Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Bekræftelsesforkyndelse eller vækkelsesforkyndelse?

Om vigtigheden af at forkynde, så mennesker ikke kan høre roligt på, hvis de lever i synd. Om betydningen af forkynderens egen kamp for at nå frelst hjem.

Forelæsning holdt på Dansk Bibel-Institut i 1993. Let bearbejdet af redaktionen.

Sand bekræftelsesforkyndelse

Bekræftelsesforkyndelse eller vækkelsesforkyndelse … Allerførst må jeg komme med en indrømmelse. Det er jo sådan, at man sædvanligvis giver emnet og emneformuleringen, før man rigtigt begynder at arbejde med det, man vil sige. Det bevirker, at man indimellem kommer til at spekulere på, om man ikke ville have formuleret det noget anderledes, efter man nu er kommet til at spekulere på, hvad det virkelig drejer sig om. Det tror jeg nok, er tilfældet denne gang. For den formulering, jeg har givet – bekræftelsesforkyndelse eller vækkelsesforkyndelse – lægger op til, at her er der et enten/eller. Ved nærmere eftertanke må jeg sige, at det er et både-og, hvis vi forstår bekræftelsesforkyndelsen ret.

Der er nemlig et meget væsentligt element af bekræftelse i forkyndelsen. Hvis vi ser på de første vers i Første Korintherbrev kapitel 15, kommer det stærkt frem: ”Brødre, jeg vil gøre jer bekendt med det evangelium, som jeg har forkyndt jer, det som I også har taget imod, som I også står i, og som I også frelses ved, hvis I da holder fast ved det ord, hvormed jeg forkyndte jer det – ellers var det til ingen nytte, I kom til tro.”

Her står der jo ganske klart, hvad det er, Paulus vil. Han vil gøre dem bekendt med et evangelium, som han allerede har forkyndt. Det er ikke noget nyt evangelium. Det er det, der er forkyndt. Og det er netop det, som de har taget imod, og som de står i, og som de frelses ved, hvis de holder fast ved det. Her møder vi en meget vigtig side ved forkyndelsen. Sandheden skal nemlig bekræftes igen og igen, ellers glider man ganske stille bort fra den. Det, vi ikke nævner med jævne mellemrum i forkyndelsen, glider lige så stille ud af kristnes bevidsthed.

Bibelsyn

Her vil jeg nævne bibelsynet. Det er godt at have den rigtige basis for arbejdet på Dansk Bibel-Institut. Og det skal man have. Men hvis der ikke tales om bibelsynet i forkyndelsen, hvordan skal menigheden så fastholdes i det rette syn? Sker der ikke det, at man ganske stille og umærkeligt får det indtryk, at det i praksis ikke er så afgørende og vigtigt?

Jeg mener ikke, der skal tales om det i hver prædiken (selvom der skal tales ud fra det i enhver prædiken). Men jeg mener, at indimellem skal dette nævnes i forkyndelsen: at vi tror, at Guds ord er troværdigt i alt, hvad det siger. Og det skal også siges antitetisk bestemt. Søren Kierkegaard siger: ”Sandheden er altid antitetisk bestemt.” Det vil sige, at man må gøre det klart, hvad man tager afstand fra. Både hvad man siger ja til, og hvad man siger nej til.

Hvis dette ikke lyder og kommer op på prædikestolen, så går det sådan, at mange glider bort fra det. For det, der ikke forkyndes, bliver ikke fastholdt.

Fortabelsen

Det samme gælder i spørgsmålet om fortabelsens og Helvedes uhyggelige virkelighed og de ufrelstes forfærdelige lod. Der er mange af dem, der fastholder dette – fuldt og helt, hvis man spørger dem – som aldrig forkynder det, selvom de har fået prædikenembedet betroet. Hvad fører det til? Det fører til, at bevidstheden om dette er forsvundet – langt ind i missionsfolkets egne rækker.

Du, som forkynder Guds ord: Hvor lang tid har du inden for det sidste år brugt på denne side af Guds ord i din forkyndelse?

Jeg ved godt, mange vil sige: Mener du, at der skal tales om det hver gang? Er det helvedesprædikanter, vi skal til at have frem? Osv. osv.

Det er slet ikke det, der er vores fare!

Vores fare er, at det så godt som aldrig nævnes af mange prædikanter, som ellers ligger på linje med os.

