens ledelsesansvar og tjenester er samlet i præstens person. I lange stræk af de lutherske kirkers historie i Norden har det været almindeligt, at præsten i praksis var den eneste, der havde ansvar og opgaver i menigheden.
Derved blev menigheden meget tydeligt tvedelt i to lag: gejstligheden, der havde ansvar og opgaver, og lægfolket, som hverken havde ansvar eller opgaver. En tvedelt menighed.
Når nogen har anfægtet denne ordning og har spurgt, om ikke andre i menigheden kunne have ansvar og opgaver, er de ofte blevet mødt med en henvisning til Den Augsburgske Bekendelse. Denne bekendelse er anerkendt af alle lutherske kirker i Norden. Når den i artikel 5 lærer, at der er indstiftet et embede til at forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne, så virker det åbenbart, at i hvert fald disse to centrale opgaver, forkyndelsen af Ordet og forvaltningen af sakra-menterne, er forbeholdt præsten. Men når disse helt centrale opgaver ligger hos præsten, virker det ret oplagt, at han også må have det øverste ansvar for den åndelige ledelse af menigheden og for sjælesorgen i menigheden.
Men hvis præsten tager vare på alt dette, er der så overhovedet brug for flere tjenester i menigheden? Er dens basale åndelige behov ikke dækket ved det, som præsten tager vare på? Hvis det er tilfældet, er der ingen grund til at ændre ved den præstecentrerede ordning, som har bestået i det meste af 500 år. Tilbage står spørgsmålet, om det var det, som var hensigten med artikel 5 i Den Augsburgske Bekendelse: at den skulle legitimere og værne den præstecentrerede ordning.
Bibelen og bekendelsen
Inden vi ser nærmere på, hvordan vi må forstå den 5. artikel i Den Augsburgske Bekendelse, skal vi se på nogle sider af NT’s lære om menighedens embeder og tjenester. Vi ville være dårlige lutheranere, hvis vi ikke gjorde det. Det var fundamentalt for Luther, at Skriften alene er den øverste dommer i alle spørgsmål vedrørende kristen tro og teologi.
Vore bekendelsesskrifter har ingen autoritet i sig selv. De har kun autoritet, fordi de gengiver og sammenfatter, hvad Skriften siger.
Hvis nogen vil fortolke og bruge bekendelsen på en måde, som er i strid med Skriften, skal vi ikke lytte til dem og heller ikke lade os anfægte af dem. Vi skal trygt og roligt holde os til Skriften. Det gjorde Luther, og det samme må vi gøre.
De teologer, som i 1530 formulerede Den Augsburgske Bekendelse, var enige om at holde sig til og orientere sig ud fra Skriften alene. Det var folk, som i enestående grad var fortrolige med Bibelen. Vi lutherske kristne i Norden i dag er generelt set rene dværge i bibelkundskab sammenlignet med dem. Derfor skal vi heller ikke tro, at vi med et par hurtige opslag i NT kan nå til en bedre og dybere forståelse af Bibelen end refor-matorerne.
Det er heller ikke det, som er formålet, når vi nu skal vende os til NT. Formålet er tværtimod at nå til en bedre forståelse af refor-matorernes ord i bekendelsesskrifterne. De ville jo ikke andet end at sige det samme som Skriften. De læste Skriften grundigt og vedholdende og i lyset af evangeliet, og når de ad den vej var nået til forståelse af, hvad Skriften sagde om en sag, så kunne de sammenfatte det i bekendelsen. Skal vi forstå deres ord i bekendelsen, er der god mening i at gå i deres fodspor ved at begynde i Bibelen og derfra gå videre til bekendelsen.
Det er ikke muligt i denne artikel at gå ind i en grundig undersøgelse og udfoldelse af NT’s syn på menighedens embeder og tjenester. Vi skal nøjes med at se på de dele af NT’s embedssyn, som udgør et problem for den præstecentrerede ordning.
