Guds kald
”Jeg er overbevist om, at vi i denne vennekreds behøver et sådant sted, og jeg tror, der her ligger en vældig opgave, som må løses. Et sted, hvor vi kan hente mod og kraft på ny. Et sted, hvor der må lyde levende og bibeltro forkyndelse og undervisning, og hvor der igennem en sådan undervisning og forkyndelse opmuntres og opvækkes til sand efterfølgelse af Jesus Kristus.”
Det sted, som bagermester Peter Balle Kristensen talte om, var det, som i Nyt Livs blad i januar 1973, for godt og vel 39 år siden, blev præsenteret som et ”evangelisk skole- og missionscenter”. Eller som Peter Balle Kristensen benævner det: et ”Skole- Kursus- Bibel- og Ferie-center, ‘Nyt Liv-center‘”.
Mangt og meget var på dette tidspunkt uvist og uafklaret, både hvad angår stedets præcise anvendelse og konkrete tilblivelse. Men gennem flere år havde Gud lagt sagen på hjertet af en flok mennesker med tilknytning til de vækkelsesmøder og kampagner, som Nyt Liv arrangerede under ledelse af Herbert Neimanas.
Deltagerne ved disse samlinger oplevede en rig vækkelsestid, hvor Ordets forkyndelse ramte mange hjerter og ledte ikke så få til omvendelse og tro på Jesus som deres frelser. Vækkelserne medførte imidlertid et påtrængende behov for undervisning og oplæring i troen, for at det, som Guds Ånd havde født, ikke skulle kvæles af verdens ånd, men måtte blive næret og styrket.
Samtidig mærkede flere det stigende pres, som tidsånden lagde også på modne og prøvede kristne.
”Jeg er overbevist om, at djævelens største triumf i dag er travlheden, forjagetheden …” skriver Peter Balle Kristensen i januar 1973. Og han fortsætter:
”Der er så meget i vort samfund i dag, der trækker nedad og forfladiger, og vi bedrager os selv, hvis vi lukker øjnene for dette. Jeg er overbevist om, at der i et sådant center vil være vældige muligheder, og jeg tror det er meget vigtigt, at vi også får ungdomsskolearbejde med ind i det. Jeg tænker på en strofe fra en af vore gode sange: ‘Det skønneste syn på denne jord er unge på knæ for Gud‘.
Vi har den lykke at erfare, at Gud arbejder med ved vækkelsesmøder og kampagner, at unge og ældre tager imod Jesus som deres personlige frelser. Det kan vi ikke takke nok for, men det opbyggende, det, der virker helliggørende og bevarende, må have en stor placering i arbejdet, derfor må vi også have ungdomsskoletanken med.”
Et stort skridt i tro
Behovet var der. Og kaldet var der. Guds Ånd havde tændt nogle hjerter i brand for det, som senere skulle blive til Kristent Skole- og Kursuscenter og Djurslands Efterskole.
Men hvordan det skulle gå til, havde Gud ikke åbenbaret lige så klart. Nyt Liv var dengang som nu ikke nogen stor kirkelig organisation, og for en menneskelig betragtning kunne det se umuligt ud at skaffe tilstrækkeligt med midler til så stor en opgave.
Peter Balle Kristensen skriver i juli 1973:
”Enhver vil sikkert forstå, at det er en meget stor opgave, vi her i fællesskab påtager os. Her er brug for store pengemidler, her er brug for mange arbejdsvillige hænder, her er brug for megen ekspertise af forskellig art, men først og fremmest vil vi bede om forbøn. Bed om, at vi må blive bevaret fra vort eget, thi vore egne synspunkter og ‘fornuftige‘ idéer er kun andenklasses og fører derfor til dårlige resultater, men vi ved, at om det er Herrens gerning, vi gør, da skal vi intet mangle, og da velsigner Han vore hænders værk, så vor uanseelige gerning får betydning i tid og evighed.”
