Bibelen for sjov

”Det ville være utænkeligt, at en bog som Bibelen for sjov var udkommet for 100 år siden, for den ville med garanti have fået en masse trofaste kirkegængere til at hive fat i den nu hedengangne blasfemiparagraf og råbe op om synd, helvede og lignende. Heldigvis har samfundet ændret sig radikalt siden dengang, så nu er der næppe nogen, der bliver bare en tøddel forarget over, at der er udkommet en række humoristiske genfortællinger af et udvalg af de mest ikoniske bibelfortællinger, skrevet af en dansk komiker og udsendt af selveste Bibelselskabet.”¹

Sådan lyder det i en anmeldelse af standupkomikeren Jakob Svendsens (JS) nye bog, som udkom d. 11. oktober 2024.

Det er en meget rammende gengivelse af, hvordan bogen er blevet modtaget. Hvad der for 100 år siden ville have været utænkeligt – eller i hvert fald have forårsaget en stærk forargelse blandt troende – er der nu tilsyneladende ingen, der løfter et øjenbryn over.

Det giver stof til eftertanke.

Eksempel på en tendens

Brugen af humor i kristen formidling er en tendens i vores tid, som giver sig udslag alle mulige vegne, men ikke mindst i kommunikationen til de yngre generationer. Humor er et effektivt middel til at fange interessen. Og det er jo noget af det, man som forkynder og leder nogle gange kan kæmpe med: Man vil så gerne have forsamlingen med – og man vil ikke mindst så gerne, at børnene og de unge reagerer positivt.

Når den positive respons er målet, er brugen af humor en sikker vinder (i hvert fald hvis det er en form for humor, forsamlingen er med på). Og der er ikke noget i vejen for, at en prædikant eller børneklubleder siger noget sjovt eller fortæller en god historie, hvis det ligger naturligt til en, og det giver mening ind i det, man skal være sammen om. Det kan være et udmærket pædagogisk middel. Men det er et middel, der skal bruges med stor varsomhed.

For det første må vi som forkyndere og børnemødeansvarlige aldrig hænge vores tjeneste op på den positive respons. Vores mål er at forkynde ordet om korset til hjertets tro. Den forkyndelse, der går til hjertet, giver sig sjældent lige så synlige udtryk som smil og latter, og derfor kan man nogle gange som forkynder og børnemødeleder overveje, om vidnesbyrdet overhovedet trænger ind. Men det er dén forkyndelse og dét vidnesbyrd, det handler om, hvis vi vil gå Guds ærinde og stå i hans tjeneste. Kommer der ikke nogen respons, og ser vi ingen frugter af arbejdet, er det ikke vores opgave at få nogle synlige frugter til at gro med vores egne metoder. Giver budskabet ikke liv, skal vi ikke forsøge at skabe liv ved egen kraft – med musik eller humor eller andre menneskelige, psykologiske virkemidler. Det kan blive et surrogat for et sandt kristent liv, og det kan lede mennesker til at tro, at de er kristne, uden at de er det, ligesom det kan bekræfte en prædikant i, at hans tjeneste bærer frugt – men frugten er kunstig og vokser ikke ud af en levende forbindelse til stammen, til Jesus.

”Enhver bør se til, hvordan han bygger. For ingen kan lægge en anden grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus. Hvis nogen bygger på grundvolden med guld, sølv, ædelsten, træ, hø, halm, skal det vise sig, hvad slags arbejde enhver har udført. Dagen skal gøre det klart, for den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, hvordan hver enkelts arbejde er” (1 Kor 3,10-13).

Vores kald er altid at forkynde ordet om korset – både i vækkelsestid, når ordet bærer synlig frugt til omvendelse og liv med Jesus, og i frafaldstider, når ordet ikke bærer nogen synlig frugt, og mennesker skriger på noget andet, der kan erstatte det, der mangler.

For det andet kan brugen af humor og sjove historier let komme til at stå i konflikt med forsamlingens bevidsthed om at stå på hellig jord, når vi er sammen om Guds ord.

Og jeg er bange for, at det netop er det, vi oplever i vores tid: Den fornemmelse for det hellige, der har præget tidligere tiders troende, og som især har været kendetegnet for vækkelsesbevægelserne, er ved at forsvinde. I stedet dyrkes humoren og de sjove historier uhæmmet og uanfægtet, og flere og flere grænser nedbrydes i lette og blasfemiske måder at tale om Gud på.

Den tendens er Bibelen for sjov et radikalt eksempel på.

I det følgende vil jeg gennemgå bogen for at vise, hvad der kan ske med evangeliet, når humoren og fortællingen dyrkes i så udpræget grad – for derigennem også at vise, hvad der er risikoen, når det sker på et mindre radikalt niveau. For stilen og indholdet i Bibelen for sjov ligger i naturlig forlængelse af en udvikling i formidlingen, der har vundet indpas i stigende grad de seneste årtier.

Før gennemgangen er det vigtigt at forstå, hvilke overvejelser der ligger til grund for en bog som Bibelen for sjov, og hvordan sådan en bog kan blive solgt og positivt omtalt i de gamle vækkelsesbevægelser i dag.

Til sidst vil jeg skrive lidt om, hvad der er vores kald, når vi forkynder til børn og unge.

Positiv modtagelse

Jeg har læst de anmeldelser og artikler om Bibelen for sjov, jeg har kunnet finde, og de er alle positive. JS er også et populært indslag i kirker, frimenigheder m.m., hvor han de seneste år har genfortalt bibelhistorier for børn, minikonfirmander, konfirmander og til familiearrangementer i menighederne. Den positive modtagelse gælder bredt kirkeligt, men der er grund til at tro, at Bibelen for sjov vil blive brugt og givet som gave langt ind på den kirkelige højrefløj – som et friskt input til familieandagten.

JS er opvokset i Indre Mission og har derfor en naturlig indgang til de missionske kredse. Han har bl.a. medvirket på Å-festival, SommerOase, Hjallerup Bibelcamping, til folkemødet i ”Folk og tro”-standen og til en ledersamling for Luthersk Missions børne- og ungdomsarbejde, ligesom der har været portrætter af den kristne komiker i både Indre Missions og Luthersk Missions blade og en artikel af JS i Kristeligt Forbund for Studerendes blad.² Bogen kan købes på Forlagsgruppen Lohses hjemmeside, og Lohse har i en nyhedsmail reklameret for bogen med overskriften ”Bibelfortælling, der får smilet frem”. På lohse.dk reklameres for bogen med en video, hvor JS læser højt, og hvor Bibelselskabets reklametekst citeres:

”I Bibelen for sjov har Jakob Svendsen kastet sig over fortællinger fra Bibelen, drejet på knapperne, tilsat en krage, et æg, en klementin og en ged. Bibelhistorier, der er fortalt med susende fart, glimt i øjet og masser af respekt. For Svendsen er en dreven standupkomiker med viden og passion for Bibelen, og han skal nok sørge for, at både piger og drenge – og helt sikkert også voksne – får lyst til at læse og lytte til bibelhistorier.”

Der har været annonceret for Bibelen for sjov i Tro&Mission, og i impuls har der været en uforbeholdent positiv anmeldelse, hvor man bl.a. får inspiration til, hvordan bogen kan anvendes:

”Hjemme i min familie har vi brugt bogen på flere måder. Jeg har læst i den alene, og vores tre børn på 9, 13 og 14 år har også læst på egen hånd og højt for hinanden. Derudover har jeg læst højt fra den for hele familien som en form for familieandagt, og den fungerer rigtig godt til det hele. Der breder sig først stille smil på læberne, så de små klukgrin, og indimellem går vi alle helt i stå af grin, så vi lige skal have en linje forfra igen! Jeg har desuden testet bogen i forskellige fora. Jeg kan godt lide at læse højt, og den fungerer rigtig godt på den måde – både i en juniorklub og til en frivilligfest i Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler. Her kan både børn og voksne smitte hinanden lidt med grin undervejs, og det er også ret dejligt at opleve! (…)

Bogen er for alle, der har lyst til og måske også brug for at læse Bibelen på en anderledes måde. Børn, teenagere, nye i troen, erfarne bibellæsere og alle derimellem. Bogen er for alle, der kunne trænge til at få serveret Bibelen på en ny måde – konfirmander, børn, børnebørn, din nabo, eller hvem du kan komme i tanke om! Og giv dig selv en god oplevelse, og læs den selv!”³

Alarmklokker

JS og Bibelen for sjov har altså udelukkende fået positiv omtale også fra den kant, hvor man kunne have forventet skepsis og kritik. Samfundet har ændret sig radikalt de sidste 100 år, og det har de troendes forhold til humor i kristen formidling også.

Men der vil uden tvivl stadig være levn af tidligere tiders modvilje mod at tale om en ”bibel for sjov” – og mange, særligt i den ældre generation, vil reagere instinktivt mod bogens forside, som viser Jesus med de naglemærkede hænder, der står på en standupscene med vin i kildevandsflasken og et fjollet smil på læberne.

