Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Da tidens fylde kom

Juleandagt over Gal 4,4-5 fra Lars Borgströms nye bog.

Fra Lars Borgström nye bog “När tiden var inne”. Bogen har andagter til hver dag i advents- og juletiden, opdelt i ugentlige temaer som f.eks. “Guds rige er nær” og “Johannes Døbers vidnesbyrd”. På søn- og helligdage er andagterne lidt længere. Nedenstående er en oversættelse af andagten til juledag. Bogen kan bestilles via Lutherska Församlingens hjemmeside.

***

Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår (Gal 4,4-5).

“Da tidens fylde kom” eller “da tiden var fuldbyrdet”, hører vi apostlen Paulus sige. Det havde virkelig været en lang ventetid på, at Guds søn skulle fødes.

Løfterne i Det Gamle Testamente

Længslen efter at tiden skulle fuldbyrdes, at tidens fylde skulle komme, begyndte allerede hos Adam og Eva. De var blevet bedraget af slangen, Djævelen, og pådrog sig selv og alle deres efterkommere til alle tider synd, død og forbandelse. Men så fik de løftet fra Gud at høre: domsordet over slangen: “Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen” (1 Mos 3,15). Det var et løfte om Jesu fremtidige sejr over Djævelen. Der skulle fødes en søn, som skulle knuse ondskabens rige og vende forbandelsen til velsignelse.

Adam og Eva kom efter deres frafald til tro på Jesus, den lovede frelser. Ved at lytte i tro til løfteordet om frelsen fik de åndelig liv igen og blev de første, der troede på den frelser, som skulle komme. Eva troede endda, at løftet gik i opfyldelse i hendes egen levetid. Da hun fik Kain, sin førstefødte, udråbte hun ifølge vores oversættelse: “Jeg har skabt en mand ved Herrens hjælp.” Verset kan også oversættes: “Jeg har fået en mand, nemlig Herrens mand”. Kain var ikke Frelseren, tværtimod var han en brodermorder. Men selvom det ikke var rigtigt, at Eva havde født Frelseren, så viser hendes udsagn, at hun ventede på, at Guds løfte om Frelseren skulle gå i opfyldelse.

Senere fik Abraham løftet, at i hans afkom ville alle jordens folk blive velsignet (1 Mos 22,18). Frelseren ville altså komme gennem det jødiske folk, som Abraham blev stamfar til.

Og endnu længere fremme i Israels historie forkyndte profeten Esajas, at jomfruen “skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel”. Kvinden, der skulle føde Guds søn, Frelseren, skulle være en kvinde, som ikke havde haft nogen mand – altså skulle barnet ikke have nogen menneskelig far. Sønnen skulle nemlig være Guds søn, men “født af kvinde”.

At Sønnens navn var bestemt til at blive Immanuel betyder, at han skulle blive en af os og være på vores side mod alt det svære og onde i tilværelsen. Når vi har Guds søn på vores side, behøver vi ikke være bange for noget.

Jesus blev født i Betlehem

Da mange århundreder var gået var det så tid for profetierne, forudsigelserne fra Det Gamle Testamente, at gå i opfyldelse. En ung kvinde i den lille by Nazaret fik besøg af englen Gabriel, som sagde til hende: “Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige” (Luk 1,30-33).

Dette var, hvad Esajas havde forudsagt: at en jomfru skulle blive gravid (Es 7,14; Matt 1,23). Nu var tidens fylde kommet, hvor løfterne skulle gå i opfyldelse. Men det var også forudsagt, at Guds evige søn ville blive født i Betlehem (Mik 5,2). For at også dette løfte skulle gå i opfyldelse sørgede Gud for, at den romerske kejser August netop ved denne tid befalede alle i sit vældige rige, at de skulle skrives i mandtal (Luk 2,1). Eftersom både Josef og Maria var af Davids slægt var de tvunget til at begive sig til Betlehem, Davids stad. Det var selvsagt svært og møjsommeligt for Maria, når hun snart skulle føde sin søn. Men de kom frem til Betlehem. Det blev præcis, som Gud havde sagt.

