I mange kristne sammenhænge er der i de senere år sket en gennemgribende ændring på sangens og musikkens område. Sangbøger og salmebøger er på vej ud for i stedet at blive erstattet af nye sange, som vises på lærred under forsamlingens møder og gudstjenester. Det sker især, hvor mange unge samles. Men det er en praksis, som efterhånden også er trængt ind i mere etablerede forsamlinger.
I de senere år er det i høj grad hensynet til de unge, som har været afgørende. Man er bange for, at hvis man holder fast ved de gamle salmer og sange, vil de unge søge andre steder hen, hvor de trives bedre. Af og til kan man også opleve, at unge formulerer det som et krav: ”Får vi det ikke, som vi vil have det, så går vi andre steder hen!”
Samtidig er situationen den, at de fleste unge kristne i dag ikke kender selv de mest centrale salmer og sange i den evangelisk-lutherske tradition. Fra deres barndom er de blevet vænnet til ikke at synge de samme sange som de voksne. Mange har kun stiftet bekendtskab med letbenede børnesange, og hvad er da mere naturligt, når ungdomsårene kommer, end at de fortsætter i samme spor?
Ungdomsprofilen
Ungdomsprofilen – det, at hensynet til de unges smag og behag lægger linjen i det kristne arbejde – har vidtrækkende betydning.
For det første fordi de voksne, når de bøjer af og giver efter på dette område, ofte er styret af frygt. De frygter for at miste de unge. Man ser, at andre åndelige retninger appellerer mere til de unge end de evangelisk-lutherske, og at de unge trækkes imod andre sammenhænge. Da gribes man af panik og tænker, at vi også selv må åbne for moderne strømninger og ytringsformer. Eller som man siger: Vi må møde de unge på deres egne præmisser.
For det andet ser vi, at den musikalske udvikling inden for mange kristne organisationer nu hovedsagelig er styret af unge. Det er unge musik- og ungdomssekretærer, der fører an, og mange af disse har ikke mere kristendoms- og bibelkundskab end en gennemsnitlig bibelskoleelev. Det, som de savner i kristen modenhed og erkendelse, kom-penserer de imidlertid ofte for ved stor iver og frimodighed. De generer sig ikke det mindste for at fortælle modne og prøvede kristne, hvor skabet skal stå.
Her må man sige: For at man kan lede sangen i Guds riges sammenhæng er det ikke tilstrækkelig kvalifikation, at man er god til at spille klaver og villig til at yde en indsats. Måske skulle de ansvarlige inden for det kristne arbejde begynde at overveje, om de ikke, når der skal kaldes nye ungdomssekretærer, bør se efter erfarne og modne troende frem for at orientere sig mod de unge, som er mest tjekkede og initiativivrige?
For det tredje ser det ud til, at det i dag i stadig mindre grad er de åndeligt ansvarlige – de som har hyrde- og læreransvar inden for organisationerne – der styrer den overordnede åndelige udvikling. Det er derimod i tiltagende grad dem, der fører an i ungdoms- og musikarbejdet, der sætter sit præg på den opvoksende kristenslægt.
Disse folk henter yderst sjældent inspiration fra den klassiske evangelisk-lutherske arv. I stedet er det karismatiske og evangelikale bevægelser, strømninger, møder, bøger og sange, som sætter dagsordenen.
Man orienterer sig ud fra, hvor der ”sker noget”. Storslåede konferencer, vældig kirkevækst, mægtige visioner og store ord tiltrækker de unge.
Og uerfarne, som de unge er, lader de sig også imponere af alt dette. Så bliver den gamle sammenhæng derhjemme stående hjælpeløs tilbage. Det velkendte bliver i de unges øjne så uanseeligt og småt sammenlignet med alt dette flotte og action-prægede, som kommer væltende.
Fristelsen for de åndeligt ansvarlige bliver i denne situation at tænke kødeligt: ”If you can’t beat them, join them.” Så åbner man døren for den nye åndelighed med dens følgesvend – ”den nye sang” – med det resultat, at kristenlivet og kristendomsforståelsen om-formes fra grunden af.
For det må man være klar over: De, der styrer sangen og musikken i den kristne menighed, de styrer også langt på vej kristendomsforståelsen.
