Lær os at holde tal på vore dage, så vi får visdom i hjertet (Sl 90,12).
I Salme 90, der bærer overskriften ”Bøn af gudsmanden Moses”, og som er den eneste salme af Moses, finder vi også ordene: ”Vore leveår kan være halvfjerds, eller firs, hvis kræfterne slår til, men al deres stolthed er elendighed og ulykke; hastigt går det, så flyver vi bort” (Sl 90,10).
Ordene om vores levealder tror jeg, der er mange der har hørt i forskellige sammenhænge og også brugt ved forskellige lejligheder. For min egen del er det jævnligt ord, jeg har haft i mine tanker. Den primære årsag til dette, tror jeg væsentligst kan føres hen til min nørdede idé med at granske i min slægt.
Man skal ikke have arbejdet med slægtsforskning ret længe, før man meget direkte og konkret bliver bevidst om, hvor kort et menneskeliv i grunden er, og det uanset om alderen blev mere eller mindre end 50 år, og selvom den måske i enkelte tilfælde kommer over 90, så er der stadig tale om et utroligt kort tidsspand, når man arbejder med flere generationer og flere hundrede år.
Men det er faktisk ikke alene tanken om alderen, og dermed årene, der melder sig. Hvordan levede de? Ja, det kan man godt komme til at tænke på, når man når lidt bagud i slægten. Der hvor der ikke er vidnesbyrd fra personer, som man selv har kendt eller fra nedskrevne ting, der kan man kun gætte sig til, hvordan det har været med deres daglige liv og deres forhold til Guds ord, og dermed om de har taget imod syndernes forladelse, Jesu nåde og fred. Jeg ved for eksempel, at to sæt, altså fire af mine i alt otte oldeforældre, blev mødt af evangeliet i vækkelsestiden omkring 1870-1890 og har forskellige vidnesbyrd om, hvad det betød for dem. Men hvordan det var med de andre fire og dem, der er længere bagud? Ja, det har jeg ingen konkret viden om.
I dette lys har ordene fra Salme 90, vers 12 ofte mødt mig. Tæller jeg og holder jeg styr på mine egne dage, og samler jeg op fra Guds ord, så jeg får visdom i hjertet?
Mit eget liv går hurtigt, men ikke kun det, det gør andres også. Har de haft muligheden for at høre Guds ord, det ord, som kan skabe troen i hjertet? Har de hørt om Jesu forsonergerning på korset, som han i sin kærlighed rækker til alle, som vil tage imod? Har du, har jeg, stillet os til rådighed, som budbringere af dette fantastiske budskab, ja selve evangeliet?
Der er her tale om spørgsmål af yderst alvorlig karakter. Det handler om evig fortabelse eller evigt liv med Jesus. Har jeg, har du, rakt Guds ord til andre? Vores liv her på jorden er kort, men det er det også for de andre. Jordelivets tid er kort, men evigheden efter døden er lang, og der er to udgange af jordelivet, enten evig fortabelse, eller en evighed sammen med Jesus.
I Salme 90, vers 4 læser vi: ”Tusind år er i dine øjne som dagen i går, der er forbi som en nattevagt.” Vore egne dage, som vi skal tælle, er én ting. Noget andet er Guds dage. Gud er ikke menneske, Gud er Skaberen og livets opretholder, og han tæller på en anden måde, end vi gør.
Moses siger til os i salmen, at visdom begynder med, at vi frygter Gud, altså at vi tager Guds ord alvorligt.
Moses’ bøn, som er hele salmen, kan inddeles i tre dele. I første del (v.1-6) reflekterer Moses over Gud som Skaberen og som Dommeren. I anden del (v.7-11) siger Moses noget om sit eget liv og konstaterer, at han står under Guds vrede. I den tredje del (v. 12-17) beder Moses om, at Gud vil give ham visdom og barmhjertighed, ja han beder om Guds nåde.
Moses måtte også lære at tælle sine dage. Når man ser på hans liv, kan man opdele det i tre dele a 40 år (ApG 7,20-53). I de første 40 år var han en mægtig person i Egypten. I de næste 40 år, søgte han tilbage til sit folk og skiftede Egyptens pragt og visdom ud med en visdom fra Gud, og på denne måde kunne Gud bruge ham i sin tjeneste. Og i de sidste 40 år brugte Gud Moses på flere måder, og Moses’ ønske om at udfri sit folk fra ørkenvandringen blev altså først givet efter 40 års isolation i ørkenen.
På den ene side forsvinder vore år i en voldsom fart, men der kan også være forhold i vore liv, hvor vi ikke kan forstå, hvorfor der skal gå så lang tid. Det kan for eksempel være noget, vi beder om, hvor vi ikke synes, at vi får svar med den hast, vi gerne vil have det. Men det kan måske skyldes, at Gud er barmhjertig mod os. Det er jo ikke altid, vi forstår og begriber vore egne handlinger og bønner.
Da Israels folk var på ørkenvandringen, hvor Gud sørgede for dem, blev de utilfredse med den manna, de fik, og de bad og nærmest forlangte at få kød. Gud gav da efter og gav dem vagtler i hobetal, men flere døde af det (2 Mos 16 og 4 Mos 11,33). Lad os bede til Gud, men lad os ikke blive grådige og plage Gud med vore egne gode ideer.
Gud har alle vore dage i sin hånd. Han er vor Skaber, vor opretholder og vor Frelser. Vores liv her på jorden er kort, det bør vi minde hinanden om, og på den måde hjælpe hinanden til ikke at leve ureflekteret i denne verden og ikke forholde os til livets udgang: fortabelse eller evigt liv.
Lad os tælle vore dage, være bevidste om, at vores liv her på jorden er kort, men samtidig takke for de dage vi får, i tro og tillid til Gud og vor Frelser. Og lad os gøre det, også når vi måske synes, at Gud er fjern, og ting trækker ud. Men lad os også bede om, at vi må få lov til at bære Guds ords frelsende evangelium til dem, der ikke har hørt om det, både nær og fjern.
Udgivet af
Thorkil Ambrosen
Thorkil Ambrosen, Hillerød, cand. agro.