Den transkønnede

Kampen om kønnet (Del 4)

Cari

I sine teenageår var Cari Stella forvirret om sit køn. Hun var født med en pigekrop, men hun ønskede at leve som en dreng. En læge viste forståelse for hendes problem. Efter 3-4 samtaler over en periode på nogle få måneder ordinerede han mandligt kønshormon til hende. Lægen talte ikke med hende om andre behandlingsmuligheder. Cari var på det tidspunkt 17 år. Få år efter gennemgik hun en operation, hvor hun fik fjernet sine bryster.

Igennem hele processen blev Cari støttet både af sin familie og sin arbejdsplads. Der var gode betingelser for en succesfuld overgang til et nyt køn. Men sådan gik det ikke.

Gradvist begyndte hun at få det værre, ikke bedre. Hormonbehandlingen fik hende til at føle sig stadigt mere splittet i sit sind. ”Det var hårdt at opdage, at den behandling, som du har fået at vide, skal hjælpe dig, faktisk gør din mentale tilstand værre.”

Efter tre år med hormonbehandling holdt Cari op med at tage testosteron og gik tilbage til sin identitet som pige. Hun lider stadig under følgerne af de tre års behandling: ”Jeg er en virkelig, levende, 22-årig kvinde med et arret bryst, en knækket stemme og en tændstik-skygge. Alt sammen fordi jeg havde det svært med tanken om at blive kvinde.”

Cari taler nu i YouTube-videoer om sin kønsforvirring som teenager som en flugt fra sig selv. I dag har hun fundet tilbage til sig selv og sin identitet som kvinde. Men hun er mærket for livet, og hun har svært ved at forstå, at det er lovligt at udsætte en teenager for den lægelige behandling, som hun fik:

”Hvor mange andre sygdomstilstande er der, hvor du kan gå ind på lægens kontor, fortælle ham, at du har en bestemt lidelse, som ikke kan fastslås ved nogen objektiv test, og som kan skyldes alt fra traumer over psykiske problemer til sociale omstændigheder, og så få livsforandrende medicin – på dit glatte ansigt? Lyder det som en ansvarlig behandling?”ⁱ

Cari Stella

De transkønnede som prøvesag

Blandt medicinske og psykologiske behandlere vil stadigt flere svare bekræftende på Caris afsluttende spørgsmål: Ja, det er ansvarligt at behandle unge med hormoner og senere med kønskirurgi, når de siger, at de ikke er i harmoni med deres biologiske køn. Stadigt flere får den slags behandling, og stadigt færre vover at problematisere den. De, som offentligt går mod strømmen, bliver udsat for et voldsomt tryk af modvilje og modstand. Det er også sket for Cari.ⁱⁱ

Hvorfor er trykket så stærkt i retning af at lade de transkønnede selv vælge deres køn? Der er givetvis flere grunde til det. Det er indiskutabelt, at de transkønnede er en udsat og plaget minoritet. Intet af det, som følger i denne artikel, må nedtone eller skabe uklarhed om den virkelighed. Frekvensen af selvmord blandt transkønnede er forfærdende høj.ⁱⁱⁱ Derfor er det kun sundt og godt, at vi mobiliseres til føle med og vise omsorg for de transkønnede.

Det afgørende spørgsmål er imidlertid, hvordan de bedst hjælpes og støttes. Når svaret i vor tid med tiltagende entydighed og eftertryk lyder, at de transkønnede frit skal kunne vælge deres køn, må det ses i sammenhæng med den almindelige kønstænkning i vor tid. Der løbes storm mod den gamle tro på, at der er to køn, kvinde og mand, og at biologien viser vores køn. En ny tankegang vinder frem og får stadigt større tilslutning: Der er en bred variation af køn, vi kan hver især frit vælge vores køn, og der er ingen uløselig forbindelse mellem krop og køn.

Ind i nutidens ideologiske og åndelige kamp om kønnet er de transkønnede blevet den store prøvesag. Det er her, fortalerne for en kønsneutral tænkning sætter hårdest ind for at opløse forbindelsen mellem krop og køn. Kan forbindelsen brydes for de transkønnede, så de frit kan vælge deres køn, så kan den samme frihed generaliseres og udbredes til andre. Hvis vi anerkender, at de transkønnede frit kan vælge deres køn, med hvilken ret skulle vi da kunne frakende andre retten til at vælge frit? Hvis vi anerkender, at det er den indre følelse, som er afgørende, med hvilken ret kan vi da tildele et nyfødt barn et køn og opdrage det til et køn, før det selv har formuleret sine følelser om den sag?

De transkønnedes ret til frit at vælge deres køn er i vor tid blevet en ideologisk forhammer, som med voldsom kraft og vedholdenhed hamres mod den lænke, som forbinder krop og køn. Målet er at bryde lænken. Når lænken er brudt for de transkønnede, er den principielt brudt for alle.

Derfor er det afgørende, hvordan den troende menighed forholder sig til de transkønnede. Vi har brug for klarhed i dette spørgsmål for at kunne hjælpe de transkønnede ret. Men vi har også brug for klarhed for ikke selv at blive ført ind i et spor, hvor vi tænker, taler og handler i strid med Guds ord. Denne artikel ønsker at være en hjælp ind i den situation.

Transkønnethed

Ifølge den danske ordbog indebærer transkønnethed, ”at en person har en kønsidentitet der ikke stemmer overens med det biologiske køn, evt. ledsaget af et ønske om at skifte køn”.

