En gave til dig I
“En gave til dig” er andagter for børn og juniorer. Andagterne vil komme rundt omkring i Bibelen, troslæren og kirkehistorien og vil hjælpe børnene med at få et bibelsk gudsbillede og en forståelse af frelseshistorien. Frem for alt vil de række evangeliet som Guds gave til tro og liv. Respons og forslag kan sendes til henrik.gren.hansen@nytliv.dk.
”En gave til dig” er en ny serie i bladet, som henvender sig til børn og juniorer. Som det blev nævnt i formandens årsberetning i sommers, har vi længe tænkt over, om vi kunne udgive eller genudgive nogle bøger til børn. Nu bliver det i første omgang til nogle andagtsstykker i bladet, som man kan læse højt for sine børn, eller som børnene selv kan læse. Om stykkerne bliver samlet og redigeret til en andagtsbog engang vil tiden vise; men det er vores bøn, at andagterne samlet set vil forkynde og undervise i hele Guds ord – til vækkelse, tro og frelse for vores børn.
De syv små andagter i dette nummer begynder med dåb, tro og skabelse – i al enkelhed. I næste nummer vil emnet efter planen være synd og samvittighed.
Jeg kalder dig ved navn
Hej! Jeg hedder Henrik! Jeg ville gerne spørge, hvad du hedder, men det er lidt svært at høre dig gennem de her papirsider – også hvis du brøler rigtig højt.
Måske hedder du noget – og så bliver du nogle gange kaldt noget andet i din familie eller af dine klassekammerater? Sådan kan det tit være.
Gennem tiden er jeg blevet kaldt meget andet end Henrik. Det er ikke alle navne, jeg har lyst til at sige højt … Men okay, du kan vel holde på en hemmelighed?
I skolen blev jeg mest kaldt ”Henne”. Derhjemme var mine storebrødre flittige til at give mig navne som ”Hense”, ”Henserik”, ”Hæ-æx”, ”Hermes” eller hvis det skulle være rigtig ondt: ”Hørmes”. Det sidste navn blev engang skrevet på en blå ballon, som blev sendt ud over byen med vinden, så alle kunne se det. Det er en af de gange i mit liv, hvor jeg har været mest rasende!
Nu bliver jeg mest kaldt for ”Henrik” eller ”far”, og det lever jeg helt fint med.
Men det vigtigste i mit liv er faktisk ikke, hvad jeg bliver kaldt af andre mennesker. Det vigtigste er noget helt fantastisk, der står i vores bibel i Esajas’ Bog (43,2): Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig, jeg kalder dig ved navn, du er min.
Det er Gud, der siger det! Og han siger det til sit folk Israel. Men han siger det også til dig og mig, der tror på Jesus. For Gud har løskøbt os med Jesus som løsesum. Det vil sige, at Jesus har betalt prisen for alt det, som vi har gjort forkert. Det gjorde han, da han døde på korset i stedet for os.
Da Jesus hang der på korset og døde i stedet for dig og mig, så banede han vejen for, at vi kunne blive Guds børn. Og som Guds børn må vi høre, hvad Gud siger: ”Jeg kalder dig ved navn, du er min!”
Det betyder ikke bare, at Gud – i modsætning til mig – ved, hvad du hedder. Det ved han! Men han siger også: ”Du er min!” Han kender dig, han ved alt om dig, han er faktisk sammen med dig lige nu, selvom du ikke kan se ham – og så siger han til dig: ”Du er min!”
Du er mit kære barn, som jeg elsker så højt, at jeg lod min egen Søn Jesus gå i døden i stedet for dig. Han tog al din synd på sine skuldre og bar det hele op til korset, fordi jeg ville have dig med hjem til Himlen – der hvor alt er godt, og hvor der ikke er synd og død og sygdom mere.
”Det er min gave til dig,” siger Gud.
Lad os sige tak og tage imod!
Tre håndfulde vand
I går hørte vi lidt om at være Guds barn. Men hvordan bliver man egentlig det? Er alle mennesker det, eller hvordan?
