I kender vor Herre Jesu Kristi nåde, at han for jeres skyld blev fattig, skønt han var rig, for at I kunne blive rige ved hans fattigdom (2 Kor 8,9).
Da Guds søn kom til jorden, kom han i en fornedret skikkelse og på så ringe en måde, at vi kun kan undre os over, at den Gud, der er så herlig, kan bøje sig så dybt ned; at den Gud, der er så stor, kan gøre sig så lille, og at den Gud, der er så rig, bliver så fattig.
Den rent ydre, verdslige og timelige fattigdom, der omgav Guds søn, var så stor, at den ligefrem er påfaldende. Ja, man fristes til at sige: Er det muligt, at nogen kan være så fattig? Er det muligt, at Gud kan åbenbare sig i sådan en elendighed og fattigdom?
Den kvinde, han udvalgte som sin jordiske mor var godt nok en gudfrygtig kvinde, men hun levede under yderst tarvelige kår. Da Jesus blev født ind i denne verden, blev hans fødested en stald, hvor okser, æsler og andre dyr var vidner. Han blev ikke klædt i linned, uld eller silke, men i de forhåndenværende klude og pjalter. Der var ingen vugge med veltilrettelagte puder, dyner og tæpper, kun en krybbe med halm.
Og da Jesus som voksen mand trådte frem for at begynde sit virke, var fattigdommen kun blevet større. Han kunne endda sige om sig selv: ”Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved.”
Jesus omgav sig ikke med rige og mægtige, men med fattige fiskere og håndværkere, der levede fra hånden til munden. Han gik omkring og gjorde godt, og alligevel blev han til sidst taget til fange som oprører og forbryder. Han blev dømt til døden og henrettet på skammens træ, på et kors, som et udskud i samfundets og menneskers øjne.
Stillet over for så stor fattigdom og fornedrelse må man virkelig spørge: Er dette Gud?
Og her kan vi snart blive enige om, at hvis han er Gud, så kom han med et udseende, som gjorde, at vi ikke kunne have lyst til ham og en skikkelse, der ikke behagede os – som Esajas siger: ”Hans skikkelse havde ingen skønhed, vi så ham, men vi brød os ikke om synet. Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, én man skjuler ansigtet for, foragtet, vi regnede ham ikke for noget” (Es 53,2-3).
I hans ydre skikkelse var der med andre ord ingenting, der kunne fortælle os, at her er Gud. Men alting fortalte: Her er den yderste fattigdom og den største menneskelige ringhed.
Jesus kom inkognito
Jeg ved kun en ting, jeg kan sammenligne det med, og det er, når kongen er ude, men rejser inkognito, som vi siger.
Kongen hører hjemme på slottet til daglig og færdes der, omgivet af tjenere, æret af alle, iført kongelige klæder, udstyret med alle tegn og symboler på sin høje værdighed. Men det sker undertiden, at konger tager ud på rejser, enten for at være ugenerede og nyde lidt ro fra de kongelige pligter, eller for at undersøge og se, hvordan folk lever og har det i det daglige liv.
Men hvis kongen skal komme ud i den almindelige hverdag, bliver han nødt til at gøre sig ukendelig. Ellers ville han ikke få fred, og alle ville skabe sig og gøre sig til, så han ingenting fik at se af det daglige liv. Men når han gør sig ukendelig på den måde, så tager han noget andet tøj på, nemlig sådan noget tøj, som folk flest bruger, og han lader alle tegn og symboler på sin kongelige værdighed blive derhjemme, så han kan se ud som et almindeligt menneske. Så vækker han ikke opmærksomhed og kan være i ro eller kan gøre sig sine iagttagelser uforstyrret.
Omtrent på den måde kom Himlens Søn til jorden. Han kom inkognito. Og det er jo ikke fordi en konge, der rejser inkognito, dermed ophører med at være konge. Det er bare det, at han tildækker sin kongelige værdighed og for en tid afstår fra at bruge den.
Sådan var det også med Jesus: Han kom til jorden som en, der tildækkede sin høje, guddommelige ære og værdighed, og som en, der for en tid afstod fra at vise den eller bruge den. Han gjorde sig fattig, selvom han var rig. Eller som Paulus udtrykker det i Fil 2,6f.: ”Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig.”