Det bliver det altid. Gud er almægtig og ser altid til, at hans løfter går i opfyldelse.

Men der var ikke plads til Josef og Maria i noget herberg i byen. Så i mangel af husrum måtte Maria føde sin førstefødte i en enkel stald. Der var ikke mange mennesker, der forstod, hvad der skete den nat, selvom Jesu fødsel er verdenshistoriens vigtigste begivenhed. Marias mand Josef troede på den underfulde opfyldelse af, at Guds søn skulle fødes (Matt 1,20-24). Nogle hyrder i den samme egn troede også, efter at engle havde vist sig for dem (Luk 2,8-16). Langt borte i Østen havde vise mænd set en speciel stjerne blive tændt på himlen og troede derfor også, at den sande konge var blevet født (Matt 2,1). Men de fleste troede ikke.

Esajas havde sagt langt tidligere: “Oksen kender sin ejer, æslet sin herres krybbe; men Israel kender ikke mig, mit folk fatter intet” (Es 1,3). Vi kan tænke på julekrybben, som vi sætter op, når julen nærmer sig. Der har vi også staldens dyr, som fredfyldt hviler ved deres skaber. Jesus er jo Guds søn, som var med og skabte verden: “I ham blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige (…) Ved ham og til ham er alting skabt” (Kol 1,16). Det er først, når vi kommer nær ham, at også vi får fred.

Kirkefaderen Augustin (354-430) beskrev det sådan: “Du, o Gud, har skabt os til dig, og vores hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig.”

Du blev født af Gud, og Jesus blev født i dit hjerte

Gud vil, at vi skal tro på hans søn. Han lokker og drager os, kalder på os, for at vi gennem troen skal leve i fællesskab med Jesus. Jesus siger selv: “Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt” (Joh 6,29). Jesus taler her om sig selv som den, Gud har sendt. Det hedder jo: “Da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår” (Gal 4,4-5).

At få barnekår indebærer at blive Guds eget barn og have arveret til det evige liv.

Hvordan bliver vi Guds børn? Det sker gennem genfødslen. Ved troen på ordet om Jesus fødes vi til nyt åndeligt liv (1 Pet 1,23).

Du har nu hørt julens store og glade budskab om, at Frelseren er blevet født til verden. Og eftersom du tror, at du gennem ham har forladelse for alle dine synder, fred med Gud og evigt liv, er du blevet født på ny. Du er et Guds barn med en søns ret til selve himmeriget! Jesus er jo “konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige” (Luk 1,33). Tænk hvilken lykke at have sådan en konge!

Jesus er ikke bare blevet født i Betlehem. Han er også blevet født i dit hjerte! Det skete, da du blev døbt, og ved troen på ham lever han hver dag i dit hjerte. Genfødslen indebærer, at Jesus er vores alt: vores retfærdighed, vores lykke, vores sol, som lyser op for os og giver os liv. Vi siger med Paulus: “Gud, som sagde: ‘Af mørke skal lys skinne frem,’ han har ladet lys lyse op i vores hjerter, for at kundskaben om Guds herlighed, som stråler frem i Kristi ansigt, skal sprede sit skin” (2 Kor 4,61).

Så kan lyset fra Jesu ansigt ikke bare lyse mod Maria, Josef, hyrderne og dyrene i Betlehems stald, men også for os, og endda i vores egne hjerter.

Amen.

Bøn: Tak, kære far i Himlen, at du, da tidens fylde kom, sendte din søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår – at du sendte din søn, for at hver og en, som tror på ham ikke skal gå fortabt, men have evigt liv. Lad os til stadighed oplyses af lyset, som stråler fra evangeliet, det glade budskab, at du er vores frelser. Hjælp os til i denne jul at forstå mere af storheden i alt dette.

Amen.

Oversættelse: Henrik Gren Hansen


1 Jf. svensk oversættelse

Udgivet af

Lars Borgström

Lars Borgström, præst i Lutherska Församlingen i Stockholmsområdet.

Lars Borgström

Lars Borgström, præst i Lutherska Församlingen i Stockholmsområdet.