Den kristne kvindes tjeneste i sin bredde og rigdom

Tjenestedelingen mellem mand og kvinde V

Mennesket er skabt som mand og kvinde med forskellige kroppe, sind og opgaver. Den gudgivne forskel på og tjenestedeling mellem mand og kvinde er en gave. Når tjenestedelingen værdsættes og udfoldes, er den en velsignelse. Men i vor tid er den under angreb helt ind i de kristne hjem og menigheder. Derfor vil vi i en række artikler holde den gudgivne tjenestedeling frem som en gave, vi må takke for og værne om.

Djævelens strategi i Paradis

Da Djævelen i Paradis forførte de første mennesker til oprør mod Gud og til fald i synd, brugte han en snedig strategi. Han vidste, at Gud havde givet menneskene frihed til at spise af ”alle træerne i haven” (1 Mos 2,16). Der var kun ét træ, de ikke måtte spise af: ”træet til kundskab om godt og ondt” (v.17). Djævelen vidste også, at Guds ene forbud var givet i kærlighed og omsorg for menneskene. Så længe Adam og Eva fulgte Guds vejledning og denne vejlednings ene begrænsning, ville de erfare et velsignet fællesskab både med Gud og med hinanden i Paradis.

Netop dette ville Djævelen ødelægge. Derfor vendte han menneskets opmærksomhed mod Guds vejlednings ene begrænsning og fremstillede den som urimelig, ukærlig og som en hindring for menneskets fulde udfoldelse af sit potentiale. Det virkeligt gode liv ville ifølge Djævelen bryde frem, når de samlede sig mod til at spise af træet. Da ville de opleve en helt ny frihed, myndiggørelse, tilfredsstillelse og glæde.

Mennesket lyttede, og ved at lytte kom det til at se virkeligheden, som Djævelen beskrev den. Det så for sig et langt bedre liv, når bare det brød med Guds ene begrænsning. Træet blev tiltrækkende at se på, mennesket fik lyst til det og gav efter. Da Adam og Eva spiste af træet, mistede de det velsignede fællesskab med Gud og med hinanden. Synden kom ind både i forholdet til Gud og i forholdet mellem Adam og Eva. Velsignelsen blev afløst af forbandelse.

Djævelens strategi i vor tid

I vor tid står der en stærk åndskamp om den bibelske tjenestedeling. Det er Djævelens mål at få os til i den kristne menighed at trodse og forkaste denne tjenestedeling. Gør vi det, trodser vi Gud, vi gør oprør mod ham, og når vi gør det, bevæger vi os mod forbandelse og fortabelse. Djævelen bruger mange forskellige strategier for at nå dette mål. Men en af hans vigtigste og mest effektive strategier er den, som er beskrevet ovenfor; den, som han brugte i paradisets have.

Gud har åbnet en uendeligt stor rigdom og bredde af tjenester for den kristne kvinde. Der er tjenester i samfundet, i hjemmet og i menigheden. Der er flere tjenester, end det er muligt at sætte ord og navn på. Der er tjenester for enhver personlighed og enhver åndelig og menneskelig udrustning. Der er tjenester for hver dag og for hele livet. Der er tjenester, som kalder på alle den kristne kvindes evner, nådegaver og ressourcer. Der er tjenester med rig mening både for livet her på jorden og for evigheden. Der er en endeløs række af tjenester, i hvilke den kristne kvinde kan bringe velsignelse til andre, og i hvilke hun selv kan velsignes både i sit forhold til Gud og i sit forhold til andre mennesker.

Der er kun én begrænsning. Tjenesten som leder i hjem og menighed er forholdt manden. Alle andre tjenester er åbne for kvinden. Den ene begrænsning er udtryk for Guds dybe kærlighed, omsorg og visdom. Gud kalder manden til at være en selvopofrende og tjenende leder med Kristus som forbillede, og Gud kalder kvinden til at støtte manden i dette kald.

Det er en helt igennem velsignet ordning, som bringer rig velsignelse med sig i både hjem og menighed. Men Djævelen ved, at det er muligt at forføre os til at få et andet syn på det. Han vender vores opmærksomhed mod den ene begrænsning i Guds vejledning og hvisker os i øret, at den er urimelig, ukærlig og en hindring for en sand og fuld udfoldelse af kvindens potentiale. Djævelen fremstiller det modige opgør og brud med Guds ordning som en sund frigørelse og som indgangen til et lykkeland, hvor kvinden kan opleve en helt ny frihed, myndiggørelse, tilfredsstillelse og glæde.

Hvad er der at miste ved det? Vores menneskelige fornuft og følelse er klar med svar: Der er alt at vinde og intet at miste. Det handler om at kaste en snærende og begrænsende lænke af os, en meningsløs lænke, som ikke tjener noget godt formål. Hvis denne begrænsning er fra Gud, så er den udtryk for, at Gud ikke ser og forstår, hvad der er godt for os. Men det gør vi. Lad os kaste lænken af os, lad os overskride den ene begrænsning i Guds ordning, og lad os erobre den fulde frihed og fulde selvudfoldelse, som venter på den anden side!

Det er vejen fra velsignelse til forbandelse. Det er det både i vores forhold til Gud og i forholdet mellem mand og kvinde i hjem og menighed.

