At vidne om Jesus I
I november måned sidste år modtog jeg en mail, som i sjælden grad opmuntrede mig. Den var skrevet af en pensioneret præst på 79 år fra et af vore nordiske nabolande. Han takkede for Nyt Livs blad, og så havde han et spørgsmål, som han håbede, jeg kunne hjælpe ham med. Han havde ikke-kristne naboer, og han ønskede at vidne for dem om Jesus, men hvordan skulle han gøre det?
Hvor er det godt at læse sådan en mail og møde dette hjertelag hos en gammel Herrens tjener: Hvordan kan jeg hjælpe mine naboer til at blive frelst?
I vækkelsestider er dette spørgsmål levende og brændende i de troendes hjerter. I frafaldstider glider det i baggrunden, og vi bliver optaget af alt muligt andet.
Nu er det frafaldstid. Der er mange symptomer på det åndelige frafald i vore menigheder og i vore hjerter. Et af symptomerne er en tiltagende ligegyldighed over for de vantros åndelige nød.
Det var ikke kun opmuntrende at læse mailen. Det var også ydmygende. Hvornår har jeg sidst bedt for mine vantro naboer og om anledning til at vidne for dem om min og deres frelser?
Den gamle præst spurgte i sin mail, om jeg ikke kunne skrive noget i Nyt Livs blad om dette med at vidne for ikke-kristne. Det gør jeg meget gerne. Vi har ikke skrevet meget om det i vores blad, men det er en central del af vores liv og kald som kristne.
Loviske tanker
Hvorfor hører vi så sjældent om dette kald i dag? Jeg tror, det hænger sammen med vores tiltagende åndelige overfladiskhed, verdslighed og ligegyldighed. Men jeg tror også, det hænger sammen med, hvad der tidligere er blevet sagt og skrevet om dette spørgsmål.
Med jævne mellemrum udvikles der i kristne sammenhænge menneskelige tanker om, hvordan vi kan blive effektive vidner om Jesus både som enkeltkristne og som menigheder. Menneskelige tanker om det kristne liv har det til fælles, at de altid er loviske, og at de altid fører til åndelig udtørring og død. Sådan har det også været med en betydelig del af de evangelisationsprogrammer, som er blevet udviklet inden for de seneste årtier. Intentionen har været god, men man har søgt med menneskelige midler og menneskelig kraft at opnå det, som kun Gud, hans ord og hans Ånd kan udrette. Det har ikke ført til åndelig vækkelse og åndeligt liv, men til det modsatte.
For en kristen, som har været vidne til og måske også selv har erfaret dette, kan det være nærliggende at bede sig fri for al tale om kristen evangelisation og vidnetjeneste: Jeg orker ikke at høre mere om det. Det fører intet godt med sig.
Giver vi efter for denne tankegang, har den onde vundet en stor sejr. Kaldet til at bede og vidne for ikke-kristne, mens der endnu er tid, er centralt i Bibelen. Når vi lytter til, hvad Bibelen siger om dette kald, er der intet lovisk i det, og det fører os på ingen måde væk fra nåden i Jesus, tværtimod.
Det er min bøn, at det, som jeg skriver i de følgende tre artikler om den kristne vidnetjeneste, må tydeliggøre for os, at når Gud kalder os til at være vidner, så kalder han os først og fremmest til at søge dybere ind, tilegne os og leve i evangeliet om nåden i Jesus. Det er her, vidnetjenesten har sit åndelige kildespring.
Troens syn
Når troens liv virkes i vore hjerter, åbnes vore hjerters øjne for den åndelige og evige virkelighed, som den er, både for os selv og for andre. Vi ser virkeligheden i et helt nyt lys, og det driver os til at tænke, tale, prioritere og leve anderledes end andre mennesker. I åndelige vækkelsestider skiller de kristne sig ud fra andre, ikke i kraft af nogle bestemte principper og leveregler, som de følger, men i kraft af den virkelighed, som de ved troen har syn for. Paulus siger om os, som er kristne, at ”vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige” (2 Kor 4,18).
Det er hemmeligheden bag det liv, vi lever. Det er også hemmeligheden bag vores vidnetjeneste. Vi vidner om Jesus, fordi der er noget, vi har fået syn for. I denne artikel vil jeg fokusere på seks sider af den åndelige virkelighed, som vi får syn ved troen, og som Gud bruger til at forme os som vidner om Jesus.
1) Jesus som vores egen herlige frelser
Den kristne vidnetjeneste udspringer af, at jeg har fået syn for Jesus som min egen frelser. Det virker troens nye liv i mit hjerte, det vækker taknemlighed over Jesus, og det vækker nød for dem, som endnu lever uden Jesus. Det bliver mit hjertes dybeste ønske, at ”den herlige frelser, jeg ejer, ham alle, alle må se.”
