Sange med hjertet
Nogle sange bliver til stor hjælp. Måske sætter de ord og billeder på lige netop min situation. Måske rummer de en forkyndelse eller et vidnesbyrd, som lige netop jeg har brug for. Så synger man med – af hele hjertet! I denne serie beder vi forskellige mennesker fortælle om en sang, der betyder noget særligt for dem – til trøst og opmuntring for os alle.
Brorsons salmer
Jeg bliver til stadighed overvældet over, hvor stor en skat, der ligger gemt til os i vores åndelige sange og salmer. Af den grund bliver det også blot sværere at vælge en sang frem for en anden blandt disse sange, som på den ene eller anden måde har haft betydning.
Alligevel er der sange, som jeg bliver ved med at vende tilbage til og på en særlig måde glædes ved. Det er salmerne af Hans Adolph Brorson. Selvom der er gået knap 300 år, siden Brorson skrev sine salmer, så er teksterne hverken dunkle eller uklare. Tværtimod står Guds klare evangelium uændret over tid.
Jeg mærker også et stort behov for at synge sange, som er indholdsmættede. Der er så meget i denne verden, som vil fjerne mit fokus fra Jesus. Så meget, der vil optage min tid og fylde mig med tomhed. Ind i det skrives der også mange sange med et overfladisk indhold. Sange, som måske nok vil fortælle om Jesus og hans gerninger, men de taler ikke om, hvorfor jeg har behov for Jesus, til hvilken gavn han gjorde sine gerninger, og hvorfor jeg har brug for at høre om ham.
Særligt af den grund er jeg glad for Brorsons salmer, som taler til mig om min tilstand over for Gud, om mit hjertes synd og nød, om mit hjertes kulde. Som forkynder omvendelse og nåde og frihed for mig, der træller under synden.
Fryd dig, du Jesu brud
Den salme, som jeg har valgt at skrive om her, er Brorsons ”Fryd dig, du Jesu brud”. Den er skrevet til det hjerte, som ængstes og længes efter frihed, og den forkynder det fantastiske evangelium til den fattige synder, som i virkeligheden er Jesu brud.
Salmen er desværre ikke særlig udbredt og kendt. Det skyldes nok til dels, at den ikke har stået i nogen af misssionsforeningernes sangbøger, og dertil at den kun benyttes i adventstiden i folkekirken. Jeg selv stiftede først bekendtskab med den som 16-årig, da jeg begyndte at arbejde som organist. Siden den tid har jeg værdsat den og ønsket, at den blev brugt lidt mere. Den står nu i vores ”Lovsangstoner”.
I den oprindelige salme var der 23 strofer. Men som mange andre af vores salmer er disse blevet nedskrevet over tid, til de 5 strofer vi kender i dag. Det er strofe 1, 6, 14, 17 og 22 i den oprindelige version. Til gengæld er der ikke ændret meget i strofernes tekstindhold, og de er, på nær nogle få ændringer, Brorsons egne ord.
Salmen er skrevet som en adventssalme og står som den allerførste salme i Brorsons første samlede salmebog ”Troens rare klenodie”.
Fryd dig, du Jesu brud,
her er et himmelbud,
som tydeligt skal sige
fra Gud i Himmerige,
som stærkt skal dig forkynde:
Du har vor Herres ynde.
Fryd dig, du Jesu brud,
som ser så bange ud,
af sorg for synden trænges
og efter nåden længes,
du, du er just den datter,
som Gud så herlig skatter.
Fryd dig, du Jesu brud,
og sig, at lovens bud
slet intet har at sige
mod Jesu nådes rige.
Han, som til brud dig valgte,
han al din skyld betalte.
Fryd dig, du Jesu brud,
og alle dem bebud,
som nådens trøst begære,
at her er nok og mere,
end de kan alle råde,
af nåde over nåde.
Fryd dig, du Jesu brud,
og smyk dig for din Gud!
Din brudgom dig vil hente,
hver time kan du vente,
at du får bud at træde
til Himlens bryllupsglæde.
Brudens fryd
Salmen tager sit afsæt i englens budskab til Maria. Her er et himmelbud, en budbringer fra Gud, som vil forkynde: ”Du har vor Herres ynde” – eller som det står i vores bibel: ”Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud” (Luk 1,30).
Men dette himmelbud har også besked til mig, som tror på Jesus, og hele den troende menighed. Her er budskabet: Fryd dig, Jesu brud, Guds menighed på jord. Du har fundet nåde for Gud, du har vor Herres ynde (yndest eller velvilje)!
I den oprindelige salme står der i andet vers: ”Hør buddet nøje ud, han siger ’Vær fornøjet’, Gud har dig højt ophøjet, Guds søn dig selv vil tage til hustru, brud og mage.”
Det er dette, der danner baggrund for frydetonen i salmen, og derfor alle strofer indledes med ”Fryd dig, du Jesu brud!” Ordet ”fryd” beskriver glæde i et større format. Det er en salig tilstand af lykke, velvære og glæde. Det er den følelse, du som troende får, når du opdager sandheden om, at Gud har ophøjet dig til sin brud.
Billedet med bruden kender vi fra Bibelen: ”Som en brudgom fryder sig over sin brud, fryder din Gud sig over dig” (Es 62,5). Brudgommen, Gud selv, fryder sig over sin brud.
Vi finder også billedet om Guds brud i Johannes’ Åbenbaring: ”Lad os glæde os og juble og lovprise ham, for nu skal Lammets bryllup stå, og hans brud har gjort sig rede, hun har fået givet at klæde sig i lysende rene linnedklæder” (Åb 19,7).
