Den kristne i Romerbrevet 7

Sammenhængen i Romerbrevet 7

Apostlen Paulus gør to ting i dette kapitel:

For det første anviser han, hvad der er, og hvad der ikke er lovens relation til den kristne: Juridisk er den troende frigjort fra lovens straf og forbandelse (v.1-6); moralsk er den troende forpligtet på at adlyde loven (v.22.25).

For det andet sikrer Paulus sig imod, at man kommer til at drage en forkert konklusion ud fra det, han underviste om i kapitel 6.

I kapitel 6 v.1-11 gør han rede for, at den kristnes identitet i Jesus er at være ”død for synden” (bl.a. v.2.7). Fra vers 11 og fremefter viser han så den effekt, som denne sandhed burde have på den kristnes færd, og i kapitel 7 uddyber han den samme tankegang.

I 7,1-6 behandler han den kristnes identitet i Kristus som ”død for loven” (jf. v.4.6). Fra vers 7 og frem beskriver han den kristnes erfaringer.

Således omhandler den første halvdel af Rom 6 og den første halvdel af Rom 7 altså den kristnes status, mens den anden halvdel af begge kapitler handler om den kristnes tilstand – dog med følgende forskel: Den anden halvdel af Rom 6 afslører, hvad vores tilstand burde være, mens den anden halvdel af Rom 7 (v.13-25) viser, hvad vores faktiske tilstand er.

Striden om Romerbrevet 7

Den strid, som har verseret omkring Rom 7, er i store træk frugten af John Wesley og hans følgeres fuldkommenhedslære. At også mennesker, som vi har grund til at respektere som kristne brødre, skulle have taget en sådan fejl til sig i en modereret form, viser blot hvor udbredt den lunkne ånd fra Laodikea er i dag. Det at tale om, at man som kristen ”bevæger sig igennem Rom 7 for at komme ud på den anden side i Rom 8” er en tåbelighed, som ikke kan undskyldes. Både Rom 7 og 8 er gældende med uformindsket styrke og relevans for enhver kristen på jorden i dag.

Den anden halvdel af Rom 7 beskriver konflikten mellem et Guds barns to naturer. Vi får her en detaljeret forklaring af den sandhed, der er opsummeret i Gal 5,17: ”For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil.”

Hvad der står i Rom 7,14-15.18-19.21 er stadig sandt om enhver troende på jorden. Enhver kristen kommer i allerhøjeste grad til kort i at leve op til den standard, som forlanges af ham – altså Guds standard og ikke den standard, som moderne undervisere i et ”sejrrigt liv” fremsætter.

Hvis nogen kristen læser skulle mene, at Rom 7,19 ikke er en beskrivelse af hans liv, må vi i al venlighed påpege, at han på bedrøvelig vis ligger under for et bedrag. Hermed mener vi ikke, at enhver kristen bryder menneskers love, eller at han er en åbenlys overtræder af Guds love. Hvad vi mener, er, at den kristnes liv langt fra når det niveau af retfærdighed, som vores frelser havde i sit liv her på jorden. Vi mener, at der tydeligvis stadig er meget af ”kødet” i enhver kristen – og da ikke mindst hos de mennesker, som praler så højlydt af deres åndelige bedrifter. Vi mener, at alle kristne har et påtrængende behov for daglig bøn om tilgivelse for de daglige synder (Luk 11,4), for ”alle begår vi mange fejl” (Jak 3,2).

Kamp og fangenskab

I det følgende skal vi indskrænke os til at se på de sidste to vers i Rom 7, hvor der står: ”Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme? Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Med mit sind tjener jeg da Guds lov, men med kødet syndens lov” (v.24-25).

Disse ord er en genfødt sjæls sprog, og de opsummerer indholdet af de umiddelbart foregående vers. Det menneske, som ikke er født på ny, er i sandhed et ”elendigt menneske”, men han er fremmed for den elendighed, der her tales om, for han kender intet til den erfaring, som fremkalder denne klage.

