Tjenestedelingen mellem mand og kvinde VI
Mennesket er skabt som mand og kvinde med forskellige kroppe, sind og opgaver. Den gudgivne forskel på og tjenestedeling mellem mand og kvinde er en gave. Når tjenestedelingen værdsættes og udfoldes, er den en velsignelse. Men i vor tid er den under angreb helt ind i de kristne hjem og menigheder. Derfor vil vi i en række artikler holde den gudgivne tjenestedeling frem som en gave, vi må takke for og værne om.
Hvilke former for tjeneste med Guds ord er åbne for den kristne kvinde?
Kort sagt: Alle de tjenester, som ikke indebærer, at kvinden udøver autoritet eller myndighed over voksne mænd (1 Tim 2,12).
Mere konkret mener jeg, at vi ud fra Det Nye Testamente kan identificere syv måder at formidle Guds ord på, som er åbne for kristne kvinder. Jeg vil sige lidt om hver af de syv måder og vil bruge mest tid på den sidste, den profetiske tale. Der er ikke nødvendigvis tale om en udtømmende liste, men med de syv måder at formidle Guds ord på når vi uden tvivl rundt om de vigtigste kvindelige tjenester med Guds ord både på Det Nye Testamentes tid og i dag.
1) Vidnende mission
Et vidne er en, som har erfaret noget bestemt. I denne sammenhæng handler det om at have erfaret sandheden i evangeliet om Jesus. Den, som har hørt evangeliet, og derved har fået Jesus åbenbaret som sin egen og alles frelser og forsoner, han eller hun er et vidne og har noget helt afgørende at vidne om.
Den samaritanske kvinde gik fra sit frelsende møde med Jesus ind i sin hjemby og vidnede om Jesus som Messias. Hun var en vidnende missionær, og Gud velsignede hendes tjeneste: ”Mange fra den by kom til tro på ham på grund af kvindens ord, da hun vidnede” (Joh 4,39).
Kaldet til at vidne om Jesus er givet til alle kristne. Hvordan bliver vi udrustede til denne tjeneste? Peter giver os et godt svar: ”I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerter og altid være rede til forsvar over for enhver, som kræver jer til regnskab for det håb, I har” (1 Pet 3,15).
Hvordan kan vi efterleve Peters formaning til at ”hellige Herren Kristus i jeres hjerter”? Der er kun én måde, hvorpå Jesus kan få plads i vore hjerter. Det er, ved at vi lever i stadig modtagelse af evangeliet om ham. Når vi gør det, kan vi gå ud i vores hverdag og leve som bekendende kristne blandt ikke-kristne på vores arbejdsplads, i vores vennekreds, i vores familie. På et tidspunkt vil der uden tvivl være nogle, som stiller spørgsmål til vores tro. Når det sker, er vi rede til at sige noget godt om Jesus, for han har plads i vore hjerter.
Det er vigtigt at bemærke, at Det Nye Testamente ikke kalder alle kristne til at drive offensiv mission. Vi er ikke alle kaldet til at gå ud og indlede samtaler om Jesus med fremmede mennesker. Det kald er der nogle kristne, der får, men det gælder ikke alle. Det fælles kald til alle kristne er dette: Lev godt med Jesus, og vær dermed klar til at vidne, når nogen spørger til din tro.
Det fælles vidnekald gælder både kristne mænd og kristne kvinder, og det særlige kald til offensiv mission kan gives til både mænd og kvinder.
Kirkehistorien rummer tusindvis af vidnesbyrd om kristne kvinder, som har gjort en velsignet gerning med at række evangeliet til ikke-kristne. Nogle har gjort det i deres eget land, andre er rejst til andre lande. Kan man forestille sig en rigere tjeneste?
Vi har brug for evangelisk forankrede kvinder, som kan og vil gå ind i denne tjeneste også i vor tid.
2) Forkyndelse for den opvoksende generation
For godt 30 år siden medvirkede jeg ved et møde, hvor vi var fire unge, der skulle fortælle, hvordan vi var kommet til tro på Jesus. De, som spurgte os, vidste ikke, hvad vi ville sige. Da vi var færdige, havde vi hørt tre historier, som mindede bemærkelsesværdigt meget om hinanden. Tre af os kunne nemlig fortælle, at den vigtigste enkeltperson, som Gud havde brugt til at lede os til Jesus, var vores mor. Jeg var en af de tre.
I Det Nye Testamente hører vi om Timotheus, at han mødte evangeliet gennem sin mor og mormor. De to underviste ham i de hellige Skrifter, så han kom til tro på frelsen i Jesus (2 Tim 1,5; 3,14-15). Timotheus betyder ”den, som ærer Gud”. Det navn var givetvis et udtryk for hans mors og mormors dybeste bøn for drengen og målet for deres oplæring af ham.
Ingen af os begynder vores liv med en personlig tro på Jesus. Den må skabes i os ved Guds ord. Bibelen er fuld af påmindelser til troens folk om at forkynde Guds ord til deres børn, så troen kan skabes i deres hjerter (2 Mos 12,26-27; 2 Mos 13,13-15; Jos 4,21; Sl 78,5-6). I Norden siges det, at 90% af de voksne, som bekender troen på Jesus som deres frelser, har mødt evangeliet som børn.
Hvor drives det vigtigste missionsarbejde? Hvor sker den vigtigste forkyndelse af Guds ord? Djævelen har vundet en mægtig sejr, hvis han kan få os til at tænke småt om formidlingen af Guds ord til den opvoksende generation.
Troende fædre og mødre har deres første kald i at forkynde Guds ord for deres egne børn. Men som Jesus i tillæg til forældrenes oplæring kunne modtage undervisning i Guds ord fra andre voksne, da han som 12-årig i templet ”sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål” (Luk 2,46), sådan kan den opvoksende generation det også i vore menigheder i dag.
