Det sker ikke sjældent, at en gammel tysk munk trækkes ind i nutidens debat om folkekirken.
Luthers kamp mod pavekirken bruges som et mønster og et forbillede for, hvordan vi i dag må forholde os til folkekirken.
Nogle siger: Reformationen viser os, at kirken kan komme så langt ud i vranglære og forfald, at det kan blive nødvendigt at forlade den bestående kirke og danne et nyt kirkesamfund.
Andre siger: Luther kunne ikke drømme om selv at ”gå ud af kirken”. Han blev og kæmpede, til han blev smidt ud.
Fælles for for/imod-argumenterne er, at de lettest bliver for forsimplede til, at de kan bruges til så meget. Men det skal ikke skygge for, at Luthers kirkekamp rummer et forbillede, som vi i den grad trænger til at blive mindet om i dag – lægfolk, frimenighedsfolk, folkekirkefolk og kristne folk i det hele taget!
De reformatoriske hovedskrifter
Luther udarbejdede i 1520 tre skrifter, som senere er blevet kaldt de ”reformatoriske hovedskrifter”. Vi har set på to af dem i tidligere numre af Nyt Livs blad: Om kirkens babyloniske fangenskab med fokus på sakramenterne og Om et kristent menneskes frihed, der handler om, hvordan vi som kristne må leve vores liv i det frie evangelium: frie i vores forhold til Gud – trælle i vores forhold til næsten.
Den side af reformationen, der handler om udstillingen af kirkens fordærv og bekæmpelsen af de mange ukristelige skikke, kommer næppe noget sted klarere til udtryk end i det tredje reformatoriske hovedskrift (som kronologisk er det første): Til den kristne Adel af den tyske nation om den kristne stands forbedring.
Dette skrift forstås bedst som kulminationen på den udvikling i Luthers forhold til pavekirken, som blev sat i gang med de 95 teser.
1517: Teseopslaget
Udviklingen efter teserne kom bag på Luther selv. Han havde jo bare villet indkalde til en teologisk debat om afladen. Men teseopslaget, som var beregnet for den akademiske verden, blev af bogtrykkere uden Luthers medvirken oversat til tysk og spredt over hele Tyskland i løbet af 14 dage.
Når de teologiske debatter dengang ellers foregik på latin, havde det blandt andet den funktion, at lægfolket ikke skulle blande sig i og blive forvirrede af de lærdes indbyrdes strid (lidt som når forældre i dag kan slå over i et fremmed sprog, hvis det ikke er for børnenes ører!).
Nu blev en sådan akademisk indkaldelse til debat læst af (eller læst højt for) smeden Karl og bondekonen Grete. Det vakte naturlig opsigt i befolkningen, at afladshandel åbenbart var en så tvivlsom ting. Betød det, at pengene til afladsbrevene bare var smidt ud ad vinduet?
Og når afladsbrevene blev solgt i pavens navn – hvad betød det så for pavens og hele romerkirkens troværdighed og autoritet?
1518: Pavens reaktion på teserne
Luthers forklaringer
I 1518 udarbejdede Luther nogle fyldige forklaringer til teserne, som han gennem sin leder i augustineremitternes kloster lod sende til paven. I indledningen til forklaringerne gør han paven opmærksom på, at det er imod hans vilje, at teserne er blevet udbredt over næsten hele verden, når de dog skulle have været holdt inden for de lærdes rækker.
Hvis Luther havde haft nogen anelse om, at teserne ville få så stor indflydelse, at de var blevet den tændstik, hvorved man påstår, at hele verden er sat i brand – så ville han i det mindste have udtrykt sig noget tydeligere og lettere forståeligt!
Med stor ydmyghed over for paven forklarer Luther videre, at teserne er blevet til i harme over den åbenlyst uretfærdige og ukristelige afladshandel, som har kastet skændsel over pavens navn. Med sine åbent fremlagte forklaringer til teserne, underkaster han sig nu det romerske sædes dom, som han forventer vil blive som Kristi dom. Ja, Luther siger direkte til paven: Din røst er Kristi røst. Jeg anerkender, at den bor og taler i dig.
Det er tydeligt, at Luther på dette tidspunkt fortsat anerkender paven som kirkens leder og regner med, at paven vil gribe ind over for de mange læremæssige og etiske misbrug i kirken, når han hører om dem.
Kættersagen mod Luther åbnes
Forhåbningen om retfærdighed fra paven skulle dog i de følgende år lide afgørende knæk.