Lovsang
Noget af det vigtigste i den nye sang er, at det skal være ”lovsang”. Dette er så dominerende, at hele sang- og musikstilen slet og ret kaldes ”lovsang”. At synge nogen af de gamle salmer som f.eks. ”O, at jeg kunne min Jesus prise” og ”Aleneste Gud i himmerig” regnes per definition ikke som lovsang efter denne tankegang – selvom indholdet i disse salmer i sandhed består i lovsang og tilbedelse.
I tillæg får man lovsangsteams, som skal lede forsamlingen i sangen. Disse teams består som regel af en instrumentalgruppe med rytmeinstrumenter samt forsangere – gerne fra tre til seks unge. Musikstilen ligger oftest i retningen af softrock eller gospel, men i de senere år er andre og nyere musikgenrer kommet til.
Lovsangen skal helst vare et stykke tid. Det er ikke ualmindeligt, at den optager en halv time til tre kvarter af mødetiden, før taleren får lov at komme til. Selve talen må helst ikke vare nær så længe. Undertegnede har selv oplevet at få besked fra en frisk ungdomsleder om at begrænse mig til en halv times taletid. ”Ellers ville han komme op på talerstolen og standse mig …!”
Efter tale og bøn kommer der så gerne en ny session med lovsange, som ikke sjældent kan trække ud i endnu en halv time eller mere. Den plads, man giver de forskellige dele af et kristent møde, viser, hvilken vægt man tillægger dem. Hvad siger en praksis som den her beskrevne om, hvilken betydning man tillægger forkyndelsen?
Den form for lovsang, som nu breder sig, kommer først og fremmest fra amerikansk-karismatiske sammenhænge. Musikken kombinerer som regel to hovedelementer: for det første en stærk grad af sentimentalitet og for det andet varierende grader af rytmisk kraft. Sentimentaliteten spiller på følelserne og bevirker ofte, at musikken får noget ”billigt” over sig. Det rytmiske taler til kroppen og ”dansefoden”, og musikken bliver derfor ganske ”fysisk”.
Når sentimentalitet og rytmik kombineres på denne måde, får man et stærkt suggestivt virkemiddel: Musikken gør noget ved forsamlingen – uafhængigt af det tekstlige indhold. Der skabes en stemning – en ”ånd” om man vil – som langt på vej definerer den forsamling, man taler til. For min egen del har jeg ved et par anledninger oplevet denne ”ånd” som så påtrængende og ubehagelig, at jeg har fundet det svært at holde den prædiken, som jeg var kaldet til at holde.
Disse erfaringer sammen med en efterhånden lang arbejdstid i Guds ords tjeneste i de forskelligste sammenhænge har ført mig frem til følgende slutninger:
1) Den, der bestemmer musikken i en menighed, styrer også langt på vej, hvilken ånd, som råder der.
2) Musikken i en kristen menighed er et barometer for den spiritualitet, man finder i den aktuelle sammenhæng. Lidt spidsformuleret: En lutheraner synger anderledes end en pinseven.
Hvis den første tese er holdbar, indebærer det, at sang og musik principielt bør være underlagt hyrde- og læreembedet i forsamlingen. Åndeligt umodne mennesker bør derfor ikke have ansvar for det musikalske, selvom de skulle være aldrig så dygtige til at spille eller synge. Lemfældig omgang med sangen og musikken er noget, man absolut må undgå, netop fordi musik kan have så central en betydning.
Hvis den anden tese er holdbar, indebærer det, at den nye form for lovsang, som nu breder sig, er en indikator: Den fortæller, at der pågår et grundlæggende skifte med hensyn til kristendomstype og -forståelse inden for organisationerne. Evangelisk-luthersk kristen-domsforståelse med dens øre for højden og dybden i den bibelske åbenbaring og i det kristne liv er på vej ud for i stedet at blive erstattet af en mere eller mindre overfladisk karismatisk-evangelikal og aktivistisk kristendomstype.
Det er ganske karakteristisk for det, der er ved at ske, at man ikke er interesseret i teologi, men kun i det pragmatiske ”how to do it”. Sandhedsspørgsmålet affejes ofte som brydsomt, og i stedet er det altoverskyggende problem: ”Hvad skal vi gøre for at tiltrække folk?”
