Den Augsburgske Bekendelse
Den Danske Folkekirke har fem bekendelsesskrifter. De tre oldkirkelige bekendelser handler primært om den treenige Gud og om Jesus Kristus som Gud og menneske. De to reformatoriske bekendelser er Luthers Lille Katekismus og Den Augsburgske Bekendelse.
Den Augsburgske Bekendelse er langt det mest omfattende af vore bekendelsesskrifter. Skriftet blev fremlagt af de lutherske reformatorer ved rigsdagen i Augsburg i 1530.
Den Augsburgske Bekendelse skulle ikke udtrykke det specielle ved den lutherske tro. Reformatorerne ville slet ikke tale om en ”luthersk” tro. De ønskede at gribe tilbage til apostlenes tro, og det var netop den, de ville sætte ord på i Den Augsburgske Bekendelse. Det var ikke en ny tro, de formulerede, men en gammel tro. Den ene og sande bibelske og evangeliske tro.
Den Augsburgske Bekendelse omfatter 28 artikler. I det følgende gengiver vi de første 7 med enkelte forklarende kommentarer.
Artikel 1 – Om Gud
Menighederne lærer os med stor enighed, at den nikænske kirkeforsamlings bestemmelse om det guddommelige væsens enhed og om de tre personer er sand og bør tros uden tvivl, nemlig at der er et guddommeligt væsen, som både kaldes og er Gud, evig, ulegemlig, udelelig, af uendelig magt, visdom og godhed, skaber og opholder af alt, det synlige og det usynlige, og at der dog er tre personer, af samme væsen og magt, og lige evige, nemlig Faderen, Sønnen og Helligånden. Og ordet person bruger de i den betydning, hvori de kirkelige forfattere har brugt det i denne sag, nemlig således, at det ikke betegner en del eller en egenskab ved noget andet, men “det, som består for sig selv”.
De fordømmer alle kætterier, som er opkomne mod denne artikel, såsom manikæerne, der antog to grundvæsener, et godt og et ondt, ligeledes valentinianerne, arianerne, eunomianerne, muhamedanerne og alle deres lige. De fordømmer også samosatenerne, både de gamle og de nye, som med deres påstand om, at der kun er tale om én person, bruger snedige og ugudelige talemåder om Ordet og om Helligånden og siger, at de ikke er særskilte personer, men at Ordet betyder det hørlige ord, og Ånden den bevægelse, som er skabt i verden.
Artiklen henviser i første sætning til det nikænske kirkemøde i år 325, hvor man vedtog Den Nikænske Trosbekendelse, som er et af vore tre oldkirkelige bekendelsesskrifter.
Artiklen bekender troen på den treenige Gud, men den vender sig også mod al falsk lære om Gud. Den kristne tro er kendetegnet ved et ja til det, Gud har åbenbaret om sig selv og frelsen. Hvad Gud har åbenbaret, leder os altid til evangeliet om Jesus. Al falsk lære fører os væk fra evangeliet. Derfor vender vi os mod al falsk lære med et klart og tydeligt nej. Det gør vi for at ære Gud og hans åbenbaring og for vor egen og andres frelses skyld.
Artikel 2 – Om arvesynden
Ligeledes lærer de, at alle mennesker som fødes på naturlig måde, efter Adams fald fødes med synd, det vil sige uden gudsfrygt, uden tillid til Gud og med begærlighed, og at denne arvelige sygdom eller brøst i sandhed er synd, som virker fordømmelse, og som også nu medfører evig død for dem, der ikke genfødes ved dåben og Helligånden.
De fordømmer pelagianerne og andre, som siger, at arvesynden ikke er synd, og som for at forringe æren af Kristi fortjeneste og hans velgerninger påstår, at et menneske kan retfærdiggøres over for Gud ved fornuft ens egne kræfter.
Artiklen bekender, at alle mennesker, ”som fødes på naturlig måde”, er syndere af natur. Undtaget er Jesus, som blev undfanget ved Helligånden og født af jomfru Maria. Alle andre mennesker er syndere af natur. Vi ér syndere, før vi gør synd.
Arvesynden er en afgørende grund til, at vi døber vore børn. Børnene er i sig selv fortabte syndere, som har brug for frelsen i Jesus, og den skænkes i dåben.
Artikel 3 – Om Guds søn
Ligeledes lærer de, at Ordet, Guds Søn, har påtaget sig menneskelig natur i den salige Jomfru Marias liv, så at der er to naturer, en guddommelig og en menneskelig, uadskillelig forenede i personens enhed, én Kristus, i sandhed Gud og i sandhed menneske, født af Jomfru Maria, i sandhed pint, korsfæstet, død og begravet for at forsone Faderen med os og for at være offer ikke blot for arveskylden, men også for alle menneskets gerningssynder. Han nedfor til Helvede og opstod i sandhed på den tredje dag, opfor dernæst til Himlene for at sidde ved Faderens højre hånd og stedse regere og herske over alle skabninger og helliggøre dem, der tror på ham, ved at sende Helligånden i deres hjerter til at styre, trøste og levendegøre dem samt forsvare dem mod Djævelen og syndens magt. Den samme Kristus skal åbenlyst komme igen for at dømme levende og døde og så videre, efter Den Apostolske Trosbekendelse.
Denne artikel forkynder Jesu forsonergerning: at han for vore synders skyld led og døde, og at vi på det grundlag har en forsonet Gud. Vor frelse er fuldbragt uden for os selv og uden vor medvirken af Jesus alene.
Artiklen forkynder yderligere, at Jesus er opstået, lever hos Gud, og at han har sendt Helligånden, som giver os åndeligt liv, trøster, helliggør og bevarer os.