Hele konteksten er viet til at beskrive konflikten mellem et Guds barns to naturer. ”For jeg glæder mig inderst inde over Guds lov” (v.22), kan kun genfødte mennesker sige. Men den, som på denne måde ”glæder sig over Guds lov”, vil også opdage ”en anden lov i sine lemmer”. Dette udtryk må ikke begrænses til at forstås som fysiske lemmer, men bør opfattes som en betegnelse for alle de forskellige dele af kødets personlighed. Denne ”anden lov” virker også i hukommelsen, i fantasien, i viljen, i hjertet osv.

Denne ”anden lov”, siger apostlen, ligger i strid med loven i hans sind (den nye natur), og ikke nok med det, den ”holder ham som fange i syndens lov” (v.23). I hvilket omfang han bliver ført i fangenskab, forklares ikke nærmere. Men holdt fange, det blev Paulus, på samme måde som enhver troende bliver det.

Det adspredte sind når vi læser i Guds ord, fremkomsten af onde tanker fra hjertet, når vi er i gang med at bede, de ækle billeder, der somme tider viser sig på vores nethinde, mens vi sover – det er bare enkelte af mange eksempler på, hvad det vil sige at blive ”holdt som fange i syndens lov”.

”Hvis vor naturs onde væsen lykkes med at fremkalde blot en enkelt ond tanke, har den taget os til fange. Så har den besejret os, så har vi lidt nederlag, så er vi gjort til fanger” (Robert Haldane).

Syndserkendelsens råb

Det er bevidstheden om denne krigsførelse i det indre og denne tilfangetagelse under synden, som forårsager den troendes råb: ”Jeg elendige menneske!”

Det er et råb fremkaldt af en dyb indsigt i den iboende synd. Det er en bekendelse fra en, som ved, at der i hans gamle natur ikke bor noget godt. Det er den sorgfulde klage fra en, der har opdaget noget af den afskyelige sump af synder, som ligger i hans hjerte. Det er en klage fra et menneske, der har mødt den guddommelige åbenbaring, og som nu hader sig selv – sin syndige natur – og længes efter udfrielse.

Denne klage – ”jeg elendige menneske!” – er udtryk for en normal erfaring for den kristne, og enhver kristen, som ikke klager på den måde, er i en unormal og usund åndelig tilstand. Det menneske, som ikke dagligt bekender sådan, har enten ikke fællesskab med Jesus, eller er uvidende om Skriftens lære, eller lever i et bedrag om sin faktiske situation, så han ikke kender til sit eget hjertes fordærv og sit eget livs ynkelige mislykkethed.

Den, som bøjer sig for Guds ords hellige og ransagende vejledning, den, som dér lærer om den skrækkelige ødelæggelse, som synden har udvirket i menneskers indre, den, som ser den ophøjede hellighedsstandard, som Gud har sat for os – han kan ikke undgå at opdage, hvilket elendigt skrog han er. Hvis det går op for ham, hvor langt han er fra at kunne leve op til Guds krav, og hvis han opdager, hvor lidt han ligner Guds søn, så vil han finde Paulus’ ord meget egnede til at give udtryk for sin sorg. Hvis Gud afslører for ham, hvor kold hans kærlighed er, hvor hovmodigt hans hjerte er, hvor adspredt hans sind er, hvor meget ondskab, der forurener selv hans frommeste handlinger, så vil han også råbe: ”Jeg elendige menneske!”

Hvis han er opmærksom på sin utaknemmelighed og på, hvor lidt pris han sætter på Guds daglige nåde. Hvis han lægger mærke til fraværet af den dybe og oprigtige varme, som altid burde karakterisere hans lovprisning og tilbedelse af Ham, som er mægtig og hellig. Hvis han genkender den syndige oprørsånd, som så ofte får ham til at brokke sig eller i det mindste rynke på næsen over Guds tilskikkelser i dagligdagen. Og hvis han så begynder at optælle ikke bare de synder, han begår, men også alle de gange, hvor han undlader at handle godt, hvorved han dagligt pådrager sig skyld, så vil han virkelig råbe: ”Jeg elendige menneske!”

