Mine får hører min røst, og jeg kender dem (Joh 10,27).
”Et barn på syv år ved, hvad kirken er,” skal Luther have sagt, nemlig de hellige, de, der tror på Jesus. Og Luther skal have tilføjet: ”Denne hellighed består ikke i korkåber og alle slags ceremonier, som man har digtet ud fra den hellige Skrift; kirken består i Guds ord og den levende tro.”
De, der hører Jesus til, det er dem, der hører hans røst og tager imod hans ord. Gud længes efter at få os i tale, mere end vi længes efter at få ham i tale. Gud er evig, almægtig og hellig og har skabt alt – af intet. Det er ufatteligt for os. Gud har to boliger: Han bor i det høje og i det hellige, og så står der, at han også bor hos den knuste, hvis ånd er nedbøjet (Es 57).
Tænk, at Gud vil have med os at gøre. Han vil have os i tale, for han har noget til os, en gave så stor: ”Hør på mig, så skal I leve.” (Es 57). Selv om Gud bøjer sig ned til os mennesker og indtrængende forsøger at nå os med sit ord, så finder han så lidt ørenlyd.
Mine får hører min røst, siger Jesus. De kender hans røst (Joh 10,4). ”Et sådant kendskab er og hedder ikke andet end troen,” siger C.O. Rosenius. Det kendskab kommer vi kun ind i ved at være sammen med Jesus, og her får vi lov til at lytte til hans ord, synge om ham, læse Ordet og finde ind i stilheden hos Herren. ”Ved omvendelse og stilhed skal I frelses,” står der i Es 30,15 (gl. overs.).
Elifas sagde engang til Job: ”Du krænker den stilhed, som tilkommer Gud” (Job 15,4, også gl. overs.). Der er en tid, en stilhed, som tilkommer Gud. Vi er nok nogle, der må øve os i at finde mere stilletid, hvor vi kan høre hyrdens røst, Jesu røst.
Gud vil gerne have os i tale, så vi igen og igen kan få talt ud med ham og på ny modtage hans tilsagn om vore synders forladelse og leve som frimodige og glade Guds børn.
Vi synes måske ikke, at Gud altid svarer på vor bøn. Vi trænger igen og igen til råd og vejledning.
I 1 Mos 18 læser vi om Herrens besøg hos Abraham i Mamre, og i det sidste vers læser vi, at da Herren var færdig med at tale med Abraham, gik han. Ikke omvendt. Kan vi lære noget af den sætning?
”Nu vil jeg høre, hvad Gud siger,” siger salmisten i Sl 85,9. Må vi også have det ønske, og træffe det valg. Maria har valgt den gode del, sagde Jesus til Martha, da han besøgte dem. Det var ikke, fordi Martha gjorde noget unødvendigt den dag. Hun tjente Jesus. Hun gjorde en god gerning. Men Maria valgte den gode del. Hun lyttede til Jesu ord. Tjenesten for Jesus må ikke stå i vejen for at lytte til hans ord.
Hyrden leder sine får ved at tale til dem, og fårene hører hans røst, og de følger ham. Herren vil også lede os ad rette veje, til hvilens vande, de stille vande. Han længes efter at tale til os, for vi kan ikke undvære hans livgivende ord.
Der er nogle, der bestandig
går, som de gik kongebud,
og er vidnesbyrd iblandt os,
om så kongelig en Gud.
Deres liv har skjulte kilder,
dybe væld, som ingen ser.
De er hjemme i den stilhed,
hvori kun det største sker.
Udgivet af
Christian Lund
Christian Lund, pensionist, Hillerød.