Når vi nærmer os jul, nærmer vi os også altid det glædelige juleevangelium fra Lukasevangeliet kapitel 2, der bliver læst i kirkerne den 24. december.
I denne artikel skal vi stoppe op for en juletekst fra Matthæusevangeliet kapitel 2, som man nok sjældent hører prædikener om. Men den hører med til julens budskab, som evangelisterne beretter for os, og derfor vil det også være godt for os at have den med os her i advents- og juletiden.
Det er beretningen om barnemordet i Betlehem.
Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd. Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias, der siger: I Rama høres råb, gråd og megen klage; Rakel græder over sine børn, hun vil ikke lade sig trøste, for de er ikke mere (Matt 2,16-18)
Ikke et eventyr
Når det er vigtigt at stoppe op for denne tekst, er det ikke mindst, fordi den minder os om, at julen, som vi kender den og har vænnet os til at fejre den, ikke er noget glansbillede. Den er ikke et eventyr.
Der står i det kendte juleevangelium: ”Og det skete i de dage …” Og jeg tror, at de ord for mange af os godt kan have en lidt eventyrlig klang:
”Der var engang …”
“Og det skete i de dage …”
“… Og de levede lykkeligt til deres dages ende.”
Sådan kan vi nemt komme til at høre det i den danske oversættelse. Måske også fordi ordene falder lige nøjagtigt juleaften; en aften, som mange helt fra barndommen forbinder med noget eventyrligt godt.
Men den græske vending, Lukas bruger, har på ingen måde nogen løs og sagnagtig karakter som “der var engang”. Det var tværtimod en helt almindelig sproglig formel, der især blev brugt i historieskrivning for at give en præcis tidsfæstelse af en begivenhed. I dette tilfælde nemlig den tid, da kejseren hed Augustus, og vi har den første folketælling i Syrien, mens Kvirinius er statholder.
Lukas hober informationerne op, netop fordi det er så vigtigt for ham med historisk præcision.
Lyder det som et eventyr? Overhovedet ikke!
Poul Hoffmann skriver i sin læseværdige bog Juleevangeliet – digt eller åbenbaring: “Hvis nogen ville skrive eventyr på den måde, måtte han hellere slå sig på kaninavl, eller hvad han kunne håbe at du til.” Og det er, hvad han også bruger resten af bogen på at demonstrere: Juleevangeliet er ikke noget eventyr, det er simpelthen historieskrivning – og det er ufejlbarlig historieskrivning, ledet af Helligånden, så vi kan være sikre på, at alle detaljer er nedfældet, præcis som de skete.
Så når vi pynter op til jul med små papirengle og kræmmerhuse og idylliske julekrybbespil, så skal vi ikke nødvendigvis holde op med det – men vi skal bare midt i alt det hyggelige julepynt holde fast i, at juleevangeliet er en beretning fra virkelighedens verden.
Ramaskriget
Beretningen om barnemordet i Betlehem viser os på en forfærdelig, men meget reel måde, at julen måske ikke er så hyggelig, som vi gør den til her i Danmark; til gengæld er den virkelig. Julen er virkelig – ligesom ramaskriget er virkeligt.
Ordet “ramaskrig” er et af de bibelske udtryk, der er gået ind i det almindelige danske sprog. Men som så det så ofte går med den slags udtryk, har ramaskriget i dansk sprogbrug helt mistet sin oprindelige betydning. Ifølge Den danske ordbog betyder ordet ramaskrig en “højrøstet, voldsom og ophidset protest”. Ramaskriget er på dansk blevet til et “dramaskrig” (og efterhånden som de færreste kender ordet “Rama”, men mange kender ordet “drama” bliver der også flere og flere, der simpelthen siger “dramaskrig” i stedet).
Man kan for eksempel læse i Billebladet: ”Da prins Joachim i sin tid blev døbt, lød der et ramaskrig i befolkningen, som syntes, det var et frygteligt navn.”
Et ramaskrig er altså sådan en lidt overdramatisk ophidset reaktion på noget, man har læst i Billedbladet om Prins Joachim eller andre ting, man kan hidse sig op over.
