Den nye jord

Der er stor forvirring om læren om ”himlen”, eller: de kommende nye himle og den kommende nye jord. Mange kristne har, selvom de ser frem til at være sammen med Jesus efter den fysiske død her på jorden, ikke rigtigt nogen idé om, hvordan vores evige eksistens vil se ud, og hvad den vil indebære. Tit læser man om de nye himle og den nye jord som beskrevet i Åbenbaringsbogens sidste to kapitler, og så forestiller man sig at leve for evigt i en slags overjordisk rige i stedet for at leve i et virkeligt, genoprettet, fysisk univers.

Men Bibelen har meget at fortælle os om, hvad vi må se frem til. Hvis vi forstår vores fremtidige tilstand, vil det også hjælpe os til at forstå, hvad vi tabte, da Adam faldt. Og endelig har det store konsekvenser for dem, der vil gøre skabelsesberetningen i Første Mosebog til en allegorisk fortælling i et forsøg på at få den til at passe med evolutionshistoriens millioner af år.

I Første Korintherbrev 15 møder vi hos Paulus et radikalt syn på opstandelsens betydning:

”Men når det prædikes, at Kristus er opstået fra de døde, hvordan kan så nogle af jer sige, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde? Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom. Vi kommer så også til at stå som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod Gud, at han har oprejst Kristus, som han altså ikke har oprejst, hvis døde ikke opstår. For hvis døde ikke opstår, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder, og så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt. Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker” (1 Kor 15,12-19).

Paulus siger, at vi må tro på, at Jesus er fysisk opstået fra de døde, for at blive frelst. Så vigtigt er det. Det er fordi, vores egen fremtidige opstandelse – det, vi ser frem imod – er den samme slags opstandelse som Jesu opstandelse. Så spørgsmålet om opstandelsen er et spørgsmål om evangeliet: Man kan ikke være kristen uden at tro på, at vi (de troende) vil leve for altid med Kristus – i virkelige, fysiske, genopstandne kroppe.

Men hvor vil de kroppe leve henne? Skriftens vidnesbyrd er klart og entydigt, at de nye himle og den nye jord vil være et fysisk (omend også åndeligt) rige.

Den nuværende verden går mod sin afslutning

Bibelen fortæller, at den nuværende jord (ja faktisk hele skabningen, jf. Rom 8,22) er forbandet på grund af synden og går mod sin ødelæggelse. Peter skriver:

”Men Herrens dag vil komme som en tyv, og da vil himlene forgå med et brag, og elementerne vil brænde op, og jorden og alt det menneskeskabte på den vil vise sig som det, det er. Da nu alle disse ting må gå i opløsning, hvor helligt og gudfrygtigt bør I da ikke leve, mens I venter på, ja, fremskynder Guds dags komme, da himlene skal gå op i luer og elementerne komme i brand og smelte. Men efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor.

Derfor, mine kære, når I ser frem til dette, så vær ivrige for at stå uplettede og lydefrie for ham i fred” (1 Pet 3,10-14).

Læg mærke til, at Peter ikke bruger billedsprog. Lige før dette citat har han mindet sine læsere om, at Gud tidligere i verdenshistorien har dømt hele jorden med en ødelæggende vandflod. Han siger ikke: ”Det vil blive, som om himlene brænder op” eller lignende. I ligefremt sprog siger han, at Gud rent faktisk vil brænde universet op og skabe ”nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor”. Og han bruger denne kendsgerning til at fortælle sine tilhørere, at de skal leve et liv, der passer sig for den nye jords borgere.

Det er ikke en overdrivelse at kalde det en ”afskabelse” af himlene og jorden. Mange af Guds domme i Bibelen er skabelse vendt på hovedet. For eksempel er syndfloden omvendt skabelse, der fører tiden tilbage, til før det tørre land blev adskilt fra havet på skabelsens anden dag. Og Jeremias’ Bog henviser til en fremtidig afskabelse, der fører universet tilbage til det stadie, der beskrives i 1 Mos 1,2. ”Jeg så jorden, og der var tomhed og øde, himlen, og der var intet lys” (Jer 4,23).

