Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: ”Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?”
Han svarede ham: ”Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!”
Han spurgte: ”Hvilke?”
Jesus svarede: ”’Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!’ og: ‘Du skal elske din næste som dig selv.’”
Den unge mand sagde: ”Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?”
Jesus sagde til ham: ”Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!”
Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende. Og Jesus sagde til sine disciple: ”Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.”
Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: ”Hvem kan så blive frelst?”
Jesus så på dem og svarede: ”For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt” (Matt 19,16-26).
Denne beretning viser, hvilken dyb alvor, der ligger i det, Paulus skriver i Romerbrevet: at ”alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud”. For hvad havde denne unge mand ikke af herligt at fremvise? Og alligevel slog det ikke til. Der var ingen åbne døre hos Jesus for alt det, han havde at fremvise. Han måtte bedrøvet gå bort med det alt sammen igen. Der var intet herligt hos Gud i det.
Evangelisten Markus fortæller, at da Jesus så denne unge mand, fattede han kærlighed til ham. Men end ikke kærligheden kunne få disse ting til at slå til. Selv kærligheden måtte konstatere, da han stod over for denne unge mand: ”Her er intet til evigt liv. Jeg kan stå og elske dig; men du må gå bort. Jeg kan ønske, at du må komme ind i Guds rige; men du må gå bort.”
Vakt af Gud
Vi skal se lidt på, hvad det var, denne mand stod med, da han kom til Jesus; men som han måtte gå bort med igen, fordi der ikke var åbne døre til Guds rige for noget af det.
Det første, vi ser om ham, er, at han er en åndeligt vakt mand. Vi skal lægge mærke til, at det ikke er spørgsmålet om Guds eksistens, der brænder på hos ham. Det tvivler han ikke på. Nej, det, der tynger ham, er, hvad han skal gøre for at blive frelst.
Det er uhyre vigtigt, vi lægger mærke til det. For spørgsmålet om Guds eksistens opstår nemlig, når mennesker kommer bort fra Guds Ord og bønnen. Så kan den tvivl komme: ”Er Gud mon til?” Men spørgsmålet ”hvad skal jeg gøre for at blive frelst?” opstår kun, når jeg har været inde i Guds nærhed. Det spørgsmål opstår kun, der hvor Guds Ord har en virkelig stor plads. Dér tændes det lys inde i menneskets samvittighed:
O ve mig, om ej jeg er rede!
Når dommeren kommer i sky,
og jorden begynder at brænde,
jeg ej for Guds åsyn kan fly.
Sådan vidner denne mands alvorlige spørgsmål om, at han har stået inde i Guds nærhed, hvor alt bliver helt klart. Profeten Daniel taler om, at menneskesønnen skal komme på Himlens skyer til dom, og da skal nogle opstå til evigt liv, mens andre skal opstå til skam og evig afsky. Det er dette, der er blevet vakt i ham. Han har været inde i lyset og set, hvad der kommer engang. Han har set den skillevej, han en dag står overfor, hvor han enten skal gå ind til evigt liv eller gå bort til evig afsky.
Det er Gud selv, som har vakt ham fra den død, som ellers hviler over hele verden. Den død, hvor ingen ser, ingen mærker, ingen forstår noget af det, som kommer. De går mod dommen, men tænker aldrig en stund derpå; de er døde. Det er denne mand ikke.
Og alligevel måtte han gå bort fra Jesus. Bort til bedrøvelse; for nådens port var lukket for ham. Det er vanskeligt at blive frelst.
Ydmyg og oprigtig
Og han havde endda mere at sige: ”Fra ungdommen har jeg holdt disse bud.”
Fra ungdommen har Guds eget Ord været hans rettesnor. Fra ungdommen af har han indset, at han aldrig kunne blive rede til at møde den store dom ved noget andet end Guds Ord. Dagligt har denne unge mand siddet med Den hellige Skrifts ord for at lære, hvad der er godt og ret for Gud, og for – i lyset af det – at blive rede for den endelige dom. Han har siddet stille med sine andagter dag efter dag og læst: ”Så siger Herren.” Og han har prøvet at holde det lige fra sin ungdom af.
Nu står han og siger til Jesus: ”Herre, alt dette har jeg holdt.”
Jesus giver ham endda ret i det, han har gjort. ”Vil du vide om gerninger, du skal gøre, for at arve evigt liv, så hold buddene,” siger Jesus. ”Du har gået den rigtige vej, hvis du spørger efter, hvad der er gode gerninger. For her i Guds bud ser du helt klart, hvad den skal gøre, som vil gøre godt. Den, som handler efter de bud, gør godt. Den, som ikke handler efter de bud, gør ondt. Det er ret. Men min elskede unge mand, du må gå bort. Der er ikke åbne døre for dig.”
