Den barmhjertige samaritaner

Besværlig kærlighed

I Dostojevskijs bog Brødrene Karamazov taler en kvinde med en gejstlig om kærlighed. Den gejstlige fortæller hende om en læge, han kendte engang, som påstod, at han havde kærlighed til hele menneskeheden. ”Jeg elsker menneskeheden,” sagde lægen, ”men jeg undrer mig over, at jo mere jeg elsker mennesker generelt, jo mindre elsker jeg det enkelte menneske.” Lægen sagde, at han drømte om at gøre vidunderlige ting for menneskeheden, ja han var endda villig til at blive korsfæstet for den; men han kunne ikke holde ud at være i stue med et menneske mere end en dag. Han ville hurtigt blive irriteret over den andens personlighed og ville ikke være i stand til at bære over med ham.

Det er et godt eksempel på, hvordan det naturlige menneske tænker. Det naturlige menneske kan prale af at være filantrop og elske alle mennesker. Man kan godt følge bestemte idealer og principper, give til den ene og anden velgørenhedsorganisation og være stolt af sin gavmildhed. Men kærligheden kan kun gives på ens egne betingelser. Det må ikke komme for ubelejligt. Og selvfølgelig skal andre delagtiggøres i, hvad man gør. Man ”lader der blive blæst i basun” for en, som Jesus siger (Matt 6,2).

Det naturlige menneske er og bliver blind for, hvad kærlighed er. Det naturlige menneske kan ikke kende den sande filantropi, den sande kærlighed til menneskeheden. Det var den kærlighed, der kom til syne i Guds Søn, som kom i kød, døde for vores synder, blev oprejst fra de døde, og giver os del i tilgivelse, liv og frelse gennem Ordet og Ånden.

Sagen er, at det naturlige menneske ikke er blevet genfødt ind i Guds barmhjertighed og nåde ved dåbens bad. Han bliver under loven. Han er fordømt af loven, men er blind over for det. Han bliver ved med at opføre sig som om, han kan opfylde loven. Det er som at tro, man kan tilfredsstille sin sult ved at spise sukker. Du får bare mere og mere lyst til sukker og indtager flere og flere tomme kalorier uden føde i. Sådan tænker dem, der er under loven, at de kan opfylde loven. Men for at opfylde loven forestiller de sig, at de skal have loven under kontrol. Loven må være overskuelig og til at håndtere.

Loven kræver, at jeg elsker Gud og min næste. Og kærlighed er langt lettere, hvis det er et forhold på langdistance. Hold Gud og din næste på afstand – så kan du elske dem!

Det er let nok med Gud. Han er jo usynlig. Du kan forestille dig, at han er superlangt væk, og at han kun er tæt på dig, når du har lyst til, at han skal være tæt på.

Men hvad med din næste?

Hvem er så min næste?

En lovkyndig kom til Jesus og spurgte ham, hvad han skulle gøre for at arve evigt liv (Luk 10,25ff.). Denne mand var en ekspert i loven. Og fordi han spurgte Jesus, hvad han skulle gøre, henviste Jesus ham til loven. Loven kræver gerninger. Hvis du ønsker at vide, hvad du skal gøre, så gå til loven.

Jesus spurgte ham altså, hvad loven sagde. Og manden svarede korrekt: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.”

Godt, sagde Jesus. Det er rigtigt. Gør det – så skal du leve.

Men manden lod sig ikke stille tilfreds med det. For det var ligesom ikke overskueligt og håndterligt nok. Han var under loven og ville retfærdiggøres ved loven. Han ønskede at erklære sig selv retfærdig. Så han spurgte: ”Hvem er så min næste?”

Hvis du kan få afklaret, hvem din næste er, så kan du også regne ud, hvem der ikke er din næste. Så behøver du ikke bekymre dig om dem.

Hvem er din næste?

Du kan godt sige, at det er ham fyren henne ved købmanden, som du lader slippe foran dig i køen, eller hende postbuddet, du giver et opmuntrende smil på den regnfulde dag, eller de børn, der bliver hjulpet gennem den nødhjælpsorganisation, du donerer til. Men hvad med den næste, der er lige foran dig? Hvad med din hustru, der ikke viser dig respekt? Hvad med din ægtemand, der ikke giver dig nok opmærksomhed eller behandler dig dårligt? Hvad med din bror, der har såret dig? Hvad med dine forældre, hvis svagheder, du kan se klarere, efterhånden som de bliver ældre? Hvad med den kollega, der går dig på nerverne på arbejdet? Hvad med den bums på gaden, der ville tage timer af din kostbare tid, hvis du prøvede at hjælpe ham?