Ingen tvedeling i gejstlige og lægfolk
I NT finder vi ingen tvedeling af menigheden i gejstlighed og lægfolk. NT lærer, at alle troende er præster for Gud og står lige over for Gud i Kristus (Gal 3,28; 1 Pet 2,4-5.9-10). Der er ét sted i NT, hvor man kan identificere en tvedeling af menigheden. Det er i en tekst, som handler om, hvem der har lov til at tale i menigheden, og hvem der ikke har lov til at tale. Nogle må tale og andre ikke.
Men de, som må tale, er ikke de gejstlige, men alle mændene. De, som må tie, er ikke lægfolket, men alle kvinderne.
Teksten er 1 Kor 14,34-35: ”Som i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger. Men hvis de vil have noget at vide, skal de spørge deres mænd hjemme, for det sømmer sig ikke for en kvinde at tale i menigheden.”
Hvad er meningen? Hvorfor må alle mænd tale, men ingen kvinder?
Ud fra det, som Paulus har skrevet tidligere i samme brev, er det klart, at kvinderne ikke pålægges absolut tavshed, når de er sammen med andre kristne. I 1 Kor 11,5 taler Paulus om, at kvinder både kan bede og tale profetisk i de kristnes forsamling. Det må altså være en bestemt form for tale, som kvinderne er udelukket fra.
Meget taler for, at Paulus her tænker på den bedømmende læresamtale, som fandt sted i menigheden, når nogen var trådt frem med vidnende og profetiske ord.
Paulus understreger, at når der er blevet talt profetisk i menigheden, så skal det bedømmes af tilhørerne, om det sagte er i overensstemmelse med Guds ord og evangeliet (1 Kor 14,29; 1 Thess 5,20-21).
Det var det, som skete i Nazaret synagoge, da Jesus var trådt frem med et profetisk ord om sin tjeneste som Messias. Først gav tilhørerne i synagogen ham deres bifald, men siden vendte de sig imod ham (Luk 14,16-30).
I forbindelse med denne læresamtale kunne man stille spørgsmål til den, som var kommet med et vidnende og profetisk ord. Når disse spørgsmål blev stillet, var det en given forudsætning, at myndigheden lå hos dem, der spurgte. Spørgsmålene og samtalen kunne ende med, at det sagte blev afvist. I den situation blev der nok så tydeligt udøvet myndighed over den, som var kommet med det vidnende og profetiske ord, hvad enten der var tale om en kvinde eller en mand. Fordi spørgsmålene og samtalen kunne ende med, at der blev udøvet myndighed over mænd, var det kun mænd, som kunne deltage.
Når kvinderne ikke kunne udøve myndighed over mænd, skyldtes det den ’hovedstruktur’, som ifølge Bibelen er givet fra skabelsen for forholdet mellem mand og kvinde (1 Kor 11,3; Ef 5,21-24).
Den struktur gælder i ægteskabet, hvor manden med Kristus som forbillede må ofre sig selv for hustruen (Ef 5,25-33), mens kvinden må underordne sig under manden ”i alt” (Ef 5,24).
Den samme struktur gælder også i menigheden, hvor lederne må være mænd, der ofrer sig for menigheden (1 Kor 9; 1 Tim 3,1-7), mens kvinderne også her må underordne sig ”i alt” (1 Tim 2,11).
Kvindens kald til underordnelse gælder således ikke kun i hjemmet, men også i menigheden; kaldet gælder ikke kun i læremæssige spørgsmål, men ”i alt”.
Alle de embeder og tjenester i menigheden, som indebærer, at man udøver myndighed over voksne mænd, er dermed forbeholdt mænd: ”… at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, heller ikke at bestemme over sin mand” (1 Tim 2,12).
En mere præcis oversættelse af dette vers ville lyde som følger: ”… at lære tillader jeg ikke en kvinde, heller ikke at udøve myndighed over en mand.”
På grundteksten står der således ikke ”sin mand”, men kun ”en mand”. Der er tale om et alment forbud for kvinder mod at udøve autoritet over mænd i menigheden.
Mange kirkelige embeder
På baggrund af det, som er sagt om NT’s syn på forholdet mellem mænd og kvinder i menigheden, er det naturligt at skelne mellem to kategorier af embeder og funktioner i menigheden:
1) De som er forbeholdt mænd, fordi de indebærer myndighed over mænd.