Jo tættere, en kristen drages ind i Jesu nærhed, jo mere vil han indse sin gamle naturs fordærv, og desto mere indtrængende vil han bede om og længes efter udfrielse fra det. Det er først, når sollyset vælder ind i et lokale, at snavset og støvet for alvor afsløres. Tilsvarende er det først, Det er på samme øres.d i et lokale, at e sin gamle naturs fordærv, og desto når vi træder ind foran Ham, som er Lyset, at vi bliver klar over skidtet og ondskaben, som har infiltreret os og forurener hver eneste del af os. Og sådan en opdagelse vil få os alle til at råbe: ”Jeg elendige menneske!”

Bedrøvede og glade

”Men,” vil nogle nok indvende, ”vil fællesskab med Jesus ikke snarere skabe fryd end klage?”

Svaret er, at det fremkalder begge dele. Det gjorde det også for Paulus. I vers 22 skriver han: ”For jeg glæder mig inderst inde over Guds lov.” Alligevel udbryder han bare to vers senere: ”Jeg elendige menneske!”

Og disse vers står ikke alene. I 2 Kor 6 skriver selv samme apostel: ”som bedrøvede, dog altid glade” (v.10). Paulus er bedrøvet på grund af sine svigt og daglige synder. Han er glad på grund af nåden, som stadig bærer over med ham, og på grund af den kære løsesum, som Gud har betalt for alle de helliges synder.

På samme måde i Rom 8. Efter at have erklæret: ”Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus”, og efter at have sagt: ”Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger”, så tilføjer apostlen: ”Også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning” (Rom 8,23).

Peters undervisning er den samme: ”Da skal I juble, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags” (1 Pet 1,6).

Sorg og klage er altså til stede i den højeste åndelighed.

I vore dage ser vi megen selvtilfredshed og stolthed i ånden fra Laodikea. Der bliver talt en hel del og pralet ikke så lidt om fællesskab med Jesus – men hvor småt er det ikke med tegn på dette påståede fællesskab!

Hvor der ikke er nogen erkendelse af at være helt og aldeles uværdig, hvor der ikke findes nogen klage over vor naturs fuldstændige fordærv, hvor der ikke sørges over vores manglende overensstemmelse med Jesu liv, hvor der ikke høres nogen klage over at blive ført ind i syndens fangenskab – kort sagt: hvor råbet ”jeg elendige menneske!” ikke lyder – er der grund til at frygte, at der overhovedet ikke findes fællesskab med Jesus.

De helliges vidnesbyrd i Skriften

Da Abraham vandrede med Herren, udbrød han: ”Nu vover jeg igen at tale til dig, Herre, skønt jeg kun er støv og aske!” (1 Mos 18,27).

Da Job mødtes ansigt til ansigt med Gud, sagde han: ”Nej, jeg er for ringe” (Job 40,4) og senere: ”Derfor kalder jeg alt tilbage og angrer” (Job 42,6).

Da Esajas trådte ind i Guds nærvær, råbte han: ”Ve mig, det er ude med mig, for jeg er en mand med urene læber” (Es 6,5).

Da Daniel fik den vidunderlige åbenbaring af Kristus (Dan 10,5-6), udtalte han: ”Al kraft forlod mig; jeg blev ligbleg og havde ikke flere kræfter” (v.8).

Og i et af de sidste breve af den kære hedningeapostel læser vi: ”Troværdigt er det ord og al modtagelse værd! For Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største” (1 Tim 1,15).

Alle disse udsagn udsprang ikke fra uigenfødte mennesker, men fra Guds helliges læber, ja fra de største blandt Guds folk. Hvor skal vi i dag finde nogen som helst, der kan stå skulder ved skulder med Abraham, Job, Esajas, Daniel og Paulus? Hvor, må jeg spørge?

Og dog var det netop disse mænd, der var så bevidste om deres elendighed og uværdighed, at de kunne sige sådan.

De helliges vidnesbyrd i kirkens historie

”Jeg elendige menneske.” Dette er altså den genfødte sjæls sprog. Det er bekendelsen, som lyder fra den almindelige kristne, som ikke er vildfaren eller lider af vrangforestillinger. Og det er en sag, som kendes ikke alene fra de gammel- og nytestamentlige helliges udsagn, men også fra de seneste 500 års mest betydelige kristnes skrifter.

Der er i sandhed forskel på bekendelserne og vidnesbyrdene fra fortidens gode kristne ledere og så de uforstandige og arrogante pralerier, som lyder fra moderne laodikeere! Hvor er det forfriskende at vende sig fra vore dages levnedsbeskrivelser til de gamle!