Bibelen siger helt tydeligt: Nej, det er ikke alle, der kan kalde sig Guds børn! Men det er dem, der bliver døbt og tror på Jesus.
I de her andagter begynder vi med ”begyndelsen”. Og der er vel ikke noget, der er så begyndelsesagtigt som at se et lille barn blive båret ind i en kirke? Med en hvid, lang kjole på, og måske vrælende i kor med indgangsmusikken.
Hvis du har det som de fleste, så blev du døbt, da du var en helt lille baby – og du kan ikke huske et kvæk af, hvad der foregik! Måske har du set billeder af det? Måske har din mor eller far fortalt dig, at I fik en rigtig lækker kage den dag for at fejre dig? Men den kage fik du jo nok ikke noget af … Burde alle de andre egentlig ikke bare have siddet med en liter mælk, så de fik det samme som dig? Det var vel din fest!?
Ja, det var din fest! Og du fik det bedste, du overhovedet kunne få – noget, som ingen af de andre fik den dag. Dengang præsten hældte lidt vand i dit hår, tegnede et kors med sin finger og sagde nogle ord, kom du nemlig til at tilhøre Jesus. Du fik del i det, som Jesus har gjort for dig.
Det ser ikke ud af ret meget, sådan et par dråber vand og nogle ord, men der står i Bibelen, at dengang du blev døbt, der smeltede du ligesom sammen med Jesus, sådan at du er død sammen med ham og er stået op igen sammen med ham. Alt det, Jesus har, har du fået. Og al den synd, der er i dig, den har Jesus fået. Du blev vasket skinnende hvid og ren i de tre håndfulde vand! Det er også derfor, man har en hvid dåbskjole på. Egentlig burde man først få den på efter dåben – men det er ikke altid så nemt rent praktisk at skifte tøj på sådan en lille baby midt i kirken.
Et eller andet sted har du et dåbsbevis. Måske ved din far eller mor, hvor det er. Det er ikke så vigtigt, om de lige kan finde det nu. Men du har helt sikkert sådan et bevis på, at du er blevet døbt. Og det er det vigtigste bevis at have i livet. Man kan godt få et trafikdiplom eller et kørekort eller et eksamensbevis – det beviser alt sammen noget, og det er meget godt. Men lige meget om du får nogen af de beviser engang, så har du allerede nu det bedste bevis af dem alle: beviset på, at du er døbt til at tilhøre Jesus og høre sammen med ham for altid. Tillykke med det – og hold fast ved det!
Kan en lille baby godt tro på Gud?
Den, der tror og bliver døbt, skal frelses. Det siger Jesus! (I Markusevangeliet kapitel 16, vers 16). Og når Jesus siger det, så er det rigtigt. At blive ”frelst”, det er det samme som at blive Guds barn og være kristen.
Men vil det så sige, at der er to ting, man skal gøre, for at blive Guds barn? Først skal man døbes, og så skal man tro?
Nej! Jeg har noget rigtig godt, jeg skal fortælle dig. Man bliver ikke kristen af at gøre noget som helst! Man bliver kristen af at modtage en gave fra Gud. Og det er lige præcis det, både tro og dåb handler om.
Har du nogensinde prøvet at være med til en dåb? Så har du måske hørt præsten spørge den lille baby: ”Tror du på Gud Fader … Tror du på Jesus Kristus … Tror du på Helligånden …?”
Hvad plejer babyen at svare på det spørgsmål?
Vræl-vræl! Eller måske ingenting.
Men faren eller moren svarer ja i stedet for.
Er det ikke noget mærkeligt noget at spørge en lille baby, om den tror? En lille baby kan da ikke tro på noget som helst!? Når man er 0 år, ved man slet ikke, hvad ”Helligånden” betyder! Eller ”Gud” eller ”Jesus” for den sags skyld.
Alligevel siger Jesus: Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det (Mark 10,14-15).
Er det ikke mærkeligt, at Jesus kan sige sådan noget? Det er jo ligesom om, han siger: De voksne – dem der, der har styr på det hele og har forstået det hele – det er slet ikke dem, I skal kigge på, når I skal forstå, hvad tro er. I skal kigge på det lillebitte barn.