Mange, som ikke selv blev forældre, fik en stor flok af åndelige børn i kraft af denne tjeneste. Kan man forestille sig en tjeneste med et større og rigere perspektiv?
3) Undervisning af yngre kvinder
I Det Nye Testamente er det mandlige apostle, som underviser i tjenestedelingen. Apostlene underviser både mænd og kvinder om, hvad der er hvert køns særlige kald.
I dag kan man møde den holdning, at det er uanstændigt eller krænkende, hvis mandlige lærere i dag underviser hele menigheden inklusive kvinderne om tjenestedelingen. Den holdning er i direkte modstrid med Det Nye Testamente. Menighedens mandlige lærere er kaldet til at give myndig vejledning i alle dele af troens liv.
Ikke desto mindre er det værd at bemærke, at Det Nye Testamente selv anbefaler, at den læremæssige vejledning i tjenestedelingen ved de mandlige lærere følges op og suppleres af modne kvinders undervisning af de yngre kvinder. Når lærerne har givet den overordnede vejledning, vil det være godt, hvis erfarne kristne kvinder træder til og giver undervisning, som konkretiserer den rette efterlevelse af vejledningen.
Paulus skriver til Titus: ”Men du skal sige det, der stemmer med den sunde lære: (…) at de ældre kvinder skal optræde, som det sømmer sig for hellige, at de hverken må være sladderagtige eller drikfældige, men skal være vejledere i det gode, så de kan opdrage de unge kvinder til at elske mand og børn, til besindighed og ærbarhed, til huslighed, godhed, til at underordne sig under deres mænd, så Guds ord ikke bliver til spot” (Tit 2,1,3-5).
Når de ældre kvinder blandt andet skal undervise de yngre kvinder i ”godhed”, åbnes der for en undervisning, som i praksis kan berøre alle dele af det kristne liv. En sådan undervisning vil ikke være i konflikt med tjenestedelingen, så længe de ældre kvinder underviser andre kvinder og underviser i respekt for og i pagt med den læremæssige vejledning, som er givet ved menighedens mandlige lærere.
Men det er værd at bemærke, at de ældre kvinder i særlig grad forventes at undervise de yngre kvinder i, hvordan de yngre kvinder udfylder deres kald i ægteskab, hjem og familie.
Når det i dag debatteres, hvilke ledende roller og fremtrædende forkyndende opgaver kvinder kan varetage, argumenteres der ofte med, at yngre kristne kvinder har brug for tydelige kvindelige forbilleder. Det sidste er i pagt med Det Nye Testamentes vejledning. Yngre kristne kvinder har virkelig brug for tydelige kvindelige forbilleder. Men det er værd at bemærke, hvad Det Nye Testamente betoner i denne sammenhæng. Ifølge Det Nye Testamente handler det ikke om, at yngre kristne kvinder skal se og se op til nogle kvinder, som har klaret at opnå fremtrædende poster og positioner. Nej, det handler om, at modne kristne kvinder kan være forbilleder på og kan lære yngre kvinder, hvordan en kristen kvinde elsker mand og børn, er besindig, ærbar og god, giver opgaverne i hjemmet førsteprioritet og underordner sig under sin mand. Sådan tænker Det Nye Testamente, sådan vejleder Det Nye Testamente.
Hvor står vi i forhold til den vejledning i dag?
4) Åndelig samtale
I De Schmalkaldiske Artikler (1537) opregner Luther de nådemidler, hvorigennem vi kan få tro og åndeligt liv. Som det sidste nådemiddel nævner han de kristnes ”indbyrdes samtale og trøst, hvor to eller tre er forsamlede”.
Hvor mange af os, som har været kristne i nogle årtier kan ikke vidne om, hvordan vi har fået afgørende hjælp, afklaring, rådgivning og trøst gennem en samtale med en anden kristen, mand eller kvinde?
Når vi som kristne mødes til samtale, er det i almindelighed den uudtalte fælles forståelse, at vi mødes på lige fod. Vi er brødre og søstre i én og samme tro, og vi er givet til hinanden, for at vi kan hjælpe, opmuntre og støtte hinanden på vejen frem og hjem. I dag kan du have brug for, at jeg giver dig et godt ord og et broderligt råd. I morgen er det mig, der har brug for at få det fra dig.
Dietrich Bonhoeffer siger det på denne måde: ”Den Kristus, som bor i din brors mund, er altid større end den Kristus, som bor i dit eget hjerte.” Når jeg er kørt tør og træt i troens liv og er modløs over mig selv og alt mit eget, så har jeg brug for, at en anden siger de rige og trøstende ord til mig om Jesus som synderes ven og frelser. Det kan være en bror, det kan være en søster. Det gør ingen forskel. Blot det er en, som kender til at have det som mig, som ved, hvad jeg har brug at høre, og som kan sige det.
Når vi som kristne i en åndelig samtale hjælper hinanden, er der ikke tale om, at den ene udøver autoritet eller myndighed over den anden. Det kan være, at den ene har mere erfaring og indsigt end den anden, men hjælpen gives som en hjælp fra denne ene fattige synder til den anden. Det kan være, at den ene må komme med et alvorligt ord og en formaning til den anden, men det sker i så fald med bævende hjerte og i bøn om, at det må blive vel hørt og vel modtaget. For den, som formaner, har ingen formel autoritet eller myndighed over den, som formanes.
