Sådan skal I spise det: I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have sandaler på fødderne og stav i hånden; i al hast skal I spise det. Det er påske for Herren. Samme nat vil jeg gå gennem Egypten, og jeg vil dræbe alle førstefødte i Egypten, både af mennesker og af kvæg, og iværksætte mine straffedomme over alle Egyptens guder. Jeg er Herren! Men blodet skal I have som mærke på husene, hvor I er. Når jeg ser blodet, går jeg forbi jer. Ingen ødelæggende plage skal ramme jer, når jeg slår egypterne (2 Mos 12,11-13).
I påsken blev jeg mindet om nogle meget stærke paralleller mellem verdenshistoriens første påske, beskrevet i 2. Mosebog, og nogle sandheder om kristnes situation i dag og alle dage i forhold til frelsen.
Det første, jeg standsede ved i v. 11 i 2. Mosebogs kapitel 12, var, hvordan Gud befalede sit folk at være iført rejsetøjet. Det giver reminiscenser til Jesu lignelse om de 10 brudepiger, som slutter med ordene: ”Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen” (Matt 25,13).
Det er stadig sandt for Guds kirke i dag, at vi skal leve ’med rejsetøjet på’, for vi har måske taget hul på den allersidste dag på Jorden og skal i samlet flok bryde op til Guds forjættede land, den nye jord, Han skaber til os.
Det andet, der gik op for mig, var, at israelitterne havde boet i Egypten i ca. 400 år. De har på mange måder været grundigt assimileret i egyptisk kultur, selv om de naturligvis også har bibeholdt en jødisk identitet, især jo i kraft af at Egyptens faraoner gjorde israelitterne til et slavefolk, der altså ikke bare kunne få status af at være egyptere. Israelitternes levevis begyndte dog naturligvis med årene på visse områder at ligne egypternes, eksempelvis ved at man begyndte at leve i huse – indtil da havde Guds folk været et nomadefolk.
Man tog måske også den egyptiske tankegang til sig, at et navn ikke bare var et navn, men at det betød noget, om ens navn nævntes og huskedes. Det kan f.eks. forklare, hvorfor Moses aldrig nævner navnene på de ugudelige faraoner i Mosebøgerne men bare kalder dem ’farao’, mens han til gengæld eksempelvis nævner Shifra og Pua, to gudfrygtige jordemødre som nævnes i 2. Mosebogs første kapitel. De elskede Gud, så deres navne skulle nævnes og huskes i modsætning til faraonernes.
Egypterne havde den virkelighedsforståelse, at et menneske havde fem liv – den fysiske krop (årsagen til at man mumificerede lig, så kroppen ikke forgik), skyggen, selve livskraften, de menneskelige egenskaber og navnet. Navnet var én af de fem bestanddele, som skulle til, for at der kunne være tale om et menneske. Forsvandt navnet fra denne verden, ophørte man også med at eksistere i efterlivet.
Egypterne byggede huse af tørv og tegl, som er materialer, der med tiden forgik og forsvandt, men man udstyrede husene med dørkarme af sten. Den menige egypter havde nemlig ikke råd til som faraonerne at forevige deres navnene på store obelisker, men dørkarme af sten kunne man anskaffe sig, og på disse skrev man så navnene på de personer, som boede i huset.
Israelitterne har sandsynligvis også haft huse og dørkarme magen til deres egyptiske naboers og en lignende praksis med at indgravere navnene i dørkarmene. Med det in mente blev det utrolig stærkt for mig, hvad Gud så ved påsken forlangte af sit folk: I, som tror, at jeres eget navn kan frelse jer, og som har indgraveret jeres navne i dørkarmene til jeres hus, I skal slagte et offerlam og male jeres navne over med blodet. I skal i nat forlade Egypten og lægge husene i jeres trældomsland bag jer og ikke efterlade jer navne nogen steder. Hvis I vil, at døden skal gå forbi jeres husstand i nat, så må I have givet op på den falske frelsesvej, som I sætter jeres lid til, og så må I i stedet stole på, at offerdyrets blod kan frelse jeres families liv.
Det er næppe svært at se de tydelige paralleller til den kristnes situation angående sin frelse, sådan som den har været alle dage siden denne første påskes forbillede.
Der er ikke noget ved dit navn og din person, der kan sikre dig frelse – sæt din lid til offerets blod!
I mange folkekirker kan man hver søndag få en velsignet påmindelse om dette ved at gå til nadver, for ved knæfaldet står der nadverkrus af metal, som du kan spejle dig i. Der på sine knæ kan man få den skønne oplevelse at se sit eget spejlbillede blive dækket af et lag af blodig vin, der taler til dig:
”Dine synder er tilgivet dig! Jeg er Herren, som førte dig ud af trællehuset ved mit offer. Frelsen er din!”
Udgivet af
Mads Dahl Mølgaard Madsen
Mads Dahl Mølgaard Madsen, Aarhus, lingvistikstuderende.