Den fortabte søn

Sådan kom jeg til tro

Det er et ubeskriveligt stort under, når et menneske kommer til tro på Jesus. Der bliver glæde i himlen, når det sker, og i den kristne menighed glæder vi os med. Hver omvendelse er en påmindelse til os om, at det er muligt for vantro mennesker at blive frelst – også i dag. Gud har magt til at gøre det. Det vil denne artikelserie gerne minde om.

Mikael Kjærsgård oplevede det som en stor befrielse, da han som teenager brød med Gud. Han havde hørt meget om Guds kærlighed og om frelsen i Jesus i sit hjem, men det sagde ham ikke noget. Det var noget andet, han hæftede sig ved: de løftede pegefingre, advarslerne mod at gå syndens vej, Guds bud og Guds krav.

I dag ser han med dyb taknemlighed tilbage på det, han mødte i sit hjem – også og ikke mindst det, som han reagerede mest imod:

”Hvis jeg ikke havde fået forkyndt andet end kærlighed, og at du må leve, som du vil, så kunne jeg være blevet i det hele livet, og så kunne jeg være gået i graven i den tro, at alt var godt – uden at være frelst. Men det, at der blev sat grænser for mig, og at der var forbud, det viste mig, at jeg ikke kunne være kristen på mine egne betingelser.”

Det tog imidlertid mange år, før det blev klart for Mikael, at den sande frihed og fred findes i at være kristen på Guds betingelser – i tro på Jesus:

”Jeg så ikke friheden i det.”

Kærlighed og Guds ord

Mikael blev født i 1995 som den næstældste af fire børn i en vestjysk familie med megen kærlighed og megen forkyndelse af Guds ord. Mikael kunne ikke tage imod nogen af delene:

”Jeg forstod ikke, hvad kærlighed var. Min far og mor kunne sige, at de elskede mig, og de kunne vise det, men jeg forstod det ikke. Ligesom jeg ikke kunne føle noget af den kærlighed, jeg blev givet, kunne jeg heller ikke føle sympati for andre eller empati med andre. Jeg blev udredt psykiatrisk i flere omgange i mine teenageår, og der var flere diagnoser i spil uden et endeligt svar. Den manglende viden om, hvad det var, jeg fejlede, og hvad der kunne hjælpe mig, gav mig kæmpe problemer i min familie og i det sociale liv. Jeg manglede ganske enkelt værktøjer til at færdes mellem andre og fungere sammen med andre.

Ligesom jeg ikke forstod, hvad kærlighed mellem mennesker var, forstod jeg heller ikke det, jeg hørte om Guds kærlighed og nåde. Jeg hørte rigtig meget fra Bibelen i mit hjem. Vi holdt andagt efter aftensmaden, og så længe jeg var barn, var der børneandagt med sang hver aften, når vi skulle i seng.

Min far og mor sendte mig først i børneklub, så i juniorklub og så i teenklub, og ydermere tog de mig med til møderne i missionshuset om søndagen. Jeg gik på en kristen friskole og på en kristen efterskole, så jeg hørte virkelig meget fra Bibelen og om Jesus i mine barneår, men det sagde mig ingenting. Når jeg ser tilbage, var der aldrig en periode, hvor det betød noget for mig. Jeg opfattede det som historier – uden forbindelse til virkeligheden. Det blev hverken personligt eller alvorligt for mig.”

Det eneste i kristendommen, som havde betydning for mig, var alle de bud og krav, som fulgte med. Jeg oplevede Gud som en hård og urimelig herre og kristne som en flok slaver, som skulle lyde og krybe.”

Forstærket mistillid

Hvad der eventuelt kunne have været af tillid til Gud i Mikaels sind fik et afgørende knæk i barndommen på grund af to kriser.

Den første krise kom, da Mikaels farfar fik konstateret en tumor i hjernen. Mikael var 8 år og havde et helt specielt forhold til sin farfar:

”Han forstod mig og havde plads til mig. Der var altid et knæ til mig hos farfar, et bolsje i bilen eller tid til at tage mig med i maskinhallen. Jeg kan huske en dag, hvor jeg havde klemt tommelfingeren mellem nogle sten. Den blødte ret meget, og for at undgå betændelse skulle den i noget varmt sæbevand. Fordi vandet var så varmt, kunne jeg næsten ikke holde fingeren nede i det. Farfar havde endnu engang forståelse og omsorg for mig og hjalp mig til at holde min hånd i det varme vand ved selv at stikke sin hånd i det varme vand og lave en konkurrence om, hvem af os der kunne holde hånden længst tid i vandet. Farfar ramte mig med sin kærlighed og omsorg på en måde, som jeg forstod og kunne forholde mig til, og derfor betød han virkelig meget for mig.

Da farfar blev syg, bad vi rigtig meget derhjemme om, at han måtte blive rask. Men han blev ikke rask. Der gik godt et halvt år, så døde han. Det ramte mig meget hårdt. I tiden derefter var det med til at skabe tvivl hos mig om, hvorvidt Gud fandtes, når han ikke gjorde det, vi bad om.”