Der er ingen alment anerkendt medicinsk forklaring på, hvorfor nogle udvikler en kønsidentitet, der ikke svarer til deres biologiske køn. En af de mest udbredte teorier går ud på, at tilstanden opstår som en følge af en hormonel forstyrrelse fra midten af fostertilstanden. I den første halvdel af fostertilstanden udvikles de biologiske kønsorganer. Fra midten af fostertilstanden følger en hjerneudvikling med en kønsidentitet, der i almindelighed svarer til det biologiske køn. Hvis barnet i denne anden fase udsættes for enten “for lidt” eller “for meget” testosteron, kan det ifølge teorien udvikle en kønsidentitet, som ikke svarer til det biologiske køn. Det er blevet hævdet, at denne teori understøttes af scanninger af transkønnedes hjerner. Ifølge de forskere, som har foretaget scanningerne, er de transkønnedes hjerner i deres struktur “trukket i retning af” det køn, som de transkønnede følelsesmæssigt identificerer sig med.^iv

Den omtalte teori er imidlertid omstridt. Studiet af transkønnedes hjerner er baseret på meget få forsøgspersoner, og forskellene i hjernestrukturen i forhold til ikke-transkønnede er så ubetydelige, at de kan forklares som et resultat af socialisering. Det vigtigste argument mod den omtalte teori er imidlertid et studium, der blev offentliggjort i 2013, af enæggede tvillinger, hvoraf mindst den ene var transkønnet. Enæggede tvillinger har ikke bare den samme DNA, de har også været udsat for præcis den samme hormonelle påvirkning i fostertilstanden. Hvis den afgørende og udløsende årsag til transkønnethed er hormonpåvirkning i fostertilstanden, må det forventes, at enæggede tvillinger ender med den samme kønsidentitet enten i overensstemmelse med eller i modstrid med deres biologiske køn. Studiet fra 2013 viste imidlertid noget andet. 74 par enæggede tvillinger blev undersøgt. I alle 74 tilfælde identificerede mindst den ene sig som transkønnet. Men kun i 21 tilfælde, svarende til 28%, var tvillingerne enige om at forstå sig som transkønnede. I 72% af tilfældene oplevede den ene tvilling at være i harmoni med sit biologiske køn.^v

Tvillingestudiet har medført en forstærket interesse for sociale forklaringer og herunder ikke mindst børnenes relation til deres forældre. I 2016 udsendte det amerikanske forbund for børnelæger en grundig rapport, hvor de pegede på barnets forhold til forældrene i de første leveår som den mest afgørende faktor for, om barnet udviklede en almindelig eller en transkønnet kønsidentitet.

Med henvisning til en lang række studier af transkønnede fastslår rapporten, at der blandt transkønnede er en voldsom overrepræsentation af forældrerelationer, som må formodes at hæmme eller hindre udviklingen af en almindelig kønsidentitet. For stærkt feminine og transkønnede drenge gælder det, at de i langt højere grad end andre drenge har haft et distanceret forhold til deres far og et ekstraordinært tæt forhold til deres mor. Det må ifølge rapporten antages, at drengenes forvirring om deres kønsidentitet skyldes ”en udviklingsmæssig opbremsning, i hvilken en overdrevent tæt og stærk moder-barn-symbiose, uforstyrret af farens nærvær, forhindrer, at drengen i tilstrækkelig grad adskiller sig selv fra morens feminine krop og feminine adfærd”.

Lignende problemer kan ifølge rapporten ligge til grund for pigers udvikling af en transkønnet identitet. Rapporten konstaterer endvidere, at der hos transkønnede er en overrepræsentation af forældre med alvorlige psykiske sygdomme, herunder “sygelig kønssorg” forstået som sorg hos forældrene over, at barnet ikke havde det køn, de ønskede. Endelig påpeger rapporten, at flertallet af transkønnede har haft forældre, der fra begyndelsen har vist åbenhed over for eller direkte har støttet og bekræftet barnets tanke om ikke at have sit biologiske køn.^vi

Transkønnethed synes også at kunne have rod i forskellige former for psykisk sygdom. Der er eksempelvis en voldsom overrepræsentation at transkønnede med Aspergers syndrom. Et videnskabeligt studie fra 2016 viste, at der blandt transkønnede unge var 23%, der havde Aspergers syndrom.^vii Blandt unge generelt har ca. 0,3% Aspergers syndrom.^viii Også andre psykiske sygdomme kan muligvis disponere for transkønnethed. Et studie fra 2014 viste, at 63% af de personer, som blev diagnosticerede som transkønnede, havde mindst én anden psykisk lidelse. ^ix

En sygelig selvforståelse

Rapporten fra de amerikanske børnelæger argumenterer for at betragte transkønnethed som en psykisk sygdom, der medfører en fejlagtig biologisk selvforståelse. Den rette behandling er ikke at bekræfte den fejlagtige selvforståelse og at operere kroppen, men at korrigere den fejlagtige selvforståelse, identificere den som sygelig og terapeutisk understøtte og fremme en sund biologisk selvforståelse.

Rapporten peger på to andre psykiske sygdomme, som på tilsvarende måde medfører en falsk biologisk selvforståelse. Anoreksi medfører, at man fejlagtigt ser sig selv som overvægtig. Med lidelsen følger et ønske om at tabe sig mest muligt. Dysmorfofobi medfører, at man fejlagtigt opfatter sit udseende som defekt.^x Hos nogle medfører lidelsen et ønske om at få en endeløs række af unødvendige plastikoperationer. Hos andre medfører den et ønske om at få bortamputeret de fysisk sunde lemmer, som de ikke kan og vil kendes ved. I november 2016 bragte den danske avis Metroxpress en artikel om 58-årige Chloe, som hele sit liv har ønsket at få sine ben amputeret, og om Jason, som selv skar sin hånd af. Chloe er fortsat dybt frustreret over, at hendes krop ikke svarer til hendes ønske. Jason er blevet mere lykkelig, efter han skar sin hånd af.^xi

