Den, der har fået meget tilgivet

En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: “Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.”

Jesus sagde da til ham: “Simon, jeg har noget at sige dig.”

Han svarede: “Sig det, Mester!”

“En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?”

Simon svarede: “Den, han eftergav mest, vil jeg tro.”

Jesus sagde: “Det har du ret i.”

Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: “Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.”

Og han sagde til hende: “Dine synder er tilgivet.”

De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: “Hvem er han, som endog tilgiver synder?”

Men han sagde til kvinden: “Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!”

(Luk 7,36-50).

En uventet situation

Beretningen om kvinden i farisæerens hus er velkendt. Alligevel er der god grund til at standse for netop denne beretning igen og igen, for den sætter noget helt centralt på plads for os i det, der har at gøre med vores forhold til Jesus.

Jesus var blevet inviteret til at spise hjemme hos en farisæer. Han hed Simon, og meget mere får vi ikke at vide om ham.

Men vi kan måske nok synes, at det var lidt underligt, at en farisæer inviterede Jesus, for generelt var forholdet mellem Jesus og farisæerne jo temmelig spændt. Farisæerne havde ikke meget forståelse for det, som Jesus lærte. De var bundet af den gamle pagts love og regler, og derfor skete det gang på gang, at Jesus sagde ting og gjorde ting, som i farisæernes opfattelse kunne nærme sig det gudsbespottelige.

Men Simon havde altså inviteret Jesus til at spise, og det måtte jo nok betyde, at han gerne ville have en snak med Jesus om et eller andet. Om han bare ville bebrejde Jesus noget eller ønskede at vide lidt mere om, hvad det egentlig var, Jesu lære gik ud på, får vi aldrig at vide, for tingene udvikler sig på en måde, så de kommer helt ud af kontrol for Simon.

Der dukker nemlig et andet menneske op, som Simon på ingen måde havde inviteret, og som han aldrig ville drømme om på noget tidspunkt at slippe ind i sit hus. Det var en af byens ikke særligt pæne piger. Der står, at hun levede i synd i den by, og sådan et menneske kunne Simon absolut ikke have med at gøre. Simon var jo farisæer. Han indrettede sit liv efter lovens regler og krav, og så omgikkes man ikke med dem, der helt åbenlyst levede i synd.

Men hun kom altså, og det kan i højeste grad undre en. Vi læste, at hun fik at vide, at Jesus sad til bords i farisæerens hus. Og så tager hun af sted, for hun ville altså derhen, hvor Jesus var, koste hvad det ville.

Jeg tror ikke, vi kan sætte os ind i, hvad der er foregået i hovedet på den kvinde. Hende – en af de værste fra samfundets skyggeside – en, der åbenlyst levede i synd – hun bevæger sig hen til farisæerens hus og går ind, selvom hun ikke var inviteret og godt vidste, at hun i den grad var uønsket.

To mennesker

Her i denne beretning møder vi altså to vidt forskellige mennesker, som hver især havde ønsket at være sammen med Jesus, men med vidt forskellige begrundelser. De fik begge to et møde med Jesus, men udfaldet af det var vidt forskelligt fra den ene til den anden.

Den ene havde en teologisk og intellektuel interesse for at finde lidt mere ud af, hvem denne Jesus egentlig var. Den anden tænkte nok ikke mange teologiske eller intellektuelle tanker, men hun havde en helt uimodståelig længsel efter at komme så tæt på Jesus som overhovedet muligt.

Simon og synderinden – de var to mennesker af samme stof. Når facadernes lag blev skrællet af, så var der nok ikke meget forskel på de to. De var begge af Adams slægt, og ingen af dem kunne bestå for Guds ansigt på grund af deres synd.

Men livet formede sig vidt forskelligt for de to. Den ene, Simon, var viljestærk. Han havde en stor tro på egne evner og formåen, og tilsyneladende lykkedes livet godt for ham. Hele hans liv stræbte han efter at leve efter lovens krav og hensigter. Han brugte megen tid på at studere de hellige skrifter, og Simon var der nok altid, når der foregik noget i synagogen. Han var en respekteret mand i samfundet. En, man kunne regne med. Simon gjorde sin pligt, og han bevægede sig ikke på den forkerte side af lovens grænser.

