Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres (Matt 5,3).
Jesus åbner døren til Guds rige på vid gab for alle mennesker. Han støder ingen bort. Men selvom det er sådan, så viser det praktiske liv os, at det kun er dem, der har en levende trang efter at blive frelst, der søger den åbne dør. Ingen er så åbne for Guds rige som de fattige i ånden. Jesus siger uden noget forbehold, at de er salige.
Men her viser erfaringen os, at der er to slags fattige i ånden: dem, der står uden for døren til Guds rige, og dem, der er indenfor.
Håbløs og umulig
De fattige i ånden, der står uden for døren til Guds rige, har en længsel, men vover ikke at gå ind ad døren. Grunden til, at du ikke tør gå ind, er måske, at du synes, du ikke er, som du skal være. Så står du udenfor, selvom der egentlig ikke var noget, du hellere ville end at blive frelst. Du ved, det allerbedste og allervigtigste for dig ville være, hvis du kunne tro, at du var Guds barn. Men du ser ikke nogen vej, der fører frem til det mål.
Du tvivler ikke på det, Jesus har gjort. Du ved godt, at hans fuldbragte værk også er nok for dig. Du tvivler ikke på ham, men på dig selv. Det er ikke Jesus, der er noget i vejen med, det er dig.
Du ved godt, at det ikke er, fordi du skal fortjene at blive frelst ved at blive et nyt menneske. Det har du hørt. Nej, det, der er i vejen, er, at du er så helt igennem håbløs og umulig. Du har ingen tro, ingen smerte over dine synder, du kan ikke angre – og midt i det hele er der heller ingen alvor i din bøn.
Du kan ikke få ændret dig selv. Du står i vejen for dig selv. Du græder, fordi du ikke kan græde. Du angrer, fordi du ingen anger har, og du beder om lyst til at bede. Du foragter dine synder, og alligevel elsker du synden.
Lige meget hvor du vender dig hen, når du ser på dig selv, så kører du fast. Du ligner en knust glasskål, der ikke kan sættes sammen igen, eller noget sammenfiltret garn, det er umuligt at vikle ud. Du er en uløselig gåde for dig selv.
Af og til synes du, der er et svagt glimt af håb, men så bliver mørket bare så meget større bagefter. Og midt i dette umulige længes du efter at blive frelst.
Severin og kakaoen
Da jeg var ung, hørte jeg en lille fortælling, som jeg senere blev meget glad for – da jeg selv oplevede at stå uden for porten til Guds rige, men ikke vovede at gå ind.
En ung lærer, der gerne ville hjælpe børnene til at lære så meget som muligt, prøvede på forskellig vis at vække læselysten hos dem. En dag sagde han til klassen, at alle de børn, der kom i skole næste dag og kunne deres lektier godt, måtte komme hjem til ham og få kage og kakao. Her skal det indskydes, at kakao på den tid var noget meget sjældent, når man boede ude på landet!
Som man kan forestille sig, gik alle børnene hjem fra skole den dag med én ting i hovedet: at de skulle lære deres lektier, så de kunne være med til kakaofesten hos læreren dagen efter.
Mens alle eleverne var fyldt af glæde og forventning, var det anderledes for Severin. Han var et af de børn, der havde meget svært ved at lære at læse. Severin gik nedslået hjem med tanke på, at han nok skulle sidde alene tilbage, når alle de andre gik hjem til læreren for at få kage og kakao.
Da han kom hjem, fortalte han sin mor det hele og bad hende om hjælp. Han blev nødt til at lære at læse lektien. Severins mor lagde alt arbejde til side og sad hele dagen sammen med sin dreng for at hjælpe ham med lektierne. Men lige meget hvor meget de arbejdede, kom de ingen vegne.
Næste morgen var Severin og hans mor tidligt oppe og prøvede igen – men nej, det lykkedes ikke. Og så måtte han gå i skole den dag som alle andre dage uden at kunne et ord af lektierne.
Severin sad nu der på bagerste række i klassen. Alle børnene blev hørt i lektien, og de kunne alle sammen læse så fint. Til sidst var der kun Severin tilbage. Han sad modløs med ansigtet skjult i hænderne.
”Nå, Severin,” sagde læreren, ”nu er det din tur. Mon ikke du også kan læse lidt for os i dag?”
”Jeg kan ikke,” svarede Severin.
”Prøv bare, Severin, det skal nok gå. Jeg kan hjælpe dig lidt på vej.”
Læreren læste de første ord af teksten. Severin gentog de ord, læreren havde sagt – og gik så i stå.
Der var stille i klassen. Alle havde ondt af Severin.
”Hvad synes I, vi skal gøre?” spurgte læreren.
En af pigerne rakte hånden op og sagde: ”Vi bliver nødt til at have Severin med.”
”Er vi alle sammen enige om det?” spurgte læreren.
”Ja,” råbte hele flokken i kor.
Så gik de hjem til læreren, og Severin tog plads sammen med alle de andre.
Børnene gik glade i gang med kagen og kakaoen i bevidsthed om at have lært deres lektier. Undtagen Severin. Han sad der uden at have lært lektien – af bare nåde.
En anden har gjort det
Der er mange rundt omkring, der i åndelig forstand ligner Severin.
Du læser og læser og læser, men du kan ikke få det ind. Du beder, du holder op igen, du går i gang igen. Du hører Guds ord, du kæmper mod synden, du prøver at bryde med den. Du siger til dig selv, at nu skal det være alvor, men du kommer ikke længere. Det lykkes ikke. Du får ikke lært din lektie. Du er ikke i stand til det.
