”Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?”
De svarede: ”Den første.”
Jesus sagde til dem: ”Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham” (Matt 21,28-32).
Israels hemmelighed
Evangeliet handler om det, Paulus betegner som “Israels hemmelighed”. Den hemmelighed, der både er årsagen til Israels nuværende forhærdelse og muligheden for deres frelse. For det er i sandhed en hemmelighed, som er skjult og uforståelig for mennesketanken. Et folk, som frem for alle andre folk har været den levende Guds folk. Et folk, der som det eneste folk på jorden har sit navn indskrevet i Guds ord, og som mere end noget andet folk har oplevet Guds store og underfulde indgreb. Dette folk har oplevet en skæbne, som er værre end noget andet folk. Det har i næsten 2000 år levet ude blandt alle jordens folkeslag uden hjemland. Det har været jaget, forfulgt, fredløst, lidende, og det har været gudløst. En ejendommelig skæbne for et folk, som mere end noget andet er den levende Guds folk.
Jesus siger i denne tekst – ganske få år før dette folks lidelsesvandring begyndte – at Guds rige vil blive taget fra det. De, som engang havde førsteretten til det rige, har ikke mere del i det. Og som et tegn på, at Gud tog sit rige fra dem, blev Jerusalem ødelagt i år 70 og folket spredt ude blandt alle folkeslag. Hvad var grunden til, at dette skete? Hvad var Israels hemmelighed?
Det afslører Paulus i Romerbrevet, for at vi, der ved troen nu er Guds folk, skal lære at frygte ham, som har gjort dette. For, som Paulus skriver: “Når Gud ikke skånede de naturlige grene, vil han heller ikke skåne dig” – såfremt det samme mørke, som rådede i jøderne, kommer til at råde i dig. Han afslører denne hemmelighed, for at vi skal frygte denne hemmelighed.
Menneskers ja – og Helligåndens gerning
Jesus sammenligner i dagens tekst jøderne med en søn, som sagde ja til at arbejde i sin fars vingård – nemlig i Guds rige – men som alligevel ikke gik derind. Det første spørgsmål, vi skal stille, er derfor, hvorfor de ikke gik derind? Mente de ikke det ”ja”, som de sagde til Gud? Ville de ikke for alvor høre Guds rige til, når de sagde: “Ja, vi vil derind!”?
Jo, det ja mente de virkelig alvorligt og indrettede hele deres liv derefter. Der var jøder, som levede helt anderledes end alle andre mennesker, fordi de havde sagt ja til at gå ind i Guds rige. Derfor ville de også leve, så de var værdige for det rige; de forsagede alle denne verdens ting for at leve i det rige. De var virkelig blevet helt anderledes, fordi de mente det ja ærligt.
Men et menneskes ja fører ikke af sig selv ind i Guds rige. Om jeg siger ja til Guds rige og mener det aldrig så alvorligt, kommer jeg ikke ind i Guds rige på grund af det. For der er kun ét, som kan føre et menneske ind i Guds rige, og det er Helligåndens gerning. Guds rige – eller Jesu Kristi rige – er nemlig et rige af barmhjertighed. Det er et rige, hvor alle har alt i Jesus. Skal et menneske have del i det rige, er der én ting, som kræves. Det er en ting, som er fjernt fra al menneskelig fornuft, men som er en betingelse for, at et menneske overhovedet kan komme ind i det rige: at det menneske er indesluttet under ulydighed.
Paulus siger i Romerbrevet, at ”Gud har indesluttet alle under ulydighed, for at han kan forbarme sig over alle.” For mennesketanken er den naturlige forudsætning for at høre Guds rige til, at man forvandles og – som loven siger – bliver lydig. ”Hvis du skal høre Guds rige til,” siger mennesker, ”skal du blive et lydigt menneske.”
Og det er der da en vis sandhed i. Men sandheden er alligevel, at menneskefornuften ikke forstår, at der er syndere i Guds rige; og at Guds rige kun er for syndere. Efter Guds evangelium er det lige modsat menneskefornuften, nemlig at betingelsen for at høre Guds rige til er, at man er indesluttet under ulydighed. Gud må indeslutte et menneske under ulydighed, for at han kan vise det barmhjertighed.