Missionens bjerg er ikke det bjerg, hvor Jesus gav missionsbefalingen. Missionens bjerg er Golgata, hvor det bliver åbenbaret for mig, at al min egen synd er sonet og fjernet af Jesus, at jeg ved Jesu blod har fred med himlens Gud, og at himlens port er åbnet for mig ene og alene ved det, som Jesus har gjort for mig.
For disciplene blev den fulde og evige betydning af Jesu korsdød først åbenbaret pinsedag. Da kom Helligånden og herliggjorte Jesus for dem som deres frelser. Det blev klart for dem, at mens de selv havde svigtet og forladt Jesus, så var han gået til korset for at frelse netop dem. De så, at det var Guds vilje, at Jesus skulle dø, for at Gud derved kunne drage alle mennesker til sig – også dem. Det syn virkede et nyt åndeligt liv i dem indefra (Joh 7,38-39). Det fyldte dem med ånd og kraft fra det høje (Luk 24,49; ApG 1,8). Det gjorde dem i stand til og villige til at vidne om Jesu frelse i Jerusalem. Og hvem var det primære vidne? Det var den apostel, som var faldet dybest, og for hvem Jesu frelse var allermest forunderlig, rig og stor. Drivkraften i Peters vidnesbyrd var takken og glæden over, at Jesus var hans egen frelser, forsoner og fred med Gud.
Pinsedag var Paulus endnu vantro. Først senere fik han åbenbaret Jesus som sin frelser. Men det er tankevækkende, at vi får hans omvendelseshistorie gengivet hele tre gange i Apostlenes Gerninger (ApG 9,1-22; 22,4-16; 26,9-20). Tilsvarende omtaler Paulus igen og igen i sine breve, hvordan Gud i ubegribelig nåde greb ind i hans liv til frelse (1 Kor 15,8-11; Gal 1,13-16; Ef 3,8; 1 Tim 1,12-17). Det er tydeligt, at Paulus i sin tjeneste var drevet af inderlig taknemlighed og glæde over Guds store nåde mod ham i Jesus. Og hvorfor blev netop Paulus kaldet til apostel? Hans eget svar er, at Gud så sig om efter den ringeste og mest syndige på jorden, og derfor valgte han Paulus. For Paulus skulle være et vidne, ikke om sig selv og sin fromhed og godhed, men om Guds uendeligt store nåde i Jesus mod virkelige syndere (1 Tim 1,15-16).
Grev Zinzendorf
Min frelser mig af døden drog,
thi al min synd han på sig tog,
han siger: Hvo som tror på mig,
han skal ej dø evindelig.
Jeg tror, at Jesus ved sit blod
har gjort for alle synder bod,
at dette blod evindelig
fra al min synd kan rense mig.
Hans blod og hans retfærdighed
er alt, hvad jeg vil smykkes med,
dermed kan jeg for Gud bestå,
når jeg i Himlen skal indgå.
Det er grev Zinzendorf (1700-1760), som har lagt pen til disse linjer. I sin barndom og ungdom havde Zinzendorf levet under en meget stærk og alvorlig forkyndelse af Guds lov. Loven havde afdækket syndens dybde og mørke i hans sind. På den baggrund blev evangeliet om Jesu rensende blod uendelig dyrebart for ham. Det var afgørende for ham, at han var frelst helt og udelt ved Jesus og hans frelsergerning alene.
Hans glæde over evangeliet drev ham til at vidne for andre. Han sætter selv ord på det i den citerede salme:
Så længe jeg på jorden er,
det bliver ene mit begær
at vidne højt med trøstigt mod
om nåden udi Jesu blod.
I 1727 slog en flok tjekkiske flygtninge sig ned på Zinzendorfs gods. I de følgende år blev Zinzendorf deres åndelige leder. Hans ønske var at kalde dem til tro på den fuldbragte frelse i Jesus. En evangelisk vækkelse brød ud blandt flygtningene. Det var en vækkelse, hvor al tro, tak og glæde samlede sig om Guds lam, Jesus, som ved sin stedfortrædende lidelse og død én gang for alle har forsonet alle mennesker med Gud.
”Alt er gjort” Det var kernen i det evangelium, som skabte tro og virkede et nyt åndeligt liv i hjerterne.
Glæden over evangeliet blev ledsaget af et ønske om, at andre mennesker måtte høre dette evangelium. Den evangeliske vækkelse blev til en missionsvækkelse, den største missionsvækkelse i kirkehistorien siden pinsedag. Der var ca. 650 flygtninge på Zinzendorfs gods. Af dem blev 600 sendt ud som missionærer. Under 50 blev tilbage.
Hvad var hemmeligheden? Synderes tro på og glæde over Jesu frelse.
