Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Den skjulte Gud

Ugens vidnesbyrd, uge 31 2022. Sl 55

At David ser sig nødsaget til at bede Gud om ikke at skjule sig, kan vel kun betyde, at Gud tidligere har skjult sig. Det er altså en side ved Gud, at han undertiden skjuler sig i vores liv.

“Hør min bøn, Gud,
skjul dig ikke, når jeg bønfalder dig.” (v.2)

Man kan fornemme desperationen i Davids ord. Hans fjender vælter ulykker ned over ham og angriber ham rasende, så dødsangsten står malet i hans ansigt. ‘Skjul dig ikke, Gud! Jeg har brug for at se dig! Jeg har brug for at se og mærke din tilstedeværelse! Gem dig ikke for mig, kære Gud!’

Det er bemærkelsesværdigt, at David på intet tidspunkt nævner, at Gud besvarede hans nødråb og kom til syne. I stedet lader David troen tale: “Jeg vil råbe til Gud, og Herren skal frelse mig.” (v.17)

David standser altså ikke sin færd, fordi Gud ikke bønhører ham – han fortsætter i tro! Og det samme mønster ser vi i vers 19, 20, 23 og 24. David siger det højt, som troen hvisker i hans hjerte: “Herren skal frelse mig”, “Han skal udfri mig”, “Gud skal høre, og han skal ydmyge”, han vil sørge for mig, Gud styrter fjenderne i gravens dyb. (v.23-24)

Og det er jo det forunderlige – og underlige – ved troen: Den går frem! Den stiller sig frem foran forstanden og siger: Sådan er det! Inden forstanden når at komme med sin utallige bekymringer og modargumenter, er troen lynhurtigt kommet den i forkøbet.

Så selvom Gud ikke er kommet fysisk til stede midt på Davids åndelige kampplads, oplever han det alligevel sådan. Det, David “ser” med troens øjne i hjertet, vægter højere for ham end det, han ser med øjnene i ansigtet.

Midt mellem fjendernes hån og spot og hans sinds lidelse og dødsangst, har Helligånden givet David en troens overbevisning i hjertet: Herren skal frelse mig!

I sommerugerne vil “Ugens vidnesbyrd” bestå af andagter fra den nye bog “Jesus er Guds Ord” af Filip Hjorth Kofod. Læs mere om bogen her. 

Udgivet af

Filip Kofod

Filip Kofod, København, taxachauffør.

Filip Kofod

Filip Kofod, København, taxachauffør.