Er der ikke en grænse her, der bliver overtrådt?

Det spørgsmål kan man næsten ikke undgå at stille. Og når vi nu skal se nærmere på reaktionerne på Bibelen for sjov og på forfatterens egne tanker om bogen, er det bemærkelsesværdigt, at det netop er denne problematik, der kommenteres igen og igen. Det er som om, både forfatteren og læserne har en alarmklokke, der i forskelligt omfang giver lyd, alene ved titlen Bibelen for sjov.⁴ Men overvejelserne hos forfatteren og anmelderne fører alle hen mod den konklusion, at alarmklokkerne – hvor larmende eller fjerne de end har været – har kimet uden grund: Bibelen for sjov holder sig inden for det acceptable og uproblematiske i dens måde at kommunikere de bibelske beretninger på.

Forlaget

Når vi skal forstå tankegangen bag udgivelsen af en bibel for sjov, må det i første omgang bemærkes, at bogen er skrevet på opfordring fra Bibelselskabet. Man fik idéen til at spørge JS, fordi han som kristen komiker har lavet flere standupshows, hvor han fortæller om kristendommen og sin egen opvækst i en kristen familie.

Mathias Anker Kure, som er forlagschef i Bibelselskabet, udtaler: ”I Bibelselskabet arbejder vi for at gøre Bibelen nærværende i kirken, samfundet og for den enkelte. Derfor udgiver vi selvfølgelig selve Bibelen i forskellige former og udgaver, ligesom vi løbende forsøger at finde nye måder at få den genfortalt eller formidlet på. I den forbindelse opstod idéen om at spørge Jakob Svendsen til at skrive bibelhistorier. Vi så for os en sjov, legende og uformel bibel til større børn. En bog, der på den ene side kunne være let at gå til, og som samtidig turde gå til Bibelens kernefortællinger med respekt.”⁵

Mathias Anker Kure vurderer, at denne balance er ramt perfekt i Bibelen for sjov.

Bogen skulle altså være en børnebibel, der er sjov, legende og uformel, men som også er respektfuld over for Bibelen – og netop det er ifølge forlagschefen blevet resultatet.

Anmelderne

Denne vurdering deles af flere anmeldere, der netop hæfter sig ved det med respekten over for de bibelske fortællinger:

”Uanset virkemidler sker formidlingen gennem hele bogen med stor respekt for de bibelske fortællinger.”⁶

”Grin og glimt i øjet – med respekt for indholdet.”⁷

”Jeg læste med stor interesse, hvordan Jakob Svendsen fx behandler historien om Noas ark. Og det er faktisk respektfuldt uden at være ærbødigt.”⁸

”Jeg synes, det virker supergodt! Han har en kærlighed til sit materiale og en respekt for alvoren i det, så jeg som læser er tryg ved hans sjove formidling af det. Det er jo Bibelen! Kan man lave sjov med den? Jeg vil mene, han formidler handlingen på en sjov og forfriskende måde.”⁹

”Jakob Svendsens gendigtninger af historier fra såvel Det Gamle som Det Nye Testamente har heller ikke resulteret i en række grænseoverskridende, provokerende eller grove versioner af fortællingerne. Som det skrives på bogens bagside behandles alle historierne respektfuldt, hvilket denne anmelder i den grad er enig i. Selv om der naturligt nok er taget en del friheder undervejs (eksempelvis fortælles historien om Jesus, der raserer templet, fra et af offerdyrenes perspektiv), så er pointerne og moralerne forholdsvis intakte. Det er med andre ord både morsomt undervejs, men også lødigt afviklet.”¹⁰

Morsomt, men lødigt og respektfuldt. Det passer godt med Bibelselskabets intention – og i høj grad også med forfatterens eget ønske.

Forfatteren

I portrættet af JS i Tro&Mission var overskriften: ”Jakob er sjov for alvor.”¹¹

Her fortæller JS blandt andet om sit liv som kristen og komiker: ”Jeg er fundamentalistisk kristen og bruger min tro i min kunst.”

At JS er fundamentalistisk kristen uddybes med, at han anser Gud for virkelig, taler meget med Gud, beder ham om vejledning og regner med hans indgreb i livet.

At JS anser standup for ”kunst” uddybes ikke direkte i artiklen. Og der vil nok være nogen, der studser over det ordvalg. Er standup ikke bare underlødig underholdning, hånlige parodier og fordummende tidsfordriv? Jo, det kan det være. Men som JS fortæller i blandt andet artiklen i impuls¹², er der sket en ændring af standupkulturen, så trenden nu ikke længere er hån mod andre og jokes under bæltestedet, men personlige fortællinger, der peger indad, og som rummer budskab og livsvisdom bag det sjove.

Den trend er JS en del af, og det er derfor, han er ”sjov for alvor” og kan tale om sit arbejde som sin kunst. Han har lavet en aftale med Gud om ikke at bruge perverse jokes. Han rakker ikke ned på andre på scenen, men tager udgangspunkt i sig selv. Og så har han et ønske om at bruge det komiske til at skabe refleksion og lære tilhørerne noget om dem selv.

Når det kommer til spørgsmålet om, hvordan man kan kombinere komik og kristendom, er JS ”meget bevidst om, at det kan være superfarligt at bevæge sig fra humor og ind i det religiøse”. Men han mener, at ”det kan bruges på den måde, at vi kommer til at tage os selv mindre højtideligt. Det kan vi godt have glæde af som kristne. Vi skal ikke devaluere, hvad eller hvem Gud er, for han skal tages højtideligt, men jeg tror, vi kan have gavn af at se på os selv med en lethed, hvor vi ikke tager os selv for seriøst.”

Den vejledning, JS har givet i både Tro&Mission og impuls, om forholdet mellem komik og kristendom, harmonerer godt med de ord, han også bruger om sit arbejde med Bibelen for sjov.

”Jeg mener jo selv, at det er ret alvorligt. Jeg har ikke haft nogen agenda om at lave det blasfemisk. Så ved jeg godt, at der er nogen, som så snart du siger: ‘Sjov religion’, så står de helt af, og der ved jeg godt, at det kommer aldrig til at være min målgruppe alligevel. Men jeg vil jo mene, at jeg har læst historierne i den rigtige Bibel, og så har jeg fundet ud af, hvad jeg synes, der er kernen i det her, og hvad er det, jeg gerne vil have, der står tilbage her. Og så har jeg sørget for, at selvom jeg tilføjer en krage, eller at hele historien har ret stort fokus på en banan, så skal kernen stå tilbage.”¹³

JS er bevidst om sit ansvar som forfatter af en bibeludgave. Han er klar over, at for nogle af læserne er det deres første møde med Bibelen – og for nogle er det også deres sidste. Derfor føler han det nødvendigt at få alt det vigtigste med.

I en podcast fortæller han: ”Jeg føler mig på en eller anden måde forpligtet til, at der ikke på den måde ‘mangler’ noget. Altså hvis jeg havde lavet den uden korsfæstelsen eller med en vag version af korsfæstelsen, så synes jeg, det havde været sådan lidt ærgerligt (…) Jeg har ikke haft nogen intention om at lave en blasfemisk bibel. Og jeg har hele tiden netop også den her tanke med, at for nogen er det her måske den eneste gang, de møder en bibel – så skal det være det rigtige budskab, der står tilbage. Så må der godt have været en ged og alt muligt, men når det er skrællet af, så skal der stå det rigtige budskab tilbage.”¹⁴

I samme omgang fortæller JS, hvorfor han mener, humor kan være et vigtigt redskab i formidling, også i kristen sammenhæng. Humor gør os mere modtagelige, det nedbryder forsvaret, vi lytter bedre, vi lytter mere effektivt efter, hvad der bliver sagt, og vi husker bedre.

”Generelt er humor et meget effektivt redskab til at skabe interesse og engagement. Jeg anvender humor for at underbygge den sandhed, som er til stede i Bibelen, så det bliver lettere for læseren at identificere sig med personerne i bogen. På den måde tror jeg også, at alvoren bliver mere levende for læseren.”¹⁵

”Bibelen for sjov er mit forsøg på at gøre en vigtig bog relevant, både for dem, der har et nært forhold til Bibelen, og dem der bare gerne vil læse en god historie. Vi har alle en idé om, hvordan fortællingerne i Bibelen forløber, men jeg vil gerne udfordre den idé og lægge op til, at læserne opdager den på ny (…) Jeg vil gerne give læseren en fornyet interesse og glæde ved at læse Bibelen og dykke ned i alt det, som jeg synes, at Bibelen kan (…)

Det har været meget vigtigt for mig, at humoren ikke blev blasfemisk eller for useriøs, men at den er til for at underbygge beretningerne uden at tage noget fra dem (…)

Generelt har det været vigtigt for mig, at alle skal få en god oplevelse af at læse bogen. Derfor har jeg også været bevidst om, at humoren bruges med respekt. Jeg ved for eksempel fra mine stand-up-shows, at Helligånden kan være et sårbart punkt for mange, og derfor kunne jeg aldrig drømme om at give Helligånden et Hitler-overskæg eller noget andet plat, fordi jeg tror, at det vil være for stødende for mange og derfor også ekskluderende.”¹⁶

Og i et facebookopslag den dag, bogens beretninger lå klar som et færdigt manuskript: ”De er ærlig talt blevet ret sjovt fortalt, samtidig med at jeg på intet tidspunkt er gået på kompromis med, hvad jeg tror. Den rigtige fortælling og det rigtige billede af Gud ligger der, lige under en krage der er unaturligt glad for en banan. Det er mit bud på at give en nyfunden glæde ved noget, der faktisk betyder helt utroligt meget for mig.”