Hvordan forholder det sig reelt? Hvordan forholder det sig, hvis man hører optagelserne igennem i de kirker, hvor der er en af ”vores folk”, der prædiker? Bliver det gjort helt klart, at uden troen er et menneske fortabt? Og at det betyder, at det er evigt adskilt fra Gud i Helvedes frygtelige pine og gru?

Kan man lytte til en af vores prædikanter eller missionærer gang på gang, uden at det nævnes?

Er der noget, vi har glemt at bekræfte folk i?

Det underlige er jo, at der hvor Helvede glider bort, gør Himlen det også, og denne jord bliver alt. Det bliver første trosartikel, det kommer til at dreje sig om. Tryghedsmotivet erstatter det, der er vigtigere: Sjælens evige frelse. Jesus glider fra at være forsoneren over til at blive den, der forstår og hjælper og griber ind i menneskelig, timelig nød.

Er han ikke også det? siger du.

Jo! Men hvis det er den side, der slår igennem, så er det dybt tragisk.

For hvad hjalp det, om Jesus hjalp mig vel gennem denne verden med et sundt og rask legeme og en sund og rask sjæl, men jeg gik evigt fortabt, fordi jeg manglede troen?

Lov og evangelium

Det mærkelige er, at der hvor erkendelsen af synd forsvinder, der tager den nådeerkendelsen med sig. Bekræftes jeg ikke i, at jeg er en i bund og grund fortabt synder, og at Jesus er denne fortabte synders frelser, så fortoner det sig, og sind og sjæl og hjerte vendes mod andre ting. Så langt jeg kan se, sker det – ikke totalt – men tendensen er uhyggelig: bort fra en luthersk, bibelsk kristendomsforståelse, hvor synd og nåde, lov og evangelium er den akse, det drejer sig om – og ind i mange, mange andre ting og spørgsmål. Ting, som vel også står i denne velsignede bog, Bibelen. Men tyngden er forrykket bort fra denne bogs livslinje. Og det er afgørende, at vi gør os klart, at Bibelen har en livslinje, den har et centrum, den har et budskab – et frelsesbudskab. Og det er det, forkyndelsen skal låne røst til igen og igen:

”Det evangelium, som jeg har forkyndt jer, det som I også har taget imod, som I også står i, og som I også frelses ved, hvis I da holder fast ved det ord, hvormed jeg forkyndte jer det.”

Falsk bekræftelsesforkyndelse

Men bekræftelsesforkyndelsen kan også være noget negativt. Her tænker jeg på, at man kan bekræfte folk i noget, der ikke er sandt. Og det var det, jeg først tænkte på, da jeg formulerede emnet; den falske bekræftelsesforkyndelse.

Fred, fred

Det er en forkyndelse, man møder mange udtryk for på Jeremias’ tid.

”Sæt ikke jeres lid til de løgneord: Herrens tempel, Herrens tempel, Herrens tempel!” (Jer 7,4).

Ingen af os må tro, at der bag dette udtryk ”Herren tempel” bare ligger en forkyndelse og en overbevisning om, at Herrens tempel lå i Jerusalem. Nej, ordene skal forstås som et udtryk for de falske profeter, som fremhævede, hvad Herrens tempel egentlig betød: Guds eget nærvær midt i sit folk – med offertjeneste; med mødestedet mellem Gud og dem på den store forsoningsdag; med udtryk for Guds barmhjertighed og troskab og trofasthed over for sit folk; den Gud, man måtte tilbede og lovsynge igen og igen. Herrens tempel, Herrens tempel, Herrens tempel!

Men det var blevet løgneord. Og her er noget, der er vigtigt at gøre sig klart: Alt det rigtige kan blive løgneord, hvis der ikke er dækning for det i troens liv med Gud. Det var det, der var galt.

Objektivt var det sandt, hvad de sagde. Men ved at sige det, der objektivt var sandt, forkyndte man løgn til folket. Og det er vigtigt, vi gør os det klart. Du kan sige noget, der er fuldstændigt rigtigt, og alligevel er du en løgneprofet. Alligevel bedrager du og fører mennesker vild.