Læs for eksempel følgende uddrag, og grund over dem:

John Bradford

Mr. Bradford, et fromt menneske, som led martyrdøden i dronning Maria den Blodiges regeringstid, underskrev et brev til en medfange, som sad indespærret i et andet fængsel, med følgende ord: ”Den syndige John Bradford. En kraftigt sminket hykler. Den ynkeligste, mest hårdhjertede og utaknemmelige synder, John Bradford” (1555).

Samuel Rutherford

Den gudfrygtige Samuel Rutherford skrev: ”Dette syndens og fordærvets legeme forgifter og forbitrer vores glæde. Åh, om jeg dog befandt mig, hvor jeg aldrig mere skulle synde igen” (1650).

George Berkeley

Biskop George Berkeley (1685-1753) skrev: ”Jeg kan ikke bede uden at synde. Jeg kan ikke prædike uden at synde. Jeg kan hverken uddele eller tage imod den hellige nadver uden at synde. Selv min anger behøver jeg tilgivelse for, og de tårer, jeg fælder, må vaskes i Kristi blod.”

Biskop George Berkeley (1685-1753)

David Brainerd

Jonathan Edwards har skrevet en biografi om den bemærkelsesværdige mand David Brainerd, som døde i Edwards’ hjem, og som han kendte meget godt. Brainerd var den første missionær blandt indianerne, og alle som kendte ham, vidnede om, hvor dedikeret hans liv var til Jesus.

I biografien Memoirs of Mr. Brainerd skriver Edwards:

”Hans klarsyn, inderlighed og fortrøstning til Jesus virkede i høj grad til at være forbundet med hans evangeliske ydmyghed, som bestod i, at han erkendte sin egen fuldstændige utilstrækkelighed, foragtelighed og afskyelighed; han var klar over sit hjertes tilstand og kendte til manglen af kontrol over sit hjerte. Han var dybt ulykkelig over, hvordan han nærmest ustandseligt begik alvorlige overtrædelser mod Guds lov og udviste uhyre utilstrækkelighed i forhold til at have det åndelige og hellige sind, som burde høre et Guds barn til – han så sig skyldig i uforstandighed og hovmod, livløshed og goldhed!

Han var ikke alene ulykkelig over mindelserne om sin syndighed før omvendelsen, men også over sin stadige elendighed og forurening. Han var ikke bare tilbøjelig til at tænke om Guds øvrige hellige som værende bedre end ham – ja, han så sågar på sig selv som værende den værste og ringeste af alle de hellige – men han anså også ofte sig selv som det nedrigste og værste menneske, der overhovedet nogensinde havde levet.”

David Brainerd (1718-1747) rejste som missionær mere end 4.800 km på hesteryg.

Jonathan Edwards

Jonathan Edwards selv, der som få mennesker er blevet velsignet af Gud med åndelige gaver, som er blevet andre mennesker til stor velsignelse, skrev hen imod slutningen af sit liv:

”Når jeg ser ind i mit hjerte og får øje på dets ondskab, så ligner det en afgrund, uendeligt dybere end Helvede. Og det bliver klart for mig, at var det ikke for den frie nåde, som er blevet ophøjet og løftet op til den uendelige højde af Guds fylde og ære, så ville jeg synke ned i mine synder, dybere end Helvede selv, langt længere ned end noget øje kan se, på nær den suveræne nådes øje, som alene kan trænge så dybt ned. Og det er forstemmende at tænke på, hvor uvidende jeg var, da jeg var en ung kristen, om det bundløse dyb af ondskab, hovmod, hykleri og bedrag, der stadig er i mit hjerte” (1743).

Jonathan Edwards (1703-1758)

Augustus Toplady

Augustus Toplady, som er forfatter til salmen Klippe, du som brast for mig, skrev følgende i sin dagbog d. 31. december 1767:

”Ved et tilbageblik over det forgangne år føler jeg trang til at bekende, at min utroskab er blevet overmåde stor, mine synder endnu større, og Guds nåde er dog større.” Videre skriver han: ”Mine mangler og mine ugerninger, min vantro og min manglende kærlighed, alt dette ville sænke mig ned i det dybeste Helvede, hvis det ikke havde været for Jesus, min retfærdighed og Forløser.”