Bedraget af glæde
Den anden side af Israels hemmelighed er derfor, at Gud har ført dem ud i den nuværende ulydighed og gudløshed, for at han kan føre dem til frelse og forbarme sig over dem. Sagen var, at for jøderne var Guds rige virkelig et barmhjertighedens rige. De sagde ja til, at Gud er barmhjertig og langmodig og rig på miskundhed; det var deres skrifter fulde af. Aldrig ville jøderne benægte, at Gud er nådens Gud. De sagde med hele deres forstand og med al deres tale ja til, at pagten med Gud hvilede på Guds godheds og overbærenheds rigdom. De sagde ja til, at uden Guds barmhjertighed var de fortabte. Alt det lærte Israel, og aldrig har jøderne lært og troet noget andet. Israel troede og lærte, at Gud er barmhjertig; og de lærte, at hvis Gud ikke var barmhjertig, var de fortabte.
Men alligevel fik de med dette ja aldrig del i det rige. Der var nemlig én ting, som gjorde, at det aldrig blev et ægte ja. De manglede i sig det Helligåndens lys, som behøves til sand omvendelse og sand tro. De manglede helt det lys, at de var indesluttede under ulydighed. De var aldrig i den grad kommet under Guds herredømmes og sandheds lys, så de ikke bare kendte sig ulydige en gang imellem, men at de kendte sig indesluttede under ulydighed. Jesus sagde om dem, at de ”rensede bæger og fad udenpå,” og de kalkede deres hjerters grave til, så de ikke så, hvordan de ”indvendig var fulde af dødningeben.”
Denne udvendige facade omfattede også følelseslivet – som en from jøde skrev på den tid: ”Den som ikke har kendt lysfestens glæde, ved ikke, hvad glæde er.”
Sådan skrev han om sin gudsdyrkelse. Det var denne glæde, der lukkede deres øjne for den dybe sandhed, at de var under ulydighed. Glæden bedrog dem. De takkede Gud, fordi han havde lært dem at give tiende: Jeg takker dig, Gud, fordi jeg har lært at give tiende, jeg har lært at faste, jeg har lært at helligholde dine sabbatter. Jeg takker dig, Gud, at du har givet mig din hellige lov og gjort mig lydig. Det var denne tak, som kostede dem Guds rige. Det var denne tak, som gjorde dem blinde og ulydige over for evangeliet.
De havde nemlig ikke brug for nådens rige. I alle disse sejre skete der én ting: Guds barmhjertighed mistede sin kraft. De ville hellere høre om sejr, end de ville høre om nåde. De ville hellere høre om deres egen lydighed, end de ville høre om Kristi lydighed. De ville høre om deres egen hellighed og deres egen renhed frem for at høre om ham, som står for Gud til bedste for os. Guds barmhjertighed mistede sin magt, fordi de var så glade og højtidsfyldte. Forgæves, siger Jesus, sendte Gud Johannes, for at lære dem retfærdighedens vej at kende, så det lys kunne blive skabt i dem og bringe dem til sand omvendelse.
Hjertets nye lydighed
Men hvad Johannes ikke fik lov til at udrette blandt Guds gamle folk, fik han til gengæld lov til at udrette blandt hedninger, toldere og skøger. De hørte nemlig Johannes prædike om Guds retfærdigheds vej. Og derved gik det dem som den søn, der først havde sagt nej, men senere fortrød det. De fortrød deres nej, da de hørte Johannes prædike. De fortrød deres gamle liv. De angrede.
Læg mærke til det ord: ”De fortrød.” Her ser du nemlig hjertets nye lydighed mod Gud. De har hørt om Guds retfærdigheds vej, og nu bliver hjertet oplyst af denne sandhed hos Gud. Hjertet bliver lydigt mod Gud, så det fortryder. ”Herre, hvordan har jeg dog levet til denne dag. Hvordan har jeg dog været, hvad har jeg dog gjort?”
De roste sig ikke af deres ulydighed, sådan som falske syndere gør i dag. De slog sig heller ikke til ro med, at nu er jeg en gang sådan, som jeg er, og så slutter jeg fred med det. Det var dem ikke en ligegyldig ting, at der var et nej til Gud i deres liv. For da de opdagede, at de ikke stod mål med Guds retfærdighed, så fortrød de. De angrede alt, hvad der var Gud imod.