Tiggere til tiggere
Hvordan bliver vi udrustede til at bringe evangeliet ud? Det gør vi først og sidst ved selv at tage evangeliet til os som et ord – til os! Kristen mission er blevet beskrevet som ’tiggere, der fortæller andre tiggere, hvor der er brød’. Det er et godt billede. Det minder os om, at man kun kan vidne om nåden, hvis man selv fastholdes på tiggerens plads og tager imod nådens ord – til sig selv!
Vækst i kristenlivet er ikke en vækst bort fra afhængigheden af nådens ord. Tværtimod! Guds mål er netop at uddybe vores syndserkendelse og vores afhængighed af nåden. For da knyttes vi stadigt stærkere til Jesus, og da bliver både troen og vidnesbyrdet levende.
Dette går stik imod vor egen tanke og vore egne ønsker. Vi ønsker at lykkes som kristne og ser frem til dog snart at få en velfungerende tro og et kristenliv, der hænger sammen. Så kan vi være troværdige og gode vidner – tænker vi! Men Gud tænker anderledes og fører os ad en anden vej.
“Jeg ville gerne eje en tro så stærk og stor, en tro som kunne vises i gerning og i ord. Men når min tro så vakler og alt mit eget værk, da har jeg bare Jesus – og da er troen stærk!”
Dette er Guds vej. Det er sådan, han fornyer os i troen og former os til sande og levende vidner – om Jesus!
Mødet med Gud
Esajas´ møde med Gud i helligdommen i Es 6 er i denne sammenhæng sigende. Esajas har forinden prædiket dom over Israels folk, men nu får han et syn, hvor Guds lys falder ind over – ham selv! Han ser synden hos sig selv, i sit eget liv og må udbryde: ”Ve mig, det er ude med mig!” (v.5).
Da kommer Gud til ham med forsoningens og frelsens ord som et ord til Esajas: ”din skyld er fjernet, og din synd er sonet” (v.7).
Nu er profeten selv blevet en synder, der må takke for og glæde sig over nådens evangelium – som et ord til ham. Han er blevet en tigger, der selv har fået nådebrød at leve af. Og det skaber en ny trang og lyst til at vidne for andre om brødet, nåden og giveren.
”Hvem skal jeg sende? Hvem vil gå bud for os?” – spørger Gud. Og svaret kommer uden tøven: ”Her er jeg, send mig!” (v.8).
Borte fra den levende Guds nærhed glider korset ud af centrum først i vore hjerter og dernæst i vore vidnesbyrd. Når det sker, har vi mistet saltets kraft og lysets klarhed i vor vidnetjeneste.
Hvordan undgår vi det? Det gør vi alene ved at komme ind under Guds ords tiltale. Ved at møde Gud, som han virkelig er, og som han har åbenbaret sig for os – i sit ord.
Skal vore forsamlinger være åndeligt kraftfulde redskaber for evangeliets udbredelse i vor tid, er det altafgørende, at der lyder en klar forkyndelse hos os af hele Guds ord i både lov og evangelium. Det åndelige kraftfelt er identisk med spændingsfeltet mellem lov og evangelium. Her fastholdes vi under Guds fordring om et helligt og næstekærligt liv. Her bliver synden konkret og personlig: Jeg bliver en synder, fortabt og dømt i bund og grund. Her knyttes jeg til Jesus alene som min hellighed, min frelsesgrund og min ære. Her bliver evangeliet om Jesus stort for mit hjerte og klart i min mund.
Hvad er det bedste og vigtigste, du kan gøre for evangeliets udbredelse, du, som læser dette? Det bedste og vigtigste, du kan gøre, er at tage dig tid og ro til at høre, læse og tilegne dig Guds ord i sin helhed. Meget er vigtigt i dit kristenliv, men ét og kun ét er absolut nødvendigt for bevarelsen af en levende tro på Jesus: at du finder Marias plads ved Jesu fødder, bliver stille, lytter og tager Ordet til dig som et ord til dig (Luk 10,42). Da vil Ordet lede dig til Jesus og åbenbare ham for dit hjerte som din og alles herlige frelser. Det er kilden til tro på Jesus og til nød for andres frelse, og det er kilden, den eneste kilde, til et sandt og ægte vidnesbyrd om Jesus.
2) Jesu frelse vundet til alle ikke-kristne
”Kristi kærlighed tvinger os, fordi vi har sluttet, at når én er død for alle, er de alle døde. Og han døde for alle, for at de, der lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham, der døde og opstod for dem” (2 Kor 5,14f.).
Udgangspunktet for missionsarbejdet er noget, som ér sket! Frelsen ér vundet – for alle! Ved Jesu stedfortrædende lidelse og død er hele verden blevet forsonet med Gud (Jf. 1 Joh 2; 2 Joh 1,29; 2 Kor 5,19).