Augustus Toplady (1740-1778)

A. Judsons kone

Mærk dig også ordene fra en gudfrygtig kvinde, den kendte missionær A. Judsons kone:

”Åh, hvor jeg fryder mig over at være ude af malstrømmen! For letsindig og for sølle til at være en missionærs kone! Og dog er letsindighed den mindste af mine synder. Det er mit hjertes kulde, min sløvhed, min mangel på tro, min åndelige uduelighed og træghed, min kærlighed til mig selv, den iboende og daglige forvænte syndighed i min natur, som gør mig så lille i Guds riges arbejde – ikke alle verdens tillokkelser.”

Adoniram Johnson (1788-1850) virkede som missionær i Burma i næsten 40 år og var den første missionær, som nåede Karén-folket med evangeliet (se billedet).

John Newton

John Newton var forfatter til den velsignede hymne Amazing Grace: ”Forbløffende nåde, hvor sød er lyden af frelse for en stakkel som mig. Jeg var engang fortabt, men nu er jeg fundet, var blind, men nu ser jeg.”

Newton skrev følgende om de forventninger, han nærede ved begyndelsen af sit kristenliv:

John Newton (1822-1895)

”Men ak! Disse mine gyldne forventninger har blot været fantasier. Frem til denne dag har jeg levet som en sølle synder, og jeg forestiller mig, at jeg også kommer til at gå i graven som en sådan. Har jeg da opnået noget som helst? Ja, jeg har opnået det, som jeg engang helst ville have været foruden: den mest overbevisende demonstration af mit hjertes svigagtighed og håbløse ondskab, som jeg håber, ved Herrens velsignelse, har lært mig i et vist omfang at vide, hvad jeg mener, når jeg siger med Job: ”Nej, jeg er for ringe” (…) Jeg skammede mig over mig selv, da jeg begyndte at få denne indsigt, og jeg er mere skamfuld i dag.”

James Ingliss

James Ingliss (udgiver af tidsskriftet Waymarks in the Wilderness, ”Skilte i vildnisset”) skrev hen imod slutningen af sit liv til J.H. Brookes:

”Som jeg står her ved mit livs slutning og ser på det med nye øjne, synes det mig, at mit liv har bestået af så mange forspildte muligheder, og det har været så goldt for resultater, at det til tider er endog meget smertefuldt for mig. Men nåden kommer og møder det hele, og Han vil også blive herliggjort i min ydmygelse (1872).”

Til dette bemærkede J.H. Brookes: ”Hvor det dog ligner James, og hvor er det dog andre toner end fra alle dem, som praler og forherliger sig selv ved deres indbildte bedrifter!”

C.H. Spurgeon

Et sidste citat, denne gang fra en prædiken af den nu afdøde C.H. Spurgeon, ham, som er kendt som ”prince of preachers” (prædikanternes fyrste):

”Der findes bekendende kristne, som taler om sig selv i vendinger, der udtrykker selvbeundring. Men fra det inderste af mit hjerte må jeg sige, at jeg væmmes mere og mere ved sådan tale for hver dag, jeg lever.

Dem, der taler på en så pralende manér, må være af en ganske anden beskaffenhed end jeg selv. Mens de står og klapper sig selv på skuldrene, må jeg ligge ydmygt for foden af Jesu kors og forundres over, at jeg overhovedet er blevet frelst – for jeg ved, at jeg er frelst.

Jeg må undres over, at jeg ikke tror mere på Jesus, og undres lige så meget over, at jeg er så privilegeret overhovedet at tro på Ham; jeg må undres over, at jeg ikke elsker Ham højere, og samtidig over, at jeg overhovedet elsker Ham; jeg må undres over, at jeg ikke er mere hellig, end jeg er, og samtidig over, at jeg overhovedet har en trang til at være hellig – når man tager i betragtning hvor forurenet, fornedret og fordærvet en natur, jeg stadig finder i min sjæl, til trods for alt det, den guddommelige nåde har udrettet i mig.

