Tornen i kødet I
I bogen “Tornen i kødet” møder vi Olav Valen-Sendstads dybe bibelske indsigt og sjælesørgeriske erfaring i en forløsende evangelisk udlægning af det meget personlige afsnit i Andet Korintherbrev, hvor Paulus sætter ord på sine egne anfægtelser og bønner og Guds hjælp til ham. Bogen blev udgivet på dansk i 1987 og er nu udsolgt fra forlaget. Olav Valen-Sendstads arvinger har givet tilladelse til, at vi i Nyt Livs blad bringer nogle uddrag fra bogen.
For at jeg ikke skulle blive hovmodig af de overmåde store åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en engel fra Satan, som skulle slå mig, for at jeg ikke skulle blive hovmodig. Tre gange bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra mig, men han svarede: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.” Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig. Derfor er jeg godt tilfreds under magtesløshed, under mishandlinger, under trængsler, under forfølgelser og vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk.
(2 Kor 12,7-10)
En langvarig ydmygelse1
Paulus siger ikke lige ud, hvad der var hans torn i kødet. Han lægger et slør over selve tingen. Men han beskriver den som sin stadige, mangeårige ydmygelse.
Ydmygelser er altid smertelige. Det fremgår ikke klart af hans ord, men det forekommer alligevel mest nærliggende at antage, at hans torn i kødet har indfundet sig omtrent samtidig med, at han modtog de ”høje åbenbaringer”.
Han taler selv om et tidsrum på 14 år – fra han modtog disse åbenbaringer, og til han skrev sit brev og fortalte om tornen. Han har da sikkert haft ydmygelsen med tornen i kødet i størstedelen af disse 14 år.
Han kalder sin ydmygende plage for ”en torn i kødet, en engel fra Satan”. Det er de navne, han selv sætter på sagen. Andet end det, der ligger i disse navne, får vi ikke direkte at vide. Lad os derfor enkelt og klart prøve at forstå, hvad disse navne vil sige antydningsvist.
En smerte, der fremkalder synd
Hovedsagen ligger sikkert i betegnelsen ”en engel fra Satan”. Plagen er en engel fra Satan – og betegnelsen ”torn i kødet” er bare et andet udtryk for samme sag.
Dette sætter os temmelig godt på sporet. For når Paulus her i samme åndedrag taler om ”kødet” og ”Satan” sigter han med ”kødet” næppe til noget udelukkende legemligt. Hvis det var hans hensigt at sige, at hans torn var en lidelse i legemet, så havde han sikkert brugt ordet ”legeme” (græsk: soma), og ikke ordet ”kød” (græsk: sarx).
Når Paulus bruger ordet ”kød”, bruger han det som regel til at betegne hele den menneskelige person og natur i dens syndige, gudsfjendske væsen. Og det er nok mest sandsynligt, at det også er på denne måde, han bruger ordet ”kød” her i 2 Kor 12,7: ”Kød” er både sjæl og legeme i deres syndighed.
Dermed falder der lys over, hvad ”tornen i kødet” sandsynligvis er. En ”torn” (græsk: skolops, som betyder pæl, pig, torn) er noget, der stikker, ridser, river, fremkalder smerte. ”En torn i kødet” bliver da noget, der ridser, river og fremkalder smerte – sådan, at det fremkalder reaktioner i hans syndige natur.
Når han kalder denne plage ”en engel fra Satan” og siger, at en engel fra Satan slår ham, mener han åbenbart, at ingen ringere end Satan selv piner og plager ham. Og det gør han ved på en særlig kraftig måde at ægge og udløse syndige reaktioner.
Meningen bliver da, at Paulus jævnlig er udsat for onder og plager, der fremkalder heftige reaktioner fra hans syndige natur. De har en særlig kraft til at udløse syndige reaktioner. Og disse syndige reaktioner, som kommer over ham med noget af en naturmagts styrke, ydmyger ham bittert: fristelser og anfægtelser, måske også ligefremme fald i syndige tanker eller syndige ord eller syndige gerninger.