Så trådte Guds Søn da ind i verden – ikke i majestæt og herlighed, men i ringhed og fornedrelse og blev menneske. Den evigt rige blev fattig. Den herlige blev elendig. Den høje Herre blev en tjener. Selvom hele skabningen er skabt til at tjene ham, gjorde han sig mindre end alle skabninger og kom for at tjene skabningen. Den almægtige gjorde sig afmægtig. Han, den evige kraft og styrke, gjorde sig svag og uanseelig. Den evigt skønne tog en skikkelse på, der gjorde, at ingen fandt nogen skønhed i ham. Ja, den evige Visdom kom som en ganske ulærd mand, og alle vidste, at han ikke havde nogen lærdom, så de undrede sig over, hvor han kunne have sin lærdom fra. Han talte ikke højtravende ord, som ingen forstod noget af, men talte så enfoldigt, at selv det mindste barn kunne forstå ham. Han lavede ikke en masse mærkelige teorier om troen og gudslivet, men levede så enkelt og enfoldigt med sin himmelske Far, at man må undres over, hvor enkelt man kan leve med Gud.
Sådan vandrede Gud på jorden i et menneskeligt inkognito.
Der er to ting, der må undre os, når vi står over for dette billede af Jesus. Og det er hans ubegribelige ydmyghed, og hvordan hans disciple i denne ringe skikkelse trods alt kunne se Gud selv i hans fylde af herlighed, nåde og sandhed.
Sand ydmyghed
Jesus sagde selv om sin ydmyghed: ”Lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet.” Ja, det tør siges, at han var ydmyg!
Han var den evige konge, kongernes konge og herrernes herre, og dog gjorde han sig til tjener for enhver, han kom i berøring med: Mod sin jordiske far og sin mor var han en lydig søn; han var ikke for fin til at vaske disciplenes snavsede ben; han nægtede ikke nogen sin kærligheds tjeneste. Ifølge sin naturlige ære burde og kunne han have omgivet sig med alle de fineste og højeste mennesker i samfundet, men han valgte toldere og syndere som sin omgangskreds. Han burde have haft venner blandt de rigeste, men valgte fattige og lidet ansete fiskere som sine venner. Han kunne ved sin forkyndelse og sin gerning have opnået meget større anseelse og berømmelse end nogen af profeterne og Johannes Døberen, men han afstod fra al jagt efter ære: Når populariteten fra folket truede med at blive for stor, trak han sig tilbage og søgte hen til ensomme steder; han ville ikke vide noget af den slags ære.
Selvom han var et sandt og virkeligt menneske, gav han afkald på alt, hvad mennesker tragter efter og sætter så højt: Penge havde han ingen af, mens vi stræber efter at få fat i så mange som muligt; han brød sig ikke om at få magt over sine omgivelser, mens vi knapt kan være med i noget familieliv, foreningsliv, samfundsliv eller politisk liv, uden at vi straks begynder at tragte efter at få ære, magt og indflydelse over vores omgivelser. Han brød sig ikke om ære og var ligeglad med, om folk roste ham eller bagtalte ham. Han søgte overhovedet ikke ære af mennesker, mens vi bliver syge og sårede i sjælen, hvis vi ikke får ære for det, vi gør.
Her, i denne ydmyghed hos Jesus, har vi selve hemligheden i hans fornedrelse. Han blev ikke tvunget til at blive lille og fattig og uanseelig. Det var helt frivilligt, han gjorde det. Hos ham finder vi alle ydmyghedens sande kendetegn: Han havde ingenting i sig selv, men alt i sin Far og fra sin Far. Helt indtil hjerteroden var han afhængig af sin himmelske Far og ellers ikke afhængig af noget. Netop sådan er den sande ydmyghed.
For ydmyghed består ikke i at snakke fromt og beskedent om sig selv med munden og så have høje og store tanker om sig selv i hjertet. Sådan er vores falske ydmyghed – det er mundens ydmyghed parret med hjertets hovmod.
Jesus sagde om sig selv, at han var ydmyg af hjertet. Og de kraftfulde ord, han kunne tale, den mægtige selvbevidsthed, der kunne komme til udtryk i hans ord, de står så ubegribeligt fint i harmoni netop med et ydmygt hjerteliv. Det er underligt, men sådan er det.
Sand ydmyghed er netop dette at blive uddømt for alt selvstort, alt, der hedder egen ære og egen højhed. Sand ydmyghed er at blive et ingenting for Gud, der kun kan leve af nåde og af Guds uforskyldte godhed.