Det var denne tone, som kendetegnede arbejdsudvalget med den store opgave fra først til sidst. Frimodigt bad man mennesker om hjælp og endda om store ofre. Men mere indtrængende blev der bedt om forbøn – i bevidstheden om, at det hele rent menneskeligt set var og blev et umuligt projekt.
Da Herbert Neimanas i oktober 1973 med stor glæde orienterede Nyt Livs venner om overtagelsen af den nedlagte landejendom på Kanneshøjvej 43 i Fjellerup, gjorde han det derfor med følgende ord:
”Der er blevet taget et stort trosskridt, men det er et skridt ud på Guds løfter, og Gud er trofast, han holder altid, hvad han lover! Vi vil regne helt med Herren, han formår! Der hvor vore muligheder ophører – begynder Guds muligheder.”
Der blev foretaget et stort trosskridt – eller måske nærmere et spring ud på det dybe vand. I den proces, der fulgte, oplevede bestyrelsen for det, som nu hed Kristent Skole- og Kursuscenter (KSK) både velsignelserne, men også de anfægtelser, som altid følger et sådant skridt.
Formand for bestyrelsen Peter Balle Kristensen skriver en måned efter overtagelsen af ejendommen:
”For os i bestyrelsen har det været overvejelser på overvejelser: Tør vi gå ind i dette? Har vi venner nok ud over landet, der vil fatte kærlighed til dette store projekt? Tør vi regne med, at vi kan klare de store pengesummer, det kommer til at dreje sig om?
Vi har gang på gang måtte bøje knæ for denne sag, bedt Gud om at ville vise os vejen frem, bedt om kraft og mod til at tage det store trosskridt. Vantroen ligger så snublende nær, det er altid lettere at gå og vade i strandkanten end at gå ud på det dybe, hvor vi ikke selv kan bunde, hvor vi kun har Gud og hans løfter at holde os til.
Og vi er sandelig kommet på dybt vand. Der er måske en og anden, der vil synes, at det er for voveligt. Var det ikke bedre, om vi havde ventet, til vi havde samlet kapital, så vi stod stærkere? Og jeg skal gerne indrømme, at en handel til 400.000 kr. uden næsten en øre på lommen, det er et stort spring, som nok kan gå på tværs af al menneskelig snusfornuft.
Men over for dette står den sandhed tilbage: ‘Herrens ærinde har hast‘. Jo mere kristen-domsundervisningen glider ud i vore skoler, jo mere brug er der for kristne ungdomsskoler, der står fast på Bibelens grund. Også oprettelsen af kristne friskoler er med til at skabe dette behov, forstået sådan at kristne ungdomsskoler må virke som overbygning for kristne friskoler. Vi har aldrig stået i en situation på skolefronten, der har krævet så stor en indsats af troende mennesker, som netop nu.”
Fra de første år til i dag
Der blev igen og igen bøjet knæ for sagen – og lige så flittigt blev der arbejdet.
Ombygningen af landejendommen til et skole- og kursuscenter skulle ske ved selvbyggeri under ledelse af dygtige fagfolk. Det indebar, at der fra d. 14. januar 1974 hver fredag og lørdag mødtes en flok, som i fællesskab arbejdede på at få stedet gjort klar til brug. De store ryk skete i sommertiden, hvor der blev afholdt bibelcamping-arbejdslejr i hele fire uger.
Formand for Nyt Liv Bent Christensen fortæller:
”I de første år kom vi sammen for at bygge om dagen og dele Guds ord om aftenen, og det var ikke kedeligt! Alle Guds gode gaver kom til udfoldelse; en kunne tegne et hus, en kunne bruge en gummiged, en kunne bruge en murerske eller en sav. Nogle kunne lave mad, andre var gode til at slås i vand. Nogle kunne synge eller blæse i trækbasun, andre kunne tale Guds ord og undervise, andre øve sjælesorg og vejlede.”