I Bibelen er ramaskriget ikke noget dramaskrig. Skriget i Rama er ikke overdramatiseret ophidset. Tværtimod. Man kan vel nærmest ikke forestille sig en lyd, et ord eller et skrig, der kan udtrykke, hvor forfærdeligt det er, det der sker. Soldater, der jagter mødre med deres små babyer for at slå dem ihjel! Brutale razziaer, hvor ammende mødre får hevet deres børn ud af hænderne af ubønhørlige drabstrænede soldater.
Bibelen taler meget om lidelse og ondskab. Og Bibelen lægger ikke fingrene imellem, når den beskriver, hvor forfærdelig verden kan være.
I Rama høres råb, gråd og megen klage; Rakel græder over sine børn, hun vil ikke lade sig trøste, for de er ikke mere
Julen er ikke noget eventyr. Julens budskab taler ind i den virkelighed, vi møder beskrevet her i en kort notits i Matthæusevangeliet. Det er ikke tilfældigt, at vi har den her beretning blandt de glade juleberetninger i Bibelen.
Det er heller ikke tilfældigt, at ondskaben manifesterer sig så tydeligt i verden lige omkring Jesu fødsel. Vi har at gøre med en åndelig kamp. Ondskabens åndemagter i himmelrummet reagerer mod Guds frelsesplan gennem Herodes. Herodes bliver “rasende”, står der. Og det er et satanisk raseri, der sætter barnemordet i Betlehem i værk for om muligt at blive af med Guds søn.
Den sande juleglæde
Her i advents- og juletiden vil mange af os gerne prøve at finde ind i juleglæden. Men mange af os må også erkende, at det let bliver til en lidt overfladisk glæde.
Skal vi finde den sande, bibelske juleglæde, vil det være godt for os at begynde her: med ramaskriget. Vi skal ikke begynde med at se på det lille Jesus-barn i krybben og se, hvor yndigt det er med oksen, der kysser barnets fod, og hvad H.C. Andersen ellers kan finde på at skrive. Nej, vi skal begynde med at se på ondskaben. Vi skal begynde med at se på, hvor ond verden kan være. For det er det, der for Gud er baggrunden for julen.
Jeg tror, at julen er blevet for lyserød og romantisk for mange af os. Og derfor er det, vi kalder juleglæden, også blevet for overfladisk. Vi tænker om juleglæden som en julestemning, som man helst skal komme i, ved hjælp af diverse hyggespredende remedier. Og så er der nogle ting, der kan forhindre os i at komme i den stemning: Sorg og savn, hvis man har mistet. Ensomhed. Fattigdom. Sygdom og problemer i familien.
Hvis man er i anfægtelse og kæmper med synden og det at være kristen, kæmper med troen på Gud, så kan det også være svært at komme i den rigtige julestemning.
Og det kan være dybt frustrerende, at se på al idyllen omkring sig med lysene på gågaden og så videre, når der bare er mørke inden i en selv.
Men så må vi øve os i at se på Bibelen i stedet for at se på gågaden. Julen er i Bibelen ikke glimmerrød og idyllisk. Julens baggrund er synden, lidelsen og ondskaben i verden.
Julens sange og salmer
Og så tror jeg også, vi kan få meget hjælp af at se i vores sangbog og vores salmebog!
For mange af os kommer julesangene vel til også bare at være et middel til at komme i den rigtige julestemning – og så glemmer vi at se på, hvad vi faktisk synger. Men der er virkelig gods i mange af julens sange og salmer.
I håb om at vi må få øje for det, vil jeg i den resterende del af artiklen trække nogle eksempler frem fra julens sange og salmer, som kan hjælpe os til at tage den sande juleglæde til os – også når vi sidder i mørke og anfægtelse.
De knuste hjerter holder fest
“I denne søde juletid tør man sig ret fornøje”, skriver Brorson. Og det klinger så sukkersødt på den fine melodi. Men vi må ikke lade os distrahere af det. Brorsons budskab er meget dybere end som så.
Der står for eksempel i vers 6:
Og blandes end min frydesang
med gråd og dybe sukke,
så skal dog korsets hårde tvang
mig aldrig munden lukke;
når hjertet sidder mest beklemt,
da bliver frydens harpe stemt,
at den kan bedre klinge;
og knuste hjerter føler bedst,
hvad denne store frydefest
for glæde har at bringe.
