Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Kap. 1: Bibelens vidnesbyrd om sig selv

Om hvordan vi må gå til Bibelen – hvis vi vil læse i den hellige skrift på dens egne præmisser.

Hvis vi læser Bibelen med opmærksomhed, ser vi snart, at den er anderledes end andre bøger. Den er speciel, blandt andet fordi der ikke findes grænser for, hvad den kan sige noget om. For eksempel fortæller Bibelen os om, hvordan himmel og jord blev til, og den giver os forklaring på, hvorfor der er synd og ondskab i denne verden. Den taler om fortid og fremtid og om enkeltpersoner på en sådan måde, at deres tanker og liv blotlægges. Frem for alt giver Bibelen sig ud for at sige os sandheden om Gud.

Det viser os, at Bibelen sprænger de grænser for kundskab og erkendelse, som vi mennesker er bundet af. Når vi læser den, bliver vi derfor nødt til at tage stilling til indholdet. Vi står i virkeligheden over for to muligheder. Enten må vi anse Bibelen for at være en bog, der viser, hvordan mennesker i en fjern fortid har tænkt – eller digtet – om Gud, historien, skabelsen og mennesket. Eller vi kan acceptere Bibelen som en bog uden sidestykke og undersøge, hvad den selv lærer os med hensyn til, hvad vi skal tro om den. Da vil vi erkende, at Bibelen giver sig ud for at være Guds ord og Guds budskab til mennesker.

Vi finder en række udsagn i Bibelen, der viser, at den giver sig ud for at være Guds ord. Et eksempel er Matt 1,22-23, som handler om Jesu fødsel. At Jesus skulle fødes, omtales her som en opfyldelse af det, ”som Herren havde sagt ved profeten”. I den forbindelse henvises der til Es 7,14.

Det er vigtigt at lægge mærke til, at det er det skrevne ord i Esajasbogen, der her betegnes som Herrens tale, altså de ord, vi kan finde og læse i Det Gamle Testamente. Læser vi i ApG 28,25-27, ser vi noget tilsvarende. Her citeres Es 6,9-10. Den Hellige Ånd talte ved profeten Esajas til deres fædre, da han sagde: ”Gå hen og sig til dette folk …”. Her ser vi, at ord, der er skrevet i Det Gamle Testamente, bliver betragtet som Den Hellige Ånds tale, og – fordi Den Hellige Ånd er Gud, må det forstås som Guds tale.

Hvad med Det Nye Testamente?

Nogle vil måske sige, at det kun er Det Gamle Testamente, der omtales som Guds ord i Det Nye Testamente. Det er imidlertid en fejltagelse. Vi ser det særlig klart i 1 Thess 2,13, hvor apostelen Paulus skriver følgende: ”Da I modtog Guds ord, som I hørte af os, tog I ikke imod det som menneskeord, men som det, det i sandhed er, Guds ord, og det virker i jer, som tror.”

Der er også eksempler på, at det skrevne ord i Det Nye Testamente omtales som Guds ord. For eksempel skriver Paulus følgende: ”Den, der taler profetisk, taler til mennesker, til opbyggelse, formaning og trøst” (1 Kor 14,37). Noget andet, som bekræfter, at Det Nye Testamente betragtes som Guds ord på linje med Det Gamle Testamente, er apostlenes brug af udtryk som ´Hellig Skrift´, ´Skrifterne´ eller ´Skriften´. I den jødiske tradition blev disse udtryk brugt som betegnelse for de skrifter, vi finder i Det Gamle Testamente, og i 2 Pet 3,15-16 ser vi, at apostlen Peter bruger betegnelsen ´Skrifterne´ om det, apostelen Paulus har skrevet. Dermed sætter han Paulus’ breve på linje med Skrifterne i Det Gamle Testamente.

Direkte vidnesbyrd om Bibelen

I Bibelen finder vi også afsnit, som på direkte måde siger noget om, hvilken bog Bibelen er. Det er især disse ord, der er grundlaget for læren om Skriften. Et grundlæggende bibelord er 2 Tim 3,16: ”Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed.”

Udtrykket, som her er oversat med ´ethvert skrift´, er i jødisk tradition en betegnelse for de skrifter, som tilhører den gammeltestamentlige kanon. Her siges altså, at de gammeltestamentlige skrifter er inspireret af Gud. Som vi så ovenfor, har de nytestamentlige skrifter imidlertid også samme status som Det Gamle Testamente. Det må betyde, at både Det Gamle og Det Nye Testamentes skrifter må betragtes som Guds inspirerede ord.