Disciplene så Guds herlighed i Jesus
Men hvordan kunne så disciplene se Gud selv i Jesu fornedrede skikkelse, og hvordan kan vi det? Er Gud ikke stor? Er Gud ikke den høje og herlige? Hvordan skal vi så kunne se Gud i alt det, der er småt, lavt, fattigt og elendigt?
Johannes siger virkelig: ”Vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed” (Joh 1,14).
Her skal vi lægge mærke til, hvad det i virkeligheden er at se Gud.
Vi har alle en vis forestilling om Gud. Og når vi forestiller os Gud, så må vi altid tænke os ham som den, der er højere og større, mægtigere og herligere end alt andet. Og det er han jo også. For er universet uendeligt og umåleligt, så er Gud det endnu mere. Er naturen underfuld og overvældende, så er Gud det endnu mere – han, som er naturens skaber. Er solen et lys, vi ikke kan tåle at se på uden at blive blinde, så er Gud et endnu herligere lys og kan ikke udholdes af noget menneskeligt øje. Er alt det skabte godt og skønt for os, så er Gud endnu mere god og langt skønnere.
Sådan tænker vi naturligt nok om Gud, når vi skal forestille os ham. Men på denne baggrund vil det ikke lykkes os at se Gud. For hvor er det øje, der kan indfange den uendelige og umålelige? Hvor er den skabte tanke, der kan tænke sin skaber i hele hans skaberherlighed? Hvordan skal vi dog kunne se så stor og vældig en Gud?
Og dog var apostlene fuldstændigt sikre på, at de havde set Gud selv ved at se Jesus. Og sådan er også vi, efter at have mødt ham som vores frelser, fuldstændigt sikre på, at da vi mødte ham, så mødte vi Gud i hele hans fylde af nåde og sandhed.
Hvad var det egentlig, disciplene så? For noget forunderligt må det have været, når de tværs gennem Jesu ringhed, fattigdom og elendighed kunne se Gud selv.
Gåden løses for os med et eneste ord: Gennem al hans fornedrelse, fattigdom og ringhed strålede kærligheden i al sin guddommelige glans. Når de så hans herlighed, en fylde af nåde og sandhed, så de selve Guds kærlighed.
For det ejendommelige ved kærligheden er, at den ikke overvælder med vælde, men netop ved sin lidenhed. Den knuser ikke med majestæt, men ved at tjene. Den griber ikke hjertet ved at kræve, men ved at hengive sig. Den gør ikke andre til intet ved at tage fra dem, men gør andre rige ved at udtømme sig selv. Kærligheden gør andre rige ved selv at blive fattig. Kærligheden er ikke at herske, men at tjene, ikke at gøre sig stor, men lille.
Derfor kan kærlighedens Gud overhovedet ikke åbenbares på anden måde end i ringhed og lidenhed, fattigdom og uanseelighed, sådan som Jesus kom. Det er dette, Johannes vil have frem, når han siger: Loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom med Jesus Kristus. Det vil sige: Da den hellige, vældige Gud – han, som er den almægtige nidkærlighed – ville åbenbare sin hellighed, da skjulte han sig selv i ild og røg på Sinaj og talte gennem en profets mund. Af denne vældige hellighed tålte mennesket ikke andet end ordene om den. Men da Gud ville åbenbare sin kærlighed og nåde, indhyllede han sig i alt, som er småt, og strålede frem gennem al Kristi fattigdom og fornedrelse, så vi kunne se Guds kærlighed.
Inkarnationens grund
Her ser vi dybt ind i de grunde, Gud havde til at komme i kød og blive menneske.
Grunden var, at han ville komme os nær, komme midt ind i vores liv og forenes med os. Var han kommet i al sin guddommelige vælde og fortærende hellighed, i sin højhed og majestæt, som antydningsvist på Sinaj, så ville han ikke have vundet gehør hos et eneste hjerte blandt os. Vi ville have frygtet og skælvet og følt en vældig afstand mellem ham og os. Vi ville have følt os som fremmede og aldrig have våget at nærme os ham. Gud er over alle og højere end alle. Men hvis han kom til os i sådan en skikkelse, var vi aldrig kommet til ham. Derfor fornedrede han sig under alle, gjorde sig mindre end alle. Og dermed kan han vinde alle.