Vi tænker, at julen kan blive spoleret, hvis der kommer sygdom, arbejdsløshed, måske død ind i billedet – eller hvis du er anfægtet og har det svært med Gud.
Men faktisk kan det være lige omvendt: Juleglæden har lettere ved at blive tom og udhulet, der hvor alting bare er dejligt og hyggeligt.
Dermed ikke sagt, at juleglæden nødvendigvis er tom, der hvor man har en dejlig og hyggelig jul sammen i familien. Jeg tror, at juleglæden også kan være stærk for mange, der er i den lykkelige situation at kunne fejre julen sammen i en familie, hvor der er kærlighed og varme og tro. Og julen i familiens skød kan stå som et lille glimt af paradis, vi får lov til at opleve på forskud. Man kan blive ufatteligt taknemmelig for, hvad man har fået af Gud – som en forsmag på paradis. Og Gud give, at mange af os må få sådan en jul.
Det går dog desværre lettest lige omvendt. Der hvor julen består af en stor del familiehygge og dejlig julemad, kan vi også så let komme til at få en overfladisk juleglæde, hvor taknemmeligheden og paradis/evighedsperspektivet ryger i baggrunden. For vi har det så godt her i verden. Og så glemmer vi, hvad det egentlig handler om.
Det, Brorson siger her, er, at: Knuste hjerter føler bedst, hvad denne store frydefest for glæde har at bringe.
Man siger jo, at julen er hjerternes fest. Men jeg tror faktisk, det er mere rigtigt at sige, at julen er de knuste hjerters fest.
Og det kan lyde som en underlig ordsammensætning – de knuste hjerters fest – men jeg tror, det er rigtigt at sige det sådan: Julens budskab er først og fremmest en glæde for de knuste hjerter.
Der står i Esajas’ Bog 57,15: “For dette siger den højt ophøjede, som troner for evigt, og hvis navn er Hellig: Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte.”
Gud vil bo i det knuste hjerte. Og det ser vi allertydeligst ved, at Jesus kom herned, blev menneske og tog bolig iblandt os. For hvorfor gjorde han det? Det svarer Brorson på:
En liden søn af Davids rod,
som er og Gud tillige,
for verdens synders skyld forlod
sit søde Himmerige;
Det var ham svart at tænke på,
at verden skulle under gå,
det skar ham i hans hjerte;
i sådan hjertens kærlighed
han kom til os på jorden ned
at lindre vores smerte.
”Svart” er ikke et ord, vi bruger mere. Men det er stærkere end ”svært”. Det er noget, der ikke er til at bære at tænke på. Det er noget, der skærer Gud i hjertet.
Tænk på, hvad Gud siger til Kain, efter at han har myrdet sin bror Abel: ”Hvad er det, du har gjort? Din brors blod råber til mig fra jorden” (1 Mos 4,10).
Det var historiens første mord. Det råbte til Gud fra jorden! Og tænk så på, hvor meget ondskab, og hvor meget synd, der har råbt til Gud fra jorden siden dengang.
Gud bliver vred over synden. Gud bliver vred over ondskaben. Men det er kærlighedens vrede. Det skærer Gud i hjertet at se de mennesker, der sidder fast i synd og død. For Gud elsker verden, og Gud vil befri verden – dig og mig – fra al ondskab.
Derfor forlader Jesus sit søde Himmerige. Han giver afkald på alt.
Og det er værd at standse op for og tænke på: Ham, der kender til det fuldkomne liv i Paradis, han lader sig føde her på jorden, i al skrøbelighed, kendt med sygdom, en lidelsernes mand – og til sidst dør han den mest pinefulde død på korset. Alt sammen fordi det skar ham i hjertet at se på en verden i Satans vold – hvor synden og døden hersker. Han kom for at befri os og føre os til paradis.
Du tænker måske, at du kan ikke have del i juleglæden med det mørke, der bor i dig. Men det er løgn! For juleglæden er ikke bare en dejlig julestemning. Knuste hjerter føler bedst, hvad denne store frydefest for glæde har at bringe.