Få sjælesørgere har været til åndelig hjælp og evangelisk afklaring for så mange som C.O. Rosenius. Men hvem var Rosenius’ egen sjælesørger og åndelige rådgiver? Det var frem for nogen andre Maja Lisa Söderlund. Hun var 22 år ældre end Rosenius og var en kvinde, der var dybt forankret i Bibelen, evangeliet og Luthers lære. Hun blev en velsignet åndelig hjælp og støtte for Rosenius. Der var ingen tvivl eller uklarhed om, hvem der havde den ledende og læremæssige myndighed af de to. Når Rosenius prædikede, sad Maja Lisa under hans prædikestol og lod sig vejlede af Guds ord, som han forkyndte det. Men før og efter prædikenen kunne Rosenius betro sig til Maja Lisa om sine anfægtelser, sine spørgsmål og sine bekymringer og få uvurderlig åndelig hjælp, rådgivning og trøst.
I Apostlenes Gerninger kapitel 18 hører vi om ægteparret Priskilla og Akvila, som bliver Paulus’ medarbejdere i Korinth (v.1-3). Da den nyomvendte Apollos kommer til byen, begynder han frimodigt og ivrigt at vidne om Jesus i synagogen, selvom han endnu kun kender til Johannes’ dåb (v.25). Priskilla og Akvila hører Apollos i synagogen og inviterer ham til at samtale med dem om den kristne tro. I de samtaler, som følger, får Apollos hjælp fra de to, Priskilla og Akvila, til at forstå den kristne tro bedre (v.26). Her er der ikke tale om udøvelse af autoritet og myndighed over Apollos. Der er tale om en åndelig samtale mellem åndelige søskende, hvor de mere erfarne hjælper den mindre erfarne.
Den åndelige samtale har været af uvurderlig betydning for de nordiske vækkelsesbevægelser ikke mindst i deres gennembrudstid. De nordiske vækkelsesbevægelser brød frem i en tid, da forkyndelsen i de lutherske folkekirker blev stadigt mere tom og falsk. De rationalistiske præster ville nå samtidens mennesker ved at fremstille kristendommen som vejen til det bedste liv og det bedste samfund. Den dømmende forkyndelse af loven og den frigørende forkyndelse af evangeliet om Jesu forsoning forstummede. Hvad gjorde de troende i den situation? De samledes i hjemmene for at læse gamle, gode prædikener, for at samtale om det læste og for at bede. Disse gudelige forsamlinger og samtalemøder blev kimen til og udgangspunktet for vækkelserne. I samtalerne kunne både troende mænd og kvinder tage del.
I Luthersk Missionsforenings 75-års-jubilæumsskrift fra 1943 skrev højskoleforstander Frits Larsen, at småmøderne i hjemmene de første årtier var ”livsnerven” i foreningens arbejde: ”Det var elskede møder og af bærende kraft. De nærede livet og skabte disse rodfæstede, selvstændige kristne.”i
Hvor har vi brug for de gode, åndelige samtaler også i dag! Hvordan kan de komme til større og rigere udfoldelse hos os? Det kan de kun på én måde: ved at vi hver især lever i personlig tilegnelse af Guds ord og evangelium. Så fornyes troens ånd og liv i vore hjerter, vi får evangelisk og åndeligt klarsyn, vi ser og forstår alt ud fra Guds ord, og vi får noget at dele ud af til trøst og hjælp for andre.
5) Åndelige salmer og sange
”Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud” (Kol 3,16). ”Tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for Herren, og sig altid Gud Fader tak for alt i vor Herre Jesu Kristi navn” (Ef 5,19).
Når vi synger i den kristne menighed, har vores sang to adresser. Vi synger i vore hjerter og med vores mund til Gud i tak, bøn og lovprisning. Men vi synger også til hinanden. Der er et åndeligt indhold og budskab i vore sange, som kan tjene til opbyggelse, berigelse, vejledning og trøst i troen for dem, som lytter.
Ofte både synger og lytter vi på samme tid. Når vi synger fællessange i den kristne menighed, sætter vi ord på hjertets tro, tak, bøn og lovprisning, og på samme tid taler vi til vore egne hjerter til trøst og tro for os selv. Mange af vore rigeste åndelige sange og salmer henvender sig meget direkte til den troende og rækker Guds ord og evangelium til hjertet:
”O, sjæl, du som bange og tvivlende går,
forbandet af loven, se her,
nu er det for Herren et nåderigt år,
og frelsens dag er kommet nær!
Derfor du ej tvivle, du ængstes ej må,
men skynde dig frem for din frelse at få
hos din Jesus!”
”Nok nåden dig er!
Det siger den ven, som har synderen kær.
Han købte med blodet så dyrt sig en brud,
forsonede verden fuldkomment med Gud,
da han med sit skyldbrev blev korsfæstet her,
nok nåden dig er.”
De her citerede vers er skrevet af en kvinde, Lina Sandell (1832-1903). Hun havde en enestående nådegave til at formidle Guds ord og evangelium i poetisk form. Det anslås, at hun samlet skrev op mod 2000 digte og sange. Der er næppe nogen anden person i Norden, der har nået så mange mennesker med Guds ord og evangelium som Lina Sandell. Det samlede mål for hendes sange er at herliggøre Jesus og hans fuldbragte frelse for syndere.
I Bibelen møder vi en række kvinder, som i poetisk form lægger røst til troens vidnesbyrd om og lovprisning af Gud. I Det Gamle Testamente Mirjam (2 Mos 15,20-21), Debora (Dom 5,1-31) og Hannah (1 Sam 2,1-11). I Det Nye Testamente Jesu mor Maria (Luk 1,46-56).
Op gennem kirkens historie har troende kvinder aflagt deres vidnesbyrd, lovprist Gud og formidlet Guds ord til andre gennem sang. Nogle har gjort det ved at synge sange, som var digtet af andre. Andre har gjort det ved selv at skrive kristne sange. Atter andre har gjort det ved at foreslå sange, som de var særligt glade for, og så har de eventuelt ladet deres forslag ledsage af et vidnesbyrd om, hvorfor netop denne sang var særligt kær for dem.
