Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham (Luk 24,16).
Der var en tid, en dejlig tid, hvor disciplene så Jesus ansigt til ansigt. De “så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed” (Joh 1,14). Ja, i barnlig enfoldighed og kærlighed kunne de læne deres hoveder ind til ham og tage imod den himmelske visdoms ord fra hans egen mund.
Men der kom andre tider. Der kom en tid, hvor han sagde til dem: “Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede” … “En kort tid, så ser I mig ikke længere” … “I skal sørge.”
Og den tid, Jesus talte om, indtraf. Da var mørkets magt så stor, at de ikke kendte deres Herre igen, selvom han stod lige foran dem. Deres øjne holdtes til, siger Lukas, så de ikke genkendte ham.
Sådan kan det stadigvæk ske. Og derfor er det nyttigt for os at kende til det.
Først må vi bemærke, at der ikke er tale om de ubodfærdiges forsætlige vantro og modsigelse af sandheden. Dem, der tales om her, er de gudfrygtige og troende, som angribes af Djævelen, og som han anfægter med den sværeste tvivl om de mest dyrebare sandheder. De kunne ikke ønske sig noget bedre end at have en fast og og sikker tro på hele Guds ord. Den uhyggelige tvivl og mistanke mod alt er noget, som de bliver angrebet af mod deres vilje.
Her hjælper ingen menneskelig magt eller kunst. Det eneste, der hjælper, er at ydmyge sig under Guds vældige hånd. Man må lære det, der skal læres, give agt på Guds mening og rette sig efter den.
Den anfægtede vil engang få bevis for Bibelens guddommelighed. Og både de indre og ydre beviser skal være så stærke, så soleklare og uimodsigelige, at han skal forundres og fryde sig! Men det sker ikke, før Herren først har sagt til sjælen: Bliv seende! Og til Satan: Gå bort! Og til stormen: Vær stille!
Fra “Den lille husandaktsboken”. Oversat af Henrik Gren Hansen
Udgivet af
Carl Olof Rosenius
Carl Olof Rosenius (1816-1868), svensk prædikant, sangskriver og forfatter.