David tog nu ophold i klippeborgene i ørkenen; han opholdt sig i bjergene i Zifs ørken. Saul efterstræbte ham hele tiden, men Gud gav ham ikke i hans hånd. David var bange, fordi Saul var rykket ud og stræbte ham efter livet.
Mens David var i Horesh i Zifs ørken, tog Sauls søn Jonatan af sted til David i Horesh. Han fik ham til at hente nyt mod hos Gud og sagde til ham: ”Du skal ikke være bange, for min far Sauls hånd kan ikke nå dig” (1 Sam 23,14-17).
Jeg er meget glad for de levende og personlige skildringer, vi får af David i Bibelen. David er vel på nogle måder en helt – i hvert fald en troshelt – men fordi vi lærer ham så grundigt at kende i Bibelen gennem salmer og skildringer, bliver det også åbenlyst, at han ikke var noget overmenneske.
”David var bange,” står der slet og ret. Læg mærke til, hvor det står! Det står lige efter, at teksten har fortalt os, at ”Gud gav ham ikke i Sauls hånd”. Teksten minder os om, at det er Gud, der styrer, og at det er Gud, der sørger for, at Saul ikke får ram på David. Det samme burde David vide, da han jo er blevet salvet til at være konge over Israel.
Alligevel er han bange. Han tager ophold i klippeborgene i ørkenen. Det lyder måske sikkert og trygt. Men det er jo bare jordiske klipper. De giver ham ingen reel beskyttelse mod den fnysende Saul.
Kan der være en mere ædel og nobel grund til, at David var bange? Var det måske, fordi han var bange på andres vegne? På Sauls vegne måske? – Han havde jo en kærlighed og et tidligere varmt forhold til kongen.
Næh. Der står i teksten, at David var bange ”fordi Saul var rykket ud og stræbte ham efter livet”. David var simpelthen bange for sit liv. Han var bange for at dø! Og det var han, selvom han havde Guds løfter om, at han var den udvalgte konge, og selvom han havde adskillige førstehåndserfaringer af, at det var Gud, der styrede – det var Gud, der gav sejre, det var Gud, alting afhang af.
Hvor er det levende! Og hvor er det på mange måder trøstende at læse.
Hvad sker der så for David? Hvordan finder han hjælp? Han finder den ikke selv – men den kommer til ham udefra, gennem en god ven. Jonatan får David til at ”hente nyt mod hos Gud”.
Hvordan gør Jonatan det? Er det ved at fortælle David noget, han ikke har lagt mærke til? Noget nyt?
Næh. Jonatan siger nøjagtig det samme, som teksten i forvejen har fortalt os, og som David burde være den første til at vide: ”Min far Sauls hånd kan ikke nå dig.” Der er en anden hånd, der er mægtigere end selv den mægtige Kong Sauls hånd. Når Guds hånd beskytter os, er der intet i hele verden, der kan nå os – uden at det er villet af vores kære Far, der ser, hvad der tjener os til det bedste.
David vidste det selv. Men han havde brug for, at en anden kom og sagde det til ham.
Sådan har vi også brug for, at der bliver vidnet for os i den kristne menighed. Vi har brug for at høre fra kristne brødre og søstre – det, vi sikkert godt ved i forvejen. Du har brug for at høre det sagt igen og igen – ind i den situation, du står i lige nu. Og netop dér må du vide: Gud har ikke glemt dig. Du er ikke overladt til klippeborge i ørkenen. Du er ikke overladt til at have tillid til det, der står på din bankkonto. Du er ikke overladt til status på din helbredsjournal. Du er ikke overladt med det endegyldige ansvar for din familie. Du må sørge så godt, du kan for dem, og give dig selv hen for dem – men det er først og fremmest Gud, der må lede os dag for dag ad de stier, der snor sig hjem til Himlen gennem tjørn og krat her på jorden.
Gud har givet os sit ord – men han har også givet os hinanden, for at vi kan give hinanden af det ord! Vi er ikke overmennesker. Det er svært at leve på et ord og på løfter, der er usynlige. Vi kan blive bange og miste freden. Sådan oplevede David det, og sådan oplever vi det selv i dag – også selvom vi mener, vi kender Guds ord.
Lad os derfor stræbe efter at være Jonatanner for hinanden – og minde hinanden om det ord, vi kender i forvejen. For det er det ord, der kan bære os hjem.