Mange af dommene i Åbenbaringsbogen (f.eks. at en tredjedel af menneskeheden bliver slået ihjel, Åb 9,15) kan forstås symbolsk eller bogstaveligt, alt efter hvordan man tolker endetidens begivenheder, men det ligger uden for denne artikels hovedfokus, som handler om, hvad der sker ved selve enden. Vi har ikke her interesse i at diskutere detaljerne, men i at give en klar fremstilling af det store billede. Og det er, at det nuværende skaberværk vil blive udsat for en frygtelig og fuldstændigt ødelæggende dom på grund af synden. Men ødelæggelsen er ikke enden på historien, for Gud vil skabe en ny himmel og en ny jord, ”for den første himmel og den første jord forsvandt” (Åb 21,1), og de troende vil leve i dette nye skaberværk for evigt.

Hvorfor vil denne verden blive ødelagt?

At ødelægge et helt univers virker som en ret drastisk løsning på problemet med syndefaldets verden. Men Skriften siger klart, at det var hele skabningen, der faldt:

”For skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares. Skabningen blev jo underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men på grund af ham, der gjorde det, og med det håb, at også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden. Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen. Og ikke alene det: også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning” (Rom 8,19-23).

Da Adam syndede, blev jorden forbandet på grund af ham (1 Mos 3,17-19), og jorden blev yderligere besmittet af mord, vold og moralsk forfald (1 Mos 6,11-12; 3 Mos 18,24-28; 4 Mos 35,33; Sl 106,38; Jer 3,2.9; 16,18). Men snavset ligger ikke bare på overfladen af jorden. Det er hele universet, hele skabningen (græsk: ktisis), der er forbandet. Derfor har hele skabningen også brug for genoprettelse.

Fordi hele jorden blev påvirket af forbandelsen og yderligere besmittet af menneskers synd, er det ikke et passende sted for de genopstandne, fuldkomne mennesker at bo. Hvordan skulle vi kunne leve blandt fossiler, kirkegårde og påmindelser om død (selv hvis de døde var væk) på en syndflodsmærket jord, der bærer vidnesbyrd om Guds store dom over synden? Hvordan kan vi bo for evigt ved siden af en stjerne, der har en begrænset levetid eller et univers, der har indbyggede, ikke-evige egenskaber, og som i sidste ende vil lide ”varmedøden”? Alt dette er en påmindelse om, at døden er en fjende, der har besat hele skaberværket, og en påmindelse om, at Kristus har besejret døden og på den måde givet os noget andet at se frem imod:

”Fordi døden kom ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske. For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus (…) Som den sidste fjende tilintetgøres døden” (1 Kor 15,21-22.26).

Vores kroppe dør og bliver til støv igen, men vil blive oprejst som nye kroppe, der ikke desto mindre har en forbindelse med dem, vi var her på jorden. Præcis sådan er jorden også faldet og vil blive ødelagt, men den vil blive ødelagt med henblik på at blive fornyet. Der gælder nøjagtig det samme for jordens genoprettelse som for genopstandelsen af dem, der er blevet forløst i Kristus. Ligesom vi må dø for at genopstå, sådan må jorden også ødelægges, før den kan blive fornyet. Det er ikke en ultimativ eller endelig ødelæggelse. Det er en ødelæggelse, der baner vej for dens genskabelse.