Nærmere kan vi i grunden ikke komme, hvad ”tornen i kødet” bestod i for Paulus.
Indefra eller udefra?
Hvis vi imidlertid overvejer betegnelsen ”torn i kødet” og ”en engel fra Satan” noget grundigere, så kan vi sige, at de to betegnelser peger i lidt forskellige retninger.
Betegnelsen ”torn i kødet” antyder nærmest noget, der har sat sig eller sidder fast ”i kødet” og forårsager en vedvarende pine og smertefølelse – indtil det bliver fjernet. Forstår vi Paulus’ plager i denne retning, så bliver betegnelsen ”torn i kødet” nærmest et navn for en kronisk lidelse af en eller anden art. Og lidelsens kilde og art findes da på en eller anden måde i hans egen person eller i en bestemt side af hans person: i hans legeme, hans sjæleliv, i en eller anden åndsfunktion eller i hans karakter. Hvis det er tilfældet, er det noget i hans egen person, der hele tiden fremkalder bestemte syndige reaktioner i ham.
Den anden betegnelse, ”en engel fra Satan”, peger imidlertid i en anden retning.
Satan er jo et åndspersonligt væsen, som er forskelligt fra vor egen person og er uden for os. Når derfor Paulus kalder sin plage ”en engel fra Satan”, der slår ham, så kan det pege i den retning, at det er noget uden for Paulus’ person, der fremkalder syndige reaktioner i ham. Det ligger da nær at forstå det sådan, at der er bestemte slags situationer i livet, bestemte træk i hans omgivelser og miljø eller bestemte livsforhold eller lignende, der bliver brugt af Satan til særlig at friste og ydmyge ham.
Ja, hvad er da Paulus’ ”torn i kødet”?
Menes der en kronisk lidelse i hans person, eller menes der noget uden for ham i hans omgivelser, livsvilkår og livssituationer, som særlig plager og frister? Eller er det måske begge dele i fællesskab, så at netop en kronisk lidelse har disponeret Paulus for særlige, syndige reaktioner over for noget i omgivelserne?
Vi ved det ikke og kommer heller aldrig til at få det at vide.
En beretning for os
Vi har uden tvivl noget væsentligt at lære alene af det faktum, at vi ikke klart og konkret kan sige, hvori Paulus’ torn bestod. Og det, vi først og fremmest bør lære, bliver da dette, at Gud har behandlet Paulus på en typisk eller forbilledlig måde.
Vi behøver ikke i detaljer at vide noget mere om Paulus. Han har beskrevet sin torn i kødet så tilpas enkelt og klart, at vi ved: Hvis der sker noget lignende for os, noget der for os kan være tornen i kødet, skal vi huske, at således som Herren behandlede Paulus, vil Herren også behandle os.
For det er jo i det hele taget det, der er meningen med, at Guds Ånd lod disse beretninger og ”historier” nedtegne i Bibelen, at de skulle være os et forbillede. Vi skal vide, at Herren råder for og drager omsorg for os på samme måde, som forbilledet viser, når vi under vore vilkår erfarer tilsvarende forhold som dem, vi læser om i forbilledet. Da vil vi også indse, at det er en stor lykke for os, at Herren sørgede for, at Paulus kastede et hemmelighedens slør over sin torn i kødet, på samme tid som han tydeligt og i mindste detalje fortalte, hvordan Herren tog sig af ham.
For havde vi vidst, hvori hans torn bestod, kunne det ligefrem afspore vore tanker fra det, der er hovedsagen. Hovedsagen for os er, at vi gennem denne historie lærer Herrens veje at kende, Herrens råd, Herrens måde at styre på og Herrens nådes art og væsen.
Men hvis Paulus detaljeret havde fortalt om sin torn i kødet, ville vi ganske sikkert blive så optaget af Paulus, at vi knapt nok havde fået øje på Herren.