Dette sidste giver vi plads for i hvert nummer af Nyt Livs blad i serien ”Sange med hjertet”. Her skriver kristne kvinder og mænd om en sang, som står deres hjerte særligt nær.
Vi giver plads for det samme, når vi holder frie samvær, hvor vi kan dele vidnesbyrd med hinanden og foreslå sange. Det er velsignet, når en kristen søster eller bror foreslår en sang med et rigt åndeligt indhold, og når de i vidnesbyrdets form hjælper os andre til at standse for og tilegne os sangens budskab. Da erfarer vi en konkret efterlevelse af apostlens tilskyndelse til at tale til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange.
6) Tolket tungetale
Det, som Det Nye Testamente taler om, må vi tale om. Det Nye Testamente taler om tolket tungetale som noget, der kan blive til opbyggelse i troen for dem, som lytter (1 Kor 14,12-13). Når Det Nye Testamente taler om det, må vi tale om det.
Det Nye Testamente taler om ”forskellige slags tungetale” (1 Kor 12,10). Det konkretiseres ikke, hvilke slags tungetale man kendte til på Det Nye Testamentes tid. Men umiddelbart synes vi at møde tre forskellige slags tungetale i Det Nye Testamente.
For det første: Pinsedag talte apostlene om ”Guds storværker” på sprog, som de ikke selv kendte til (ApG 2,5-11). Vi hører kun om denne form for tungetale én gang i Det Nye Testamente.
For det andet: Den utolkede tungetale er ifølge Det Nye Testamente bestemt for lønkammeret, hvor den troende er alene med Gud og taler i tunger til sig selv og til Gud (1 Kor 14,2.28). Den troende opbygges ved tungetalen, selvom han eller hun ikke forstår indholdet i den (1 Kor 14,2.4). Som spædbarnet kan få troen ved dåbens ord uden at forstå ordene, sådan kan den tungetalende opbygges ved tungetalens ord uden at forstå ordene.
For det tredje: I menigheden kan tungetalen blive til opbyggelse for andre, hvis den tolkes til et forståeligt sprog. Derfor skal den, som taler i tunger, bede om nådegave til at kunne tolke tungetalen (1 Kor 14,12-13). I menigheden skal vi kun give plads for tolket tungetale. ”Hvis der ikke er nogen til at tolke det, skal den, der kan tale i tunger, tie stille i menigheden. Han kan tale til sig selv og til Gud” (1 Kor 14,28).
Det Nye Testamente peger i retning af, at både kvinder og mænd kan få tungetalens nådegave (ApG 10,44-46).
Når tungetalen blev tolket i Det Nye Testamentes menigheder, kunne den rumme et sandt og opbyggeligt budskab. Men ligesom de profetiske vidnesbyrd blev underkastet en bedømmelse, hvor man prøvede alt og holdt fast ved det gode, sådan må vi regne med, at også tungetalen blev bedømt (1 Kor 14,26-33; 1 Thess 5,19-20).
Den naturlige religiøsitet, som bor i ethvert menneskes hjerte, oplever tungetalen som overordentlig interessant. Når vi hører denne specielle måde at tale på, får vi umiddelbart fornemmelsen af at opleve noget meget åndeligt. For den naturlige religiøsitet er en utolket tungetale langt mere interessant end et evangelisk vidnesbyrd.
Paulus tænker lige modsat. En utolket tungetale i menigheden er kling og klang og intet værd (1 Kor 14,6-12). Et evangelisk vidnesbyrd derimod opbygger troen på Jesus. Paulus vil hellere tale fem forståelige ord i menigheden til opbyggelse for andre end 1000 ord i tunger (v.19).
Det er værd at bemærke, at tungetalen kun omtales i ét brev i Det Nye Testamente. Det er i Første Korintherbrev, og her taler Paulus om den, fordi menigheden må korrigeres i sit usunde fokus på tungetalen. Når Paulus skriver om nådegaverne i Romerbrevet 12,3-8 og i Efeserbrevet 4,7-16 nævner han ikke tungetalen med et ord. Det samme gælder Peter, når han taler om nådegaverne i Første Petersbrev 4,10-11.
Paulus understreger, at vi ikke har lov til at ringeagte eller negligere nogen nådegave (1 Kor 12,21). Det gælder også tungetalen. Vi må være åbne for, at Gud kan give denne nådegave til kristne også i dag, både uden og med tolkningens gave. Dermed må vi også være åbne for, at der kan forekomme sand tolket tungetale i den kristne menighed i dag.ii
Men vi skal bemærke, at Paulus meget klart understreger, at vi frem for alt må stræbe efter, give plads for og højagte de nådegaver, som tjener at opbygge menigheden i troen på Jesus (1 Kor 14,1-19,26). Ifølge Paulus gælder dette i særlig grad den profetiske tale, det evangeliske vidnesbyrd (1 Kor 14,1-5). Hvis en menighed er rig på profetisk tale, har den ingen grund til at længes og stræbe efter tungetale eller sørge over, at den ikke erfarer tungetale. Menigheden er rig på den nådegave, som Paulus sætter højt over tungetalen (1 Kor 14,1.5.19).
På den baggrund giver det mening at bruge god tid på den profetiske tale.
7) Profetisk tale
I Det Nye Testamente kan vi læse om den profetiske tale i Lukasevangeliet (1,67ff.; 2,36-38), Johannesevangeliet (11,50ff.), Apostlenes Gerninger (2,17; 15,32; 19,6; 21,9), Romerbrevet (12,6), Første Korintherbrev (11-14) og Første Thessalonikerbrev (5,19-21).
Hvad er der tale om? Hvad er profetisk tale ifølge Det Nye Testamente?