Den nye verden, vi ser frem imod

Første Mosebog bruger vendingen ”himlen og jorden” om hele det fysiske skaberværk (universet). Når Bibelen senere (2 Pet 3,13; Åb 21-22) bruger vendingen ”himlen og jorden”, har det en tilsvarende altomsluttende betydning. Det antyder en kontinuitet og en sammenhæng mellem den nye verden og den gamle. Men ordet ”ny” indebærer her også betydningen ”bedre” eller ”forbedret”, så det gamle vil være forældet.¹

Vi har fået mange billeder af, hvordan den nye verden bliver. Hvis vi vil se, hvordan et ikke-faldet fysisk skaberværk ser ud, er Edens have det oplagte sted at begynde. Eden er billedet af Guds ideelle paradis på jord. Det var et sted, der var indrettet særligt med henblik på, at mennesker kunne bo godt der, udføre let og ubesværet arbejde (1 Mos 2,15) og prise deres Skaber. Alt hvad Adam og Eva havde brug for, var der sørget for, og de havde regelmæssig og direkte kontakt og fællesskab med Gud. Der var ikke nogen synd, ingen død og ingen barrierer i menneskers forhold til Gud.

På den nye jord bliver der en tilbagevenden til et liv uden synd, der bliver ingen lidelse eller ondskab af nogen art, og der bliver ubegrænset adgang til Gud (Åb 21,3-4). Alt det er muligt på grund af Jesu offer, da han betalte for vores synder. Men det bliver endnu bedre end ved den første skabelse, for det er ikke bare en tilbagevenden til Edens have. Gud vil også forløse de bedste dele af kulturen sammen med jorden.

Men det allerbedste er, at der på den nye jord ikke længere vil være nogen mulighed for at synde, så der kommer et andet syndefald. ”For syndens løn er død” (Rom 6,23), og dermed indebærer løftet om, at der ikke mere skal være død, at synden heller ikke er der mere. Dem, der aldrig skal dø, kan heller aldrig synde, for død er straffen for synd. Synd medfører klage, gråd og lidelse. Hvis de ting aldrig mere skal komme igen, så kan synden heller aldrig mere komme igen.²

Vil den nye jord blive fysisk?

Som tidligere nævnt er der nogle, der mener, at vores evighed skal foregå på er overjordisk sted, beboet af kropsløse sjæle. Men dermed forveksler man to forskellige steder, nemlig 1) det sted, hvor kristne, der dør, venter på genopstandelsen og 2) det sted, vi vil leve efter fuldbyrdelsen af alle endetidens begivenheder.

Om det skriver Paulus: ”Så er vi da altid ved godt mod, og vi er det, selv om vi ved, at vi ikke kan være hjemme hos Herren, så længe vi har hjemme i legemet (…) Men vi er ved godt mod og vil hellere bryde op fra legemet og have hjemme hos Herren” (2 Kor 5,6.8). 

Bibelen lærer klart, at selvom kristne, der tror, er ”hjemme hos Herren”, venter de stadig på opstandelsen fra de døde, hvor vores kroppe vil blive forvandlet, så vi bliver som Jesus.

Igen Paulus: ”Således er det også med de dødes opstandelse. Hvad der bliver sået i forgængelighed, opstår i uforgængelighed” (1 Kor 15,42).

Vi bliver altså til den tid moralsk fuldkomne, så vi aldrig mere vil synde.

De nye himle og den nye jord bliver lige så fysiske som de nuværende himle og den nuværende jord. Ligesom det sted, hvor fuldkomne mennesker skal bo, ikke kan være mærket af syndefaldet, kan det heller ikke blive overjordisk og ikke-fysisk.

Vi får brug for en fysisk, materiel verden at bo i til den tid, fuldstændig som vi har brug for det nu. Og Bibelens beskrivelser af den nye jord indebærer genskabte dyr og træer, byer, gader, floder og andre fysiske ting. Modsat er den nye jord aldrig beskrevet i overjordiske eller spøgelsesagtige vendinger.

Hvad med det ”åndelige legeme”?

I 1 Kor 15,44 siger Paulus: ”Der bliver sået et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme.”

