De, som ikke har hørt evangeliet

Opdagelsen i Romerbrevet

Jeg var helt ung, da jeg første gang blev bedt om at holde bibeltimer på en bibelcamping. Jeg fik tildelt nogle tekster fra Romerbrevet og måtte arbejde grundigt med dem. Teksterne handlede blandt andet om de hedninger, som ikke har hørt evangeliet. Indtil da havde jeg tænkt, at Bibelen ikke siger noget om, hvad der sker med dem, som ikke har hørt om Jesus. Derfor var det chokerende for mig at læse teksterne. Her stod det sort på hvidt, at alle hedninger, også de, som ikke har hørt evangeliet, går mod en evig fortabelse.

Hedningerne vil ikke blive dømt for at have afvist det evangelium om Jesus, som de aldrig har hørt. Men de vil blive dømt for at have trodset den Gud, som de har fået åbenbaret i naturen, og den lov, som de har fået åbenbaret i deres samvittighed. De ved, at Gud er deres skaber og herre, og alligevel ærer de ham ikke som sådan (Rom 1,18-31). De ved, hvad der er ret at gøre, og alligevel gør de det ikke (Rom 2,12-15). De ved, at ulydighed mod Gud må straffes med døden, og alligevel trodser de Gud (Rom 1,32). Derfor står alle hedninger uden undskyldning som strafskyldige syndere over for Gud (Rom 3,9-20). De har ikke loven fra Sinai, men de har syndet mod den lov, som de kender, og derfor vil de gå fortabt: ”De, som har syndet uden loven, vil også gå fortabt uden loven” (Rom 2,12).

Det var rystende for mig at læse. Det ændrede på en gennemgribende måde mit billede af virkeligheden: Uden for evangeliets rækkevidde fødes, lever og dør mennesker i åndeligt mørke. De går fra denne verden til evig dom og fortabelse, alle som en.

Kristus vort liv, de kender ej, –
håbløse går de deres vej
ind for den evige dommer.

(Sange og Salmer nr. 663, v.2)

Hedningerne har ét eneste håb om frelse: at vi, som har evangeliet, bringer det til dem! Det er det, som er baggrunden for Romerbrevets stærke kald til at sende missionærer ud. Paulus understreger, at Jesus har fuldbragt frelse for alle mennesker på denne jord, og enhver, som påkalder Jesu navn, skal frelses: ”Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker? Og hvordan skulle nogen prædike uden at være udsendt? – som der står skrevet: ’Hvor herligt lyder fodtrinene af dem, som bringer godt budskab!’” (Rom 10,14-15).

En afgørende drivkraft

Når vi ser tilbage på missionshistorien, er det tydeligt, at synet for hedningernes fortabte tilstand har været en afgørende drivkraft i det evangeliske missionsarbejde.

Den kendte Kina-missionær Hudson Taylor sagde det lige ud: ”Jeg var aldrig kommet på den tanke at rejse ud til Kina, hvis jeg ikke havde troet, at kineserne var fortabte og havde brug for Kristus.”

Hudson Taylor kunne ligge vågen nætter igennem plaget af denne ene tanke: ”Hver måned én million kinesere i den evige fortabelse! Hver måned én million kinesere i den evige fortabelse!”

Det var nøden for de fortabte, som drev ham ud. Jeg har et billede derhjemme fra hans sidste afrejse fra England. Han er en gammel mand på det tidspunkt med et langt hvidt skæg og så dårligt til bens, at han må støtte sig til to stokke. Men han må ud igen, en sidste gang, for om muligt at række evangeliet til endnu bare én!

Der er en smerte, som hører kristenlivet til. Paulus taler om en ”stor sorg, der altid piner mit hjerte” (Rom 9,2). Det er nøden for dem, som ikke har hørt evangeliet endnu. Den smerte må vi ikke vise fra os. Vi må tage den til os og lade den drive os til bøn, offer og medleven i missionsarbejdet. Den afgørende drivkraft i missionsarbejdet er troen på og glæden over frelsen i Jesus. Men så længe vi lever på denne jord, er vores glæde blandet med sorg over de ufrelste og smerte over, at så mange endnu ikke har hørt om Jesus!

En dag er vi fremme. En dag vågner vi op på den nye jord. Så er der evig hvile, evig glæde og evig lovsang til Lammet, som købte os til Gud med sit blod. Intet, som vi glæder os over på denne jord, skal vi savne på den nye jord. Alligevel er der én ting, som gør denne gamle jord dyrebar: at de ikke-kristne er her! Endnu er de hos os, og endnu kan de nås. På den nye jord er de væk, for altid.