Den mest grundige, bibeltro bog om tjenestedelingen fra vor tid er Recovering Biblical Manhood & Womanhood, redigeret af John Piper og Wayne Grudem. Her defineres den profetiske tale i Det Nye Testamente på denne måde:
”Det var et vidnesbyrd i menneskelige ord baseret på en spontan, personlig åbenbaring fra Helligånden med henblik på at opbygge, opmuntre, trøste, overbevise og vejlede. Den var ikke nødvendigvis fri for menneskelige fejl og måtte derfor underlægges bedømmelse på grundlag af apostlenes lære.”iii
Med denne definition kommer profetien til at ligge meget tæt op ad det, vi forstår ved personlige vidnesbyrd. Det personlige vidnesbyrd udspringer af, at en kristen kvinde eller mand i sit samliv med Gud har fået et særligt lys over en bibelsk sandhed, et bibelsk ord eller en side af livet med Gud. Der er noget, som er blevet stort, alvorligt, ransagende, afklarende, trøstende, opmuntrende, befriende eller berigende for en. Det er ikke noget, man selv har tænkt eller arbejdet sig frem til. Det er noget, som er blevet afklaret og åbenbaret for en af Guds Ånd, spontant. Ofte vil man som kristen modtage åbenbaringen, når man arbejder med og grunder over Guds ord. Men det kan ikke programsættes, besluttes eller arbejdes frem. Åbenbaringen kommer, når og hvor Gud vil det. Det, som man på den måde har fået givet, det kan og vil man gerne give videre til andre.
Den profetiske åbenbaring kan være givet til den troende i det personlige samliv med Gud, før menigheden kommer sammen. I så fald kan man ‘have den med hjemmefra’ (1 Kor 14,26). Men den profetiske åbenbaring kan også gives under menighedens sammenkomst, eventuelt mens en kristen bror eller søster aflægger et vidnesbyrd: ”Får en anden, som sidder der, en åbenbaring, skal den første tie stille” (v.30). Ud fra konteksten er det klart, at det, som i denne sammenhæng omtales som en ”åbenbaring”, er et profetisk budskab.
At også kvinder kan få profetiske budskaber og kan træde frem med dem for andre, er klart ud fra, at Paulus taler om kvinder, der ”taler profetisk” i menigheden (1 Kor 11,5), at den gamle Anna i templet omtales som en ”profetinde” (Luk 2,36-38), og at Filips døtre ”profeterede” (ApG 21,9).
Det er åbenbart, at vi må skelne mellem profetisk tale i Det Gamle Testamente og profetisk tale i Det Nye Testamente. Det Gamle Testamentes profeter var kaldede til at tale Guds ord med absolut guddommelig autoritet. De ord, som Det Gamle Testamentes profeter forkyndte, var Guds ord ublandet og uafkortet. Derfor kunne deres ord nedfældes som hellig skrift (Jer 1,9-10; Ez 2,4; Joh 10,35; Rom 1,2). Med Det Nye Testamentes profeter forholdt det sig anderledes. Deres profetier var personlige vidnesbyrd, og derfor kunne de rumme en blanding af godt og mindre godt, sandt og falsk.
Netop fordi de profetiske vidnesbyrd i Det Nye Testamente kunne have et blandet indhold, skulle de vurderes i menigheden: ”To eller tre kan tale profetisk, og de andre skal bedømme, hvad de siger” (1 Kor 14,29). At vidnesbyrdene kunne have et blandet indhold, måtte ikke kvæle frimodigheden til at træde frem med dem. Det er tydeligt ud fra Paulus’ vejledning: ”Ringeagt ikke profetisk tale. Prøv alt, hold fast ved det gode” (1 Thess 5,20-21).
Som bibelskolelærer har jeg mange gange haft med elever at gøre, som var bange for at holde vidnesbyrd af frygt for at komme til at sige noget galt. I sjælesorgen over for dem har det været godt at kunne henvise til Paulus’ ord og vejledning. Paulus forudsætter faktisk, at ikke alt i vidnesbyrdene vil være lige godt. Men det er der råd for. Menigheden tager imod vidnesbyrdet med al god vilje, den tilegner sig og glæder sig over det, som er godt, og er noget uklart, skævt eller galt, så kan det blive udgangspunkt for en god og tryg samtale med henblik på afklaring bagefter.
Det er åbenbart, at den gode og trygge samtale som opsamling på vidnesbyrd havde særligt gode betingelser i Det Nye Testamentes små husmenigheder, hvor man var få personer, og hvor man kendte hinanden godt. Det gælder fortsat, at betingelserne for på en god og tryg måde at samle op på vidnesbyrd er bedst i mindre forsamlinger, hvor man kender hinanden godt og er trygge ved hinanden.
Det Nye Testamentes eksempler på profetisk tale spænder over en vis bredde med direkte tale og vejledning fra Gud (ApG 13,1-2), fremtidsåbenbaring (ApG 21,10-11), vidnende udlægning af Guds ord (Luk 1,67ff.), vidnesbyrd om Jesus og mødet med ham (Luk 2,36-38) og vidnesbyrd om Jesu frelse (Joh 11,49-51).
Når vi ser på kirkehistorien efter Det Nye Testamente, er det bemærkelsesværdigt, at den profetiske tale i form af direkte ord fra Gud og fremtidsåbenbaringer gradvist døde ud i generationerne efter apostlene. Dette skete sideløbende med en anden udvikling: den gradvise udbredelse af Det Nye Testamentes skrifter til menighederne. I takt med, at menighederne fik Guds ord i skriftlig form, aftog behovet for direkte profetiske ord fra Gud.iv
Det mest fremtrædende eksempel i Det Nye Testamente på et direkte profetisk ord fra Gud og en fremtidsåbenbaring er den profeti, der gives af profeten Agabos (ApG 21,11). Agabos kommer til Paulus, da Paulus er i Cæsarea ved Middelhavets kyst og er på vej til Jerusalem. Agabos tager Paulus’ bælte, binder sine hænder og fødder med det, og siger: ”Sådan skal jøderne i Jerusalem binde den mand, som ejer dette bælte, og overgive ham i hedningers hænder.”