Den anden krise indledtes omtrent samtidig med farfarens død. Mikael oplevede i tiltagende grad at blive mobbet i sin skoleklasse:

”Jeg har et eller andet sted altid været anderledes, og jeg havde problemer med at forstå det sociale. Måske var det det, der gjorde, at jeg blev mobbet. Måske handlede det også om, at når jeg blev presset hårdt nok, så eksploderede jeg. Min hjerne lukkede ned, og jeg gik amok, og så var jeg hverken til at få kontakt med eller til at stoppe. Det kunne blive virkelig voldsomt. Og så var det jo mig, der fik skylden. Mobningen blev bare ved og ved, og den kørte mig fuldstændig i stykker.

Allerede før jeg kunne snakke, kunne jeg synge, og det var en naturlig måde for mig at udtrykke min glæde på. Det gjorde jeg i hele min opvækst, indtil jeg startede i skole. I takt med, at jeg begyndte i skole, og at mobningen på et senere tidspunkt startede, fik jeg det dårligere og dårligere, og sangen begyndte at forsvinde. Jeg gik fra at være en rigtig glad dreng, der sang, grinede og smilede, til at være trist og uden sang. Derhjemme påstod jeg, at jeg var syg eller havde ondt et eller andet sted for at undgå at komme i skole. Til at starte med kunne en weekend være nok til, at humøret og sangen kom tilbage. Senere skulle der en uges ferie til. Men efter halvandet års mobning, var ikke engang en sommerferie nok til at få mig til at synge. Min glæde og mit smil og min sang var helt forsvundet.

Det endte med, at mine forældre flyttede mig til en anden skole. Jeg tror, at mobningen er en afgørende årsag til, at jeg ikke husker særligt meget fra min barndom. Jeg har fortrængt det. Og hvor var Gud i alt det her? Gud gjorde ikke noget. Det bekræftede for mig, at mine forældres tro ikke nyttede noget. Alt det med, at Gud elsker os og tager sig af os. Det passer ikke. Kristne har det ikke bedre end andre.

Mine forældre havde aldrig påstået, at Gud altid giver os præcis det, vi beder om. Men de havde sagt, at Gud giver os det, som er bedst for os. For mig som dreng var det meget svært at forstå, at det bedste ikke var, at farfar blev rask, og at jeg skulle blive fri for mobning. Hvis det var sådan, Gud var, ønskede jeg ikke at have med ham at gøre. Farfars død og mine år i grundskolen gav min tro et afgørende knæk. Så da jeg var 12 år, sagde jeg for første gang til min far og mor, at jeg ikke troede på Gud, og at jeg ikke ville have med ham at gøre.”

Smertensbarn

Efter sin omvendelse har Mikael forstået, hvor smerteligt det var for hans forældre at høre deres dreng fornægte troen på Gud og dermed også troen på frelsen i Jesus. Det gik dybt ind hos dem og blev til en stor og tung sorg. Det blev også til en vedvarende bøn om, at Gud måtte gribe ind i Mikaels hjerte til omvendelse og frelse.

Også på andre måder blev Mikael et smertensbarn for sine forældre. Mobningen aftog, og det samme gjorde frekvensen af eksplosioner. Men Mikael havde fortsat et svært sind, og det kom også til udtryk i hjemmet:

”Med tiden blev der rigtig mange kampe og konflikter og uro omkring mig derhjemme. Af og til kunne jeg se sort og eksplodere. De andre i familien lærte at gå på listefødder for ikke at udløse det. Det sled på dem, og nok mest på min mor.”

Da Mikael i 9. klasse skulle på efterskole, ville han helst på en ikke-kristen efterskole. Men forældrene fastholdt, at skulle han på efterskole, skulle det være en kristen efterskole. Og sådan blev det. Mikael var på efterskolen i to år. Heller ikke her nåede Guds ord ind til ham:

”På efterskolen talte jeg ikke med nogen om, hvordan jeg havde det. Jeg fulgte dagsskemaet, hørte på andagterne, foldede hænderne, sang med på sangene. Jeg fulgte med strømmen i det ydre. Men der var ikke noget trosmæssigt, der trængte ind.”

Hvad Mikael knapt bemærkede, da han begyndte på efterskolen, var, at hans mor omtrent samtidig gik ned med særdeles alvorlig udbrændthed og depression. Hun var så hårdt ramt, at det ville være uansvarligt at få Mikael hjem igen efter efterskolen med det høje og konstante konfliktniveau, han bragte med sig.