Og det er lige præcis det, Jesus vil sige, og så skal vi høre godt efter det! Det med at tro på Jesus, det er ikke et eller andet vildt indviklet, man skal lære, ligesom man henne i skolen skal lære, hvad 2+2 og 2 minus 2, gange 2, divideret med 2 det giver.
Nu er du måske 10 år. Eller 7 eller 12 eller 77. Jeg har jo det problem, at jeg ikke kan kigge ud gennem siderne! Men lige meget hvor gammel og gråhåret du er blevet, så bliver du aldrig bedre end det lille barn til at tro. Tværtimod så skal du næste gang, du er til dåbsgudstjeneste, kigge på den lille fyr eller pige og tænke: Ham eller hende vil jeg gerne ligne! Den lille baby dér skal være mit forbillede! En, der ingenting kan selv. En, der kun kan finde ud af én ting: nemlig at tage imod.
Du er Guds barn, fordi du tager imod den gave, som Gud har givet dig. Det er det, det handler om – både det med at blive døbt og det med at tro.
Den allerførste begyndelse
”Ska’ vi ik’ begynde forfra?”
Måske er det en sætning, du har sagt før. Hvis du for eksempel har banket din storebror i et computerspil og gerne vil gøre det igen. Eller omvendt: Han har banket dig, og du har virkelig brug for revanche!
Det kan også være, der er en bog, der er din favoritbog, som du bare læser igen og igen? – eller en film, man altid kan se – eller noget musik?
Hvis man begynder helt forfra med Bibelen, så står der som de allerførste ord: I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene.
Der var engang, hvor jorden ikke var der. Og himlen var der heller ikke. Der var bare tomhed. Der var mørkt, og der var øde. Kan du forestille dig det? Nej vel?
Men Gud var der. For Gud har været der altid. Og han vil altid være der. Gud er evig.
Der er mange folk, der går rundt og spekulerer på, hvorfor vi er her. Hvorfor der er noget, der hedder himmel og jord og mennesker og dyr og fugle. Hvordan startede det hele?
Og du kan finde langskæggede professortyper med hvidt hår og briller på næsen, der kommer med de mest mærkelige forestillinger om, at der engang skete nogle lynnedslag i en ”ursuppe”, og at det skabte en eller anden form for liv, der har udviklet sig til at blive til Mozart og Einstein og dig og mig.
Men det er selvfølgelig bare noget, der er nogen, der forestiller sig. I virkeligheden er der ikke nogen mennesker, lige meget hvor kloge og professoragtige de kan se ud, der har en god og fornuftig forklaring på, hvordan det hele er blevet til. Det vil altid være en gåde for mennesker, der vil aldrig være nogen, der finder et godt svar.
Altså med mindre man leder det rigtige sted! Nemlig i Bibelen. For der har vi fået det at vide fra ham, der som den eneste kan vide noget om det – ham, der selv har lavet det hele. Gud!
Der står i Bibelen, at alting er blevet til, ved at Gud har sagt nogle ord. Gud sagde f.eks. ”Der skal være lys” – og så blev der lys! Gud sagde, der skal vrimle med forskellige fisk i vandet – og så var der lige pludselig en hel masse fisk!
Når Gud siger, det skal ske, så sker det!
Derfor er det så godt og vigtigt at læse i Bibelen, for det er Guds ord, vi har der. Det er ikke bare nogle almindelige ord. Det er nogle ord, der kan skabe liv.
Det kan de også i dag. Guds ord kunne skabe hele verden. Og Guds ord kan skabe tro på Jesus inde i vores hjerter.
Så vi må virkelig være glade for, vi har vores bibler!
Med strudse og næsehorn
Har du nogensinde prøvet at være i en have eller en park et eller andet sted, hvor du har ligget på et tæppe, lukket øjnene og lyttet til fuglene, mærket solens stråler varme dig og bare tænkt: Det her en vel nok lækkert!
Eller har du prøvet at gå en aftentur sammen med din far eller mor – helt stille, mens I kiggede op på stjernerne og månen og mærkede en stille vind ind i ansigtet? Måske så I en hare, der stak af sted, eller en kat med lysende øjne?