Her åbnes for et mægtigt perspektiv for missionsarbejdet. Det gælder for alle vantro mennesker på denne jord – både dem, vi møder i dagligdagen og dem langt borte – at de allerede har fred med Gud ved Jesus. Der står nu kun én ting tilbage: at de hører det! Det er missionens centrale opgave at bringe det befriende budskab ud om en frelse, som ér fuldbragt, og som gælder for alle.
Dette er virkelig et evangelium. Det er et godt og glædeligt budskab, som vi får lov at forkynde til ethvert menneske på denne jord: Kristus er din frelser! Ved ham har du fred med Gud og evigt liv – ufortjent og uforskyldt, præcis som du er og har det!
Frelsesbudskab
Det er dette, vi er kaldet til at forkynde. Med fuld ret skriver Paulus om missionsarbejdet: “Hvor herligt lyder fodtrinene af dem, der bringer godt budskab” (Rom 10,15).
Det er afgørende, at vi fastholder fortabelsens virkelighed. Men det er lige så afgørende, at vi ser, at vi i missionsarbejdet ret beset ikke kommer med et fortabelsesbudskab, men med et frelsesbudskab! Vi kommer med det ord, som kan rive mennesker ud af deres dybeste og største nød – Guds vrede og dom – ved at lede dem til og give dem tro på Jesus!
Når vi driver mission, må vi prædike både lov og evangelium. Ingen kommer til frelsende tro på Jesus uden at have set sin synd i lovens lys. Ingen glæder sig over Kristi forsoning uden at have mødt Guds vrede. Men det er afgørende at fastholde, at syndens og dommens virkelighed ikke er noget, som vi kommer med! Vi kommer ikke og skaber et problem for folk, som de ikke har i forvejen. Vi kommer med frelsen! Vi kommer med nådens lys ind i fortabelsens og dommens mørke! Vi kommer med frihed for fanger, nåde for fordømte og frelse for fortabte – ved Jesus. Derfor gælder det helt entydigt, at vi kommer med et glædesbudskab!
3) Guds ord som midlet til at skabe tro
Ingen kristen kan føre et andet menneske til tro. Det er vi heller ikke kaldet til. Det er Guds ansvar at omvende og frelse mennesker. Men i dette arbejde vil Gud gøre brug af os. Han ønsker, at vi skal være redskaber for ham i hans arbejde for menneskers frelse.
På denne baggrund er det åbenbart, hvad der bør være vort første spørgsmål, når vi vil arbejde på menneskers frelse. Vi må spørge: Hvordan arbejder Gud? Hvordan fører han mennesker til tro? Paulus giver os svaret:
”Troen kommer altså af det, der høres” (Rom 10,17).
Dette er et uhyre centralt vers i relation til evangelisation. Det står i en sammenhæng, hvor Paulus skriver om de unåede hedninger. De er fortabte, fordi de ikke tror på Jesus, og de har ingen mulighed for at tro på ham. For de har ikke hørt om ham.
”Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre uden at nogen prædiker? Og hvordan skal nogen prædike uden at være udsendt?” (Rom 10,14-15)
Ingen bliver ifølge Paulus frelst uden gennem et møde med Guds levende ord. For det er igennem ordet om Jesus og hans frelsergerning, at Gud selv skaber den frelsende tro.
Samme centrale pointe kommer frem i Efeserbrevet, når Paulus her fortæller om, hvordan de kristne i menigheden er kommet til tro. I ydre forstand er det givetvis sket på mange forskellige måder. Alligevel kan de mangfoldige historier sammenfattes i ét vers:
”I ham blev også I, da I hørte sandhedens ord, evangeliet om jeres frelse – i ham blev også I, da I kom til tro, beseglet med forjættelsens Hellige Ånd …” (Ef 1,13).
Alle de troende er blevet frelst på én og samme måde: ved at høre sandhedens ord, evangeliet om deres frelse. Herigennem har Gud givet dem troen på Jesus, den Hellige Ånd og det evige liv.
Evangeliets ord er Guds mægtige middel til at skabe tro i hjerterne og derved gøre mennesker til hans børn.
Definition af evangelisation
På denne baggrund kan vi enkelt definere evangelisation som det at bringe ikke-kristne i kontakt med evangeliet om Jesu frelse. For evangeliet om Jesu frelse er selve det virkende middel i evangelisationsarbejdet.
Det er en definition, som på samme tid er stærkt ransagende og befriende. Den er ransagende, fordi vi må spørge os selv, i hvor høj grad alle vore kristelige aktiviteter virkelig fører til, at ikke-kristne møder evangeliet om Jesu frelse. Hvor ofte føres disse to størrelser sammen: de ikke-kristne og evangeliets ord? Svaret på det spørgsmål siger noget afgørende om, hvor meget evangelisation vi egentlig driver.