Alt det kunne ikke siges om synderinden. Hun havde nok også haft sine drømme – sin vilje og lyst til at leve et respektabelt liv og blive anerkendt og agtet af andre mennesker – men det hele gik i stykker for hende, og så lod hun bare stå til, for hun magtede ikke det liv, som hun godt vidste, hun skulle leve. Hun havde ingen tro på sig selv mere, og hun havde heller ingen grund til at have det.

Der er en Simon og en synderinde i os alle sammen. Hos nogle er det mere tydeligt end hos andre, hvad der er mest af, men hvor er det vigtigt, at du kigger nøje på Simon og synderinden og finder din plads hos Jesus, hvis du skal nå frelst hjem.

Jeg kender dig ikke!

Jeg ville så gerne, om vi kunne få det til at stå lysende klart for os, hvad det hele egentlig drejer sig om. Hvordan bliver man et Guds barn? Hvordan bliver man bevaret i troen på Jesus? Hvordan når man frelst hjem?

Der er så mange, der går fejl af vejen. Ikke fordi de ikke gerne vil nå frelst hjem, men de fik aldrig rigtig fat i, hvad det drejede sig om, og så fik Simon overtaget i deres liv, og det bragte dem ikke nærmere Jesus, det fjernede ham fra dem.

Tænk at skulle stå for Himlens port engang og skulle opleve, at Jesus kommer ud og siger: Jeg kender dig ikke!

Og du troede, at du kendte ham så godt, for hele dit liv havde du stræbt efter at gøre det rigtige. Stræbt efter at være god ved andre mennesker. Altid indrettet dit liv efter lovens krav. Du hjalp til i missionshuset, så godt du kunne. Du var altid at finde ved møderne. Du var en af dem, man kunne regne med. Hvis nogen havde sin sag med Gud i orden, så måtte det være dig med alt det, som du gjorde.

Det var jo netop Simons situation. Han havde så absolut gjort det så godt, han kunne, og nu havde han inviteret Jesus, for han skulle da vise både over for omverdenen og over for Jesus, at han gerne ville have besøg af Jesus. Han havde jo ikke noget udestående, der skulle betyde, at et sådant besøg ikke skulle blive en god oplevelse, og det var dejligt at vide, at de andre i samfundet heller ikke kunne have noget at bebrejde Simon, når de så ham.

Hvad var det, der gik helt galt i Simons møde med Jesus, og hvorfor skulle den fromme, agtværdige og retfærdige Simon måske engang komme til at opleve en Jesus, der afviste ham og sagde: Dig har jeg aldrig kendt, Simon!?

En kvinde, der havde brug for Jesus

Lad os forlade Simon et øjeblik og kigge lidt på den anden af hovedpersonerne her i teksten.

Hun levede på den forkerte side af samfundets acceptgrænse, og der er næppe nogen af os, der kunne have noget ønske om at leve som denne kvinde, og da slet ikke, hvis omverdenen vidste, at vi gjorde det.

Hun var – i andre menneskers øjne – om nogen en synderinde. Alle vidste det, alle kunne se det.

Det virkede helt uden for enhver form for sund fornuft, at denne kvinde ville vove at gå direkte ind i farisæerens hus – ind til alle de retfærdige og fornemme mennesker, som Simon omgav sig med – og ikke nok med det: Hun ville også gå helt hen til Mesteren selv, til Jesus – røre ved ham – salve ham. Hende, den mest snavsede af dem alle sammen, ville trænge sig frem til det helligste!

Hvad foregik der dog i denne kvindes hoved?

Hun havde fået sig selv at se. Ind i sit eget inderste havde hun set en afgrund af synd og fortabthed, som hun ingen mulighed havde for at komme ud af.

Uanset hvad hun gjorde, og hvordan hun forsøgte at forbedre sig, så ville hun styre direkte mod fortabelsens afgrund mod det sted, der var bestemt for Djævelen og hans engle. Borte fra livet – borte fra Gud i evighed.