Den nye sang og musik passer som hånd i handske til dette. Den er jo netop skræddersyet til at gøre det kristne forsamlingsliv attraktivt. Af samme grund er denne kristen-domstype også fundamentalt anti-intellektuel. Når man henført kan lukke øjnene og vugge med i lovsangen, opleves kritiske spørgsmål kun generende. Og man får hurtigt at vide, at man ikke skal være så negativ.
Det er i denne sammenhæng tankevækkende at mærke sig, hvad den kendte engelske præst Michael Green siger i et undervisningsmateriale, som er blevet udbredt af norsk OASE. Han giver gode råd om, hvad en menighedsleder bør gøre for at få fornyelse i menigheden. Noget af det vigtigste er, at organisten må blive glad for ny og frisk musik, for: ”Det er næsten umuligt at lykkes med fornyelse uden musik.”
I tråd med dette ser vi, at de menigheder, som oplever kirkevækst, bl.a. har som fællestræk, at de har åbnet sig for den nye form for lovsang. Teologisk har Michael Greens udsagn imidlertid den betydning, at musikken tager Den Hellige Ånds plads. Netop dette ser ud til at være et hovedproblem hos dem, som fremmer den nye type lovsang. Ideologerne på dette område kan ganske enkelt ikke udtrykke sig stærkt nok om den nye lovsangs betydning: ”Lovsangen åbner for Guds nærvær og kraft, giver sejr i åndskampen, er et åndelig våben” osv.
En bestemt sang- og musikform bliver med dette et nådemiddel, og indtager dermed den plads, som ifølge evangelisk-luthersk tro alene tilkommer Ordet og sakramenterne. Det tør være klart, at kristne organisationer og menigheder her står over for et betydeligt teologisk oprydningsarbejde, hvis man fortsat vil være evangelisk-lutherske.
Indhold
Hvis musikken i sig selv har betydning for menighedens kristendomstype og -forståelse, gælder det selvfølgelig i endnu højere grad de ledsagende tekster. Jeg har nu gennem en del år lyttet til og læst et ikke ringe antal af de nyere lovsange, som breder sig inden for de lutherske organisationer. Og jeg er blevet stadigt mere betænkelig ved det tekstmæssige indhold.
Der har udviklet sig en form for musikalsk økumenik iblandt unge kristne. Lovsangene flyder omkring mellem de mest forskellige miljøer. Ikke sjældent synges de samme sange i pinsekirker, i OASE-sammenhæng og i missionsforeningernes ungdomsforeninger. Og mange unge driver også omkring i de mest forskellige kristelige miljøer. Hører man et sted en sang, som man får sympati for, så tager man den med ind i sin egen sammenhæng. Man får den op på et lærred, og så indlæres den på den måde. Her går man i dag uden om alle normale kanaler i et kristent arbejde.
En af hovedgrundene til at vi har sangbøger og salmebøger er, at teksterne her er blevet underkastet en bedømmelse – både lære-mæssigt og kvalitetsmæssigt. De sange og salmer, der er sluppet igennem, er dem, som kirken og organisationerne kan stå inde for. Det er meningen, at sangskatten skal give et genuint udtryk for fællesskabets egen kristendomsforståelse. Men i en kultur, hvor alle og enhver kan bringe en sang op på fællesskabets lærred, der foregår der ingen bedømmelse. Hyrde- og læreembedet får ingen mulighed for at lede på dette område – alt flyder.
Dermed står man over for det faktum, at man via de nye sangtekster åbner for en kristen-domsforståelse, som er fremmed for evangelisk-luthersk tro og liv.
Her må det understreges: Intet bør synges i den kristne menighed, uden at det er blevet underkastet en forsvarlig læremæssig bedømmelse!
Ser man på indholdet i mange af de nyere tekster, er det iøjnefaldende, at de berører et relativt snævert temaområde. Fylden af Bibelens gudsbillede og af det kristne liv kommer i ringe grad frem. Kors og trængsel hører vi kun lidt eller slet intet til; det samme gælder syndenøden. At en kristen er samtidig retfærdig og synder har jeg endnu til gode at høre om, ligeså om den dobbelthed i kristenlivet, at vi er ”bedrøvede og dog altid glade”. Lov og evangelium, spændingen i at Gud både er Den Hellige og Den Nådige, er ligeledes i ringe grad belyst og betonet.
