En gave til dig IV
“En gave til dig” er andagter for børn og juniorer. Andagterne vil komme rundt omkring i Bibelen, troslæren og kirkehistorien og vil hjælpe børnene med at få et bibelsk gudsbillede og en forståelse af frelseshistorien. Frem for alt vil de række evangeliet som Guds gave til tro og liv. Respons og forslag kan sendes til henrik.gren.hansen@nytliv.dk.
For således elskede Gud verden …
For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv (Joh 3,16).
Måske har du hørt det bibelvers før? (og måske kan du endda synge det?)
Hvis man skulle lave en top 10 over de mest kendte bibelvers, så ville det her vers nok ryge helt til tops. Det er det vers, man også kalder ”den lille bibel”!
Det ville godt nok være en lillebitte bibel, hvis der kun var det vers i! Du kan jo prøve at sige til en fra din klasse, at ”jeg har lige læst Bibelen her til morgen … ” – og så glemme at nævne, at det var den lille bibel.
Det er selvfølgelig lidt snyd! Men det er sådan et godt vers, så man kunne faktisk godt begynde hver morgen med at læse det eller synge det.
I de næste andagter kommer det til at handle om denne her mindste bibel i hele verden. Og vi begynder med de første 5 ord: For således elskede Gud verden …
Den lille bibel handler om, hvordan Gud elsker verden!
Og der kan man måske godt tænke: Nåhja, selvfølgelig. Gud elsker verden. Gud er jo en kærlig Gud. Han elsker verden. Hvad underligt er der i det?
Men faktisk så burde vi hoppe og springe op i luften, når vi hørte det.
Der er alt for mange mennesker i verden, der tager det som en selvfølge, at Gud elsker dem. Men så er det, fordi de ikke ved, at Gud er hellig. Det betyder, at Gud hader synd, og at han er vred over alt det onde, vi mennesker gør i verden. Gud er en Gud, der harmes hver dag, fortæller David i en salme (Sl 7,12). Det betyder, at Gud hver eneste dag bliver vred over menneskers synd.
Hvis man ikke tænker på det, så er det rigtig svært at forstå den lille bibel. Så læser man bare de første fem ord ”for således elskede Gud verden” og tænker ”nåhja – klart!” Men det er meningen, at vi skal læse det og sige: ”Hvad i alverden? Det kan da ikke være rigtigt!?”
Når der står, at Gud elskede verden, så er det hele verden. Så er det din storesøster. Din far. Din klasselærer. Det er disciplen Peter, der svigtede Jesus. Det er Judas, der forrådte ham. Det er Hitler og alle de andre onde fra historiebøgerne. Og så er det dig og mig – med alt det forkerte, vi gør hver eneste dag.
Gud elsker verden. Det betyder ikke, at alle i hele verden kommer i Himlen. For det er der kun nogle få, der gør – nemlig dem, der tror på Jesus. Men Gud elsker verden på den måde, at han vil, at alle skal tro på Jesus, så de kan komme i Himlen.
Måske har I nogle i din familie, der ikke længere tror på Gud. Så er det godt at vide, at Gud stadigvæk elsker dem – og at der ikke er noget, han hellere vil, end at de skal komme tilbage til ham og nå Himlen.
Tænker du nogle gange på, hvorfor Jesus ikke er kommet igen endnu? Bibelen har et meget klart svar på det spørgsmål. Der står nemlig: Gud har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse (2 Pet 3,9). Sådan er Guds kærlighed. Til dig. Til hele din familie. Og til hele verden.
… at han gav sin enbårne søn
Det er den anden del af ”Johannes 3,16”, den lille bibel.
I går hørte vi om, at Gud elsker verden. I dag skal vi høre om, hvordan det viser sig, at Gud elsker verden. Hvordan kan man egentlig se, at Gud elsker verden – og at Gud elsker dig?
Det kan man se ved det, vi læser i den lille bibel: at han gav sin enbårne søn.
Den her andagtsserie har navnet ”En gave til dig”. Og du har nok luret på, hvad der er inde i den gave? Sådan har jeg det i hvert fald, når der er fødselsdag og jul … Jeg kan ikke lade være med at tænke på: Hvad mon de har fundet på i år? Og mon jeg får noget af det, jeg har ønsket mig?
Nogle gange regner man den ud, når man ser pakken. De fleste gange bliver man nok glad. Andre gange kan det være, man bliver lidt skuffet. Sådan er det med gaver – man håber noget, men man ved ikke helt, hvad man får. Og nogle gange kan det, man egentlig blev lidt skuffet over, vise sig at være den allerbedste gave, når man lige kommer i gang med det.