Intentioner og virkelighed

Som det fremgår, ligger der mange refleksioner bag udgivelsen af Bibelen for sjov.

Og lytter man til de refleksioner og intentioner, kan man få det håb, at Bibelen for sjov rent faktisk vil blive Bibelen for alvor. At børn og voksne vil møde Gud gennem det, de læser. At humoren vil optræde på en måde, så den underbygger sandheden i de bibelske historier og gør personerne mere levende for læseren. At det må blive til tro og liv.

Men det kræver jo, at det netop er det rigtige budskab, der står tilbage. At det er den rigtige Gud, man møder i Bibelen for sjov – inde bag alt det sjove.

Ulykkeligvis er det ikke tilfældet. Og derfor kommer Bibelen for sjov til at stå som et advarende eksempel på, hvordan humor i formidlingen kan forme gudsbilledet på en måde, der leder væk fra ham, snarere end hen til ham.

I det følgende vil jeg beskrive bogen nærmere – og prøve at lokalisere, hvor det går galt.

Bogens form

Bibelen for sjov består af 12 historier fra Det Gamle Testamente og lige så mange fra Det Nye Testamente. Den henvender sig i første omgang til større børn, men tager også sigte på at være engagerende for forældrene at læse op af, så det – i stil med en god Disney-film – kan være en god fælles familieoplevelse at være sammen om de bibelske historier.¹⁷

For at vi som læsere ikke med det samme skal danne os et billede af, hvad beretningerne handler om, er kapiteloverskrifterne ikke de traditionelle, vi kender fra andre bibeludgaver. ”De 10 bud”, ”Daniel i løvekulen” og ”Bespisningen af de 5000” bliver for eksempel til de mere åbne: ”Med hovedet i sky”, ”Kæledyr” og ”En ukedelig dag”.

Tilsvarende benytter JS sig af det fortællemæssige greb at se historierne fra andre vinkler end dem, vi plejer at høre dem fra. Historien om Babelstårnet hører vi for eksempel fra en dreng, hvis far var initiativtager til det store tårn. Og historien om Noas ark fortælles af de to geder Gertud og Gunnar. De sidehistorier, JS finder på i relation til de bibelske fortællinger, fylder tit lige så meget som selve den bibelske historie. På den måde er der meget fri digtning i det fra forfatterens side, men det er for så vidt ikke anderledes end det greb, vi kender fra bibelhistoriske romaner. Ganske vist er der usædvanligt meget fri digtning, hvis man ser det som en børnebibel, og det kan man godt være kritisk over for. Men personligt er jeg enig med JS i, at det gerne skulle fremgå forholdsvist tydeligt, hvad der er fri digtning, og hvad der er reel bibelhistorie.

De grundlæggende fortællemæssige greb, JS benytter sig af, kan være med til at give friske øjne på gammelkendte beretninger, og selve de greb kan man principielt forsvare at bruge. Det er i mine øjne også legitimt i den genre, JS bevæger sig i, at undvige de traditionelle kirkelige og bibelske termer og forsøge at udtrykke det samme med andre og mere nutidige ord.

Problemet er altså ikke nødvendigvis de ting, der her er nævnt om formen. Men jo friere form man vælger, når man skal genfortælle bibelhistorier, jo mere tydelig bliver ens egen teologi. Og jo mere risikerer formen også at forme indholdet. Så når man på forhånd har valgt, at enhver bibelhistorie skal fortælles med humor, er der en oplagt risiko for, at historierne bliver blasfemiske og nedbryder gudsfrygten.

Gud er pjattet med dig

Det mest påfaldende, når jeg har læst Bibelen for sjov igennem, er, hvor konsekvent Gud er fremstillet som en rar, kærlig, omsorgsfuld, hyggelig og smilende Gud.

Det er et gudsbillede, der går rigtig godt i spænd med den lette og humoristiske vinkel i bogens form. Men det er også et gudsbillede, der virker til at være i tråd med den teologi, JS i øvrigt ønsker at præge med.

I en prædiken på Å-festival i 2023¹⁸ optræder JS som det komiske sidekick til sin bror Robert, der er uddannet teolog. Den humoristiske prædiken er lagt an på, at JS gentagne gange skal afbryde sin bror med nogle skæve vinkler og sjove bemærkninger. Mod slutningen af prædikenen summerer JS op, hvad det hele handler om: ”Nu kommer vi til det aller- allervigtigste, som vi har sagt (…) For det kan godt ske, vi kan huske, at Flame var heroppe¹⁹, og vi kan huske, at jeg snakkede om toast, og vi kan huske, at Robert var kedelig – men nu kommer det allervigtigste. Og det er vigtigt, at I hører efter nu. Det er vigtigt, at du hører efter nu. For Gud han har fokus på dig. Gud er her, ikke fordi Gud er pjattet med toast, ikke fordi han er pjattet med musik, han er her, fordi han er pjattet – helt og aldeles – med dig. Han er pjattet med dig! Han vil virkelig, virkelig, virkelig gerne have en ægte relation til dig. Gud er her for at få en relation til dig; for at vise dig, at han vil have en relation til dig. Og det kan godt være, du sidder og tænker: Jeg ved ikke, hvordan den her relation er – jeg ved ikke, hvordan jeg har det med den her relation – måske har du aldrig haft nogen relation til Gud – måske synes du, du er lidt langt væk – måske er der alle mulige ting, du overvejer. Og der skal du bare vide: Gud han er ikke i tvivl. Han vil have en relation – ægte – med dig. Lige nu – lige her i aften.”

Når man umiddelbart læser eller hører sådan en afslutning på prædikenen, kan det måske være nærliggende at tænke, at det er et kald til omvendelse, sådan som det traditionelt har lydt i vækkelsesbevægelserne. Og selvom det er pakket ind i underholdning, kan man godt fornemme, at det ikke bare er pjat. JS ønsker tydeligvis at kalde ind i fællesskab med Gud. Men det er ikke et kald til omvendelse. Det er ikke et kald til at erkende sin synd og sit ansvar over for Gud. Det er ikke et kald til at komme og søge tilgivelse hos Gud ved det, Jesus har gjort. Det er derimod et kald til at give en ufarlig Gud en chance. Det kan godt ske, du selv er i tvivl, om det med Gud er noget for dig – men Gud er ikke i tvivl om, at du er noget for ham. Det er et kald til at komme hen til en rar og kærlig far, der er helt pjattet med mennesker, og som higer efter fællesskab med dig. Hvis du kommer til ham, som du er, kan du altså forvente at blive modtaget med al mulig kærlighed og forståelse. Hvis du derimod ikke giver Gud en chance, er det ham, det er synd for.

Sådan er tonen i prædikenen til de unge på Å-festival. Og det er præcis den samme tone, der lyder i Bibelen for sjov.

I et interview om bogudgivelsen²⁰ får JS spørgsmålet: ”Hvordan har dit forhold til Bibelen ændret sig i takt med bogen?”

Svaret lyder: ”Jeg har brugt enormt meget tid med stoffet, hvilket har givet mig flere nuancer på fortællingerne. For eksempel da jeg skulle skrive skabelsesberetningen, som i Bibelen for sjov hedder ‘Ingenting bliver til en have’ ender den, sådan som jeg tror, de fleste tænker, med at Gud forviser Adam og Eva fra Edens Have i vrede og straf. Men da jeg skrev mig gennem beretningen, kunne jeg ikke få det til at passe med, at den far, som de sådan har hygget sig med, lige pludselig skulle flippe helt ud. Så min version slutter med, at det er Gud, som er ked af det, og som enhver anden kærlig far vil beskytte sine børn og kan se, at haven er for voldsom for dem at være i og derfor følger dem ud i smerte og kærlighed.”

Læg mærke til det: JS har beskrevet en kærlig far, som Adam og Eva har hygget sig med. Og det kan han ikke få til at passe med Gud som en vred og hellig, straffende Gud.

JS får altså helt fra bogens begyndelse lagt en linje for menneskers forhold til Gud og Guds forhold til mennesker – og den linje skal resten af historierne i Bibelen rette sig ind efter. Ellers ville det ikke passe sammen med det gudsbillede, der er slået an fra begyndelsen!

Og JS holder sig konsekvent til den linje gennem alle 24 beretninger.