Først når Gud gør sig mindre end alle, kan han for alvor knuse hjerterne indefra, og knuse dem ved sin egen godhed. For hvem kan møde og se denne Gud, denne fornedrede Gud, uden at føle sig dybt skamfuld?
Dette gjorde han for at vinde dig og mig på kærlighedens vej.
Hvad Gud umuligt kunne vinde og udrette på sin majestæts vej, det har han vundet og udrettet på sin fornedrelses vej i vores kød og blod.
Sammenfatning i bibelsk lys
Lad mig sammenfatte lidt af det, Guds ord siger om det, så vil du se det klarere:
– Jesus er ærens konge, som troner på englenes lovsange, og alligevel fornedrede han sig og tog en tjeners skikkelse på. For Menneskesønnen kom ikke for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.
Som du hører: Lige ned i døden går hans tjenersind, fordi han alene ved døden kunne forløse os fra synd og dom. Var han altså ikke blevet denne tjener, så var der heller ingen forløsning i ham.
– Jesus er arvingen til himmel og jord og ejer alle ting, og dog fornedrede han sig til den største fattigdom og havde ikke et sted at hvile sit hoved. Han blev ribbet for alt, slået og såret, foragtet og hånet som et udskud. Det var, for at vi derved skulle blive rige, så underligt det lyder. ”For jeres skyld blev fattig, skønt han var rig, for at I kunne blive rige.”
Det er helt mageløse ord, men det vil fortælle os: Han udtømte sig for al himlens rigdom, for at kunne give den til os. Er det måske ikke sådan, at det, man skal give en anden med et frivilligt sind, det må man løse sig selv fra? Sådan var det også med Kristus: Han måtte løse og udtømme sig selv for al den herlighed, han ville give os. Først sådan kunne han give os den i sandhed.
– Eller lad mig tage nogle ting frem fra Højsangen.
Er vores Herre Jesus ikke blevet som en konge, der har fattet dyb og altforglemmende kærlighed til den fattige pige Sulamit? Men da han ikke tør overvælde hende og skræmme hende ved at komme som kongen selv, så kommer han til hende som en fattig hyrde. Når hun så ser hans skikkelse og hører hans ord, når hun fornemmer hans kærlighed i hele hans måde at være på over for hende, så tændes hendes kærlighed til ham, så fyldes hendes hjerte med usigelige tanker. Hun mere aner end egentlig ved, at det er kongen, hun elsker. Hans ringe skikkelse gør, at hun slet ikke elsker tankerne om hans pragt og ikke tænker på selv at skulle ophøjes ved hans side. Det er ham selv, hun har fået kær, om han så er fattig eller rig, konge eller tjener. Ham selv, kun ham selv, hans kærlighed, hans venlighed, hans skønhed – det er det, hun elsker.
Åh, hvor taler det klart om Jesus!
Kommer Jesus ikke også til din sjæl som en hyrde, uden nogen pomp eller pragt? Er det ikke selve hans skikkelse, hele hans kærlige væsen, hans venlige ord, der favner dig? Hans kongelige majestæt kan du ane, og velsagtens kan det til tider løfte dig mægtigt op i din tro, at det er kongernes konge, der elsker dig, og at det er herrernes herre, du elsker. Men i grunden spiller det så lille en rolle. Har du først fået syn for ham selv, så bliver det ham selv, du elsker, og det optager dig ganske lidt, om han er fattig eller rig, konge eller tjener, om han er ophøjet eller fornedret. Hans kærlighed bliver det skønneste, du ved, og for kærlighedens skyld bliver netop han den skønneste af alle.
Den dybeste fornedrelse – den største kærlighed
Sådan kan Jesus virke på os, netop fordi han er kommet i den fornedrede skikkelse.
Og hvornår er han skønnest? Hvornår taler han stærkest til hjertet?
Det underlige er, at jo dybere han stiger ned, jo skønnere bliver han for sjælen, dvs. for den sjæl, der har øje for, at det er i kærlighed, han stiger dybere og dybere ned i fornedrelsen.
For der er jo så mange måder at fornedres på. Et menneske kan fornedres ved sin egen skam, vi kan miste al agtelse for et menneske, fordi han opfører sig modbydeligt, eller fordi han lever et skamløst liv. Helt anderledes er det, når fornedrelsen er en kærlighedens gerning, når man gør sig lille for at tjene den, man elsker. Så bliver vores hjerte dybere og dybere grebet, jo mere den, der elsker og tjener os, bøjer sig ned, ja vi bliver beskæmmede til det inderste i vores sjæl, jo mere godhed vi møder.
