Dåb og nadver

Lovsangstoner VII

Udgivelsen af den nye Lovsangstoner i december 2020 er anledning til, at vi i denne serie går igennem sangene forfra, emne for emne. At læse eller synge sig igennem en sangbog er som en lang og opbyggelig vandretur med kristne brødre og søstre fra fortid og nutid. Alle styrker og hjælper de os med deres vidnesbyrd, deres sjælesorg og formaning, så vi ikke skal gå alene.

I sangbogen Lovsangstoner er der en stærk strøm af gode sange om Guds ord (se gennemgangen i blad nr. 2-2023). Nu følger en beskeden biflod af sange om sakramenterne. Afsnittet består af kun seks sange.

Hvorfor er det mon sådan?

For det første er Lovsangstoner primært tænkt som en sangbog, der bruges på vores lejre i Fjellerup, hvor vi hverken har dåb eller nadver.¹ Det må proportionerne i afsnittet om sakramenterne naturligt bære præg af.

For det andet må det siges, at Nyt Liv tilhører den del af vækkelsesbevægelserne i Norden, der traditionelt ikke har lagt særligt meget vægt på sakramenterne. I den tradition, Nyt Liv er en del af, har det ikke været naturligt at skrive sange om dåb eller nadver. For sange skriver man oftest kun om det, der ligger en allermest på sinde. Det er jo netop derfor, det er så velsignet at dykke ned i sangene: Det er ikke bare dogmatik om alt det, vi formelt set godt ved, kristendommen bør indeholde. Det er vidnesbyrd i hjertesprog om det allermest betydningsfulde, sangskriveren ved. Det er det, som man bare ikke kan holde tilbage. Det, der absolut må deles, så vi sammen kan synge om det, der er vores største trøst og glæde.

Baggrund

Vi bærer altid præg af den tradition, vi kommer fra. Og som konservative hænger vi måske fast i vores tradition på en måde, som gør det nødvendigt med lejlighedsvise eftersyn, så vi ikke blot blindt fortsætter, som vi plejer. Måske er den manglende betoning af sakramenterne faktisk en stor fejl, som vi må rette op på nu?

Ser vi på det generelle billede i vores tid, er tendensen dog næppe at hænge for hovedløst fast ved det gamle. Inspiration til kristenlivet hentes ved at søge udad i samtiden frem for bagud i fortiden. Dermed bliver der også en risiko for at komme for hurtigt til den konklusion, at sakramenterne har fyldt for lidt hos os, og at det er noget, vi skal skynde os at lave om på – uden at stoppe op for, hvorfor sakramenternes betydning er blevet stedmoderligt behandlet i sangene og forkyndelsen. Det er godt at være selvkritiske over for den tradition, man er rundet af, men vi gør klogt i at være det med en god portion ydmyghed.

En væsentlig grund til, at sakramenterne i en del af vækkelsesbevægelserne fra 1800-tallet og frem ikke har været et hjertebarn, er, at man har været i kraftig og kendelig opposition til den døde kristendom, som blev udbredt gennem landets kirker. Det var en kristendom, som i tiltagende grad vægtlagde det humanistiske i kristendommen – betydningen af de gode gerninger og kærligheden til næsten – og som mindre og mindre talte om omvendelsen, de kristnes anderledeshed, troen og retfærdiggørelsen i Jesus. Det var en kristendom, der i begyndelsen nok stadig kunne lokke med Himlens herlighed og skræmme med Helvedes gru, fordi det var nyttige virkemidler til at tvinge de gode gerninger frem; men efterhånden udviklede det sig til at blive en rent dennesidig forkyndelse, hvor betydningen af at stå i ret forhold til Gud frem mod dommens dag forsvandt i periferien og blev opfattet som gammeldags og intetsigende teologi.

Ind i denne sammenhæng kom sakramenterne til at tjene som en yderligere bekræftelse på, at der ikke var noget at bekymre sig om. ”Jeg er jo døbt, kommer i kirken og går til nadver.” Eller for de flestes vedkommende blot: ”Jeg er jo døbt – og lever et ordentligt liv.”

Sakramenterne, og især dåben, blev altså brugt til at bestyrke den falske sikkerhed hos uomvendte mennesker, der levede et hæderligt og humanistisk liv. Det var i den stik modsatte retning af vækkelsens ånd. For vækkelse går jo ud på, at mennesker må vågne op og se deres fortabte tilstand, så de søger fred med Gud ved Jesu kors.

Det var altså et berettiget kritisk forhold til den almindelige forståelse og brug af sakramenterne, der drev modstanden i en del af vækkelsesbevægelserne. Og det er denne modstand, vi ikke må sætte os for hurtigt ud over, hvis vi mener nu at vide bedre end de gamle.