Paulus siger om dem, der har fået Helligånden som førstegrøde, at de sukker over sig selv. Det er Helligåndens første virkning. De sukker over det nej, der er i dem. For synden er grunden til al fortabelse og vrede hos Gud. Ingen mennesker går fortabt af nogen anden grund end den ene: Vi har syndet. Derfor fortrød de – de vidste, hvad deres nej betød.
Indesluttet under Guds barmhjertighed
Men nu hvor de fortrød, blev de så et lydighedens folk? Kunne de nu finde lydighed, sejr, retfærdighed og godhed inde i deres hjerte? Nej, hjertet blev ikke anderledes, selv om meget blev anderledes. Skøgen holdt op med sit erhverv, det er sikkert. Tyven holdt op med at stjæle, det er også sikkert. Drukkenskaben ophørte ligeledes. Lastefuld tale ophørte også – man rensede sin mund. Der skete helt sikkert mange ting.
Men der skete også det, som sker i alle hellige syndere på jorden: Hjertet med al vrede, misundelse og ondskab lod sig ikke forandre. Her var der noget, som den hellige Ånd bebrejdede mig ustandseligt, men som jeg ikke kunne få bugt med. Her afslørede sandheden noget, så det gjorde ondt. Jo mere jeg stred med dette mørke, og jo mere jeg bad om sejr, hellighed og renhed, desto større magt syntes jeg, det fik. Dermed svandt min glæde, fred og kraft ud af mit liv. – Det var det, de oplevede.
Men da oplevede de noget nyt: At de blev indesluttet under Guds barmhjertighed. For det underlige er, at netop i den tilstand, hvor jeg kender mig allerlængst borte fra Guds rige og synes, at alle andre er meget nærmere end jeg, der er jeg Guds rige nærmere end nogensinde. Guds evige herlighedsrige er nemlig et nådens rige. Og hele dette riges nåde er gaven i det ene menneske: Jesus Kristus! Hvilken herlighed er det ikke, at jeg har fået denne store gave, netop som jeg er allerlængst borte fra Guds rige. Allermest uværdig, allermest håbløs, allermest fattig og allermest bundet. Netop når jeg står og ser, hvordan jeg er allermest ringe, får jeg det allerstørste fra Gud: hans søn.
En ny tilstand
Hvilken salighed er det ikke at se, at Jesus har taget netop den tilstand, som jeg er i nu, på sig. Gud gav mig ikke Jesus for min lydigheds skyld, men for min synds skyld. Da Gud sendte Helligåndens lys ind i mig, så jeg kendte mig selv og min tilstand, blev jeg bange og skælvede for Gud. Men netop for den tilstands skyld, som jeg har skælvet for, har jeg fået Jesu kors og Jesu sejr. Fordi synden var så stor, blev gaven så stor. Fordi mørket og døden i mig er så stort og enormt, måtte Gud vælge det største, han havde i sin Himmel. For at jeg skulle blive frelst, valgte han sin søn.
Hvad har jeg ikke fået i denne herlige frelser? Hvad ejer jeg ikke i ham? Du kan intet pege på – hverken her på jorden eller oppe i Himlen – som jeg ikke har fået i evig eje i ham. Den forfærdelige tilstand, som jeg kender mig selv i nu, er jeg ikke mere i for Gud. I Jesus er der kommet en ny lov, der hedder livets ånds lov, som har gjort mig fri fra syndens og dødens lov.
Trods min tilstand hører jeg ikke mere den lov til hos Gud, som fordømmer synden til døden. Midt i denne tilstand har jeg en ny åndens lov hos Gud, som siger, at jeg har fået liv hos Jesus. Han er min fred; han er mit liv. Midt i den tilstand, jeg befinder mig i nu, har Jesus givet mig en ny tilstand: Jeg er gjort levende med ham. ”Jer, der var døde i jeres overtrædelser, gjorde Gud levende sammen med ham, da han tilgav os vore overtrædelser. Han udslettede det anklagende skyldbrev med dets lovbestemmelser, det, som var imod os; han tog det bort ved at nagle det til korset.