Nogle mener, det må betyde, at vi, når vi opstår, vil blive en slags overjordiske væsner. Men den tolkning misforstår, hvad Paulus mener, når han kalder vores jordiske legemer ”sjælelige” og vores genopstandne legemer ”åndelige”. Det handler ikke om det ”materiale”, kroppen er lavet af, men om, hvad der motiverer os og driver vores vilje.

For eksempel nævnte Paulus tidligere i brevet en ”åndelig” person og brugte det helt samme græske ord (pneumatikos), og her var der tydeligvis tale om en fysisk person (1 Kor 2,15). Lad os huske, at selv i vores syndige, fysiske kroppe, er vi stadig åndelige væsner. Selv Jesus blev kaldt for en ”ånd, der gør levende” (1 Kor 15,45). Pointen er, at man kan være fysisk og åndelig på samme tid. Og på samme tid vil den nye jord være både et fysisk og et åndeligt sted. Ånden er ikke hele vores væsen, men en del af det. Det er også derfor, Gud først formede Adam af jord og siden åndede på ham, så han blev en ”levende skabning” eller ”levende sjæl” (hebraisk: nephesh chayyah, 1 Mos 2,7).

Som det er nu, er vi fulde af synd, selv når vi er allerbedst, omend vi i Kristus er tilgivede syndere. I genopstandelsen vil vores viljer være fuldstændigt i overensstemmelse med Guds vilje. Det er ikke bare sådan, at vi ikke vil være i stand til at synde; vi vil slet ikke synde. Det vil være hele uden for vores horisont at synde.

Vil vi opleve tid?

Hvis de nye himle og den nye jord vil bestå af materie (stof), så vil det også kræve rum. Og vi ved fra fysikken, at rum og tid er indbyrdes forbundne. Det er en almindelig forestilling, at det evige liv vil være tidløst, men det er ikke rigtigt. Tid, som vi forstår det, begyndte med skabelsen af det fysiske univers. Og den tidsramme, som Bibelen bruger, er jordens tid. Når jorden roterer med en lyskilde på den, definerer det en dag. Så det er kun Gud, der er uden for tiden, fordi han var til, før det han skabte. Kun det, der ikke har nogen begyndelse i tid, kan nogensinde være uden for tiden.³

Enhver skabning oplever og vil altid opleve livet som en kontinuerlig kæde af begivenheder, der finder sted en af gangen. Når vi synger en sang i Himlen, vil vi synge det ene ord efter det andet i tid, og vi kan tælle takterne i den fremadskridende sang. Hvis vi tager fra ét sted til et andet, vil det tage tid at rejse. Det er usikkert, hvordan den tid vil blive målt, men den vil helt sikkert blive oplevet i en eller anden form.

Guds sejr i det genoprettede skaberværk

Randy Alcorn er forfatter og tidligere præst. Han skriver:

”Gud har aldrig opgivet sit oprindelige skaberværk. Alligevel er det på en eller anden måde lykkedes os at overse et gennemført bibelsk sprogbrug, der tydeliggør den sag. Genløse. Genoprette. Genskabe. Genkomst. Genopstå. Hvert af disse bibelske ord begynder med forstavelsen ”gen”, som indebærer en tilbagevenden til en oprindelig tilstand, der engang blev ødelagt eller tabt. Gud ser os altid i lys af det, der er hans vilje med os, og han søger altid efter at genoprette os til det formål. På samme måde ser han jorden i lys af, hvordan han ønskede, den skulle være, og han arbejder på at genoprette den til det, han oprindeligt skabte den til at være.”⁴

Gud vil i genskabelsen omgøre alt, hvad Satan har forvoldt, og Han vil gøre skaberværket endnu bedre end før. I slutningen af Åbenbaringsbogen er synden væk. I tillæg til det bliver Gud lovprist for sin barmhjertighed og nåde, og Jesus bliver æret som Frelseren af alle folkeslag. Mennesker er genopstået. Vi er ikke bare (negativt formuleret) syndfri i genopstandelsen; vi er (positivt) retfærdige og kan aldrig mere falde i synd. Jorden må på tilsvarende vis genoprettes. Ellers ville der være noget, der manglede i Guds forløsningsværk.

