Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø (Joh 11,25-26).
Døden er ikke en naturlig ting. Som forfatteren Poul Hoffmann siger: Døden er hæslig unatur! Det var fra begyndelsen ikke meningen, at vi mennesker skulle lide døden, og at vi skulle skilles fra vores kære.
Derfor er der grund til at sørge og grund til at være fyldt af smerte, når vi mister dem, vi holder af.
Alligevel har vi som kristne et håb, der kan give glæde midt i sorgen – og som kan skabe lovsang midt i savnet og lidelsen. For i Jesus er døden overvundet og besejret. ”Den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.”
For godt en uge siden var jeg til en begravelse, der i den grad understregede, hvor anderledes døden tager sig ud, når man møder den med det kristne håb, end når man møder den uden håb og med tomme fraser til trøst. Ruth-Nina Magelund blev begravet d. 1. februar ved Østre Kirke i Ikast. Hun kom trofast på Nyt Livs lejre, og de, der kendte hende, vil vide, at hun altid gerne ville tale om Jesus. Hun ville altid gerne bede, og hun ville altid gerne vidne. Det var hendes største sorg, når hun følte sig alene med sin tro – og hendes største glæde at dele sin kristne tro med andre.
Derfor havde hun også bestemt, at begravelsen skulle handle om – Jesus! Hun havde valgt, at der til begravelsen skulle være en decideret prædiken, der ikke handlede om hende, men som handlede om, hvad Jesus havde gjort for hende – og hvad Jesus ønsker at gøre for enhver. Teksten, hun havde valgt, var Johannes Døbers vidnesbyrd: ”Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd.” Det var der, Ruth-Nina ville pege hen som sin sidste hilsen – på det Guds lam, som havde båret al hendes synd og givet hende fred og vished om at være frelst. Det Guds lam, som også har båret al din og min synd, og som vil være frelser for alle syndere, der kommer til ham.
Og så skulle vi synge! Ikke sange om sorgen, smerten og tabet. Nej, lovsange! For nu havde Ruth-Nina nået sit mål. Hun havde stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen.
Så kirken gav genlyd af sangene ”Lovsynger Herren, min mund og mit indre” (DDS 3), ”Vidunderligst af alt på jord” (319), ”Lover den Herre” (2) og ”Dig være ære” (240).
Kendte sange – men valgt med stor omhu. Som et vidnesbyrd om, hvor anderledes det er for en kristen at gå døden i møde.
Sunget som begravelsessalmer klinger det stærkere end nogensinde, når vi synger:
Løskøbt har han dig blandt Helvedes fanger,
kranser dig yndig, som kongen sin ven,
skænker dig alt, hvad dit hjerte forlanger,
sol-fuglen lig bliver ung du igen.
Menneskeliv er som græssets i enge,
blomsten vi ligne fra isse til fod,
stormene hvine, og bladene hænge
visnet, man ved ikke mer, hvor den stod!
Evigheds-blomst derimod er din nåde,
fryder dem alle, som frygte din magt,
bliver end sent deres afkom til både,
som holde hart ved dit bud og din pagt.
Ja: ”Menneskets liv er som græsset, det blomstrer som markens blomster; når vinden blæser over det, er det der ikke mere, dér, hvor det stod, ser man det ikke mere” (Sl 103,15-16). Det er en påmindelse til os, der endnu er i live. Livet kan være fortryllende smukt som en blomst, men det varer så ufatteligt kort, så visner vi – og bliver glemt. Men der findes en evighedsblomst – og hvad er det? Guds nåde!
Guds nåde løskøber os blandt Helvedes fanger. I Guds evigt blomstrende nåde bliver vi unge igen som solfuglen, Fugl Fønix, der genopstår af sin egen aske. Sådan er det kristne håb: knyttet til Guds nåde alene.
Derfor lyder det også i en af de andre sange fra begravelsen:
Med ordet skabes gode kår
for barnekæmper lave,
så de kan le ad banesår
og springe over grave.
Det er stærke ord! Men det var sådan en frimodig tro på Ordet, Ruth-Nina levede i.
”Barnekæmper”, det er jo et mærkeligt ord, men det dækker så fint det kristne liv. Vi ser ud som børn, vi ser afmægtige og små ud, og vi føler og erfarer, at vi er små, når vi kommer til kort i kampen mod synden. Men i Jesus er vi ”kæmper”. For glæde i Herren og i ordet om korset er vores styrke! Og når vi lever i ham, går vi i hans triumftog og i hans endegyldige sejr over døden og mørket, også midt i tilsyneladende nederlag.
Så kan vi le ad banesår og springe over grave! Vi kan såres, vi kan dø som alle andre. Og dog: Vi er urørlige. Vi er usårlige! For ingenting kan nå os der – i Guds nådes favn.
Som en sidste hilsen lød postludiet, mens kisten blev båret ud: ”Jesus bleibet meine Freude.”
Koralteksten, som Bach har skrevet sin berømte musik til, lyder:
Jesus bleibet meine Freude,
meines Herzens Trost und Saft,
Jesus wehret allem Leide,
er ist meines Lebens Kraft,
meiner Augen Lust und Sonne,
meiner Seele Schatz und Wonne;
darum lass ich Jesum nicht
aus dem Herzen und Gesicht.
En ikke sangbar oversættelse af meningen kunne lyde:
Jesus forbliver min glæde,
mit hjertes trøst og saft,
Jesus bevarer mig gennem alle lidelser,
han er mit livs kraft,
mine øjnes lyst og sol,
min sjæls skat og lykke;
derfor lader jeg ikke Jesus ude
af mit hjerte og mit blik.
Nu har Ruth-Ninas øjne endelig fået lov til at se Jesus – ansigt til ansigt.
Må vi også rette vores blik på ham – som vi møder ham i Guds ord. For ”med Ordet skabes gode kår for barnekæmper lave, så de kan le ad banesår og springe over grave.” I Ordet ser vi den usynlige virkelighed, og i Ordets trøst lever vi, så længe vi er her.