Da Mikael gik i 10. klasse, måtte hans far derfor med stor sorg i hjertet fortælle ham, at de måtte finde en aflastningsfamilie til ham. Det var Mikael fuldstændig afvisende overfor. Ikke fordi han gerne ville hjem til sine forældre, men fordi han ikke ville indgå i en ny familie, hvor han igen skulle underlægges den slags regler, som han i forvejen ikke ville følge i sin egen familie. Han øjnede en mulighed for at komme til at bestemme selv ved at flytte i egen lejlighed. Den mulighed greb han fat om og holdt fast. Det blev, som han ville det. Fra efterskolen flyttede han i sin egen lejlighed godt 30 kilometer hjemmefra. Han nød det, for nu kunne han leve det liv, han gerne ville leve.

I de første måneder efter flytningen, kom Mikael lidt i en kristen ungdomskreds. Det var der, han havde bekendte. Men snart brød han endegyldigt med alt, hvad der havde med den kristne tro at gøre:

”Jeg havde lært, at man ikke kan leve med et ben i hver lejr. Det forstod jeg godt. Jeg vidste, det var et enten-eller. Alt det, jeg ikke måtte som kristen, var alt det, jeg havde lyst til: alkohol, piger, fester, banderi osv. Hvis jeg meldte klart ud, at jeg var færdig med det kristne, så var der frit frem for det, jeg havde lyst til.”

Sådan blev det. Som 17-årig valgte Mikael endegyldigt, at han ikke ville have mere med kristendommen at gøre.

Forbedere

Hvad Mikael ikke var bevidst om i sine teenageår, var en paradoksal udvikling i hans forhold til det kristne fællesskab. Jo stærkere han tog afstand og fjernede sig fra det, jo stærkere sluttede det kristne fællesskab ring om ham i forbøn for ham.

Det gjaldt i første omgang hans familie – forældre, bedsteforældre, søskende og øvrige kristne familiemedlemmer. Familien havde altid bedt for Mikael, men den gjorde det med så meget større nød, efter at han forkastede den kristne tro.

I anden omgang fik Mikael forbedere i familiens menighed og kristne vennekreds og blandt dem, som havde haft med Mikael at gøre. Der var en efterskolelærer, som havde et særligt hjerte for Mikael, og som fik lov til at fungere som hans kontaktperson også efter efterskolen. Der var også en efterskolekammerat, som Gud mindede om at bede særligt for Mikael. Der var mange forbedere, og deres trofasthed blev udfordret, for Mikael viste ingen tegn på åbenhed over for Gud eller anfægtelse over det liv, han levede. Men forbederne holdt ud, vedholdende og trofaste, år efter år.

I dag er Mikael ikke i tvivl om betydningen af deres forbøn:

”Når du fortæller min historie, skal du have med, at den handler om forbøn. Den handler om, at Gud hører og svarer på bøn, og at han fører mennesker til frelse.”

Det frie liv

Mikael udnyttede sin nye frihed til at leve af chips og cola, ligge i sengen og ryge cigaretter og se tv til langt ud på natten. Weekenderne blev brugt på at feste og drikke:

”Det var et bumseliv, og dybest set havde jeg det rigtig dårligt. Men jeg så det som frihed.

To gange satte kommunen mig i gang med noget produktionsskole. Begge gange holdt det kun et par måneder. Så var det, som om de gav op på mig. Og så lå jeg bare der og passede mig selv. Jeg var ikke selv klar over, hvor galt det stod til. Jeg levede bare fra dag til dag. Jeg spekulerede ikke over ret meget ud over, at jeg skulle have mine smøger.

Mor og far var stadig en del af mit liv, og de hjalp mig med mange ting. De prøvede også af og til at tale med mig om det kristne, men det havde jeg ingen interesse i. Jeg skar dem af og blev sur. De slap ikke afsted med noget. Jeg ville leve mit eget liv.”

Forhærdelse

Når Mikael var hjemme hos forældrene, sang han ikke med på bordversene og foldede ikke hænderne, når der blev bedt:

”Der skulle ikke være noget at være i tvivl om. Hvis jeg begyndte at synge med og folde hænder, kunne de tænke ’åh, måske er der ved at ske noget!’ Det ville jeg ikke åbne for. Jeg kørte den helt konsekvent. Jeg ville ikke gøre noget mod mine principper.”

Selvom Mikael ikke viste det udadtil, var der en forbigående uro i hans sind i det første halve år, efter han forlod efterskolen. Han havde hørt om himmel og helvede, og han vidste, at hvis det var sandt, var han på vej mod helvede:

”Men jeg sagde til mig selv, at der ikke var noget om det. Det passer ikke. Det brugte jeg et halvt år på. Så var der ikke mere.”

Alligevel var der én situation, hvor Mikael blev rystet. Det var ca. halvandet år efter efterskolen. En kristen ven havde inviteret ham med til en lovsangsaften. Mikael var glad for musik og sang og valgte at tage med:

”Der fik jeg det helt forfærdeligt, fysisk dårligt. Jeg kunne ikke holde ud at være der. Det hev og sled i mig indefra for at komme væk. Jeg oplevede, at jeg havde noget ondt i mig, og at jeg stod midt i Guds magt, og jeg fik en enormt stærk følelse af, at her kan jeg ikke være, her er jeg forvist fra. Der var også en anden kraft i situationen, en kraft, som hev i mig for at komme væk derfra – ned i byen for at drikke. Jeg oplevede det som en åndskamp, hvor jeg stod midt imellem Gud og Satan. Da lovsangsaftenen var forbi, gik jeg på druk i byen, og jeg var meget afklaret om, at jeg ikke skulle til den slags kristne møder igen.

