Siden 13-14-årsalderen har jeg haft en stor passion for klassisk musik.
Mange tænker, når de hører det: Nåh, så er du sådan en finkulturel type, der godt kan lide noget pænt og ordentligt fra de gode gamle dage.
Og jeg tænker: De skulle bare vide …
Det er rigtigt, at en del klassisk musik søger skønheden og det smukke. Det synes jeg heller ikke er et helt urimeligt ideal at have, når man skriver musik. Men den musik, jeg selv tiltrækkes mest af, er den ærlige musik, den personlige musik, den kæmpende musik, hvor man kan mærke, at komponisten tager livtag med – ja dybest set: livet selv. Den musik, der måske nok stræber efter fred, lykke og skønhed, men som gør det i smertelig bevidsthed om ikke at være i stand til at fange det. Den slags musik er ikke, hvad jeg forbinder med finkultur og (små)borgerlighed. Det er musik på liv og død!
Og det er musik, der rummer et kaos og nogle sjælekvaler, som man kan genkende sig i også som kristen, der lever i syndens og dødens verden.
Det var Tjajkovskij, der fik mig til at bide på den klassiske musik i sin tid, og han er stadig en af mine favoritter. Efter snart 30 år med Tjajkovskij er jeg kommet frem til, at den bedste nøgle til at forstå hans musik findes i de ord, han selv sætter på sin 4. symfoni, som han kalder sin ”skæbnesymfoni”. Det er en symfoni, der ifølge komponisten selv skildrer:
1) den ubønhørlige, hårde skæbne
2) smerten og klagen over den
3) drømmen om at slippe væk
De tre elementer er indvævet i langt det meste af Tjajkovskijs musik – med forskellige betoninger. Nogle gange er drømmene altdominerende og udvikler sig måske endda til noget, der ligner triumf, skønhed, lethed og glæde.
Men i bl.a. den fjerde symfoni viser Tjajkovskij, at han ved: Det er bare en drøm. Skæbnen kommer til at indhente mig til sidst.
Den her vekselvirkning mellem skæbne, klage og drøm er dybt gribende. For det er jo genkendeligt. Det er jo en nøjagtig skildring af livet, som vi ser det, i syndefaldets verden. Et liv, hvor vi forsøger at gribe om lykken og glæden – men vi tør ikke gribe for fast. For pludselig er det borte. Pludselig trækkes tæppet væk under en. Man kan vågne op en morgen – og alt er forandret. Måske vågner man op til en besked om, at en i den nære familie er ramt af uhelbredelig sygdom. Måske er det en selv. Måske har de mægtige mænd i verden pludselig gjort alvor af deres trusler, og vi befinder os i midt i en krig fra den ene dag til den anden. Måske … Der kan ske så meget. Og det kan ske hvert øjeblik.
Sådan er den verden, vi ser. Den verden, vi ser, er utryg, flygtig og ubarmhjertig. Vi kan forsøge at lukke øjnene for realiteterne og lade som om, den gode og rare hverdag (hvis man har sådan en) varer ved for altid. Men det er en drøm. En dag, om ganske kort tid, vågner vi op, og alt er forandret.
Det er de værste (og mest gribende) tidspunkter i Tjajkovskijs musik: Vi er svømmet ind i drømmen, lykken, glæden – og så, på drømmens klimaks, sætter messingblæserne ubønhørligt ind. Domsbasunerne, fristes man til at sige. Dødens tema, skæbnens hårde realitet. Når man har hørt værket flere gange, ved man, at de kommer. Men man kan alligevel ikke lade være med at håbe, at de udebliver, selvom håbet er forgæves.
Som kristne har vi et håb, der ikke gør til skamme (Rom 5,5, jf. Sl 25,3). Og det håb er som et anker for sjælen (Hebr 6,19). Vi skal ikke drive rundt mellem lykke og ulykke og vide, at vi alligevel ender i ulykken før eller senere. Vi skal ikke være bange for at knytte bånd. Vi skal ikke frygte, at det hele bliver taget fra os om lidt.
Jo, måske kommer vi til at opleve det sådan. Og derfor kan vi også som kristne i den grad relatere til Tjajkovskijs og andres musik (uanset genre), der sætter toner på livets barske realiteter.
Men vi har et anker. Et anker for vores sjæl.
Jeg er blevet så glad for det billede, og jo mere ustadig og utryg verden bliver, jo mere dyrebart bliver det for mig: at der er et anker for min sjæl. Det er ikke et anker, der sidder fast i et eller andet skrøbeligt, så skibet/sjælen/livet måske alligevel river sig fri og driver væk og ud i kaos. Nej, ankeret er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget, hvor Jesus gik ind som en forløber for os, idet han blev ypperstepræst for evigt på Melkisedeks vis.
Vores håb er urokkeligt og sikkert … fordi det rækker ind bag forhænget! Derind, hvor Jesus er gået ind som en forløber for os, derind hvor han nu står som en ypperstepræst og frembærer sit offer for evigt for os på Melkisedeks vis.
Vores borgerskab er i himlene. Vores anker er på den nye jord. Og endnu bedre: Vores anker rækker ind til Jesus! Det sidder fast i ham. Ham, vores frelser og ven, der gik i døden for os for med sit offer at frikøbe os fra syndens og dødens verden til et evigt liv uden krig, uden sygdom, uden synd og plage.
Med ankeret kastet på Jesus skal vi ikke drømme forgæves. Med den ankergrund har vi fred midt i ufred og glæde i sorg. Hvor kunne man ønske, at mange flere sjæle i nød, der driver rundt på åbent hav, ville kaste deres livs anker på ham.
O Jesus, dit navn er i nøden
min klippe, mit grundfaste slot,
den sikreste modgift mod døden –
ak, vidste al verden det blot!
Dit navn er en salve, som læger
min fattige, sårede sjæl,
i kampen mit styrkende bæger,
min tilflugt i ve og i vel.
O Jesus, dit navn i mit hjerte
lad stråle så klart som krystal!
Med det får jeg glæde i smerte
og fred midt i uro og kval.
Med det tør jeg trøstigt nu vove
at fare på brusende sø,
i det vil jeg våge og sove,
i det vil jeg leve og dø.
(Lovsangstoner nr. 425)
