Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Beskyttelse og frelse hos Herren

Beskyttelse og frelse hos Herren

Ugens vidnesbyrd, uge 41 2025. Sl 46,2

Gud er vor tilflugt og vor styrke, altid at finde som hjælper i trængsler (Sl 46,2).

Kræfterne raser omkring os og i vores eget land. Droner flyver ind over vore lufthavne og militære anlæg. Ikke langt fra vores land bruges også andre våben, som dræber og ødelægger bygninger og hjem. Der har været terrorister, som er gået til angreb, og som har taget gidsler til fange. Der udøves tortur, og der slås ihjel. Fortvivlelse og uro breder sig, og det opleves som om, verden er ved at falde helt fra hinanden.

Mediernes tætte dækning samtidig med at disse ting er kommet tættere på rent geografisk, gør, at vi bliver mere og mere inddraget i det. Det medfører også, at flere af os, og måske ikke mindst vore børn, bliver bekymrede og bange.

I denne situation er det godt, at vi kan rette vor opmærksomhed mod Bibelen, Guds eget ord, for det har også noget at sige os i denne situation. Mange steder siger Bibelen til os, at vi ikke skal være bange eller bekymrede. Salme 46 er ét af de steder, hvor vi i vores situation kan finde hjælp og trøst. Her står der, at Gud gør ende på krige over hele jorden, han brækker buen og knækker spyddet, stridsvognene brænder han op (v.10). Og i indledningsordet kan vi læse, at Gud hjælper i trængsler.

Men Salme 46 minder os også om, at selv om det er, som vi oplever nu, så behøver vi ikke at frygte. Vi har et tilflugtssted, vi kan søge til. Billedligt kan man sige, at det er et sted med tykke mure, som vi kan flygte til og blive beskyttede bag. Læg blot mærke til, hvad der står i Sl 46,12: ”Hærskares Herre er med os, Jakobs Gud er vor borg.” Det er også det, Luther udtrykker i salmen ”Vor Gud han er så fast en borg” (Lovsangstoner nr. 435).

Den, der tager Bibelens ord ind over sit liv, og som tror på Jesus, er en person, der er i den bedste sikkerhed. En sikkerhed på grund af Jesu soningsdød for alle verdens synder. Men denne verden og vort jordiske liv er og bliver i syndens vold. Det er også derfor, vi bl.a. ser det, vi ser omkring os netop nu. Det er kort og godt udtryk for syndens hærgen. Men hos Herren har vi beskyttelse og frelse, takket være det Jesus har gjort for os.

I et evighedsperspektiv er vores jordiske liv ganske kort. Vi er evighedsvæsner. Efter livet på jorden skal vi enten være i en fortabelse sammen med Djævelen, eller vi skal være sammen med Jesus i Himlens herlighed. At det i forhold til Guds ord forholder sig på denne måde, må vi igen og igen minde hinanden om. Dette gælder ikke mindst i en tid som nu med uro, krig og død omkring os i verden, men også med det, vi ser i vore kristne forsamlinger med frafald eller udviklinger, som skaber bekymringer og uro.

Et citat fra Luther lyder: ”Lad blot anstød og partier, kætteri og fejltrin være, hvad det er, og gøre, hvad det formår. Bevarer vi blot evangeliet rent og purt iblandt os, agter og elsker det og for vore synders skyld ikke kan undvære det, så har vi heller ingen grund til at tvivle om, at Herren er iblandt os og med os, om end det går aldrig så ilde.”

Altså: Den, der ved Helligånden har fået indsigt i og tro på, hvad evangeliet er, behøver ikke at være bange.

Men når det er sagt, rejser næste spørgsmål sig: Har jeg evangeliet?

Det er Bibelens eget udsagn, at ikke alle, som bærer kristennavnet, er omvendte syndere (se f.eks. Matt 7,23; 13,18-30 og 25,12). At leve et pænt liv, at tale de rigtige ord de rigtige steder og at vise trofasthed i forhold til kirke og menighed, er ikke nødvendigvis udtryk for, at man lever som en omvendt synder i troen på Jesus. Spørgsmålet er alvorligt og personligt og retter sig til mig som til dig, som læser dette. Se også Lovsangstoner nr. 246 (Lina Sandells sang: ”Lever du?”).

Når droner, krig og forfærdelige ting sker omkring os, må vi bede om, at det må få den virkning, at vi må søge hen til Jesus for der at høre, at Gud er vor borg, og at han vil beskytte os i denne borg. Fordi denne borg er en borg, som vil værne os imod den evige fortabelse. Vort rette hjem er ikke her i den syndige verden, men vi er sat her og skal leve her, de dage som Gud har bestemt. Når tiden her på jorden slutter, venter der to muligheder: fortabelse eller frelse (Joh 3,16).

Gud elsker alle sine skabninger, som han skabte i sit billede, og han ønsker inderligt, at alle må nå hjem til Himlens herlighed, kongesønnens bryllupsfest. Og der vil vi for altid være væk fra denne syndige og urolige verden. Jesus har banet vejen for os ved at dø på korset for vore synder. Må Helligånden overbevise enhver om denne sandhed, så det skaber en tro på det, og må denne tro så føre os hjem til den sikre borg, Himlens herlighed.

Udgivet af

Thorkil Ambrosen

Thorkil Ambrosen, Hillerød, cand. agro.

Thorkil Ambrosen

Thorkil Ambrosen, Hillerød, cand. agro.