I Rom blev der ikke debatteret aflad, der blev i stedet åbnet en kættersag mod Luther.
D. 7. august 1518 modtog Luther for første gang en stævning til at møde for retten i Rom.
Stævningen gjorde et stærkt indtryk på Luther. Han var klar over, hvad det betød. Der var ikke tale om en bøde eller et par år på vand og brød. Stævningen ville efter al sandsynlighed medføre døden på kætterbålet!
Værst af alt betød stævningen en tilsyneladende bekræftelse af den tanke, som Luther hidtil knapt havde turdet tænke: De skurke, som udnyttede folkets frygt for Guds dom til at skabe økonomiske resultater, handlede ikke mod pavens vidende, men på pavens udtrykkelige befaling!
Afladshandlerne, som gav fattige bønder falsk sikkerhed til gengæld for penge, der skulle have været brugt til forsørgelsen af deres familie, var håndlangere for den mand, der skulle være Kristi stedfortræder på jorden!
Stævningen løb dog først ud i sandet. Den ydre årsag var, at der gik politik i Luthers sag. Kurfyrst Frederik af Sachsen nægtede trods trusler at udlevere sin lærde professor Luther til paven.
Der var blandt den tyske adel almindelig utilfredshed med det romerske formynderi, og tilbageholdelsen af Luther på tysk territorium var et effektivt signal om, at de tyske fyrster havde deres selvstændighed.
Paven var dog den stærkeste, og det var en balancegang, hvor langt man turde gå i at udfordre det romerske overherredømme. Frederik gav derfor pavens udsendte kardinal Cajetan ret til at forhøre Luther i Tyskland, på betingelse af at han ville behandle ham rimeligt og ikke føre ham med tilbage til Rom.
Den virkende årsag bag de politiske magtkampe kan man ikke læse om i historiebøgerne. Men der er ingen tvivl om, at reformationen var Guds eget værk. Og derfor er det rigtigt at sige, at det var Gud, der med kurfyrsten som sit redskab holdt hånden over den mand, som han havde betroet det dyrebare hverv at bringe det bibelske evangelium tilbage til kirken.
Mødet med pavens udsending
I begyndelsen var Luther ængstelig, da han rejste af sted til mødet med Cajetan. Men efterhånden som han på sin vej til Augsburg mødte flere og flere venner, der advarede ham mod at mødes med pavens udsending, fødtes der en trodsig frimodighed i hans sind: Lad Kristus leve, lad Martin dø, skrev han til sine venner i Wittenberg.
Mødet blev endnu en øjenåbner for Luther på hans vej mod erkendelsen af pavekirkens manglende troskab mod Skriften.
Den ”kætterske” munk og professor var mødt frem for at debattere teologi med pavens repræsentant og forventede, at de havde et fælles udgangspunkt for samtalen i den hellige skrift. Men Cajetan var mødt frem med én eneste instruks: Få Luther til at tilbagekalde sine kætterier, og få ham til at love fremover ikke at skabe forstyrrelser for kirken!
Mildt tilføjede Cajetan, at hvis Luther blot ville tilbagekalde sine ord og love lydighed mod romerkirken fremover, så ”kunne vi sove i fred”.
Det lykkedes alligevel Luther at få en slags debat med Cajetan. Mod slutningen gik Cajetan dog væk fra at argumentere teologisk og bibelsk og gav i stedet en konkluderende fremstilling af de punkter i romerkirkens lære, som Luther havde forbrudt sig imod, heriblandt afladshandlen.
Cajetan henviste i sine anklager primært til bestemmelser fra tidligere pavelige skrifter (buller) og kirkemøder.
Det var svært for Luther at få et ord indført til sit forsvar, men da det efter ti forgæves forsøg lykkedes ham at afbryde enetalen, råbte han en eneste sætning: ”Hvis du kan vise mig, hvor bullen Unigenitus lærer, at kirken kan dele ud af Kristi fortjeneste gennem afladens ‘skat‘, så vil jeg tilbagekalde alle mine ord!”
Det kan lyde underligt, at Luther sætter alt på ét bræt med henvisning til en pavelig bestemmelse i stedet for til Skriften. Men der er en særlig ironi i dette. Det er, som om Luther, der gennem sin klostertid havde studeret kirkehistorien grundigere end de fleste, vil sige: Nuvel, hvis du ikke vil høre på Skriftens ord, så læs dog i det mindste ordentligt på det, som du betragter som dit ”sikre fundament”!