Gud har gennemsyret Bibelens ord med sin Ånd og sin personlighed. Og fordi Skriften er inspireret, taler Gud selv til os gennem dens ord og overbeviser om, at dens budskab og lære er sandheden. Gennem Bibelen taler Gud både om historiske hændelser og om sig selv. Han taler om, hvad han tænker og vil med os mennesker. Derfor er frelsens budskab det centrale i Bibelens lære.

Dette bør være altafgørende for vores forhold til Bibelen – hvordan vi læser den, og hvad vi tænker og tror om den. Bibelen kan ikke studeres, som om den var litteratur, der kun er skrevet af store digtere eller religiøse tænkere. Den må modtages og læses som Guds tale og budskab til mennesker.

Lov og evangelium

Først når vi får en vis indsigt i forholdet mellem lov og evangelium, kan vi forstå Bibelen. For at give en hjælp til det skal vi se nærmere på, hvordan lov og evangelium kommer til udtryk i Bibelen og præger dens tale til os mennesker. Vi skal med andre ord komme nærmere ind på, hvad vi mener med udtrykkene ´lov og evangelium´.

Loven er dybest set Skriftens tale om, at Gud er hellig og stiller krav og betingelser, som vi mennesker skal opfylde for at blive godtaget af ham. Loven viser med andre ord, hvordan mennesket bør være. Den kommer derfor ikke kun til udtryk gennem budene, men i alle slags ord, der viser, hvad Gud kræver, og hvordan han dømmer og straffer mennesker på grund af deres synder.

Det er vigtigt at være klar over, at Guds ord i loven ikke kun formidler en intellektuel forståelse af Bibelens ord. Loven ´taler´ ikke bare om Gud. Den kommer også som Guds personlige tiltale til det enkelte menneske. Lovens budskab fører os derfor ind i en situation, hvor vi tvinges til at gennemtænke, hvordan vores forhold til Gud egentlig er.

Loven giver derfor visse erfaringer, der både gælder mennesket selv og dets forhold til Gud. Den viser dig, at du ikke er eller kan blive sådan, som Gud kræver, du skal være. Loven giver ikke mennesker tro på sig selv. Gennem lovens budskab vil Gud derimod fratage mennesker enhver tro på, at de kan blive sådan, som Gud kræver, de skal være. Derfor lærer Bibelen, at loven står i ´dødens tjeneste´. Lovens mål er, at mennesker indrømmer, at de er skyldige over for Gud og ikke er i stand til at blive andet (Rom 3,19-20).

Forholdet mellem loven og evangeliet

Kun når Bibelen bliver forstået som både lov og evangelium, bliver den rigtigt forstået. Det bliver især klart for os, når vi fordyber os i Skriftens lære om Jesus Kristus og hans død på korset. Det er umuligt at fatte, hvad evangeliets budskab om Jesus Kristus indebærer uden at se det på baggrund af lovens budskab. Sådan er det, fordi evangeliet er budskabet om, at Gud netop har opfyldt lovens krav gennem Jesu liv, lidelse og død.

Læren om lov og evangelium viser os også, at det at forstå Bibelen indebærer mere end bare at tilegne sig en intellektuel opfattelse af dens lære. Fordi Bibelens budskab er lov og evangelium, fører det mennesker ind i et personligt møde med Gud og viser os, hvordan vores forhold til Gud er. Loven tvinger os til at indse, at vi har syndet mod Gud, mens evangeliets budskab skaber troen på Guds tilgivelse for Jesu skyld. Da Bibelens budskab sigter på at føre os ind i et personligt forhold til Gud, kan vi ikke sige, at vi har forstået Bibelen, før vi kommer til personlig tro på Jesus Kristus.

Oversættelse: Gunver og Bent Kjøller-Hansen


Artiklen er oversat med tilladelse fra www.teologiteigen.net.

Nyt Liv står inde for det åndelige indhold af alle artikler, som anvendes på nytliv.dk. Spørgsmål og kommentarer kan rettes til webmaster@nytliv.dk.

Udgivet af

Arne Helge Teigen

Arne Helge Teigen, lærer ved Fjellhaug Misjonshøgskole.

Arne Helge Teigen

Arne Helge Teigen, lærer ved Fjellhaug Misjonshøgskole.