Hvis Gud nogensinde ville tillade, at vulkanen af fordærv fra dybet af menneskesjælen skulle bryde frem i det bedste menneske på jorden, ville det menneske udgøre en ligeså ond djævel som Djævelen selv.

Det siger mig absolut intet, hvad disse pralhalse siger om deres egen fuldkommenhed; jeg er helt forvisset om, at de ikke kender sig selv godt nok, for ellers ville de ikke tale, som de gør. Der er optændingsmateriale nok i selv den helgen, som er nærmest Himlen, til at antænde endnu et Helvede, hvis Gud skulle tillade en gnist at ryge ned i det. I selv det allerbedste menneske er der et djævelsk og nærmest uendeligt dyb af fordærv.

Nogle kristne lader til aldrig at opdage dette. Jeg ville næsten ønske for dem, at de aldrig måtte indse det, for det er en smertefuld opdagelse for enhver at gøre sig; men det har den gavnlige virkning at få os til at ophøre med at stole på os selv og i stedet give Herren al ære.”

Charles Haddon Spurgeon (1834-1892)

Flere vidnesbyrd fra andre lige så gudfrygtige og betydelige folks læber og penne vil kunne gives, men tilstrækkeligt er blevet citeret her til at vise, hvilken grund de hellige igennem alle tider har haft til at gøre følgende udsagn til deres eget: ”Jeg elendige menneske!”

Udfrielsen

Nu et par ord om de afrundende vers i Rom 7.

”Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme?” (v.24).

Hvem skal fri mig? Dette er ikke sagt opgivende, men i et ærligt ønske om, at der skal komme hjælp til ham udefra og ovenfra. Det, som apostlen har et håb om at blive sat fri fra, kaldes ”dødsens legeme”. Det er billedsprog for hans kødelige natur, der kan siges at være ”et legeme, der ligger under for synden” og et legeme med ”lemmer” (Rom 6,6; 7,23).

Derfor forstår vi Paulus’ ord sådan: ”Hvem skal fri mig fra denne dødelige og modbydelige byrde – mit syndige jeg?”

I det næste vers svarer apostlen på sit spørgsmål: ”Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre!”

Det bør være tydeligt for enhver nøgtern betragter, at dette udtaler sig om fremtiden. Paulus’ spørgsmål var: ”Hvem skal fri mig?” Hans svar er: Det vil Jesus Kristus.

Dette blotlægger fejltagelsen hos dem, der underviser i en nutidig ”udfrielse” fra den kødelige natur ved Helligåndens kraft. I hans svar siger apostlen intet om Helligånden, men nævner i stedet kun ”Jesus Kristus, vor Herre”. Det er ikke igennem Helligåndens nuværende gerninger i os som kristne, at vi bliver udfriet fra ”dette dødsens legeme”, men igennem Herren Jesu Kristi fremtidige genkomst. Det er til den tid, at de dødelige skal iklæde sig udødeligheden, og forkrænkeligheden skal iklæde sig uforkrænkeligheden.

Men som for at fjerne al tvivl om, at denne ”udfrielse” er fremtidig, konkluderer apostlen ved at sige: ”Med mit sind tjener jeg da Guds lov, men med kødet syndens lov.”

Lad enhver, som læser dette, omhyggeligt bide mærke i, at dette kommer efter, at Paulus har takket Gud for, at han ville blive ”udfriet”. Den sidste del af vers 25 opsummerer, hvad han sagde i den anden del af Rom 7. Det beskriver dobbeltheden i den kristnes liv. Den nye natur tjener Guds lov; den gamle natur vil indtil verdens ende tjene ”syndens lov”.

At det forholdt sig sådan med Paulus selv, er tydeligt ud fra, hvad han skrev hen imod slutningen af sit liv, hvor han omtalte sig selv som ”den største af alle syndere” (1 Tim 1,15). Denne udtalelse var ikke en overdrivelse ud af evangelisk inderlighed, og endnu mindre var det udtryk for hykleriets påtagede beskedenhed. Det var den sikre overbevisning, den dybfølte oplevelse, den afklarede selvindsigt fra en mand, som så dybt ned i sit eget indre fordærvs dybder, og som kendte til, hvor umådeligt langt han var fra at kunne leve op til den standard af hellighed, som Gud havde sat foran ham.