Den smilende Gud i Det Gamle Testamente

Det er ikke underligt, at JS synes, det virker mærkeligt at slutte beretningen om skabelse og syndefald af med Guds vrede, strenghed og dom over den faldne menneskeslægt. Det ville slet ikke kunne rummes inden for det gudsbillede, der etableres i løbet af skabelsesdagene. Her møder vi en Gud, der nysgerrigt og planløst løber rundt og griner, mens han finder ud af, at vandet er vådt, og at appelsiner smager bedst, hvis man tager skrællen af. Vi møder en Gud, der kommer til at fnise over den delfin, han har skabt, og som smågriner, mens hans laver fisk i alle former. Vi møder en Gud, der fjumrer i det og får sit skæg klistret ind i fjer²¹, mens han forsøger sig frem med at få lavet nogle ordentlige fugle, men han bliver bedre og bedre til det undervejs.

Adam og Eva fjoller og griner, mens de løber rundt og giver dyrene navne, og Gud griner og nyder at se Adam og Eva have det sjovt, mens han slår hul på en kokosnød.

Hvordan kan sådan en fjollet, nysgerrig, lattermild Gud lige pludselig blive forvandlet til en streng og vred Gud efter syndefaldet? Nej, der sker det, at Gud rækker armene ud mod Adam og Eva, tager dem ind til sig og siger, at han bliver nødt til at følge dem ud af haven, så der ikke sker dem noget.

Den linje holdes gennem hele Bibelen for sjov. Gud er ikke dommeren. Han er den kærlige Gud, der vil mennesker det bedste. ”Jeg er nødt til at hjælpe dem,” tænker Gud, da han ser, at det ikke er godt for hans elskede mennesker at bygge Babelstårnet (66).

Det er ikke sådan, at Gud ikke kan blive provokeret af alt det egoistiske og dumme, mennesker gør. I ørkenen beklager Moses sig til Gud over israelitterne, der ikke er nemme at lede: ”Jeg fatter ikke, du orker. Jeg har været ved at tyre min stav i skallen på fire af dem. Bare i dag.”

”Hehe,” sagde Gud. ”For mig er det syv. Min stav er bare lidt større, så jeg lader være” (123).

Og med dén lille latter kommer vi over hele Guds vrede og straf over Israels folk i ørkenen. Gud er nok irriteret som Moses, men ikke mere, end han kan grine af det – og han holder sig i skindet, fordi han ved, der bliver stor skade, hvis han giver efter for sin irritation.

Hans syn på de oprørske israelitter får vi i den fremhævede sætning: ”Tja … De er sådan set gode nok, men de stoler ikke på mig.”

”Tja …!” Er det sådan, Gud taler om israelitternes synd i ørkenen?

Ikke én gang hører vi om Guds straf over sit folk for deres synd. Ikke én af profeterne med deres domsord over Israel er taget med.²² Dermed er hele Det Gamle Testamentes grundfortælling om folkets synd, Guds vrede og løfterne om en kommende frelser udeladt – fordi det ikke passer ind i det gudsbillede, der blev etableret med den fjollede Gud fra skabelsesberetningen.

Efter episoden med guldkalven hører vi om Moses’ vrede, men ikke et ord om Guds. Gud konstaterer bare, at det ”åbenbart” er vigtigt med de bud (133) – og han smågriner, da han giver Moses nogle nye stentavler af en lidt tungere kvalitet (134).

De ti bud er ”ti regler, som er gode for mennesker at leve efter” (127). Da Moses hører buddene, synes han, at det alt sammen er noget, der giver god mening. ”Det synes jeg også,” svarer Gud. ”Hvis mennesker lever efter de her ti bud, vil de få det bedste liv” (134). Ikke et ord om, at Gud kræver overholdelse af buddene og straffer den, der lever i modstrid med hans vilje.

Med den forståelse af buddene er Guds vilje og befaling gjort til en selvhjælpsbog i 10 punkter – og loven og evangeliet, ja hele det bibelske budskab, er radikalt forandret.²³

Også i historien om Jonas er Gud blid og kærlig hele vejen. Der er ikke spor af anfægtelse og fortvivlelse hos Jonas over, at han har forbrudt sig mod Guds vilje og nu skal være borte fra Gud. I Bibelen råber Jonas til Gud i sin nød og tænker, at han er jaget bort fra Gud og aldrig mere vil få hans hellige tempel at se (Jon 2). I Bibelen for sjov råber Jonas ikke til Gud, men har en samtale med den sjove, talende fisk, Gud har sendt. I løbet af samtalen når han frem til, at det ikke var nogen god idé at prøve at stikke af fra Gud, og ville ønske, han kunne ombestemme sig – hvorefter fisken beredvilligt sætter kurs mod Nineve, mens Jonas keder sig lidt på turen (205-206).

At Gud er fredelig og ufarlig understreges af, at han taler ”venligt”, ”blidt” og ”kærligt” til Jonas, da han sarkastisk og vredt går i rette med Gud for ikke at lade profetien mod Nineve gå i opfyldelse (210-213).

De smilende mennesker i Det Gamle Testamente

Hvad er problemet med mennesker i Det Gamle Testamente ifølge Bibelen for sjov?

I syndflodsberetningen får vi den mest udfoldede beskrivelse af menneskers synd. Her møder vi Guds bedrøvelse over, at ”menneskene havde glemt at nyde jorden. De var begyndt at snyde hinanden. True hinanden. De gik i krig mod hinanden og slog endda hinanden ihjel. Lige meget hvor man kiggede hen på jorden, så tænkte folk kun på sig selv” (38).

I sin fortvivlelse over det råber Gud: ”Jeg skulle aldrig have skabt det! (…) Der er alligevel ingen, der har det godt.” Og i det øjeblik beslutter han sig for at smadre det hele.

”Men så hørte han en, der grinede. En, der ikke havde det dårligt. Han opdagede en mand, der stadig nød livet og jorden. En, der var glad. Den mand hed Noa. Og Gud glædede sig over, at nogen stadig nød jorden.”

Det er en grundtanke gennem hele Bibelen for sjov: at menneskers problem er, at de ikke behandler hinanden godt – og at de ikke længere nyder den jord, Gud har skabt til dem. Det er hovedproblemet for mennesker i Bibelen for sjov.

Senere, da menneskene begynder at bygge babelstårnet, hører vi, at Gud kigger på ”sine elskede mennesker”. Og da de gik i gang med tårnprojektet, ”var Gud virkelig begejstret. Han elsker nemlig, når mennesker har det sjovt og nyder det, de laver” (66). Babelstårnet startede ”som et vidunderligt projekt, hvor folk grinede og hjalp hinanden,” og derfor var det positivt. Da det udviklede sig i en gal retning, blev Gud nødt til at hjælpe mennesker tilbage til det gode liv, de havde før. ”Folk begyndte igen at lave det, de havde lavet før. Og nød at lave det, de havde lavet før” (69).

Folkene i Nineve er modbydelige og onde, men da Jonas siger, at de skal stoppe med det, kan de godt selv se, at byen faktisk ikke har været rar i den seneste tid. Så begynder de at kramme hinanden og at samle affald op fra gaden. ”Se lige, hvor glade de er,” siger Gud (210).

Og så er menneskers problem løst.

Hvor er det fjernt fra den rigtige bibels beskrivelse af, hvad der er israelitternes og vores grundproblem!

Som Gud siger gennem profeten Hoseas: ”Deres gerninger hindrer dem i at vende om til deres Gud, for der er en horeånd i deres indre, og Herren kender de ikke. Israels hovmod vidner imod det; Israel og Efraim skal snuble i deres synd, også Juda snubler sammen med dem. Med deres får og køer går de hen for at søge Herren; men de finder ham ikke, han har trukket sig tilbage fra dem. De var troløse mod Herren (…) Hvad skal jeg gøre med dig, Efraim, hvad skal jeg gøre med dig, Juda? Jeres troskab er som morgentågen, som den tidlige, flygtige dug” (Hos 5,4-7; 6,4).

Og hvor er det fjernt fra den rigtige bibels beskrivelse af, hvad der er israelitternes og vores eneste redning: at Gud selv ved sin egen Søn griber ind til frelse for det troløse folk, der har en horeånd i deres indre og intet selv magter at gøre for at ændre på det (se Hos 14; Sl 22; Es 53).

Den smilende Jesus i Det Nye Testamente

”Ny i denne sæson: Jesus” står der på titelbladet til Det Nye Testamente. Og han er virkelig en ny person, der introduceres. Der har ikke været skyggen af profetier om Jesus i Det Gamle Testamente – eller et behov for en frelser for synd. Der har været en overbærende Gud, der gerne vil have mennesker til at være gode mod hinanden og nyde den jord, han i sin store kærlighed har skabt til dem, for at de skal have det godt.

Men Jesus kommer ikke med noget nyt i forhold til det gudsbillede, vi tidligere har mødt, eller i forhold til menneskers grundproblem. Det fortsætter konsekvent i samme spor.