Er det dig, der har det på den måde? Så har jeg et godt budskab til dig fra den levende Gud: Du må få lov til at komme til ham og være barn i hans hus uden at lære din lektie! For det, der er Guds store under, som du endnu ikke har fået øje på, er, at der er en anden, der har lært lektien for dig; lige præcis den lektie, du kæmper med, og som du ikke er i stand til at lære.
Ham, der blev givet os af Gud, Jesus Kristus, Frelseren, han lavede dine lektier og lærte dem fuldkomment for dig. På hans gerning og for hans regning skal du få lov til at komme ind, være frelst, præcis som du er i dette øjeblik. Himmeriget er dit! Det er dit – nu i dette øjeblik!
Du har mig åbenbaret,
at jeg har barnekår,
at du i Kristus er min kære Fader.
Du har mig åbenbaret,
hvad ingen sjæl forstår,
at du af nåde al min synd forlader.
Jeg, som med bod og bedring,
med anger og med tro,
med lydighed og fromhed
ej kunne finde ro,
jeg er i Kristus allerede salig.
(LT 279)
Ja, sådan er det. Læg dig hjælpeløs i hans frelsende nådearme med hele dit syndige liv. Han vil frelse dig, præcis som du er i dette øjeblik. Det må du tro!
Så er du frelst.
Som de, der intet har
Til sidst nogle ord om den slags fattige i ånden, der ikke står uden for døren til Guds rige, men er kommet ind. Hvem er det?
Det er de bedste kristne!
En helt ærlig kristen kan aldrig vende sig til noget i sig selv og finde trøst i det. I sig selv finder han aldrig noget af det, han har brug for. Lige meget hvad du finder i dit indre, finder du aldrig noget, der kan give dig trøst.
Du har en sjæl, en ånd, et liv, der altid står i en mangelsituation. Du har arme, der rækker tomme hænder mod Guds nådefavn for at få og få igen, time efter time, fra år til år – hele livet. Du må gå med en tom krukke for at få af nådens manna til din sidste levedag. Nåden kan aldrig lagres. Som dagen er ny, må nåden være ny.
Intet har jeg til dig bragt,
kun ved korsets fod mig lagt.
Nøgen bad jeg dig om skjul,
nåde for en anskudt fugl.
(LT 378)
Som de, der intet har og dog ejer alt, er det med de fattige i ånden, der er kommet ind i Guds rige. Gud uddeler ikke arven til sine børn her i tiden. Så ville det gå galt både med os og arven. Arven er gemt til os i Himlen, og mens vi venter, bliver vi bevaret af Guds magt ved troen (1 Pet 1,4-5), og vi har fået Helligånden som pant på vores arv, indtil forløsningen kommer (Ef 1,13-14). Sådan handler Gud med sine børn i nådens rige.
Altid fattige i ånden
Der er nok af dem, der synes, at dette er for mørkt et billede at tegne af en kristne. Og så kommer de med spørgsmålet: Skal en kristen da ikke være lykkelig og glad?
Jo! En kristen skal have al sin lykke, glæde, ære, rigdom, ja alt i Jesus. Vel at mærke ikke sådan, som vi ejer ham i vores hjerte, men sådan, som han nu træder frem for Guds ansigt for vores skyld.
Jo mere en kristen kan se bort fra sig selv og forlade sig på Jesus alene, desto mere lykkelig og virkelig glad bliver han. Den, som roser sig af alt det, han ejer af sin frelser i sit hjerte, ligner mere en farisæer end en kristen.
Lad os blive stående et øjeblik ved dette store ord af Jesus: Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.
På et tidspunkt i mit kristenliv havde jeg den tanke, at denne fattigdom i ånden var noget, en kristen skulle vokse fra, og således få mere af det liv, Jesus viser os i Bjergprædikenen. Nu ved jeg, at hvis Jesu sind og Jesu lære skal få mere plads i os, så vi i et vist omfang kan gå i hans fodspor, så må vi altid være fattige i ånden. Den, som er mest fattig, sulten og tørstig, er den, der kommer længst ind i rigdommen i Gud og ligner sin Frelser mest.
Vi gør klogt i at vende os bort fra de mennesker, der altid viser deres kristendom frem og roser sig af, at de i deres hjerte ejer mere end andre kristne. De er kommet ind på en afvej, og en dag vil de finde sig selv der, hvor de mindst havde tænkt det.
Ikke ”fattige på ånd”
For at ingen skal misforstå dette, må jeg tilføje, at det at være fattig i ånden ikke betyder det samme som at være fattig på ånd.
Den visne åndsfattigdom er en stor ulykke. Den skaber blot verdsliggjorte kristne og et sygt kristenliv. Ind i dette syge, verdslige kristenliv lyder Guds ord: ”Vågn op og styrk resten, som er døden nær” (Åb 3,2).
Den åndsfattige kristendom har ingen sult, ingen mangel og ingen tørst efter Gud. Den er standset i sin vækst og gør os til tunge, sure, verdsliggjorte kristne, en skam for Guds rige og til vanære for Gud.
Gud give, at vi aldrig må være blandt dem, der er fattige på ånd, men at vi må være blandt dem, der er fattige i ånden, så vores Frelser kan prise os salige!
Fra bogen Hjælp til fred, Luthersk Missions Forlag 1950, s. 37-46, sprogligt bearbejdet.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2025. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Ludvig Hope
Ludvig Hope, (1871-1954), norsk prædikant