Der blev tavshed efter denne sætning af Luther. Cajetan ledte febrilsk efter de linjer i den pavelige bulle, som han bestemte mente, måtte stå der. Men han ledte forgæves, for de stod der ikke.
Reaktionen på det pinlige optrin blev, at Cajetan gled tilbage i sin ubevægelige rolle som pavens udsending: ”Gå, og kom ikke tilbage til mig, med mindre du ønsker at tilbagekalde dine ord!”.
Det ønskede Luther ikke!
1519: Debat om pavens og kirkemødernes autoritet
Hvem har nøglemagten?
Debat fik Luther til gengæld året efter. Den bestod i et opgør med den yderst belæste og erfarne debattør og pave-tro teolog Johan Eck.
Debatten kom særligt til at dreje sig om pavedømmet. Luther havde fremsat den hidtil uhørte tanke, at paven i Rom ikke skulle være noget andet end en almindelig præst på linje med alle andre.
Det var en tanke, som Luther stod stort set alene med. De fleste af Luthers venner og elever kunne ikke følge ham i denne radikale tanke.
Som en menneskelig ordning kunne Luther stadig acceptere pavedømmet. Men Luther fandt intet som helst skriftbelæg for pavedømmet – og slet ikke for forestillingen om pavens ufejlbarlighed og monopol på den rette skriftudlægning.
Den ”nøglemagt”, som blev givet til apostlen Peter (Matt 16,13-20), var ikke givet som en særlig magt til Peter og hans efterfølgere, så at paven skulle have et specielt monopol til at fordømme eller til at eftergive nogen deres synder. Nøglemagten handlede i det hele taget ikke om kirkelige strukturer og hierarkier, men om skriftemålet.
Nøglemagten bruges altså ret, når et menneske i skriftemålet bekender sin synd og vender sig til Kristus: Så kan skriftefaderen med bibelsk myndighed tilsige syndernes forladelse for Jesu skyld, og så kan den skriftende have vished om frelse.
Jesus rettede sine ord til Peter som repræsentant for alle troende. Og præsterne er indsat som tjenere for den nøglemagt, der er givet til den troende menighed.
Den klippe, som Jesus taler om, er ikke en bestemt kirke. Nej, den klippefaste kirke, som dødsrigets porte ikke skal få magt over, findes overalt, hvor Guds ord bliver hørt og troet.
Det er altså den troende menighed, ikke paven, der er blevet betroet nøglemagten, såvel som sakramenterne og hele autoriteten i kirken.
Kirken, Luther og Skriften
Johan Eck måtte selvfølgelig irettesætte Luther, både for hans forståelse af pavedømmet og for hans tale om frelsesvished, der dengang som nu var et forkasteligt fremmedord i den katolske kirke.
Men da Eck ikke kunne modbevise noget ved hjælp af Skriften, vendte han sig gang på gang til kirkefædrene.
Som en dreven debattør lykkedes det Eck at få trængt Luther op i en krog: Det syn på paven, som Luther præsenterede, var jo identisk med den bøhmiske kætter Johan Hus’ lære, som var blevet fordømt ved kirkemødet i Konstanz i 1414-1418. Konsekvensen for Johan Hus blev, at han blev brændt på bålet som kætter. Nu sagde Luther det samme som Hus!
Luther blev tvunget til at vedgå sin enighed med Hus og måtte derfor også påstå, at det havde været en fejl af kirken at dømme ham til kætterbålet.
Hermed mente Eck at have fanget Luther, og han blev stædigt ved med at hive kirkemødets kætterdom frem, når Luther forsøgte at argumentere. Sagen var jo afgjort! Kirken havde én gang for alle talt i den sag. Ville Luther da ene mand stille sig op imod hele kirken?
Det var en argumentation, der i Ecks (og mange af tilhørernes) øjne var uigennem-skydelig og fik Luther til at fremstå som en åbenlys, hovmodig vranglærer.
For Luther blev debatten en anledning til at tage afstand fra ikke bare pavens, men også kirkemødernes ufejlbarlighed.
Nej, Luther stod ikke ene mand over for kirken. Luther stod med Guds eget ord i hånden – det ord, som skulle være kirkens absolutte autoritet. Og ud fra det ord viste han, at flere af de punkter i Johan Hus’ lære, der var blevet fordømt ved kirkemødet i Konstanz, havde en solid basis hos Paulus: Altså kunne kirken tage fejl!
Det var i parentes bemærket åbenlyst, også ud fra Ecks egne traditionalistiske præmisser, at dommen over Johan Hus var forkert. Både kirkefader Augustin og Gregor af Rimi-ni havde lært det samme, som Hus var blevet kastet på bålet for. Når Luther nu sagde det samme, havde han ikke bare Skriften, men også kirkens ældste tradition på sin side.