En usynlig herlighed
Billedet af brudgommen, som fryder sig over sin brud, og bruden, som har gjort sig rede til at møde sin brudgom, er så fantastisk og stærkt et billede på den kærlighed, som er mellem Gud og mennesker. Samtidig er det også så kontrastfyldt, når vi ser med vores menneskelige øjne på os selv og Guds menighed i dag og tænker: Hvor er den herlige brud, som gør sig rede til at møde sin brudgom?
I anden strofe fortælles om den troende, som ængstes for sin synd og længes efter nåden. Hun er så bange og ser ikke den herlighed, hun i virkeligheden ejer. Da slutter Brorson strofen med at sige: ”Du, du er just den datter, som Gud så herlig skatter.” Ikke blot er vi Jesu brud, men vi er også Guds børn. Uanset hvor meget vi ængstes for vores synd, og hvor små og elendige vi føler os. Lige meget hvor lidt vi føler os som en herlig brud, så ændrer det ikke på Faderens kærlighed til sit barn. Barneforholdet er væsentligt, fordi det illustrerer en kærlighed og en omsorg, som er dyb og uudgrundelig på et andet plan end den kærlighed, som eksisterer mellem mand og kvinde, mellem brud og brudgom.
Barneforholdet
I det år, vi netop er gået ud af, mistede jeg både min mor og min lille søn halvvejs i graviditeten. Det har givet mig et større syn for betydningen af barneforholdet. Min mors kærlighed var uden forbehold og betingelser, for jeg var hendes datter – højt skattet, uagtet hvor lidt eller meget jeg levede op til den kærlighed. Det samme forhold gør sig gældende i forholdet til vores lille dreng, som vi ikke engang nåede at lære at kende. Han er højt elsket og skattet, blot fordi han er vores søn. Uanset om han kun nåede at være hos os en kort tid, så vil sorgen over at have mistet ham altid være der.
Når vi som mennesker kan elske hinanden med en sådan kærlighed, hvor meget større er det så ikke at blive kaldt Guds barn! Gud, som elsker med en ufattelig kærlighed: ”Med evig kærlighed har jeg elsket dig, derfor bevarer jeg min troskab mod dig” (Jer 31,3).
Når jeg oplever dette forhold til min himmelske far, barneforholdet, den betingelsesløse kærlighed fra Faderen, da kan jeg tillidsfuldt gemme mig ind til hans hjerte, og stole på, at selv når jeg slipper, så holder han fast, er jeg utro, forbliver han dog tro. Denne kærlighed, skriver Brorson i den oprindelige 11. strofe, er det, Satan hader mest: ”Det er den skarpest lud, i Satans glubske øje, når du dig ret vil bøje til Jesu milde hjerte, at glemme al din smerte.”
Frygt ikke for loven!
Brorson fortsætter sin salme med at beskrive, hvad jeg som Jesu brud er løskøbt fra. I tredje strofe skriver han: ”Og sig, at lovens bud slet intet har at sige, mod Jesu nådesrige …”
Når Jesus har købt mig til sig som sin brud, har givet mig barnekår hos sig – så har loven ikke længere noget at sige over mig. Jesus har selv opfyldt loven for mig: ”Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår” (Gal 4,4).
I salmens oprindelige 13. vers skriver Brorson: ”Når der er skrald og skud på Sinai at høre, det kan dig ikke røre, den dig til Brud udvalgte, han al din gæld betalte.” Vi skal ikke længere frygte Guds vrede, som han lod sit folk mærke fra Sinaj. Vores gæld er betalt af vores himmelske brudgom, og når han har købt os fri, er vi virkelig fri.
Her er en nåde, som er helt ubeskrivelig. Tænk – vi skulle have smagt Guds vrede, men der er ”nåde over nåde”, som Brorson skriver i fjerde strofe. Her har himmelbuddet igen besked til dem, ”der nådens trøst begære”. De mennesker, som ved om sig selv, at de er uværdige syndere og afhængige af Jesu nåde – til dem skal der siges: ”at her er nok og mere, end de kan alle råde, af nåde over nåde.”
Smykket for brudgommen
Så slutter Brorson sin frydesalme af med at løfte vores blik i forventning til den dag, hvor Jesus skal komme igen, og hente os hjem til sig som sin brud. Da taler han om, at vi må smykke os for vores brudgom Jesus, inden han henter os.
Hvordan kan jeg smykke mig for Gud? Jeg har da intet, som kan gøre mig smukkere i Jesu øjne. Nej, det har jeg ikke! Da er det fantastisk at genlæse versene fra Johannes’ Åbenbaring: ”Hans brud har gjort sig rede, hun har fået givet at klæde sig i lysende rene linnedklæder.” Bruden har gjort sig rede, men hun har ikke købt sin egen dragt til festen! Hun har ”fået givet” lysende rene linnedklæder, Jesu retfærdigheds dragt. Det eneste, jeg skal smykke mig med, er Jesu retfærdigheds gerninger, som Esajas skriver: ”Jeg fryder mig over Herren, min sjæl jubler over min Gud. For han har klædt mig i frelsens klæder og hyllet mig i retfærdighedens kappe, som en brudgom sætter sin turban, og som bruden fæster sine smykker” (Es 61,10).
Og så skal brudgommen, Jesus, hente sin brud hjem. Hver time kan vi vente ham, skriver Brorson, og vi skal gå ind til himlens bryllupsglæde, og da er der i sandhed grund til fryd og glæde!
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2023. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Rakel Appel Holm
Rakel Appel Holm, Ølgod, hjemmegående mor.