Men det var ikke, fordi jeg bagefter gik og tænkte meget over oplevelsen. Jeg var ret hurtig til at feje den væk.

Jo flere år, jeg levede det vilde liv med hård druk, piger og gaderæs, jo mere sikker blev jeg på, at der ikke var nogen Gud. Og hvis der ikke var nogen Gud, så var der heller ikke noget om det med himmel og helvede. På et tidspunkt nåede jeg dertil, hvor jeg kunne lægge en tekst op på Facebook, hvor jeg skrev: ’Ja, jeg ender i Helvede. Men det er fint. Det er jo der, mine venner er.’ Jeg skrev det ikke, fordi jeg troede, at jeg var på vej til Helvede. Jeg skrev det, fordi jeg slet ikke troede på det mere.”

Vendepunkt

Efter nogen tid kom Mikael i lære som lastbilchauffør. Uddannelsen blev afbrudt af en nedtur med stress og depression. Efter uddannelsens afslutning fik Mikael en ny nedtur og var sygemeldt igen i ca. et halvt år.

Da han vendte tilbage, kom arbejdet gradvist til at fylde mere og mere. Han kørte en del eksportkørsel. Senere fik han arbejde på en maskinstation, hvor arbejdsdagen kunne vare op til 20 timer.

De lange arbejdsdage havde dårlige bivirkninger. En af dem var, at Mikaels hund Tyson mistrivedes. Den havde ikke godt af at være så meget alene. Derfor søgte Mikael job som sælger i Spanien. Han nåede frem til sidste runde med interviews, men han fik ikke jobbet. Det var sommeren 2019. På det tidspunkt havde Mikael levet åbenlyst og ubetinget verdsligt i 7 år.

Mikael havde lært en midaldrende lastbilchauffør, Allan, at kende. De havde en meget god kemi sammen. De hyggede sig, snakkede om stort og småt og kunne bruge hele aftener og halve nætter på at spille Xbox. En nat i sommeren 2019 havde de spillet FIFA-fodboldspillet i mange timer. Mikael havde vundet kamp efter kamp. Pludselig vandt Allan en kamp 4-0. Mikael vurderede, at han måtte være for træt, når han kunne tabe på den måde.

I stedet for at spille begyndte de at snakke religion. Allan vidste, at Mikael var opvokset i en kristen familie, og at han havde taget helt afstand fra den kristne tro. Det talte de om. Men de talte også om andre religioner. På et tidspunkt spurgte Allan:

”Men hvis du nu skulle tro på noget, hvad ville du så tro på?”

”Så ville jeg tro på kristendommen,” svarede Mikael.

”Hvorfor det?” spurgte Allan.

Mikael svarede spontant: ”Fordi som kristen er man frelst af nåde, og det er den eneste religion, hvor det er sådan.”

Det er ikke enkelt for Mikael at forklare, hvad der skete i det øjeblik. Men da han talte til Allan om at være frelst af nåde, oplevede han på en måde, at ordene nåede hans eget hjerte, og at Gud forkyndte for hans hjerte: ”Det her gælder for dig!” Så længe tilbage, han kunne huske, havde han haft en oplevelse af, at det kristne budskab kun var tomme tanker og ord. I det øjeblik trådte budskabet om frelse af nåde frem for Mikael som sandhed og virkelighed – for ham.

”Det var, som om jeg havde låst mig inde bag en massiv dør med en kæmpe lås. I det øjeblik tabte jeg nøglen ud under døren, og nu begyndte Gud at låse døren op.”

Den skelsættende samtale fandt sted den 11. august 2019. Et par dage efter tog Mikael kontakt til en gammel efterskoleven for at høre, om han kunne få lov at følges med ham til en kristen ungdomskreds. Men han erkendte hverken over for sig selv eller andre, at han søgte den Gud, som var begyndt at tale til ham:

”Jeg bildte mig ind, at det var, fordi jeg sad for meget alene derhjemme og gerne ville møde nogle mennesker. Men allerede en uge efter var en lille flamme tændt, og jeg fik det sådan, at jeg gerne ville have mere kristent fællesskab og høre endnu mere. Så derfor begyndte jeg i endnu en ungdomskreds.”