Guds gave er: Jesus! Gud har givet os sin enbårne søn – sin eneste søn. Han er Guds gave til dig!
Nu er det ikke så tit, man pakker en person ud af en gave. Og jeg tror faktisk, at en del mennesker kan opleve at blive lidt skuffede over Guds gave.
Gud er jo en almægtig Gud – han kan alting. Så man kan jo godt ønske sig en hel del af ham. Man kan måske ønske sig, at de snart må holde op med at drille henne i skolen. Man kan ønske sig, at mor og far må holde op med at være så strenge og stressede. Man kan ønske sig, at man lige pludselig vinder en million – eller bliver gode venner med en fra klassen. Eller man kan ønske sig, at mormor bliver rask. Eller at man selv må slippe for at have allergi.
Måske beder man igen og igen om det samme – skriver det på ønskesedlen til Gud, som kan gøre alt. Og så sker der ikke noget. Hvordan kan det være – hvis han virkelig elsker mig? At jeg så ikke får det, jeg ønsker mig?
Nu skal du høre: Gud har givet dig noget, der er bedre end alt det! Det kan godt ske, du ikke kan se det lige nu. Men efterhånden vil du finde ud af det: Jesus er den bedste gave i hele verden!
Gud kan også give dig andre gaver. Og han hører dig altid, når du beder. Så kom endelig til Gud med alt, hvad der er i dit hjerte. Men hvis du skal vide helt sikkert, at Gud elsker dig, så skal du se på Jesus og det, han har gjort for dig.
Det må du huske, når det er allermest svært at forstå, at Gud elsker dig. Gud har givet det allerkæreste, han havde, fordi han elsker dig! Fordi han så gerne vil have dig med hjem til Himlen, hvor alt bliver godt, og hvor der ikke er sygdom og synd og død mere.
Det er en gave, der er god nu – men den bliver bare bedre og bedre! Hvis du kender nogen, der har levet lang tid sammen med Jesus, så tror jeg, de vil give mig ret i det.
En dag får vi lov til at se Jesus med vores øjne. Det bliver verdens bedste dag!
… at han gav sin enbårne søn 2
Det lyder lidt forkert! Overskriften – ”At han gav sin enbårne søn 2”. For det skete jo kun én gang. Og det er faktisk en vigtig pointe i Bibelen: at Jesus døde ”én gang for alle”.
Der står sådan her i Hebræerbrevet: Ikke med blod af bukke og kalve, men med sit eget blod, gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning (9,12).
I Det Gamle Testamente læser vi rigtig meget om ofre. Israels folk skulle ofre lam, bukke og kalve til Gud. Og det kan vi godt synes, er noget mærkeligt noget. Det er da sådan nogle søde dyr – hvorfor skal de dø? Men der er gode grunde til, at Israels folk skulle bringe ofre i Det Gamle Testamente. For blodet fra de her uskyldige dyr pegede frem mod blodet fra Jesus på korset. De var en slags billeder på det, skulle ske, når Jesus kom – for det, Jesus skulle gøre, var forberedt lang tid før. Faktisk var det med Jesus og korset forberedt, helt fra før verden blev skabt!
I historien om Abraham og Isak (fra den allerførste bog i Bibelen) hører vi om, at Gud giver Abraham besked på at ofre sin eneste søn, Isak. Ligesom Gud mange tusind år senere gav sin enbårne søn, så skulle Abraham slå sin egen eneste dreng ihjel! Det var den dreng, Abraham havde ventet på, at han skulle få hele sit liv; han elskede ham, som en far elsker sin dreng – og du kan spørge din far, hvor meget dét er! Det var helt forfærdeligt.
På vej op ad bjerget spørger Isak sin far: Fa-ar? Hvor er egentlig det lam, vi skal ofre?
Det var ikke et sjovt spørgsmål at få for Abraham. Hvad skulle han sige? ”Det er dig, jeg skal ofre, min dreng?” Nej, det kunne han ikke få sig selv til at sige. Men prøv så og hør, hvad han siger til Isak i stedet for: Gud vil selv udse sig et offerlam, min dreng (1 Mos 22,8).
Det svar viste sig at være rigtigt. For Gud stoppede Abraham, inden han ofrede Isak – og viste ham i stedet for en vædder, de kunne bruge. Men læs lige svaret fra Abraham igen: Gud vil selv udse sig et offerlam! Det er nogle ord, der peger frem mod Jesus – ligesom alle ofrene i Det Gamle Testamente peger frem mod ham. For det er Jesus, der er Guds rigtige offerlam.