Johannes Døber taler ikke til syndserkendelse, og han peger ikke frem mod Jesus som Guds lam, der bærer verdens synd. Nej, Johannes Døber er en, der siger kloge ting, der får folk til fuldstændigt at ændre deres liv (237), og han peger frem mod ”en, der ved mere end mig” (240).

”Det er faktisk ikke så indviklet,” lyder Johannes’ budskab. ”Det er et menneskes opgave at være god ved andre. Bum. Lad være med at føle dig bedre end andre” (239). Og det er jo til at forstå for alle. Men hvor er domsbudskabet og den prædiken til syndserkendelse, der var kernen i Johannes’ virke? (jf. Matt 3). Det bliver ren moralisme. Der bliver ikke et ord til anfægtelse – og derfor bliver det heller ikke muligt at forkynde det evangelium, der giver hjælp og trøst for den anfægtede.

Dåben af Jesus bliver slet og ret til en velsignelseshandling: ”Gud. Velsign denne mand, og hjælp ham til at gøre din vilje” (242).

Så får vi gennem resten af testamentet et billede af, hvordan et menneske, der gør Guds vilje, er i praksis. Og sådan en mand er – selvfølgelig – mild og blid og næsten konstant smilende. Det er ikke underligt, at duerne på tempelpladsen i det tredjesidste kapitel af Bibelen for sjov studser, da Jesus én eneste gang viser sin vrede og vælter bordene i templet. ”A’ hva?” siger duen Thilde forbavset. ”Hun havde hørt om Jesus. Men hun havde hørt, at han var pusse-nusse-sød og pusse-nusse-rar. Hun havde hørt, at han hjalp folk. Det her lød hverken pusset eller nusset” (327).

Duens undren er en nøjagtig spejling af den forundring, læseren af Bibelen for sjov må sidde med, når Jesus nu for første gang viser sig fra en ikke så pusse-nusset side. Men selv midt i tempelrensningen påstås det, at Jesu vrede handler om, at folk ikke er glade, sådan som de skulle være. Jesus brøler rasende: ”Det her er min fars hus. Det er et hus til at være glad i! Ikke til at tjene en latterlig skilling” (330).

På nær tempelrensningen er Jesus i Bibelen for sjov næsten altid glad, rar og smilende. En undtagelse er til sidst i beretningen om fristelsen i ørkenen, hvor Jesus hvæser ad Djævelen (252). Men selv den beretning begynder med, at Jesus smiler og blinker til Djævelen (247). Det er måske ikke så mærkeligt, for Djævelen fungerer som en komisk figur, der også undervejs i fristelserne får Jesus til at begynde at grine (250). Men det lykkes ikke for den komiske djævel at forhindre Jesus i at gøre det, han er taget ud i ørkenen for. Og hvorfor var det mon, Jesus fastede 40 dage i ørkenen? Det har JS et bud på, der ligger helt i tråd med det generelle budskab i bogen om, at det er menneskers problem, at de har glemt at nyde den jord, Gud har skabt: ”Jeg er her for at nyde alle ting, som min far har skabt,” siger Jesus. ”Nu kan jeg rigtig koncentrere mig om sandet, varmen, træet …” (249).

Som idealbilledet på et menneske nyder Jesus livet. Han ”har lyst til” at fiske med Peter (258). Han ”synes, det er hyggeligt” at se den lamme mand, han har helbredt, stå og fjolle og teste, hvor meget hans ben kan (268). Han helbreder en piges ben med henvisning til, at ”Gud nyder at se dig spille fodbold” (278). Han joker, hygger og pjatter med disciplene.

Efter Jesu opstandelse fra de døde udbryder Johannes: ”Det er godt nok hyggeligt! Dejligt, at du kom tilbage, Jesus” (345). Og Jesus griner og svarer: ”Jeg synes også, det er rigtig dejligt at være sammen med dig igen, Johannes. Jeg vil gå så langt som til at sige, at det er klart bedre end at være død.” Det er ikke nemt for Jesus at tage væk fra sine disciple: ”’I er fantastiske,’” sagde han og smilede, mens han tørrede en tåre væk. ‘Jeg kunne ikke have ønsket mig bedre venner end jer’” (346).

Da Jesus nærmer sig Jerusalem, græder han ikke over byen, men smiler og siger til Jakob og Johannes: ”Det var godt, I kom, I to. Vi er snart fremme ved Jerusalem” (308). Godt nok bliver hans smil efterhånden ”lidt underligt”, men det er dog et smil. Og Jesus griner og smiler videre, da han beder Jakob og Johannes om at hente et æsel til ham (309) – ligesom han har grinet og smilet og lavet jokes med sine disciple, og hvem han ellers møder, gennem hele bogen.²⁴

Budskabet

Som nævnt hænger det ufarlige og smilende gudsbillede uløseligt sammen med en ændring i budskabet, hvor lov og evangelium bliver erstattet med moral og positivitet.

Jesu budskab i Bibelen for sjov er – i forlængelse af Johannes Døbers vise ord i ørkenen – at ”man skal elske andre mennesker” (257), at ”vi har mulighed for at gøre noget godt mod alle. Selv dem, der ikke kan lide os” (270), og han taler ”om himlen og om, hvordan livet på jorden kan blive endnu bedre, hvis mennesker er gode ved hinanden” (290). ”Dem, der tror, de er for store til at gøre noget godt for andre, er slet ikke store” (320).

Der er ikke ét ord om, at mennesker skal regne med at komme til kort i det projekt med at være gode ved hinanden, og at de har brug for en frelser. Hvis man virkelig leder, kan man måske finde en antydning af det i Peters reaktion efter Jesu død. Det er jo også en beretning, der helt oplagt i fortællingens form ville kunne skildre menneskers svigt og kommen til kort – og tilgivelsen og nåden i Jesus. JS nævnte desuden, at han ikke ville have det godt med at udelade korsfæstelsen eller give en vag version af den.

Men selve Jesu død skildres ikke i Bibelen for sjov, og vi hører ikke et ord om, hvorfor Jesus skulle dø. Lige efter kapitlet om tempelrensningen kommer der en brat overgang til, at disciplene sidder og læser og går i rette med usande historier fra tabloidpressen om Jesu død. Det er kun i den form, vi hører om korsfæstelsen. Og det er i den forbindelse, Peter til sidst bryder ud i en hulken: ”Jeg skulle have gjort noget, Thomas! Undskyld, Jesus” (338). Det er det tætteste, JS kommer på at beskrive syndserkendelse i bogen. Men vi har ikke hørt noget om Peters løfter til Jesus eller hans svigt i ypperstepræstens gård. Vi får kun indtryk af, at Peters hulken er sat i gang af en prisværdig medlidenhed med Jesus, da han tænker på alt det, han har lidt. Selvom Peter siger ”undskyld, Jesus”, er det altså ikke rigtigt en synd, han har begået. Derfor bliver det også Thomas’ trøstende ord til Peter, der står tilbage som konklusionen: ”Der var så mange, Peter. Du kunne ikke have gjort noget. Ingen kunne gøre noget.” Peter var altså lovligt undskyldt og behøver ikke være ked af det. Præcis som vi gerne vil høre det, når samvittigheden banker på. Vi ønsker ikke at se vores skyld og synd i øjnene og bede Jesus om tilgivelse. Vi ønsker at få at vide, at vi ikke behøver angre noget; at vores svaghed er menneskelig, og at andre mennesker ikke ville have handlet anderledes i vores sted.

I en bibel blottet for ord om synd og nåde er det logisk, at Det Nye Testamente slutter med en pinsedag uden syndserkendelse. I den rigtige bibel prædiker Peter pinsedag på en måde, der overbeviser mennesker om, at de står strafskyldige over for Gud – at det i virkeligheden er dem, der har korsfæstet Jesus i kraft af deres synd. Da de hører det, stikker det dem i hjertet, og de spørger: ”Hvad skal vi gøre?” (ApG 2,36-37). I Bibelen for sjov giver Helligånden jubel, begejstring, varme og tro. Pinsedags budskab rummer ikke korsfæstelse, skyld og nåde, men udelukkende opstandelse og erfaring af en fantastisk ånd: ”På grund af den ånd ved vi og tror vi, at Jesus, som var død, ikke længere er det. Og det er bare topfedt!” (355).

Blasfemi

I ovenstående gennemgang har jeg koncentreret mig om det aspekt ved Bibelen for sjov, som for mig er det mest påfaldende: at vi møder Gud som en rar, kærlig, fantasifuld, sjov, smilende og grinende Gud. Det er det gudsbillede, der gør, at der ikke er nogen grund til at tale om synd og nåde. Og det er samtidig det gudsbillede, der åbner for, at Gud kan gå med på jokes og fjollerier, som man ud fra et sandt, bibelsk gudsbillede ville anse som blasfemiske.