Men Eck ville ikke høre.
Kirken havde talt.
1520: Luther beder den tyske adel om hjælp
Fra underkastelse til fordømmelse
I 1517-1518 er Luther stadig uden reservation i sin underkastelse under pavedømmet. Han anerkender, at Kristi røst bor og taler i paven. Netop derfor kan han heller ikke forestille sig andet, end at paven holdes i uvidenhed om meget af det, der foregår i kirken og blandt afladshandlerne.
Men da Luther finder ud af, at paven, mod bedre vidende, nægter at gribe ind i kirkens misbrug, og da han gennem Cajetan præsenteres for pavens tomme magtsprog, opstår der en konflikt for den kirketro og bibeltro munk. Han tvinges til at vælge side!
I begyndelsen vægrer Luther sig ved at tage skridtet fuldt ud, men han begynder i høj grad at nuancere spørgsmålet om pavens autoritet, nemlig ved at demonstrere det manglende skriftgrundlag for pavens overhøjhed. I debatten med Eck, siger han, at han kun vil acceptere pavens styre som en menneskelig ordning.
Senere i livet erkender Luther imidlertid, at han på dette tidspunkt strakte sig for langt for at forsvare pavens lederposition: Så bjergtagen var jeg på den ene side af den hellige kirkes eksempel, på den anden side af traditionen, at jeg vedgik pavens førerstilling i kirken i henhold til menneskelig ret, hvad der dog er løgn og Djævelens værk, når den ikke støttes af guddommelig autoritet.
Vi må ikke undervurdere, hvor svær en proces, det har været for Luther at bryde med paven og traditionen.
Havde jeg fra først af, da jeg begyndte at skrive, vidst, hvad jeg nu har erfaret og set – nemlig at folk er så fjendtlige mod Guds ord og sætter sig så heftigt op imod det – så havde jeg bestemt tiet stille! Jeg havde aldrig været så dristig at angribe og forbitre paven og næsten alle mennesker. Jeg troede, de kun syndede af uvidenhed og menneskelig skrøbelighed, og at de ikke fordristede sig til med forsæt at undertrykke Guds ord.
Men Gud har ført mig frem som en hest, hvis øjne er blændede, så den ikke ser dem, der løber mod den.
Da Luther i 1520 skriver sine reformatoriske hovedskrifter, som tilsammen udfolder hele det lutherske reformprogram, har han til fulde taget konsekvenserne af det, han har læst i Skriften og erfaret i kirken: Paven er antikrist, og pavens kirke er rådnet op, fordi den dybest set regeres af denne verdens fyrste!
Denne radikale mening giver Luther adskillige gange udtryk for i skriftet til den tyske adel, og på et tidspunkt bliver Luther så oprørt, at han henvender sig direkte til paven:
Hører du det, pave, du som ikke er den allerhelligste, men den allersyndigste, at Gud med det allerførste fra Himlen vil ødelægge din stol og styrte den i Helvedes afgrund. Hvem har givet dig magt til at ophøje dig over din Gud, til at bryde og løse det, han har befalet (…) Den onde Satan lyver gennem din hals og din pen, som han endnu aldrig har løjet; du forvansker og fordrejer Skriften efter dit eget hoved.
I samme åndedrag må Luther bede Jesus om snart at komme igen: Åh, Kristus, min Herre, se herned og lad din yderste dag bryde frem og forstyrre Djævelens rede i Rom! Her sidder jo det menneske, om hvem Paulus har sagt: Han, som skal ophøje sig over dig og sidde i din kirke og te sig som en gud, syndens menneske og fortabelsens søn (2 Thess 2,3.4).
Den verdslige gejstlighed
Når man tænker på den toregimente-lære, som Luther formulerede, kan det måske umiddelbart virke underligt, at Luther i skriftet til den tyske adel opfordrer den verdslige øvrighed til at ”blande sig” i kirkens affærer.
Ifølge toregimentelæren styrer Gud verden ved hjælp af to regimenter:
1) det verdslige regimente, dvs. øvrighedens juridiske bestemmelser.
2) det åndelige regimente, dvs. Ordets forkyndelse.
Øvrigheden, som benytter sig af lovgivning og tvang, burde ifølge denne lære ikke have noget at gøre på det åndelige regimentes område, hvor det drejer sig om troen, som aldrig kan tvinges frem.