Det er netop ind i denne tilstand, et menneske får brug for Jesus.

Det er der, hvor det hele går i stykker, fordi du kommer til at se lidt af fordærvelsens afgrund i dit eget hjerte – i dit eget liv. Når alle facader er fjernet, så er det hele nemlig besmittet af synd, og så er der nok ikke megen forskel på synderinden og dig.

Lad os nu tage fat i nogle ting her fra beretningen, som sætter tingene på plads, og som gør Jesus stor for selv den mest fortabte synder på denne jord.

For det er jo derfor, vi læser i Guds ord: Det er for at få Jesus at se som det eneste, der holder, når alt andet går i stykker. Og der vil også komme den dag i dit liv, hvor det hele smuldrer. Men har du bare Jesus da, så mangler du ingenting – så har du alt!

Kom, som du er

Når Simon får øje på denne kvinde, og hvad hun gør med Jesus, så tænker han: Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham – at det er en, der lever i synd!

Og Simon havde jo fuldstændig ret i sin tanke. Jesus vidste præcis, hvad det var for en snavset og syndig kvinde, der rørte ved ham. Det var en fortabt synder.

Det var en, der levede i synd, der rørte ved Jesus nu, og Jesus hindrede hende ikke. Det var ikke én, der havde lagt synden bag sig og bestemt sig for, at nu skulle det altså være anderledes, inden hun begav sig af sted til Jesus. Nej, for hun kunne ikke selv få bugt med det, hun var så aldeles fortabt, og så kom hun, som hun var. Hende, der rørte ved Jesus, levede i synd. Hun tog synden med sig til Jesus. Og Jesus lod hende komme, som hun var – komme med det hele.

“Kom, som du er til din frelser, smittet af vantroens dynd.”

Du skal tage det hele med han til ham! Han afviste ikke hende, der levede i synd, for Jesus kom for at frelse det fortabte, og kun det. Han kom for at bære al din synd, for der er intet af det, du selv kan bære. Derfor: “Kast dig i frelserens arme, læg dig til ro ved hans bryst.”

Så kan du synge med Lina Sandell:

Jeg med al min synd og smerte
hører dig for evigt til.
Ond, fordærvet, skyldbelastet,
uden liv og fred i mig,
er jeg, o min Jesus, kastet
fra min moders liv på dig.

Gælden er betalt

Når Jesus tyder Simons tanker, så siger han: “Simon, jeg har noget at sige dig!”

Og hvad er det så, Jesus siger til Simon? Jo, han fortæller ham om en pengeudlåner, der havde to skyldnere. Den ene skyldte ham fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav ham dem begge deres gæld.

Ingen af dem havde noget at betale med, men han eftergav dem begge deres gæld.

Så må du gerne i tanken stille dig ud langfredag ved Golgata kors. Der, på det midterste kors, der hænger han, som betalte det hele. Både for dem, der skyldte meget, og for dem, der skyldte lidt. Og i bund og grund var der nok ikke meget forskel på gældens størrelse fra den ene til den anden. Men der var mange, der slet ikke syntes, de skyldte noget, og så lod de hånt om den regning, der blev betalt på Golgata, da der lød et “Det er fuldbragt!” fra Jesus.

Der var én, der oplevede det i samme stund. Det var en af de to røvere, der blev korsfæstet sammen med Jesus. Den røver kendte sin totalt fortabte situation. Den var såmænd ikke anderledes end synderindens, og han havde absolut ikke flere chancer. Om et kort øjeblik var livet slut for ham, og så var fremtiden bare Helvede. Han, den totalt fortabte, så fortabt, så ingen af os kan være i tvivl – han bad om en tanke hos Jesus. Han fik et Paradis. For der lød et fuldbragt fra Golgata kors, og så var det fuldbragt!

Der findes ikke den synder på denne jord fra menneskets skabelse, til Gud sætter punktum for livet her, for hvem hele syndebyrden ikke blev betalt på Golgata, men der var bare så få fortabte syndere, der ville tage imod den frelse, som Jesus bragte til veje.