Sandhed til gudfrygtighed

Et stærkt eksempel på, i hvor høj grad man var på vagt over for misbruget af sakramenterne til falsk tryghed, finder vi i Erik Pontoppidans katekismusforklaring Sandhed til gudfrygtighed – den lærebog i kristendom, som alle skoleelever i Danmark-Norge skulle oplæres i, da kongeriget fik en pietistisk sindet enevældig konge, og som i kraft af sin store udbredelse danner et vigtigt bagtæppe for vækkelsernes frembrud i 1800-tallet.

Her stilles eleven som noget af det første i oplæringen om sakramenterne over for spørgsmålet, om alle kristne bør bruge sakramenterne. Elevens svar lyder efter bogen: ”Ja, de bør takke Gud for sådanne nådemidler og ikke forsømme eller foragte dem, men dog heller ikke sætte en blind tillid til disse midlers brug uden sand bodfærdighed og tro.”

Vi er altså knap nok kommet i gang med at forstå sakramenternes betydning, før der advares mod den ”sikre” brug af sakramenterne, som man finder i et liv uden gudfrygtighedens syndserkendelse og tro på Jesus.²

Senere undervises skoleeleverne i, hvordan man falder ud af dåbens nåde. Det kan ifølge Pontoppidan ske på to måder – en ”fin” og en ”grov”.

Den grove måde er, når man åbenlyst lever i synd. Det er nemt for alle at se.

Hvordan kan man så falde ud af dåbens nåde på en ”fin” måde? Jo, med det mener Pontoppidan, at det kan ske ganske umærkeligt for en selv og lige så usynligt for andre. Man bliver lullet ind i søvnens sikkerhed, så man som årene går ikke længere har sin dåbspagt for øje. Det nye liv, som Helligånden virker, står man imod. Man forsømmer at bede og læse i Guds ord. Man våger ikke længere over sit eget liv. Man kæmper ikke længere mod sine åndelige fjender – Djævelen, kødet og verden. Ens sind bliver efterhånden verdsligt, forfængeligt, uåndeligt og kødeligt.

Sådan advarer Pontoppidan med henvisning til bl.a. alvorsordet i Hebræerbrevet: ”Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer skal være et ondt, vantro hjerte, så der sker frafald fra den levende Gud, men forman hinanden hver dag, så længe der er noget, der hedder ’i dag’, for at ingen af jer skal blive forhærdet ved syndens bedrag; for vi har del i Kristus, hvis vi indtil det sidste holder urokkeligt fast ved den tillid, vi havde i begyndelsen” (Hebr 3,12-14).

Denne formaning til at være på vagt over for den falske tryghed og det snigende frafald var en gennemgående tone i pietismen og i den vækkelsesforkyndelse, der lå i forlængelse af pietismen. Og spørgsmålet er, om der ikke også i dag er grund til at lægge vægt på de spørgsmål: Tjener min brug af sakramenterne – dåben og nadveren – til en bekræftelse på, at det er i orden med mig – selvom jeg umærkeligt er gledet ind i et liv uden for nåden, forhærdet ved syndens bedrag?

Hvis vi har svært ved at forstå, hvorfor en del af vækkelsesbevægelserne historisk har haft en skepsis over for at tale og synge for meget om sakramenterne – er det så, fordi vi har fået øje på deres blinde vinkler og er blevet klogere og mere gudfrygtige? Eller skyldes det, at vi selv med vores blinde vinkler har mistet synet for, hvor alvorlig en kamp vi har at kæmpe mod det ”fine” frafald i vores menigheder og i vores egne hjerter?

Dåben og troen

Når vi en sjælden gang støder på sange fra vækkelsestiderne om sakramenterne, er denne vågenhed over for misbruget af sakramenterne også tydeligt til stede. Det er den tone, der ligger under, når Paul Gerhardt og H.A. Brorson formaner:

Du folk, som kristne kaldes vil,
Guds salvede og fromme,
alt siden han ved dåben til
sit samfund dig lod komme,
betænk, betænk, og agt det stort,
hvad Gud har dig i dåben gjort,
hvad nåde dig er skænket! (220)

Læg mærke til første linje: ”Du folk, som kristne kaldes vil …”

Det er et stort folk! Mange mennesker vil gerne kalde sig kristne. Men du, der kalder dig kristen: Agter du det stort, hvad Gud har gjort for dig i dåben? Betænker du den nåde, Gud har skænket dig?

Vi hører genlyden fra Pontoppidan: ”Ja, de bør takke Gud for sådanne nådemidler og ikke forsømme eller foragte dem, men dog heller ikke sætte en blind tillid til disse midlers brug uden sand bodfærdighed og tro.”

I 1800-tallet var Grundtvig også en af dem, der på sin egen måde råbte det ud til vækkelse for den, der mente at være kristen i kraft af dåben alene:

”Men troen, det er ganske vist, den komme først, den komme sidst, kun den har gavn af dåben! (…) De små vi døber i det håb, Gudsordet tro skal møde; hvis ikke, da er dåben spildt (…) men det er langt fra sandheds ord, at alle døbte også tror, det er kun løgn og skvalder!” (222).