Men det er netop sagen, at den romerske kirke har kludret godt og grundigt rundt i de to regimenter. Den har tiltaget sig en verdslig magt, som ikke tilkommer den, og derfor må den verdslige magt bringe orden i forholdene.
Det er nemlig ikke mindst denne uorden i de to regimenter, der hindrer kirken i at blive reformeret. Luther beskriver det som en mur, der hindrer reformationen, at romerkirken ser den gejstlige magt som hævet over den verdslige magt.
Luther standser flere gange for den kontrast, der er mellem den romerske praksis og Jesu udsendelsestale til disciplene.
Jesus sagde til de tolv disciple, han havde udvalgt: ”Skaf jer ikke guld eller sølv eller kobber i jeres bælter, heller ikke en taske til rejsen eller to kjortler eller sko eller stav” (Matt 10,9-10).
Det sagde Jesus, fordi han kender til den magt, penge og fast ejendom kan få over mennesker, og fordi han ved, hvor særligt udsatte ledere af det kristne arbejde er for Djævelens snigløb. Af samme grund er det et af de karakteristika, der skal kendetegne en tilsynsmand i menigheden, at han ikke må være ”glad for penge” (1 Tim 3,3).
Nu er situationen imidlertid den, at paven holder hof for tusinder af hoffolk (kurien), han er indblandet i storpolitik på allerhøjeste magtniveau, og hans tanker kredser om at skrabe penge til Rom, ikke blot ved afladshandel, relikviehandel og sjælemesser, men også ved at udtænke talrige nye afgifter og handle med bispeembeder og kardinalstillinger, så det ikke sjældent sker, at én magtfuld og velhavende person bliver bestyrer af mange forskellige kirker og klostre og kan ”skumme fløden” for det udbytte, de kaster af sig.
Pavens tid og alle hans folks tid går kort sagt med at skrabe til sig af magt og penge. At situationen er sådan, undrer ikke Luther, for Luther har læst i Daniels Bog, at Antikristen skal tilegne sig alle jordens skatte (Dan 11,38.43).
Og det er netop tegnene på, at det er Antikrist, der styrer kirken, som gør sagen så alvorlig for Luther.
Det ville alt sammen endda være til at holde ud, hvis de på den måde bare stjal pengene fra os; men de ødelægger kirkerne ved det, de gør, de fratager Kristi får deres gode hyrder og lader gudstjenesten og Guds ord forfalde.
Hvis paven derimod virkelig var Kristi stedfortræder på jorden, skulle han ikke eje mere end én kjortel, ét par sko og én stav! Hvis vi – rent hypotetisk – skulle operere med et pavedømme i den kristne menighed, skulle paveembedet ikke bestå i andet end daglig at græde og bede for kristenheden og at foregå andre med et eksempel på al ydmyghed.
Nu er situationen helt modsat, og det er et tydeligt tegn på, at det er verdens fyrste, der står bag pavedømmet.
Reformforslag
Hvad skal nu den verdslige øvrighed gøre ved hele dette forfald i kirken?
Jo, Luther foreslår, at ”den kristne adel af den tyske nation” indkalder til et kirkemøde med henblik på at reformere kirken.
Det er måske ikke efter tingenes naturlige orden.
Men når nøden kræver det, og paven er til anstød for kristenheden, skal den første, der kan, som et tro lem på det hele legeme, sørge for, at et ordentligt, frit kirkemøde kan komme i stand. Men det er der ingen, der formår så godt som det verdslige sværd; især fordi de jo også er medkristne, medpræster, medgejstlige (…), og de skal frit lade deres embede og gerning, som de har fra Gud over for enhver, brede sig overalt, hvor det er nødvendigt og nyttigt.
Ville det ikke være en unaturlig adfærd, når der opstod ildebrand i en by, om enhver da stod stille og bare lod alt brænde, som kunne brænde, alene fordi de ikke havde borgmesterens myndighed, eller ilden måske begyndte i borgmesterens hus? Har ikke enhver borger pligt til at få de andre sat i sving og råbe dem op?
Luther henvender sig altså til den kristne adel af den tyske nation, simpelthen fordi de kristne fyrster i den aktuelle situation er de lemmer på den kristne menigheds legeme, der står nærmest brandslukkeren! Og Luther agerer i billedet som den ansvarsbevidste borger, der råber øvrigheden og hele den kristne menighed op og sætter den i sving med slukningsarbejdet.