Det var netop for dig, Jesus kom. Det var fordi, det skar ham i hans hjerte at se på dit mørke. Han vil have dig hjem i lyset – der, hvor du hører til. I paradis. Der hvor der ikke længere er noget, der hedder mørke. Dér er ingen synd. Du er befriet fra alt det i dig selv, som plager dig, men som du ikke kan lave om, fordi du sidder fast i det. Dér er ingen død. Dér er ingen sorg, skrig eller pine. Der er ingen angst. Der er kun fuldkommen glæde og tryghed og kærlighed.
Julebud til de bange hjerter
Julen er ikke de vellykkedes fest – sådan som det kan tage sig ud i vores julekultur.
Julens budskab er først og fremmest et budskab om hjælp til dig, der har behov for hjælp.
Julen er kommet med solhverv for hjerterne bange,
jul med Guds-barnet i svøb, under englenes sange.
(Kimer, I klokker, v. 2)
Kom, bange sjæl, at skrive
dig det i hjertet ind,
lad denne glæde drive
igennem sjæl og sind:
at hjælpen er til stede,
at Jesus selv er her,
han vil dig trøste, glæde
og altid have kær.
Du skal ej heller klage,
at du ham ej kan få,
han kommer selv at tage
dig ud af jammers vrå;
han kommer selv, han kommer
at dæmpe al din ve
og gør en liflig sommer
af al din trængsels sne.
(Hvorledes skal jeg møde og favne dig, min skat, v. 5-6)
Denne glæde er ikke en glæde, hvor man skal prøve at glemme sin sorg eller sin anfægtelse og ligesom pakke den væk og lægge den til side for at kunne komme i den rigtige stemning.
Tværtimod viser julens budskab netop, at der er masser af ting at lide under og være anfægtet over i syndens og dødens verden. Og det råber til Gud fra jorden – det skærer ham i hjertet at se, hvad der foregår af mørke og ondskab i dit liv.
Men glæden er, at der er håb. Vi har en Gud, som har ofret alt for at føre os hjem til paradis – hvor vi er skabt til at være. Et evigt liv i fællesskab med ham.
Julebudet til dem, der græde,
det er vældet til evig glæde.
Glæd dig da kun, du menneskesjæl,
stinger end ormen endnu din hæl!
Favn kun trøstig, hvad Gud har givet,
løft dit hoved, og tak for livet!
(Julebudet til dem, der bygge, v. 4)
“Stinger end ormen endnu din hæl.” Det er en henvisning til Første Mosebog 3 om slangen, der skal bide kvindens afkom i hælen. Og det er jo en Kristus-profeti! Det er en profeti om, at Jesus skal dø på korset, og derved skal han besejre slangen og knuse hans hoved.
Men det er også en profeti om livet som kristen. For vi lever også med vores kors, mens vi er her på jorden. Men glæden er, hvad Gud har givet. Det må vi favne og få trøst fra. Fordi Gud i Jesus har givet os adgang til Paradis, kan vi løfte vores hoveder og takke for livet, ja “sige tak under alle forhold”, som Paulus skriver. Vi kan være “som bedrøvede, dog altid glade”.
Selv når det er allermørkest, så har julen og påsken tændt et lys og et håb for den bange sjæl: Hjælpen er til stede. Jesus selv er her. Han vil dig trøste, glæde, og altid have kær.
Den rette glædessol
Der hvor Jesus har fået lov til at tage bolig i det knuste hjerte, bor glæden også inde i dig. Den bor der sammen med sorgen og smerten. Men glæden er der, fordi vi har en frelser. Vi kender en person, som har ofret alt for at frelse os. Vi kender en person, som går ved vores side, og i alt hvad der møder os, har han ét formål: Han vil i sin kærlighed, føre os ad vejen, der går hjem til paradis.
O, salig er den stad for vist,
hvis konge er den Herre Krist;
så vel det hvert et hjerte går,
hvor denne konge indgang får.
Han er den rette glædessol,
som lyser fra Guds nådestol;
ved ham, Guds Søn, det lysne må
udi vort hjertes mørke vrå.
Jeg hjertets dør vil åbne dig,
o Jesus, drag dog ind til mig!
Ja, ved din nåde lad det ske,
at jeg din kærlighed må se!