Ofrene i Det Gamle Testamente skulle gentages igen og igen. Men Jesus-offeret skete én gang for alle. Der er ikke brug for flere ofre. For Jesus har vundet en ”evig forløsning” til os, står der i Hebræerbrevet, dvs. at vi må blive fri for Guds vrede og komme i Himlen, fordi Jesus er død i stedet for os. Han gik ind i det Allerhelligste – ind til der, hvor Gud er – med sit eget blod. Han ofrede sit eget blod, for at du skulle blive fri.
Tænk på, at det, der skete med Jesus, det skulle i virkeligheden være sket med dig. Ikke bare det med at dø på et kors – det ville være slemt nok. Men det med at møde Guds vrede over synden. Jesus har mødt Guds vrede over din synd. For det var dine synder, han tog med op på korset.
Lad os sige tak til Gud for Guds eget offerlam!
… for at enhver, som tror
Indtil videre har ”den lille bibel” fortalt os, at Gud elsker hele verden. Og Gud har vist sin kærlighed til hele verden ved at give os sin eneste søn.
Men nu kommer der en vigtig tilføjelse. For det er jo ikke sådan, at fordi Gud elsker hele verden og har givet Jesus som en gave til alle mennesker, så kommer alle også i Himlen. Sådan er det ikke – selvom Gud faktisk vil, at alle mennesker skal blive frelst.
Hvorfor kommer alle egentlig ikke i Himlen – når Gud nu gerne vil det?
Det får vi svaret på her i den lille bibel. Det er nemlig ”enhver, som tror”, der kommer i Himlen. Dem, der ikke tror på Jesus, de har også fået rakt Jesus som Guds gave, fordi Gud elsker dem og vil have dem med til Himlen. Men de vil ikke tage imod og pakke gaven ud. Eller også pakker de gaven ud og tænker: Det er ikke noget for mig. Jeg har ikke brug for Jesus. Det var noget andet, der stod på min ønskeseddel.
Man skal altså tro på Jesus, hvis man vil have noget ud af gaven fra Gud. Og det er noget, der har været lidt svært for mig. For jeg kan godt komme til at tænke: Tror jeg nu egentlig også på Jesus? Tror jeg sådan rigtigt på ham? Tror jeg lige så meget som de andre? Hvordan kan jeg vide, om jeg tror nok på Jesus? Og hvordan skal det så gå, når Jesus kommer igen – hvis jeg ikke tror nok på ham den dag?
Sådan nogle tanker har jeg tit haft, både som barn og som voksen. Det er sådan nogle tanker, man godt kan kalde ”anfægtelser”, hvor der ligesom bliver fægtet mod ens tro. Det er ikke spor rart at gå rundt og være i tvivl, om man kommer i Himlen, når Jesus kommer igen.
Men læg nu godt mærke til, hvad der står i den lille bibel. Og hvad der ikke står. Der står ikke: ”for at enhver, som synes, han tror rigtig meget …” eller: ”for at enhver, der tænker rigtig meget på Jesus hver dag” … der står ganske enkelt: ”for at enhver, som tror på ham” …
Hvis du prøver på at finde din tro inde i hjertet, så skal du nok nogle gange bruge en lup. Eller et mikroskop. Og noget meget stærkt lys. For den kan være rigtig svær at finde. Og så tænker man: Åh nej, har jeg tabt min tro?! Hvorfor kan jeg ikke få øje på den?
Kender du det med, at man kan gå helt i panik, når der er noget, man tænker, man har tabt? Hvor lagde jeg nu min nøgle? Åh nej, min madpakke. Mit rejsekort! Mit penalhus! Og sådan kan det også være med troen. Åh nej, den er da vist blevet helt væk?
Men så er tricket, at du skal prøve at lede efter noget andet end din tro. Du skal prøve at lede efter Jesus. Kig efter ham i Bibelen. Og husk på, hvordan du blev døbt til at tilhøre ham, da du var helt lille og ingenting kunne.
Så kommer troen lige så stille frem. For tro handler om at have brug for Jesus. Vil du sige, at du har brug for Jesus? Så tror du på ham – lige meget om du kan mærke din egen tro eller ej!
… ikke skal fortabes
Der er noget, der hedder ”fortabelsen”. Det bliver også nogle gange kaldt for Helvede. Og det er så vigtig en ting, at det er med i den lille bibel.