Sand kærlighed

Den kærlighed, der kræves i loven, er kærlighed, der ikke bliver belønnet her i livet. Det er kærlighed, der lider. Det er kærlighed, der ikke er mistænksom, misundelig eller utålmodig. Loven kræver meget mere end tiende af mynte, dild og kommen. Den kræver det, der vejer tungere. Den kræver ret, barmhjertighed og troskab. Den kræver, at du mister alt, hvad du har, selv dit eget liv. At elske Gud med alt, du har, er ikke en eller anden abstrakt idé. Det er at dø fra din synd og at lære at frygte Herren, mens du går i de gerninger, som Gud forud har lagt til rette for dig.

De, der er under loven, er blinde for det. De er vise i deres egne øjne og ikke i stand til at se det, Gud åbenbarer for små børn. Så de gør, hvad alle og enhver gør, når man er under loven. De bliver ved med at sænke barren for, hvad der kræves, sammenligner sig selv med andre, og regner sig for retfærdige i egne øjne.

Guds lov er enkel. Elsk Gud med alt, du har, og din næste som dig selv. Men det naturlige menneske er nødt til at tilføje spørgsmålet: Hvem er da min næste?

Loven går forbi

Som svar på dette spørgsmål fortæller Jesus om en mand, der kom ned fra Jerusalem til Jeriko, og han blev overfaldet af røvere, der efterlod ham halvdød i grøftekanten. Nogle respektable personer gik på den samme vej – en præst og en levit. De var eksperter i loven. De havde regnet ud, hvem der var deres næste, og hvem der ikke var. De vidste, hvordan man skulle elske Gud – eller det tænkte de i hvert fald. De havde kort sagt regnet det hele ud. Men de var og blev under loven og kunne ikke se den barmhjertighed, Gud krævede i loven.

De to personer lærer os noget om loven. Når du bliver overfaldet af synden, og din samvittighed bliver tynget ned af skyld, og du ligger der i grøftekanten, åndeligt død og ude af stand til at tilfredsstille Gud – så hjælper loven dig ikke. Loven siger: ”Gør!” Den er ligeglad med, om du kan gøre det. Den bliver ved med at kræve, at du opfylder det, som du er ude af stand til at opfylde. Som det hedder i en gammel salme: ”Loven giver aldrig fred, ingen glæde eller trøst.”¹

Så ligesom præsten og levitten går forbi på den anden side af vejen, sådan gør loven det samme. Den går forbi og tilbyder ikke nogen hjælp. Den kræver kun og afslører, hvor død og fuld af synd din natur i virkeligheden er.

Evangeliets barmhjertighed

Så fortæller Jesus om en samaritaner, der så den stakkels mand, der var blevet slået halvt fordærvet og overladt til døden. Han siger, at denne samaritaner fik medynk med manden.

Samaritanerne var jødernes fjender. Men denne mand elskede sin fjende. Det handlede for ham ikke om at regne ud, hvordan han skulle opfylde loven. Det var ikke en tjekliste af gerninger, der skulle vinges af for at nå dagens kvote. Han nedsatte ikke en kommission, der skulle se på, hvordan man fremover kunne undgå, at folk blev slået ned, når de gik på vejen. Nej, denne mand fik medynk.

Sådan en medynk kan ikke komme ved loven – og alligevel er den netop opfyldelsen af loven. Det er den sande medlidenhed, den sande elskende barmhjertighed, den sande kærlighed til menneskeheden, Guds egen filantropi – ham, som gav loven på Sinajs bjerg. Det er den ret, barmhjertighed og troskab, som Jesus Kristus, sand Gud i menneskeskikkelse, opfyldte for alle syndere ved sin perfekte lydighed, lidelse og død. Det, vi møder her, er medynken fra ham, der erklærede på Golgatas bjerg: ”Det er fuldbragt!”