Nogle ville måske blive optaget af Paulus på en sådan måde, at de ville sige: Det, Paulus her kan fortælle om sig selv, er jo de rene bagateller mod det, jeg har at trækkes med. Jeg kan ikke forestille mig, at Gud ville behandle mig, som han i dette tilfælde behandlede Paulus. Farvel, Paulus, du var alt for from til, at jeg vover at sammenligne mig med dig. Farvel, Jesus – du har ingen hjælp at give mig.
Andre ville måske blive så optaget af Paulus, at de ville tænke således: Denne Paulus var så jammerlig og ynkelig en skikkelse, at det er ufatteligt, at man kan være sådan og oven i købet gå for at være apostel. Er det den slags, der kaldes ”benådede syndere”, da fri og bevare os for at have mere med kristendom at gøre!
Nu er der imidlertid ikke en jordisk sjæl, der har det mindste grundlag for at tænke således. For han kender intet til tornen i kødet hos Paulus. Derfor kan han heller ikke vide, om det er den rene ynkelighed, der kunne give grund til at foragte Paulus, eller om det egentlig drejer sig om så ophøjet og åndeligt et heltemod hos Paulus i hans lidelser som missionær, at der i virkeligheden var grund til at nære den største beundring for ham.
Derfor lærer den historie os lidt eller intet om Paulus selv, men til gengæld mere om Herrens styrende og frelsende, bevarende og fuldendende nåde.
Den lærer os om den åndelige nøds akutte spørgsmål. Den viser os, at når åndelig nød bliver akut, formes der i sjælen to spørgsmål, som vi føler det livsnødvendigt at få besvaret. Nemlig disse to: Hvorfor skal jeg plages med dette i mit liv – uden den ringeste chance for at blive det kvit? Hvorfor er jeg, sådan som jeg er – jeg, som gerne ville give alt, hvad jeg ejer og har for at blive anderledes, end jeg er?
Tilsvarende ser vi også, at det er ganske typisk, at åndelig nød i akutte situationer i vort hjerte fremkalder to brændende bønner til Herren. Nemlig disse: Herre – fri mig for disse plager! Herre – omvend mig, og giv mig en natur, der kan bære og tåle mere, hvis du ikke vil tage disse plager fra mig.
Det var disse spørgsmål og bønner, Paulus fik besvaret. Og lige netop derfor er denne beretning om tornen i kødet i 2 Kor 12 så dyrebar for det hjerte, der lider.
Hvad er der i vejen?
Pinen ved at have en torn i kødet fremkalder utallige spørgsmål og tanker i ens sind. De tvinger selverkendelsen til vedvarende at kredse om os selv, om ”livet”, om ”livets mening” for os. De holder os på en måde fanget, alle disse tanker, fanget i en celle, hvorfra vi sukker efter at slippe ud, og så må vi blot igen og igen konstatere, hvor hjælpeløst bundne vi i virkeligheden er.
Det, der efterhånden nager og piner os allermest, når vi slås med denne torn i kødet, er, at vi inden i os selv opdager, at de samme onde følelser, ja, de samme onde lidenskaber gang efter gang kan blusse op i os – med kortere eller længere mellemrum.
Hvor elendig føler man sig ikke, når man begynder at lægge mærke til disse to ting hos sig selv: De samme onde lidenskaber bliver ved med at røre sig derinde – og det giver lyst og tilfredsstillelse (ikke smerte) at følge dem i ord eller gerning! Al denne elendighed kender kun Gud.
Og så dette, at den virkelige anger først indfinder sig længe bagefter, hvis den overhovedet indfinder sig!
Så kommer efterhånden alle tankerne: Hvordan er jeg egentlig? Man bliver nærmest en gåde for sig selv. Og gråden trænger sig mere på, for hver gang tornen river i kødet og fremkalder onde følelser og lidenskaber, syndige ord og handlinger. For det er jo bare et uhyggeligt faktum, at det sker om og om igen, vender tilbage den ene gang efter den anden. Ak, denne frygtelige gentagelse!