Men definitionen er samtidig meget befriende. For i sidste ende er det dette ene, der er vor opgave og vort ansvar: at bringe ikke-kristne i kontakt med evangeliets ord. Så vil evangeliet selv gøre resten!
Egil Aarvik skriver om dette i sin udfordrende evangelisationsbog Vi gemmer os i missionshuset:
”Vi taler stundom om at vinde mennesker for Gud, og vi tænker, at dette er at drive mission. Det er det jo også. Men i virkeligheden er det selvsagt ikke os, der vinder dem. Det er evangeliet. At overbevise mennesker, vække erkendelse af sandheden og at fuldføre omvendelsens værk i mennesker, se, det er evangeliets værk. ’Troen kommer af det, som høres.’ Men at sætte menneskene i forbindelse med dette evangelium, det er vores opgave. Det har Gud bedt os om, og det er mission! Det, vi skal gøre, er altså blot dette at bringe evangeliets frelsende kræfter hen til vore medmennesker, så er vi færdige med vort hverv, med vor mission.”
Aarvik understreger efterfølgende, at missionsarbejdet altid må ledsages af bøn til Gud om hans medvirken og frelsende gerning i menneskers hjerter. Og her bliver vi aldrig færdige. Vi må arbejde i bøn for menneskers frelse. Men grundlaget for bønnen er netop bevidstheden om, at Gud både vil og kan lade evangeliets ord nå hjerterne til omvendelse og tro. Det er hans ansvar! Og det er befriende.
Vort ansvar og Guds ansvar
Vort kald og ansvar er blot at sprede evangeliets ord – at plante og at vande. Så vil Gud selv give vækst (1 Kor 3,6-7).
Påtager vi os ansvaret for, at ordet skal virke tro i hjerterne, trænger vi ind på et ansvarsområde, som Gud har holdt for sig selv – til velsignelse og befrielse for os. I medgang og i modgang, i vækkelsestider og i frafaldstider: Altid må vi med frimodighed og i bøn og forventning til Gud sprede hans ord og glæde os over den vækst, som han giver – når og hvor han vil det!
I vor tid og kultur oplever vi ikke vækkelser, hvor mennesker i tusindtal går ind i Guds rige. Vi kunne ønske, at det skete, men at det ikke sker, må ikke gøre os modløse. I Himlen bliver der glæde over bare én synder, der omvender sig (Luk 15,7.10). Den glæde må vi tage del i. Har vi det himmelske perspektiv ind over vort arbejde, kan vi bevare både taknemligheden, frimodigheden og målrettetheden til enhver tid. Lidenskaben for, at mange må blive frelst, er i kontakt med Guds eget hjertelag. Men den må aldrig svække nøden for og glæden over hver enkelt, som bliver frelst. Er det få, der frelses i vor tid, så er der ikke desto mindre grund til stor glæde. Denne glæde viser vejen frem!
”Vil vi være mange, må vi glæde os over at være få. Ellers bliver vi ingen!” (Carl Fredrik Wisløff).
4) Gud som den opsøgende og frelsende Gud
At Gud er den opsøgende og frelsende Gud, er den røde tråd i Bibelen fra først til sidst. Dybest set handler hele verdenshistorien fra syndefaldet til forløsningen om dette ene: at Gud vil opsøge og frelse den fortabte!
”Hvor er du?” (1 Mos 3,9). Det er Guds første ord efter syndefaldet. Han kalder Adam frem – ud i lyset, til omvendelse og frelse! Samme kald lyder igennem alle Bibelens bøger og ned igennem hele menneskeslægtens historie. Frem til det sidste ord fra Gud i Skriften: “Og Ånden og bruden siger: ‘Kom!’ Og den, der hører, skal sige: ‘Kom!’ Den, der tørster, skal komme, og den, der vil, skal få livets vand for intet” (Åb 22,17).
Det er værd at standse for dette sidste ord fra Gud i Skriften. Her hører vi, hvad Guds Ånd vil forkynde i verden. Et befriende kald til at komme og modtage frelsen, livets vand – for intet! Men Ånden forkynder det ikke alene. Det er ”Ånden og bruden”, der forkynder det. Bruden er Guds menighed, Guds børn. I Guds missionsarbejde er disse to uløseligt forbundet – Ånden og bruden. Ånden er ikke nået længere ud i verden med sin frelsende gerning, end bruden er nået med evangeliet. Det er virkeligheden. Samtidig gælder det, at bruden intet udretter i missionsarbejdet, uden at Ånden er med og virker nyt liv i hjerterne.
Her har vi altså den kristne menigheds centrale kald og opgave i verden beskrevet: Sammen med Ånden og i afhængighed af Åndens gerning at kalde mennesker til omvendelse og tro på Jesus – indtil jordens ende.