Da de andre kristne i Cæsarea hører profetien, forsøger de at overtale Paulus til ikke at rejse til Jerusalem. Men det er bemærkelsesværdigt, at Paulus trods det profetiske ord vælger at holde fast ved sin rejseplan. Det er endvidere bemærkelsesværdigt, at da Paulus kommer til Jerusalem, kommer det ikke til at gå helt, som Agabos havde sagt. Jøderne kom ikke til at binde Paulus, og de overgav ham ikke i hedningernes hænder. Jøderne forsøgte at banke Paulus ihjel, og romerne kom og befriede ham (ApG 21,27-40).v
Paulus’ reaktion på Agabos’ profeti er med til at understrege for os, at der ikke er nogen ”direkte ord fra Gud”, som må binde vores samvittighed og tvinge os til at handle på en bestemt måde. Kun Guds ord i Skriften må binde vores samvittighed.
At Agabos’ profeti viste sig at være en blanding af sandhed og løgn, er med til at understrege for os, at vi må forholde os kritisk bedømmende og sorterende til alle ”direkte ord fra Gud”. Kun Guds ord i Skriften må vi tro og bøje os for uden reservationer.
Når Paulus skriver om den profetiske tale, betoner han aldrig muligheden for igennem den at få direkte ord fra Gud eller fremtidsprofetier. Paulus understreger derimod, at den profetiske tale har sin særlige værdi ved, at den kan tjene til opbyggelse i troen (1 Kor 14,1-5,12). Den kristne tro har Jesus og hans frelse som sin centrale genstand, og den Ånd, som giver de profetiske ord, ønsker frem for noget at herliggøre Jesus og hans frelse (Joh 16,14; 1 Kor 2,12; Åb 19,10). Vi forstår ud fra det, Paulus skriver om den profetiske tale, at den kan rumme ord til både ransagelse, formaning, opmuntring, afsløring, belæring og trøst (1 Kor 14,3,24,26,31).vi Den kan med andre ord rumme både lov og evangelium. Men det samlede mål for den profetiske tale er altid, at syndere ledes til og opbygges i troen på Jesus.
En læretale ved en af menighedens mandlige lærere kan virke præcis det samme som et godt profetisk vidnesbyrd. Det er faktisk ønskeligt, at det sker. For både læretalen og den profetiske tale formidler det ord, som Ånden vil bruge til at herliggøre Jesus og lede syndere til tro på ham. Mange mandlige lærere kan bevidne, at de i forbindelse med forberedelsen af en prædiken eller under formidlingen af en prædiken oplevede, at Guds Ånd gav dem lys over en sandhed, som blev stor og levende for dem selv, og som de gav videre til tydelig berigelse for andre.
Den canadiske teolog D.A. Carson beskriver det på denne måde: ”Hvilken forkynder har ikke haft den erfaring, at han efter grundig forberedelse af sin prædiken bliver afbrudt midt under prædikenen af en ny tanke, en frisk og stærk tanke, som presser sig på, og som forstyrrer ham, indtil han giver plads for den og inkorporerer den i sin prædiken. Og efter prædikenen erfarer han så, at det var netop denne tanke, der ramte de fleste og ramte dybest hos tilhørerne?”vii
Alle, der har kald til at være lærere i menigheden og til at prædike, må bede om at tale profetisk. Men man behøver ikke at være lærer og at prædike for at tale profetisk. Det afgørende er, at man ved Helligånden får en åbenbaring, hvor man får lys over en del af Guds ord, Guds frelsesplan eller livet med Gud, så der er et bestemt budskab, som trænger sig på indefra. Der er noget, der er blevet stærkt, rigt, befriende, alvorligt for en selv, og som man ønsker at dele med brødrene og søstrene. Det er den profetiske tales kendetegn.
Når det er dette, som kendetegner den profetiske tale, giver det mening, at Paulus synes at forudsætte, at det profetiske budskab i almindelighed kan formidles på begrænset tid (1 Kor 14,29). Der er jo ikke tale om en gennemgang af et emne eller en tekst. Der er tale om en formidling af den sandhed, den pointe i Guds ord, den side af frelsesplanen eller den side af livet med Gud, som Ånden har åbenbaret og gjort levende for hjertet.
I Nyt Livs blad giver vi i hvert nummer plads for et personligt vidnesbyrd først i bladet. Det strækker sig sjældent over mere end to sider. Det samler sig om én pointe, som er blevet åbenbaret for den, som skriver. Det er profetiske vidnesbyrd ved både kvinder og mænd.
At formidlingen af det profetiske ord i almindelighed vil tage kort tid er imidlertid ikke ensbetydende med, at vi kan sætte en bestemt tidsmæssig grænse for det. Der kan nogle gange være brug for mere tid til at forklare omstændighederne for modtagelsen af den profetiske åbenbaring, og andre gange kan flere åbenbaringer hænge sammen.
Når vi som kristne aflægger vores personlige vidnesbyrd om, hvordan vi er kommet til tro på Jesus, kan der ofte være brug for god tid til både at fortælle om omstændighederne og at fortælle om den kæde af åbenbaringer, der førte til, at vi så Jesus som vores frelser. Sådanne personlige vidnesbyrd ved både kristne kvinder og mænd giver vi plads for i Nyt Livs blad i serien ”Sådan kom jeg til tro”.