2) De som er åbne for både kvinder og mænd.
En række embeder i NT er forbeholdt mænd, fordi de er forbundet med et ledende ansvar. Det gælder embederne som apostel, lærer, forstander, tilsynsmand og ældste (Mark 3,13-19; 1 Tim 2,12; 3,1-7; 5,17; Tit 1,5-9). Det er tydeligt ud fra NT, at nogle af disse titler dækker over stort set de samme funktioner (se f.eks. ApG 20,17.28; 1 Tim 5,17).
Men det er ikke noget, NT bruger tid på at udfolde og forklare. Det synes ikke at være vigtigt, hvor mange ledende embeder der er. Derimod er det vigtigt at skelne mellem de to kategorier af embeder og funktioner: de som kun er åbne for mænd, og de som er åbne for alle.
Hvis de mange forskellige betegnelser i NT for ledende embeder i virkeligheden dækker over én og samme sag, da ville der være dækning i NT for at tale om ”det kirkelige embede” i ental og bestemt form. Men det synes ikke at være tilfældet.
I 1 Tim 5,17 skelner Paulus således mellem ældste med ansvar for forkyndelse og ældste uden et sådant ansvar: ”Ældste, som er gode forstandere, fortjener dobbelt agtelse, særlig de, der slider med forkyndelse og undervisning.”
I NT’s menigheder har der altså været ældste, som havde et vigtigt lederembede og lederansvar uden at forkynde. De havde dermed en anden rolle i menigheden end den, som vore lutherske præster har med ansvar for forkyndelse og sakramentforvaltning. Alligevel havde de et ledende kirkeligt embede. Vi finder med andre ord mere end ét kirkeligt embede i NT.
At der er flere kirkelige embeder i NT, fremgår også af, at opgaven som menighedstjener (på græsk: diakonos) fremstår som et embede (Rom 16,1; 1 Tim 3,8-13). Det er et embede, som ikke rummer et ledende ansvar, hvorfor det i NT er åbent for både kvinder og mænd (Rom 16,1).
Vi har således i NT en række kirkelige embeder med forskelligt indhold. Nogle har et ledende ansvar, andre har det ikke; nogle rummer et forkyndende ansvar, andre gør det ikke. I mødet med NT er det umuligt at opretholde tanken om, at der er indstiftet ét kirkeligt embede med det ledende ansvar for nådemidlerne og menighedens åndelige liv.
Nådegaverne til Jesu herliggørelse
At den præstecentrerede menighedsordning er uforenelig med NT bliver ikke mindre tydeligt, når vi vender os til NT’s lære om nådegaverne.
Når NT taler om nådegaverne, understreges det altid, at de er givet af Gud, for at alle troende i menigheden skal tjene, hver med deres nådegave og opgave.
Det er ikke nødvendigvis alle i en kristen menighed, der har nådegaver. Det har kun de, som er født på ny og har Guds Ånd (Rom 12,6-8; 1 Kor 12-14; Ef 4,1-16).
Nådegaverne er Åndens gaver, og deres mål er at tjene Åndens gerning: herliggørelsen af Jesus (Joh 16,14; Ef 4,11-15; 1 Pet 4,10-11). Nådegaverne skal bidrage til, at troen på Jesus bliver skabt, næret og opbygget i hjerterne.
”Lad alting være til opbyggelse”, lyder Paulus’ opmuntring midt i et afsnit om nådegaverne (1 Kor 14, 26).
Det er på denne baggrund, vi må forstå apostlenes stærke ønske om, at alle troende får lov at udfolde deres nådegaver. Det handler ikke om at få aktive og engagerede menigheder. Det handler om, at alle de troende får lov at bidrage til, at Jesus bliver herliggjort for hjerterne.
Det er dette anliggende, der ligger apostlene på hjerte, når de taler om værdien af, at hver enkelt troende får lov at udfolde sin nådegave: ”… idet hvert enkelt led hjælper med den styrke, det har fået tilmålt, så legemet vokser og bygges op i kærlighed” (Ef 4,16). ”Således er vi alle ét legeme i Kristus og hver især hinandens lemmer” (Rom 12,5). ”I er Kristi legeme og hver især hans lemmer” (1 Kor 12,27). ”Som gode forvaltere af Guds nåde skal enhver af jer tjene de andre med den nådegave, han har fået” (1 Pet 4,10).
