Dette er den frimodighed, vi har overfor ham: at hvis vi beder om noget, som er efter hans vilje, hører han os. Og når vi ved, at han hører os, hvad vi end beder om, så ved vi også, at vi allerede har fået det, vi har bedt ham om (1 Joh 5,14-15).
Vi kender vist til det alle sammen. Livet kan gøre ondt. Vi støder ind i det, og det kan f.eks. være sygdom, dødsfald, ulykker, urimeligheder i forhold rettet mod os, forhold der går i stykker, uenigheder i familien og meget andet. Alle disse ting kan være komplicerede og stærke udfordringer og belastninger på det menneskelige plan, men også i forholdet til Gud og kristenlivet og troen.
Og mange gange synes det som om, at alle de bønner, der er blevet bedt, har været nytteløse og uden konkret svar, i alle tilfælde i forhold til de svar, som man selv havde ønsket og håbet på.
Men hvorfor er det sådan? Er der ikke flere steder i Bibelen, hvor Jesus siger ”bed og du skal få”?
I Joh 16,24b siger Jesus: ”Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.”
Og i Matt 7,7 er ordene: ”Bed, så skal der gives jer; søg så skal der lukkes op for jer.”
Og der kan også henvises til f.eks. Mark 11,24, Luk 11,9 og Joh 15,7. Så, hvorfor får jeg ikke det, jeg beder om, og som jeg mener, jeg trænger til?
Det er ofte sådan, at vi kommer til at fæste os ved netop de bibelcitater, som er nævnt ovenstående. Men læser vi lidt mere af, hvad der står før, efter og omkring disse citater, så er der grund til at sige, at vi nok overså, at der også stod: ”Bed i mit navn”, ”bed i tro”, ”bliv i mig, og mine ord bliver i jer.”
Jesus lærte sine disciple, hvordan de skulle bede. I kapitel 6 i Matthæusevangeliet, de første 15 vers, som også indeholder bønnen Fadervor, er der vigtige ord ind i denne sammenhæng, og det er også ord til os i dag.
Vi beder Fadervor, og det gør vi ret i, men Fadervor kan også bruges som en vejledning i, hvad vore bønner skal indeholde, nemlig at vi har at gøre med en Hellig Gud, som har et Helligt navn, som hersker både på jorden og i himlen, dvs. det, der sker, sker altid efter hans vilje, som vi derfor må bøje os for. Og føden til at opretholde vore liv får vi af ham. Men vi er syndere, og derfor har vi brug for at bekende synderne og bede om forladelse. På samme måde skal vi tilgive dem, som har været uretfærdige mod os. Og så skal vi bede om ikke at blive ledt ind i fristelser, for der er hele tiden en, der vil prøve på at få os lokket til noget, der er i modstrid med Guds vilje, og som derfor er ondt og fører os i fortabelse. Alt tilhører Gud Herren, og det er ham, vi skal ære og takke.
Gud vil altid give os det bedste. Men det, som vi ser og mener, må være det bedste for os, er ikke altid det samme, som Gud ved, der er bedst for os. Det kan ofte være en svær lektie at lære, at vi skal stole mere på Gud end på vores egen dømmekraft. Luther har nogle klare, men også trøstende ord om det:
Ikke at blive bønhørt tjener til salighed og visdom, ikke til fordømmelse og dårskab. Det betyder: Det er godt ikke at blive bønhørt, for mennesket skal lære af erfaring, at det er Gud, som er lægen. Det ville det ikke lære, men ville fortsætte med at være uforstandig, hvis det straks blev bønhørt og aldrig ladt i stikken.
(Citat fra lutherdansk.dk, forelæsning over Salmerne 1519-21)
Jo bedre vi f.eks. lærer en person at kende, des mere fortrolig bliver vi også med denne persons væsen, væremåde og ønsker. Det samme gælder i forhold til vores skaber, opretholder og frelser, Gud vor far i Himlen og hans søn Jesus Kristus. Hvis vi holder os til Guds ord, stoler på det og lytter til Helligåndens vejledning og røst til os, samtidig med vi også overgiver os selv og tør tro på det, også der hvor det synes svært, så vil vi opleve en fred og ro i vort eget sind, fordi det lærer os om, hvordan Jesu Kristi sind er i forhold til os.
Paulus har nogle ord om det i 1 Kor 2,15-16, hvor det lyder: ”Det åndelige menneske derimod bedømmer alt, men selv bedømmes det ikke af nogen; for ’hvem kender Herrens tanker og kan belære ham?’ Men vi har Kristi tanker.”
At kende Gud hjælper os til at kende hans vilje, og på den måde bliver Guds vejledning, også menneskeligt set, tydeligere og mere forståelig og acceptabel. Har vi med Luther fået en erfaring af, hvem Gud er, og hvad han kan gøre for os, da åbenbares det også for os, hvad der er Guds vilje, og da kan vi også uden bæven bede: Ske din vilje! Det kan vi, for da er det velsignende og nærværende, det som står i Sl 37 og især i Sl 37,4-5: ”Find din glæde i Herren, så giver han dig, hvad dit hjerte ønsker. Overgiv din vej til Herren, stol på ham, så griber han ind.”
Ordene fra Sl 37 giver os på ingen måde hverken ret til eller mulighed for at gøre, som vi selv vil, og det er heller ikke på nogen måde sådan, at vi ved at adlyde Gud netop kan få lige præcist det, vi selv peger på. Lægger vi vores bekymringer og uro over til Herren og glædes over hans indgriben for at frelse mig, da ændres vores urolige og søgende hjerter, og vi bliver fyldt med glæde over det. Og samtidig sker der det, at Guds ønsker bliver til vore egne ønsker, og vores bøn vil på den måde falde sammen med Guds vilje. Når det sker, vil vi med Luthers ord holde op med at være uforstandige.
Herre, vi beder om, at din vilje må ske i vore liv, at vor uforstand må blive gjort til skamme, og at din visdom da må føre os til salighed hjemme hos dig. Amen.
Udgivet af
Thorkil Ambrosen
Thorkil Ambrosen, Hillerød, cand. agro.