Spørgsmålet dukker så op: Hvad er der dog i vejen med mig?
Man prøver med mange og forskellige svar. Grunden er vel den, at jeg ikke for alvor har sat mig for at overvinde ”det”. Så forsøger man sig med de bedste forsætter – blot for at opdage, at det kun lykkes for et begrænset stykke tid.
Måske er årsagen den, at min vilje er for veg og karakteren for svag? Så går man i gang med at satse på et stærkt viljesliv for at få kontrol over sig selv og blive mere nøjeregnende med ens tilbøjeligheder og svagheder, men efter et stykke tid er man bare så træt, så inderlig træt af sig selv.
Det er, som om man har dæmmet op for en rivende strøm, og når tilstrækkeligt vand er samlet, sprænges alle dæmninger, og strømmen river alt med sig. Det virker, som om vilje og karakter lider de største sammenbrud, når man har sat allermest ind på at undertrykke sine følelser og lidenskaber.
Så starter man gerne i den anden ende: Jeg har brug for en ny, en anden kraft, jeg må til at bede Gud om hjælp. Og så beder man til Gud.
Det hjælper også for et stykke tid. Måske giver det også så stor frimodighed, at man har fornemmelsen af, at man nu har greb om tingene. – Indtil, ja – indtil et frygteligt nederlag en skønne dag gør alle ens bønner til skamme.
Da bliver nøden akut: Hvem er jeg? Hvem er Gud? Hvad er der dog i vejen?
Sådan er jeg
Alt efter arten af den torn i kødet, man har at slås med, vender sjælens vånde sig i forskellige retninger. Er tornen en kronisk lidelse, legemlig eller sjælelig, kan hjertet synke ned i dyb depression, gribes af tung fortvivlelse over sig selv, en pinende følelse af at være et uværdigt og mislykket eller overflødigt menneske.
Har tornen i kødet noget med ens omgivelser at gøre, kan man gribes af den sorteste håbløshed over de livsvilkår, man har fået, eller et intenst had mod de ting eller de mennesker, man hele tiden støder imod, og som fremtræder som den altafgørende hindring for, at man kan lykkes og have fremgang og kan løse de opgaver, man har påtaget sig eller nå de mål, man har sat sig.
Men gennem al denne nød går der ligesom en åndelig selvopholdelsesdrift, der af uforklarlige grunde forbyder en at opgive helt. Man forsøger af al magt at holde hovedet oven vande, dvs. holde hovedet op over modgangens strømme, selvanklagelsens og selvbebrejdelsens højvand – for så atter at tage fat.
Hvem er jeg? Er jeg sådan, at jeg egentlig ikke vil? Jamen jeg vil da gerne. Men det gode, jeg vil, det gør jeg ikke. Derimod gør jeg til stadighed det, jeg ikke vil (Rom 7,19).
Forresten vil og vil? Hvad vil jeg egentlig? Når tornen river i kødet, bliver der i første omgang slet ikke spurgt efter, hvad jeg vil. Lyster, følelser og lidenskaber bobler op, strømmer frem og baner sig vej til mit hjerte, hvad enten jeg vil eller ej – som en magt, jeg desværre ikke har spor lyst til at modstå, men tværtimod har en brændende trang til at give efter for og følge efter.
Syndens lyst er sød og ikke besk. Det er den forfærdelige sandhed, som ingen nok så smukke talemåder kan bortforklare. Sandheden er denne: Syndens lyst er tillokkende, henrivende og forførerisk – og der findes slet ikke afsky ved den. Sådan er jeg!
Lede ved synden kommer først bagefter, hvis den overhovedet kommet. Sådan er jeg!
Gud frister ingen. Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én; når så begæret har undfanget, sætter det synd i verden (Jak 1,13-15).