”De vil helbrede mit lemlæstede folk, de siger letsindigt: ’Fred, fred!’, skønt der ikke er fred” (Jer 6,14). De helbreder mit folk som den simpleste sag. Folket er lemlæstede – men man erkender det ikke. Man siger ”fred, fred”, uden at der er fred. Så kommer man med en objektiv bekræftelse af noget, som ikke er sandt subjektivt.

Den mentale sundhed

Her står vi over for noget, jeg tror, der sker meget af i vores tid. Der kan være flere årsager, og jeg vil ikke gennemgå alle de årsager, men tage én frem i håb om, at du vil overveje den. Jeg tror nemlig, at der er sket en guddommeliggørelse af menneskets mentale sundhed i mange forkynderes bevidsthed. Det er den mentale sundhed, der er blevet afgørende for mange. Den er guddommeliggjort i den forstand, at det er hensynet til den, der står over alt andet. Det kan da aldrig være meningen, tænker nogle, at jeg skal forkynde på en sådan måde, at jeg gør mennesker urolige, bange og anfægtede. Jesus er jo kommet for at helbrede os, læge os, gøre os til hele mennesker!

Og det bevirker, at mange møder en sand vækkelsesforkyndelse med skepsis og afstandtagen, fordi den skader den mentale sundhed. Sådan opleves det.

Man møder det igen og igen. Hvis der er nogen, der begynder at græde eller blive ulykkelige i en ungdomsflok, så opfattes det som om, der er noget galt her, og at dem må man hurtigst muligt se at få beroliget.

Lig i lasten

Et eksempel på det samme fra et andet område, som gjorde et stærkt indtryk på mig, var en dag, min mor ringede og fortalte, at de derhjemme havde haft en samtale med min yngre bror Steen, som er læge. Steen havde sagt i telefonen, at med de symptomer, de havde forklaret, far havde, så havde han kræft. Mor sagde til mig: ”Steen er nu også altid så hård!”

Steen havde sagt til min far: ”Gå op til din læge i morgen og få ham til at bekræfte det, men jeg prøver allerede i dag, om jeg kan få indlagt dig på Gentofte Amtssygehus, for du skal opereres. Og hvorfor har du ikke sagt noget til mig? I det sidste halve år har jeg været hjemme mange gange, men aldrig har du nævnt det!”

Hvor var det godt, at Steen ikke lod far blive i den falske sikkerhed og slog ham til ro med, at han kunne arbejde for fuld kraft. Han havde ingen smerter og så godt ud – tabte ikke i vægt. Der var så mange ting, der talte på plussiden.

Hvor mange prædiker ikke sådan, at folk, der sejler med lig i lasten, ikke bliver klar over det!

Er alt vel?

Det er ikke mange måneder siden, under en af mine rejser i Jylland, at jeg gik i kirke hos en af de præster, som tilhører vores fløj i kirken. Det var stormen på søen, der blev talt over den dag, og et stykke henne i prædikenen bliver det spørgsmål rejst: Er Jesus med om bord i dit livsskib?

Og præsten svarede: ”Det kan jeg sige til dig, at det er han. Han steg ombord, den dag du blev døbt.”

Hvad skal man sige til det?

Der rejses et spørgsmål: Har du Jesus ombord i dit livsskib?

Er sandheden ikke den, at mange, mange af dem, der er døbt, ikke har Jesus med ombord i deres livsskib?

Er sandheden ikke den, at Kristus bor ved troen i vore hjerter, og at der, hvor troen ikke er, der bor han ikke i hjertet – selvom jeg er døbt.

Er sandheden ikke den, at ved at udtrykke sig på den måde så giver man mennesker det indtryk: Alt står godt til!

Så sent som i går, sad jeg hos en gammel mand på et plejehjem. Han sagde til mig: ”Det gør mig så ondt, at her er så mange, der går på gravens rand, og så kommer præsterne og siger igen og igen til dem: Alt er vel!”

Alt er vel!

Her er vi inde i noget, der er ulykkeligt. Fred, fred, skønt der ikke er fred. Dåb, dåb, selvom troen ikke er der.

Hvor fører det hen?