Fars hjælp

Men for Mikael var omvendelsen ikke som at vende en hånd. I flere omgange oplevede han, at han blev trukket til to sider. Eller rettere: Gud trak i ham for at føre ham gennem nådens åbne dør, mens Mikael selv og stærke kræfter i ham strittede imod og trak den anden vej. Den indre modstand ytrede sig kort tid efter samtalen med Allan i en byge af kritiske spørgsmål til den kristne tro. Spørgsmålene handlede blandt andet om, hvordan forskellige kristne kan være uenige om vigtige spørgsmål i troen:

”Tanken kom til mig, at de kristne vælger deres egen sandhed, og hvis det er sådan, så er det jo løgn det hele. Den ene foretrækker det ene, og den anden fortrækker det andet. Men så er det hele bare en følelsesbaseret løgn.”

Mikael valgte at dele sine tanker med en kristen, som han havde tillid til – sin far. Det blev en lang og god samtale. Mikaels far fik hele bygen af kritiske tanker og spørgsmål, men han blev ikke blæst omkuld. Han fortalte Mikael, at alt det, som Mikael havde lært om den kristne tro i sin opvækst, var baseret på klare ord i Bibelen. Mikaels far ville gerne vise ham det, men Mikael kunne også selv undersøge det. Farens ligefremme ord og vidnesbyrd gav Mikael ro.

Men når han nu var i gang med at tale med sin far, valgte han at dele endnu en tanke, som var opstået hos ham og gjorde ham urolig. Hvordan skulle han nogensinde kunne blive en rigtig kristen? Han, som havde så svært ved at have tillid til noget, som ikke var bevist, og som ikke kunne føle nogen sympati for andre eller omsorg for andre? Hvordan skulle han kunne blive en kristen og leve som en kristen?

Mikaels far spurgte, om det var i orden, at han gav spørgsmålet videre til en prædikant, som faren havde tillid til. Det var Mikael med på. Faren vendte tilbage med et svar, som blev til stor hjælp og trøst for Mikael: ”Det liv, som Gud kalder dig til at leve, det virker han selv i dig.”

Mikael havde endnu en udfordrende tanke, som han delte med sin far. Mikael var ikke god til at sidde stille og læse, og det betød, at det var svært for ham at læse i Bibelen. Hvis det var vigtigt for ham at tage Guds ord til sig, hvad skulle han så gøre? Han hørte Guds ord i ungdomskredsene, og det var godt, men de fleste dage var han alene derhjemme, og hvordan skulle han få Guds ord dér?

Mikaels far anbefalede ham at lytte til kristne sange med et godt indhold og vidnesbyrd. Det råd tog Mikael til sig. I den følgende tid lyttede han meget til kristne sange, og det blev en vane for ham at slutte dagen med at lytte til én bestemt sang:

Bred dine nådesvinger,
min Jesus over mig,
og lad mig stille hvile
i ve og vel hos dig!
Vær du min kraft, min glæde,
min visdom og min trøst.
Og lad os alle dage
Ret følge dig med lyst!

Forlad mig mine synder,
og rens mig i dit blod!
Giv mig et ydmygt hjerte,
en vilje ny og god!
Gem ved dit frelserhjerte
os alle, store, små!
Lad i din fred os atter
til nattens hvile gå!

Brydning og åndskamp

Som Mikael vidste, at man ikke kan have et ben i hver lejr, sådan vidste han også, at der ikke er noget ingenmandsland mellem at være kristen og ikke-kristen.

Alligevel var det nok sådan, han oplevede sin situation. Han hørte Guds ord, han opsøgte det kristne fællesskab, havde set Guds åbne nådedør, og han søgte svar på spørgsmål om den kristne tro. Men han mærkede stadig tvivlen på Guds eksistens, han havde ikke overgivet sig til Gud, og der var en stærk vilje i ham, som ikke ville overgive sig til Gud.

Et par dage efter samtalen med sin far oplevede Mikael en aften en voksende indre uro. Han var arbejdsløs og kunne derfor være længe oppe om natten. Ud på de små timer tog uroen til. Gradvist forstod Mikael, at den var udtryk for et indre pres for selv at tale med Gud.

Det var mange år siden, at Mikael havde bedt til Gud. Nu mærkede han, at der ikke var nogen vej udenom. Om han ville det eller ikke ville det: Han kunne ikke stå imod. Mikael satte sig ned, foldede sine hænder, lukkede øjnene, og så bad han. Han talte ud med Gud om alt det, han gik med af tanker og følelser, tvivl og spørgsmål. Han bad Gud om at gribe ind og vise sig som en virkelighed.

Mikael havde ingen fornemmelse af, hvor længe han bad. Men til sidst begyndte Tyson at pibe. Hunden tænkte, at der måtte være noget galt, når Mikael sad der så stille, så længe. Det viste sig, at han havde bedt en time. Aftenen efter bad han igen. På den tredje dag det samme. Hver aften var bønnens emne det samme: Grib ind, Gud! Hvis du er der, så vis mig, at du er der, tal til mig!