Forankring i Guds Ord

Hvordan undgår vi at blive besnæret og forført af Djævelens løgne? Vi kan også spørge på en anden måde: Hvordan undgik Jesus at blive besnæret og forført, da han i ørkenen blev fristet af Djævelen, men stod fast i vort sted og sejrede til frelse for os?

Svaret er, at Jesus stod fast ved at være fortrolig med og forankret i Guds ord. Jesus svarede Djævelen med Guds ord, og han brugte ikke løsrevne citater. Hver gang Jesus citerede et skriftord, så brugte han det i overensstemmelse med den kontekst, som skriftordet hørte hjemme i, og i overensstemmelse med den mening, som skriftordet havde i sin oprindelige sammenhæng (Matt 4,1-11). Jesus var fortrolig med Guds ord, og han så og vurderede alt klart ud fra Guds ord.

Uden fortrolighed med og forankring i Guds ord er vi hjælpeløse i mødet med Djævelens forførelser. Djævelen er en mester i at få sine løgne til at lyde besnærende, gode og sande, og han har en allieret i vores medfødte menneskelige natur. Spørger vi vores eget hjerte til råds, vil det være lydhørt over for og have sympati for Djævelens løgne. ”Hjertet er det mest bedrageriske af alt…” (Jer 17,9).

Skal vi bevares som kristne i vor tids åndskamp om tjenestedelingen, må vi fyldes af en anden ånd, vilje og visdom end den, som bor i vores egen menneskelige natur. Det kan vi kun blive ved at leve i stadig modtagelse af Guds ord og evangeliet om nåden i Jesus. Da tager Helligånden bolig i os og giver os en ny vilje, som vil det, Gud vil, og en ny visdom, som tror det, Gud siger. Og så må vi fordybe os i og tage imod Guds ords vejledning for tjenestedelingen. Det kræver arbejde af os, men det er et arbejde, vi ikke kan vise fra os.

Jesu klarhed og myndighed i mødet med Djævelens fristelse hang sammen med, at han var fortrolig med og forankret i Ordet. Målet med denne artikelserie er at give hjælp til at blive fortrolig med og forankret i Guds ords vejledning om tjenestedelingen.

I denne artikel skal vi se på den kristne kvindes tjeneste i sin bredde og rigdom. Modsat Djævelens strategi vil vi altså fokusere på de mange og rige tjenester, der er åbne for en kristen kvinde. Det er i vidt omfang tjenester, som er åbne både for den kristne kvinde og for den kristne mand. Men kun ved at se på helheden af disse tjenester får vi et retvisende og dækkende billede af de mange og rige tjenester, der står åbne for den kristne kvinde.

Nogle af de tjenester, der er åbne for kristne kvinder, er tjenester med Guds ord. De tjenester vil blive behandlet i en artikel for sig, den næste artikel i denne serie. Vi begynder med andre ord med at se på bredden og rigdommen af kvindelige tjenester for til sidst, i næste artikel, at sætte særligt lys på kvinders tjeneste med Guds ord.

Den grundlæggende tjeneste

Om de frelste, som har nået målet på den nye jord, hører vi i Johannes’ Åbenbaring, at de har nået målet af én bestemt grund: De har ”vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor står de for Guds trone og tjener ham både dag og nat i hans tempel” (7,14b-15).

Forinden har vi hørt, at de frelste kommer fra alle folkeslag, stammer, folk og tungemål (v.9). De er vidt forskellige af udseende, sprog, kultur og på mange andre måder. Men de er forenede i dette ene: De har lært Jesus at kende som Guds Lam, der har købt dem til Gud med sit blod. De har fundet deres trøst og fred i, at Jesu blod renser dem for al synd. Lammets rensende blod er deres fælles trøst og glæde og herlighed, og Lammets rensende blod er det ene, som har givet dem adgang til Himlen.

Nu står de så for Guds trone og tjener Gud nat og dag (v.15). Hvordan tjener de Gud? Det hører vi om tidligere i det samme kapitel. Her hører vi om de frelste i Himlen: ”De stod foran tronen og foran lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne. De råbte med høj røst: Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen, og fra Lammet” (v.9b-10).

Sådan tjener de frelste Gud i evighed. De tjener Gud ved at lovprise og takke ham for den frelse, som ene og alene kommer fra Gud og fra Lammet. Det er en frelse, som menneskene ikke har nogen som helst andel i eller ære for. Den kommer ikke fra dem. Den kommer alene fra Gud, som har taget initiativ til frelsen, og fra Lammet, som har fuldført frelsen.

Det er et gennemgående motiv i Johannes’ Åbenbaring, at det centrale i Himlen, det, som al opmærksomhed samler sig om, det, som for Gud er det største og mest dyrebare af alt, det er den frelse, som Gud tog initiativ til, og som blev fuldført af Jesus, da han som Guds offerlam blev tilregnet, bar og sonede al vor synd til evig frelse for os.

Netop fordi den af Lammet fuldførte frelse er det største og mest dyrebare for Gud, netop derfor er der ingen tjeneste fra os mennesker, som Gud finder større behag i, end at vi takker og lovpriser ham for denne frelse. Så sandt vi når målet i Himlen, skal vi udøve denne tjeneste ”nat og dag” i evighed. Det er Guds vilje med os, og denne Guds vilje fuldendes i Himlen.