Det afgørende spørgsmål

Og så er det, Jesus stiller Simon det allervigtigste spørgsmål her i vores tekst, nemlig: “Simon, hvem af de to skyldnere vil elske pengeudlåneren mest?”

Og Simon svarer rigtigt på spørgsmålet, også selvom han slet ikke har forstået noget af det. Han svarer: “Den, han eftergav mest, vil jeg tro.”

Hvad er det mon, Jesus spørger efter hos dig for at vide, at han kender dig?

Der kommer jo en dag, hvor der kun er én ting, der betyder noget, og hvor alt andet er ligegyldigt. Det eneste, der betyder noget den dag, det er: Kender Jesus dig?

Hvad er det, der gør, at Jesus kender dig?

Den impulsive fisker

Lad os nu for at kaste lys over beretningen om Simon og synderinden opholde os ved en anden af Bibelens personer.

Peter, eller Simon, som han egentlig hed, er en af de tolv disciple, som vi hører mest om i de fire evangelier. Han var impulsiv, hurtig til markante udtalelser, hurtig til handlinger, der ikke rigtigt var gennemtænkt, og derfor kom Simon Peter ofte galt af sted. Simon Peter var ingen lærd mand, han var fisker, og det erhverv prægede nok hele hans væremåde. Men Jesus havde kaldet ham, og sammen med Jesus kom Peter til at opleve fantastiske ting.

Vi skal minde hinanden om nogle af dem, og så skal vi huske på, at Jesus egentlig på et ret tidligt tidspunkt på en særlig måde havde kaldet Simon Peter til en overmåde stor opgave.

I Matthæusevangeliet 16,13-20 står der:

Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: “Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?”

De svarede: “Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.”

Så spurgte han dem: “Men I, hvem siger I, at jeg er?”

Simon Peter svarede: “Du er Kristus, den levende Guds søn.”

Og Jesus sagde til ham: “Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.” Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus.

Her møder vi en Simon Peter, der før alle de andre kommer med et spontant og hurtigt svar til Jesus, når Jesus spørger dem: “Hvem siger I, at jeg er?”

Det lyder øjeblikkelig fra Simon Peter: “Du er Kristus, den levende Guds søn!”

Og så er det, at Jesus fortæller Simon Peter, hvad han vil bruge ham til.

“Nu skal du bare hedde Peter”, siger Jesus, “for du skal være den klippe, jeg vil bygge min kirke på, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg giver dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.”

Det var en meget stor opgave, der blev lagt på Peter her.

Og så vil vi jo umiddelbart tænke: Var Peter mon den rette person til det? Skulle det ikke have været en med en høj teologisk uddannelse? Et eftertænksomt, roligt gemyt, der ikke fór for hurtigt frem, men tænkte tingene ordentligt igennem, før han handlede og traf endegyldige beslutninger. Sådan var Peter jo slet ikke. Hvorfor valgte Jesus mon netop Peter til den menneskeligt set umulige opgave? Var Peter mon i stand til at klare det?

Og svaret her og nu må være et absolut: Nej!

Glimt fra Simon Peters liv med Jesus

Vi skal ganske kort minde hinanden om nogle få af de ting, der kom til at præge Peters liv med Jesus frem til Jesu himmelfart.

Kort efter at Jesus har givet Peter denne overmægtige opgave, så møder vi igen Peter i samtale med Jesus. Jesus begynder at fortælle sine disciple, at han skal gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag.

Øjeblikkelig trækker Peter Jesus til side og går i rette med ham og siger: “Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!”

Så får Peter sit første nederlag, efter at Jesus har givet ham den opgave at være klippen.

Jesus vender sig om og siger direkte til Peter: “Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil!”

Det var Peter, klippen, som afslørede, at han jo ikke havde begrebet noget som helst af det hele, så i stedet for at være vogteren af det, som hørte Guds rige til, så stillede han sig direkte i Satans tjeneste.

Og så kan vi tænke på Peter, da Jesus gik rundt og vaskede disciplenes fødder før påskemåltidet. Da Jesus kommer til Peter, siger disciplen: ”Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder!”