Når en kristen kvinde eller mand har været eller er i tjeneste for Jesus, for eksempel som missionær, er det naturligt, at vi i den kristne menighed giver plads for, at de kan vidne om deres erfaringer og åbenbaringer i livet med Jesus, der hvor de har tjent. Det var det, kvinderne gjorde, da de kom tilbage fra den åbne grav. De var gået ud for at tjene Jesus ved at balsamere ham, og så fik de en enestående erfaring og åbenbaring, som de bagefter fortalte disciplene om i vidnesbyrdets form (Matt 28,1-10; Luk 24,1-12; Joh 20,1-18). Denne slags vidnesbyrd giver vi i Nyt Liv regelmæssigt plads for på vore lejre.
At forberede en prædiken og undervisning i menigheden er et slidsomt arbejde med Skriften (1 Tim 5,17). Profetien er ikke noget, man arbejder sig frem til. Det er noget, man får som en spontan åbenbaring i det personlige samliv med Gud. Men når det er sådan, det profetiske ord kommer, så forudsætter det jo netop et liv i personlig tilegnelse af Guds ord og i bøn.
Ifølge Det Nye Testamente er det muligt at ”stræbe” efter at tale profetisk (1 Kor 14,1,39). Det mest nærliggende er forstå denne ”stræben” som en bevidst prioritering af det personlige samliv med Gud i tilegnelse af og grunden over Gud ord og i bøn om få profetiske åbenbaringer til berigelse i troen først for en selv og dernæst ved profetisk tale for andre i menigheden.
Paulus fremstiller det som noget naturligt, at de troende, når de kommer sammen, hver især bringer det med, som de har fået i deres personlige liv med Gud: ”Når I kommer sammen, har den ene en salme, den anden en belæring, én har en åbenbaring, én har en tungetale, en anden har tolkningen. Alt skal være til opbyggelse” (1 Kor 14,26).
Giver vi plads for dette i vore menigheder i dag?
I Det Nye Testamentes menigheder synes der at have været en vekselvirkning og et samspil mellem den monologiske forkyndelse ved menighedens mandlige lærere (ApG 6,2-4; Ef 4,11; 1 Thess 5,12; 1 Tim 5,17 m.fl.) og så den gensidige opbyggelse med personlige vidnesbyrd ved både kvinder og mænd i menigheden.
Hvis den gensidige opbyggelse med profetiske vidnesbyrd er forsvundet fra vore forsamlinger, hvad er da årsagen? Skyldes det, at vi ikke lægger til rette for frie samvær med mulighed for personlige vidnesbyrd? Eller hænger det snarere sammen med, at vores personlige liv med Guds ord og i bøn er svækket i en sådan grad, at vi ikke længere får rige og velsignede åbenbaringer? Hvis dette sidste er tilfældet, er der intet vundet ved at give mere plads for vidnesbyrd i vore menigheder. Det vil ikke blive til opbyggelse, men kun til en nedslående afsløring og erfaring af vores åndsfattigdom.
Men i samme grad vi lever som kristne med en åben Bibel og lever i bøn om og modtagelse af åbenbaringer, så er det en stor ulykke, hvis vi ikke giver plads for, at vi kan dele vore profetiske vidnesbyrd med hinanden. Meningen med de profetiske åbenbaringer er netop, at de skal deles. ”Det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn” (1 Kor 12,7).
Jeg erfarede det selv som en meget stor rigdom, da jeg i en lang årrække var med i en menighed, hvor vi hver uge gav plads for profetiske vidnesbyrd. Som jeg husker det, kom der flere vidnesbyrd fra menighedens kvinder end fra dens mænd. Gang på gang var det utroligt berigende at lytte til. Vi havde nogle kvinder imellem os, som elskede Jesus og elskede Guds ord, fordi det vidnede om Jesus. De sugede til sig af Guds ord i deres dagligdag, og de fik rige åbenbaringer, som de gav videre til os andre. Det var åbenbaringer, som havde Jesu frelse i centrum. Jeg tænker på disse kvinder som nutidige profetinder. De var ikke drevet af ønsket om at få personlig opmærksomhed, respekt og anerkendelse. De var drevet af ønsket om at dele det, som var blevet stort og rigt for dem. Først og sidst ønskede de at vidne om og herliggøre Jesus.
Tak Gud for dem! Måtte vil altid være velsignet med vidner som dem. Og når de er iblandt os, så lad os finde former, hvorunder de kan få lov at dele deres vidnesbyrd!
Hvordan kan vi give plads for de profetiske vidnesbyrd, også ved kvinder, uden at der opstår uklarhed om, at kun mænd kan være ledere og lærere i menigheden?
I de nytestamentlige menigheder synes der at være givet plads for lærerens formidling af Guds ord og for andre troendes vidnesbyrd – i særskilte afdelinger. På den måde var det tydeliggjort ved den ydre ramme, hvornår der var tale om det ene, og hvornår der var tale om det andet. En lignende rammemæssig adskillelse mellem de to former for tale er ønskelig hos os i dag, hvis uklarhed skal undgås.
Trods den ydre klarhed fandt Paulus det imidlertid nødvendigt at understrege, at en kvinde ikke må optræde som lærer. I Andet Timotheusbrev 2,12 skriver Paulus ifølge den græske grundtekst: ”At lære tillader jeg ikke en kvinde.” Trods de forskellige ydre rammer var det altså muligt, at en kvinde kunne træde frem og tale med en myndighed, der overskred det, som var forordnet af Gud.
Det kunne givetvis ske på flere måder: ved at træde frem med en markant myndig form, ved at korrigere andre i menigheden, ved at glide væk fra vidnesbyrdet mod en gennemgang af et emne eller en tekst, eller ved at udtale sig om og give vejledning i lærespørgsmål, som der var uklarhed eller uenighed om i menigheden. I alle disse tilfælde ville en kvinde glide væk fra den profetiske tale og bevæge sig mod læretalen.