Ufarlig forkyndelse

Der er stor forskel også på den forkyndelse, som udgår fra folk, der tilhører vores fløj i kirken – det er der! Og det er meget uretfærdigt, hvis jeg skærer alt over en kam. Jeg ved, at der lykkeligvis er et meget bredt spektrum her. Men samtidig vil jeg sige, at det, som Jens Ole Christensen skriver i en leder i DBI-posten, har jeg mødt mange gange: ”Jeg mødte en vestjysk missionsmand af den slags, der tør sige sin mening. Han sagde: Nu skal jeg fortælle dig, hvordan den typiske DBI/MF-forkyndelse er: Den er teologisk korrekt, men totalt ufarlig.”

Det første vil jeg nu alligevel stille spørgsmålstegn ved. Er den teologisk korrekt, når der er så væsentlige sider ved budskabet, der ikke lånes røst til? Men jeg forstår, hvad der menes med det.

En organist sagde til mig: ”Vi fik også en af de præster, som vi er glade for, men han er blevet meget populær i sognet.” Det sker jo med mange af dem. De gør noget for børn og unge og ældre. Og man erfarer: Det er flinke folk! ”Men,” sagde denne organist, ”hvor har det været underligt at se: Efter ganske få år er der sket en utrolig tilpasning, og ganske langsomt og umærkeligt er forkyndelsen drejet ind i det ufarlige.”

Nu har den pågældende præst, som jeg kender godt – han har været elev på LMH – han har nu fundet sig en mærkesag, som han arbejder for.

Sådan går det jo. Man finder et eller andet område, som man så tager op. Og det kan være al ære værd, men alligevel: Tænk, hvis han som præst var blevet på linjen og havde forkyndt Ordet med kraft, sådan som det står i Skriften! Tænk, hvis det var gået sådan, at han var blevet en vækkerrøst i sognet, og mennesker blev omvendt og ikke fik lov til at fortsætte i søvnen, i synden, men havde fået øjnene klaret, så de ikke sov hen i døden!

Vækkelsesforkynderens kamp

Er det ikke bedre at blive rystet mentalt end at gå fortabt?

Her er der noget i vores terapitider, som kan få det til at gyse i mig. Jeg synes, der er nogle sider, man slet ikke rigtigt har set.

Paulus – hvis man ser på det rent mentalt, så var det alt andet end godt for ham at blive kristen. I én forstand var det godt, for han fik Guds fred, som overgik al forstand, og den bevarede hans hjerte og tanke i Jesus. Det giver et menneske noget, som intet andet kan give. Men på den anden side: Hvilke problemer, hvilke vanskeligheder, hvilke kampe kom der ikke ind over ham!

”… Men vi anbefaler os selv som Guds tjenere på alle måder: ved stor udholdenhed under trængsler, nød, angst, pinsler, fængsel, uro, møje og besvær, søvnløse nætter og sult …” (2 Kor 4,4-6).

Ja, det fører evangeliet med sig. Uro, angst, søvnløse nætter – og problemer, det ikke er til at se sig igennem. Og det virker ind på ham. Det gør ham svag og magtesløs og hjælpeløs i en grad, så der er helt andre prædikanter, som ikke så få i Korinth foretrækker.

I Romerbrevet siger Paulus: ”Jeg taler sandt i Kristus, jeg lyver ikke, og min samvittighed kan i Helligånden bevidne, at jeg har en stor sorg, der altid piner mit hjerte. Jeg ville ønske, at jeg selv var forbandet og skilt fra Kristus, hvis det kunne hjælpe mine brødre og landsmænd” (9,1-3).

Er det sundt mentalt, det der?

Er det ikke en helt urimeligt, ødelæggende byrde at lægge ind over et menneske, der har nok i forvejen?

For ikke at tale om Jesus: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender” (Matt 10,34-36).

Er det sundt mentalt?

Der er noget, der er vigtigere end at bevare begge øjne og begge hænder og fødder. Det er at blive frelst. Og det er at få andre med.

Der er noget, der er vigtigere, end at jeg finder ind i en harmoni og bliver det her helstøbte, harmoniske menneske (som ingen af os alligevel bliver). Der er noget, der er vigtigere: at vi får fred med Gud i hjerte, sind og samvittighed.

Derfor vil jeg sige til dig, der har fået forkyndelsens opgave betroet: Forkynd Ordet, så mennesker bliver urolige og bange, hvis de ikke omvender sig til Gud. Gør, som en sagde til et menighedsråd (han fik ikke embedet, men det behøver jeg vel ikke at fortælle). Han fik at vide: ”Vi ønsker jo, det skal være sådan, at alle her i sognet kan komme i kirken og befinde sig godt.” Og der måtte han altså sige: ”Det ønsker jeg ikke. Jeg ønsker, at Ordet skal lyde sådan, at det menneske, der ikke er frelst, og som ikke vil omvende sig til Gud, ikke kan holde ud at blive ved med at komme her.”