”Ske din vilje som i Himlen således også på jorden” (Matt 6,10). Sådan har Jesus lært os at bede. Vi lever i syndefaldets verden, hvor ondskab, gudsoprør, vantro, had, smerte og død hærger. Hvordan kan Guds vilje ske i denne verden ”som i himlen”? Guds vilje sker på jorden som i Himlen, når et menneske ved evangeliets ord kommer til tro på frelsen i Jesu blod, og når der fra det troende hjerte stiger lovprisning og tak til Gud for denne frelse.

Det er den tjeneste, som Gud frem for noget andet har behag i. Ja, uden denne tjeneste, uden det troende hjertes tak og lovprisning for frelsen i Jesu blod, så har Gud ikke behag i nogen tjeneste fra os mennesker. Når Gud ser ned fra sin himmel på denne jord, så ser han efter hjerter, som hænger ved Jesus, behøver Jesus, tror på Jesus, og som takker og lovpriser Gud for frelsen i Jesus.

Marta ville gerne tjene Jesus, og hun knoklede for at gøre det (Luk 10,38-42). Men midt i sit knokleri glemte hun det vigtigste og helt grundlæggende. Maria satte sig ved Jesu fødder og hørte ordet om ham til tro, tak og lovprisning. Meget er vigtigt i livet med Gud, men kun ét er absolut nødvendigt: at sætte sig ned og høre evangeliets ord som et ord til mig. Herved og kun herved vækkes og fornyes den tro i vore hjerter, som takker og lovpriser Gud for frelsen i Jesus.

Som teenager stødte jeg på to vers i Salmernes Bog, som jeg undrede mig over.

Jeg husker, at jeg gik ind på min fars kontor og læste dem for ham og spurgte, om de virkelig kunne betyde det, som jeg fik ud af dem. Jeg kan huske, at min far smilede varmt, da han svarede: ”Ja, de betyder netop det, og er det ikke stort?”

Versene er fra Salme 117,12-13, og de lød sådan her i den oversættelse, jeg brugte dengang: ”Hvorledes skal jeg gengælde Herren alle hans velgerninger mod mig? Jeg vil løfte frelsens bæger og påkalde Herrens navn.”

Hvilken gengæld ønsker Gud fra os som svar på hans store frelse? Gud ønsker én ting frem for alt: at vi tager frelsens bæger i vores hænder, løfter det til vores mund og drikker dybt af dets livgivende vand, evangeliets ord om frelsen i Jesus. En underlig ”gengæld”: at vi modtager og bliver ved at modtage frelsens gave. Men det er den ”gengæld”, Gud ønsker frem for noget andet: at vi lytter til og tilegner os ordet om Lammets blod, som renser os for al synd, og som for evigt giver os adgang til himlen. For ved det ord og kun ved det ord skabes og fornyes troens tak og lovprisning i vore hjerter.

At tage imod evangeliets ord til stadig fornyelse i troen på og takken for Guds frelse i Jesus det er den vigtigste og helt grundlæggende tjeneste for alle kristne i denne verden, kvinder og mænd.

Kulturbefalingen

Den jord, vi lever på, er den jord, som Gud satte Adam og Eva på. Om deres kald og tjeneste på denne jord sagde Gud til dem: ”Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk og himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden! (…) Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde” (1 Mos 1,28-29).

Adam og Eva blev kaldet til at glæde sig over og gøre brug af alle de goder og gaver, som Gud havde lagt til rette for dem i sit skaberværk. De blev kaldet til at stifte familie og til at arbejde med jorden for at bringe dens potentialer til udfoldelse og for at fremme gode forhold på jorden. Det, som Gud i denne sammenhæng kaldte Adam og Eva til, omtaler vi samlet set for kulturkaldet. Dette kald står helt og fuldt ved magt for os som i dag, og vi kan sammenfatte det under tre overskrifter.

1) Vi tjener Gud ved med tak at tage imod og glæde os over alt godt og gudskabt i denne verden.

I Andet Timotheusbrev kapitel 4, vers 1-5 advarer Paulus imod vranglærere, som vil forbyde kristne at tage imod og glæde sig over de ting, som er skabt af Gud for at berige menneskelivet, hvad enten det er ægteskab eller mad eller andre ting. Paulus fastslår i den forbindelse: ”Alt, hvad Gud har skabt, er godt, og skal ikke forkastes, når man tager imod det med tak; for det helliges ved Guds ord og ved bøn” (v.4-5).

At tjene Gud er at åbne øjnene for og takke Gud for alle de gode gaver, som vi dagligt nyder godt af, der hvor vi hver især er sat. Har vi vore sansers fulde brug, så er det en stor gave, som vi har grund til at takke og prise Gud for. Med disse sanser kan vi fryde os over god musik, smuk natur, velsmagende mad og berigende kunst i mange former. Lever vi i et nordisk land, må vi takke for frihed og fred, tag over hovedet, en tryg seng og god velfærd. En kærlig familie og gode venner er ikke en selvfølge, men en stor gave fra Gud. At vi åbner øjnene for, glæder os over og i tro takker Gud for disse gaver, det er at tjene Gud.

De gaver, som her er nævnt, kan ikke-troende også nyde godt af. Men i modsætning til ikke-troende ser vi som kristne den hånd, som har givet os gaverne, og det hjerte hos Gud, som ligger bag. Derfor kan gaverne minde os om Guds godhed, og snarere end at føre os væk fra Gud kan de føre os ind til ham i tak og lovprisning.