Min rigdom i Himlen
Da Jesus døde på Golgatas kors, skete der også noget med mig. Jeg, som er død i mine overtrædelser, blev gjort levende med ham. Noget helt nyt er sket. Jeg, som er indesluttet under ulydighed, har fået en ny retfærdighed. Jeg er blevet retfærdig ved den enes lydighed. Jeg har fået noget helt nyt i ham. Midt i den tilstand, jeg er i her på jorden, har jeg inde hos Gud noget nyt. For inde i Himlen, hvor Guds trone står – der hvor vi ikke kan se nu, men hvor vi engang skal få lov at se – har jeg noget rigt, stort og herligt. Jeg har en ypperstepræst, Jesus, som for mig frembærer sit evige offer. Der er en genløsningsbetaling for mig.
Han står der og virker min evige salighed foran Guds trone; det har jeg i Himlen. Jeg er ikke fattig i Himlen; jeg har det rigeste, der findes, i Himlen. Jeg har det, alle englene tilbeder: Jeg har Guds lam! Han står der for mig. Aldrig mere står jeg alene med min tilstand. Altid har jeg arme synder også Jesus. Aldrig mere er jeg blot død i mig selv; altid er jeg med ham levende for Gud. Aldrig mere er jeg blot en fattig træl; altid er jeg i ham en ren og hellig brud. Aldrig mere er jeg bare tom og afmægtig i mig selv; altid har jeg i ham del i hele guddomsfylden – som Paulus siger: ”I den fylde har I del, idet I er i ham.” I ham har jeg del i den kommende verdens kræfter og sejr.
Når Jesus kommer igen i kraft og herlighed, skal jeg sejre med ham. Aldrig er jeg blot det gamle menneske; jeg er i Kristus en ny skabning, skabt på ny til den nye jord. Aldrig mere er jeg langt borte fra Guds rige, selv om jeg kender mig langt borte; for jeg ser i Guds ord: ”I er ved Kristi blod kommet nær.”
Hovedhjørnestenen
Så er jeg da nær Guds rige. Jeg er så nær, at jeg i Jesus er kommet ind i den himmelske verden siger Efeserbrevet. Så skal jeg ikke mere regne med, hvad jeg er på denne jord. Nu skal jeg til at leve i troen og regne med, hvad jeg er i Jesus. Jeg er blevet noget nyt i ham. Selv om denne ”hovedhjørnesten” knuser mig og tager al ære fra mig, giver den så meget herligere ting til mig; og jo herligere han giver, desto gladere bliver mit hjerte; desto stærkere bliver min lyst til at vandre på hans veje; desto mere bliver jeg – midt i min tilstand – hans ejendom af hele mit hjerte. Jo mere Jesus er for mig, desto mere bliver jeg hans. Jo mere jeg kaster vrag på mig selv og lader ham knuse mig, så jeg intet er, desto mere frigjort bliver jeg. Alt i ham, og jeg er fri.
Men – og nu skal vi tilbage til Israels hemmelighed – sandt er det også, at den, som falder på dette evangelium, slår sig fordærvet. Det var en alvorlig sag, at der var så meget, der gjorde Israel blinde for denne Jesus, så de roste sig af alt andet end det, de havde i ham. Det er en alvorlig sag, som Hebræerbrevet siger, at træde Guds søns blod under fode. Skal vi undgå den eneste synd til døden, behøver vi at bede den bøn alle vore dage:
Vig ej fra mit hjerte
Åndens armods smerte,
for du gavnlig er.
Vis mig mine brister,
så jeg aldrig mister
nådens rigdom her.
Frygtelig er den dag, da jeg mister Helligåndens armod, Helligåndens fattigdom; for da mister jeg Jesus. Da bliver al tro på Jesus hykleri. Men så længe du griber efter Jesus, fordi du griber forgæves til dit eget indre, er troen sand. Det er aldrig dit eget indre, der afgør, om du er en kristen. Men om du er så tom i dit eget indre, at du ikke har andet at gribe efter end den Jesus, du hører om i Guds evangelium; så er du en sand kristen; for da griber du det, som ikke svinger op og ned. Jesus er en evig frelser for dig, men han er også det eneste, der er evigt. Amen.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2021. Hele bladet kan læses her.
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Frank Jacobsen
Frank Jacobsen (1931-2013), var præst, bl.a. i Mariehøj.