På Det Nye Testamentes tid var der som tidligere nævnt kristne kvinder, der var kendt som profetinder eller for at talte profetisk (Luk 2,36-38; ApG 21,9). Der kan ikke være nogen tvivl om, at det var troende kvinder, som i respekt for Skriftens vejledning anerkendte, glædede sig over og på enhver måde ønskede at understøtte den mandlige ledelse og lærertjeneste i menigheden. Det gjorde de blandt andet ved at holde sig til i vidnesbyrdets form at formidle det, som var blevet åbenbaret for deres hjerter.
Hvis vi i dag spejder efter en fornyelse af disse kvinders tjeneste, må vi spejde efter kvinder med det samme sindelag og den samme tjenesteform. Kvinder, som glæder sig over og af hjertet vil støtte den bibelske tjenestedeling; kvinder, som ønsker og selv søger at fremme tydelighed om det mandlige lederskab og den mandlige lærertjeneste i menigheden; kvinder, som holder sig til og ikke ønsker andet end at træde frem med personlige vidnesbyrd til herliggørelse af Jesus.
Klarheden fremmes også, og misforståelser forebygges, ved en klar sprogbrug. Hvis vi i vores kirkelige kultur og tradition har omtalt de mandlige læreres formidling af Guds ord som prædiken, tale, bibelundervisning og forkyndelse, er det uhensigtsmæssigt at bruge disse termer om kvinders formidling af profetiske ord. ”Vidnesbyrd” er en klar og svært misforståelig betegnelse, medmindre man vil anvende den bibelske sprogbrug: ”profetisk tale”.
Det vigtigste er og bliver imidlertid indholdet af det, som de troende kvinder træder frem med. Hvor har vi brug for de rige, evangeliske vidnesbyrd om Jesus! De kan ikke planlægges, programsættes eller presses frem. De gives af Gud på hans initiativ i det personlige samliv med ham, i bønnens fortrolige fællesskab med ham og i tilegnelsen af hans rige ord. Hvis vi ønsker en større rigdom af kvindelige tjenester med Guds ord, så går vejen om ad Marias plads ved Jesu fødder (Luk 10,38-42).
Marias plads er den plads, vi alle må søge til og at prioritere over alt andet. Her springer det åndelige livs kilder, og her fødes det profetiske vidnesbyrd om nåden og frelsen i Jesus for både kvinder og mænd. Her fornyes og bevares vi selv i en levende tro på Jesus og kun ved at søge herhen kan vi efterleve den apostolske formaning: ”I skal stræbe efter at tale profetisk” (1 Kor 14,39).
Jeg indledte den første af to artikler om kristne kvinders tjeneste med at understrege, at den grundlæggende tjeneste for alle kristne er hjertets tro på og tak for frelsen i Jesus. Den tro og tak skabes og fornyes i vore hjerter i den personlige tilegnelse af Guds ord og evangelium – på Marias plads. Her skabes og her fornyes troens liv og al sand kristen tjeneste. Gud give os nåde og hjælp til alle at leve og blive her!
i Larsen, Frits, Luthersk Missionsforening. Dens organisation og særpræg, Artikel i: ”Luthersk Missionsforening Gennem 75 Aar 1868-1943”, København 1943, 14
ii I forhold til det, som præsenterer sig som tungetale i dag, bør tre ting tages i betragtning: 1) Det sprogfænomen, som i dag i almindelighed kaldes tungetale – en flydende strøm af meningsmæssigt usammenhængende stavelser – kendes fra en lang række ikke-kristne naturreligioner verden over og tillige fra islam og Mormonkirken. 2) De fleste mennesker synes at kunne lære en særlig taleteknik, hvor de giver los for en flydende strøm af meningsmæssigt usammenhængende strøm af stavelser. Mange karismatiske menigheder tilbyder kristne at ”lære tungetale”. Typisk sker det ved, at man opmuntres til at prøve sig frem med at sige løsrevne stavelser og lyde, indtil talen flyder frit med en strøm af meningsmæssigt usammenhængende stavelser. 3) De kirkehistoriske kilder peger i retning af, at tungetalen gradvist ebbede ud i generationerne efter apostlene. Der var tale om to samtidige udviklinger. I takt med, at apostlenes skrifter blev udbredt i de kristne menigheder, forsvandt tungetale-budskaberne (se note 5). – På denne baggrund er det ifølge min vurdering et åbent spørgsmål, hvor meget af det, som i vor tid kaldes tungetale, der virkelig er bibelsk tungetale. Hvor meget har en falsk åndelig rod? Hvor meget er en tillært taleteknik? Det er åbenbart i NT, at nådegaver ikke kan læres. De gives af Gud, når og hvor han vil det (1 Kor 12,18). Ingen kristen skal opsøge menigheder eller personer, som vil ”lære dem” at tale i tunger. Vi skal som kristne i det hele taget ikke søge til bestemte menigheder og personer for at få nådegaver. Vi skal søge til menigheder, hvor Guds Ord bliver forkyndt sandt og klart i lov og evangelium. Når vi lever godt med Gud i omvendelse og tro på Jesus, vil Gud give os de nådegaver, han ser, vi har brug for, og som han vil, vi skal tjene med.
iii Piper, John & Gruden, Wayne, 1991, Recovering Biblical Manhood & Womanhood, Crossway books, 70
iv Carson, D.A., Showing the Spirit, Baker, 1987, 165 ff.
v Carson 1987, 97-98
vi I 1 Kor 14,3 står der i DO 1992: ”Men den, som taler profetisk, taler til mennesker, til opbyggelse, formaning og trøst.” Det ord, som er oversat med ”formaning”, er det græske ord ”paraklesis”, hvis grundbetydning er ”opmuntring”. Et tilsvarende forhold gør sig gældende i 1 Kor 14,31, hvor ordet ”formanes” i DO 1992 er en oversættelse af det græske ord ”parakaleå”, hvis grundbetydning er ”at opmuntre”.
Udgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.