Efter den første aften med bøn fik Mikael den tanke, at det måske kunne være godt at lytte til en kristen andagt. Det gjorde han så efter bønnen både den første, den anden og den tredje aften. Den tredje aften slukkede han mobilen, da han havde hørt andagten, og lagde sig til at sove. Men han kunne ikke sove. Han blev ramt i sin tanke af et spørgsmål, som kom med så stor kraft, at han vidste, at det ikke kom fra ham selv:

Hvad var det, du hørte, Mikael? Hvad var det, du hørte?

Han kunne ikke huske det. Han havde lyttet til andagten, men han havde ikke været opmærksom på budskabet. Mikael tændte telefonen og hørte andagten igen. Den blev indledt med et bibelvers, og da han hørte det, oplevede han det som et lynnedslag. Ordene kom med en overjordisk myndighed og kraft: Jeg er vejen, sandheden og livet, ingen kommer til Faderen uden ved mig (Joh 14,6).

Mikael var ikke i tvivl om, at Gud havde svaret hans bøn. Gud havde talt til ham med en sådan guddommelig kraft og tydelighed, at al tvivl var blæst væk fra Mikaels sind. Nu vidste han det: Gud er der. Han har talt til mig, og han har talt til mig om vejen til ham. Jeg må komme til Gud gennem Jesus.

Men – der var stadig en meget stærk kraft i Mikael, som trak ham den modsatte vej. De efterfølgende dage var præget af intens indre kamp i Mikael. Han kunne ikke samle sig om noget, og han kunne ikke sove. Han oplevede, at Gud og Satan kæmpede om hans sjæl. Gud kaldte ham til at overgive sig helt, brænde alle broer til det gamle liv, lade Gud blive herre og blive frelst ved Jesus. Satan trak den modsatte vej.

Den åndskamp, Mikael oplevede i sit indre mellem Gud og Satan, var så voldsom, at han blev bragt til sammenbruddets rand:

”Jeg var fuldstændig ødelagt, jeg kunne have splittet hele mit hjem. Jeg var fyldt af en følelse af vrede og oprør, og samtidig af en længsel efter at få fred.”

Af erfaring vidste Mikael, at han kunne finde fred i naturen, så han valgte at tage på andejagt:

”Og så sidder jeg derude og finder absolut ingen fred. Det er så voldsomt, at hvis jeg ikke havde været klar over, at det var en kamp mellem Gud og Satan i mit indre, så ville jeg have ringet til psykiatrisk afdeling og bedt dem om at komme og hente mig. Det værste var, at jeg oplevede, at jeg selv stod i Satans ringhjørne. På et meget dybt plan ønskede jeg bare at blive fri for Gud. Min egen vilje heppede i virkeligheden på Satan. Så kunne det være, at Satan blev slået i gulvet. Men så var jeg henne ved ham og rejste ham op og råbte til ham, at han skulle tage sig sammen og kæmpe videre.

På den måde var det en kamp mellem mig og Gud. Jeg kæmpede mod Gud for at blive fri for ham, og Gud kæmpede mod mig for at frelse mig. Gud gav mig ufred for at føre mig til fred. På et tidspunkt kom der så en tanke i mit sind, som jeg er overbevist om, kom fra Gud: ’Du skal jo bare bede.’ Og det gjorde jeg så. Jeg bad til Gud.”

Denne gang bad Mikael ikke om, at Gud måtte bevise sin eksistens. Han bad bare om, at Gud måtte give ham fred:

”Og så skete der noget ubeskriveligt. Gud svarede min bøn og gav mig fred, fuldstændig fred, evig fred.”

Det ene øjeblik var Mikael fyldt af vrede, oprør, modstand mod Gud og en følelse af at være hos Satan og at være fortabt. Det næste øjeblik var alt forandret. Ikke fordi Mikael havde gjort noget. Men fordi Gud suverænt havde gjort et under. Gud havde bøjet sig ned, havde fjernet Mikaels modstand, havde løftet ham op af afgrunden, havde smidt Satan ud af hans liv og havde taget Mikael ind til sig og havde givet ham fred hos sig selv – af nåde alene, ved Jesus alene.

”Min omvendelse var 100% noget, Gud gjorde. Det eneste, jeg gjorde, var at kæmpe imod. Men Gud blev ved og satte sin vilje igennem. Han overvandt mig. Det var ikke et valg, jeg traf. Det var ene og alene noget, Gud gjorde.”

Gud fik første gang Mikael i tale ved at minde ham om frelsen af nåde alene. Anden gang fik han ham i tale ved at minde ham om, at Jesus er vejen til Gud. Men først nu var Mikaels modstand brudt, og først nu kunne han se sig selv som et frelst Guds barn – af nåde alene, ved Jesus alene.

Hvad skulle han nu gøre? Det vidste han godt. Gud havde talt til ham om det:

”Gud mindede mig om, at jeg måtte bekende mig som kristen for alle mennesker, og at jeg måtte sætte alt til side for at komme på bibelskole, så jeg kunne blive opbygget og bevaret i troen på Jesus.”