Salmernes Bog er rig på salmer, som takker og lovpriser Gud for hans gaver i skaberværket (Sl 8; 24,1-2; 65,10-14; 74,16-17; 95,4-7; 100,3; 102,26; 104; 121,2; 135,6-7; 139,7-18). Salme 104 er fra ende til anden en opregning af og tak for Guds gode og rige gaver i skaberværket. Salmisten runder salmen af med disse ord: ”Jeg vil synge for Herren, så længe jeg lever, jeg vil lovsynge min Gud, så længe jeg er til. Gid mit digt må være ham til behag, jeg har min glæde i Herren (…) Min sjæl, pris Herren!” (v.33-35). Salmisten ved, at det er Gud til behag, når hans børn har øje for, glæder sig over, sætter ord på og lovpriser Gud for hans gaver i skaberværket. Derved tjener de Gud.

”Thanksgiving” er en kristen højtid i USA. Den fjerde torsdag i november samles man i familien for at samle sind og tanke om Guds gode gaver, sætte ord på dem og takke Gud for dem. Man gør det i forbindelse med et festligt fælles måltid. I sin natur er det en videreførelse af takofferet i Det Gamle Testamente (3 Mos 7,12 ff.; 22,29-30; 2 Krøn 29,31-36; Sl 56,13-14; 100). Takofferet var et frivilligt offer, som blev bragt for at takke og lovprise Gud for hans nåde og gode gaver. Det offer, som blev bragt, fik den ofrende og hans familie lov til selv at spise af som et takke- og festmåltid.

I vores familie har vi i de senere år bestræbt os på i november måned at samles til Thanksgiving. Det er berigende og bevægende ud over det, som ord kan beskrive, når vi tager en runde og sætter ord på alt det, som vi hver især gerne vil takke Gud for. Vore hjerter mindes om Guds store nåde og mange gode gaver, vi glæder os sammen, og vi takker Gud. Hvor har vi meget at takke og prise Gud for, vi, som er hans børn ved tro på Jesus!

”Lad os bestandig ved ham bringe Gud takoffer (…) det er den slags ofre, Gud finder behag i” (Hebr 13,15-16).

2) Vi tjener Gud ved kærligt at drage omsorg for den familie, som Gud har givet os.

Vi har alle en familie, en far og en mor. Det er ikke sikkert, de lever, men hvis de gør, så lyder Guds kald til os: ”Ær din far og din mor! (2 Mos 20,12).

Dette er det første bud efter de tre bud, som angår vores forhold til Gud. Ingen andre forpligtelser og tjenester over for andre mennesker har højere prioritering end tjenesten i forhold til far og mor. At tjene dem ved at vise dem ære, troskab og omsorg, det er at tjene Gud.

Kaldet til at lyde sin far og mor gælder, så længe man er barn (Ef 6,1). Kaldet til at ære sin far og mor gælder for hele livet.

Jesus understreger kaldets høje værdighed og prioritet, når han fælder dom over de farisæere og skriftkloge, som forsømmer deres forældre til fordel for arbejdet i templet: ”Gud har sagt: ’Ær din far og din mor!’ og: ’De, der forbander sin far eller sin mor, skal lide døden.’ Men I siger: Hvis nogen siger til sin far eller sin mor: Det, du skulle have haft som hjælp af mig, skal være tempelgave! så behøver han ikke at ære sin far. I har sat Guds ord ud af kraft af hensyn til jeres overlevering. Hyklere!” (Matt 15,4-7a). Ifølge Jesus må kaldet i familien prioriteres før kaldet i menigheden.

Paulus peger i samme retning, når han fælder dom over dem, som med mere eller mindre åndelige begrundelser forsømmer deres familie: ”Den, som ikke sørger for sine egne, og særligt for sin egen husstand, har fornægtet troen og er værre end en vantro” (1 Tim 5,8).

Kaldet til at tjene i familien, gælder ikke mindst, når man bliver gift og får børn. De to ægtefæller er kaldet til at elske og tjene hinanden (Ef 5,22-33; Tit 2,4-5), og sammen må de prioritere omsorgen for og den åndelige og menneskelige opfostring af deres børn over alle andre tjenester i forhold til andre mennesker (5 Mos 6,6-9; 11,18-21; Ef 6,4; Tim 5,9).

Det kan syne af så lidt: at besøge sine gamle forældre, at hjælpe med lektier og læse bibelhistorie med sine børn (skulle man skrive ’hjælpe med lektier’ i stedet?), at tage tid til en ekstra kop kaffe og en ekstra nærværende samtale med sin ægtefælle. I Himlens perspektiv er det stort. Det er prioriteringen af vores vigtigste kald i forhold til andre mennesker. Det er tjeneste for den Gud, som gav os familien.

Kan et gudgivet kald i tjenesten for evangeliet have omkostninger for familien? Ja, det er Jesu tjeneste et stærkt og klart eksempel på. Jesu omvandrende forkyndertjeneste førte ham væk fra hans mor, som meget sandsynligt var enke på dette tidspunkt (Mark 3,31-35). Da Jesus blev korsfæstet og døde, opfyldtes Simeons profeti om et sværd, der skulle gennemtrænge Marias egen sjæl (Luk 2,35). Ved Jesu død mistede Maria sin ældste søn og sin primære forsørger.