De første mennesker, der blev skabt, hed Adam og Eva. De fik en have at være i, der hed Paradisets have eller Edens have. Det var et helt vidunderligt sted. Der løb en flod igennem haven, der var frugttræer af alle mulige slags, der var alle mulige arter af dyr.
Engang før Eva blev skabt, viste Gud Adam alle de fantastiske dyr og gav ham lov til at give dem navne. Prøv og tænk på, hvis det var dig! Hvad synes du, et egern skulle have heddet? Eller et næsehorn? Hvad med en struds?
Du ville sikkert have været meget fantasifuld ligesom Adam – for Gud har skabt os med en god fantasi. Og jeg tror, du ville have været fuld af beundring for de mange mesterværker, Gud havde skabt, og totalt nysgerrig efter, hvad de forskellige dyr var for nogen, hvad for nogen lyde, de sagde, hvordan de føltes osv. Du kunne have taget en løve i armene og krammet dens manke, du kunne have rutsjet en tur ned ad halsen på en høj Apatosaurus. For der var ikke noget at være bange for. Der var ikke nogen, der gjorde noget ondt ved hinanden. Alt var godt. Sådan var det i begyndelsen. Sådan skabte Gud verden.
Der skete så noget, som ikke var godt, som vi skal høre mere om senere. Men lige nu skal vi nøjes med at tænke på, hvor fantastisk det er, at vi stadigvæk har den natur og de dyr og fugle, Gud har skabt. De går rundt og flyver rundt derude som levende beviser på, hvor stor og herlig en Gud, vi har, og hvor højt han elsker os! Han har skabt det hele, for at vi skulle være glade og nysgerrige efter at udforske den store verden omkring os. For at vi også gennem det skulle lære noget om, hvor overvældende Gud er, og hvor små vi mennesker er i sammenligning med ham. Her er et lille bibel-digt om det:
Ved Herrens ord blev himlen skabt,
hele dens mangfoldighed ved et pust fra hans mund.
Han samler havets vand som i en lædersæk
og det store dyb i sine forrådskamre.
Hele jorden skal frygte Herren,
alle verdens beboere skælve for ham.
For han talte, og det skete,
han befalede, og det stod der (…)
Lykkeligt det folk, der har Herren til Gud,
det folk, han udvalgte sig til ejendom.
(Sl 35,6-12).
Dreng og pige
Det er lidt sjovt, at der er så stor forskel på drenge og piger. Det tror jeg måske også, du har tænkt over. Der er, ikke altid, men meget tit forskel på, hvad drenge og pige interesserer sig for – hvad man laver sammen, og hvad man går op i.
Der er også forskel på mænd og kvinder. Altså de voksne drenge og piger. Så meget forskel, at man nogle gange siger, at ”mænd er fra Mars, og kvinder er fra Venus”.
Det er selvfølgelig noget vrøvl, for både mænd og drenge og kvinder og piger er skabt af Gud her på planeten Jorden! Men der er altså en forskel, der gør, at drenge og piger nogle gange godt kan have svært ved at forstå hinanden og lege med hinanden. Men det er også en forskel, der gør, at drenge og piger, mænd og kvinder, faktisk har brug for hinanden. Det, som den ene ikke kan, det kan den anden – og omvendt!
Gud skabte Adam som mand og Eva som kvinde. Det gjorde Gud, fordi han kunne se, at det ikke var godt for Adam at være alene. Adam havde brug for en at være sammen med – og det skulle ikke være en struds eller et næsehorn! Det skulle være en kvinde! Og med den kvinde skulle Adam få børn. Han skulle gifte sig med hende og bo sammen med hende, og de skulle blive en familie.
Sådan ville Gud det helt fra begyndelsen – og sådan vil Gud det stadigvæk. Man kan kalde det en ”skabelsesorden” – for det er sådan, Gud har sat tingene i orden helt fra begyndelsen, sådan at mænd og kvinder passer sammen på den fineste måde.