For godt 30 år siden udgav Credo Forlag en bog af den tidligere missionær Dick Dowsett. Den hed Det er uretfærdigt, Gud! Dens hovedbudskab var, at de unåede hedninger virkelig ér fortabte, at de går mod Helvedes evige ild, og at de har ét eneste håb: at vi bringer dem evangeliet! Vi var mange, som blev vakt til fornyet bøn, offer og medleven i missionsarbejdet gennem den bog. Det var i den periode, antallet af bibeltro, lutherske missionærer fra Danmark toppede. Men hvor gav det mening! Hvis bare én blev omvendt, så var det en sjæl, der var frelst i evighed!

Et nyt syn

Der er sket meget siden da. Gradvist er en ny tanke vokset frem: at de unåede kan blive frelst uden at høre om Jesus. Den nye tanke er blevet fremført af fremtrædende kristne ledere, der fremstiller sig selv som bibeltro og evangeliske. Hos dem kan man møde det syn, at hedninger, som ikke har hørt evangeliet om Jesus, men tror på eksistensen af en gud og lever gode liv, kan komme i Himlen.ⁱ

Da jeg første gang mødte dette syn, havde jeg svært ved at tro mine egne øjne. Hvordan kan erklæret bibeltroende ledere tænke og tale sådan? Det var så åbenbart i strid med det mest centrale i Guds ords tale om frelsen. Hvordan skulle hedningerne kunne undgå Guds straf over deres synd uden ved Jesu sonoffer, som tilegnes i tro? (Rom 3,25) Hvordan skulle de kunne stå retfærdige for Gud på dommens dag uden ved Jesu retfærdighed, som gives den, der tror? (Rom 5,18) Hvordan skulle de kunne blive frelst uden at have mødt det ene navn, hvorved der er frelse? (ApG 4,12).

Paulus råber det ind i vore hjerter i Romerbrevet: De kan ikke frelses, hvis ingen sendes ud! De er strafskyldige syndere og går mod den evige fortabelse! De må høre evangeliet om Jesu frelse, for evangeliet alene er Guds kraft til frelse!

Hele Romerbrevet er én lang dom over den tanke, at vi kan frelses ved at tro på en gud og ved at gøre gode gerninger. Det er lovens frelsesvej, og den vej fører kun til død og dom. Der er én vej til frelse: nåden og frelsen i Jesus, og ingen kommer til tro på Jesus uden at høre evangeliet.

Og så vover erklæret bibeltro ledere at sige det stik modsatte, og de bliver hyldet for deres godhed og kærlighed, når de gør det, mens nøden for de unåede og ufrelste dør i vore hjerter. Det er bogstavelig talt til at græde over.

I 1974 blev Lausanne-bevægelsen stiftet. Bevægelsen ville kalde bibeltro kristne tilbage til det bibelske syn på mission. Ønsket og målet var, at bibeltro kristne over hele verden igen måtte få nød for de ufrelste, og at der igen måtte blive bedt, givet og udsendt missionærer, så evangeliet kunne nå dem, som ikke havde hørt om Jesus. Og det skete. Det bibeltro, evangeliske missionsarbejde oplevede en kraftig vækst i de følgende to årtier verden over, også i Danmark. Men så skete der en gradvist en afmatning, og den faldt sammen med, at nogle af de ledere, som havde været mest centrale i Lausanne-bevægelsen, begyndte at lære, at hedninger kan blive frelst uden at høre om Jesus. Siden har det syn bredt sig verden over iblandt dem, som kalder sig bibeltro.

I 2010 holdt Lausanne-bevægelsen sin seneste verdenskonference i Cape Town. Konferencen resulterede i en erklæring om det kristne missionsarbejde. Der står meget godt i erklæringen. Men det er dybt foruroligende at se, hvad der ikke står. Der står intet om, at hedningerne må høre evangeliet for at blive frelst. Mere end 30 gange henvises der til forskellige afsnit i Romerbrevet, men ingen af de afsnit, som er nævnt ovenfor i denne artikel, inddrages. Netop de afsnit i Romerbrevet, som fortæller os, at hedningerne går mod fortabelsen og må høre om Jesus for at blive frelst, netop de afsnit bliver forbigået i tavshed – i en missionserklæring.ⁱⁱ

Hvem lytter vi til?

Ser vi tilbage over kirkens historie, kan vi se, at den åndelige livslinje i missionsarbejdet til enhver tid har været hos dem, som lytter til og tager imod Guds ord, som det står. Dette ord leder os altid til Jesus, giver os åndeligt liv og frelse ved tro på ham og udruster os til at tjene ham. Gud give, at vi må have åbne ører og hjerter for Guds ord til fornyet tro på og glæde over Jesus, til fornyet nød for de ufrelste, og til bøn, offer og medleven i arbejdet for evangeliets udbredelse i vor tid!

For: ”Hvordan skal de tro på ham, de ikke har hørt om?” (Rom 10,14).

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2018. Hele bladet kan læses her.

Lyd

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.