De amerikanske børnelægers rapport bruger anoreksi og dysmorfofobi til at tydeliggøre det uforsvarlige i at understøtte en syg biologisk selvforståelse og lade den danne grundlag for operationer. At give fedtsugning til anorektikeren og at give plastikoperationer og amputationer til dysmorfofobikeren kan opfylde de pågældende patienters ønsker og gøre dem glade, men det er medicinfagligt uforsvarligt, det er farligt for patienterne, og det repræsenterer et svigt i forhold til at tage fat om og hjælpe patienterne med de underliggende psykiske problemer. Præcis det samme, fastslår rapporten, må siges i forhold til de transkønnede. Hjælpen til de transkønnede er ikke at bekræfte deres sygelige biologiske selvforståelse og at operere dem, men at hjælpe dem terapeutisk på samme måde, som man hjælper dem, som lider af anoreksi og dysmorfofobi.^xii

Flydende grænser

Hvem og hvor mange, der opfylder kriterierne for at være transkønnet, er et spørgsmål, som det er svært at besvare enkelt og entydigt.

En meget stor del af dem, som på et tidspunkt opfatter sig som transkønnede, glider på et senere tidspunkt tilbage i en kønsidentitet svarende til deres køn. Af de børn og unge, som på et tidspunkt giver udtryk for, at de ikke er i harmoni med deres biologiske køn, ender erfaringsmæssigt 75-95% med at identificere sig med deres biologiske køn, hvis de får tid, ro og hjælp til det.^xiii

Der er endvidere flydende grænser mellem kategorierne homoseksuel og transkønnet. Mange er usikre på, om de er det ene eller det andet eller eventuelt begge dele. På nettet kan man finde en mængde hjemmesider, der vil hjælpe de uafklarede med at finde klarhed i dette spørgsmål. Der er en omfattende bevægelse frem og tilbage mellem de to kategorier. Mange identificerer sig en periode som det ene og derefter som det andet. Især feminine homoseksuelle mænd og maskuline homoseksuelle kvinder har svært ved at finde ud af, hvilket køn de skal identificere sig med. Grænserne er flydende.^xiv

I sin rapport fra 2015 om juridisk kønsskifte skriver lektor Carsten Elmelund Petersen om de transkønnede, som også kaldes transseksuelle og transpersoner: ”Transpersoner er sjældent en 100% biologisk mand, der har en 100% biologisk kvindesjæl eller omvendt. Tværtimod er transseksualitet et ambivalent fænomen, hvor de enkelte transseksuelle befinder sig forskellige steder på en skala mellem 0 og 100%.”^xv

Antallet af personer, der definerer sig som transkønnede, er på den ovennævnte baggrund svært at beregne. Det bliver yderligere svært, fordi en hastigt voksende befolkningsdel i de vestlige lande i disse år definerer sig som transkønnede. Hvad der er årsagen til dette, er ikke klart, men det er nærliggende at se det som en konsekvens af et tiltagende fokus på transkønnede i film, tv-serier og andre medier og i den kulturelle og politiske debat. I 1980’erne og 1990’erne blev de homoseksuelle betragtet som den progressive, seksualpolitiske fortrop i kampen mod det konservative og kristne syn på køn og seksualitet. Denne rolle indtages i dag af de transkønnede. De idealiseres som kulturelle og moralske frihedskæmpere. I mange sammenhænge betragtes det som modigt, smukt og stærkt at træde frem som transkønnet.^xvi

I Danmark var der fra 2011 til 2016 en vækst på over 600% i antallet af børn og unge, som søgte om hjælp, fordi de forstod sig selv som transkønnede.^xvii I Sverige har der i de seneste år været en årlig vækst på 100% i antallet af børn og unge, som søgte hjælp på grund af en transkønnet selvforståelse. Der har været en tilsvarende vækst i antallet af transkønnede voksne, der søgte hjælp.^xviii I Storbritannien har der siden 2009 været en vækst på 2000% i antallet af børn og unge, som søgte hjælp på grund af en selvforståelse som transkønnede.^xix Tidligere har forskere i transkønnethed skønnet, at der er én transkønnet per 10.000-30.000. Men i områder, hvor man kulturelt betragter sig selv som moralsk progressive, er frekvensen nu betydeligt højere. I en nyere spørgeskemaundersøgelse blandt elever i sjette-syvende klasse i San Francisco oplyste næsten én ud af 75 elever, at de identificerede sig som transkønnede.^xx

Den store vækst i antallet af navnlig børn og unge, som identificerer sig som transkønnede, har medført en voldsom vækst i antallet af mindreårige, som efter udredning får hormonbehandling og senere kønsskifteoperationer. Det gør sig også gældende i Danmark.

Behandlingstilbud

Selvom transkønnethed fra 2017 ikke længere betegnes som en sygdom i det danske sundhedssystem, tilbydes transkønnede gratis medicinsk og kirurgisk behandling. Efter et samtaleforløb kan den transkønnede blive behandlet med hormoner, der fører kroppen i retning af det modsatte køns fysiske karakteristika. Herefter kan den transkønnede gennemgå en kønsskifteoperation, hvor de biologiske kønsdele, både de ydre og de indre, fjernes og erstattes af noget, der så vidt muligt ligner det modsatte køn. Operationerne er i sagens natur irreversible. Det, som er fjernet, kan ikke genskabes.^xxi