Når JS siger, at han har anstrengt sig for ikke at lade humoren blive blasfemisk, er der ingen grund til at betvivle, at det er sådan, han selv oplever det. Men det er ud fra et ganske bestemt billede af Gud som kilden til alt, hvad der er sjovt og får smilet frem hos mennesker, sådan som Adam og Eva kunne fjolle rundt og nyde Guds skaberværk i Paradis.

Den komiske hovedvægt i bogen ligger selvfølgelig i de fjollede bifigurer (som ofte er dyr) og fantasifulde sidehistorier, JS finder på undervejs. Men med det gudsbillede, JS præsenterer, er der heller ikke noget i vejen for at lave standupsekvenser, hvor Gud er den ene part. For eksempel dyrkes det klassiske standupgreb med komiske misforståelser, når Gud møder Noa, og Noa ikke fatter, hvad en ark er (41). JS får også meget sjov ud af den forvirring, det giver, når Gud åbenbarer sig for Moses i en busk (93-95), og han bruger den samme forvirring, når han skildrer, hvordan Gud har talt til Jonas gennem morgenbordets juice, marmelade, ost og smør (med et smørret grin) og senere gennem en venlig og kærlig sten (195-197 + 212-213). Moses har en ”god ferie på Sinaj-bjerget”, hvor han kan slappe af, mens Gud varter ham op med aftensmad og jokende spørger, om hans kartofler skal ”moses” (127). Josva fatter ikke en hvede af, hvorfor Gud vil have dem til at gå rundt om Jeriko, men Gud er blid og tålmodig og griner, da Josva sarkastisk beklager, at soldaterne ikke har øvet sig i at danse fransk vals eller bage æbleskiver, og foreslår, om de den syvende dag skal hoppe på ét ben rundt om byen og sige som en giraf (145-146).

Tilsvarende taler Jesus med farhumor, når han møder Zakæus i træet: ”’Leger du frugt? For du ser fig’n nok ud’, grinede Jesus. ‘Giver du ikke en bid brød, Zakæus? Måske med lidt Sal’Zakæus til?’” (279).

Har man set JS’ første standupshow ”Kristen i krise”, er man ikke overrasket over tonen.²⁵ Men når man har læst den vejledning, han senere har givet i bl.a. Tro&Mission om, hvor grænsen går, og når man har læst interviewet, hvor JS sagde om Bibelen for sjov, at det var ”meget vigtigt” for ham, at ”humoren ikke blev blasfemisk eller for useriøs”, er det svært at få det til at passe sammen.

Og det er det spørgsmål, der nu står tilbage: Hvordan kan det være, at JS fremstiller Bibelen for sjov som en bog, der er fuld af respekt og kærlighed til historierne – og at forlagschefen og anmelderne erklærer sig enige i, at det netop er tilfældet?

Et vigtigt budskab

Den vigtigste del af svaret er allerede givet. Når man har et rart, hyggeligt og omgængeligt billede af Gud, så kan det ikke betragtes som blasfemisk at bruge Gud selv, når der skal laves skæg og ballade i en børnebibel.

Derudover skal det nævnes, at der også er gode pointer i Bibelen for sjov – også pointer, der ligger i tråd med bibelfortællingerne. Den sandhed, der står stærkest tilbage, når man har læst Bibelen for sjov, er, at troen retter sig mod det usynlige, og at vi ikke kan regne med vores egen fornuft, når det gælder troen. Det lærer Noa, når han bruger 100 år på at bygge en båd i en ørken. Det lærer israelitterne, når de står over for det røde hav med Faraos hær bag sig, og når de mangler mad i ørkenen. Det lærer Josva, når Gud giver menneskeligt set håbløse instrukser til krigsførelsen mod Jeriko. Det kan godt ske, han protesterer sarkastisk mod det, Gud siger, men han accepterer det dog, og han giver det videre til generalerne: ”Jeg ved godt, det lyder mærkeligt. Men vi stoler på Gud,” siger han (148).

Og den pointe udfoldes mere og mere gennem de beretninger, JS har valgt at tage med: om den lille David mod den store Goliat, om Elias, der hælder vand på alteret på Karmels bjerg, om Daniel mod løverne, om den fiskestinkende Jonas, der forkynder for de modbydelige mennesker i Nineve og får dem overbevist mod alle odds. Og videre i Det Nye Testamente, hvor de bøvede hyrder og tungtopfattende disciple, den upopulære Zakæus, den lille dreng med madpakken, Jesus, der rider ind i Jerusalem på et æsel osv. alt sammen tydeliggør, at Gud ikke er afhængig af det, der ser ud af noget i menneskers øjne, og at vi mennesker må få lov at tro og stole på Gud, også når vores fornuft stritter allermest imod.

JS har en tydelig linje her gennem Bibelen for sjov, og det er en god og central pointe om troen, der står tilbage. Den pointe er godt materiale for JS’ evner til standup, fordi alle beretningerne indeholder en eller anden form for inkongruens; noget, der ikke passer sammen, noget, der ser latterligt ud. Det er normalt godt standupmateriale. Og det kan JS virkelig dyrke gennem sine foretælleevner, fx når folk kommer ud til Noas bådbyggeri i ørkenen og spørger, om han ikke synes, der mangler noget²⁶, når Josva foreslår andre groteske måder at angribe Jeriko på, når Goliat griner, at David er lige så høj som fire harer, der står oven på hinanden osv.

Jeg tror, det primært er af den grund, JS og anmelderne kan sige, at beretningerne er fortalt med respekt og kærlighed: Bibelen for sjov rummer faktisk nogle vigtige pointer (og især én vigtig pointe om troen). Der er et ærinde med bogen, som ikke er at lave sjov med Gud, men at kalde mennesker ud på de 70.000 favne: at tro imod alt det, man kan se – på en Gud, der kan gøre det umulige, og på en Jesus, der er stået op igen fra de døde.

JS har altså et stærkt korsteologisk budskab i bogen. Det tragiske er blot, at det bliver korsteologi uden kors.

Gud og humor

Når man skal forstå, hvordan det giver mening med en bibel for sjov, der har Jesus som standupper på forsiden, så er det altså vigtigt at forstå, at det er en bog med et budskab og en mission.

Det er også vigtigt at forstå, at JS lader Jesus joke, fordi han af et oprigtigt hjerte tror, at det er sådan, Jesus har været, da han gik her på jorden. Og når Jesus har fortalt sjove historier, så skal vi selvfølgelig også gøre det. Det er tydeligvis noget, der ligger JS meget på sinde, og her ser han et formål med at ruske op i den kedsommelighed, man ellers kan føle i kristne kredse.

”Jesus brugte humor. Det skal vi også gøre.”²⁷

”Jesus bruger ironi ret ofte, både i lignelser, og når han stiller helt absurde ting op. Folk har uden tvivl set det som ironisk og humoristisk dengang. Det samme med Paulus. Og jeg er ret sikker på, at Gud har humor. Han har jo skabt os med den måde, vi fjoller, griner og hygger os med hinanden på.”²⁸

”Min værste gudstjenesteoplevelse har været, når jeg går ud af kirken med en fornemmelse af, at præsten kørte på autopilot eller bare sørgede for at sige alle de rigtige ting og sænke stemmen, så den blev rigtig dyb. Når det bliver akademiseret og klogt, men det ikke rører nogen, får jeg lyst til at rejse mig op og spørge, om der overhovedet er nogen, der hører efter længere. Og om der er nogen, der kan bruge det i morgen.”²⁹

”Enten har standuppen fejlet, eller også så har kristendommen fejlet, hvis der sidder nogen og tænker, at de her to kan ikke forenes. Jeg tror, Jesus har været helt utroligt morsom! Altså, det må han have været, ellers så har han ikke kunnet få så mange til at lytte. Jeg tror, han har været karismatisk, jeg tror, han har brugt humor rigtig meget. Jeg tror, det er forkert at se det sådan, at vi ikke har brug for humor til at formidle det her.”³⁰

Jesus har altså ifølge JS været ”helt utroligt morsom” at høre på, bl.a. ved at han bruger ironi og opstiller helt absurde ting. Som et eksempel henviser JS til, når Jesus taler om splinten og bjælken i Bjergprædikenen: ”Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Eller hvordan kan du sige til din broder: Lad mig tage splinten ud af dit øje! og så er der en bjælke i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje” (Matt 7,3-5).