Kompromiser med Første Mosebog giver problemer

Når man læser om det genoprettede skaberværk og de nye himle og den nye jord, særligt i kapitel 21 og 22 i Johannes’ Åbenbaring, er det fuldstændigt klart, at det er parallelt med, hvordan Gud oprindeligt skabte i Første Mosebog 1. Skabelsen og genskabelsen er uløseligt sammenvævede. Gud er almægtig, og til sidst fører han sin vilje ultimativt igennem på en måde, så vi kun kan forundres over hans plan.

De, der tror, at Gud på en eller anden måde brugte en proces, der indebar millioner af år med evolution har et stort problem med den bibelske sammenhængskraft her. Tilsyneladende har de ikke et problem med, hvad vi tit kalder for det ”salige håb” – dette fremtidige evige paradis, hvor alle de troende vil bo for evigt i et genoprettet univers, der er genskabt mirakuløst af Gud på et øjeblik. Men når genskabelsen skildres som en parallel til Første Mosebog 1, hvordan kan det så forenes med, at Gud har brugt en proces fuld af lidelse og død i den oprindelige skabelse? Skal Gud måske genoprette alting tilbage til millioner af år med lidelse og død?

Desuden: Hvis vi på den nye jord kan se stjerner, der er milliarder af lysår væk, tænker vi så, at Gud har ”genskabt” og udstrakt rummet over milliarder af år igen (svarende til et gammeljordssyn på Første Mosebog)? Selvfølgelig giver det ikke nogen mening.

Én mulighed ville være at gøre hele forestillingen om de nye himle og den nye jord til en allegori, sådan som man gør med Første Mosebog 1. Men så må man spekulere på, hvorfor man egentlig skal gå op i at blive frelst, for man kan ikke vide sig sikker på, hvad fremtiden bringer, eller have noget virkeligt håb om, hvad der er at se frem til. Kort sagt: Hvis Guds oprindelige skabelse involverede millioner af år med lidelse og død, hvad er der så galt med det skaberværk, vi har nu? Hvorfor ødelægge det og skabe en ny jord?

Læren om den nye jord giver kun mening inden for en ramme af skabelse-syndefald-genoprettelse. Hvis Gud skabte en fuldkommen verden uden synd og død, så giver det mening, at Gud vil genoprette den til en fuldkommen verden uden synd og død. Men tror man på en gammel jord, eller har man et evolutionistisk syn, sætter man døden ind, før Adam blev skabt. Det kommer ikke fra Skriften, men fra hensynet til den filosofiske antagelse, man kalder naturalisme (troen på at naturlige processer kan forklare alt, der nogensinde er sket i universets historie).⁵ I en vis udstrækning gør det altså døden til en del af Guds oprindelige, gode skaberværk (jf. 1 Mos 1,31).

Den nye jord fortæller os om det skaberværk, Gud ønsker. Men hvordan vil dem, der mener, det er nødvendigt at indsætte millioner af år med lidelse og død i skabelsesberetningen, forklare, at Gud ikke simpelthen skabte den verden, han ønskede, i begyndelsen?

Bibelens lære om den nye jord er et stærkt vidnesbyrd om det oprindelige gode skaberværk.

Paulus fortæller os, at ”hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte,” det har Gud åbenbaret for os ved Ånden (1 Kor 2,9-10). Bibelen fortæller os præcist, hvad vi må se frem til, når vi tror på Jesus: evigt liv i en fuldkommen, genopstået krop, i et fysisk genoprettet legeme, i et fuldkomment, syndfrit fællesskab med Gud.

Oversat af Henrik Gren Hansen fra www.creation.com/new-earth.