Nu er det ikke sikkert, du føler dig helt vildt meget som de andre drenge – eller de andre piger. Det gør heller ikke noget. Det er ikke meningen, at alle drenge skal være ens, og alle piger skal være ens! Jeg har selv ikke kørekort endnu, selvom jeg er mere end 18 år over 18 år … Og jeg er altså en dreng. Jeg spiller endda tværfløjte, og jeg har aldrig været superglad for at slås. Det er helt okay! Piger må også gerne være gode til fodbold og kunne lide blå og grøn og værktøj og maskiner.
Vi skal bare ikke prøve på at være nogen andre end dem, Gud har skabt os til at være. Hvis du er født med en pigekrop, så er du en pige, og hvis du er født med en drengekrop, så er du en dreng. Der er nogle, der siger, at der ikke er forskelle på drenge og piger, og man må selv bestemme, hvad man vil være. Hvis man hører på dem, kan man få mange tanker ind i hovedet og blive i tvivl, om man nu er i den rigtige krop. Men som kristne kan vi vide med sikkerhed, at Gud lavede ikke en fejl, dengang han skabte os. Han har skabt dig lige præcis, som du skulle være! Og det hoved og den krop, der sidder på dig, er noget meget fint – for du er Guds skaberværk! Det er faktisk stort at tænke på.
Drenge og piger med samme tøj på
Engang var det sådan, at alle piger gik i kjole, og alle drenge gik i bukser. Sådan er det ikke mere. Der er mange piger, der går i bukser, og det virker overhovedet ikke drengeagtigt. Til gengæld virker det pigeagtigt, hvis en dreng kommer gående i en kjole eller nederdel.
Når Gud nu har skabt drenge som drenge og piger som piger, så skal man ikke prøve på at være noget andet eller tage tøj på, som om man er noget andet end det, man er. Piger kan være stolte af, de er piger, og drenge kan være stolte af, de er drenge.
Men har du tænkt over, at der er ét tidspunkt, hvor drenge alligevel har kjole på? Altså en slags kjole. Det ligner ikke rigtigt en kjole. Og man tænker ikke, det er specielt pigeagtigt, når man ser det. Men vi kalder det en kjole. Og den er hvid. Og meget for lang i forhold til kroppen. Har du gættet det? Jeg tænker på en dåbskjole.
Der er vist noget med, at piger tit har lyserøde sløjfer på dåbskjolen, og drenge har blå. Men når en lille baby kommer ind i kirken og skal døbes, så er det ikke så vigtigt, om man er dreng eller pige. Der handler det om at være et lille menneske, der har brug for Jesus og vil tage imod ham som sin frelser.
Selvom der er forskelle på drenge og piger, så er vi fuldstændigt ens i vores forhold til Gud. Det er ikke sådan, at drenge har mere brug for Jesus end piger. Heller ikke selvom drenge laver flere ”drengestreger” end piger. Selv den sødeste pige eller den rareste dreng er fuld af synd og forkerte tanker. Der er ingen, der er rene over for Gud, vi er alle sammen lige beskidte. Som om vi stod i en kæmpe mudderpøl med snavs helt op til halsen. Så er det jo heller ikke kun dem, der hopper i mudderet, der har brug for at få rent tøj på, det er også dem, der står stille som en mus! Både drenge og piger har brug for Jesus – og i virkeligheden er det ham, vi ”får på”, når vi bliver døbt, ikke bare et stykke dåbskjolestof.
Det står der faktisk i Bibelen!
Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. Her kommer det ikke an på at være (…) mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus (Gal 3,28).
At vi har ”iklædt os Kristus” betyder, at vi har ”taget Jesus på”. Vi er beskidte, men han er hvid og ren – og så er vi også hvide og rene, fordi vi ligesom er inden under ham. Her er det lige meget, om man er dreng eller pige, siger Bibelen. Det er også lige meget, om du har et vildt temperament, eller du er så sød og rar, som dagen er lang. Vi er allesammen én i Jesus. Når vi er døbt og tror på ham, så har vi ham på! Og så kan vi være sikre på, at vi er Guds børn – på vej hjem til det nye Paradis.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2023. Hele bladet kan læses her.