Det er åbenbart, at apostlene ikke tilstræber en menighed, hvor stort set alle tjenester samles i én person. De tilstræber det modsatte: at alle troende kommer i tjeneste, hver med deres nådegave.
Netop det vil tjene troens liv, fordi nådegaverne bidrager til Kristi herliggørelse. Omvendt vil troens liv i menigheden svækkes, hvis de nådegaver, som Gud har givet, ikke får lov at komme til udfoldelse.
På dette punkt er der ikke megen sammenhæng mellem det menighedsliv, som apost-lene ønsker at fremme, og så det menighedsliv, som har været almindeligt i mange lutherske kirker, hvor præsten har været stort set alene om at tjene.
Nådegavernes prioritering
Troen bliver til ved Guds ord. Derfor er det naturligt, at de nådegaver, der formidler Guds ord, fremhæves som de vigtigste i NT: ”I kirken har Gud sat nogle til at være for det første apostle, for det andet profeter, for det tredje lærere” (1 Kor 12,28).
Det er værd at bemærke rækkefølgen.
1) Apostlene nævnes først, og det kan ikke undre. De var modtagere af Guds åben-baringsord og talte på Guds vegne.
2) Profeterne nævnes som den næstvigtigste gruppe, og det er mere overraskende. Den profetiske tale kunne formidles af både mænd og kvinder (ApG 21,9; 1 Kor 14,5). Paulus definerer den profetiske tale som ord til opbyggelse, formaning og trøst (1 Kor 14,3).
Det græske ord, der er oversat med ”formaning”, er parakaleå. En bedre og mere præcis oversættelse ville være ”opmuntring”. Der er ikke tale om en kritisk irettesættelse, men om en positiv opmuntring på grundlag af evangeliet.
De profetiske ord synes at have haft stor lighed med de vidnesbyrd, vi i dag giver plads for ved frie samvær. Troende lægger røst til det, som Gud har lagt dem på hjerte, for at det kan blive til opbyggelse, opmuntring og trøst i troen for andre.
For apostlene sigter alt i menigheden på at virke tro i hjerterne på Jesus. Det er på den baggrund, vi må forstå, at de tillægger profetnådegaven så stor værdi.
3) Lærerne er den tredje gruppe, som nævnes. Lærerne havde til opgave at vejlede og undervise de kristne i troen og i troens liv. Denne nådegave er afgørende for, at menigheden bevares i et sundt åndeligt og evangelisk spor. Kun mænd kan blive lærere, da de myndigt skal irettesætte dem, som modsiger lærernes vejledning og undervisning (2 Tim 2,25).
NT’s prioritering af nådegaverne er svær at forene med den traditionelle præstecentrerede, lutherske menighedsmodel. Når en luthersk præst ordineres, bliver det i almindelighed understreget, at han skal tjene som lærer i menigheden. Det er lærernådegaven, der er i fokus. Profetnådegaven nævnes slet ikke. Det er for så vidt naturligt, for profetnådegaven er ikke knyttet til et bestemt embede. Den kan udfoldes af alle i menigheden. Paulus siger direkte, at han gerne så, at alle i menigheden talte profetisk (1 Kor 14,5).
Derfor er det i lyset af NT intet lille problem, hvis man i en luthersk menighed i praksis kun lader præsten formidle Guds ord. Da tilsidesætter man i realiteten profetnådegaven, som af NT prioriteres over lærernådegaven.
Guds ord i menigheden
Hvordan blev Guds ord formidlet i NT’s menigheder? Læser vi NT på tværs, finder vi to forskellige grundtyper for formidling af Guds ord i menighederne.
1) Den første grundtype er den myndige forkyndelse, undervisning og vejledning, som gives af de mandlige hyrder, forstandere, lærere, tilsynsmænd og ældste, som har kald og udrustning til denne opgave (Rom 12,7; Gal 6,6; 1 Tim 2,11; 3,2; 4,13; 4,16; 5,17; 2 Tim 2,2; 4,2; Tit 2,7).