Men han havde mere endnu, denne unge mand. Han siger: ”Hvad mangler jeg endnu?”
Hvilken vældig forskel på ham og farisæerne, som også tit havde holdt disse bud fra ungdommen af. Men mens de var forvissede om, at ingen kunne forlange mere af dem, end de allerede gjorde, og at nåden var for dem, fordi de gjorde, hvad de kunne, så boede det dybt nede i denne unge mand: ”Jeg slår ikke til endnu.” Han er alt andet end selvretfærdig; han er ydmyg, oprigtig og sandhedskærlig:
”Jeg har holdt alt dette, men jeg kan mærke på mig, at der er noget, jeg mangler. Hvad er det, jeg mangler? Hvorfor slår jeg ikke til, når jeg skal stå for min dommer?”
Det er ikke underligt, at han bliver elsket af Jesus. Det er jo en enestående og sandhedskærlig ung mand. Men der var intet, der kunne opveje den sandhed: Han har syndet og mangler herligheden fra Gud. Dén mangler han endnu.
Sløret trækkes til side
Jesus står og ser på denne unge mand, som har alt dette, og han mangler bare én ting: Han mangler herligheden fra Gud.
”Du har ret på så mange punkter, du gør så meget, der er godt og rigtigt. Men du mangler bare det eneste, der skal til; du mangler herligheden fra Gud.”
Og så trækker Jesus sløret til side og siger: ”Min ven, hvis du vil være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!”
Det var det, der fik den unge mand til at gå bort.
Han havde nemlig hidtil troet: ”Hvis bare jeg kan få at vide, hvad jeg skal gøre for at arve evigt liv, så skal jeg nok gøre det.” Han troede bare, det var et spørgsmål om at blive oplyst; det var et spørgsmål om at få besked om, hvad der skal til. Han var helt sikker på: ”Hvis jeg får det at vide, så skal jeg nok gøre det.”
Nu får han at vide: ”Gør dét!” Og nu opdager han: ”Det vil jeg ikke.”
Her ser vi dybt ned i menneskenaturen. Så meget levende alvor har vi mødt hos denne unge mand; så dyb oprigtighed, at vi måtte tillægge ham al god vilje. Men nu ser vi, at nede under alt dette, finder Gud et hjerte af granit. Et hjerte, som Gud ikke kan få bugt med. Et hjerte, som ikke kan bøje sig. Et hjerte, som ikke vil betale hvad som helst for at blive frelst.
Tænk, han vil så gerne frelses. Han vil så gerne bestå på den sidste dag. Men nu opdager han: ”Jeg vil ikke betale ALT for at blive frelst.”
Dag og nat ville den sætning nu lyde inde i hans samvittighed, når han lagde sig om aftenen, efter han havde bedt sine bønner og læst i Den Hellige Skrift: ”Vil du være fuldkommen, så sælg alt, hvad du ejer.” Dag efter dag måtte han konstatere: ”Jeg har ikke gjort det endnu, og jeg ved, at jeg aldrig kommer til det.” Nat efter nat kunne han ligge og se på denne ene ting: den lukkede dør til nådens rige. Denne ene ting var hele hans dom. For den ene ting sendtes han bort.
Stenhjertet
Der er dog andre, der kunne gøre det, som denne mand ikke gjorde. Der er eksempler på mennesker, som har solgt alt for at følge Jesus. Vil det så sige, at Jesu ord ”kun én er den gode” ikke mere er sandt? Er der nu flere, der er gode, siden de har solgt alt? Nej, disse ord passer stadigvæk. Sagen er nemlig bare, at deres ”stenhjerte” findes andre steder.
Mennesker, som lever Gud nær, ved, hvor forskellige steder dette stenhjerte kan vise sig. De ved af smertelig erfaring, hvordan Jesus kan sætte fingeren på ét bestemt sted. Og fra det øjeblik, det ene sted kommer frem i lyset, er netop dét den lukkede dør ind til nådens rige.
Én siger Jesus til: ”Hvis du vil være fuldkommen, så må du af med din havesyge.”
En anden siger han til: ”Hvis du vil være fuldkommen, så må du af med din egenkærlighed.”
Andre siger han til: ”Hvis du vil være fuldkommen, må du bort fra dit hidsige sind.”
”Hvis du vil være fuldkommen, må du af med din urenhed.”
Og nu sidder de der dag efter dag og konstaterer denne lukkede dør ind til nådens rige; for de kan ikke komme videre, de kan ikke betale prisen.
Det vil jeg gerne sige til dig: Hvad enten du kender til det eller ej, så finder Gud også i dit liv et hjerte, som er vanskeligere at få ind i Himlen end at få en kamel igennem et nåleøje. Så vanskelig er du at få frelst.
Derfor spørger disciplene også: ”Hvem kan så blive frelst?”