Læg mærke til det! Synd kommer aldrig af ulyst til det onde, af lede ved det. Synd kommer af tilbøjelighed, begær, forførelse, fortryllelse ved det onde. Derfor fremtræder det syndige i fristelsens stund altid som noget skønt, dejligt, tillokkende, glædeligt, sympatisk.
Man skal i den grad være et åndeligt udviklet og et af Guds Ånd undervist og oplyst menneske, for at man i fristelsens time skal være klar over, at man er under fortryllelse af noget ondt. Og alligevel kan man netop være i fortryllelsens hjælpeløse vold!
Det er dette, der danner baggrunden for Jesu ord: ”Fra hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd og bespottelser.”
Og vor elendighed er den, at vore lyster fører krig i vore lemmer, som Jakob siger (Jak 4,1). Den ene lyst forsøger at overvinde den anden, og vort indre er splittet og forvirret af lyster, der alle vil tilfredsstilles.
Og hvilke lyster er det ikke? Ærelyst, forfængelighed, magtbegær, lyst til penge, hævnlyst, lyst til vinding, skadefryd, seksuallyst. Eller lidenskaber som had, rethaveri, hovmod, misundelse, jalousi, bitterhed og lignende. Jeg kan ikke nævne det hele her. Det er netop den slags begær, følelser og lidenskaber, der udløses i os, når tornen river aldrig så lidt i vort kød.
Ja, sådan er jeg altså! Det får vi tit nok anledning til at sige om os selv.
Kan det blive ved?
Ingen side ved tornen i kødet er så hård ved ens sind, virker så oprivende og udmattende som denne gentagelse af de samme fristelser og de samme ydmygende nederlag. Når da hjertet kommer i berøring med evangeliet, afføder netop disse gentagelser flere meget pinefulde spørgsmål i mit indre.
Det første og det mest påtrængende er dette: Kan jeg blive ved med at komme til Gud sådan gang efter gang? Kan jeg virkelig tro, at jeg får hans tilgivelse den ene gang efter den anden? Er det ikke meningen, at jeg af Gud kan få så megen kraft, at jeg vil være i stand til at sejre over mig selv? Hvis jeg ikke modtager denne kraft, bliver det så ikke sådan, at jeg blot synder på nåden, hver gang jeg falder og beder om tilgivelse, beder om tilgivelse for så atter at falde?
Under samvittighedens pres, og da især under presset af det, vi har nævnt ovenfor, nemlig det, at man ved om sig selv, at lysten til at synde er sød, og at angeren først dukker op langt senere, måske aldrig, kommer man efterhånden til følgende resultat: Således kan jeg ikke blive ved, jeg er en hykler, jeg synder på nåden, der er ingen grund til, at Gud skulle blive ved at tilgive mig i det uendelige; tværtimod er der al grund til, at han skulle fordømme mig.
Angsten
Det er ikke så mærkeligt, at et hjerte under sådan et pres fyldes af bitter skamfølelse og følelse af uværdighed – tit iblandet alle mulige former for angst. Følelsen af uværdighed gør, at man i det skjulte hentæres af den tanke, at man er anderledes end andre, svagere end alle andre, langt mere håbløs, end de er.
Mange kommer også til at lide under den nagende tvivl, der siger, at Gud er ikke noget for dem, ”kristendom passer ikke for mig”. Man går ud fra, at ”kristendom” er noget for stærke og rene karakterer, ikke for dem, der hele tiden må bede Gud om tilgivelse for en elendighed, de er afmægtige over for.
Og angsten? Den så tit omtalte angst for evig fortabelse spiller som oftest en uvæsentlig, hvis overhovedet nogen rolle. Den kan vel undertiden dukke op under usikre former, men betyder alligevel meget lidt.
Dette kommer måske særlig af den erfaring, man gør om sig selv under de fristelser, man føler ved tornen: Når fristelserne kommer, smager syndens begær så sødt, at selv ikke den værste trussel om død og forbandelse er kraftig og virksom nok, til at forhindre begærets fuldbyrdelse i synd.
