Jeg vil begynde med at stille et spørgsmål, nemlig: Hvad handler dette om? Hvorfor skriver jeg, og hvad skal du som læser have ud det? Hvad skal der stå tilbage, når denne andagt er færdig? Det er et vigtigt spørgsmål.
Jeg vil gerne svare på dette spørgsmål med at læse to vers fra Johannesevangeliet. Hvis du slår versene op i din bibel, kan du se, at der i den autoriserede Danske Bibeloversættelse fra 1992 er sat en overskrift. Overskriften er: ”Evangelieskriftets formål”. Og det, som er Johannesevangeliets formål, ønsker jeg også skal være formålet med disse andagter.
Frem mod sommeren vil der som ugens vidnesbyrd hver 2. eller 3. uge være en andagt af Svend Åge Jacobsen til fordybelse i Johannesevangeliet. De seks andagter hænger sammen, men kan læses uafhængigt af hinanden.
Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn (Joh 20,30-31).
Disse to vers indeholder hovedsandhederne i Johannesevangeliet, og det er mit ønske, at det også må være hovedindholdet i det, som jeg skriver. Lad os se godt på versene. Ser vi på det bagfra, handler det om at få liv i hans navn.
Liv i hans navn. Det kan godt være svært at forklare – og så er det alligevel ikke så svært. Kristendom i en nøddeskal er et samliv med Jesus. Det kaldes også at blive født på ny. Eller man kan sige at tage imod Jesus. Det handler om, at Jesus kommer ind i vore liv. Paulus taler i sine breve om, at Jesus må bo ved troen i vore hjerter. Og Jesus selv siger, at den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min Fader vil elske ham og skal komme og tage bolig hos ham.
For at komme til denne tro og få dette liv siger det vers, vi læste, at vi må tro, at denne Jesus, som det hele handler om, er Kristus.
Kristus er det samme som Messias. Kristus er græsk, og Messias er hebraisk, og det betyder den salvede, dvs. den, som Gud har indviet til en ganske bestemt tjeneste. Det er denne Jesus, som vi må prøve på at forstå. Denne Messias er omtalt mange steder og på mange måder i Det Gamle Testamente. Hos profeten Esajas kaldes han også for Herrens tjener. Det helt centrale om denne Herrens tjener står i Esajasbogen kap. 53. Kernen er det 5. og 6. vers, hvor der står at ”han blev gennemboret for vore overtrædelser, og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt. Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej; men Herren lod al vor skyld ramme ham.”
Bibelen er groft sagt indrettet sådan, at i Det Gamle Testamente tales der profetisk om Jesus. I evangelierne i Det Nye Testamente hører vi om Jesu virke, og i de 21 apostolske breve, der er i Det Nye Testamente, forklares meningen med hele Jesu virke.
I apostlen Peters første brev 2,24 forklarer han meningen med de ord, som jeg læste fra Esajas’ Bog. Han siger, at Jesus ”på sit legeme selv bar vore synder op på korset, for at vi, døde fra synden, skal leve for retfærdigheden. Ved hans sår blev I helbredt. For I fór vild som får, men er nu vendt om til jeres sjæles hyrde og tilsynsmand.”
Bibelen siger, at i åndelige spørgsmål er vi som vildfarne får. Men til disse vildfarne får, dvs. til dig og mig, kommer Jesus gennem dette ord som den gode hyrde og tilsynsmand. Denne Jesus tager sig af enhver, der i tro kommer til ham. Og på baggrund af dette ord kan vi trygt, som Peter siger det, vende om til Jesus, som her er kaldt sjælens hyrde og tilsynsmand.
Jesus vil være hyrde for os alle dage og lede os skridt for skridt fra vugge til grav, helt ind i evigheden. Denne Jesus blev såret for vore overtrædelser, som vi læste hos Esajas. Gud ville, at al vor skyld skulle ramme hans søn Jesus. Det var det, der skete, da Jesus hang på korset på Golgatahøjen. Da lod Herren al vor skyld ramme Jesus. Det er evangeliet i en sum. Det er denne andagts hensigt at forklare det, sådan at også du får lyst til at vende dig til Jesus og få det liv i eje, der her tales om.
Jeg har nylig læst om stifteren af organisationen Åbne Døre, hollænderen, der er kendt som Broder Andreas. Da han som ung soldat blev sendt til Indokina, lagde hans mor en Bibel i hans kuffert. Der lå den urørt i mere end to år.
Jeg længtes ikke efter Gud, siger Broder Andreas. Jeg ville ikke bede. I stedet for at gå i kirke, gik jeg på værtshus og drak, til jeg ikke længere kunne sige et ord. Men så blev han skudt i foden og lå længe på hospital. Da begyndte han at bladre lidt i Bibelen, men det sagde ham ikke ret meget. Men det satte en proces i gang. Han mødte forskellige kristne folk, som han talte lidt med.
Han kom hjem til Holland. Processen fortsatte, og en vinteraften i 1950 fortæller han selv: Da alle andre i huset sov, overgav jeg mit liv til Gud. Jeg gav slip på alt mit eget – jeg gav ham alle vanskeligheder, alle eventyrene, jeg gav ham alt. Jeg sagde bare: ”Gud, hvis du vil vise mig vejen, vil jeg følge dig. Amen.” Så enkelt var det, siger han selv.
Og i mange variationer har utallige folk fortalt det samme, fortalt, at de gav slip på alt deres og i tro og bøn overgav deres liv til den levende Gud, ham, der både ser og hører os.
Bibelen siger, at det er menneskets lod at dø og derefter dømmes. Det er de vilkår, vi lever under. Vi skal alle dømmes efter Guds lov, som vi kender den fra de 10 bud. Og ingen skal være i tvivl om dommens udfald. Vi er som mennesker alle fortabte. Vi er alle undergivet syndefaldets følger. Vi er mange, som kender det alt for godt. Vi kan ikke det, vi gerne vil.
Få har som Grundtvig magtet at sætte det på vers. Han skriver bl.a. i salmen Klynke og klage: ”Klynke og klage nætter og dage, må, hvem der vågner på afgrundens rand, hører kun loven, tordne for oven: Dø eller gør hvad en synder ej kan” (DDS 516).
Den salme beskriver kort og klart menneskets situation: Dø eller gør, hvad en synder ej kan. Det er præcis vores situation.
Men det er netop på den baggrund, evangeliet skal forstås. Her kommer Jesus ind som den salvede, udsendt af Gud, for at, som det hedder i juleberetningen, frelse folk fra deres synder. Gud Herren har nemlig bestemt, som vi læste det fra Esajas, at al vor synd skulle ramme ham, Jesus. Det var denne Jesus, der blev født i julen. Ham om hvem Ingemann skrev: ”Menneske fryd dig, os er en evig frelser født.”
Det er denne Jesus, det hele handler om. Det handler om at forstå ham, sådan at man tror, han er den, som han gav sig ud for at være, nemlig Guds søn, ham, der er kommet, for at vi ikke skal fortabes, men have et evigt liv med ham.
Jeg vil slutte med at samle det i et vers fra en af vores store åndelige vejledere, Hans Adolph Brorson:
Det ord, at Gud er mild og lod
sig ved sin Søn forsone,
det ord om Jesu død og blod,
det har så stærk en tone,
at det opvækker den igen,
som døde før i synden hen,
når han det ret modtager.
(DDS 385)
Udgivet af
Svend Åge Jacobsen
Svend Åge Jacobsen, Haderslev, prædikant og tidligere lærer på Luthersk Missionforenings Højskole i Hillerød.