Tingene gik ikke gnidningsfrit, heller ikke på det åndelige område, for det var en broget flok, hvoraf en del var nyomvendte og manglede oplæring og undervisning. Men arbejdsfællesskabet blev et rigt fællesskab for mange, som oplevede Guds velsignelse ved at samles om hans ord og arbejde sammen for hans riges sag.
”Herrens ærinde har hast,” skrev Peter Balle Kristensen. Og allerede i august 1975 kom de første elever til Djurslands Efterskole (DE). Der var plads til 40, og elevholdet blev det første år på 37.
Da baglandet ikke var så stort, blev elevflokken i de første år også en broget forsamling af elever. Børge Larsen, som var med fra begyndelsen og stadig er lærer på DE, fortæller:
”For mig var de første år nok de mest spændende, også selv om der var en hel del samarbejdsvanskeligheder, der betød, at vi skiftede forstander og flere medarbejdere de første tre år.
Det var spændende at arbejde med teenagere, hvis baggrund spændte lige fra et trygt, kristent hjem i Agger til børneværn og småkriminalitet på Vesterbro. Det gav konfrontationer på mange felter, men også utroligt skønne oplevelser, når det lykkedes at komme ind på livet af unge, der havde fået alt for lidt kærlighed og accept i deres liv. Vi fik lov at opleve, at kristendom ikke blot var teori; men at Jesus virkelig kan give mennesker en ny begyndelse og sætte i frihed.”
Selvom efterskolen fik en noget turbulent begyndelse, var der et stort og udholdende engagement fra skolens bagland. I 1977 var der således hele 115 skolekredsmedlemmer med til godkendelsen af Ejvind Nejsum som forstander.
I 1978 ansatte Nyt Liv sin første ungdomssekretær Ole Andersen, som bl.a. skulle have personlig kontakt med eleverne på efterskolen. Og det var også i november 1978, man kunne fejre grundstens-nedlæggelsen for de bygninger, som i dag kendes som N1 og N2, hvilket øgede skolens kapacitet betragteligt.
Siden da har man udvidet på forskellig vis.
Man købte en midlertidig barak til formning; den gamle Jakobskole fra Aarhus blev købt til undervisning i fysik, musik, mm. og blev fragtet til efterskolen på 11 lastbiler; der blev opført en værkstedbygning og en idrætshal, som nu fungerer som spisesal.
Senere byggede man nyt lærerværelse og den store bygning N3 med bl.a. en idrætshal i internationale mål.
De følgende sider kan fortælle om et nyt byggeprojekt, som KSK og DE i fællesskab har planer om. Det er en vanskelig tid for efterskolerne, men DE har stadig et stort optag af elever, og det er vigtigt, at man også fremover kan tilbyde gode faciliteter.
Fra næste skoleår bliver der mulighed for at vælge linje i 10. klasse, idet skolen lancerer en ny og anderledes 10. klasse ”Give away”, som ud over den faglige undervisning sætter særligt fokus på diakonalt arbejde.
Den anden linje hedder ”10 classic” og er, som navnet antyder, en mere klassisk model, men stadig med mulighed for en række spændende valgfag.
Anders Christensen og Tom Skuldbøl har siden 2011 udgjort skolens ledelsesteam. De bringer en hilsen og invitation til skolekredsens generalforsamling på s. 19.
Aktuelt fortæller de: ”Vi har 94 elever i år, og er også godt med hvad angår tilmeldinger til de kommende skoleår. For tiden modtager vi næste års elevholds valgfag og valg af ny 10. klasse. Det er meget interessant at se, hvordan de nye tilbud modtages.”
DE og Nyt Liv
Forud for rykindet af det første elevhold i 1975 var gået en lang proces for at opnå statslig anerkendelse. Denne blev i første omgang holdt tilbage, bl.a. fordi man ikke måtte undervise i en sovesal – men også mere grundlæggende fordi KSK var en selvbestaltet bestyrelse, og for at drive skole krævedes en folkevalgt bestyrelse valgt af en skolekreds.