Og dertil skal så føjes det uovervindelige håb om, at det engang skal blive ”anderledes”, engang vil man være i stand til at overvinde det hele, og da virker spørgsmålet om ”fortabelsen” ikke så hårdt, som mange går og forestiller sig, når de ikke kender til de erfaringer, der her er tale om.
Nej, der er andre anfald af angst, der huserer i disse hjerter, og gør dem til hjælpeløse ofre for deres egen angst. For eksempel menneskeangst: angst for andres foragt, eller selveste livsangsten: angsten for ikke at slå til, for at blive offer for omstændigheder, man ikke selv er herre over, angst ved tanke på følgerne af både det ene og det andet, angst for at bukke under i skam og ydmygelse på grund af ens svaghed – angst for at andre skal få indblik i ens pinefulde hemmeligheder, at man skal blive stillet til skue og afsløret.
Eller dødsangst: angst for undergang, for det ukendte, for at smides ud i den fortærende uvished, der omgiver døden – angst for at dø under ydmygende omstændigheder.
Disse og tilsvarende former for angst kan forfølge den forpinte sjæl i sorte og håbløse timer.
Næsten al den slags angst føles umiddelbart for hjertet, som om Gud var langt, langt væk. Eller som om Gud har opgivet en og overladt en til hjælpeløs ensomhed, hvor ingen forstår en.
Djævelens vej til forløsning
Nu kan et menneske, der plages af en torn i kødet, ikke til stadighed leve under dette pres, uden at der også kommer reaktioner mod selve dette pres og mismod. Og reaktionen viser sig tit ved, at ens indre til dels gør voldsomt oprør: Man vil ikke blive ved at pines til døde af alt ”dette” – hvor det nu måtte komme fra.
Så kan det komme til kraftige udbrud over for Gud: Det er ham, der er skyld i det hele! Denne tanke kan ligefrem fremkalde hadefulde tanker mod Gud.
Eller det kan føre til voldsomme udbrud mod ”kristendommen”: Det er den, der er skyld i ”alt dette”, fordi den stiller krav og fordring om at aflægge al synd så højt, at mennesker går hen og bliver skøre, samvittigheden bliver sygelig, og det naturlige følelsesapparat kommer i ulave – ja, den slags tanker kan afstedkomme de mest yderliggående angreb og et fortærende had mod alt, hvad der hedder ”kristendom”.
Det kan ske, at den slags reaktioner – som et stykke selvforsvar – for et stykke tid kan tilfredsstille en selv og give en fornemmelse af at være ”frigjort fra kristendommens mare”.
Men man opdager ikke – eller opdager det først, når man selv er ødelagt – at dette er Djævelens vej til ”forløsning” og ”befrielse”.
Alligevel er der dem, der prøver denne vej – dog uden at finde ”hjælp” deri. Deres hjerte bløder stadig. De forsøger måske at trøste sig med selvmedlidenhedens uafladelige småsnyderi.
Menneskehjerte, ak menneskehjerte, hvor er du dog mangfoldigt og bedragerisk! Du bedrager dig selv, og du vil bedrages, hvis det kan stille dig selv i et flatterende lys!
Tag det fra mig!
Sådan er hjertet: Det svinger op og ned, frem og tilbage. I dag drages det mod Gud, i morgen frastødes det af ham. Det ene øjeblik gør det oprør mod sig selv for at adlyde Gud – for i næste øjeblik at gøre oprør mod Gud for at adlyde sig selv og sine egne lyster. Det ene øjeblik angrer man sine synder – for i næste øjeblik at forbande, at man nogensinde har indladt sig med Gud. Snart siger hjertet ja til kødets begær og nej til Gud – snart siger det nej til kødet og ja til Gud.
Hjælpeløs – rodløs – vaklende – svingende.