En åndeligt moden mand, der er kaldet til denne opgave, forkynder Guds ord for hele menigheden.
2) Den anden grundtype er de profetiske ord og vidnesbyrd, som de troende rækker til hinanden til opbyggelse i troen.
Denne gensidige opbyggelse med profetiske ord synes at have haft en langt mere central plads i de apostolske menigheder, end den har i de fleste lutherske kirker (Rom 12,6; 1 Kor 14,26-33; Ef 5,18-20; Kol 3,16; 1Thess 5,20).
Paulus understreger værdien af begge grundtyper for formidling af Guds ord. Han formaner os til at agte alle vore menighedsledere, men ”særlig de, der slider med forkyndelse og undervisning” (1 Tim 5,17). Tilsvarende formaner han os til at give plads for de profetiske og vidnende ord: ”Ringeagt ikke profetisk tale” (1 Thess 5,20).
I menigheder, der vil lade sig lede af Guds ord, må vi give plads for begge grundtyper for formidling af Guds ord. Det har vi ikke været gode til i den lutherske tradition, hvor præsten ofte i praksis har været ene om at formidle Guds ord.
Giver vi plads for den indbyrdes opbyggelse, er vi forpligtede til at bedømme det, som siges. Her hviler der et særligt ansvar på menighedens ledere. Men det er samtidig hele menighedens ansvar.
”To eller tre kan tale profetisk, og de andre skal bedømme, hvad de siger” (1 Kor 14,29). Til den samlede menighed i Thessalonika lyder det: ”Prøv alt, hold fast ved det gode” (1 Thess 5,21).
Der kan meget vel være kristne menigheder, hvor ”lægfolket” er så åndeligt umodne og uafklarede, at de hverken kan tage ansvar for en tjeneste, dele vidnesbyrd med andre eller bedømme den forkyndelse, de hører. Men da er det værd at bemærke, hvad der ifølge Paulus er hensigten og målet med de åndelige lederes tjeneste i menigheden. Målet er, at alle de troende når frem til en sådan åndelig modenhed i troen på Jesus, at de både kan tjene i menigheden, bidrage til den indbyrdes opbyggelse og bedømme forkyndelsen (Ef 4,11-16).
Det almene præstedømme og Guds ord
Så er vi tilbage ved det almene præstedømme. NT viser os, at alle kristne tjener Gud som hans præster både i menigheden og uden for menigheden. Det almene præstedømme er ikke begrænset til menighedens samlinger eller til den ugentlige helligdag. Det omfatter hele vort liv, fordi vi i alle vort livs rum står for Guds ansigt i fred.
Det almene præstedømme indebærer, at alle kristne har både ret og kald til at formidle Guds ord til andre, når Gud giver dem anledning til det. Det gælder både uden for menigheden og i menigheden.
Uden for menigheden giver Gud os anledning til at formidle hans ord, når ikke-kristne spørger til vores tro (Kol 4,5-6; 1 Pet 3,15). Det er befriende, at vi ikke selv skal skabe anledninger til at vidne. Vi må bede Gud skabe anledninger for os, og så må vi forberede os på det ved at leve Jesus nær i tilegnelse af Ordet.
I menigheden giver Gud os anledning til at formidle hans ord, når han lægger os et ord og budskab på hjerte (1 Kor 12,7; 14,26-33). Det er befriende, at vi ikke selv skal presse et vidnesbyrd frem. Vi må bede Gud lægge os noget på hjerte, og så må vi være åbne for, at det sker, når vi lever Jesus nær i tilegnelse af Ordet.
I begge sammenhænge, både uden for menigheden og i menigheden, vil Gud give os de rette ord og selv virke gennem ordene, så de bliver til tro og åndeligt liv for dem, som hører dem (Joh 4,39; ApG 8,4; 8,12; 8,37; 1 Kor 14,3).
Hvem har kald til at formidle Guds ord, så det kan blive til tro i denne verden? Det har ifølge NT alle kristne. Alle har del i det almene præstedømme, og alle er kaldet til at lægge røst til Guds ord, når Gud giver dem anledning til det.