Hormonbehandlingen er også i nogen grad irreversibel. Det er ikke mindst tilfældet for børn, som først behandles med stophormoner, der stopper puberteten, og derefter med kønshormoner, der skaber en pubertetsudvikling, der minder om det modsatte køn. Børn, som gennemgår denne behandling, mister muligheden for en biologisk pubertetsudvikling i pagt med deres biologiske køn. De bliver som regel sterile på livstid, og de udvikler væv, der får dem til biologisk at ligne det modsatte køn. Stoppes hormonbehandlingen, forsvinder det nye væv ikke. Det handler om både fedtvæv, knoglevæv og muskler, herunder i ansigtsdannelsen. Stemmelæbernes udvikling er også irreversibel. Hvordan hormonbehandlingen påvirker børnenes psykiske og hjernemæssige udvikling, er endnu ikke klarlagt. Som børnelæge Lis Simons formulerer det:

”Vi ved, at der sker en omfattende hjerneudvikling fra barndom til voksenalder, men det er ikke klart, hvad der ligger bag denne udvikling. Bundlinjen er, at vi ikke ved, hvordan kønshormoner påvirker udviklingen af den voksne hjerne.”^xxii

Det er ligeledes uklart, i hvilket omfang hormonbehandlingen medfører en forhøjet risiko for dødelige sygdomme. Man regner med en forhøjet risiko for hjertesygdomme, sukkersyge, blodpropper og muligvis også cancer.^xxiii

Den foreliggende forskning har dokumenteret, at kønsskifteoperationer langt fra løser alle problemer for de transkønnede. I 2011 konkluderede en svensk undersøgelse af 324 transkønnede, der havde fået en kønsskifteoperation, at de i langt højere grad end den øvrige befolkning var plaget af fysisk og psykisk sygdom både før og efter operationen.^xxiv Frekvensen af selvmord blandt de opererede var 20 gange højere end i den øvrige befolkning.^xxv I 2016 blev der offentliggjort en undersøgelse af 104 transkønnede danskere, der havde fået en kønsskifteoperation. Undersøgelsen viste, at der både før og efter operationen var en fjerdedel, der havde psykiatriske diagnoser, oftest angst og depression. Men det var ikke den samme fjerdedel, der havde diagnoser før og efter operationen. Mens nogle havde fået det bedre efter operationen, havde lige så mange fået det dårligere.^xxvi

En undersøgelse foretaget af forskere ved Birmingham Universitet baseret på mere end 100 medicinske studier af kønsskifteopererede transkønnede konkluderede: ”Der er ingen overbevisende evidens for, at kønsskifteoperationer forbedrer livet for transseksuelle.”^xxvii

Alligevel fortsætter kønsskiftebehandlingerne. De foretages på stadigt flere og stadigt yngre patienter. Indtil 2017 krævede de danske regler, at et barn skulle være mindst 12 år, for at det kunne modtage hormonbehandling for transkønnethed. Fra og med efteråret 2017 er der ikke længere nogen nedre aldersgrænse.^xxviii

Som nævnt ovenfor viser erfaringen, at 75-95% af de børn og unge, der på et tidspunkt definerer sig som transkønnede, senere får det godt med deres biologiske køn, hvis de får tid og hjælp til det. I det lys er det stærkt alarmerende, at stadigt flere børn og unge får en irreversibel behandling, fordi de i en periode af deres unge liv erklærer, at de ikke er i harmoni med deres biologiske køn.

Børnemishandling

I juli 2017 offentliggjorde Michelle Cretella, præsident for de amerikanske børnelægers forening, en artikel, hvori hun betegner den stadigt mere udbredte hormon- og operationsbehandling af børn og unge med en uklar kønsidentitet som et udtryk for legaliseret og systematiseret børnemishandling. Hun understreger, at kønsskiftebehandlingen af børn og unge er drevet af en ideologi, som vil gøre op med tanken om kønnet som biologisk bestemt, og som ignorerer den medicinske viden om transkønnethed. Børnene bliver gidsler og ofre i en ideologisk kamp.

Cretellas artikel er et opråb til læger om at gå imod den ideologiske strøm i tiden. I artiklen lægger hun ikke skjul på, at det kan koste lægerne deres job, hvis de offentligt tager til genmæle mod den rådende ideologi, men der står for meget på spil til, at de kan tie. Andre må tale på børnenes vegne. De er hverken i stand til at tale for sig selv eller til at forstå og forholde sig ansvarligt til konsekvenserne af deres valg på dette område.^xxix

En af de læger, som har mistet sit job, fordi han har talt børnenes sag, er professor i psykiatri og psykologi Kenneth Zucker. Han er den førende ekspert i Nordamerika i behandling af børn og unge med en uklar kønsidentitet. Siden midten af 1970’erne har han i sin klinik haft ansvar for behandlingen af over 500 børn, der har haft det svært med deres biologiske køn.

Zuckers udgangspunkt har været, at barnets køn er det biologiske køn, og at målet med behandlingen derfor må være at hjælpe barnet til at identificere sig med dette køn.^xxx Mens han endnu ledte sin klinik, udtalte han om dens politik:

”Vi anbefaler for det første at hjælpe barnet til at føle sig mere tryg ved sit egentlige køn, for det andet at hjælpe barnet med dets følelsesmæssige problemer og for det tredje at hjælpe med problemer i familien. Det er godt, når forældrene sætter grænser, for eksempel i forhold til at gå med det modsatte køns tøj, hvilket mange forældre ikke har gjort, før de kommer til os.”^xxxi

Zuckers behandlingsform har vist sig at være meget effektiv. Et opfølgningsstudie af 50 børn, som havde været i behandling på hans klinik, viste, at kun 10% fortsat havde det svært med deres biologiske køn som voksne. 90% kunne som voksne identificere sig med deres biologiske køn.^xxxii

På baggrund af sine erfaringer har Kenneth Zucker advaret mod den nye tendens til at give børn og unge kønsskiftebehandling, så snart de giver udtryk for, at de ikke har det godt med deres biologiske køn. På grund af denne holdning har Zucker været udsat for voldsom og voksende kritik fra det transkønnede aktivistmiljø. I 2015 valgte ledelsen for Zuckers universitet, University of Toronto, at fyre ham. Begrundelsen var, at Zucker ikke var “i trit med den nyeste tænkning”.^xxxiii

Formuleringen er bemærkelsesværdig. Der henvises ikke til den nyeste forskning eller den nyeste viden på området, men til ”den nyeste tænkning”. Den nyeste tænkning er i dette tilfælde en tænkning om kønnet som noget, der ikke er biologisk bestemt, men er et individuelt valg.