Så må Jesus igen gøre Peter opmærksom på, hvad det hele egentlig drejer sig om, og når Peter så får det at vide, så vil han ikke blot have fødderne vasket, men også hænderne og hovedet.

Peter, klippen – hvordan skal det mon gå med den opgave, som Peter har fået?

Næste gang vi møder Peter er, da Jesus forudsiger hans fornægtelse:

Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. Da sagde Jesus til dem: “I nat vil I alle svigte mig, for der står skrevet: ‘Jeg vil slå hyrden ned, så fårene i hjorden spredes.’ Men efter at jeg er opstået, går jeg i forvejen for jer til Galilæa.”

Peter sagde til ham: “Om så alle andre svigter, så svigter jeg dig aldrig.”

Jesus sagde til ham: “Sandelig siger jeg dig: I nat, før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange.”

Peter sagde til ham: “Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig” (Matt 26,30-35).

Igen den impulsive Peter. Han havde ikke lært sig selv at kende endnu. Han troede fuldt og fast på egne evner og beslutninger, og han skulle om nogen nok følge Jesus og være ham tro, også selvom det skulle koste ham livet. Om så alle de andre disciple svigtede, så svigtede Peter i hvert fald ikke. Peter skulle nok vise, at Jesus kunne regne med ham.

Hvor må Peter have følt det som et slag i ansigtet, når Jesus så siger til ham: “Sandelig siger jeg dig: I nat, før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange!”

“Aldrig i livet – om så jeg skal dø med dig, så gør jeg det”, lyder reaktionen fra Peter.

I Getsemane oplever vi en Peter, der ikke magtede at våge og bede for sin Herre og Mester. Han blev ved med at falde i søvn, mens Jesus kæmpede i bøn til den almægtige Gud. Og da Judas kom med vagtmandskabet for at tage Jesus til fange, så flygtede også Peter sammen med de andre disciple. De forlod ham alle sammen, også klippen, Peter.

Så møder vi Peter, der er kommet hen til ypperstepræstens gård for at se, hvad der sker med Jesus, og her møder Peter måske sit livs største nederlag.

Imens sad Peter udenfor i gården. Og en tjenestepige kom hen til ham og sagde: “Du var også sammen med galilæeren Jesus.” Men han nægtede det i alles påhør og sagde: “Jeg forstår ikke, hvad du mener.”

Da han gik ud i portrummet, var der en anden af tjenestepigerne, som så ham og sagde til dem, som var der: “Han dér var sammen med Jesus fra Nazaret.” Atter nægtede han det og svor på det: “Jeg kender ikke det menneske!”

Lidt efter kom de, som stod der, hen til Peter og sagde: “Jo, sandelig er du også en af dem; dit sprog røber dig.” Da gav han sig til at bande og sværge: “Jeg kender ikke det menneske!”

I det samme galede hanen. Og Peter huskede det ord, Jesus havde sagt: “Før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange.” Og han gik udenfor og græd bitterligt (Matt 26,69-75).

Peter – det hele går jo i stykker for dig! Jesus havde jo for ikke ret længe siden fortalt dig, at sådan ville det gå, men du troede jo på dig selv og påstod, at selvom det ville komme til at koste dig livet, så ville du aldrig fornægte eller svigte Jesus.

Og hvad sker der nu? Det var ikke livet, der stod på spil, det var såmænd bare skammen ved at bekende, at man kendte Jesus og havde været sammen med ham. Det var nok til ikke bare at lyve og nægte, men også til at bande på, at Jesus kendte han i hvert fald ikke noget til.

Du må godt stoppe op og tænke tanken: Mon der ikke er en hel del af den totalt mislykkede Peter også i mit liv?

Nu gik Peter ud og græd bitterligt. Det hele var gået i stykker. Værre kunne det ikke blive. Han, Peter, klippen, havde vist sig at være totalt ubrugelig. Der var vist ikke længere nogen tro på egne evner og kræfter og vilje hos Peter. Han havde lidt sit totale nederlag. Klippen var smuldret!