Gud har føjet troen og dåben sammen. Og hvis troen ikke er til stede, så hjælper vandet ikke det fjerneste. ”Af vand og ånd er nådens bad, vil mennesker dem skille ad, de skiller sig ved livet!” (222).

Det hænger sammen med det, Luther også formulerer i sin lille katekismus: ”Vand gør det sandelig ikke, men Guds Ord, som er med og ved vandet, og den tro, som stoler på Guds Ord i vandet. Thi uden Guds Ord er vandet kun vand og ingen dåb.”

Frank Jacobsen udfolder katekismens ord i bogen Gud har talt:

”Hvor der ingen tro er til at tage imod ordet, der kan et menneske kun få vandet, men ikke dåben. Da indlemmer Gud ikke i sit samfund, gør ikke mennesket til en ny skabning, frelser og genføder ikke. Derfor døbes der aldrig i den kristne menighed, uden at der spørges efter troen. Dåben er ikke en magisk handling, som virker, blot den udføres, hvor ofte man ellers får det indtryk i folkekirken. Dåben er Guds optagelse af et menneske i sin nådepagt. Og den handling udfører han kun hos den, som tror, og hele hans hus.”

Satans list

Gerhardt og Brorson slutter sangen ”Du folk, som kristne kaldes vil” med endnu en formaning:

Så lad da ingen Satans list
berøve dig dit gode,
men vær en dejlig himmelkvist
og frugtbar Jesu pode,
der svarer til dit kristennavn,
at du din dåbes frugt og gavn
kan her og evig nyde!

Her møder vi igen dette: Det kan lade sig gøre at have kristennavn uden at være kristen. Det kan lade sig gøre at være døbt og engang at have modtaget alt det gode, Gud giver i dåben – uden nu at have gavn af den.

Satans list kan berøve dig dit gode.

Hvad er det for en list? Det kan være flere. Når vi synger ”ingen” Satans list betyder det, at Satan har mange måder at forføre os på. Det kan bl.a. være nogle af de ting, Pontoppidan nævner: den åbenlyse synd eller det ”fine” frafald med dets mange ansigter.

Ved vi, at det er Satan, vi har med at gøre – når vi forsømmer at læse og bede? Ved vi, det er Satans snigløb, der med smartphones, streaming, hus&have-projekter og al mulig verdslighed vil sløve vores sind og gøre det uåndeligt og kødeligt? Der er så meget af det, vi foretager os, som vi ikke vil betegne som direkte synd, men som ikke desto mindre former os i verdens og verdens fyrstes billede. Umærkeligt sker det over tid, at vi kommer til at betragte forkyndelsen om dommens dag og vores forhold til Gud som tør og fortidig teologi. For når hjertet er vendt mod verden, ser det ingen skat i det himmelske.

Så lad da ingen Satans list berøve dig dit gode.

Det er et ord, der også i dag må lyde med vægt ind i dit og mit liv. Satans list er mangfoldig i sit udtryk, men alle former for list har det samme formål: at berøve os vores gode. Det gode, som vi engang modtog i dåben.

Dermed bliver våbnet mod Satans list også velsignet klart og enkelt: Betænk, hvad du har fået i din dåb! Agt det stort, hvad Jesus har gjort for dig! Så bliver du en ”dejlig himmelkvist og frugtbar Jesu pode”. Når du er indpodet på ham i dåben og dagligt suger af livet fra stammen, så kan Satan ingen vegne komme med al sin list. Så bærer du også frugt, så du kommer til at leve et liv, der svarer til dit kristennavn. Og så kan du nyde frugten og gavnen af din dåb – både nu og i evigheden.

Dåbens skat

Så lad os med sangbogen og Bibelen i hånden betænke, hvad vi har fået i dåben, og hvad vi får i nadveren. For det er der al mulig grund til – også i langt højere grad, end vi har været vant til i vores tradition. Faren for misbruget af sakramenterne må ikke skjule for os, at sakramenterne rummer en ufattelig rigdom. Og selvom det er på sin plads også i vores tid at lade sakramenterne ledsage af et vækkende kald, så må vi ikke glemme, at Gud først og fremmest har givet sakramenterne til sin menighed som en kostbar gave og trøst for troen.

”I dåben lukkes op den dør, som låset var så længe, til Paradis, og ingen før sig kunne der indtrænge” (222).

Det er store ting! Den låste dør blokerede din vej til paradisfællesskabet med Gud. Gud havde sat keruber med flammesværd til at vogte vejen, så ingen skulle kunne trænge sig derind. Der var ikke noget fællesskab med Gud, kun vrede og dom – allerede fra undfangelsen. Det var din virkelighed!