Trykket fra den nyeste tænkning

Hvor stærkt trykket er mod dem, som modsætter sig den nyeste tænkning, er blevet demonstreret i den amerikanske delstat North Carolina. Her vedtog den lovgivende forsamling i marts 2016, at statens borgere skulle benytte de toiletter og de baderum, som svarede til deres biologiske køn. Lederen af det republikanske parti begrundede loven således: ”Kvinder skal kunne sende deres 11-årige døtre på toilettet uden frygt for, at de der vil møde fuldvoksne mænd.”^xxxiv

Viceguvernøren argumenterede på lignende måde og sagde, at loven skulle hindre, ”at en gymnasiedreng skal tage brusebad med en gymnasiepige, eller at en voksen mand kan tage brusebad med en lille pige”.^xxxv

Reaktionen fra moralsk progressive i det kulturelle, politiske og økonomiske miljø var voldsom. En række musikere aflyste deres planlagte koncerter i North Carolina, herunder Bruce Springsteen og Bryan Adams. 160 erhvervsledere fra 80 selskaber sendte en fælles skrivelse til statens guvernør med en opfordring til at trække loven tilbage. Blandt selskaberne var Google, Facebook, Apple, Microsoft og Pfizer. Deutsche Bank annullerede planerne om at skabe 250 nye arbejdspladser i staten, og PayPal aflyste opførelsen af et nyt globalt operationscenter med 400 arbejdspladser. En række filmselskaber opgav at lave optagelser i staten, eller truede med det. Seks amerikanske stater, heriblandt New York State og Californien, forbød deres ansatte, herunder på universiteterne, at rejse på tjenesterejse til North Carolina. Store sportsorganisationer aflyste turneringer i North Carolina med tab for staten på op mod en milliard kroner. Konferencer og turistrejser blev aflyst i stort omfang. De liberale medier førte en lidenskabelig kampagne mod staten og ikke mindst mod dens guvernør Pat McCrory.

Trykket havde den tilsigtede virkning. Otte måneder efter lovens vedtagelse mistede Pat McCrory sin guvernørpost, og endnu fire måneder senere blev loven annulleret.^xxxvi

Den rådende tankegang godtager kun én form for støtte og hjælp til de transkønnede: at støtte dem i at skifte køn og i at få alle det nye køns rettigheder. Enhver anden tankegang betragtes som et udtryk for fordomsfuldhed, uvidenhed og ufølsomhed. Denne situation gør det særdeles vanskeligt for kristne at fastholde og følge et bibelsk syn på de transkønnede.

Den transkønnede i bibelsk lys

I artiklen Kønnet i bibelsk lys er det bibelske syn på krop og køn blevet behandlet. Her blev det konstateret, at Bibelen regner med en uløselig sammenhæng mellem krop og køn. Det gælder for ethvert menneske uden undtagelse, at dets køn er åbenbart fra fødslen, hvis det har tydelige mandlige eller kvindelige kønsdele. Kroppen viser kønnet. Tilsvarende gælder det uden undtagelse, at alle, som menstruerer, er kvinder, og at alle, som har sædafgang, er mænd. Krop og køn hører sammen.

Kønsforvirring har uden tvivl været kendt på den tid, hvor Bibelen blev affattet. Alligevel formaner Bibelen til, at man ikke antager det modsatte køns klædedragt og frisure (5 Mos 22,5; 1 Kor 11,1-16). Bibelen kalder os til at vedkende os og fremtræde som det køn, vi biologisk er født med.

Nashville-erklæringen fra 2017 er omtalt i den ovennævnte artikel om kønnet i bibelsk lys. Her blev det nævnt, at den er formuleret og underskrevet af ledende evangelikale teologer som John Piper og D.A. Carson. De passager i erklæringen, som er særligt relevante i relation til de transkønnede, er de følgende:

”Vi bekræfter, at forskellene på mænds og kvinders kønsorganer ifølge Guds bestemmelse er grundlaget for vores selvforståelse som henholdsvis mænd og kvinder.”

”Vi afviser, at fysiske afvigelser fra det normale eller psykiske lidelser opløser den af Gud bestemte sammenhæng mellem det biologiske køn og selvforståelsen som mand eller kvinde.”

”Vi bekræfter, at det er syndigt at understøtte en homoseksuel eller transkønnet livsførelse, og at en sådan understøttelse indebærer et essentielt brud med kristen troskab og kristen forkyndelse.”

”Vi afviser, at understøttelsen af en homoseksuel eller transkønnet livsførelse er et åbent moralsk spørgsmål, som troende kristne bør give hinanden frihed til at være uenige om.”^xxxvii

Der er alvor og tyngde i disse formuleringer. Forfatterne lægger ikke skjul på, at udfordringen fra de transkønnede kan friste den kristne menighed til at gå imod Guds ord med åndeligt frafald som følge. Vi fristes til at gå imod Guds ord, blandt andet fordi vi er påvirkede af tidsånden, og fordi det koster os at gå imod strømmen. I et interview om udfordringen fra de transkønnede understreger John Piper, at kulturens udvikling på dette punkt ”vil gøre troskaben mod Jesus stadigt mere omkostningsfuld for os i de dage, som ligger foran”.^xxxviii

Den kristne menighed er på dette punkt sat på valg mellem Guds tanker og tidens tanker. Umiddelbart kan tidens tanker om køn virke nye, men dybest set er de blot en gentagelse af de forførende tanker, som blev fremført af gnostiske vranglærere i årene efter den kristne menigheds grundlæggelse.

