Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse (Luk 1,76-77).
Vi fejrer ikke Skt. Hans for at ære Johannes Døber, men for at ære Gud. Ham lovpriser vi for at have bragt den kære Skt. Johannes til verden og givet ham denne prædiken, at verden kun kan blive salig ved syndernes forladelse.
Johannes irettesatte og straffede farisæerne og de skriftkloge, fordi de lærte, at man kunne blive salig ved sin egen gudsfrygt og hellighed. Han kaldte dem øgleunger og sagde, at de skulle bære de frugter, som omvendelsen kræver. Kort sagt: Johannes har som med en tordenkile knust alt og befalet alle at gøre bod – både de falske bodfærdige, som mente, at de havde gjort bod, og de falske hellige, der bildte sig ind, at de ikke behøvede at gøre bod. Og Johannes sigtede med al sin prædiken hen på påskelammet, der skulle bære og borttage verdens – det vil sige: alle menneskers – synder.
Derfor må vi sige Gud tak for, at han har givet os Johannes, som var den første, der prædikede evangeliet for os, da han pegede på Guds lam og sagde: ”Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd” (Joh 1,29).
Her har vi altså den virkelige grund til, at vi skal fejre Skt. Hans som en festdag. Det er ikke på grund af hans afholdende liv eller underfulde fødsel. Det er for hans fingers skyld og for hans ords og embedes skyld. For sådan en prædiken er aldrig før blevet hørt i verden. En finger som Johannes’ har intet andet menneske haft. Fingeren, som peger på Guds lam.
Derfor skal den, som trykkes af synden, og som forfærdes over Djævelen og døden, give agt på denne prædikants mund og finger. Så vil han få at se, hvordan han skal få syndernes forladelse og blive forligt med Gud.
Uddrag fra andagtsbogen Så fast en borg
Udgivet af
Martin Luther
Martin Luther (1483-1546) var munk, professor i teologi og reformator.