Helvede er der, man ender, hvis man ikke tror på Jesus. Lige meget hvor god og sød og rar, man ellers har været. For der er ingen, der er gode nok til Gud. Det er kun Jesus, der er god nok til Gud – og vi er gode nok til Gud, hvis vi har vores Jesus-tøj fra dåben på, så vi er ”i ham”, som Bibelen siger.
Helvede er det sted, hvor man mærker Guds vrede over synden hver eneste dag. Der mærker man virkelig, hvor seriøst Gud tager det med synden – han tog det jo så seriøst, at han gav sin egen søn, for at vi skulle blive fri.
Gud kan ikke bare være ligeglad med synd. Så ville han ikke være Gud.
Prøv og tænk engang, hvis vi havde en Gud, der sagde: ”I må godt være lidt onde, bare det ikke bliver alt for meget!” Du må gerne tænke, at ham der henne fra skolen er en spade, men du må ikke gå hen og slå ham i hovedet. Du må gerne se nogle af de ting, din mor og far siger, du ikke må se på telefonen, for det gør alle de andre også. Du må gerne putte lidt ekstra bland-selv-slik i posen, efter den er blevet vejet, bare du ikke tager for meget.
Hvis det var sådan, Gud sagde, så ville det aldrig blive godt igen. Så ville der aldrig blive noget paradis, hvor alt er godt.
Men nu siger Jesus: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild.
Du siger måske ikke så tit ”Raka” eller ”tåbe” til din bror! ”Tåbe”, det var noget, din oldefar sagde, når han blev sur, og ”raka” er ikke engang dansk, så det siger du da slet ikke! Men det, Jesus egentlig fortæller her, det er, at det bud, der siger ”du må ikke slå ihjel”, det handler i virkeligheden også om, at du ikke må blive vred!
Prøv at tænke tilbage på de sidste 24 timer. Tænk på, da du kom hjem fra skole. Tænk på der omkring aftensmaden. Og måske da du skulle op om morgenen. Der har vel ikke været nogle af de tidspunkter, hvor du var vred? – Og måske endda kom til at sige noget til nogen, der gav rigtig dårlig stemning?
Jesus siger, at den, der gør det, er skyldig til at komme i Helvedes ild – faktisk lige så skyldig, som hvis du havde slået nogen ihjel!
Det mener Jesus seriøst: Du må ikke blive vred! Og du må ikke lade din vrede gå ud over andre – hverken i familien eller henne i skolen. Det er synd, og det er noget, du skal kæmpe imod og bede om tilgivelse for.
Når du kommer hen til domstolen – der, hvor Gud sidder og siger, hvem der må komme i Himlen, og hvem der skal straffes i Helvede for altid – så kommer du som en, der er skyldig i rigtig mange ting. Du er faktisk skyldig til at komme i Helvede! Men den lille bibel fortæller os: at Gud gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes.
Hvor er det godt at tro på Jesus! Og hvor er det frygteligt ikke at tro på ham.
… men have evigt liv
Der er en ting, jeg aldrig har forstået!
Okay, der er sikkert flere ting. Temmelig mange ting, nu hvor jeg lige tænker over det …
Men den her ting er simpelthen for mærkelig.
Før jeg fortæller dig, hvad det er for noget mærkeligt noget, vil jeg fortælle dig en næsten lige så mærkelig historie.
Der var engang en pige, der hed Nynne. Nynne gik og nynnede for sig selv. Hun skulle snart giftes! Faktisk var der kun tre timer til brylluppet. Hvad tror du så, hun gik og nynnede om? Mon hun var ved at terpe den kærlighedssang, hun ville synge til sin mand til festen? Eller prøvede hun at berolige sig selv, fordi hun var pænt nervøs for den her store fest – hvad nu, hvis hun faldt i brudekjolen på vej op ad kirkegulvet? Det kan også være, hun simpelthen bare glædede sig så meget til den største dag i sit liv, at hun ikke kunne lade være med at sætte musik til?
Næh, skal jeg fortælle dig, hvad hun nynnede? Hun gik og sang: ”To liter mælk, en flaske ketchup, tre poser chips og en dåsemakrel.”
???
Jo, altså. Nynne var på hen til købmanden for at købe ind. Og hun plejede at nynne for sig selv, hvad hun skulle have, så hun ikke glemte noget.
Jamen skulle hun ikke giftes om tre timer? Så havde hun vel ikke så meget brug for chips og makrel lige den dag?
Næh…! Men hun tænkte ikke rigtigt på det der bryllup. Det måtte komme, når det kom. Og så var det sikkert fint nok med det.