Gnostisk vranglære

Den gnostiske vranglære var en af de største trusler mod den kristne kirkes tro i århundrederne efter apostlens død. Mange menigheder og kristne blev revet med af denne lære og mistede troen ved det. På tre områder er tidens tanker om de transkønnede en gentagelse af gnosticismens grundtanker.

Idealisering af kønsneutralitet og kønsskifte var en del af det gnostiske tankegods. Vi møder det blandt andet i det gnostiske Thomas-evangelium, hvor Jesus citeres for at sige:

”Når I lader det kvindelige og mandlige blive forenet i et enkelt køn, så at manden ikke er mandlig, og kvinden ikke er kvindelig, så vil I gå ind i himlen.”

Jesus citeres også for at sige om Maria:

”Jeg vil vejlede hende, så hun kan blive en mand (…) for enhver kvinde, som gør sig selv til en mand, vil gå ind i himlen.”^xxxix

Bag enhver vranglære står onde åndsmagter, som vil nedbryde det, som Gud har skabt godt, og vil fornægte Guds ords vejledning. De onde åndsmagter er de samme i dag som i generationerne efter apostlene. Deres mål og deres strategi har ikke ændret sig. Derfor skal vi ikke undre os over, at de gamle kætterier kommer igen.

Definitionen af sjælen som det egentlige i mennesket var en central gnostisk tanke. De gnostiske vranglærere betragtede legemet som mindreværdigt og i sig selv syndigt. Det var ikke Guds gode skabelse, og det var ikke en del af menneskets identitet. Det egentlige og identitetsgivende i mennesket var det indre: sjælen, følelsen, tankelivet. Det er præcis den samme tanke, som ligger til grund for den almindelige definition af kønnet hos de transkønnede. Kroppen siger intet om kønnet. Den giver ikke nogen kønsidentitet. Det er det indre, som tæller og gælder: sjælen, følelsen, tankelivet. Den bibelske tanke er, at mennesket er en helhed og enhed af sjæl og legeme. Begge dele er skabt af Gud, og kroppen viser kønnet.^xl

Det indre lys i modsætning til det ydre ord var for gnostikerne kilden til sand erkendelse. Guds sande stemme og vejledning var ifølge dem ikke at finde i Bibelens ydre ord, men i den indre fornemmelse af godt og ondt, sandt og falsk. Gnostikerne tænkte, at deres hjerter var gode, og regnede derfor med, at hvis de lyttede til og fulgte deres hjerter, var de på rette vej. Præcis den samme tankegang er udbredt i vores kultur i dag. Følg dit hjerte, lyt til dit hjerte, vær tro mod dit hjerte! I mødet med udfordringen fra de transkønnede vil mange af os opleve, at vore hjerter fortæller os, at det er godt og kærligt at understøtte dem i at skifte køn. Vi føler meget stærkt, at det er det rigtige og kærlige. Lader vi os lede af disse tanker, går vi imod Guds ydre ord. Vi trodser Gud og bevæger os ud på frafaldets vej. Der et ét eneste klart lys i denne verden, som med usvigelig sikkerhed leder os ad den rette, velsignede, frelsende og evige vej, og det lys er Guds ydre ord i Skriften (Sl 119,105; 2 Pet 1,19).

Sand omsorg

I et bibelsk perspektiv må kønsforvirring og transkønnethed betragtes som en smertelig og tragisk konsekvens af syndefaldet. Her er der en lighed mellem homoseksualitet og transkønnethed. Der er også en lighed i den sjælesorg, som må gives til henholdsvis homoseksuelle og transkønnede.

Som det gælder for de homoseksuelle, gælder det for de transkønnede, at de ved at følge deres indre tilskyndelse vil trodse Guds skaberordning og vilje og vil bringe sig ind under Guds dom. Derfor må de formanes og støttes til ikke at følge deres indre tilskyndelse.

I vor tid og kultur har mange transkønnede søgt at leve i modstrid med deres biologiske køn. I mødet med dem må vi som kristne kalde dem til omvendelse og vidne for dem om Guds kærlighed til og nåde mod alle syndere og om Jesu blod, der renser for al synd (1 Joh 1,7).

På det mest grundlæggende plan adskiller de transkønnede sig ikke fra andre mennesker. De er skabt i Guds billede, de er højt elskede af Gud, de har syndet mod Gud og bærer på syndige lyster i deres indre, de får fuld tilgivelse for al synd og en ny begyndelse på nådens grund ved tro på Jesus, og i deres nye liv må de styrkede ved nåden i Kristus Jesus sige nej til og trodse deres syndige lyster.

Her står vi lige. Men på et andet plan er der stor forskel. Det gælder i forhold til den lidelse, som de transkønnede oplever. Hos de transkønnede er der, som det er fremgået ovenfor, grader af uklarhed om kønnet og dermed også grader af lidelse. Men for mange, der bekender sig som transkønnede, er lidelsen ubærlig. At opleve sig splittet mellem sind og krop repræsenterer en af de mest dybtgående splittelser af personligheden, man kan opleve psykisk. De mennesker, som oplever dette, har om nogen behov for omsorg, kærlighed og hjælp.

