Herre, jeg vil gerne tjene,
tjene dig og dig alene,
tag og brug mig,
som du vil.
(…)
Sæt mig, hvor jeg bedst kan gavne,
o, men lad mig aldrig savne
vished, at jeg tjener dig!
(Lovsangstoner nr. 332)
Jeg voksede ikke op i en kristen familie. Som i mange andre hjem blev kirken kun besøgt ved særlige højtider. Ingen bøn, ingen bibellæsning. Ingen personlig relation til Gud.
Da jeg blev kristen i mine teenageår skulle der tages mange kampe i hjemmet. Jeg svigtede familieværdierne. De vrede udfald mod min tro var hyppige og voldsomme …
Jeg ønskede mig ofte et helt andet sted hen og så med lige dele fryd og misundelse på mine kristne venners familieliv. Gid man dog levede sammen med nogen, der fuldt ud delte troen og glæden i Jesus.
Men at være kristen, omgivet af andre kristne, er ikke en given ting. Mange kristne oplever at være sat som ”lam blandt ulve”. For Gud vil bruge os her på jord. Og nogle af os vil han sætte og bruge lige der midt iblandt mennesker, der ikke kender Gud – men som har desperat brug for ham! Gud har et frelsende budskab til disse mennesker. Og han vælger, sender og udruster nogle af sine børn til at gå ud med budskabet netop til dem.
Derfor finder vi kristne i fjerntliggende, afrikanske landsbyer.
Derfor bliver nogle kristne tilbage i Ukraine – for at hjælpe og fortælle om Jesus midt i krigens kaos.
Derfor hører vi om kristne selv i Afghanistan, i Nordkorea, i Indien.
Esters bog i Bibelen fortæller om den jødiske dronning Ester, der blev sit folks talsmand, da den onde Haman ville udrydde alle jøder i Persien. Med stor fare for sit eget liv vovede hun at tale jødernes sag. Hun var på mission fra Gud. Modig, stærk og frygtløs? Nej, ikke i sig selv. Men sat der af Gud. Ord og mod kom fra Ham.
Beretninger fra 2. Verdenskrig bringer historier om kristne, der vidnede for fanger og fangevogtere i kz-lejrene. De fik lov at bringe lys ind i et ufatteligt mørke. Håb ind i håbløsheden.
Du og jeg bliver sandsynligvis ikke sat til at vidne i en kz-lejr eller over for en mægtig verdensleder. Men Gud har brug for kristne alle steder: på mekanikerværkstedet, i firmaets kantine, på hospitalsstuer, i gymnasieklasser og fængsler. På olieboreplatforme og førerhuset i intercitytoget. I Esbjerg, Snekkersten og Aalborg.
De kristne får lov til at vidne gennem deres livsførelse og gennem deres ord. Og vi får alle lov at bede. Måske var der ikke andre, der skrev et trøstende bibelvers i kondolencekortet, da din nabo mistede sin mand – end dig. Måske er der ikke andre der beder for din klassekammerat – end dig. Din tandlæge, din kørerlærer og din fætter har alle brug for Gud. Og brug for at blive mindet om det. Måske gennem dig?
I mange af de diskussioner, jeg havde i min ikke-kristne familie og omgangskreds, efterlod min vidnetjeneste dem i bedste fald ligeglade – og i værste fald mere fjendtligt indstillede over for Gud. Bagefter har jeg undret mig meget over, at Gud ikke brugte en anden. En mildere person. Og en klogere og mere bibelstærk.
Men Gud ville jo netop bruge den, der i sig selv ikke formåede at løfte opgaven. Jeg får aldrig en opgave fra Gud, som jeg kan løfte. Kun opgaver som Han kan løfte. Jeg får aldrig medaljer eller resultatløn i min tjeneste for Gud og de mennesker, han har sat mig iblandt. Men jeg får lov at glæde mig over at række evangeliet videre – for sådan kom jeg jo selv til tro.
Jeg må først og fremmest bede om, at Gud vil gøre mig mindre – så Han kan blive større. Og at Helligånden, på trods af mine fejl og ufuldkommenhed, må arbejde i de mennesker jeg møder.
For jeg vil gerne tjene, tjene Gud og Gud alene.
Udgivet af
Marianne Larsen
Marianne Larsen, Græsted, skolelærer.