Og Jesus svarer: ”For mennesker er det umuligt.”
Det er umuligt for dig at skaffe dig herlighed hos Gud. Det er umuligt for dig at gøre så meget, at du kan åbne nådens port hos Gud. Har du forstået det? Om du så kom med endnu større dyder end denne unge mand kom med, så må du forstå, at du går bort til fortabelsen med det alt sammen. For Gud tager ikke imod slik!
Jeg kan være så bange for, at vi nogle gange roser den slags for meget. Du kan stå med al den slags på den store dag, du kan være elsket af Jesus, og så må han dog sige: ”Du mangler den stadigvæk, herligheden hos Gud.”
Hvad Gud har gjort
Men læg så mærke til, hvad Jesus fortsætter med at sige: ”Men for Gud er alting muligt.”
De ord svarer nøje til det, som Paulus fortsætter med, efter han har sagt: ”Alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud.” Paulus fortsætter: ”… og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus.”
Der skal noget større og mere til for at fremstille os som retfærdige hos Gud; så nåden kan høste os, og vi kan indgå til Livet. Kun én vej er der for det synderhjerte, vi bærer på – stenhjertet. Det hjerte, der ikke kan og vil slippe den ene ting, som lukker frelsens dør for os. Der er kun én vej for det stenhjerte – kun én vej. Den vej er, at straffen bliver betalt. Der er ikke noget andet for den levende Gud at gøre med det stenhjerte end at dømme det. Og når han har dømt det, må han lade straffen udgå.
Han må udfolde hele sin vrede over dette hjerte herinde – der er ikke andet for. For det bliver ikke anderledes, og derfor må dommen udgå. Der er ingen anden vej til frelse end den.
Nu spørger du: ”Ja, men findes den vej da?”
Ja, den findes. Når du engang skal møde den levende Gud, møder du en Gud, som har gjort store ting for dig. Så store ting, at havde han ikke selv sagt det i sit ord, var der aldrig en eneste af os, der ville have troet, at det har Gud gjort.
Hvad har han nemlig gjort? Jeg skal sige dig, hvad han har gjort for dig: Jesus døde for dine mange synder. Det har Gud gjort. Straffen blev lagt på ham, for at du skulle have fred ved hans sår. Det har Gud gjort. Det er det, Paulus kalder ”forløsningen i Kristus Jesus”. Én døde i alles sted. Det har Gud gjort. Han har dømt dit stenhjerte, og han har udløst hele sin vredesdom på korset. Sådan!
Hvad den unge mand manglede
Her er det, som ville have åbnet nådens port for denne unge mand. Her er det, som ikke kan erstattes af noget som helst andet. Det for os umulige, som vi dog ejer, fordi Gud selv har gjort det igennem sin søn. Åh om denne unge mand i stedet for at gribe efter det, han manglede, havde grebet efter det, som profeterne havde sagt om Jesus: ”Han skal retfærdiggøre de mange ved at bære deres overtrædelser.”
Han skal skaffe sit folk retfærdighed ved at bære deres overtrædelser. Ikke ved at forvandle deres hjerte, ikke ved at hjælpe dem til at gøre, hvad de mangler, men ved at tage det hele på sig op på Golgatas kors og bære deres overtrædelser og sige til synderen: ”Du bliver retfærdig gennem mit blod. Jeg er død for din synd.”
Jeg kunne ønske, at du kendte det evangelium; at du kendte til at tro, hvad Jesus har gjort for dig. For ikke bare ligger der i det den vidunderlige erfaring, som er udtrykt i en lille sang sådan:
Just som jeg var,
blev jeg befriet for byrden, jeg bar!
Døren var åben trods synderne store,
thi det var nok, det, som Frelseren gjorde.
Barn må jeg være, ja Gud blev min far,
just som jeg var.
Men der ligger mere i det at gribe sådan om Frelseren i tro. Jeg ved om en, som i stedet for at række efter den håbløse forvandling af hjertet, greb om evangeliet til den ”ugudelige”, som Paulus siger. Og denne person fik som sit yndlingsvers dette:
O lad aldrig nogen sinde
korsets træ mig gå af minde,
som dig frelsens fyrste bar,
men lad kors og død og smerte
tale, råbe til mit hjerte,
hvad min frelse kostet har.
Ved du, hvad det betyder, når et menneske begynder at gribe sådan om Jesus?
Jo, Jesus siger det engang sådan: ”Der bliver glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.”
For den tro formår, hvad alt andet ikke formår: at give en synder del i nåden og det evige liv. Alt det får et menneske ved troen på Jesus.
Den korsfæstede alene al ære! Gud har gjort det. Amen.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2025. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Frank Jacobsen
Frank Jacobsen (1931-2013), var præst, bl.a. i Mariehøj.