Peters eksamen

Men nu skal vi standse ved Jesu samtale med Peter efter Jesu opstandelse.

Vi møder Peter nede ved Tiberias sø sammen med flere af de andre disciple. Her synes vi næsten, vi møder en Peter, der har opgivet det hele. Han står og kigger ud over Tiberias sø, og så siger han: “Jeg tager ud at fiske!”

Det var det gamle erhverv, og det måtte han da kunne, selvom alt det med Jesus bare var gået i stykker. Ikke på grund af Jesus, men på grund af en Peter, der ikke duede til nogen ting.

Vi ved, hvordan det gik med den fiskedræt. Jesus kom, på hans ord fangede de en masse fisk, og Jesus tændte bål på stranden og stegte fiskene til dem.

Så er det, Jesus får en samtale med Peter. Nu skal Peter op til eksamen. Peter, den klippe, som Jesus ville bygge sin kirke på, havde stået i lære hos Jesus nu i lang tid, og nu skulle han til eksamen.

Hvordan ville det mon gå? Hvordan havde Peter klaret læretiden? Var han blevet en dygtig, pålidelig, sikker discipel, som nu havde evnerne og kvalifikationerne til at stå i spidsen for at opbygge Jesu kirke på jorden?

Eller var det tidspunktet, hvor Peter måtte kasseres, for han duede jo i bund og grund slet ikke?

Der var egentlig bare ét eneste eksamensspørgsmål:

Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: “Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end de andre?”

Han svarede: “Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.”

Jesus sagde til ham: “Vogt mine lam!”

Igen, for anden gang, sagde han til ham: “Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?”

Han svarede: “Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.”

Jesus sagde til ham: “Vær hyrde for mine får!”

Jesus sagde til ham for tredje gang: “Simon, Johannes’ søn, har du mig kær?”

Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: “Har du mig kær?” og han svarede ham: “Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.”

Jesus sagde til ham: “Vogt mine får!” (Joh 21,15-17).

Det var Peters eksamen. Du skal lægge mærke til, at Jesus ikke kalder ham Peter nu. Nej nu hedder han det gamle navn: Simon, Johannes´ søn.

Nu skulle Jesus ind bag ved det hele. Ind til det, som det hele drejede sig om. Jesus spurgte ikke til, hvor dygtig Peter var blevet. Han spurgte ikke til resultaterne af Peters tjeneste. Det var ikke Peters kvalifikationer, det drejede sig om nu.

Jesus spurgte ind til den gamle Simon, Johannes´ søn. Hvad har du lært?

Har du fået nederlag og synd nok til at se, hvem du egentlig selv er? Simon, Johannes’ søn: Har du fået brug for en frelser? Har du forstået, at der er en Jesus, der har båret det hele for dig, og som elsker dig på trods af alle dine nederlag – al din synd – alt det totalt fortabte og mislykkede i dit liv?

Simon, Johannes´ søn, har du fået Jesus at se? Har du hørt mit: “Det er fuldbragt!” fra Golgata kors?

“Simon, Johannes´ søn: Elsker du mig mere end de andre?”

Nu var Peter blevet lille. Han elskede Jesus mere end nogensinde før, men han turde ikke engang påstå, at han elskede ham mere end de andre. Nej, Peters egne præstationer var helt i bund nu.

Og svaret blev ærligt fra Peter: “Herre, du ved, at jeg har dig kær!”

Men Peter var ikke færdig med sin eksamen endnu. Jesus gav Peter det næste spørgsmål, og det var svagere end det første: “Simon, Johannes´ søn: Elsker du mig?”

Og igen blev svaret fra Peter: “Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær!”

Men Peter skulle spørges tredje gang, og nu var spørgsmålet igen en tand lavere: “Simon, Johannes´ søn: Har du mig kær?”

Og igen det mest ærlige svar fra Peter, hvor alle egne kvalifikationer og evner var helt forsvundet. “Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær!”

Så var eksamen bestået!

Der var kun én ting, der betød noget, og det var: Elsker du Jesus – har du ham kær?