Dér blev loven opfyldt. Det var der, hvor nåde og sandhed mødtes, hvor ret og fred kyssede hinanden. Dér, på korset, blev den kærlighed, som loven kræver, opfyldt, og fra den tomme grav bliver hans ord ved med at forkynde denne nåde i evangeliet. Det er det velsignede ord, Jesus talte til sine disciple: ”Salige er de øjne, der ser, hvad I ser, og de ører, der hører, hvad I hører!” Det er evangeliets ord, det glædelige budskab, der alene skaber tro i hjertet, så vi holder Kristus – og det som korsfæstet – op foran Faderen som vores eneste forsvar. Det er kun, når vi kender denne barmhjertighed fra Gud, som er åbenbaret i evangeliet, vi overhovedet kan begynde at følge samaritanerens eksempel.

Jesus er en næste for dig

Før du kan kende kærligheden, må du først se dig selv som den, der har brug for Guds kærlighed. Før du kan vise barmhjertighed, må du se dig selv som en, der har brug for barmhjertighed.

Den lovkyndige spurgte Jesus, hvem hans næste var. Jesus fortalte en historie om en mand, der var en næste, og så spurgte han den lovkyndige, hvem der var en næste for ham, der var blevet overfaldet af røvere.

Han svarede korrekt: Ham, der viste ham barmhjertighed.

Hvem er din næste? Det er ham, der har barmhjertighed med dig. Ham, der ridder ind i Jerusalem på et trækdyrs føl, og bærer al din synd og din skyld op på korset. Det er ham, der bringer dig i sikkerhed ind i menigheden, hvor du bliver plejet med hans ord og sakramenter, så du kan leve – ikke under loven, men under hans nåde. Det er ham, der har købt og betalt din frelsesvished, ikke med guld og sølv, men med sit hellige, dyrebare blod og sin uskyldige død. Det er ham, der har gjort dig til sin egen, har betalt al din gæld, så du må få lov til at leve under ham i hans rige i en evig retfærdighed, uskyldig og velsignet, ligesom Jesus er stået op fra de døde, lever og regerer i al evighed. Det kan du regne helt sikkert med!

Et eksempel til efterfølgelse

Jesus siger til loveksperten: ”Gå du hen og gør ligeså.”

Lignelsen om den barmhjertige samaritaner er helt sikkert også et eksempel for, hvordan vi skal leve. Du skal vise barmhjertighed mod den næste, Gud sætter dig foran i dit liv.

Der er ikke noget større eksempel på barmhjertighed end vores Herre Jesus. Men før han er vores eksempel, må han være vores frelser. Og når vi følger hans eksempel, så lærer vi igen og igen, hvor meget vi har brug for ham som vores frelser. Når vi gør vores pligt, som Gud har kaldet os til det, og elsker dem, der er lige foran os, som Gud har givet os at elske, så lærer vi gennem erfaring, hvor meget vi kommer til kort, og hvor meget loven fordømmer vores syndige natur.

Det er lige præcis derfor, de, der er under loven, ikke kan lade loven tale for fuld kraft. De vil kontrollere loven og sænke barren for, hvad den kan kræve. De vil ikke give sig ind under Guds vilje med hele deres hjerte. For de har ikke lyst til at finde ud af, hvor lidt de duer til at leve op til Guds vilje.

Det er det samme, som når du undgår motion, hvis du ikke er i god form: Du ved, at det vil gøre ondt, når du finder ud af, hvor dårlig din form faktisk er. Og du mister modet.

Sådan er det også med de pligter, Gud har sat dig til at udføre. Hvis du prøver at arbejde på dit ægteskab, kæmper for at elske din hustru som dit eget legeme – eller respektere din mand som dit hoved – så vil du finde ud af, hvor meget du synder mod din ægtefælle i det daglige liv. Hvis du sætter dig ned med den bror, der har såret dig, så kan det være, du finder ud af, hvor meget du har såret ham.

Det er aldrig rart. Det gør ondt. Men tab ikke modet over det! For Jesus har sat os fri fra lovens forbandelse. Han har forløst dig fra synd og vrede.

Det betyder, at hvis du synes, det er smerteligt at elske din næste, så er denne smerte bare din syndige natur, der dør. Det er den gamle, selviske Adam, der bor i os alle, som hiver efter vejret, mens vi korsfæster ham med al hans synd og onde begær. Alt sammen mens vi hviler i Jesus, som viser os barmhjertighed.

Han elsker dig. Han har medynk med dig. Og han lærer dig, hvem din næste er.

Oversættelse: Henrik Gren Hansen

Lyd

Udgivet af

Andrew Preus

Andres Preus, præst i St. Paul Lutheran Church og Trinity Lutheran Church i Iowa, USA.