Det er imidlertid lærerigt at se, hvordan Jesus viser omsorg for og tager hånd om Maria i forhold til de omkostninger, hans tjeneste har for hende.

For det første sender Jesus englen Gabriel til Maria for at forberede hende på det, som skal ske, og for at spørge hende, om hun vil påtage sig de omkostninger, som Jesu tjeneste vil få for hende (Luk 1,26-37). Maria siger ja (v.38). Hun påtager sig frivilligt omkostningerne i et ønske om at tjene Guds frelsesplan.

For det andet giver Jesus, da han hænger på korset, disciplen Johannes som en ny søn og forsørger til Maria: ”Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: ’Kvinde, dér er din søn’. Derpå sagde han til disciplen: ’Der er din mor.’ Fra den time tog disciplen hende hjem til sig” (Joh 19,26-27).

Hvad må vi lære her? For det første: Hvis en tjeneste for evangeliet påfører familien særlige omkostninger, er det afgørende, at familien forholder sig til tjenesten som et fælles kald, så tjenesten ikke deler dem, men forener dem. For det andet: Når tjenesten påfører familien særlige omkostninger, er det vigtigt at have syn for, hvordan omkostningerne kan begrænses, og hvordan familiens behov bedst muligt kan tilgodeses og dækkes.

Uanset hvilken tjeneste vi måtte have for evangeliet, er vi kaldet til at drage omsorg for den familie, Gud har givet os. At tjene den er at tjene Gud.

3) Vi tjener Gud ved samvittighedsfuldt at udføre vores jordiske arbejde

Gud har givet os jorden, for at vi skal tage vare på den, og for at vi skal fremme gode forhold på jorden til gavn og glæde for andre mennesker. Alt ærligt arbejde, der tager sigte på at gavne og glæde vores næste og på at fremme gode forhold på jorden, er en tjeneste for Gud.

På Det Nye Testamentes tid var der nogle kristne, for hvem det var svært at se deres arbejde som en tjeneste for Gud. Det gjaldt ikke mindst dem, som var slaver. Men selv for dem gjaldt det, at de bag og over deres jordiske herrer måtte se Gud, som deres øverste herre, som de viste ære og lydighed ved at gøre deres arbejde godt. Paulus skriver til slaverne: ”Slaver, adlyd jeres jordiske herrer i alt, ikke som øjentjenere, der vil stå sig godt med mennesker, men af et oprigtigt hjerte i frygt for Herren. Hvad I end gør, gør det af hjertet – for Herren og ikke for mennesker. I ved jo, at I af Herren skal få jeres arv til gengæld. Tjen Kristus, vor Herre” (Kol 3,22-24).

Hvis en romersk slave på Det Nye Testamentes tid kunne finde mening og værdighed i sit arbejde ved at se det som en tjeneste for Gud, så kan vi det så meget mere, hvis vi som kristne i vor tid har et ærligt arbejde. Hvilket arbejde det end er, så må vi se det som en tjeneste for Gud og for vores næste. Som den lutherske forfatter Gene Edward Veith formulerer det: ”At stå i en pølsevogn, gøre rent på hotelværelser eller tømme bækkener – det er alt sammen værdige beskæftigelser, værdige kald, hvor man har mulighed for at udtrykke kærlighed til sin næste gennem uselvisk tjeneste.”ⁱ

Hvem tjener Gud på ”fuldtid”? Er det kun præsten og missionæren? Nej, det gør alle kristne, der har et ærligt arbejde. At være buschauffør, rengøringsassistent, lokalpolitiker, havbiolog, hjemmegående mor, landmand eller en betænksom pensionist, som viser omsorg for og efter bedste evne hjælper andre – intet af dette er mindre tjeneste for Gud end at være præst og missionær.

Når Luther vil formidle den bibelske lære om det jordiske arbejde som en tjeneste for Gud, tager han udgangspunkt i Fadervors bøn om ”det daglige brød”.

I første omgang er det en bøn om hver dag at få den mad, vi har brug for. I anden omgang handler bønnen om alle vore grundlæggende behov: tøj, bolig, varme, beskyttelse, lægehjælp, uddannelse, transport osv.

Gud hører denne bøn, og han giver os det, vi beder om. Men han giver os det, understreger Luther, sjældent ud af den blå luft. I almindelighed giver Gud os det, vi har brug for, gennem andre mennesker. Landmanden sår og høster kornet, bageren forarbejder det og sælger det til os som brød. En anden landmand vogter får og klipper uld af dem, som bliver forarbejdet til tøj. Nogle håndværkere frembringer mursten og træ, og andre håndværkere bygger os et hjem.

Gud giver os alle disse ting, men han giver os dem gennem mennesker, som derved er Guds redskaber, Guds tjenere, Guds gode og givende hænder ind i vore liv. Som de er Guds tjenere og gode hænder ind i vore liv, sådan er vi gennem vores almindelige arbejde Guds tjenere og gode hænder ind i andre menneskers liv. Så stort må vi tænke om vores almindelige arbejde.ⁱⁱ

Alt ærligt arbejde, der gavner vor næste og fremmer gode forhold på jorden, er en tjeneste for Gud.

Missionsbefalingen

I kulturbefalingen kalder Gud os til at fremme gode forhold på den nuværende jord. I missionsbefalingen kalder Gud os til at udbrede evangeliet, så mennesker kan komme til tro på Jesus og få del i det evige liv på den nye jord.