Den mand har embede i dag. Der er mange vidnesbyrd om og flere har sagt til mig, at hans forkyndelse har sat afgørende spor i deres personlige liv. For han forkynder sandheden, så den sårer – og læger.

Jesus forkyndte jo også sådan, at mennesker forlod ham. Det gjorde han, efter at han havde gjort bespisningsunderet. Da han udlægger det i talen om sig selv som Livets Brød, er der mange, der siger: ”Det er hård tale; hvem kan holde ud at høre på det?” (Joh 6,60). Og mange forlod ham. Men en lille skare blev. ”Vil I også gå jeres vej?” spørger Jesus dem.

”Herre, hvem skal vi gå til?” svarer Peter. ”Du har det evige livs ord.”

Åh, om det kunne siges om dig som præst: at der var mange, der forlod dig. For de blev klar over, at her kan jeg ikke blive, uden at der må ske noget med mig. Men der var nogle, der ikke forlod dig. Hvorfor? Fordi du gav dem det evige livs ord, som der var frelse i.

Vidnende forkyndelse

Sand, bibelsk forkyndelse er vækkelsesforkyndelse.

Jeg ved godt, at der også er specielle ord og specielle sider af det bibelske budskab, som på en særlig måde er blevet bærere af vækkelsen. Alligevel er det vigtigt for mig at understrege, at når du bekræfter, sandt bekræfter – lov og evangelium – da må det ske på en måde, så mennesker bliver vakt og søger frelse.

Martyn Lloyd-Jones oplevede det, vi traditionelt forstår ved vækkelse i Sandfield i Wales. Senere kommer han ind til London. Der oplever han også, at mennesker bliver frelst, men det er på en anden måde. Gang på gang er der nogle, der bliver tilbage efter gudstjenesten: en enkelt eller to. Og han taler med dem. Han udlagde jo Skriften – skrift efter skrift – men det skete på en måde, så mennesker blev ramt. Budskabet nåede ind.

Det er det, der må ske. Og her vil jeg nævne noget, som jeg tror, er meget afgørende. Du må gøre dig helt klart, at en mekanisk gentagelse af det, som Rosenius eller Luther eller en anden god mand har sagt, det er ikke nok. Jesus har kaldet dig til at være vidne i din forkyndelse. Der må være noget af det samme over dig, som var over Johannes.

”Det, som var fra begyndelsen, det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rørte ved: livets ord” (1 Joh 1,1).

Læg mærke til de fire udtryk, der bruges: hørt, set, betragtede, rørte ved.

Min ven, du, der har fået forkyndelsen betroet, du skal vie dit liv til forkyndelsen.

En gruppe unge fra en lejr kørte langt for at komme hen til en god præst. Han skulle prædike ved en højmesse. Så kom de derhen – og så prædikede han i 12 minutter. 12 minutter!

Men den pågældende præst han var vældig god til at aktivere børnene og drage dem ind – han har selv nogle småbørn også, så han går rent ind der. Men nu bor min onkel i det sogn. Han sidder i kirken hver søndag. Men når jeg taler med ham, så sulter hans sjæl.

Mange aktiviteter og nok at lave. Men er det det, der er meningen?

Skal vi da være fuldstændigt ens, og skal vi arbejde ens? Nej, der skal være plads til det individuelle mellem præster, prædikanter og forkyndere – det skal der. Alligevel er det sådan, at hvis forkyndelsen ikke bliver det, man vier sin sjæl til, synes jeg, det ser frygteligt mørkt ud. Selvom man teoretisk har alle de rigtige svar og meninger. Der er ikke kraft i det. Og den åndelige død vil bare blive ved med at brede sig mere og mere.

Der er et slidsomt arbejde med forkyndelsen. Ellers bliver det ikke noget, der når ind og bryder noget nyt.