Og al denne hjertets jammer er opdaget og afsløret ved en eneste ting: tornen i kødet – og vor strid med den. Er der det mindste mærkværdigt eller påfaldende i, at det menneske, der er begyndt at lære sig selv at kende, til sidst ligefrem råber: Tag tornen i kødet fra mig! Gør mig til et helt nyt menneske!
Hvilken anden vej skulle være mulig end den, at Gud greb ind og gjorde et regulært under med denne stakkel?
Så vidt kom det også med Paulus. Han fortæller jo selv, at tornen i kødet blev ham en stadig kilde til ydmygelse – selvom vi altså ikke kender noget mere til, hvad disse ydmygelser drejede sig om, og hvori de bestod.
Ud af disse besværligheder, nedslående erfaringer og tunge ydmygelser kendte han ingen anden udvej end til sidst at bede Herren tage det fra ham. Det forekom ham sikkert at være så tung er byrde, at han fornemmede, som ville han gå til grunde under den, hvis der ikke skete en radikal forandring.
”Tre gange bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra mig”, siger han i 2 Kor 12,8.
Det betyder næppe, at Paulus kun har lagt denne sag frem for Gud tre gange. Han har ganske sikkert talt uafladeligt med Gud om dette. Men tre gange har han været så dybt nede i ydmygelsens og fortvivlelsens dal, at hele hans åndelige kamp har været en kamp med Gud om dette ene spørgsmål: Du er nødt til at tage dette fra mig, hvis jeg overhovedet skal kunne være dit barn, din tjener, din apostel.
Og disse tre gange husker han frem for alle de andre gange. For de to første gange, hvor han specielt bad om dette, fik han intet svar, og da han tredje gang fik svar, var det afvisende.
Lad os lægge mærke til dette: Først fik han intet svar – og til sidst var svaret afvisende; Herren nægtede at befri ham for tornen, Herren hørte hans bøn ved at sige nej.
Og her fik Paulus lært noget, som alle Guds børn i større eller mindre grad også kommer til at lære i Herrens skole, nemlig at Herren også kan bønhøre os ved at sige nej til vor bøn.
Men når han gør det, er hans nej aldrig det sidste svar. I stedet for at give os det, han siger nej til, giver han os noget andet og noget mere, meget bedre.
Sådan blev det for Paulus: Han fik nej til det, han bad om, men fik noget langt større og rigere i stedet. Dette skal vi se nærmere på i de følgende afsnit2.
Guds nej
Der er meget at lære, også når Herren siger nej til sit barn og sin tjener.
Hvad ligger der egentlig i denne bøn: Fri mig for tornen i kødet? Som allerede nævnt er det en fortvivlelsens bøn: Alle midler og alle udveje har været forsøgt for at overvinde vanskelighederne – og det hele er endt i et ”forgæves”.
I denne fortvivlelse går man til ”ondets rod”, og mener at hjælpen må være den, at selve ”årsagen” til alle ens nederlag og ydmygelser fjernes – ved at selve tornen fjernes, bliver bortopereret så at sige ved et Guds under.
Hvis nu tornen består i en kronisk lidelse af legemlig eller sjælelig art, indebærer det, at man beder om et helbredelses– eller forvandlingsunder.
En helbredelse, der fra legeme og sjæl kan fjerne selve kilden til de særlig onde følelser, der frister og fører til fald. Eller en forvandling af selve ens sinds indre natur, der kan hjælpe en til at reagere anderledes på de onde ting i tilværelsen og forblive i hellige og gode følelser på trods af, hvad der måtte ske.
Hvor mange vakte sjæle har ikke bedt en bøn som denne til Herren: Tag det fra mig! Forvandl mig! Gør mig til et andet menneske!
Og håbet om at Gud vil have behag i sådan en bøn og opfylde den, bliver på det kraftigste næret af såvel de vrangforestillinger, vi har om Gud, dem der bor i vort eget kød, som af den loviske tankegang: at Gud ikke kan elske os og have samfund med os, hvis dette ikke sker.