Missionsbefalingen blev givet af Jesus kort før hans himmelfart og lyder: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt, hvad jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende” (Matt 28,18-20).

Med en vis ret kan man sige, at alt det arbejde, som gøres i en kristen menighed og ud fra en kristen menighed, sigter på at opfylde missionsbefalingen. Der er mange forskellige tjenester i en kristen menighed. Men i sidste ende sigter alle tjenester på, at evangeliet skal nå til dem, som ikke har hørt det, og at de, som har hørt det og er kommet til tro på det, skal bevares og opbygges i troen.

Der er tjenester, som på en meget direkte og tydelig måde tjener til at udbrede evangeliet og opbygge de troende. Det gælder f.eks. tjenesterne som evangeliserende missionær og som forkynder for den opvoksende generation. Men Det Nye Testamente understreger, at der i Guds perspektiv hviler herlighed over enhver tjeneste i menigheden, som bidrager til, at evangeliet udbredes, og de troende bliver opbygget (Ef 4,1-16).

Paulus bruger flere gange billedet af menigheden som et legeme, hvor de enkelte kristne er lemmer og led på legemet. I forlængelse heraf skriver han: ”Hvert enkelt led hjælper til med den kraft, det har fået tilmålt” (Ef 4,16). Mange tjenester, som for os fremstår underordnede og mindre betydningsfulde, er helt nødvendige for, at evangeliet kan blive udbredt.

Når vi udsender evangeliserende missionærer ud til andre lande, er det vigtigt, at der er nogen, som vil lønne dem, bede for dem, sprede information om deres arbejde, administrere deres rejser og papirer osv. Når vi forkynder for den opvoksende generation, er det vigtigt, at der er nogen, som vil sørge for lokaler til dem, bede for dem, lave kage til dem, gøre rent efter dem osv.

”De lemmer på legemet, som synes at være de svageste, netop de er nødvendige” (1 Kor 12,22). Og de tjenester, som vi er tilbøjelige til at tænke småt om, dem vurderer Gud helt anderledes. ”Sådan som Gud har sammenføjet legemet, har han givet det, som mangler ære, desto større ære” (v.24).

På den store dag skal der vendes op og ned på mange ting. Da skal der gives ros og ære til kristne, hvis tjeneste aldrig påkaldte sig nogen stor opmærksomhed og anerkendelse her i tiden.

Charles Spurgeon fortæller en anekdote om en præst, som oplevede store vækkelser under sin prædikestol. Mange mennesker blev frelst og vundet for Himlen.

Da præsten døde og blev modtaget af Jesus, forventede han at få ros og ære for sin tjeneste. Jesus bekræftede, at der var sket store ting under hans prædikestol: ’Men ved du, hvem der gjorde det mest afgørende arbejde i den sammenhæng? Lagde du mærke til den kvinde, som sad på det nederste trin af trappen op til din prædikestol? Hun bad for dig og din tjeneste fra din første dag i menigheden og var trofast i sin forbøn år efter år, så længe hun levede. Hendes bønner blev hørt og besvaret i Himlen, og du fik lov til at høste frugten.’

Det er selvsagt kun en anekdote. Men den har en væsentlig og bibelsk pointe. Der hviler herlighed over alle tjenester i menigheden, så sandt de sigter på og tjener til, at evangeliet bliver udbredt og troet.

Pointen i denne sammenhæng er ikke, at opgaverne som vidnende missionær og forkynder for den opvoksende generation er forbeholdt mænd, og at kristne kvinder så kan varetage de støttende tjenester. Som det vil fremgå i den næste artikel, kan kvinder være både vidnende missionærer og forkyndere for den opvoksende generation, og de støttende opgaver kan lige så godt varetages af mænd. Pointen er, at der ved siden af de forkyndende opgaver er en meget lang række af andre tjenester i menigheden, som er nødvendige og afgørende, for at evangeliet kan blive forkyndt. I himmelsk perspektiv hviler der herlighed og ære over hver eneste af disse opgaver, så sandt de udføres i tro på Jesus og i ønsket om, at han bliver herliggjort og troet.

Tryghed og frimodighed

Frem til nu har jeg i denne artikel skrevet om de tjenester, der er åbne for både kristne kvinder og kristne mænd: den grundlæggende tjeneste i tilegnelse af, tro på og tak for evangeliet, en bredde af tjenester under kulturbefalingen og en bredde af tjenester under missionsbefalingen.

I det følgende vil jeg forsøge at præcisere, hvor grænsen går mellem de tjenester under missionsbefalingen, som kun manden kan tage sig af, og de tjenester, som er åbne for begge køn. Kun på denne baggrund kan der tales klart om den bredde og rigdom af tjenester, som er åbne for kvinder under missionsbefalingen, og kun på den baggrund kan kvinder med fuld tryghed og frimodighed gå ind i disse tjenester.

Her bliver tingene ofte vendt på hovedet i vor tid. Ikke sjældent kan man høre, at troende kvinder mister trygheden og frimodigheden til at tjene, hvis der bliver talt om og givet vejledning i tjenestedelingen. Det er givet, at der kan tales både uklart og ubibelsk om tjenestedelingen, og det bringer intet godt med sig. Men vejen frem til sand tryghed og frimodighed i tjenesten for troende kvinder er ikke en fortielse af tjenestedelingen. Vejen frem er derimod sand, sund og bibelsk tale om tjenestedelingen. Til denne tale hører en præcisering af det tjenesteområde, som er forbeholdt manden.