I skriftet kommer Luther med en række forslag om, hvad der konkret kan gøres. Først og fremmest skal den kristne adel komme menigheden til hjælp ved at udstøde paven af kirken. Paven er ikke andet end en røver, der uretmæssigt narrer folks ejendomme fra dem, og han skal behandles som sådan.
Dernæst skal der ryddes op i hele det kirkelige system, som Antikristen har sat i gang for at udbytte den kristne menighed:
– Pilgrimsrejserne til Rom skal afskaffes. De fører kun til elendighed, for de er kun anledning til synd og til, at manden i huset svigter sit ansvar over for familien og lader dem i stikken for at sikre en indbildt sjælefred.
– Cølibatet for præstestanden er Djævelens opfindelse. De fleste præster har brug for en kone som støtte og medhjælper, hvis de skal kunne varetage deres embede. Nu bliver det selvopfundne bud om, at præsterne ikke må gifte sig, anledning til synd, ved at de ugifte præster bliver nødt til at have en kvindelig hushjælper boende. Og det er jo det samme som at lægge strå og ild sammen og så påbyde, at det hverken må ryge eller brænde.
– De mange kirkelige fester og sjælemesser er blevet til det rene overtro: Man betragter selve antallet af messer og intensiteten i bønnerne som gode gerninger, der skal sikre noget over for Gud.
Men nu er det jo ikke muligt, at en gerning kan behage Gud eller opnå noget hos ham, når den ikke gøres af fri kærlighed (…) Åh, kære kristne, det er ikke Gud om at gøre, at der bliver bedt meget, men at der bliver bedt godt, ja han fordømmer de lange og mange bønner (Matt 6,7) og siger, at de derved kun fortjener mere pine (Matt 23,14).
– Dyrkelsen af helgener og hellige steder, valfartskirker osv., hvor der sker mirakler, og hvor gejstligheden påstår, at man kan købe sig til helgen-beskyttelse, er en alvorlig vildfarelse. Er der ikke synd nok på jorden? Skal man også friste Gud og opstille de kære helgener som pengeguder?
Mit råd er (…), at enhver from kristen åbner sine øjne og ikke lader sig føre vild af de romerske buller og segl og af hykleriet, men bliver hjemme i sin kirke og lader sin dåb, evangeliet, troen, Kristus og Gud, som overalt er de samme, gælde for det bedste, mens han lader paven vedblive at være en blind fører for de blinde.
Hverken engel eller pave kan give dig så meget, som Gud giver dig i dit sogn. Ja, paven fører dig bort fra de guddommelige gaver, som du har for ingenting, til sine gaver, som du må købe, og han giver dig bly for guld, skind for kød (…) ord for gods, bogstav for ånd (…) Vil du til himlen ved hans pergament og voks og ikke i Guds navn, så vil vognen snart gå i stykker for dig, og du selv falde i Helvede.
Lad det kun være en fast regel for dig: Hvad du må købe af paven, det er ikke godt, og det stammer ikke fra Gud. For det, som er fra Gud, bliver ikke alene givet for ingenting, men hele verden bliver straffet og fordømt, fordi den ikke har villet tage mod det som gave, som tilfældet er med evangeliet og Guds gerninger.
Ved hvilken kraft?
Når mange kalder Luthers reformatoriske hovedskrifter fra 1520 for et ”program”, er det nok en tilsnigelse. For ordet ”program” lugter af noget som en klart struktureret ”manual” for, hvordan kirken skal reformeres. Men Luthers skrifter er langt fra vores tids strategiske dokumenter, der skal sikre menighedernes vækst og trivsel.
Luther var ikke nogen stor strateg. Men han havde et hjerte, der var tændt i brand af evangeliet. Og derfor havde han også en samvittighed og et missionssind, der ikke kunne tåle at være vidne til, at den antikristelige ånd havde erobret og rådede i kirken.
Evangeliets ild har altid to sider. Lige så underfuld en fred og glæde, den tænder i hjertet, lige så kraftfuld og fortærende er dens vrede og kamp mod alt, hvad der hindrer Guds frelsesværk blandt mennesker.
Guds frelsesværk for det enkelte menneske udrettes på jorden gennem ét eneste middel: Guds ord. Derfor er det også blandt de positive reformforslag fra Luther, at der skal opføres skoler, hvor børn lærer Guds ord og evangelium at kende fra ungdommens tid:
Skulle det ikke være et rimeligt krav, at enhver kristen i sit niende og tiende leveår kendte det evangelium, som hele hans liv grunder sig på? (…) Åh hvor utilbørligt vi bærer os ad med den stakkels ungdomsskare, som det er os overdraget at lede og undervise! Og hvor tungt bliver regnskabet, vi må aflægge, fordi vi ikke lægger Guds ord frem for dem (jf. Klages 2,11).