Sådan er Jesus.
Skøn er denne livets herre, når han af kærlighed til os ligger i krybben i Betlehems stald. Skønnere er han, når han gennem et helt menneskeliv lever i stor fattigdom og bare går omkring og gør godt mod venner og fjender. Men skønnest er han, når han stiger op på korset for at gå ind under vores forbandelse. Dybere kunne han ikke stige ned, mere kunne han ikke udtømme sig, mere fuldkomment kunne han ikke tjene, end ved at give sit eget liv som løsesum for dem, han elsker.
Men det er ikke alle øjne, der kan se hans skønhed på korset. For her er der forskel på det naturlige og det åndelige øje. Det naturlige øje ser ikke andet end tornekrone, naglemærker, smertefulde trækninger i ansigt og krop, en elendig stakkel, der kæmper med døden. Men det åndelige øje ser sin brudgom, sin løskøber – ser ham, der bar synden, ser ham, der er forbederen og ham, der elsker indtil det sidste åndedrag. Og netop dette er det, der gør ham så usigeligt kær for hjertet: Det er jo kærligheden, der har ført ham ned i denne store elendighed.
Måske nogen ville synes, Kristus var skønnere i sin herlighed og majestæt, i sin ophøjethed og magtfylde. Jeg må for min egen del sige, at jeg ikke finder ham skønnere noget andet sted end netop i den fornedrelse, hvor han har elsket mig indtil døden på et kors. Ved hans kors har sjælen sit hjem. Der ser vi ind i Faderens allerhelligste, og alt er kærlighed og nåde mod syndere.
Dette ord om Guds søns fornedrelse vil på to måder være Guds tale til os. Det vil være et evangelium for os, og det vil give os et forbillede. Lad mig til sidst sige lidt om disse to sider.
Fornedrelsens evangelium
Det er et herligt evangelium, at Gud har fornedret sig på denne måde. For det fortæller ikke kun, at Gud er kommet ned på det menneskelige plan, men også, at han har forenet sig med vores slægt, med alt der hedder menneske, og er blevet et med os. Han har ikke forkastet menneskeslægten, men har antaget sig den. Derfor er det, at han er blevet menneske, det vældigste vidnesbyrd om, at Gud vil antage sig alt, som hedder kød og blod.
Som han nedlod sig til selv at blive menneske, vil han bøje sig ned til alle mennesker. Som det kød og blod, han tog i Marias moderliv, blev et tempel for hans guddommelige herlighed, sådan vil han gøre enhver af os til et tempel for sig selv og bo i os. Han fødtes ind i vores slægt, for at han derigennem kunne fødes ind i vores hjerter. Som han rensede Marias moderliv og det kød, han tog fra hende, så det skulle være usmittet af Adams synd, sådan vil han rense vores syndige hjerter og skabe en ny ånd i os.
Det er evangeliets budskab til os om, at Gud er blevet kød og blod.
Fornedrelsens forbillede
Men så er der også det andet: at dette er et levende forbillede for os.
Paulus siger: I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han, som havde Guds skikkelse, men fornedrede sig.
I Jesu fornedrelse åbenbares altså det guddommelige sindelag, som Gud vil, der skal være i os.
Det er hård tale for os at høre, at der efter Guds vilje skal være et kærlighedens og fornedrelsens sindelag i os, som der er i Gud selv. Men det er Guds vilje.
Det er ikke kun Paulus, der siger, at Kristi fornedrelses sindelag skal være i os. Jesus selv talte ofte om forskellen mellem at ophøje sig selv og fornedre sig selv, gøre sig selv stor og gøre sig selv lille. Så det er nok ikke bare talemåder.
Men hvor er det vanskeligt for os, og hvor lidt bryder vi os om at høre på det!
Teoretisk ved enhver, eller burde vide, at det at være kristen er at være tjener. Men hvad ser vi i praksis? Desværre ikke, at det kun er uomvendte mennesker, der gerne vil styre, råde, herske og have noget at sige. Det vil mennesker, der kalder sig kristne, også.