JS fortæller i Indre Missions online børneklub: ”Det [med splinten og bjælken] er et sjovt billede, og jeg tror, da han har sagt det, så har folk grinet. Og nu bliver det lidt nørdet, men jeg ved, han har lavet det som comedy, for han gentager det, og gentagelse det er sådan en måde, man også kan få folk til at grine ekstra meget. Han har først lavet joken én gang, og så spiller han den. Han laver den som noget, der hedder et ‘act out’, han gentager den faktisk, hvor han spiller de to roller, der er (…) Han har helt sikkert fået folk til at grine, og det, der så er sket, det er, at folk de har snakket om ‘wow, det var bare sjovt, det han sagde med bjælken der’, og så har den anden sagt: ‘Ja, hvad var det lige, det betød? Jamen det betød noget med … Hvad var det egentlig, det betød?’ (…) Så det, som humor gør, det er, at for det første lytter vi efter, og så kan vi bare huske ting.”³¹

De overvejelser, JS her gør sig om humorens potentiale i den kristne formidling, står han ikke alene med. I anmeldelsen af Bibelen for sjov i impuls siges det, at ”det særlige ved at høre en sjov tekst er, at den skærper ens opmærksomhed; man sidder og venter på, ’hvad der nu kommer’ – og dermed får man også de seriøse pointer godt med. Guds ord er jo levende, og når Gud har skabt os med humor, er det et virkemiddel til formidling, han er helt med på.”³²

JS mener det altså alvorligt med humor. Han mener, humoren er et middel til at få folk til at lytte efter og reflektere. Og han mener, Jesus har brugt humor ”rigtig meget” – for hvordan skulle han ellers have fået så mange mennesker til at lytte til sig?

Men de betragtninger om Jesus er grebet ud af den blå luft. Der står ikke nogen steder, at mennesker fulgte Jesus, fordi han var en karismatisk eller vittig person. Og vi hører jo ellers generelt ofte, hvordan folk reagerer på det, Jesus siger. Efter bjergprædikenen står der for eksempel: ”Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge” (Matt 7,28-29). Der står ikke: ‘Da Jesus var færdig med denne tale, var folk blevet godt underholdt og gik hjem for at genfortælle hans jokes for hinanden.’

Der ligger en basal kortslutning i, at JS opdager elementer i Jesu tale, som JS selv bruger i sit virke som komiker (ironi og overdrivelser), og på den baggrund forestiller sig Jesus som komiker, der har fået folk til at grine. Man kan jo sagtens bruge ironi og overdrivelser, uden at det er sjovt, og uden at folk tænker det mindste på at trække på smilebåndet. Alt afhænger af konteksten. Og i Bjergprædikenen er konteksten altså, at Jesus taler om himmel og helvede. Jesus taler om, at vores retfærdighed langt skal overgå de skriftkloges og farisæernes, ellers kommer vi ikke ind i Himmeriget. Han taler til syndserkendelse: at vi må få øje på vores enorme skyld (bjælken), før vi er optagede af de andres synd. Det er et billedsprog, der nok er absurd og grotesk, men der er ikke en sjæl, der har grinet af det. For dem, der er blevet ramt af Jesu ord, har set: Han taler med myndighed! Han taler om alt det, vi skylder Gud at gøre, være og tænke. Og han taler om det på en måde, så vi ser, at vi ikke har den mindste chance for at komme i Himmeriget, hvis vi skal leve op til alt det. ”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!” (Matt 5,48).

Det er urealistisk, det virker overdrevet.

Men hvem ville grine af det?

Kun et menneske, som ikke har hørt og taget til hjerte, hvad Jesus siger.

Jagten på humor i Bibelen

Humor er i høj kurs i vores tid. Alt skal formidles med humor. Hvis en politiker ikke har humor og selvironi, får han eller hun ingen popularitet i den brede befolkning, særligt ikke blandt unge. Humor kan være afvæbnende, når noget er anstødeligt. Og derfor er det næsten ikke til at holde ud, hvis noget så anstødeligt som Bibelen ikke også rummer en eller anden form for humor. Man søger med lys og lygte efter det. For har Bibelen ikke humor og selvironi, så virker dens alvor alt for påtrængende og udfordrende i vores tid. Og hvis vi ikke kommunikerer med humor, hvordan skal vi så kunne få folk med os?

I forlængelse af showet Kristen i krise fortæller JS: ”De ikke-kristne kom bagefter og sagde tak for, at jeg havde givet dem indblik i en verden, de ikke rigtig kendte på forhånd. Og de kristne kom og sagde, at det er lige præcis sådan, man skal evangelisere i dag.”³³

Tilsvarende er det efter manges opfattelse sådan (ved hjælp af humor), man skal formidle evangeliet til børn og unge. Det er ikke usædvanligt, at man som ung går efter de mest ”grineren” prædikanter, når man finder prædikener på nettet.³⁴

I det nummer af Kristeligt Forbund for Studerendes blad Til tro, hvor JS medvirkede³⁵, var humor det overordnede tema for hele bladet. Og den indledende artikel af Troels Nymann Eriksen havde titlen Seks gange, Bibelen var sjovere, end du måske troede. Her siges det blandt andet, at historien om, at filistrene stjæler pagtens ark (1 Sam 2-5) er ”en rigtig ‘pas på, hvad du ønsker dig’- historie. Helt klart en fortælling, der har taget kegler i synagogen.” Ordsprogenes Bog er en ”joke-maskine”, og Jonas’ Bog er ”den absolut mest morsomme i Bibelen”.³⁶

Forfatteren uddyber i episoden Er Gud sjov? fra podcasten Eftertanke³⁷, at Jonas er sjov, fordi han er en inkongruent figur, en mand, der er dybt utilfreds med sin opgave, og at ”det er tænkt til at være sjovt”. I samme episode nævner en anden af de medvirkende, at der er noget bibelformidling til teenagere i det med at finde det sjove i Bibelen: ”Fortæl dem, at Ordsprogenes bog er fuld af jokes, så skal du nok se dem åbne Bibelen.”

Og det kan jo være rigtigt nok, at der er nogle overraskende billeder og sammenligninger i Ordsprogenes Bog, som godt kan være underholdende. Men folk tog ikke fra hele verden til Salomos hof for at høre ham fortælle vittigheder.

”Fra hele verden søgte man til Salomo for at høre hans visdom, som Gud havde givet ham i hjertet” (1 Kong 10,24). Og kernen i den visdom, Salomo besad, var hans gudsfrygt. Når Gud giver Salomo ”stor visdom og forstand i hjertet” (1 Kong 3,12), er det svaret på hans ydmyge bøn: ”Giv derfor din tjener et lydhørt hjerte” (v.9). Salomo ved, at han ikke skal være stor og vis ved egne spekulationer og filosofi, men ved at lytte til Guds røst. Derfor er kernen i hans visdom også: ”At frygte Herren er begyndelsen til visdom, at kende den Hellige fører til forstandighed” (Ordsp 9,10, jf. 1,7; 15,33; Sl 111,10).

Der er noget dybt krampagtigt i den søgen efter ”noget sjovt” i Den hellige Skrift, som vi kan bruge til at få de unge med og til at blødgøre den påtrængende alvor. Der findes eksempler på ironi, absurditet og inkongruens i Bibelen, og det er virkemidler, man bruger i standup i dag. Men fordi komikken ofte bruger de ingredienser, er det ikke ensbetydende med, at ingredienserne i sig selv er komik. Man kan bruge ingefær i jordbærsmoothie, og man kan bruge ingefær i en asiatisk karryret. Det er den samme ingrediens, men sammenhængen, ingefæren indgår i, betyder, at den får vidt forskellig virkning. Således også med ironi og absurditet.

Når for eksempel artiklen Seks gange, Bibelen var sjovere, end du måske troede som det første eksempel nævner Esajas’ parodi på afgudsdyrkere i Es 44 (v.12ff.), så er det rigtigt, at moderne komikere også bruger parodier, når de skal være sjove. Men der er ikke et gran af humor, smil eller sjov over den absurditet, Esajas ser og parodierer hos afgudsdyrkerne. Det er tragisk virkelighed, som leder afgudsdyrkerne ind under Guds vrede og dom. Skal vi så læse om det i dag, fordi det er underholdende? Skal vi lære børn og unge at lede efter det sjove i Bibelen? Og skal prædikanter forsøge at finde ind i og videreformidle og opdatere en oprindelig komik, man forestiller sig, der har været i budskabet? For det er jo det, der får folk til at lytte efter i dag?

Jeg tror, vi i stedet gør vel i at tænke på, hvordan Paulus fortæller, han valgte at forkynde, i Første Korintherbrev. Korintherne søgte visdom i form af retorisk stærke prædikener. Det var deres ting. Det var det, de blev fanget af og revet med af. Men netop fordi det var det, der kunne tiltrække korintherne; netop fordi det var det, de kunne blive fænget og blødgjorte af, afstod Paulus fra at bruge det.

Paulus var bevidst om, hvad tilhørerne var tiltrukket af, ligesom vi i dag kan regne ud, hvad der vil give en positiv reaktion. Men Paulus brugte sin viden til det modsatte af det, der menneskeligt set ville være en smart strategi: Han skuffede altid tilhørernes kødelige ønsker og forventninger. Han ville ikke vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet – for at deres tro ikke skulle afhænge af menneskers visdom, men af Guds kraft, dvs. ordet om korset (1 Kor 1,18-2,5).

Noget tilsvarende må være vores kald i dag, når vi skal prædike for et humorhungrende folk. Vi skal ikke vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet. Det er der ingen humor i. Og derfor siger vores menneskelige tanker om formidling, at vi bliver nødt til at tilsætte humor, hvis vi vil have folk med os.