(Gør døren høj, v. 4-6)
Vi skal lægge mærke til, hvor advents- og julesangene peger hen, når de taler om juleglæden. De peger ikke indad, og de peger ikke ud mod verden med alt, hvad den kan tilbyde. De peger hen mod Jesus. “Skriv det ind i hjertet, at Jesus selv er her.”
For hemmeligheden bag den sande juleglæde er, at det er Jesus selv, der er den rette glædessol.
Da jeg i mørkheds sæde
og Satans rige sad
da kom du selv, min glæde,
og gjorde mig så glad.
(Hvorledes skal jeg møde og favne dig, min skat, v. 4)
Det er utroligt stærkt skrevet! Jeg sad i Satans rige – i et frygteligt mørke. Men så kom lyset. For så kom Jesus. Og det er Jesus, der er juleglæden selv.
Og det kan du se og takke for midt i familiehygge og dejlig julemad – men måske ser du det bedst, der hvor alt andet krakelerer omkring dig, og det hele går i stykker.
Ak, søger de ydmyge steder,
i støvet for Frelseren græder,
så får I vor Jesus i tale,
thi roserne vokse i dale.
Min Jesus! Du stedse skal være
mit smykke, min rose, min ære,
de giftige lyster du døder
og korset så liflig forsøder.
Lad verden mig alting betage,
lad tornene rive og nage,
lad hjertet kun dåne og briste,
min rose jeg aldrig vil miste!
(Den yndigste rose, v. 6-8)
Det er nogle meget indholdsrige vers, som man kunne sige meget om. Men én ting skal stå klart, og det er, at sådan nogle julevers er så langt fra lyserødt, som det overhovedet kan komme.
Lad verden tage alting fra mig! Lad bare de torne i kødet rive og nage! Ja, hjertet kan dåne og briste – lad mig dø! Min rose jeg aldrig vil miste!
Jeg har et håb for evigheden. Han hedder Jesus. Han er hos mig nu. Han er virkelighed – jeg kender ham! Og dén glæde kan ingen tage fra mig.
Døren til den sande glæde
Paul Gerhardt var en mand, der i den grad var kendt med plager, fattigdom og lidelse. Han levede under 30-årskrigen under forfærdelige forhold, og han mistede 4 ud af sine 5 børn.
Denne Paul Gerhardt skriver:
Gud, vor Fader, gav i nåde
julenat
os en skat,
herlig overmåde;
for at frelse os af nøden
steg herned
kærlighed,
stærkere end døden.
I, som tunge stier træde,
stands og hør:
Her er dør
til den sande glæde;
og i huset inden døre
trøstes ved
slig en fred,
ingen sorg tør røre!
Jesus kom for at frelse det fortabte. Jesus kom, fordi Gud hørte skriget.
Rakel græder, hun vil ikke lade sig trøste. Hun vil ikke lade sig trøste. For børnene er der ikke mere. Døden er uigenkaldelig. Alt er tabt. Livet ligger i ruiner.
“Nej!” forkynder Paul Gerhardt, der har mistet fire børn: Vi har fået en skat! Jesus steg herned, kærlighed, stærkere end døden.
Han har overvundet døden! Og her er døren til den sande juleglæde.
Lukker vi den dør op, så har vi en glæde, der kan gælde i alle forhold. Så kan det blive jul i selv det mest formørkede hjerte. For Jesus har overvundet alt det onde.
Det er den sande juleglæde. Og den er ikke noget eventyr. Og den er ikke en flygtig julestemning. Juleglæden er en virkelig person, som vil være dig nær – som vil frelse dig fra alt dit mørke, fra al din angst og fra al din synd.
Julen er ikke de vellykkedes fest. Den er de knuste hjerters fest. Julen er først og fremmest et budskab om hjælp til dig, der har behov for hjælp. Julen er en trøst og en glæde for dig, der sidder i mørket.
Og her har du en juleglæde, der er holdbar hele året rundt. Ikke bare i december.
Derfor må vi også med Lina Sandell bede:
Giv os en højtid, som varer
ej kun en dag eller to!
Når du din nåde forklarer,
hjælp os derpå da at tro!
Skænk os den fred, som du giver,
den, hvorom verden ej ved;
giv os den fryd, som forbliver,
selv når vort livs sol går ned!
(Julen nu atter er inde, fra v. 2 og 3)
Amen.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2019. Hele bladet kan læses her.