Mærkelig historie! Men hvad er det så, der er endnu mere mærkeligt? Det er, at vi, der tror på Jesus, vi tænker så lidt på, når Jesus kommer igen, og vi skal bo på den nye jord. Bibelen fortæller os, at det bliver ligesom en bryllupsfest! Jesus kommer for at hente sin brud – det er os! Og så skal der være et kæmpestort festmåltid. Vi skal fejre, at nu er der sket det allermest fantastiske, der nogensinde kunne ske. Vi er kommet godt igennem livet på jorden med alle de fristelser og problemer, der er her. Nu får vi lov til for altid at være fri for alt, hvad der hedder synd og sygdom og død. Alt, hvad der er dårligt. Gud vil selv tørre tårerne af vores kinder. Vi får lov til at møde Jesus – og se ham ansigt til ansigt. Vi får lov til at synge lovsange, som vi aldrig har sunget før. Vi får lov til at bo sammen med vores kære og elskede brødre og søstre i troen – og leve et paradis-liv sammen med dem for altid. Alt det, Gud havde planlagt for Adam og Eva – det kommer vi nu til at få. Og der bliver ingen slange i paradiset. Det bliver bare godt for altid!
Men her går vi på jorden og synger om to liter mælk og en flaske ketchup! Det er også godt med ketchup. Men helt ærligt: Hvad sker der lige for os? Har vi overhovedet forstået, hvad det er, vi går frem imod?
Glæd dig!
Himmel og helvede
Dengang jeg gik til fodbold, spillede vi nogle gange et spil, der hed ”himmel og helvede”. Nogle kaldte det også ”guld og snot” – og det har sikkert heddet mange andre ting i tidens løb. Det gik ud på, at vi var f.eks. 10 drenge, der skulle skiftes til at sparke straffespark. Hvis man scorede, kom man i ”himlen”, og hvis man brændte, kom man i ”helvede”. Men konkurrencen fortsatte, indtil der kun var én i himlen og de andre ni var i helvede. Jeg kan stadig huske, hvor nervepirrende det var at være med blandt de sidste i konkurrencen – og hvor kedeligt det var, hvis man brændte på første forsøg.
Spillet har fået mig til at tænke på en ting, som Jesus sagde: Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den! (Matt 7,14-15).
Jesus siger, at der er mange, der går på vejen mod fortabelsen – og der er ikke ret mange, der finder den vej, der fører til det evige liv.
Min mor lærte mig at slutte hver aftenbøn med at bede: ”Led os og før os ad vejen, som går hjem til dig.” Hun sagde ikke, at det skulle jeg bede. Hun gjorde det bare selv. Og så begyndte jeg også at bede sådan. Det er en god bøn at bede tit. Ikke fordi Gud glemmer, at man har bedt den; men fordi det er trygt og godt at lægge sit liv over i Guds hænder og sige til ham: Gud, du må lede mig ad den vej, du kan se, det er bedst for mig at gå på – bare jeg en dag må nå hjem til dig! For det er det, jeg ønsker mest af alt.
Min mor bad ”led os og før os”, for hun bad ikke kun for sig selv, men for hele familien. Sådan må vi have lov til at gøre, for der er jo ingenting, vi hellere vil, end at alle dem, vi holder af, kommer godt hjem til Gud – og ikke kommer ind på ”den brede vej”, som Jesus snakker om, der fører til fortabelsen.
Hvordan kan det være, at vejen til Himlen er så smal, at der er få, der finder den? Er det, fordi den er godt gemt og groet til af buske, så man ikke kan se, at der er en vej? Nej. Vejen er lige foran os – og den hedder Jesus! Jeg er vejen og sandheden og livet, sagde Jesus.
Men der var ikke mange, der ville høre på ham, da han gik rundt på jorden. Det er der heller ikke i dag.
Vi, der tror på Jesus, må være meget taknemlige. For vi har ikke gjort os fortjent til at komme i Himlen på nogen måde. Det er ikke dem, der er bedst til at sparke straffespark – eller dem, der er bedst til at bede og gøre gode ting for andre, der kommer i Himlen. Kristne er ikke bedre end alle mulige andre. Men vi har fået lov til at tro på Jesus. Vi har taget imod gaven fra Gud – og derfor har vi en evighed i vente hjemme på den nye jord, hvor alt bliver godt.
Lad os bede om, at vi altid må blive ved med at være hos Jesus – og bede for dem, vi kender, der ikke går på vejen hjem.