Men det handler jo netop ikke om, at vi skal have folk med os. Det handler om, at Ordet om korset må blive Guds kraft til frelse iblandt os. Det kan ske – ved Guds under, ved Helligåndens kraft. Men sker det ikke – eller sker der umiddelbart ingenting – så er det ikke vores opgave at hjælpe Guds under og Helligåndens kraft på vej med vores egne tanker og strategier for at få folk med.

Doseret til børn

En anden grund til, at det har givet mening for forfatteren, udgiverne og anmelderne med tonen i Bibelen for sjov, er, at bogens grad af alvor i form og budskab skal være tilpasset målgruppen ”større børn”.

Når de alvorlige passager om synden, nåden og Guds hellighed og frelse fra Helvede er udeladt, skyldes det, at børn ikke er kommet til det endnu i deres trosliv.

JS forklarer i en podcast: ”Sådan en historie som Noas Ark, den er jo sjov, og det er med hyggelige dyr og sådan, men grundlaget for hele Noas Ark, det er, at Gud vil gerne udslette hele jorden. Hvor gammel skal du være, før du får dét at vide? Hvor jeg tænker, at det er faktisk – vi springer ret hurtigt hen over det – og det synes jeg faktisk ikke er forkert. Jeg synes faktisk godt, vi må have lov at dosere, og det tror jeg også er okay bibelsk, det der med at dosere det: Hvornår er vi i vores trosliv, og hvornår er vi i vores alder, modne nok til at få den her vinkel med?”³⁸

Den tankegang, JS her præsenterer, er der noget rigtigt i, for vi skal – særligt som forældre – være opmærksomme på ikke at give børn en usund frygt for Gud. Her må vi formidle budskabet efter børnenes alder og graden af følsomhed i deres sind.

Men der er også noget meget farligt i tankegangen. Det er en tankegang, der er slået igennem for fuld kraft i vores tid og særligt gennem de sidste 20-30 år har forvandlet store dele af den kristne formidling til børn og unge til en rent positiv forkyndelse af Gud som den, der holder af os og tager sig af os og accepterer os, som vi er. Det er en tankegang, der har betydet, at børn og unge ikke er blevet eksponeret for at møde den side af Gud, at han er hellig, at han straffer, at han hader synd, og at vi skal have ærefrygt for ham.

I en tankevækkende anmeldelse af Bibelen for sjov lyder det: ”Og på den anden side så er det ikke just historier, der bidrager til ærefrygt for Gud. Det betyder også, at bogen i høj grad er børnevenlig …”³⁹

Og i en reportage, der bl.a. følger en familie, der læser Bibelen for sjov, lyder det om børnenes modtagelse af den nye børnebibel: ”’Bibelen for sjov’ præsenterer en Gud, der er både magtfuld og kærlig. Men også en Gud der er humoristisk på et plan, børn forstår. I køkkenet er Ludvig og Sigurd meget bevidste om bogens formål: ‘Den laver ikke grin med Gud,’ siger Ludvig, og Sigurd fortsætter: ‘Den laver bare sjov.’ Bogen fokuserer på Guds positive egenskaber. Den præsenterer Gud som en, børn kan elske og ikke behøver bekymre sig om at frygte. Ludvig og Sigurd holder meget af den Gud, de møder i ‘Bibelen for sjov’.”⁴⁰

Den nye børnebibel er altså børnevenlig, fordi den udelader det alvorlige og fokuserer på Guds positive egenskaber. Underforstået: Guds hellighed og retfærdighed er ikke positive egenskaber. At han bliver vred over vores ondskab og som en god dommer vil dømme og straffe den, er ikke godt. Det virker til at være sådan, mange kristne forældre, forfattere, sangskrivere, børneklubledere og forlag tænker i dag.

Det er næsten umuligt at opdrive en nyere kristen børnebog, der taler sundt og bibelsk til ærefrygt for Gud. Og de børnesange, der laves i dag, er for de flestes vedkommende optaget af at gøre form og indhold så underholdende og legende let som muligt, så alle kan være med og have en fest.

Det er rigtigt, og det er vigtigt, at vi som forældre og børneklubledere m.m. skal dosere det, vi fortæller børnene, så det passer med der, hvor de er, i deres tro og deres psykologiske udvikling. Men det kan godt lade sig gøre at fortælle børn den fulde alvorlige sandhed om Guds vrede over synden – når bare vi også forkynder om Guds uforskyldte nåde i Jesus, til fred og frelsesvished. Det kan også godt lade sig gøre at fortælle børn, at Gud ikke leder os igennem livet på den måde, vi helst vil – når bare vi pointerer, at Gud altid er med og har hånd om det, der sker os, og at han gør det for at lede os hjem til Himlen.

Hvis vi ikke har de sider af Guds væsen og ledelse med i vores formidling til børn, så er det ikke et spørgsmål om at dosere, hvad børn er klar til at møde. Så er det et spørgsmål om at lede vores børn hen til en anden Gud end Bibelens. Og hvornår forestiller vi os så, at de er parate til at møde Bibelens sande Gud?

Er det, når de skal konfirmeres?

Nej, der er de ikke modne nok.

Er det, når de kommer på efterskole og på ungdomsuddannelserne?

Nej, der er de meget følsomme i deres selvbillede og må ikke høre om andet, end at Gud elsker og accepterer dem, som de er.

Og så videre. Der kommer ikke et tidspunkt, hvor det bliver godt og naturligt at skifte gudsbillede – hvis man er begyndt forkert. Det er fra barndommen, de vigtigste grundsten lægges, når det kommer til forståelsen af, hvem Gud er, og hvordan vores forhold er til ham.⁴¹

Vidne om Jesus

I sidste ende handler det om det evangelium, vi forkynder. Vil vi have børn og unge til at være glade for Jesus, handler det ikke om at fremstille ham som en fed fyr, de gerne vil have på deres side og være venner med. Det handler om at forkynde, hvorfor han er død på korset. Det er der ikke skyggen af i Bibelen for sjov. Og det er et radikalt eksempel – men det er dog et eksempel på en tendens, som desværre er udbredt i vores tid. Vi giver ikke børnene den mad, som deres tro kan leve af og vokse i, fordi børnene hellere vil have tomme kalorier.

Er det ansvarligt? Er det børnene og deres positive reaktion, der skal bestemme, hvad vi giver dem?

Det kan føles som et uoverskueligt ansvar at være forælder, leder i børnearbejdet eller lærer på en kristen friskole i en tid som vores. Man kan selv føle sig så fattig. Man kan føle, man ikke magter at tale ind i børnenes virkelighed og ikke duer til at formidle. Eller man kan føle, man er for overfladisk eller kold i sin egen tro. Der er mange ting, der kan gøre, at man ikke tænker, man duer til at fortælle om Jesus.

Men børnene mærker det. De mærker, om den, der fortæller dem om Bibelen, gør det ud af en glæde over Jesus som frelser for rigtige syndere – eller om de forsøger at peppe noget op, der i virkeligheden ikke betyder noget for dem selv, eller som de i hvert fald ikke har tro på, kan være relevant for børn at høre om. De mærker det – og deres tro formes efter det.

Så kan den, der fortæller om Jesus, være usikker og famlende – eller et farvestrålende festfyrværkeri af en formidler. Den, der vidner for børnene, kan fortælle om sin egen omvendelseshistorie, hvor der blev vendt op og ned på livet – eller kan fortælle om, at man aldrig rigtigt har oplevet det store med Gud, men klynger sig til Jesus som frelser for ugudelige. Det er sådan set ikke så vigtigt. Og her er det kun godt, hvis børn møder forskellige typer, så de kan se, at vi som kristne kan være vidt forskellige. Vi kan fortælle om Jesus som dem, vi er. Med eller uden medrivende talegaver. Med eller uden store armbevægelser.

Det vigtige er, hvor hjertet er. Det vigtige er, hvor vi peger hen. Og her må vi være tro mod det ord, der bærer os selv. For det er det samme ord, der skal bære de kommende generationer – så langt som jorden står endnu.

Sig dem blot, hvad du har fundet,
tal blot om, hvad selv du så;
om hans nåde uden lige,
kærligheden til de små.

Det vers af Lina Sandell har ofte trøstet mig, også i relation til forkyndelse for børn. Når vi vil forkynde for de små, må vi selv være små. Så kan vi vidne om, hvad vi selv har fundet, og hvad vi selv har set. Kærligheden til de små er Guds nåde uden lige – mod de syndere, der har indset, at de ingenting kan i sig selv.

Når vi vidner om det, og når børnene tager imod det, bliver det velsignet. Så kan vi sammen synge med på Marias lovsang – hver med vores næb, hver med vores tone, men med den samme tro, den samme ærefrygt og det samme glade vidnesbyrd:

”Den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed – som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid” (Luk 1,49-55).

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2025. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Henrik Gren Hansen

	henrik.gren.hansen@nytliv.dk
	Tlf.: 60817209