Det var sådan evangeliet blev udbredt fra Jerusalem, efter den første store forfølgelse af de kristne: “De, der var blevet spredt, begyndte nu at drage rundt og forkynde ordet“ (ApG 8,4). Sådan blev evangeliet udbredt fra Israel, da nogle anonyme kristne vidnede om Jesus i Antiokia: “Og Herrens hånd var med dem, så et stort antal kom til tro og vendte om til Herren“ (ApG 11,21). Sådan blev evangeliet udbredt til hele det romerske rige og videre ud i verden: ved almindelige kristne, der forkyndte evangeliet til tro.
Men hvad så med sakramenterne? Den Augsburgske Bekendelse artikel 5 taler både om at forkynde ordet og forvalte sakramen-terne. Er sakramenternes forvaltning ikke reserveret for et eller flere ledende embeder?
Går vi til NT, finder vi ingen begrænsninger for, hvilke troende der kan forvalte sakra-menterne. Det er åbenbart, at man i en menighed kan have gavn af en fast ordning for disse ting. Denne ordning vil så indebære nogle praktiske begrænsninger for, hvem der forvalter sakramenterne. Men det er en begrænsning, vi som menighed må sætte, for den er ikke sat af Guds Ord. Vi møder ingen tekster i NT, som knytter sakramenternes forvaltning sammen med bestemte ledende embeder.
Da Filip, som ikke har noget ledende embede, kommer til Samaria, forkynder han evangeliet om Jesus og døber dem, som kommer til tro (ApG 8,12). Da Paulus, som har apostlens ledende embede, kommer til Korinth, forkynder han evangeliet om Jesus, men han overlader det til andre at døbe dem, som kommer til tro: ”For Kristus sendte mig ikke for at døbe, men for at forkynde evangeliet” (1 Kor 1,17; se endv. 1,14).
Ifølge NT er der intet bestemt kirkeligt embede, som har eneret på forkyndelsen af evangeliet og forvaltningen af sakramenterne. Retten til at forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne, så det kan blive til tro, er ifølge NT givet til alle kristne.
Reformatorernes mening
Men var det virkelig det, reformatorerne ville sige med Den Augsburgske Bekendelse artikel 5? Ville de sige, at alle kristne kan forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne? Eller ville de sige, at der kun er ét bestemt kirkeligt embede, som kan forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne?
Ingen af delene!
Det er vigtigt, når vi læser Bibelen, at være opmærksomme på den sammenhæng, de enkelte ord står i. Det samme er vigtigt, når vi læser bekendelsen.
Den sætning fra Den Augsburgske Bekendelse, som denne artikel handler om, er som nævnt hentet fra artikel 5. Artikel 5 kommer selvsagt efter artikel 1-4. Lad os kort opsummere, hvad der står i disse fire første artikler: Den første artikel taler om den treenige Gud. Den anden artikel taler om syndefaldets konsekvenser: at alle mennesker af natur er under Guds vrede og dom. Den tredje artikel taler om Jesu person og frelsergerning: at han har sonet al verdens synd. Den fjerde artikel taler om, at vi får del i Jesu frelse og står retfærdige over for Gud ved troen.
I forlængelse af artikel 4 er der ét spørgsmål, som trænger sig på: Hvordan får vi denne frelsende tro?
På reformatorernes tid hævdede sværmerne, at man fik den sande tro ved åndelige øvelser og udvikling af den indre ånd. Katolikkerne hævdede, at man fik den sande tro ved at adlyde kirken og deltage i dens hellige handlinger. Imod dette ville reformatorerne fastslå, at Gud har givet os nogle nådemidler, som vidner for os om Jesus, rækker os hele hans fuldbragte frelse og derved giver os den frelsende tro.
Det er dette, de vil sige med den 5. artikel. Netop derfor begynder den, som den gør: ”For at vi kan nå til denne tro …”
Artiklens hensigt er at fortælle os, hvordan vi kan komme til tro. Det kan vi ved at gøre brug af nådens midler: evangeliets forkyndelse og sakramenternes forvaltning. Gud har i sin nåde givet os nogle ydre midler, som vi kan komme til, og hvorigennem Gud leder os til Jesus og gør ham stor for vore hjerter til tro.