Måske bliver dette håb også næret ved de mange misvisende vidnesbyrd fra mennesker, der påstår, at de gennem bøn har oplevet sådan en forvandling. Når da et vakt, lidende og kæmpende menneske af et andet menneske hører noget om, at ”Herren har fuldstændig befriet mig fra den onde lyst til denne el hin synd”, da bliver den vakte til dels nedslået, til dels opfyldt af falske forhåbninger, der driver ham til at lægge endnu større kraft i bønnen, om at Herren må forvandle ham.
Når så dertil kommer, at sådan en ”befrielse” fra den onde lyst tit fremstilles som en særlig nådens gerning af Helligånden, vil den vakte straks betragte den ”forvandlede” som et meget ”åndeligt” menneske, hvorimod han selv er fordømt til ”kødelighed” for resten af livet, hvis ikke også han bliver ”befriet” fra sit onde begær.
Og hvis sådan en forvandling ikke straks indfinder sig, så mener man – ud fra sit eget elendige kød – at nu finder der ikke længere nogen udvej, nu er døren til Gud for altid lukket.
Ved at afslå Paulus’ bøn om en øjeblikkelig forandring, har Herren dermed ikke sagt, at der overhovedet ingen forandring kan ske med ham. Han afslog blot at gå med til den nemme vej, Paulus havde bedt om at måtte gå.
Som vi senere hen skal se, fik Paulus hjælp til at vokse på sand, åndelig vis, og gennem livet med Herren vokse sådan, at han blev både forandret og forvandlet. Herren ville blot ikke gå med til billigt fusk, der nok kunne tilfredsstille Paulus i øjeblikket, men ikke give åndelig hjælp.
Paulus skulle gennem Herrens afslag lære, at selve motivet for hans hjertes ønske om en øjeblikkelig forvandling, dybest set kun var camoufleret lyst til at blive stor i sig selv.
Og deri ligger det egentlige motiv for de fleste, når de beder om en øjeblikkelig forvandling: De vil være selvhjulpne, uafhængige af den rene, frie Guds nåde, og de vil, at trøsten skal bestå i deres egen gode tilstand, i stedet for alene at have deres trøst forankret i Herrens godhed.
Det er noget uhyggeligt ved vor natur, dette at vi vil have Gud til at gøre et under med os – for at vi kan blive åndeligt store.
Herren måtte sætte Paulus på plads: ”Nej, Paulus, din torn i kødet vil jeg ikke tage fra dig. Det vil smage dit kød alt for godt.”
Herren lod ham forblive så elendig, så hjælpeløs og fordømt i sig selv, som tornen i kødet nu engang gjorde ham.
Men i stedet placerede Herren evangeliet lige for øjnene af Paulus.
Ved hjælp af to sætninger – to løfter – eller bedre endnu: ved en tilsigelse og et løfte: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed”. Og som et ekko af den fred og forløsning, dette gav Paulus, skriver han derefter: ”Derfor er jeg vel til mode3”.
Dette er dit livs store, afgørende skillevej, at du, der er begyndt at lytte til Guds tale til dig, forlader lovens vej og begiver dig ind på evangeliets vej.
1 Artiklen er sat sammen af stykker fra s. 13-61 af den danske oversættelse, udgivet af Luthersk Missions Bibelskoles Elevforening i kommission hos Dansk Luthersk Forlag, 1987.
2 De følgende afsnit om ”Guds bedre gaver” bringes i forkortet udgave i følgende numre af Nyt Liv. Denne artikel slutter med nogle ord om, hvad vi kan lære af ”Guds nej”.
3 Den norske ordlyd foretrækkes her frem for den danske: ”Derfor er jeg godt tilfreds”.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2020. Hele bladet kan læses her.
Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Olav Valen-Sendstad
Olav Valen-Sendstad (1904-1963) var sognepræst og dr.phil.