Af disse formelle årsager var det nødvendigt, at DE og KSK måtte være to selvejende institutioner med hver deres bestyrelse og vedtægter. Dette forhold har givet anledning til en del forvirring gennem tiden. Allerede i 1975 kan Peter Balle Kristensen berette om en ven, der er forvirret over, at det arbejde, som han kendte som KSK ”nu engang imellem hed Djurslands Efterskole”!
Der spørges stadig ganske ofte til forholdet mellem Nyt Liv, KSK og DE.
Bent Christensen illustrerer forholdet med følgende model:
Det er klart, at det fra begyndelsen har været et ønske, at båndene mellem DE og Nyt Liv skulle være stærkere end disse rent formelle omstændigheder.
Peter Balle Kristensen skrev i 1975 efter sin forklaring af, at DE og KSK er to selvejende institutioner: ”Det er vort håb, vor bøn og vor tro, at det gennem alle årene fremover må virke som en enhed, et kristent fællesskab – kun over for myndighederne må vi holde linjerne klare.”
Der er fortsat mange venner af Nyt Liv, som ser arbejdet på efterskolen som en hjertesag, og som dagligt beder for eleverne og de ansatte; om at skolen må være et sted, hvor de unge må trives og udvikles som mennesker; og om at efterskoleopholdet også i vores vanskelige tid må rumme kaldet til omvendelse og til et liv med Jesus som dyrebar og umistelig frelser for al synd.
I år er ”skoleordet” for eleverne på Djurslands Efterskole fra 1 Joh 4,10: ”Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.” Tænk om dette store evangelium kunne nå ind i hjerterne på de unge og blive fundamentet for deres tro og liv med Gud!
Var der brug for, at de troende engagerede sig i den kristne skolesag i 1970‘erne, er der det bestemt ikke mindre i dag. Og arbejdet i Fjellerup har fortsat mest af alt brug for støtte i form af forbøn. Selvom Gud har gjort undere og har velsignet det arbejde, som blev begyndt som et stort skridt i tro, så er der stadig, fuldt ud så meget som dengang, brug for at det er Herrens tanker og ikke menneske-tanker, der råder på dette sted.
Som bønnen er i grundstensdokumentet for skolen: ”Lad dine øjne være åbne over dette hus både nat og dag, over det sted, hvor du har sagt, dit navn skal bo, så du hører den bøn, din tjener opsender, vendt mod dette sted” (1 Kong 8,28-29).
Samtidig er der stadig brug for økonomisk hjælp (jf. de følgende sider) og for et vågent og aktivt engagement for skolen i dens bagland. Dette kan bl.a. ske ved indmeldelse i skolekredsen.
Bent Christensen opfordrer:
”DE har egne vedtægter, der er udarbejdet i enighed i Nyt Liv, men historien har lært os, at rigtige og gode vedtægter kun har betydning, så længe der er mennesker, der vil bruge disse vedtægter i den ånd, de er skrevet, og sige ja til kaldet om at udfylde de nødvendige pladser. En kristen skole lever af Guds velsignelse og vennernes forbøn. Den har brug for en stor og aktiv skolekreds, der har til opgave at finde og vælge de rette bestyrelsesmedlemmer, der igen skal ansætte personligt kristne medarbejdere, der har syn for nødvendigheden af, at den kommende slægt hører Guds Ord og kommer til personlig tro på Jesus.
Troen kommer af det, der høres, derfor er det vores opgave at skabe rammer, hvor Ordet kan høres, til åndeligt liv, og som åndelig næring på vejen mod målet.
DE er bl.a. en frugt af den vækkelse, vi oplevede omkring 1960/70, men også den skolevækkelse, vi oplevede omkring 1975. Ser vi tilbage på disse vækkelser har vi meget at sige tak for; ser vi frem, har vi som måske aldrig før brug for rigtig mange nye skolekredsmedlemmer, der vil bede og arbejde for DE.”
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2012. Hele bladet kan læses her.