I sin kommentar til denne artikel skriver den fremtrædende Luther-forsker Leif Grane: ”Artiklens anliggende er understregningen af det ydre ord.” Det ydre ord er evangeliets ord fra Gud både i forkyndelsen og i sakramen-terne.
Når det står klart for os, at dette er anliggendet i artikel 5, så er vi bedre i stand til at forstå, hvad artiklen siger om embedet.
Artiklen vil fortælle os, at det er bestemt og ordnet sådan af Gud, at menigheden skal tage vare på forkyndelsen af evangeliet og forvaltningen af sakramenterne. For det er kun ved disse midler, at troen kan vækkes, udbredes og bevares.
Artiklen er ikke interesseret i at fortælle os, hvordan menigheden skal forvalte nådemidlerne. Den vil bare understrege, at det er bestemt af Gud selv, at disse nådemidler skal forvaltes af menigheden for at føre mennesker til tro.
Ikke desto mindre taler artiklen i den danske oversættelse om et ”embede” og synes at knytte nådemidlernes forvaltning til dette ene embede. Hvordan skal vi forstå det?
Vi får et lidt bedre lys over sagen, hvis vi ser på den latinske version af bekendelsen. Her tales der ikke om et ”embede”, der forvalter nådemidlerne, men om en ”tjeneste” – ministerium.
Reformatorerne vil i denne artikel slet ikke sige noget om kirkens embeder. De vil derimod understrege, at Gud har bestemt, at tjenesten med nådemidlernes forvaltning skal have allerhøjeste prioritet, fordi det kun er gennem disse midler, mennesker kan blive ført til tro på Jesus.
Det må menigheden indrette sig efter: Tjenesten med nådemidlernes forvaltning skal have den højeste prioritet. Det er artiklens budskab.
Andre reformatoriske tekster
Denne forståelse af Den Augsburgske Bekendelse artikel 5 er i dyb samklang med det, som reformatorerne skrev om samme emne i årene op til 1530.
Schwabach-artiklerne fra juli 1529 blev brugt som grundlag for Den Augsburgske Bekendelse. I Schwabach-artikel 7 lyder det:
”For at vi kan få denne tro, har Gud indstiftet forkyndelsens embede eller det ydre ord (det vil sige evangeliet), hvorigennem Gud lader denne tro forkynde sammen med dens kraft, velsignelse og frugter. Gud virker altså tro gennem dette ord som gennem et middel, ved sin Hellige Ånd, når og hvor Han vil det. Uden om dette ord er der ingen andre midler eller veje, kanaler eller stier, hvorigennem vi kan få troen.”
I denne artikel er ordets nådemiddel hovedsagen og hjertesagen, ikke embedet. Når det kommer til embedet, så identificeres ”for-kyndelsens embede” med ”det ydre ord”.
Artiklen er ikke interesseret i, hvem der forvalter det ydre ord. Den fastslår blot, at tjenesten med denne forvaltning er altafgørende for, at der kan skabes tro i menneskers hjerter.
Marburg-artiklerne fra oktober 1529 fastslår i artikel 8:
”Med hensyn til det ydre ord, så tror vi, at Helligånden ikke giver sin gave og denne tro til nogen mennesker, uden at de forinden har hørt forkyndelsen, det talte ord, eller evangeliet om Kristus. Tværtimod virker Helligånden tro gennem og sammen med dette ord, når og hvor Han vil det.”
Igen er det ordets nådemiddel, der er anliggendet, og det er tydeligt, at den citerede tekst har ligget til grund for Den Augsburgske Bekendelse.
At reformatorerne kunne anvende begrebet ”ordets embede”, uden at de tænkte på præsteembedet, fremgår blandt andet af Luthers brev til de evangelisk troende i Prag i 1523.
Heri fastslår Luther, at verbi ministerium, ordets embede, indehaves af alle kristne. Alle kristne er præster, og det betyder netop, at de alle har Ordets tjeneste og embede, for at være præst og Ordets tjener er én og samme ting.