Også på de videregående uddannelser må der ske en reform. Al den megen menneskelige filosofi, og alle traditionens kirkelige love må stødes fra tronen – og ind må sættes Kristus, som han er at finde i Skriftens ord. Dette ord er tilstrækkeligt og rummer alt, hvad vi har behov for at vide om alle ting i forhold til Gud og frelsen!
Og så fremsætter Luther en sætning, som burde stå over indgangen til enhver teologisk uddannelse:
Mange bøger gør ikke lærd og heller ikke megen læsning. Men at læse gode sager og at læse ofte, hvor lidt det så end er, det gør lærd i Skriften og samtidig from.
Doktorer i teologien
Vi møder i reformskrifterne fra 1520 på én gang Luthers fuldstændige magtesløshed over for kirkens håbløse situation og samtidig den stærkeste frimodighed. For Luther ved sig overgivet til Herrens ord, og det ord sætter menneskelig kraft og strategi helt ud af spillet.
Lige så mange punkter Luther har med ting, der skal reformeres i kirken, lige så bevidst er reformatoren om, at intet kan løses ved menneskelig kløgt eller magt:
Det første, som i denne sag først og fremmest skal gøres, er, at vi tager os i agt med stor alvor og ikke begynder på noget i tillid til vor store magt og fornuft, om så vi havde alverdens magt bag os; for Gud bryder sig ikke om og vil ikke finde sig i, at man begynder en god gerning i tillid til sin egen magt og fornuft. Han støder den, som gør det, til jorden, det slår ikke fejl; som der står i Sl 33,16: Ingen konge består ved sin store magt, og ingen herre ved størrelsen af sin styrke (…)
Vi har i denne sag ikke at gøre med mennesker, men med Helvedes fyrster, som nok kan fylde verden med krig og blodsudgydelse, men ikke lader sig overvinde dermed.
Denne indsigt kan være ydmygende og pinefuld. Men at være overgivet til Herrens ord giver samtidig en kraft og en frimodighed, som er overmenneskelig og ikke lader sig standse af, hvad der i menneskers øjne ser umuligt ud. Kirkens håbløse situation tvinger Luther på knæ:
Hvad skal vi nu gøre med dette? Jeg ved intet andet råd end ydmyg bøn til Gud, om at han må give os doktorer i teologien. Doktorer i kunst, lægevidenskab og gejstlig ret og filosofi kan paven, kejserne og universiteterne gøre, men vær vis på, at til doktor i den hellige Skrift kan ingen anden end alene Ånden fra Himlen gøre en, ligesom Kristus siger i Joh 6,45: ”De må alle blive oplært af Gud selv.”
Altså: Teologisk uddannelse er vejen frem! Eller hvad mener Luther egentlig, når han taler om ”doktorer i teologien”?
Det fremgår af det umiddelbart følgende:
Nu spørger Helligånden ikke efter doktorgrader eller anden stads, heller ikke om man er ung eller gammel, lægmand eller præst, munk eller verdslig, jomfru eller gift, ja, han talte fordum gennem et hunæsel mod profeten [Bileam], som red på det. Gud give, at vi måtte blive velsignet med sådan nogle doktorer, hvad enten de så er lægfolk eller præster!
Jeg vil lade dette ønske og denne bøn være det, der står tilbage fra Luthers skrift til den kristne adel.
Kraften til vækkelse
Vi er mange, der beder om vækkelse i kirken i dag.
Men vækkelsens Ånd kan synes så langt borte. Det er frafaldets ånd, der breder sig, og den breder sig længere og længere ind på livet af de – formelt set – bibeltro kredse. Det er ikke specielt svært at blive mismodig på kristenhedens vegne – og dermed også på egne vegne. For hvordan skal det gå os selv, vores børn og vores menighed?
Her må vi bede om nåde til at få del i Luthers trosfrimodighed:
Ja, set med menneskelige øjne kan det føles som at slå i en dyne at fremholde Skriftens klare ord i vores tid. Vækkelsens røst er blevet en uønsket forstyrrelse – langt ind i vores egne forsamlinger. Og vi mister frimodigheden og gnisten, når vi blot igen og igen møder ønsket om at få lov til at ”sove i fred”, som Cajetan sagde.
Men vi skal øve os i ikke at se så meget med vores menneskelige øjne! Måske vil Gud også føre os frem som blændede heste!