Men der synges meget om sejr og fremgang, om Guds rige og Kristi kongedømme, om kærlighed og glæde og tilbedelse. Det turde være klart, at en sådan slagside på sigt vil omforme kristendomsforståelsen på afgørende måde.
Lige så bekymrende er den loviskhed, som ofte klinger med i disse tekster. Der er ofte store ord om, hvor højt vi elsker Jesus, og hvor meget vi er villige til at ofre for ham. Jeg betvivler ikke, at de, der synger dette, subjektivt mener, hvad der går over deres læber. Men jeg er lige så sikker på, at de, der taler sådan, ikke kender sig selv. Det samme gjaldt apostelen Peter, da han den sidste aften før korsfæstelsen svor, at: ”Om så alle andre svigter, så svigter jeg dig aldrig” (Matt 26,33). Men samme nat måtte Peter bittert erfare, at alle hans velmente ord blev til intet i svigt og fald. Da først lærte han sit eget hjerte at kende. Derefter gik Peter ganske stille med dørene.
Hvad skal vi gøre?
Hvis udviklingen ikke er kommet forbi ”point of no return”, er der et par hovedsager, som man inden for de evangelisk-lutherske kirker og organisationer bør besinde sig på:
1) Man må tidligt begynde at lære børnene en del af de centrale hovedsalmer. Børnene kan godt synge børnesange også, men ikke kun børnesange. Dette bør tages alvorligt både i det kristne hjem og i søndagsskolearbejdet.
2) Børn og unge må på en helt anden måde, end det er almindeligt i dag, gives ordentlig bibelkundskab. Alt for megen forkyndelse for børn og unge sigter på at være let og sjov. Der serveres en åndelig version af ”chips og cola” i stedet for sund og nærende kost. Dermed efterlades børnene og de unge uden modstandskraft over for åndelig usundhed og alle slags forførelser.
3) Unge må ikke overlades til at lede sig selv. Modne og voksne troende, som har hjerte for de unge, må bruge megen tid sammen med dem og hjælpe dem på troens vej. Særligt bør man åbne hjemmene for de unge.
4) Sang og musik må i menigheder og forsamlinger underlægges dem, som har hyrde- og læreansvaret, og de må tage det alvorligt, at de må prøve alt.
5) De, der har gaver på sangens og musikkens område, må hjælpes til at blive kendt med evangelisk-luthersk tro og tænkning og med den arv på sangens og musikkens område, som vi finder i evangelisk-luthersk tradition. Den lutherske kirkefamilie i Norden har på dette område en skat, som der knapt findes mage til i andre kristne sammenhænge.
6) Man må ophøre med at fokusere på og orientere sig ud fra, hvad der skaber ydre kirkevækst. Hovedformålet med menighedens samlinger om Guds ord er, at troen må fornyes og vokse. Det betyder, at Guds folk må få hjælp til at trænge ind i den hellige Skrift, sådan at troen kan vokse og modnes. Målbevidst bibelundervisning, med lov og evangelium som ”ovenlys”, må få højeste prioritet.
Kun herved kan Guds folk udrustes til at leve godt med Jesus og vidne sandt om ham i verden. Da kan der også ved Guds nåde blive tale om nye omvendelser og talmæssig vækst i menigheden. Men det er Guds ansvar, ikke vort!
Ordet ”ortodoks” har en dobbelt betydning. Det betyder både ”ret tro” og ”ret lovprisning”. Og sammenhængen mellem disse to er fundamental: Kun der, hvor den sande tro er, kun der findes også den sande og rette lovprisning! Den nye sang – i begrebets bibelske mening – er noget, som kun kan virkes og gives af Gud (Sl 40,4f.). Den kan aldrig skabes af mennesker ud fra et bestemt åndeligt program.
Første gang bragt som kronik i avisen Dagen i 2003. Oversat af Mikkel Vigilius.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2011. Hele bladet kan læses her.
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Jan Bygstad
Jan Bygstad, Bergen, præst i Det evangelisk-lutherske kirkesamfunn.