”Du var, før du til verden kom, og før du noget gjorde, alt under vredens strenge dom, fordømt, fortabt og borte; du havde af forældres blod et sind, som var din Gud imod og ville ham ej kende” (220).

Men hvad sker der nu med arvesyndens ulyksalighed i dåben?

”Al denne ulyksalighed, alt det, dig skade kunne, det sank i dåbens vande ned og evig gik til grunde; alt, hvad ved Adam var forset og ved dig selv var ilde sket, har Gud i dåben druknet” (220).

Det er dåbens gave! Intet mindre. Den så ikke ud af meget, din dåb. Men den skyllede al synden væk!

Kan det virkelig være sandt? Jeg er jo stadigvæk en synder. Hvis dåben drukner al min synd – hvorfor er den der så endnu? Er det, fordi jeg er faldet ud af dåbens nåde? Og skal jeg så have fat i et nyt sakramente – måske bodens sakramente, som katolikkerne fremholder som redningsplanken, når dåbens skib er forlist? Eller skal jeg døbes igen?

Nej, der er ikke noget i vejen med din dåb, fordi du kender til synd i dit liv. Det er nøjagtig, som Paulus forklarer os i Romerbrevet 6,3ff.: Vi er døbt til Jesu død; vi er gennem dåben blev ”begravet sammen med ham ved dåben til døden”, sådan at vi er ”vokset sammen med ham”. Alt det sker der i dåben! Vi dør sammen med Jesus, ”vores gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham” (v.6).

Men i selvsamme kapitel fortsætter Paulus: ”Lad derfor ikke synden herske i jeres dødelige legeme, så I adlyder dets lyster” (Rom 6,12).

Synden er druknet, vores gamle menneske er korsfæstet med Jesus, vi er rene og hellige i ham – men netop til dem, der i dåben har fået al synden vasket væk siger Paulus: Lad ikke synden herske!

Vi er rene og hellige, fordi vi er vokset sammen med Jesus i dåben. Vores gamle menneske er virkelig blevet korsfæstet – i ham! Og det er helt reelt og virkeligt. Ligesom det er helt reelt og virkeligt, når Paulus i Efeserbrevet siger, at Gud ”oprejste os sammen med ham og satte os med ham i Himlen, i Kristus Jesus” (Ef 2,6). Men samtidig er det sandt, at vi lever her på jorden lidt endnu. Vi er fremmede her – men vi er her! Ligesådan er det med synden: Den lever i os – og nogle af os må med sorg bekende, at den ser ud til at trives i bedste velgående. Alligevel må jeg få lov til at tro i kraft af min dåb, at den synd er ikke mit sande jeg. Det er min gamle natur, javist. Men den gamle natur er død i dåben. Den spræller kun så stærkt i sine sidste krampetrækninger, før jeg skal få lov til at opleve og erfare, at jeg er frelst og fri: Jeg er et nyt menneske i kraft af Guds pagt med mig i den frelsende dåb:

De sorte lænker sank som bly
i dåbens frelsesvande;
Gud lod dig fri og skøn og ny
i nådens rige lande;
Han gav dig børneret og navn
og tog dig i sin milde favn,
som alle himle bærer (220).

Det er din virkelighed i kraft af Guds dåbspagt med dig! Han, som ”alle himle bærer”, har taget dig i sin favn. Du er ”fri og skøn og ny”! Du har fået børneret og navn. ”Jeg kalder dig ved navn – du er min!”

Igen: Dette forunderlige barnekår er helt reelt og virkeligt. Og vi må synge med Rosenius: ”Guds barn jeg er! Forundret jeg endnu det siger. Guds barn jeg er – o Gud, er det sandt, hvad jeg siger? Ja, Gud, du jo selv sådan siger. Guds barn jeg er! Guds barn jeg er! Forundret og glad jeg det siger” (18).

Forundringen kommer af, hvor stort det er – men det kommer ikke mindst også af, at det synes at skrige imod erfaringen: Hvordan kan en synder som jeg dog være Guds barn? Hvordan kan det være sandt, hvad jeg siger?

Men Paulus kommer os til hjælp. Han forsikrer os, at det netop er sådan det er at være Guds barn i verden.

”For skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares” (Rom 8,19). ”Og ikke alene det: også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning” (Rom 8,23).

Vi sukker i forventning om barnekår … Hvem gør det? Det gør Guds børn! Det gør de frie, skønne og nye børn af nåden! For det er endnu ikke blevet åbenbaret, at vi er Guds børn. Vores legeme er frelst, men ikke endeligt forløst. Vi lever i håbet.

”Til det håb er vi frelst! Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se?” (Rom 8,24).

Dåbens frelsende vand frelser os ind i et håb. Ikke et håb på samme måde, som man håber på, at det danske landshold vinder i fodbold. Men et håb – i fast tillid til, at det er sandt!