At stille sig selv i baggrunden falder aldrig gamle Adam ind. Han vil frem! Og af denne styre- og herskelyst kommer al den kødelighed, vi lider under, ikke bare i det politiske liv, men også i det kristelige og kirkelige liv: intriger, personlig forfængelighed, ihærdige forsøg på at gøre sig gældende. Lykkes det ikke, prøver man at gå videre ad den vej. Lykkes dét heller ikke, bliver man bitter og hadefuld mod de mennesker, der er kommet i vejen for ens styrelyster.
Tænk hvis den ånd havde været i Gud! Så havde der aldrig kunnet være nogen bibel til at fortælle om Guds gode gerninger og om Kristi fornedrelse. Så havde der nemlig overhovedet ikke været nogen Kristus. Menneskeligt talt var det herskesyge og intriger, der fik ham op på korset. Men han selv var ren, uden intriger, uden herskesyge, fyldt af en tjenestens ånd, der bøjede ham dybere ned end nogen anden.
Eller det, der hedder æresyge. Åh, denne forfærdelige gift i vores indre menneske! Hvor vi mennesker dog våger over, at vi får den rette ære og ros! Hvor er vi let til falds for den mindste smiger! Men hvor bliver vi også sårede og skuffede, hvis vi ikke får den ære, vi mener, vi har fortjent!
Gud alene ved, hvor mange mennesker, der går omkring mere eller mindre besat af deres egen æresyge. At uomvendte mennesker er sådan, kan jo til nøds forstås, for de er slaver under deres kød. Men at også mennesker, der kalder sig kristne, ja som endda sidder i højt betroede stillinger i kiren og i kristenlivet skal være på den måde – det er forfærdeligt! Og det vidner om, at der må være megen død tro, der sejler omkring under kristennavnets mærke.
Hvor finder du det menneske, ja jeg vil endda sige: Hvor finder du den kristne i vores tid, der med glæde trækker sig tilbage for give plads for andre? Hvor finder du en, der hellere vil tie stille, end han vil snakke om sig selv? Hvor finder du den, der ikke gerne vil fortælle andre om sine egne fortrin? Hvor finder du en, der ikke i sit lønkammer ser og nyder sig selv og udmaler sine egne tiltalende egenskaber? Hvor finder du en, der ikke nærer de højeste tanker om sig selv og alt det, man kunne udrette, hvis man bare fik tid til det? Hvor finder du en, der ikke er såret ind til sjælens inderste, hvis han synes, hans ære bliver gået for nær?
Tænk dog på, hvis Gud havde været sådan.
Jesus sagde: Jeg søger ikke min egen ære, men hans, som har sendt mig. Hvis han havde søgt det, der kunne give ham ære i verden, så ville vi aldrig have fået den frelser, vi har.
Selvfornægtelsen
Jesu fornedrelse var en udtømmelse, siger Skriften. Den bestod i, at han gjorde sig fattig på alt, hvad han havde, af højhed og storhed. Han var med glæde lille, ja mindre end den mindste. Og når Jesus mærkede, at nogen gik for vidt over for ham, så søgte han ikke at tage sig selv til ære, men overgav sagen i Guds hånd og overlod til ham at skaffe ham den rette ære.
Det er et bestemt sindelag – dette at blive udtømt for sit eget. For os mennesker betyder det at fornægte sig selv og fornægte verden i vores eget bryst.
Som Jesus ved at blive menneske rensede Marias moderliv, så han fik et kød og blod uden arvesyndens gift i sig, sådan må han også rense og forny vores hjerter fra alt selvisk og adamittisk.
Sådan en renselse er ganske vist Åndens værk, men den sker, ved at Ånden driver os til at fornægte alt selvisk og verdsligt i vores eget hjerte. Jesus måtte ofte i sit liv sige nej. Godt nok måtte han ikke sige nej til nogen ond eller selvisk lyst i sig selv, men han måtte sige nej til Satans fristelser og andre menneskers onde tilskyndelser.
Der er så mange, der virker til at mene, at det gælder om at komme igennem livet ved at sige mindst muligt nej og mest muligt ja til sig selv og den verden af urenhed, der bor i vores eget hjerte. Hvis vores ånd var mere villig til at sige dette nej til selvlivet i os og leve efter Jesu eksempel, så ville meget have set anderledes ud, og vores bibel havde nok ikke behøvet at rumme så mange formaninger mod de mest elementære synder og hjertelaster.