Manden som leder

Som det blev tydeliggjort i den foregående artikel i denne serie, er det Guds gode vilje og ordning, at manden er den tjenende leder både i hjemmet og i menigheden. Denne ordning kan kun respekteres, hvis kvinden i både hjem og menighed støtter manden i hans ledende rolle. Det indebærer, at kvinden må afstå fra at udøve autoritet over manden eller tiltage sig en ledende myndighed over manden.

De opgaver i menigheden, som indebærer, at man udøver autoritet over hele menigheden eller har en ledende myndighed over hele menigheden, er derfor forbeholdt manden. Det er på denne baggrund og med denne begrundelse, Det Nye Testamente med stor tydelighed fastslår, at kun mænd kan være ledere og lærere i menigheden (1 Tim 2,11-3,7; Tit 1,6-9).

I samme grad der i en kristen menighed er klarhed og enighed om, at tjenesterne som leder og lærer er forbeholdt manden, i samme grad kan kvinderne med tryghed og frimodighed gå ind i hele den store bredde og rigdom af tjenester, som ellers findes i menigheden.

I Det Nye Testamente bruges der forskellige udtryk om lederne og deres embeder i menigheden: ældste, tilsynsmænd, hyrder, lærere. De forskellige udtryk og embeder synes i betydelig grad at overlappe hinanden. Det kommer for eksempel til udtryk i Apostlenes Gerninger kapitel 20, hvor vi hører om Paulus’ møde med og tale til lederne for menigheden i Efesus. Lederne omtales først som menighedens ”ældste” (v.17), hvorefter Paulus tiltaler dem som ”tilsynsmænd” og ”hyrder” (v.28).

Uanset deres titler har menighedens ledere det øverste og endelige ansvar for alt det, som sker i menigheden. Fordi de har dette ansvar, skal de være mænd (1 Tim 3,2; Tit 1,6).

I det kristne ægteskab kan hustruen varetage forvaltningen af forskellige dele af det fælles liv, for eksempel økonomien, når blot der er klarhed og enighed om, at manden har det øverste og endelige ansvar, og når blot kvindens tjeneste ikke i praksis indebærer, at hun udøver autoritet over manden. Det samme princip gælder i menigheden.

Der er mange dele af menighedens liv, som kvinden kan varetage et uddelegeret og underordnet ansvar for. Det kan handle om administrative opgaver, koordinerende opgaver, omsorgsopgaver, opgaver i relation til evangelisation og mission, opgaver med børn og teenagere og meget andet. Intet af dette er i konflikt med tjenestedelingen, når blot der er klarhed og enighed om, at den mandlige ledelse har det øverste og endelige ansvar, og når de kristne kvinder ikke i praksis kommer til at udøve autoritet over voksne mænd i menigheden.

I Det Nye Testamentes menigheder blev nogle af de troende kaldet og indviet til tjenesten som ”menighedstjenere” (1 Tim 3,8-13). Det græske ord, som vi har oversat med ”menighedstjener”, er ”diakonos”. I Romerbrevet 16,1 omtales kvinden Føbe som menighedstjener. Det peger i retning af, at denne tjeneste var åben for kvinder. Hvad der præcis lå i denne tjeneste, ved vi ikke i dag. Men det er naturligt at tænke, at menighedstjenerne havde et uddelegeret og underordnet ansvar for forskellige del af menighedens liv i lighed med de eksempler, som er givet ovenfor.

Bredden og rigdommen af ikke-ledende tjenester i apostlenes menigheder kommer til udtryk i de mange nådegaver og tjenester, der nævnes i Det Nye Testamente. Vi skal i næste artikel se på kvinders tjeneste med Guds ord. Her skal nævnes en række andre eksempler på nådegaver og tjenester, som var åbne for kvinder: at give, hjælpe, gøre godt, vise medfølelse, vise barmhjertighed, bede, være gæstfri, tro, elske, bære andres byrder, bedømme ånder, helbrede, trøste, tage sig af de svage, tage sig af faderløse og enker, lide ondt for evangeliet (Rom 12,3-15; 1 Kor 12-14; Gal 6,1-10; Ef 4; Kol 3,1-15; 1 Thess 5,12-18; 2 Tim 1,8; 2,3; Hebr 13,15-19; Jak 1,27; 1 Pet 4,7-11)

Når kristne kvinder kan have ansvar for det kristne arbejde med den opvoksende generation, børn og teenagere, hænger det sammen med, at de i denne sammenhæng ikke bliver ledere for og ikke udøver autoritet over voksne mænd. Det Nye Testamente kalder både den kristne far og den kristne mor, både mænd og kvinder til at tage ansvar for opdragelsen og oplæringen af den opvoksende generation (Ef 6,4; 1 Tim 5,10).

Hvornår man bliver voksen, defineres lidt forskelligt fra kultur til kultur, og det må i nogen grad bero på et skøn. I Norden sætter vi i dag i almindelighed grænsen ved 18 år.

Kan en kvinde være leder for en ungdomsgruppe? Svaret er betinget af to forhold.

For det første: Jo mere entydigt ungdomsgruppen består af unge, som ikke er blevet voksne, jo mere entydigt kan opgaven betragtes som et led i opdragelsen og oplæringen af den opvoksende generation.