Den kristne menighed er kaldet til at være et hjem af nåde og barmhjertighed for dem, som er trætte og tyngede af byrder. Det er et hjem for de fortabte og forvildede. Det er et hjem for dem, som har syndet og fejlet og handlet ondt. Derfor er det også et hjem for de transkønnede, uanset hvad deres lidelse har drevet dem til at gøre. Hos Jesus er der nåde, frelse, trøst og en ny begyndelse på nådens grund for alle.

De transkønnede bliver stadigt flere i vores kønsforvirrede tid og kultur. De er iblandt os, og de kommer til os i den kristne menighed. Lad os bede Gud om nåde og hjælp til at tage imod dem med kærlighed og visdom og med en sjælesorg, der leder dem til nåden og frelsen i Jesus.

Jeg vil slutte artiklen med to vidnesbyrd fra transkønnede, som oplevede at blive modtaget med omsorg, forbøn og evangelisk sjælesorg i en kristen menighed, og som fandt tilbage til deres køn og til Guds gode vilje med dem i nåden hos Jesus.

Robert Wenham

Robert Wenham var transkønnet og aktivist for de transkønnedes rettigheder. Han gik i parader og demonstrationer, han hjalp andre transkønnede i frivilligt aktivistarbejde, og han underviste offentligt ansatte om transkønnedes forhold. I 2001 var han i gang med sit fjerde år som kvinde. Han havde fået en kønsskifteoperation og et nyt officielt køn, og han havde støtte fra familie og venner i sit kønsskifte. Betingelserne var ideelle for, at han kunne finde ro i sit nye køn. Men et spørgsmål fra en politimand slog benene væk under ham. Efter at have lyttet til Wenhams undervisning om transkønnede spurgte politimanden ham: ”Du har alle dine juridiske rettigheder nu. Hvorfor nyder du ikke bare livet som kvinde?”

Spørgsmålet efterlod Wenham stammende for at finde et svar. Hvorfor blev han ved at kæmpe, føre kampagne, slås? I flere dage arbejdede spørgsmålet i ham. Han vidste, hvad standardsvaret kunne være: at han kæmpede mod fordomme, modstand og manglende forståelse i samfundet. Men han mærkede, at det sande svar lå på et andet plan. Han kæmpede en kamp i det ydre for de transkønnedes rettigheder, men det var en flugt fra en anden kamp i det indre. Til sidst måtte han erkende: ”Jeg har søgt en løsning i det ydre uden at finde en løsning i det indre.”

Som dreng var Wenham sky, ensom og skamfuld over sit skjulte liv. Når ingen så det, nød han at iføre sig sin mors tøj. Men nydelsen var dyrt købt, for jo mere han gik i kvindetøj, jo stærkere blev lysten til at gøre det. ”Det var som at fodre et monster.” Som voksen vekslede han mellem at give efter for sin lyst, købe massivt ind af kvindetøj og gå med det i sit hjem, for derefter at blive overvældet af skam og skyld, smide alt tøjet ud – og begynde forfra.

I 1991 diagnosticerede en psykiater ham som transkønnet og anbefalede en kønsskifteproces. Da Wenham hørte og forstod diagnosen, var det, som om alle brikker i hans liv med ét faldt på plads: ”Ja, selvfølgelig, det er sådan, det er: Jeg er en kvinde i en mands krop!” Wenham var overbevist om, at et kønsskifte ville løse alle hans problemer. Han barberede sit skæg af, tabte sig 25 kilo, lod håret vokse langt, indledte hormonbehandling og fik sine juridiske papirer ændret. I 1997 fløj han til England og fik en kønsskifteoperation. Han vendte hjem i en euforisk tilstand: ”Jeg kunne have danset i gaderne. Det var ligesom: Missionen er fuldført!”

Robert Wenham

Den følelse varede imidlertid ikke ved. Fysisk lignede han fortsat på mange måder en mand, og det mærkede han på omgivelserne. Han følte sig stadig forkert. ”Snarere end at føle mig befriet, følte jeg mig som en kriminel.”

Samtidig med at han turnerede med foredrag om, at køn er en social konstruktion, og at kønsskifteoperationer er en lykkelig løsning for transkønnede, oplevede han et fremadskridende sammenbrud i sit indre. Politimandens spørgsmål havde ødelagt hans illusion om, at alt var faldet på plads i hans liv. En depression gjorde ham stadigt mere uarbejdsdygtig, og i 2009, efter 28 års ansættelse, mistede han sit arbejde. Han var et følelsesmæssigt vrag og oplevede tanken om selvmord stadigt mere tillokkende. Som en sidste udvej opsøgte han en kirke, en bibeltro, evangelisk kirke. Her mødte han et budskab, der både fældede dom over det liv, han havde levet, og forkyndte nåde for ham i Jesus. Han erfarede sandheden i Joh 8,32: ”Sandheden skal gøre jer frie.”

Efter 17 år med en kvindelig identitet vendte Wenham tilbage til sin identitet som mand. Han klippede sit hår kort og begyndte at gå i mandetøj igen. Han sørger over, at han aldrig kan få sin egen familie, fordi kønsskifteoperationen har gjort det umuligt. Så meget stærkere er hans følelsesmæssige reaktion, når han ser familiefædre forlade deres kone og børn for at skifte køn.