Vejen til åndeligt nybrud

Vi har en elev, der er meget dygtig til at spille klaver. Han går til klaverundervisning i Paris en gang om måneden. Han spiller hos en dame, som har fortalt ham om Glenn Gould, som hun kendte. Hun siger, at det var mærkeligt med ham, for han kunne, inden han skulle ind og spille til en koncert, være så fuldstændigt fysisk nedbrudt. En koncentration, hvor det var som om, der lå et formidabelt, fysisk pres inde over ham. Og når han var færdig med koncerten, så kunne han gå fuldstændigt frank og fri.

Min ven, din forkyndelse må koste blod, sved og tårer for dig! Ellers bliver det for meget løse anslag uden kraft og bid. Og derfor spiller studiet af Skriften og stilheden for Guds ansigt med en åben bibel i bøn om Helligånden en helt, helt afgørende rolle for os, der har fået Guds ord og forkyndelsen af det betroet.

Og hvis det ikke sker, har jeg ingen tro på noget åndeligt nybrud.

I Jens Ole Christensens leder står der: ”Når jeg læser de gamle vækkelsesfolk, Bech, Rosenius, Hope, er det efter mit skøn ikke den store originalitet, der holder læsningen i gang. Men der sprænger en gnist, og der brænder en lidenskab. De er under tvang.”

Det mener jeg, er rigtigt.

Det er vejen at gå. De, som sår med gråd, skal høste med frydesang. De går deres gang med gråd, når de udstrør sæden. Med frydesang kommer de hjem, bærende deres neg.

… når bare jeg må fuldføre mit løb

Skal dette ske, er der to forhold, jeg vil pege på til sidst, der er meget vigtige.

I Apostlenes Gerninger kapitel 20, vers 24 er der noget, du skal lægge meget mærke til. Vi er jo i Paulus’ tale til de ældste fra Efesus, talen i Milet. Her siger Paulus: ”Jeg tillægger ikke mit liv nogen betydning, når bare jeg må fuldføre mit løb og den tjeneste, jeg har fået fra Herren Jesus: at vidne om evangeliet om Guds nåde.”

Der er to ting i det. Indtil nu har jeg talt om det sidste: det at vidne om evangeliet om Guds nåde. Vidne, det vil sige tale af erfaring som en, der selv har fået det ind i hjerte og sind. Vidne om Guds nådes evangelium, så man kan mærke, det er liv for dig.

Men sammen med det hører en ting: ”Jeg tillægger ikke mit liv nogen betydning, når bare jeg må fuldføre mit løb.” Den sætning vil jeg bede dig om at lægge mærke til.

Før Paulus taler om, at han må fuldføre sin tjeneste som forkynder, nævner han, at han må fuldføre sit løb. Gud give, at vi må få nogle prædikanter og præster, der ikke er så sikre! Så man sidder med en følelse af, at de allerede har grebet det.

Gud give os at møde nogle prædikanter og præster, der har det sådan, at de ikke kæmper som boksere, der slår ud i luften, men er hårde mod deres krop; for det drejer sig om én ting: at de, der prædiker for andre, ikke selv skal blive forkastet (1 Kor 9,26-27).

Gud give os forkyndere, der kæmper for deres frelse med frygt og bæven. Forkyndere, der lever inde i spændingsfeltet mellem lov og evangelium. For så er der noget, der forplanter sig til tilhørerne, nemlig en klar erkendelse af og bevidsthed om, at det gælder om at blive frelst. Det gælder om at nå målet. Og sammenlignet med det, er alt andet intet.

Åh, at vi må komme ud af det, at det er en selvfølge, at vi når målet! Så bliver det heller ikke så selvfølgeligt, at alle vores tilhørere når det. Så kaldes vi ind for Guds ansigt. Så bliver det et behov for både præster og forkyndere og menighed at høre om ham, der er sjælens hyrde og tilsynsmand og troens banebryder og fuldender. Så bliver der hunger efter Jesus! Og så bliver der åndeligt liv.

Det er det, Gud må give os i nåde.

Herre, vi vil takke dig, fordi du ikke har forladt os. Vi vil bøje os for dig. Åh Gud, vil du ved din gode Ånd lade dit ord i dets fylde komme ind over vores hjerter. Herre, må vi være et folk, der er præget af dit nærvær. Må vi i vores forkyndelse gå frem som dem, der har været ansigt til ansigt med den levende Gud. Herre, vi beder om det i dit navn og for Jesu skyld. Amen.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2026. Hele bladet kan læses her.