Der findes i den kristne kirke, siger Luther, kun ét sandt præsteembede. Det er åndeligt og alment og indehaves af alle kristne. Alle tjenester i menigheden er baseret på og udspringer af dette ene embede. Den, som har Ordets embede, har ret til at udfolde alle kirkelige gerninger, for alle kirkelige gerninger udspringer af Ordet.
”Derfor må vi ikke forholde den, som vi betror Ordet, noget af det, som hører til præsteembedet. Men nu har alle fået Ordet betroet, som Esajas siger: ’Alle dine sønner skal være oplært af Herren’.”
Amerikansk fortolkning
Men hvis det aldrig var reformatorernes mening at knytte ordets forkyndelse og sakra-menternes forvaltning til ét bestemt kirkeligt embede, hvorfor er den forståelse så alligevel blevet den almindelige i vore lutherske kirker i Norden?
Det spørgsmål får en mere grundig behandling i den næste artikel her i bladet. Her skal det blot påpeges, at den forståelse af Den Augsburgske Bekendelse artikel 5, som er nærmest selvfølgelig i de lutherske kirker i Norden, langt fra er lige så selvfølgelig i de lutherske kirker i andre dele af verden.
I USA forenede en række bibeltro lutherske kirkesamfund sig således for 150 år siden om en anden forståelse af artikel 5. Den fremtrædende teolog C.F.W. Walther, indkaldte i 1850’erne til en række konferencer, hvor man på tværs af de lutherske kirkesamfund diskuterede forskellige trosspørgsmål. Man diskuterede også forståelsen af Den Augs-burgske Bekendelse artikel 5 og nåede i 1856 frem til følgende fælles udtalelse:
”Hensigten med den 5. artikel er ikke at sige noget om, hvem der kan forvalte nådemidlerne, men udelukkende og alene at sige noget om selve forvaltningen.” Tre år senere formulerede man sig igen om samme sag med følgende ordlyd:
”Den Augsburgske Bekendelse artikel 5 taler ikke om et konkret forkynderembede, som præsteembedet, men taler derimod om kirkens forvaltning af nådemidlerne uafhængigt af, hvem der forvalter dem.”
I sine egne skrifter understreger C.F.W. Walther, at man står i fare for at gøre præsten selv til et nådemiddel, hvis man hævder, at det nødvendigvis er ham, som skal forkynde Ordet og forvalte sakramenterne: ”Men vores kirke lærer, at det eneste nødvendige er, at man møder det talte og ydre ord.”
Folkekirkepræster og statslige embedsmænd
Men hvad er forklaringen på, at de lutherske kirker i USA kunne blive enige om denne forståelse af Den Augsburgske Bekendelse artikel 5, mens vi i Norden har holdt fast ved den præstecentrerede fortolkning?
Der kan næppe gives ét dækkende svar. Men det har uden tvivl spillet en afgørende rolle, at de lutherske præster i Norden stort set alle har været folkekirkepræster og statslige embedsmænd.
Som folkekirkepræster har de haft et stort flertal af vantro medlemmer i deres menigheder.
Det har gjort det svært grænsende til umuligt at kalde nådegaverne og det almene præstedømme frem til udfoldelse i menigheden.
Som statslige embedsmænd har de været bundet til at tilrettelægge menighedslivet efter den statslige forordning, som netop samlede alle kirkelige tjenester og al lokal kirkelig myndighed i præstens person.
Sådan har den kirkelige virkelighed set ud i århundreder. Nye generationer voksede op med den og har oplevede den som naturlig. Det virkede selvfølgeligt, at præsten havde det kirkelige embede og havde ansvar for al forvaltning af nådemidlerne. På denne baggrund læste de så Den Augsburgske Bekendelse artikel 5, og det virkede oplagt, at den bekræftede og forsvarede den præstecentre-rede menighedsmodel.
Det er på tide, at vi finder artikel 5 frem igen og hjælper hinanden til så vidt muligt at genlæse den med friske øjne og i lys af Skriften. Jeg håber, at det, jeg har skrevet her, kan bidrage til det.
Gå videre til artikel 3: Fra urkirke til folkekirke
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2012. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.