”Jeg har lyst til at råbe til dem: Du opgiver din familie for noget, som ikke er virkeligt! Samtidig ved jeg, hvor stærk en følelse, de er drevet af, for jeg har selv været igennem det. Det er nærmest dæmonisk. Men der er en magt, som kan overvinde den: Sandheden skal gøre jer frie!”^xli

Walt Heyer

Walt Heyer voksede op med et distanceret forhold til sin mor og far og længtes efter opmærksomhed og kærlighed. Det, han savnede hos sine forældre, fik han hos sin mormor – især når hun fik lov til at give ham pigetøj på. ”Min mormor begyndte at klæde mig på som en pige, fra jeg var 4 år, og hun blev ved med det, til jeg var 6 et halvt år. Der var ikke ende på det gode, hun ville gøre for mig, når jeg var klædt som pige. Hun elskede mig som pige.”

Fra Walt var 6 år, kunne han ligge i sin seng og drømme om, hvordan det ville være at være pige.

”Det var som pige, jeg fik ros og alt det, jeg ønskede. Jeg oplevede mig elsket, mødte omsorg. Folk gør sig næppe forestilling om, hvor kraftfuldt det er, hvilken indflydelse det har på børn.”

Da forældrene opdagede, hvad mormoren gjorde, forbød de Walt at se hende igen. Men der var plantet et frø i drengen. ”Når frøet er plantet, gror det. Du nærer kønsforstyrrelsen fra den første gang, du begynder at gå i det modsatte køns tøj. Det minder om en narkoman, som tager narko for første gang. Han bliver afhængig.” Efter adskillelsen fra mormoren fortsatte Walt med at klæde sig i kvindetøj i det skjulte. Jo mere han gjorde det, jo mere ønskede han at være kvinde.

Walt var aldrig tiltrukket af andre mænd, og derfor var det naturligt for ham som voksen at gifte sig med en kvinde. Han fik både en datter og en søn. Men kønsforstyrrelsen fortsatte. ”Jeg kunne ikke lukke af for mine tanker og følelser”.

Han skjulte, hvordan han havde det, men det gjorde kun ondt værre. ”Hemmeligholdelsen bliver med tiden det egentlige problem.”

Walt flygtede ind i et alkoholmisbrug. Efter 17 års ægteskab blev han skilt.

I forlængelse af skilsmissen valgte Walt at virkeliggøre sin drøm om at blive kvinde. Han var blevet overbevist om, at han var transkønnet, og at en kønsskiftebehandling var løsningen på hans problemer. Han fik hormonbehandling, elektrolyse mod skægvækst, kosmetiske plastikoperationer og i 1983 en fuld kønsskifteoperation. Efter kønsskifteoperationen var han euforisk. Endelig var han fri – fra skyld, skam og forvirring. Operationen havde fjernet naturens fejltagelse. Han var nu en kvinde, og Walt var fortid.

Men der gik ikke lang tid, før det gik op for Walt, at han ikke var en kvinde. Hvad var han så? I en søgen efter svar begyndte han at studere psykologi. Hans studier bekræftede hans erfaring. ”Mine studier i psykologi overbeviste mig om, at man ikke kan skifte køn. Det er en vrangforestilling at tro, at du kan skifte køn. Du kan gøre dit liv til en maskerade, og operationerne kan få det til at se ud, som om du har skiftet køn, men det har du faktisk ikke.”

Walt begyndte at gå til psykoterapeut og fik afgørende hjælp. ”Psykoterapien hjalp mig med at få mit hoved skruet rigtigt på igen. Når du bliver klar i hovedet, får du din forstand igen.”

I en gradvis afklaringsproces i forhold til sig selv og sit liv begyndte Walt at tænke på sit forhold til Gud. Han blev stadigt mere bevidst om, at han havde trodset Gud. Hvad der var sket i Walts liv, var ikke Guds fejl, men hans egen. Den overbevisning drev ham til at søge Gud.

Walt fandt en bibeltro, evangelisk menighed, som tog imod ham med åbne arme, selvom han fortsat præsenterede sig som kvinde. 30 personer i menigheden forpligtede sig til at støtte og hjælpe ham igennem den proces, som forestod. Det handlede om hans alkoholmisbrug, hans kønsforstyrrelse og hans forhold til Gud. Til gengæld skrev Walt et ugentlig brev til støttegruppen med bedeemner. Et ægtepar åbnede deres hjem for ham. I ni måneder boede han hos dem.

Langsomt, skridt for skridt, blev Walt løst både fra sit misbrug og fra sin kønsforstyrrelse og fik hjælp i sit forhold til Gud. Det afgørende og skelsættende øjeblik var, da han kom til vished om at være frelst af Jesus.

Walt Heyer

”Det, som kirken gjorde for mig, var, at den hjalp mig hen til det punkt, hvor jeg bad Herren om tilgivelse. Jeg begyndte at bede om tilgivelse.”

Men det var under en medkristens bøn for ham, at det blev levende og klart for Walt, at Jesus ville tage imod ham og være hans frelser – for altid. ”Det var det forløsende øjeblik. Fra det øjeblik og fremover var jeg frelst, genoprejst og helet.”

Efter 8 år med en kvindelig identitet vendte Walt tilbage til at identificere sig som mand. Den dag, han første gang kom i kirke som mand, opmuntrede præsten ham til at aflægge et vidnesbyrd for menigheden. Da han var færdig, rejste hele menigheden sig spontant i taknemlighed til Gud. En af kvinderne fra Walts støttegruppe gengav det på denne måde: ”Det var et øjeblik, hvor tiden stod stille. Det var historien om et brudt, brudt, brudt liv, der var forløst af den almægtige Gud.”

I dag bruger Walt al sin tid på at hjælpe og rådgive transkønnede. Han er løst fra sin kønsforstyrrelse og har i 20 år hvilet i sin identitet som mand. Han takker både psykoterapien, menigheden og Gud. Men han er ikke i tvivl om, hvad der var det mest afgørende: at han ved Guds nåde fandt sin sande og egentlige identitet som en frelst synder i Kristus.^xlii

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2018. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.