Bibelskole

Dagen efter begyndte Mikael at samle penge ind til et bibelskoleophold, nærmere bestemt et ophold på Luthersk Missions Højskole (LMH) i Hillerød. Han solgte sin bil og fik betydeligt mere for den, end nogen havde troet. Han fik sin hund afleveret til pasning. Og så var der hans lejlighed. Den havde tre måneders opsigelse og var meget lidt attraktiv. Hvis Mikael skulle betale for den de følgende tre måneder, ville der ikke blive råd til bibelskolen.

”Så bad jeg til Gud igen: ’Det er dig, der sender mig afsted. Hvis det er det, du vil, så hjælp mig af med den lejlighed. Jeg har ikke pengene til at betale både for den og for LMH.’ Og så greb Gud ind igen. På udflytningsdagen skrev en ny lejer under, og jeg var fri for flere betalinger. Så fik jeg også økonomisk hjælp fra nogle kristne, som Gud mindede om at støtte mit bibelskoleophold.

Gud tilrettelagde alt for mig. Da jeg sad på andejagten, var jeg bundet af både bil og hund og lejlighed, og jeg havde ingen penge. Halvanden uge efter var alt faldet på plads, og jeg havde de præcise penge til to halvår på bibelskolen.”

Den 14. september 2019 begyndte Mikael som elev på LMH. Det var en måned og tre dage efter den skelsættende samtale med Allan.

På bibelskolen oplevede Mikael, at evangeliet åbnede sig stadigt mere for ham, og det blev til stadigt større frimodighed og glæde i troen på Jesus.

”Hele Det Nye Testamente blev én stor fortælling om mit liv. Jeg kunne tage den ene beretning om Jesus efter den anden og den ene lignelse efter den anden og sige: Det dér har Jesus sagt til mig, det dér har han gjort for mig. Det handler om Jesus og mig det hele. Det største og vigtigste er, at Jesus er død på korset for mig.

Jeg blev utroligt glad for lignelsen om den fortabte søn. Den passer utroligt godt på mig.”

Som faren i lignelsen fra først til sidst elskede og ville tage imod den fortabte søn, sådan blev det klart for Mikael, at det hele tiden havde været i forholdet mellem Gud og ham:

”Gud har været der hele tiden. Han har elsket mig, og han har kaldt på mig igen og igen. Jeg har bare kigget den anden vej, og så er jeg flygtet fra mit eget billede af Gud.”

Som den fortabte søn fik hjælp til at vende om gennem det, som han huskede fra sit hjem, sådan brugte Gud også det ord om nåde, som Mikael havde hørt i sit hjem. Som den fortabte søn spildte meget af sit liv i synd og verdslighed, sådan gjorde Mikael det også, og det er en sorg for ham. Men det har gjort nåden så meget større for ham, og så er der et perspektiv mere, som fylder hos ham:

”Jeg håber og tror, at Gud kan bruge det, jeg har været igennem til hjælp og omvendelse for andre – at jeg kan være et vidnesbyrd om, hvor stor Guds nåde er, og at Gud vil frelse alle.

Det er min egen trøst, at der for Gud ikke er nogen forskel på os. Jeg har gjort så meget skade og så mange skade. Men Bibelen siger, at Gud ikke elsker mig mindre af den grund. I Guds rige er vi alle lige. Alle kaldes, alle tilgives, alle er hellige – i Jesus. Det var noget af det, som gik op for mig på LMH: Jeg ér hellig! Allerede her på jorden. Jeg er en synder i mig selv, men hellig i Jesus. Det er fantastisk!”

Begyndt er ikke endt

Under opholdet på bibelskolen blev det klart for Mikael, at han ikke skulle tilbage til chauffør-branchen:

”Gud satte den helt klare tanke i mig, at jeg ikke skulle køre lastbil mere.”

Mikael forstod godt hvorfor:

”Det var en branche, som var farlig for min tro.”

Alligevel valgte Mikael efter LMH at tage arbejde som lastbilchauffør. Efter to uger var han klar over, at den var gal. Den gamle, verdslige kultur trak i ham. Han forsøgte at styrke sig selv åndeligt ved at høre kristen musik og prædikener i styrehuset. Alligevel oplevede han, at Gud gradvist gled ud i periferien af tankelivet, og at troen blev stadigt svagere i ham:

”Jeg blev helt febrilsk og bad: ’Red mig, Gud, inden jeg ryger ud over kanten!’”

Den åndelige krise forstærkede en bøn hos Mikael om, at Gud ville vise ham den rette vej frem uddannelsesmæssigt og arbejdsmæssigt. Han var selv overrasket over det svar, som han oplevede at få fra Gud:

”Jeg vidste intet værre end skole. Aldrig i mit liv havde jeg selv eller nogen andre forestillet sig, at jeg skulle tage en gymnasial uddannelse. Men det var den vej, Gud ledte mig.”

I januar 2021 begyndte Mikael på HF i Aarhus. På det tidspunkt var den åndelige krise ikke forbi. Den var snarere blevet forværret af, at hans ungdomskreds var blevet lukket ned på grund af corona. Derfor stod Mikael i betydelig grad alene åndeligt. Da han begyndte på HF, fik han nye venner i klassen, og festlivet trak i ham – igen.

