Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn (Hebr 1,1-2a).
I min barndom var det mest almindeligt at få en bibel til sin konfirmation.
Men allerede som 12-årig fik jeg min første Bibel. Ved et møde i missionshuset, hvor der var bortlodning, bad min farmor mig købe nogle lodder for hende, og så vandt hun en bibel på et af dem. ”Den må du få,” sagde hun til mig, ”jeg har så mange bibler.”
Hvor blev jeg glad. Fra da af læste jeg i Bibelen stort set hver dag. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at hvis vores hus brændte, ville jeg i hvert fald redde min bibel.
Længe før jeg fik min egen bibel, havde jeg lært sange som ”Gemt i Biblen er en skat” og ”Ingen bog er mig så kær”. Mine forældre læste dagligt i Bibelen, og i søndagsskolen havde vi teksthæfter med søndagenes bibelafsnit. Det hele var med til at præge mig og give mig et ønske om at få min egen bibel.
I dag – 60 år efter – tænker jeg ofte: ”Hvad skulle jeg gøre uden min Bibel?” Den viser mig vejen gennem livet og ind i evigheden. Når jeg læser om morgen, må jeg takke for, at jeg har Guds Ord i mine hænder.
Og så tænker jeg på de mennesker, der bliver forfulgt, hvor det er strafbart at eje en bibel. Måske er de i fængsel uden Guds Ord hos sig. Vi må bede for dem, at de må blive bevaret igennem deres trængsler. Men vi kan møde Gud i hans Ord hver dag. Lad os gøre det!
Tænk, det er Himlens og Jordens skaber, der har åbenbaret sig i Bibelen. Han har ikke ladet os i uvidenhed om sin frelsesplan for os mennesker. I Romerbrevet kapitel 16, vers 26 står der, at den evige Gud befalede at række de profetiske skrifter (fra Det Gamle Testamente) også til hedningefolkene som for eksempel os i Danmark.
Og så gav Gud ikke kun sit ord gennem Moses og Profeterne, nej, det største, han gav, var sin egen søn, Jesus Kristus, som kom til jorden i menneskeskikkelse for at frelse den, som tror Guds Ord.
I Johannesevangeliet kapitel 1, vers 14 står der, at Jesus selv er Ordet, og at han tog bolig iblandt os. Og i Hebræerbrevet kapitel 1, vers 1-2a står der, at han ved dagenes ende talte ved sin søn.
Hele Bibelen – både Det Gamle og Det Nye Testamente – peger på Jesus som verdens frelser. Må vi aldrig unddrage os ordet om frelsen i Jesus. Det er den levende Guds ord til os.
Når teologer her i Danmark ikke tror på Bibelen som Guds åbenbaring, hvem har de så som deres autoritet? De har vel sig selv. Men da bliver de ført vild, og de fører andre vild. Vi må bede om, at mange, mange flere må begynde at regne med Bibelen som Guds åbenbaring.
I en kristendomstime for nogle år siden havde jeg tegnet en tidslinje på tavlen. Eleverne skulle forestille sig, at linjen i begge ender fortsatte ud over tavlekanten, for Gud er fra evighed til evighed. På tavlen havde jeg sat mærker for særlige begivenheder, for eksempel skabelsen, de ti bud, Jesu fødsel, død, opstandelse, himmelfart og genkomst.
Da udbrød en dreng: ”Hvor har Gud en stor kalender!”
Ja, og han er den eneste, der har den. Han er historiens herre. Som englænderne siger: ”History is his Story.”
Derfor ønsker vi og beder som i salmen:
Guds ord det er vort arvegods,
det skal vort afkoms være;
Gud, giv os i vor grav den ros,
vi holdt det højt i ære!
Det er vor hjælp i nød,
vor trøst i liv og død;
o Gud! ihvor det går,
lad dog, mens verden står,
det i vor æt nedarves!
N.F.S. Grundtvig 1817.
Udgivet af
Berit Brejl
Berit Brejl, Løgumkloster, pensioneret lærer.