… For at vi ikke længere skulle stole på os selv, men på Gud (2 Kor 1,9)
Stole på os selv!
“Ateistisk kristendom” er det ikke to ord, der modsiger hinanden?
Jo, men ikke desto mindre er det en slags kristendom, som er fremherskende i den tid, vi lever i, og som vi selv står i fare for at blive præget af.
Det ligger os nærmest at stole på os selv og at have os selv i centrum – ja have os selv som gud. Når man selv er kommet i centrum, så kommer det religiøse liv kun til at handle om en selv.
Der var mange ”ateistiske kristne” på Jeremias’ tid. Hvordan kom det til udtryk?
”Men I sætter jeres lid til løgneord, der intet gavner. Kan I stjæle, begå drab eller bryde et ægteskab, kan I sværge falsk eller tænde offerild for Ba’al, kan I følge andre guder, som I ikke før har kendt, og så komme og træde frem for mit ansigt i dette hus, som mit navn er udråbt over, og sige: ”Vi er reddet” (Jer 7, 8-10).
Ateistisk kristendom lægger vægt på det ydre; det, der ser ud af noget, og som folk lægger mærke til. Man er kristen i nogle af sine aktiviteter, hvor man jævnligt tager til møder og gudstjenester. Så vil man gerne hjælpe, der hvor man spørger om hjælp. Kristendommen har mange gode værdier. Man vil gerne have et godt sprog uden bandeord. Man synes godt om at tage sig af hinanden. Jo, kristendommen har noget godt.
Alligevel lever man som ateisterne, så man tror på enten skæbnen eller tilfældighedens roulette. Man forventer ikke, at Gud styrer alt, og at man skal møde Gud en dag. Og findes han, så har man den fantasiforestilling om Gud, at han er den kærlige og imødekommende Gud. Derfor lever man sin hverdag som ateisterne. Man har ingen, man skal stå til ansvar over for, man er sin egen gud og bestemmer selv, hvad der er ret eller forkert, hvad der er godt og ikke så godt. Livet styres ud fra, hvad man føler, er bedst.
Hør hvad Jeremias siger mere: ”Også jeg kan se! siger Herren” (Jer 7,11).
I Guds lys vil man som ”ateistiske kristne” gå fortabt!
Stole på Gud!
Kristendommens indhold er ikke (kun) nogle gode værdier. Kristendommens indhold er en person.
… for at vi ikke længere skulle stole på os selv, men på Gud.
Kristus er centrum i kristendommen. Ja det er samfund med ham.
Kristendom er ikke kundskab, men kendskab. Det er et gensidigt kendskab og nært fællesskab med Herren. Nå Herren kende sine, vil han også tage hånd om sine. ”Jeg kender mine får, og mine får kender mig,” siger Jesus i Joh 10,14.
Derfor lever en kristen i et nært forhold til Herren. Man tror på det ord, Gud har talt, og man er villig til at anvende Guds ord på sig selv og villig til at leve efter det. For Gud siger; at ”når vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus” (Rom 5,1).
Det er en daglig kamp ikke at stole på sig selv, men på Herren. Ofte vender vi blikket indad for at finde noget hos os selv, vi kan finde trøst og håb ved. Derfor må en kristen bruge Guds ord i lov og evangelium så man dagligt ”dør” – mister tillid og troen på en selv – for at man kan ”leve” for Gud, og Jesus kan være min eneste trøst.
”Herren døder og gør levende” (1 Sam 2,6, gl. oversættelse).
Paulus er klar over, når han står over for prøvelser, trængsler og modgang, at han ikke er overladt til sig selv. Og en dag vil den situation komme, hvor al menneskelig hjælp ikke rækker til. Sådan oplevede Paulus det i fængselscellen i Rom: ”Alle svigtede mig” (2 Tim 4,16b). Og en dag bankede den sidste fjende – døden – på døren. Så skriver Paulus i sit sidste brev: ”Ja, Herren vil fri mig fra alt ondt og bringe mig frelst ind i sit himmelske rige” (2 Tim 4,18).
Hvor skal vi gå hen, når vi føler os svigtet, eller døden banker på vores dør? Vi har Herrens trøstende ord: ”for at vi ikke længere skulle stole på os selv, men på Gud, som oprejser de døde”
Alle dage, lyse, mørke,
i sin bog han skrevet har,
han, som stadig er den samme,
som fra evighed han var.
Alle dage han mig giver,
hvad mig bedst og nyttigst er,
trøster, tugter, lindrer smerter
og mig trofast bærer her.
(Lovsangstoner nr. 390)
Udgivet af
Thomas Beck
Thomas Beck, viceskoleleder, Esbjerg