Samme selvindsigt og samme bekendelse vil også findes hos enhver kristen, som ikke er forblindet af hovmod. Og frugten af en sådan selvindsigt vil være at få den kristne til at længes med større iver og til at takke Gud mere inderligt for den lovede udfrielse ved vor Herre og Frelsers genkomst, hvor Han skal ”forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt” (Fil 3,21).Ved at gøre sådan vil Han ”stille os over for sin herlighed, uden fejl og fulde af jubel” (Jud 24).

Halleluja, hvilken Frelser!

Laodikea-kristendommens forblindelse

Det er påfaldende, at det ord fra Rom 7,24, som her er oversat med ”elendig” (græsk: talaipåros) kun optræder ét andet sted i Det Nye Testamente, nemlig om menigheden i Laodikea i Johannes’ Åbenbaring kap. 3 v.17, hvor Jesus siger: ”Du ved ikke, at hvis nogen er elendig […] er det dig.”

Laodikea-menighedens praleri bestod i, at de ”intet manglede”. De var så opblæste og så tilfredse med deres egne bedrifter, at de ikke kendte til deres egen elendighed.

Er præcis dette ikke, hvad vi er vidner til hver eneste dag? Er det ikke åbenbart, at vi nu lever i kristendommens histories laodikeiske tid?

Mange var engang bevidste om deres nød, men nu bilder de sig selv ind, at de har modtaget ”den anden velsignelse” eller ”Åndens dåb”, eller at de allerede er nået igennem til ”sejren”, og dermed forestiller de sig naivt, at deres nød er overvundet. Beviset er, at de er de eneste, som ikke ved, at de er ”elendige”. I en tone af åndeligt hovmod vil de fortælle dig, at de er ”sluppet igennem Rom 7 og ind i Rom 8”. Med ynkværdig selvtilfredshed vil de sige, at Rom 7 ikke længere er en skildring af deres oplevelse, og med selvgod tilfredshed vil de ynkes over de kristne, som råber: ”Jeg elendige menneske!” Ligesom farisæeren i templet, vil de takke Gud for, at det forholder sig helt anderledes med dem.

Stakkels forblindede sjæle! Det er til netop sådanne, at Guds Søn her siger: ”Du ved ikke, at hvis nogen er elendig […] er det dig.” Vi kalder det ”forblindede” sjæle for at gøre det klart, at det er til netop denne Laodikea-menighed, Jesus siger: ”Køb salve til at salve dine øjne med, for at du kan se” (Åb 3,18).

Man skal lægge mærke til, at Paulus i den anden halvdel af Rom 7 taler i første person ental. Dette er påfaldende og yderst velsignet. Helligånden vil lade os forstå, at selv de største bedrifter i nåden ikke fritager den kristne fra den smertefulde oplevelse, der beskrives i disse vers. Apostlen portrætterer som en mesterlig maler – med sig selv siddende som model – de åndelige kampe, som et Guds barn vil møde. Ud fra sin egen personlige oplevelse illustrerer Paulus den uophørlige konflikt, som raser mellem de modstridende naturer i det genfødte menneske.

Må Gud i sin nåde da udfri os fra hovmodets ånd, som nu forurener luften i den moderne kristendom, og må Han skænke os et ydmygende blik på vor egen urenhed, så vi med Paulus kan råbe med bestandig tiltagende inderlighed: ”Jeg elendige menneske!”

Ja, må Gud forunde både forfatteren og læseren af dette så stor en indsigt i vores eget fordærv og vores egen uværdighed, at vi må kaste os i støvet foran Ham for der at tilbede Ham for Hans underfulde nåde over for syndere, som havde fortjent et evigt Helvede.

Oversættelse: Mads Dahl Mølgaard Madsen

Artiklen er oversat med tilladelse fra pbministries.org. Let forkortet af red.

Nyt Liv står inde for det åndelige indhold af alle artikler, som anvendes på nytliv.dk. Spørgsmål og kommentarer kan rettes til webmaster@nytliv.dk.

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2016. Hele bladet kan læses her.

Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).

Lyd

Udgivet af

Arthur W. Pink

Arthur W. Pink (1886-1952) var bibellærer i England.