Derfor står verden
Hvorfor står verden endnu? Peter giver os svaret i sit andet brev: ”Gud har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse” (2 Pet 3,9).
Derfor står verden! Fordi Gud i sin kærlighed vil, at flere mennesker skal gå over fra døden til livet. Derfor holder han Himlens port åben – endnu. Men ingen ved hvor længe. Når Jesus kommer til verden anden gang, kommer han ikke for at bringe frelse, men for at bringe dom. Da er nådens tid uigenkaldeligt forbi. Da er det for sent at vende om. Da vil ingen uomvendt møde nåde!
Det fortælles om Alexander den Store, at når han på sit mægtige erobringstogt kom til en ny by, lod han sine soldater omringe byen og stillede så en stor fakkel op foran byen og satte ild til den. Derefter sendte han besked ind i byen: ”Så længe faklen brænder, er der frit lejde. Enhver, som kommer ud, vil jeg lade leve og optage som fri borger i mit rige. Men når faklen er brændt ned, og den sidste glød er slukket, vil der ikke blive vist nogen nåde!”
Guds fakkel brænder endnu i dag. Endnu er det nådetid og missionstid. Men hvor længe, ved kun Gud.
En morgen vågner vi op – på den nye jord. Og det er herligt! Så er vi fremme. Så er striden forbi. Så er al nød, død og smerte for altid borte. Så er frafaldets mulighed for altid forsvundet. Så er vi i vort sande og evige hjem – og så er der ingen ikke-kristne mere!
Nu er de her. Tænk en mulighed! Det er nu, vi må arbejde på deres frelse!
5) De ikke-kristne på vej til fortabelse
Hvorfor taler Jesus så meget om Helvede? I hele Bibelen er der ingen, som taler så meget, så konkret og så rystende om Helvede som Jesus. Han taler mere om Helvede end alle profeterne og apostlene tilsammen! Hvorfor gør han det? Han gør det, fordi han elsker os, og fordi han vil vække os, så vi ser virkeligheden – som han selv ser den.
Helvede er en reel fare for ethvert menneske. For mig, som skriver dette, og for dig, som læser det. For de vantro er Helvede ikke bare en fare. Det er deres livsløbs sikre mål, med mindre de omvendes til tro på Jesus! Langt de fleste vantro ved ikke, at de går mod evig dom og pine. Men vi ved det. Som kristne er vi de eneste i verden, der ved det! Hvad sker der, hvis vi lukker øjnene for denne virkelighed og tier om den?
Jesus kender os. Netop derfor taler han så meget om Helvede. Han ønsker at lægge smerten, uroen og nøden ind på vore hjerter – som et glødende kul. Han ønsker, at vi skal se og fastholde, at der går et skel ned gennem verden, mellem Guds børn og Djævelens børn, mellem frelste og fortabte (Matt 7,13-14; Joh 3,36; Joh 8,44). Skellet går ned mellem de mennesker, vi møder i vores hverdag og har mest med at gøre. Det gør ondt at se det! Men det er en smerte og nød, vi ikke må skubbe fra os. Det er den, der driver os til at bede og vidne for dem!
En åndskamp
Vi står i en stadig åndskamp på dette punkt. Guds modstander søger til stadighed at svække vores syn for Helvedes virkelighed og for skellet i verden. Han hvisker os i øret, at skellet umuligt kan forenes med Guds kærlighed. Men intet kunne være mere usandt! Skellet er netop et mægtigt vidnesbyrd om Guds kærlighed! Det fortæller os, at Gud har grebet ind i verden – til frelse.
I begyndelsen var der intet skel. Da var alle i mørket. Men Gud lod os ikke i stikken. Han har bragt sit nåderige ind verden, og han kalder og drager ad mennesker for at føre flere ind i sit rige – nu mens tid er! Gud ønsker, at vi skal se skellet. At vi skal holde øjnene åbne for det. Og at vi derved til stadighed skal påmindes både om de vantros dybe nød og om hans kærlige frelsesvilje.
“Jeg har en stor sorg, der altid piner mit hjerte,” siger Paulus (Rom 9,2).
Der er en sorg, smerte og nød, som hører kristenlivet til. Sorgen over, at mennesker omkring os går mod fortabelsen. Den må vi ikke ryste af os. Tværtimod må vi bede Gud om, at han vil forny og styrke den hos os. For det er dén, der vækker vore hjerter for missionens sag.
Der kom en kvinde til den engelske prædikant Charles Spurgeon og fremlagde et personligt problem for ham: “Denne tanke om, at alle vantro går evigt fortabt, den kan jeg virkelig ikke forlige mig med. Hvis jeg skulle tro på det, kunne jeg umuligt have ro i sindet.”
