Advent betyder “komme”. Herrens komme. Vi mindes, hvordan Guds egen søn, Jesus, engang kom til jorden. Men adventstiden er ligeledes kendetegnet af det kristne håb: at Kristus skal komme igen. Da er advent også en tid præget af forventning og forhåbning. For hvad er det, Jesus selv lærer os i Fadervor? “… komme dit rige”, siger han til sine disciple. I den faste bøn, Jesus opmuntrer os til at bede, er der også et budskab, der særligt er knyttet til adventstiden. Hvor ofte har du tænkt på dette lille ord: ‘komme’? Herrens komme!
På et tidspunkt kommer Jesus, og da skal adventsfejringen være slut. Verdens sidste advent er den dag, hvor Jesus kommer igen – i sin åbenbarede herlighed! Da er det ikke længere adventstid, altså ventetid, men en tid enten til evig dom eller evig salighed. Det skal advent minde os om!
“Vi lever altid i advent”, skriver Bo Giertz i sin andagtsbog. Som kristne skal vi leve i lyset af denne sidste adventsdag, hvor Jesus kommer igen.
I middelalderen var adventstiden en fastetid. Det indebar, at man gav afkald på noget for at forberede sig til at mindes og tage imod Jesus som Kristus.
For mig at se, er det altafgørende, at advent forbliver denne særlige bods- og fastetid, hvor vi – i stedet for at vende blikket udad med fokus på alle de gøremål, der hører julen til – hellere skal vende blikket nedad mod Skriften! For vi har i sandhed brug for at se væk fra os selv og skue på det, der står skrevet!
“Hvorfor?” kan du spørge. Det ligger i vores menneskelige natur at have fokus rettet mod os selv, hvilket resulterer i selvophøjelse, æresyge og hovmod. Det første menneske, Adam, forsøgte at ophøje sig selv til at ‘blive som Gud’.
Men hvordan vælger Gud at handle i frelseshistorien? Han gør det absolut modsatte: Han ydmygede sig! (læs evt. filipperbrevshymnen, Fil 2,6-11). Det er det, som hyrderne, stalden og krybben så stærkt forkynder for os julenat.
“I dag er der født jer en frelser”, proklamerede englen. Ja, en frelser så kær, der var villig til at lide og dø for selvretfærdige, hovmodige og æresyge mennesker! Tænk, hvilken frelser, vi har!
Advent fortæller os, at Herren er nær, og at tiden er kort.
Prøv at læse Esajas 51,1-7 i lys af den hellige forventning om Herrens komme! Profetordet sammenfatter adventstidens budskab i vers 5: “Min retfærdighed er nær, min frelse kommer, min arm dømmer folkene. De fjerne øer håber på mig, de venter på min stærke arm.”
Læg mærke til profetens rige brug af adventsord! Vi håber, og vi venter – ikke forgæves, for tiden er nær! Frelsen kommer!
Advent er forventning. En kristen lever i forventning. Det er en bærende kraft i hans liv. Den troende spejder og længes efter opfyldelsen af Guds løfter. Der er tale om en hellig forventning, som gør troslivet udholdende og giver frimodighed i tjenesten. Hvis den hellige forventning om Kristi komme gradvist forstummer, da er livet med Gud som den tåbe, der byggede (sin tro) på sandskorn. Derfor er det afgørende, at du – også i adventstiden – bygger din hellige forventning og dit håb på Jesus! Profetens ord lyder: “De, som venter på Herren, får ny kraft” (Es 40,32, norsk oversættelse).
Gud ønsker, at vi skal vente Jesu genkomst – med glæde! Hvorfor? Jo, fordi forløsningen er nær! Den kommer! Vi ved ikke hvornår, men vi ved, Han kommer!
Afslutningsvis vil jeg minde om Jesu egne (advents)ord til sine disciple: “… Jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer” (Joh 16,22b). Hvilken forunderlig trøst og glæde for den, der venter og lever i denne forhåbning om Kristus Jesus i denne adventstid.
Udgivet af
Stefan Brix Rasmussen
Stefan Brix Rasmussen, Vejle, efterskolelærer.