”Vor tro er hjertets sikkerhed på Herren og hans tale” (222, jf. Hebr 12,1).

Du må tro det så enkelt som et lille barn: I dåben har Gud vasket dine synder væk. Du har fået det evige liv i dåbsgave.

”Betænk, betænk, og agt det stort, hvad Gud har dig i dåben gjort, hvad nåde dig er skænket!”

Dåb og nadver på ørkenvandringen

Hvor dåben er den store frelsende engangsbegivenhed i vores liv, er nadveren et sakramente, der i dagligdagen rækker os Jesus og hans frelse, så vi får fællesskab med ham og holdes fast i nåden.

Vi har flere tekster i Bibelen om dåb og nadver, men en af dem, der har talt stærkest til mig, er en lidt usædvanlig tekst fra Første Korintherbrev, hvor Paulus taler om, at israelitterne i ørkenen mødte nogle sakramentale tegn, der er forbilleder på vores dåb og nadver.

Når Paulus taler om israelitterne i ørkenen, nævner han for det første, at de ”blev døbt til Moses i skyen og i havet” (1 Kor 10,2). Dermed sigter Paulus til den store engangsbegivenhed i israelitternes liv, hvor Gud gennem Moses frelste dem fra egypternes hær og banede en vej for dem gennem havet. Det var en begivenhed, hvor israelitterne var fuldkomment hjælpeløse som små børn: De havde havet foran sig og Faraos hær bagved sig. De kunne ingenting stille op. Derfor sagde Gud også til dem: ”Stil jer op og se, hvordan Herren frelser jer i dag (…) Herren vil føre krig for jer, og I kan tie stille!” (2 Mos 14,13-14). Mere passivt kan det ikke være! Stil jer op, og ti stille! Se, hvad Gud gør for jer nu.

Det er et vidunderligt forbillede på dåben! Og som israelitterne igen og igen mindede sig selv og hinanden om Herrens store frelsesbegivenhed, må vi også minde os selv og hinanden ofte om det. Når det igen og igen lød ”Husk denne dag, da I drog ud af Egypten, af trællehuset, for med stærk hånd førte Herren jer ud herfra”, og når Gud igen og igen præsenterer sig for sit folk med ordene ”Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset” – så er det også en opfordring til os om at tænke tilbage på vores dåb og lade denne frelsesbegivenhed i vores liv have en afgørende betydning, der former vores tro og gudsbillede. Hvis vi negligerer dåbens betydning, svarer det faktisk til, hvis israelitterne skulle negligere betydningen af befrielsen fra trællehuset i Egypten (hvilket de ganske vist også jævnligt gjorde – som et tydeligt tegn på deres frafald).

Men der var også et liv, der kom efter frelsesbegivenheden. For israelitterne var det et liv i ørkenen. Det var en prøvelsestid for Israels folk. Og i denne tid lod Gud dem ikke ”nøjes” med at tænke tilbage på deres dåb til Moses i skyen og i havet – denne engangsbegivenhed for snart længe siden. Nej, israelitterne fik også lov til at holde nadver i ørkenen! ”De spiste alle den samme åndelige mad og drak alle den samme åndelige drik – for de drak af den åndelige klippe, som fulgte med, og den klippe var Kristus” (1 Kor 10,4).

Hvad Paulus tænker på, bliver klart, når vi læser i 5 Mos 8,15ff.:

”… Det var jo ham, som lod dig vandre gennem den store og frygtelige ørken med slanger, øgler og skorpioner og med vandløse områder, hvor han lod vand strømme ud af flinteklippen for din skyld; det var ham, som gav dig manna at spise i ørkenen, noget dine fædre ikke havde kendt, for at ydmyge dig og for at sætte dig på prøve og derefter gøre vel mod dig. Sig ikke til dig selv: ’Min egen kraft og min hånds styrke har skaffet mig hele denne rigdom.’ Husk på Herren din Gud …”

Denne erfaring på ørkenvandringen skildrer Paulus som israelitternes nadver. Han siger endda, at den åndelige klippe, der fulgte med dem og gav dem vand, var Kristus! Tilsvarende siger Jesus, at mannaen i ørkenen var et forbillede på ham. Jesus er det sande Livets brød, der kommer ned fra himlen (Joh 6,48ff.).

Nadveren er altså noget mere end mannaen i ørkenen, for i nadveren får vi del i ham, som er Livets brød. ”Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme?” (1 Kor 10,16).

Samtidig fortæller forbilledet fra ørkenvandringen os noget vigtigt om nadverens karakter. Mannaen og vandet fra klippen viste israelitterne på en meget håndgribelig måde hver eneste dag, at de var helt afhængige af Gud. De måtte ikke samle manna til flere dage, for de skulle hver eneste dag vide, at det var Gud, der opretholdt deres liv og førte dem til det forjættede land.