Spurgeons svar var enkelt, alvorligt og i dyb samklang med Bibelens vidnesbyrd: “Hvem siger, at vi skal have ro i sindet?”
Når man læser missionshistorie, bliver man slået af, hvor alvorlig og konkret nøden for de fortabte var for mange af de gamle missionærer, og hvor stærkt den formede deres liv. Det fortælles om Kina-missionæren Hudson Taylor, at han kunne ligge vågen nætter igennem plaget af én bestemt tanke: “Hver måned en million kinesere i den evige fortabelse! Hver måned én million kinesere i den evige fortabelse!” Han havde set nøden, og den drev ham ud.
Når han var hjemme på orlov i England, kunne han til tider føle det uudholdeligt at sidde til gudstjeneste. Han kunne ikke bære at se så mange kristne sidde der helt uvirksomme og helt uberørte af hedningernes nød – med store ubrugte ressourcer. Selv fortsatte han tjenesten til det allersidste. Der er taget et foto ved hans sidste udrejse. Det viser en mager, gammel mand, hans hår og det lange skæg er helt hvidt, og han går støttet af to stokke. Men han må ud! Han må virke til det sidste – om det så kan blive til frelse for bare én eneste. Hans grav er derude.
Modtagelse af Guds ord
Det ligger i vor natur at tænke, at jo nærmere vi kommer til Gud, jo større indre ro og harmoni vil vi opleve. Men i relation til de vantro og de unåede sker det modsatte. I Guds nærhed bliver uroen og smerten større. For her begynder vi at se med hans øjne. Hvordan kommer vi til at erfare dette? Det kan kun ske på én måde. Ved at vi tager Guds ord til os.
For nogle år siden skrev den amerikanske præst Albert Martin en ransagende bog om den svækkede nød blandt kristne og særligt blandt forkyndere – og om vejen frem:
“Alt for ofte oplever jeg, at mine egne ord spotter mig, når jeg prædiker. Når jeg kan sige ordet ‘Helvede’ og ikke føle nogen rædsel ved det. Når jeg kan tale om Himlen og ikke blive varmet af hellig glæde over, at det er dette sted, Herren har beredt for mig. Jeg finder ikke noget andet svar på dette problem end at grunde længe over de afsnit i Skriften, som taler om disse realiteter og bede Helligånden om at brænde dem ind i mit hjerte. Jeg bønfalder ham om at gøre det levende for mig, at netop de mennesker, jeg ser på, kan blive dem, som skal høre de forfærdelige ord: ‘Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild!’ Jeg beder om, at Gud må gøre det virkeligt for mig, at de stemmer, som siger til mig ved kirkedøren: ‘Tak for prædikenen, pastor!’ kan være de samme stemmer, som en dag vil udstøde de forbandedes klageråb og skrig. Jeg må bede Gud hjælpe mig til at tro disse ting, og hjælpe mig til at forkynde dem.”
Dette er vejen frem: at vi lever i tilegnelse af Bibelens ord. At vi læser ordene om Helvede og minder os selv om, at dette er virkelighed for enhver vantro, vi kender – i familien, på arbejdspladsen, i nabolaget. Der er kraft i disse ord. De skaber selv nøden i hjertet. Den skal vi ikke piske eller presse frem. Vi skal blot tage Guds ord om virkeligheden til os og fastholde dem som sande. Så vil de åbne vore øjne for virkeligheden og gøre den levende for os.
Det kan så ledsages af en større eller mindre følelsesmæssig nød for de ufrelste. Det er ikke det afgørende. På det følelsesmæssige område er vi forskellige som kristne. Grundlæggende skal vi ikke orientere os ud fra vores eget hjerte, men ud fra Jesu hjerte. Hans hjerte er til enhver tid lige fyldt af nød for og længsel efter de vantros frelse. Det må vi holde os for øje. På det grundlag må vi høre og lyde hans kald til mission og begynde med det, som han selv nævner som det første: at bede!
6) Bønnen som vores første kald
Det er værd at bemærke, hvad det er, Jesus kalder sin disciple til, da han ser ud over folkeskarerne, der er vanrøgtede og forkomne som får uden hyrde:
”Da sagde han til sine disciple: ’Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst’” (Matt 9,37-38).
Jesu første ord er ikke: Gå! Det ville ellers have været forståeligt. Han ser denne store mængde af fortabte mennesker. Her er vel ingen tid at spilde? Nu gælder det vel om at komme af sted og arbejde så hurtigt og så meget som muligt? Men sådan tænker Jesus ikke.
Jesu første ord er: Bed! Vend jer mod Gud! Han, som er høstens Herre. Han, som alene kan virke omvendelse og tro i hjerterne. Bed ham forbarme sig og gribe ind!