Det er først, når der begynder at komme et kraftfuldt og levende nej i os til os selv, at Kristi sind kan begynde at vokse i os. Det sagde han selv: Den, der vil være min discipel, må fornægte sig selv.
Bliver der ingen selvfornægtelse i hjertet, så bliver der det heller ikke i det ydre liv. For fra hjertet udgår livet. Der er ganske vist en god portion ydre fornægtelse blandt de kristne: Man nægter sig selv verdslige fornøjelser, brug af alkohol, nogle også rygning og en del andre ting. Men sådan en selvfornægtelse har vi ikke den mindste gavn af, hvis vi aldrig fornægter vores eget hjertes tanker.
Lad mig bare få at vide, hvad du tillader dig selv at tænke, så bliver det ikke svært at sige, om du efterfølger Kristus eller ej. Og her mener jeg ikke bare, hvad du tænker i dit hjerte af skamfulde ting, som man nødigt vil eller kan nævne, fordi det er for groft. Men jeg mener: hvad du tænker om dig selv. For på det, du tænker om dig selv, og på den måde, du tænker om dig selv, er det, at det skal måles, om du i hjertet lever, som Jesus gjorde.
Når Jesus siger, at for at være hans discipel må man fornægte sig selv, ligger der nemlig i ordet ”sig selv” simpelthen alt, der findes i dig. Du skal fornægte din egenkærlighed, vindesyge, æresyge, magtsyge og havesyge. Du skal fornægte din lyst til at være stor, til at stole på noget i dig selv, til at have trøst eller ære over for Gud på grund af noget i dig selv.
For det er gudsfrygtens vej. Den virker besk og sur for kød og blod. Men på den vej kommer et menneske derhen, at det udtømmes for sit eget og får et hjerte, der kan fyldes af Jesus.
For skal Gud tage bolig i vores hjerte, så bliver der aldrig plads til ham i os, uden at vi fornægter vores selvliv. Ja, jeg vil endda sige det sådan, at det kan have mindre betydning, hvad et menneske fornægter i den timelige verden. For det udarter til farisæisme og hykleri, hvis der ikke sker en hjertets fornægtelse af selvet.
Et liv til Guds ære
Den, der siger nej til sit eget hjerte, han skal ved Kristi nåde blive renset og helliget. For om dette er en aldrig så besk og sur tale for vores kød, så er det dog sådan, at når hjertet ikke finder noget i sig selv, så kan det finde alt i Gud. Når det ikke søger sin egen ære og ros, så kan det gøre Guds gerning. Når vi ikke søger selv at få magt og indflydelse, så kan Gud få magt. Når vi ikke selv er syge efter at være i front, så kan Gud lede os frem. Når vi ikke selv for alt i verden vil stråle og lyse, så kan Jesus stråle og lyse ud af os.
Det er det, vi ser så vidunderligt i Jesu fornedrelse.
Han udtømte sig for sin storhed og blev lille. Først da fik han rigtigt magt over vores hjerter. Han aflagde sin majestæt og højhed. Så kunne han vinde sjæle for Gud. Han nægtede at søge sin egen ære. Så blev hele hans liv til Guds ære. Han kaldte Peter en Satan, da han syntes, at Jesus var for god til at lide. Så vandt han Peters hjerte igen.
Det at fornægte sig selv er det samme som at søge alt hos Gud og have alle sine kilder i Jesus. Det er ikke en slags fanatisk selvudslettelse, men det er en hjertets renselse til at elske Gud over alt andet og til frem for alt at søge Guds rige og hans retfærdighed.
Denne vej gik Jesus i sin fornedrelse.
Den vej vil han, at du og jeg skal gå. Og han vil, vi skal gå den i tillid og fortrøstning til Gud. For det er ikke noget, vi lærer på verdens landeveje. Men der er et ord, der vil føre os til Gud og gøre os til rensede templer for hans Ånd.
Gud lære os efter Jesu forbillede mere af den kunst at fornægte vores hjertes urene og dårlige, selviske og egenkærlige tanker.
Oversat af Henrik Gren Hansen.
Fra Samlede verker, Bind III, Skrifter om troen og forkynnelsen, E.A.C. Eikenes forlag 1999, 457-465. Olav Valen-Sendstad holdt bibeltimen for sin egen menighed lige før jul 1945.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2024. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Olav Valen-Sendstad
Olav Valen-Sendstad (1904-1963) var sognepræst og dr.phil.