Det var en velsignelse – og samtidig var det ydmygelse, som der tydeligt står i 5. Mosebog. De måtte tage imod livet som en gave fra Gud. Selv havde de intet at stille op – andet end at samle mannaen op, når Gud sendte den ned fra himlen. På den måde er der en dyb sammenhæng mellem dåben og nadveren som sakramenter, der forkynder vores egen hjælpeløshed og Guds suveræne nåde.

Som Gud holdt israelitterne i live i ørkenen ved brødet fra himlen, sådan vil Gud også holde os i live som kristne ved nadverens måltid. Nadveren er givet for at holde os åndeligt i live.

Nadverens skat

Når vi knæler ved nadverbordet og modtager Jesu legeme og blod, er det virkelig fællesskab med Jesus. Derfor må vi også modtage nadveren i tro og gudsfrygt, så vi ”agter på legemet” (1 Kor 11,29). Ellers spiser og drikker vi os en dom til. Men agter vi på legemet, styrkes vores fællesskab med Frelseren, og vi holdes i live.

En sang, der på bedste vis hjælper os til at ”agte på legemet”, er sangen af Jacob Paulli, ”Jeg kommer, Herre, til dit alter”, som er den sang i Lovsangstoner, der mest entydigt har nadveren som sit emne (223).

Nogle vil nok mene, at den sang er lovligt negativ, når det drejer sig om noget så underfuldt som at gå til nadver. Hvert af de fem vers begynder med klage og elendighed:

”Jeg kommer, Herre, til dit alter, som den fortabte søn kom hjem. Se ej på mig og mine pjalter …”

”Du så, på hvilken troløs måde jeg brugte de betro’de pund; nu kommer jeg og trygler: Nåde! Min sjæl er syg, gør du den sund.”

”Jeg ved det godt, jeg ligner ranken, som ikke sætter modne bær.”

”Und mig en plads ved nadverbordet, længst borte, når jeg blot er med.”

”Så giv mig ej, hvad jeg fortjener …”

Er det virkelig sådan, vi skal gå og hænge med hovedet som kristne over vores egen synd? Skulle vi ikke komme glade og frimodige til alteret og modtage Kristi legeme og blod? Er nadveren ikke et festmåltid, som gerne må fejres med glad musik og løftet stemning?

Selvfølgelig kan der skrives sange, der vægtlægger sejren og glæden over nadverens evangelium. Men jeg tror, vi har brug for at komme ind i Jacob Paullis tone igen. Ikke som påtaget alvor og skinhellighed, for det er faktisk det modsatte, det handler om: Jeg må synge det i erkendelse af, at mit kristenliv ikke ejer den alvor og den syndserkendelse, jeg skulle have. Havde jeg den alvor og anger, ville jeg i højere grad leve mit liv i kamp mod synden – og se hen til ham, som er troens banebryder og fuldender.

Men jeg er ikke den kristne, jeg gerne ville være. Jeg falder igen og igen. Jeg tænker på mig selv og mit eget. Jeg lokkes af verden og mit eget behag frem for at søge Guds ære og min næstes ve og vel. Min sjæl er syg! Mit tøj er pjaltet. Jeg fortjener at dømmes til den evige fortabelse.

Hvem bekender det? Det gør den, der lever nær Jesus! Det gør den, der lader Guds ord skinne ind i hjertets krinkelkroge, så det ikke blot reflekteres på den respektable facade.

Og det er faktisk på den måde, vi føres hen til at agte på legemet. Den, der agter på legemet, er ikke den, der er mest teologisk bevidst eller lykkes bedst med sit kristne liv. Den, der agter på legemet, ved, hvor galt det står til. Den, der agter på legemet, kan ikke spise og drikke uden at tænke på sin synd.

Men agter vi fuldt og helt på legemet, så bliver vi ikke stående ved syndserkendelsen. Vi får også lov til at betænke, at dette legeme og blod blev udgydt netop for alle mine synders skyld. Og i det ord og løfte får vi lov til at finde trøst, håb og glæde i vores Frelser:

”Se ej på mig og mine pjalter, din bryllupsklædning dækker dem.”

”Und mig en plads ved nadverbordet, længst borte, når jeg blot er med; jeg ved jo godt, at frelserordet kan nå det længst hengemte sted.”

”Så giv mig ej, hvad jeg fortjener, ved korsets fod jeg søger læ; det rokkes ikke, skønt jeg læner mit trætte hoved mod dets træ. Der kan jeg se, at når du kommer, er det som frelser, ej som dommer.”

Når jeg læner mit trætte hoved – det hoved, som er så besværet af mig og alt mit – når jeg læner det mod korsets træ; så får jeg lov til at se, at det ord, der udgår af Jesu mund, gælder mig: ”De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.”

… Og så bliver sjælen glad og trøstet. Så bliver sjælen styrket og klar til at gå ud for at kæmpe mod synden igen: ”Af dig kan jeg få nye kræfter, så jeg kan bære frugt herefter.”