Her var en Peter, der gennem sin tid med Jesus var blevet totalt afsløret og havde set en afgrund af synd og svigt og magtesløshed i sit eget liv. Men han havde også set en Jesus, der bar det hele for ham og udråbte et “fuldbragt” fra Golgata kors. Da alle svigtede, så elskede Jesus. Han elskede til det sidste.

Peter kunne ikke andet end elske Jesus nu, og det var absolut det eneste, det drejede sig om.

For den, der har fået meget tilgivet, elsker meget.

Hvem er det, som Jesus kender den dag, hvor alt andet er ligegyldigt? Det er dem, der af hjertet kan svare rigtigt på Jesu spørgsmål: Elsker du mig?

Elsker du Jesus?

Tilbage til Simon og synderinden.

Simon havde ikke erkendt sin egen synd – sin egen mangel på alt. Han kunne det hele selv, troede han, så han havde egentlig ikke brug for nogen form for tilgivelse, og han fik det heller ikke, netop fordi han ikke troede, han havde brug for det. For så elskede han heller ikke Jesus. Jesus var en interessant person, og Simon ville gerne vide lidt mere om ham, men hans tilgivelse og kærlighed interesserede ham ikke, og derfor elskede Simon ikke Jesus.

Synderinden havde set lidt af fordærvelsens afgrund i sit eget liv. Hun levede i synd, og hun kom med alt det, hun levede i, hen til Jesus, for hun behøvede en frelser. Og Jesus rakte hende sin tilgivende nåde midt ind i hendes totale fortabthed, og så elskede hun Jesus, for hun fik det hele tilgivet. Så var hun frelst!

Elsker du Jesus?

Har du haft det møde med Jesus, som Peter havde, da han havde oplevet, at alt i hans liv var gået i stykker? Det hele var blevet ødelagt af synd og svigt og magtesløshed.

I det møde med Jesus er alle facader skrællet af, og så kalder han dig ikke Peter, nu er du Simon, Johannes´ søn. Jesus kalder dig ved dit gamle navn – dit syndenavn. For nu står du for ham som den fortabte synder, der trænger til tilgivelse for det hele.

Han spørger ikke efter dine kvalifikationer – ikke efter dine beslutninger om at leve ham til behag. Han spørger ikke om, hvem du fik vidnet for i dag. Han spørger ikke om, hvilke synder, du har fået sejr over på det sidste. Han spørger ikke efter, hvor lang tid, du mon har brugt på bøn og bibellæsning på det sidste.

Han spørger om én eneste ting: “Elsker du mig?”

Er du nået dertil, hvor du har brug for en frelser? Hvor dit eneste håb er et “fuldbragt” fra Golgata kors?

Har du fået set, at der på trods af din egen totale fortabthed er én, der stadig elsker dig – elsker dig til det sidste, også selvom der absolut ikke mere er noget elskværdigt hos dig?

Han elskede så højt, så han lod sig nagle til korset for at bære al din synd, så du kunne undgå den evige fortabelse og blive himmelborger i stedet for, hvis du ville tage imod Jesu offer for dig.

Derfor har Jesus bare det ene spørgsmål til dig: Betyder jeg noget for dig? – Elsker du mig?

Må det brænde sig ind i din bevidsthed, at en dag skal du stå for hans åsyn, og så er der bare én ting, der betyder noget, og det er, hvad Jesus siger til dig.

Må det ikke ske for nogen af os, at vi skal møde det fra Jesus mund: “Jeg har aldrig kendt dig! For du elskede mig ikke. – Jeg fik aldrig plads i dit hjerte, kun i din tanke!”

Må vi hver især, inden det er for sent, få det møde med Jesus, hvor han spørger: “Elsker du mig?”

Og må vi så hver især kunne svare fra hjertet: “Jesus, du kender alle ting, du ved, jeg har dig kær!”

Så er porten til Himlen åben for dig!

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2018. Hele bladet kan læses her.

Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).

Lyd

Udgivet af

Carl Richard Hansen

Carl Richard Hansen, Aalborg, ingeniør, nu pensionist.