Missionsarbejdet er en åndskamp. Det er en kamp om hjerterne. Og her beror i sidste ende alt på Gud, hans velsignelse, hans indgriben og hans medvirken. Bag de uomvendte folkeskarer står en åndsmagt, som hersker over dem. Det er en åndsmagt, som vi ikke kan stille noget op overfor. Han er langt stærkere end os. Vi kan ikke hverken rive, lokke eller overtale et eneste menneske ud af hans greb.
Vi kan gøre meget på egen hånd. Vi kan programmere, arrangere, og invitere. Vi kan få mennesker med i vore menigheder, hjælpe dem til at aflægge en kristen bekendelse og vejlede dem til at leve på en ny måde. Men én ting kan vi ikke give dem, det eneste altafgørende: en levende og frelsende hjertetro på Jesus.
Hvad er vores største og mest påtrængende behov i missionsarbejdet? Er det at finde gode og effektive strategier, som vi for alvor kan tro på? Er det ikke snarere det modsatte? At få nedbrudt vores kødelige tro på egne kræfter og muligheder og på alt det, vi selv kan udrette, hvis vi gør tingene på den rette måde? At få syn for, at vi står i en åndskamp, hvor alt beror på Guds hjælp og velsignelse.
I denne sammenhæng gør det ingen væsentlig forskel, om vores tro er knyttet til gamle eller nye strategier. Det afgørende er, om vores tro er rettet mod os selv og vores måde at gøre tingene på, eller mod ham, som er høstens herre, og som alene formår at give fremgang, kraft og sejr i åndskampen.
Gud vælger de svage
Er det tilfældigt, at Gud i Skriften gang på gang vælger de svageste mennesker som sine tjenere og ved prøvelser, modgang og uoverskuelige udfordringer fastholder dem i ydre magtesløshed? Er det tilfældigt, at Israels konger forbydes at skaffe sig store og stærke hære? (5 Mos 17,16). Er det tilfældigt, at Guds dom falder over David, da han laver en opgørelse over størrelsen af sin hær? (2 Kong 24). Er det tilfældigt, at Gud i kirkens første tid kalder de menneskeligt set ringeste, svageste og mest uanseelige som sine disciple (1 Kor 1,26)?
Ifølge Paulus er det ikke tilfældigt: ”Det, som er svagt i verden, udvalgte Gud, for at gøre det stærke til skamme” (1 Kor 1,27).
Hvad er Guds hensigt med dette? Paulus svarer selv: ”… for at jeres tro ikke skulle afhænge af menneskers visdom, men af Guds kraft” (1 Kor 2,5).
Guds hensigt er at løse os fra vores krampagtige tro på, at alt beror på os: vor dygtighed, styrke og indsats. Han vil vise os, at han dybest set ikke er afhængig af os! At det er en gave og en nåde, at vi får lov at stå i hans tjeneste og her være vidne til hans gerninger! Gud vil hjælpe os til frihed i tjenesten, og det kan han kun gøre på én måde – ved at vende vort blik og vor forventning fra os selv mod ham!
Dette er vejen frem til åndelig frihed, glæde og åndskraft i tjenesten. Det kan være en hård vej. Vores tillid til os selv må brydes ned, og det gør ondt. Men det, som er hårdt for kødet, er godt for ånden. Kan vi bede om noget bedre end at blive løst fra troen på os selv og fornyet i synet på Guds magt og kraft?
Lad alle egne forråd brænde,
lad vore brønde tørres ud,
du os fra vore støtter vende,
så du alene bliver Gud!
(Lina Sandell)
Intet er umuligt for Gud
Når vi ser Gud, som han er, løses vi fra den kødelige og opslidende tro på, at alt står og falder med vore evner, vor dygtighed og vor indsats. Vi ser, at alt er muligt for Gud – helt uafhængigt af vor styrke eller svaghed! Vi fornyes i troen på og glæden over, at Gud både kan og vil frelse mennesker i dag som til alle tider forud. Og vi ser, at vi næppe kan gøre noget bedre for menneskers frelse end at sætte os stille ned og bede for dem. Da betror vi dem i Guds hænder, og da kan det umulige ske! Det hårdeste hjerte kan gennembrydes. Den, som er kommet længst væk fra Gud, kan vindes tilbage. Den mest verdslige, ubekymrede og selvhjulpne kan stoppes, vækkes og frelses. For Gud er intet umuligt! Heller ikke det, som vi oplever umuligt.
”Dette siger Hærskarers Herre: Fordi dette folks rest i de dage finder det umuligt, skulle jeg så også finde det umuligt? siger Hærskarers Herre” (Zak 8,6).
”Intet er umuligt for Gud” (Luk 1,37).
Gud ske tak og lov!
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2019. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.