Gud er vor tilflugt og styrke, altid at finde som hjælp i trængsler. Derfor frygter vi ikke, når jorden skælver, og bjergene vakler i havets dyb, når vandet larmer og bruser og rejser sig, så bjergene bæver (Sl 46,2-4).
Siden i sommers har vi boet nabo til en kirke med klokkespil: 24 klokker, som fire gange dagligt spreder salmemelodier ud over byen. I denne måned spilles hver aften melodien til Luthers herlige salme: ”Vor Gud, han er så fast en borg”, som er skrevet over Bibelens Salme 46.
Det er faktisk ret fantastisk at blive mindet om den salme hver aften! Og man kunne ønske, at hele byen også hørte andet end nogle kønne klokketoner.
Når jorden skælver. Når vandet larmer og bruser og rejser sig, så selv bjergene bæver og ender vaklende midt i havets dyb.
Det er voldsomme kræfter, vi finder i naturen. Herhjemme i Danmark kender vi det vel knapt nok. Alligevel kender de fleste af os lidt til den knugende fornemmelse, man kan have i maven, når stormen raser, regnen pisker ned, og tordenen buldrer.
Naturens kræfter er her i salmen et billede, som skal forklare en indre tilstand. Stillet over for elementernes ubeherskede rasen bliver mennesket lille – og stille. Afmægtig – og bange. Når du ser flodbølgen rejse sig kilometerhøjt foran dig, så ved du i et splitsekund, at den bliver din visse død. Det kan ikke betale sig at flygte.
Det underlige her i salmen er, at selv bjergene ikke er et tilflugtssted. Også bjergene ender på havets bund (jf. gl. oversættelse og Luthers oversættelse). Det er, som om salmen vil sige, at selv det største og mest sikre, denne verden kan opbyde, ikke er nogen løsning på de kræfter, vi står over for.
Og lige præcis sådan må jeg erkende, at det er. Det er vældige kræfter, jeg hver eneste dag er oppe imod: Djævelen, verden og mit eget kød. Det er et forbandet trekløver, der kan synes uovervindeligt som en flodbølge, jeg umuligt kan holde stand mod eller flygte fra.
Vor egen magt ej hjælpe kan,
let kan os fjenden fælde.
Ja, det er den fortvivlende sandhed: Det er let for fjenden at fælde mig. Legende let.
Men med os står den rette mand,
omgjordet med Guds vælde.
Her er det forunderlige! Her er den virkelighed, som salmen beskriver: Derfor frygter vi ikke, når jorden skælver, og bjergene vakler i havets dyb, når vandet larmer og bruser og rejser sig, så bjergene bæver.
Så altoversvømmende og altødelæggende den hærgende flodbølge er, så gælder det dog alligevel: Vi frygter ikke! For vi ved, at selvom verden ikke har et eneste tilflugtssted – selvom der ikke er et eneste synligt tilflugtssted for vores øjne – så er det dog sådan, at vor Gud, han er så fast en borg, han kan os vel bevare.
Når jeg står der: ansigt til ansigt med flodbølgen. Når jeg står lille og stille, afmægtig og bange – og alt, hvad jeg kan se og mærke og tænke mig frem til, fortæller mig: Du går den visse død i møde. Når jeg står der, så vil Gud, at jeg skal vende blikket hen til ham, der står ved siden af: Med mig står den rette mand.
Hvor forkert og fortabt jeg end kan føle mig – så forkynder evangeliet: Med mig står den rette mand.
Derfor frygter jeg ikke.
Vor Gud, han er så fast en borg, han kan mig vel bevare.
Det minder klokkerne mig om hver aften!