For det andet: Jo mere entydigt den mandlige ledelse for hele menigheden varetager det reelle lederansvar for ungdomsgruppen, så de for eksempel står for kaldet af forkyndere og for den personlige formaning af og eventuelle menighedstugt over for unge mænd i ungdomsgruppen, jo mere forsvarligt bliver det, at en kvinde har en underordnet, administrativ og koordinerende lederopgave.

Det vejledende princip er også her, at en kvinde ikke må udøve autoritet over mænd.

Manden som leder med Guds ord

Det er tydeligt i Det Nye Testamente, at den mandlige ledelse af menigheden også kom til udtryk i, at der var en bestemt tjeneste med Guds ord, som var forbeholdt manden. Det var tjenesten som lærer. Kun mænd måtte være lærere og optræde som lærere: ”At optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, heller ikke at bestemme over sin mand” (1 Tim 3,12).

Det er kun muligt at tale klart om bredden og rigdommen af kvinders tjeneste med Guds ord, hvis mandens tjeneste som lærer får en klar indholdsbestemmelse og afgrænsning. Kun på den baggrund kan den kristne kvinde se, hvilke tjenester med Guds ord der er åbne for hende, og med fuld tryghed og frimodighed gå ind i dem. Resten af denne artikel vil være en indholdsbestemmelse og afgrænsning af den mandlige tjeneste som lærer.

I den foregående artikel i denne serie blev det understreget, at læreren har til opgave at udlægge Guds ord og på det grundlag fastslå, hvad menigheden må tro og gøre. Læreren må fremholde og forkynde den bibelske sandhed og afvise og gendrive det, som er løgn.

Det er en uløselig del af lærerens opgave at korrigere dem, som er på afveje i menigheden (2 Tim 2,25). Hvis de afvegne ikke vil lade sig korrigere, må de i yderste instans bortvises fra menigheden (2 Thess 3,6; Tit 3,10). For så vidt læreren på Skriftens grund afklarer og formidler den bibelske lære og afdækker løgnen, udøver han autoritet over alle i menigheden – børn, kvinder og mænd.

Lærerens autoritet er imidlertid ikke knyttet til hans person eller embede, men til Guds ord, som han udlægger og forkynder. Derfor er det ret og godt til stadighed at prøve, om lærerens ord stemmer med Guds ord. Paulus roser jøderne i Berøa, fordi de selvstændigt og samvittighedsfuldt ransagede Skrifterne for at se, om apostlenes ord stemte med Guds ord (ApG 17,11).

De troendes værn mod falske lærere er fortrolighed med og forankring i Guds ord og evangelium (ApG 20,32). Netop derfor må det være målet for alle rette lærere at føre de troende ind i Guds ord og i evangeliets sandhed, så hver enkelt troende bliver åndeligt myndig og i stand til at skelne mellem evangeliets sandhed og dets skin (Ef 4,11-13). En god lærer knytter ikke sine tilhørere til sig selv, men til Skriften og i Skriften til Jesus som frelser.

Læreren får sit budskab ved samvittighedsfuldt og slidsomt arbejde med den hellige Skrift (1 Tim 5,17). Han arbejder med teksterne i bevidsthed om, at det er hans særlige kald at våge over menighedens åndelige liv og ud fra Skriften at lede den til Jesus og ved ham til det evige liv (ApG 20,28-32).

Lærerens kald er ikke at komme med noget nyt og originalt. Hans kald er uforandret at videregive den lære og det evangelium, som han selv har modtaget, og som er givet i Skriften (2 Tim 2,2; 3,14-17). Det er et uhyre vigtigt ansvar, hvorfor lærerne også får en hårdere dom (Jak 3,1).

Lærerens budskab er ikke bare kundskabsformidling. Budskabet retter sig som hele det bibelske budskab til tilhørernes hjerter og samvittigheder. Læreren må leve i bøn om, at lovens ord må afsløre synden og skabe anger, og at evangeliets ord må åbenbare Jesu frelse for hjerterne til tro og åndeligt liv. Læreren må selv leve Jesus nær i personlig tilegnelse af Guds ord, så hans nådegave til stadighed kan opflammes, og han kan være et brugbart redskab for Åndens gerning til herliggørelse af Jesus (Joh 16,14; 1 Kor 12,1 ff.; 1 Tim 4,14; 2 Tim 1,6).

I de nytestamentlige menigheder synes lærerne at have fået et tydeligt ydre kald og at være blevet indviet til et særligt embede. Det var altså klart for alle, hvem lærerne var. Når de trådte frem, vidste man: Nu taler en lærer (ApG 13,1; Ef 4,11; 2 Tim 1,11; Jak 3,1). Denne tydelighed kunne omvendt give andre frimodighed til at træde frem med Guds ord på andre måder uden at skulle frygte, at der opstod uklarhed om, hvorvidt de nu optrådte som lærere.

Ifølge Det Nye Testamente er det kun den myndige læretale, som er reserveret for manden. Alle andre måder at formidle Guds ord på er åbne både for kvinder og mænd.

I den næste artikel skal vi se på syv andre måder at formidle Guds ord på, som alle er åbne for kristne kvinder. Her vil det blive tydeligt, at kristne kvinder på bibelsk grund kan have en rig og mangfoldig tjeneste med Guds ord.

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.