Nadverens måltid er en ydmygelse – som mannaen i ørkenen. Sådan må det være, når vi agter på legemet. Men det er en velsignet ydmygelse at vove sig frem til alteret og modtage Jesu legeme og blod. Det er det måltid, der kan holde os åndeligt i live frem mod den dag, hvor vi får lov at se, at Jesus kommer: som frelser, ej som dommer! Det er det måltid, der kan give os nye kræfter, så vi kan bære frugt herefter.

Hjertets længsel

Helt den samme tone lyder i salmen ”Jesus, din søde forening at smage” (224).

Fra første vers beder Johann Allendorf endda dristigt om at få syndens afgrund at se: ”Vis mig ret klarlig min jammer og møje, vis mig fordærvelsens afgrund i mig, at sig naturen til døden kan bøje, ånden alene må leve for dig!”

Hele salmen er en længsel efter at måtte forenes med Jesus og blive ”draget ind i ham”. Og vejen til det er altså, at Ånden viser mig fordærvelsens afgrund, så der ikke bliver plads til noget andet end Jesus og hans frelsergerning derinde: ”Led mig og lok mig, så svag som jeg går! Mig og hvad mit er jeg gerne vil miste, når du alene i hjertet må bo, og sig omsider på døren må liste, hvad som forstyrrer min inderlig ro.”

Et menneske, der synger på den måde, er ikke ligeglad med synden i sit liv. Det er ikke sådan, at man glæder sig over fordærvelsens afgrund, fordi den gør Jesus umistelig. Tværtimod: Når Jesu frelsergerning fylder hjertet, fylder Ånden dig med trangen til at blive Jesus lig, så du beder: ”Jesus, som gav mig et hørende øre (dvs. øre for evangeliet), ræk mig tillige din kraftige hånd, at jeg min vandring herefter må føre ret som en kristen i helligheds ånd.”

Foreningen med Jesus i nadveren fører altså, ligesom i Jacob Paullis sang, til et ”herefter”. Herefter vil jeg fyldt af nådens ånd gå ud til kamp mod synden, til Guds ære og næstens gavn. Men det er ikke en ny lovtrældom: ”Lad mig i bogstavens (lovens) væsen ej blive, som kun gør udvortes ærbar og fin, Ånden lad loven i hjertet indskrive, at jeg i sandhed må kalde mig din!”

Det sidste hentyder til, at man ikke i sandhed hører Jesus til, hvis man træller under loven for at være Gud til behag. Det er kun, når jeg har set afgrunden i mit inderste, og Jesus fylder det hele, jeg for alvor kan tjene ham som Guds barn – frigjort fra lovens forbandelse, fri i mit forhold til Gud, men med loven indskrevet i hjertet.

Nu sker der dog det underlige i salmen, at de tre sidste vers igen rykker over i anfægtelsens erfaring:

”Jesus, når vil du dog skaffe mig hvile? Byrden den trykker, ak, tag mig den af! Når skal jeg se dig ret venlig at smile? Rejs dig at true det brusende hav! Kærligste Jesus, du må dig forbarme, skjul dog ej evigt dit ansigt for mig! (…) Lad mig, o Jesus, forgæves ej råbe! Se dog, hvor sjælen er hungrig og træt!”

I dette skift er der noget som en genklang fra Davids salmer: ”Jeg sagde i min tryghed: Jeg skal aldrig vakle. Herre, i din nåde, gjorde du mit bjerg til en fæstning; men du skjulte dit ansigt, og jeg blev grebet af rædsel” (Sl 30,7-8).

Mange vil kunne genkende sig i den erfaring: at selv som Guds børn kan vi komme ud for det, at Gud skjuler sit ansigt, så vi føler os uværdige og endnu engang med uro og storm i hjertet må trygle om nåde.

Salmen slutter med en henvisning til en beretning fra Matthæusevangeliet kap. 15: ”Jeg vil med kvinden fra Kanaans egne efter dig råbe, til du bliver mild, svarer: Jeg vil ej på værdighed regne, amen, ja, amen, dig ske, som du vil!”

Den kana’anæiske kvinde blev først afvist af Jesus, men hun blev ved med at trygle. Hun trængte sig på – ikke fordi hun regnede med sin egen værdighed, men fordi hun som en vanhellig hund (Matt 15,26f.) vidste, at Jesus var og blev hendes eneste redning. Dén tro kan Jesus ikke afvise. Og kvinden møder Jesu svar: ”Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.”

Nadverbordet er ikke for de hellige. Nadverbordet er ikke for de værdige. Nadverbordet er for den ydmygede. Den desperate. Den, der ikke har nogen anden vej at gå. Jeg må komme til dig, Jesus. Jeg længes efter at forenes med dig. Jeg længes efter, at du skal fylde mit hjerte. For i mig er der kun mørke og en afgrund af fordærv. I dig er mit håb og min frelse.