Sommeren 2021 fandt Mikael sig selv i et sommerhus med nogle drengevenner fra LMH. Han var nået til et åndeligt nulpunkt og syntes, at han måtte melde det ærligt ud: ”Jeg er ikke kristen mere.” Vennerne lyttede til ham og bad for ham, og så opmuntrede de ham til igen at opsøge det kristne fællesskab.

Da Mikael kom tilbage til Aarhus efter sommerferien, var hans motivation til at opsøge et kristent fællesskab ikke stærk. Han blev enig med sig selv om, at hvis der var et ungt, kristent fællesskab tæt på hans bopæl, ville han opsøge det. Hans tidligere ungdomskreds ville han ikke tilbage til. Han var bange for, at de med det samme ville gennemskue ham. Han ville med et sted, hvor de ikke kendte ham, og så skulle det ligge tæt på. Ellers kunne det være lige meget.

Han gik på nettet og fandt ud af, at Indre Mission havde en ungdomskreds lige ved siden af hans bopæl. Mikael kendte en, der kom der, og tog derfor kontakt til ham. Han bød Mikael hjertelig velkommen i ungdomskredsen – som havde adresse et helt andet sted i byen. Adressen på nettet var en fejl. Men nu fangede bordet. ”Jeg kunne ikke springe fra.”

Mikael begyndte at komme trofast i den nye ungdomskreds. Allerede ugen efter begyndte han at komme også i sin gamle ungdomskreds. To gange om ugen kom han nu sammen med unge kristne og hørte Guds ord, og han oplevede det som en stor og rig velsignelse. Hans tro fik næring og nyt liv, og troens glæde og frimodighed vendte tilbage.

Erfaringen af, at troserfaringen kan aftage og tiltage, lærte Mikael en vigtig lektie: at troen ikke skal bygge på følelserne af Jesu nærvær:

”Min tro er en tro på, at Jesus døde og opstod for mig. Det er ikke en følelsestro. Den hviler ikke på, at jeg oplever, at han er hos mig. Den hviler på, hvad han har gjort for mig. Hvis der kommer en periode, hvor troen ikke er så stærk, så ændrer det ikke ved min frelse. Hvis min tro er rettet mod, at Jesus er død og opstået for mig, så er jeg frelst – altid.”

Mor og far

Ligesom der var mange, der foldede deres hænder og bad for Mikael, da han trodsede Gud, så var der mange der foldede deres hænder og priste Gud, da han blev frelst.

”Da min mor hørte om min omvendelse, havde hun to dage, hvor hun bogstavelig talt oplevede at være overstrømmet af Helligånden. Hun blev fyldt af en overjordisk glæde. Efter 12 år stort set uden at kunne huske nogen bibelvers og sange, blev hun overvældet af utallige ord fra Bibelen og kristne sange, der lovpriste og tilbad Gud. Og så skete der et fantastisk under i hendes sind. Hun havde været plaget af kronisk depression i 12 år fra, kort før jeg tog på efterskole. Men da jeg blev omvendt, blev hun løst fra depressionen. Hun lider stadig af alvorlig udbrændthed, men depressionen er væk.

Gud viste os på en helt særlig måde, at han er nærværende i alt, at han har omsorg for alt og har magt over alt.

Der skete også noget i mit eget sind. Gud genskabte mig i en sådan grad, at mennesker, der har kendt mig hele mit liv, ikke længere kunne genkende mig. Han genskabte mig, så min mor for første gang kunne genkende sin lille dreng, der havde lyst til at synge af glæde. Gud genskabte mig i Kristus. Og så gjorde Gud det mirakel, at han gav mig følelser af omsorg og sympati og empati over for andre. Det havde jeg aldrig haft. Men nu fik jeg det, og det er blevet hos mig. Gud helbredte mig for de psykiske skader, jeg var kommet til verden med. Gud gør i sandhed alting nyt.”

Hos Mikaels far skete der ikke nogen lignende ændring, da Mikael blev frelst. Men der skete en afgørende ændring, kort før Gud greb til frelse ind i Mikaels liv. Hans far havde været udholdende i bønnen for sin dreng i mange år, og han havde kun mødt skuffelse på skuffelse og sorg på sorg. En aften var han nået til vejs ende med sine kræfter. Han magtede ikke mere:

”Far foldede hænderne og sagde det, som det var: ’Jeg magter ikke mere. Jeg opgiver, Gud. Jeg kan ikke trænge igennem til Mikael. Du må tage over. Du må gøre det. Du må frelse Mikael. Du må føre ham hjem.’”

Mikael har talt med sin far om den aften: ”Det var den aften, hvor jeg talte med Allan, og hvor Gud brød igennem med ordet om sin nåde.”

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2022. Hele bladet kan læses her.

Lyd

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.