I tålmodig bøn må vi blive knyttet til Skriften alene – det ord, som vi er blevet overgivet til. Skriften alene kan rive os ud af den fredelige søvn på tidsåndens pude af hjemmelavet religiøsitet og tiltro til egne kræfter. For her har vi en uændret, uudtømmelig kraftkilde, som er og bliver det eneste middel, der formår at vække os selv og alle. Guds ord har ikke mistet sin kraft!
Ban vej for Ordet
Gud give os doktorer i teologien!
Det er vejen frem. Ikke at alle skal slæbe rundt på en teologisk uddannelse (for som Luther siger: Den spørger Helligånden ikke efter!). Men hvor har vi brug for kvinder og mænd, der er oplært af Gud selv gennem fortrolighed med og tilegnelse af Skriftens ord!
Hvor har vi brug for kvinder og mænd, der er bedøvende ligeglade med, om præsten er sympatisk og veltalende, om den kirkelige organisation har en god tradition, om der bruges PowerPoint og andre moderne virkemidler på en god måde, om kirken har mange arrangementer og tager sig levende ud i kalenderen, om forkynderen taler 30 eller 40 minutter og er bundet til eller fri af sit manuskript, og hvad der ellers tales om på vej hjem i bilen fra gudstjenester og møder … For i stedet at spørge efter: Leder denne forkyndelse mig til Kristus, som han er i Skriften? Og vil menighedens ledere selv lade sig lede af Skriften?
Det handler ikke om, at vi skal gå til præster og ledere med en negativ, mistroisk holdning.
Erik Pontoppidan skrev i sin forklaring til Luthers lille katekismus fra 1737 (Sandhed til gudfrygtighed), at det var tilhørernes pligt over for deres lærere at ”elske, ære, adlyde, belønne dem og bede godt for dem”.
Men lydigheden havde en grænse, for en lærers ord skal kun følges ”såfremt han bliver ved Skriftens sandhed, hvilket må prøves efter de berøenseres eksempel”.
”De berøenseres eksempel” henviser til de kristne i Berøa, om hvem der står: ”De modtog ordet med megen velvilje og granskede dagligt Skrifterne for at se, om det forholdt sig sådan” (ApG 17,11).
Det var denne bundethed til Skriftens ord, der drev vækkelserne frem i begyndelsen af 1800-tallet – i en tid, der på mange måder minder meget om vores tid. Nogle få mennesker havde gennem flittig læsning af udvalgte ”gode sager” – dvs. Skriften og enkelte opbyggelige bøger (heriblandt skrifter af Luther) – lært Ordets ”tone” at kende i lov og evangelium. Dermed blev de ”doktorer i teologien”, som naturligt måtte reagere imod, når der lød en anden tone fra prædikestolen.
Vækkelsesfolkene var i udgangspunktet ydmygt og positivt indstillede over for præsterne. De ønskede sig mere end noget andet åndelige vejledere, der hver søndag kunne føre dem ind i Skriften. Men når vejlederne førte dem andre steder hen, måtte de reagere, for de var klar over, at en forkyndelse, der ikke hvilede på Skriftens ord i lov og evangelium, var dødbringende farlig.
Derfor talte de frimodigt imod præsterne, selvom det dengang kunne koste både bøder og fængselsstraffe. Og deres børn holdt de væk fra tidens moraliserende kristendoms-undervisning i skolerne, for de vidste, hvor stort et ansvar, de havde over for den opvoksende generation. De ville ganske enkelt have deres børn med til Himlen!
Det var grundlaget for den kristne skolesag, og det var grundlaget for de store vækkelser: bønder og håndværkere, der var blevet oplært af Gud i Skriften.
Kunne vækkelsen komme dengang, kan den også komme i dag. Men det tilkommer ikke os at udtænke hvordan. Det tilkommer os at bane vej for Ordet – så det når os selv, så det når vores børn, så det når vores lokale menighed, der hvor Gud har sat os. Og så må vi følge Luthers eksempel, falde på knæ og have vores hele frimodighed i, hvad Guds hellige ord kan virke.
Du gør det, at de døve høre,
den blinde får sit syn igen,
den halte friske trin kan gøre,
spedalskhed viger for dig hen,
de døde har du ånd og livet,
og alle arme lindring givet.
Har du nu før så vældig øvet
dit herredømmes store magt,
hvi går jeg da så højt bedrøvet?
O Jesus, tag min sjæl i agt,
vis, at du er endnu den samme,
som Satans vælde gør til skamme!