Fasthed i troen

Lever vi nær Jesus, så vil vi opleve anfægtelserne og Satans angreb. Men bruger vi sakramenterne, som de er tænkt, har vi i dem et guddommeligt våben, der kan give os sejr. Vi har et klippefast løfte fra Gud, som må fylde os med glæde og frimodighed, uanset hvor hårdt Satan angriber os.

”Glad jeg stedse vil bekende: Jeg er døbt i Jesu navn”, begynder Erdmann Neumeister sin triumferende salme (221). Og han fortsætter i de følgende vers: ”Satan kan mig ikke skræmme. Jeg er døbt i Jesu navn (…) Når jeg fristes, vil jeg svare: Jeg er døbt i Jesu navn (…) Når min hjertestreng vil briste, vil jeg sige på det sidste: Jeg er døbt i Jesu navn, Fader, tag mig i din favn.”

Der er en forunderlig fred i dåbens pagt, netop fordi den hviler helt og holdent på Gud. ”Gud i dåben mig antager, og skønt Satan mig anklager, så gør dåbens pagt mig fri fra den Ondes tyranni.”

Og så kommer der et skønt udtryk i sidste vers: ”Dåbens nåde her i tiden, giver fasthed i min tro, skænker mig det håb i striden, at i Himlen findes ro.”

Fasthed i min tro! Kan man forestille sig noget bedre end det? Paulus bruger ofte formuleringer som: ”Det skal I vide, brødre …” Der er en fasthed, et sikkert fundament, et ankerpunkt, som ligger uden for mig, og her vil Gud, at vores tro skal forankres og finde fred og hvile.

Det er en fasthed, der ikke må forveksles med den falske tryghed, som Pontoppidan og de andre advarede imod. Der er nemlig himmel og helvede til forskel. Den falske sikkerhed siger: Jeg er døbt, og jeg gør det, så godt jeg kan – så jeg har nok ikke noget at frygte. Den faste tro siger: Jeg er døbt i Jesu navn – og jeg tror på det, Gud har lovet mig i sin pagt, uanset hvor ussel og uværdig jeg føler mig.

Hvis al vores opmærksomhed går med at advare mod den falske sikkerhed, når vi taler om sakramenterne, så vil vi også gå glip af den velsignede fasthed i troen, som Gud vil skænke os gennem dåben og nadveren. Vi har brug for at høre det klart og stærkt forkyndt: Når jeg er døbt, så er jeg indpodet på Kristus og er død og korsfæstet med ham. Når jeg går til nadver, så får jeg fællesskab med Jesu legeme og blod, som er udgydt for mig til syndernes forladelse. Sakramenterne er faste og sikre tegnhandlinger, som Gud har givet som en vidunderlig gave til os for at få os frelst hjem og sikkert i havn.

Derfor beder Grundtvig også om, at vi med det håb, som vi er født ind i ved dåben, ”tit kan flyve til landet bag hav, hvor evigheds sol skinner klart allen stund på saligheds grund” (225). Når vi med dåbens fasthed i troen er forankrede i håbet, kan vi også tit i Ånden flyve til Paradiset; vi kan bo der i vores sande hjem, ”hvor lykken er skinnende klar, men ej skør” (skrøbelig). Så er vi fremmede i verden, men vi har vores borgerskab i himlen, hvorfra vi også venter Herren Jesus Kristus som vores frelser.

Og mens vi har denne ventetid, så beder Grundtvig om, at ”velsignelsens kalk på det kristne Gudsbord” (nadveren) må væres vores ”livdrik” på jorden. Det et er ord med dobbelt betydning – som Grundtvig ynder det. ”Livdrik” skal forstås både i betydningen ”den drik, som giver os liv” – det evige liv. Men det skal også forstås i samme betydning som ordet ”livret”. Nadveren må være det bedste måltid, vi ved!

Ganske vist er der ikke noget måltid, vores gamle natur hader mere end nadveren. For når vi agter på legemet, føres vi ind i en ydmyghed, som vi hader lige så stærkt som israelitterne. Men den nye natur vokser og næres af at modtage Jesu legeme og blod – udgydt for mig. Når vi modtager nadveren i tro, og når vi betænker, hvad vi har fået i dåben, så er sakramenterne det bedst tænkelige våben mod Satans angreb. De er ikke en sovepude, der luller os ind i en falsk tryghed, men det stik modsatte: en kilde til glæde og styrke i Herren.

Lad os derfor træde frem med oprigtigt hjerte, i en fast tro og bestænket på hjertet, så vi er befriet for ond samvittighed, og med legemet badet i rent vand (Hebr 10,22).

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2024. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Henrik Gren Hansen

	henrik.gren.hansen@nytliv.dk
	Tlf.: 60817209