Artikel 4 – Om retfærdiggørelsen
Fremdeles lærer de, at menneskene ikke kan retfærdiggøres over for Gud ved egne kræfter, fortjenester eller gerninger, men retfærdiggøres uforskyldt for Kristi skyld ved troen, når de tror, at de bliver taget nåde, og at synderne forlades for Kristi skyld, for hans skyld, som ved sin død gjorde fyldest for vore synder. Denne tro tilregner Gud som retfærdighed for sig (Rom 3 og 4).
Retfærdiggørelsen indebærer, at vi ses og modtages som retfærdige af Gud både nu og i evighed. Vi gøres retfærdige blot ved tro på Jesus, han som blev gjort til synd for os. Dette er med Luthers ord ”det salige bytte”. Jesus, som i sig selv var ren, blev set og behandlet af Gud som en synder på korset. Sådan er vi i os selv urene, men vi ses og behandles af Gud som retfærdige – ved tro på Jesus.
Artikel 5 – Om det kirkelige embede
For at vi kan nå til denne tro, er der indstiftet et embede til at lære evangeliet og meddele sakramenterne. For gennem Ordet og sakramenterne som midler skænkes Helligånden, der virker tro, hvor og når det behager Gud, hos dem, som hører evangeliet om, at Gud ikke for vore fortjenesters skyld, men for Kristi skyld retfærdiggør dem, der tror, at de tages til nåde for Kristi skyld. Gal 3,14: For at vi kunne få åndens forjættelse ved troen.
De fordømmer gendøberne og andre, som mener, at mennesker kan få Helligånden uden noget ydre ord ved deres egne forberedelser og gerninger.
Artiklen handler ikke så meget om et bestemt kirkeligt embede som om, hvordan Gud fører os til tro: ved at lade os høre evangeliet om Jesus. Den latinske grundtekst har ordet ”ministerium”, hvor vi i den danske tekst har ”embede”. En mere direkte oversættelse af det latinske ord ville være ”tjeneste”.
Artiklen fortæller os, at Gud har indstiftet en tjeneste med at forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne, dåb og nadver. For det er ved disse nådemidler, troen skabes i menneskers hjerter. Troen kommer af, at vi hører om Jesus (Rom 10,17).
Artikel 6 – Om troens frugter eller de gode gerninger
Ligeledes lærer de, at denne tro skal frembringe gode frugter, og at vi bør gøre de gode gerninger, Gud har forordnet, af hensyn til Guds vilje, ikke for at stole på ved disse gerninger at kunne fortjene retfærdiggørelse for Gud. For syndernes forladelse og retfærdiggørelsen gribes af troen, således som Kristi ord også vidner: “Når I har gjort alt dette, skal I sige: Vi er unyttige tjenere.”
Det samme lærer også de gamle kirkelige forfattere. Ambrosius siger nemlig: “Dette er besluttet af Gud, at enhver, som tror på Kristus, er frelst, uden gerning, ved tro alene, idet han uforskyldt modtager syndernes forladelse.”
Vi frelses ved troen alene, men den frelsende tro er aldrig alene. Den bærer altid frugt i et nyt liv med gode gerninger. Troens nye liv skal være til gavn og glæde for vores næste på det vandrette plan. Artiklen understreger, at det nye liv aldrig bliver et bidrag til vores frelse i forhold til Gud på det lodrette plan. I forhold til Gud er vi fra først til sidst frelst ved Jesus alene. Men når vi ser og tror Jesu herlige frelse, så skaber troen et ønske i os om at ære og tjene Gud i vore liv. Artiklen minder os om at give plads for det nye liv, som presser sig frem indefra. Gør det gode!
Artikel 7 – Om kirken
Ligeledes lærer de, at der stadig vil vedblive at være én hellig kirke. Men kirken er de helliges forsamling, i hvilken evangeliet forkyndes rent, og sakramenterne forvaltes rettelig. Og til kirkens sande enhed er det tilstrækkeligt at stemme overens om evangeliets lære og sakramenternes forvaltning, og det er ikke nødvendigt overalt at have de samme menneskelige overleveringer eller kirkeskikke eller ceremonier, som er indstiftet af mennesker. Som Paulus også siger (Ef 4,5): “Én tro, én dåb, én Gud og alles Fader” osv.
Artiklen minder os om, at der i himlens perspektiv kun findes én sand kirke på jorden: fællesskabet af alle dem, som tror på Jesus. Hvor finder vi denne kirke? Artiklen svarer: Vi finder den dér, hvor evangeliet forkyndes sandt, og hvor dåb og nadver forvaltes ret. For disse nådemidler er aldrig uden frugt. Finder vi en menighed, hvor der forkyndes sandt om Jesu frelse, og hvor dåb og nadver forvaltes ret, så de formidler evangeliet om Jesu frelse til den enkelte, så kan vi vide, at her er der kristne. For evangeliet virker tro.
Artiklen minder os om, at den sande kristne kirke vil være i verden frem til Jesu genkomst, og at denne kirke er hellig for Gud. Artiklen fortæller os yderligere, at vi kan have kirkeligt fællesskab og altså danne menighed sammen med dem, som deler den bibelske tro på evangeliet, dåben og nadveren. Uden denne enighed vil menigheden falde fra hinanden. Med denne enighed kan menigheden bære, at vi har forskellige kulturer, traditioner og ceremonier. Hvad vi må være enige om, er blandt andet de 7 artikler, som her er gennemgået. De er netop et udtryk for den bibelske lære om evangeliet og sakramenterne.
De øvrige 21 artikler i DAB kan læses på folkekirken.dk (eller søg blot på ”den augsburgske bekendelse” på Google).
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2017. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.